Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - folkeskolen01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.3.08.


Folkeskolens socialpædagogiske problemer

For en uges tid siden, nærmere betegnet den 2.3., var der for en gangs skyld en ganske spændende diskussion i 2. sektion på DR2's Deadline, hvor Jes Stein Pedersen havde en skoleinspektør, en seminarierektor og dekanen for den nye universitetsuddannelse for folkeskolelærerne i studiet for at drøfte folkeskolens problemer. Lederen af Værebroskolen i Gladsaxe med særdeles gode resultater for integration af indvandrerbørn, Jacob Kaufmann, og seminarierektor for Zahles velrenommerede seminarium, Lars Jakob Muchinsky, var anbragt på den ene side af bordet over for professor Lars Qvortrup fra Århus Universitet, der er sat til at opbygge den nye universitetsmæssige læreruddannelse som skal være et alternativ til seminariernes, og det fremgik med al ønskelig, men i disse udsendelser sjældent forekommende tydelighed at de to førstnævnte som repræsentanter for den eksisterende folkeskole var yderst skeptiske over for universitetsdekanens person og projekt.

Alle tre var stort set enige om at folkeskolen såvel som læreruddannelsen står med store problemer, som bl.a. giver sig udslag i den kendsgerning at søgningen til seminarierne er gået så voldsomt ned, at folkeskolen vil komme til at mangle lærere de kommende år. Men hverken Muchinsky eller Kaufmann troede på at Qvortrup skulle kunne løse problemerne med sit tilbud om en universitetspræget professionalisering af læreruddannelsen. For det første var der allerede gennemført en reform af seminarieuddannelsen som ville betyde øget styrkelse af fagligheden ved vægt på færre linjefag, for det andet er den socialpædagogiske indsats i skolerne betingelsen for at fagligheden kan styrkes i klasserne, og for det tredje er undervisningssituationen i klasserne i dag en så kompleks affære at den ikke kan læres på læreanstalterne, men ene og alene gennem praksis på skolerne. Pædagogikken forudsætter at lærerne kender eleverne og kan skabe trivsel i klasserne.

Qvortrup understregede flere gange at modsætningen mellem faglighed og trivsel var uheldig. For ham var idealet en lærer der var fagligt kompetent og engageret, som kunne lede på en myndig måde og kunne 'forføre' på det retoriske plan. Men alle tre ting kræver professionalisme, og dette blev han ved at understrege. Høj grad af professionalisme var i hans øjne forudsætningen for at læreren kunne skaffe sig det nødvendige analytiske overblik over undervisningssituationen. Lærerne skal nok kunne indleve sig i elevernes situation og have empati for eleverne, men de skal også kunne analysere situationen, og dette kræver forskningsbaseret grunduddannelse, hævdede han. Derfor skulle universiteterne nu kunne tilbyde læreruddannelse.



Man forstår til fulde skolelederens og seminarierektorens skepsis, for den åbenlyse risiko ved at bringe universitetet ind i forehavendet er en akademisering af folkeskolen af den art som for længst er sket for gymnasiernes og de erhvervsfaglige uddannelsers vedkommende, og som reelt betyder en større kløft mellem de bogligt indstillede elever, der overvejende kommer fra akademikerfamilier og er vant til abstrakt tænkning, og de bogligt svage der overvejende komme fra de andre miljøer, hvilket i vid udstrækning vil sige fra indvandrerhjem uden tradition for abstrakt tænkning. Akademiseringen har naturligvis fra regeringens og folketingets side til hensigt at fremme fagligheden og dermed give flere unge muligheden for at gennemføre en relevant og brugbar uddannelse som er tilpasset globaliseringens udfordringer. Målsætningen er at 95 % af alle unge får en ordentlig uddannelse, men resultatet er at man ikke får tag i dem der i forvejen er svage og som derfor på et eller andet tidspunkt falder fra. På trods af den fine målsætning er skolen altså med til at skabe tabere - og det på et tidspunkt hvor der allerede er opstået et nyt proletariat, en ny underklasse.

Jakob Kaufmann kunne henvise til at det på Værebroskolen har været muligt at gå den modsatte vej ved konkret at sørge målrettet for integration af de indvandrerbørn der udgør en tredjedel af elev-klientellet. Det sker bl.a. ved nært samarbejde med hele det omgivende miljø - og uden at skolen fravælges af forældre fra de veluddannede kredse.

Men det uhyggelige ved diskussionen var, at universitetsmandens evindelige mantra var og blev professionalismen. Det var den der på alle områder skulle gøre lærerne bedre i stand til at løse deres opgaver. Skolelederen fastholdt derimod at fagligheden altid kan indhentes. Det basale er det han under ét kaldte 'socialpædagogikken', alle de ikke-faglige kompetencer.

Lars Qvortrup kan nok så meget påstå at det er forkert at sætte faglighed og trivsel op mod hinanden eller - som han også formulerede det - at sætte Grundtvig over for universitetsverdenen. Men helt bortset fra at det ikke tjener noget formål at gøre Grundtvig til en pol i denne debat, da det alt for let fører til unødige misforståelser, så kommer man ikke uden om at der reelt er en stor forskel mellem fokuseringen på fagligheden og fokuseringen på alt det sociale, og at man i den sidste ende kun løser problemerne ved at acceptere forskellen, men samtidigt undgå det ensidige valg imellem de to synsvinkler.



Forfatteren og samfundsdebattøren Lars Olsen har gentagne gange i bøger, kronikker og foredrag påvist en øget ulighed i samfundet, og især understreget at det er den øgede akademisering og individualisering af skole- og uddannelsessystemet der er skyld i uligheden. Han går ind for en folkeskole i ordets oprindelige betydning: en skole for alle, hvor fagligheden betragtes som kerneydelsen, hvor lærerne betragtes som både faglige og pædagogiske autoriteter, hvor eleverne har medindflydelse og hvor der stilles præcise krav til både elever og forældre. Men hvor der også er trygge rammer for alle. Men folkeskolen er i hans øjne blevet svigtet fordi politikerne ikke forstår problemet, men er havnet i en strid mellem 'den karrierebevidste middelklasse' (de borgerliges fløj) og 'den selvrealiserende middelklasse' (typisk den gamle 'venstrefløj') der har et afslappet forhold til fagligheden og de dermed forbundne krav til elever og forældre. Og begge grundholdninger er uholdbare - og fører kun til at udviklingen fortsætter: de stærke bