Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Mine film

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02


Dokumentarfilmserien "Mine....."

(DR2 - seks torsdage april-maj 2002)

Ideen med at lade seks unge kvindelige filminstruktører gå tæt på deres eget liv i og med at de skulle lave hver sin dokumentarfilm af ½ times varighed er egentlig god nok, men resultatet er blevet ikke alene meget forskelligt, men også ujævnt.

Den første film om instruktøren Pernille Rose Grønkjær og hendes morfar lykkedes glimrende.Og det gjorde den, fordi instruktøren efterhånden som projektet skred frem ændrede sin fordom om morfaderen. Fra starten havde hun tydelig aversion imod manden, fordi han var af den gamle type, der havde været dominerende i ægteskabet med hans nu afdøde kone. Men undervejs på den fælles tur til Vest- og Nordjylland lærte Pernille ham at kende fra en anden side; hun kom på talefod med ham og fandt endog ud af, at morfaderen trods aldersforskellen havde noget at sige hende ud fra sin livserfaring og også kunne sanse, at hun havde problemer. Her var vi vidne til en ægte og smuk erkendelsesproces, som skyldtes selve filmens åbenhed, og som ærligt blev taget op, da det hele udviklede sig helt anderledes end på forhånd tænkt.

Mikala Kroghs film ‘Min far' om redaktør Torben Krogh var interessant, for så vidt man fik et lille kig ind i Torben Kroghs karriereliv og de problemer dette medførte i henseende til et vist alkoholmisbrug og et stadig køligere forhold til ægtefællen, museumsdirektør Laila Krogh. Men ingen af delene fik man tilstrækkeligt indblik i til at man selv kunne danne sig en mening om dem. Det mest påfaldende var næsten at se de to ægtefæller efter genoptaget samliv fortsat have stor distance til hinanden - uden at det på nogen måde blev belyst og taget op som emne. Torben Krogh kom alt i alt til at bekræfte forhåndsindtrykket af en velmenende og sympatisk mand, men en mand uden synderlig varme og humor eller forståelse for hverken ægtefællen eller datteren. Filmen bekræftede først og fremmest afstanden mellem faderen og datteren, men hvad instruktøren ville med den, fremgik ikke. Filmprojektet syntes i hvert fald ikke at være forsøgt brugt som murbrækker. Mikala Krogh turde ikke gå tæt nok på faderen.

Tredje film om instruktøren Mariella Harpelunde Jensens storebror virkede ret privat. Instruktøren bebrejdede broderen hans nærighed, men gav aldrig nogen begrundelse for sin forventning om, at han skulle spendere noget særligt på hende, når de begge var voksne og havde deres eget liv med egne økonomier og egne interesser. Broderen virkede i og for sig hverken særligt sympatisk eller usympatisk. Måske en lidt hård type med hårde interesser og mål. Men også en sådan har vel lov til at leve sit liv - uden at skulle tage specielt hensyn til en lillesøster? Denne virkede forbløffende uafklaret i forholdet og uafklaret i spørgsmålet om, hvordan hun skulle forme sit eget liv på sine egne betingelser. Og man undrer sig over at det skulle være nødvendigt at lave en kostbar dokumentarfilm for at få dette bragt til fuld erkendelse. Men man må håbe, at det blev resultatet.

Ida Holten Ebbesens "Mine søstres lillesøster" var igen et temmelig privat foretagende. Instruktøren kunne åbenbart ikke begribe, at de lidt ældre tvillingesøstre var pot og pande - og altid havde været det, uden overhovedet at ville det eller være sig det specielt bevidst. Sådan var det bare. Det gav sig selv. Og hvorfor i al verden skulle det ikke også det? Instruktøren var jo ikke holdt uden for som lillesøster, men havde tværtimod hele tiden været med i fælleslivet, sålænge alle boede hjemme. Kun følelsesmæssigt var hun ikke helt inde i tvillingernes intime liv, men det kan af gode grunde ikke være anderledes. Det er vel en lillesøsters naturlige opgave at finde sin egen vej og sit eget intime liv. Man kan nu engang ikke lave om på en søskendefloks aldersmæssige ‘rangorden'. Den må man bare acceptere - og så se at komme videre.

Polsk uddannede Kathrine Windfelds film "Min søn, min mand og min far" var igen et mærkeligt produkt af uafklarethed i forhold til kæresten (Kim) som hun havde fået en søn med, fordi hun ville have det. Ellers havde hun truet med at bryde med ham. Hun havde i sin tid forelsket sig i Kim, og denne havde indledt forholdet efter først at have fået konstateret det for ham afgørende, at pigens ben var pæne nok (!). Da sønnen var kommet, var han også meget glad for denne. Men Kim var en helt anden type end Kathrine, meget mere rolig og meget mere uinteresseret i karriere, penge og forbrug. Og det var dette hun på sin side ikke rigtigt kunne acceptere.

Det resulterede i systematiske og overlagte forsøg på at manipulere med kæresten, ved hjælp af sønnen, lejligheden og endelig følelserne. Mistænkeligt nok blev Kathrine støttet i denne manipulation af en psykolog, der åbenbart var så fikseret på kønskampen, at hun ikke kunne forudse, at manipulationen kunne og ville blive gennemskuet af Kim, og at den derfor ville virke imod hensigten. Kim var på intet tidspunkt uvidende om, at hele filmprojektet var lavet for at manipulere med ham, specielt med hensyn til lejlighedsbyttet. Dette ville indebære en bolig der nok var bedre end hvad de havde, men også dyrere - og derfor meget mere økonomisk bindende for begge, og stor økonomisk binding var noget kæresten virkelig var imod.

Projektet var på forhånd dømt til at mislykkes og blev derved egentlig et udtryk for et temmelig umodent ønske om at lave partneren om. Og filmen syntes heller ikke at give anledning til selvransagelse eller ny erkendelse hos instruktøren - sådan som første film. Den sluttede symptomatisk med, at hun bad partneren om et kys foran kameraet, for ligesom at understrege, at hun selv erkendte at manipulationen var mislykkedes, men at hun ikke desto mindre ønskede forholdet fortsat.

Dorte Høeg Brasks "Min kæreste" var fuldt på højde med første film i serien. Den turde gå tæt på følelserne, ja stile direkte mod det næsten forudsigelige brud som ikke lå i kærestens manglende vilje til partnerskab, men i instruktørens eget ubetingede krav om at få vished for, at kæresten elskede hende ubetinget. Der havde tidligere været et brud i forholdet, men parterne var blevet enige om at prøve igen, men ligesom i Kathrine Windfelds film endte projektet galt, fordi målet var for manipulatorisk, nemlig her kravet om en udtrykkelig erklæring om kærlighed, som partneren ikke ville eller kunne give. De tre ord "Jeg elsker dig", ville eller kunne han ikke få over sine læber. Forløbet var fremragende skildret i en vekslen mellem nærbilleder af personerne og fjernbilleder af skyer og landskaber (set fra et tog i fart) - som for at understrege afstand mellem drøm og virkelighed. Men kæresten blev trængt målbevidst op i en krog, hvorfra han ikke havde anden udvej end flugt. Drømmen om den store kærlighed, hvor parterne tiltrækkes i et uforbeholdent, gensidigt begær er utvivlsomt en fristelse for mange unge mennesker, men er også et tegn på ungdom ligesom i tilfældet Tristan og Isolde; det udelukker i realiteten opretholdelsen af forskel og sund nøgternhed. Sandsynligvis forudsætter et længerevarende forhold netop den nøgternhed, der indebærer en komplementær forståelse for, at kærlighed er to ting: omsorgen for den anden, som tåler forskelligheden, og tiltrækningen af den anden, som ønsker forskelligheden ophævet.

Om alle seks film gælder, at de var godt lavede, teknisk set. Den unge generation af danske instruktører kan virkelig deres håndværk, når de har været igennem filmskolen. Men filmene bekræfter en lovmæssighed, der siger, at når film om personlige anliggender ikke lykkes efter deres idé, kommer de uvægerligt til at virke lidt for private. Det kan også udtrykkes på denne måde: Private film er ikke god filmkunst, men film der er god filmkunst er private, nemlig i den forstand, at de til syvende og sidst altid trækker på dybt personlige erfaringer om de menneskelige følelser. Kun hvor instruktøren er sig denne lovmæssighed bevidst, kan et filmprojekt bringe ham eller hende videre.

Jan Jernewicz



Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
Jens Vrængmoses rubrik



Til toppen    Til forside    Printversion   


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 3.4.2011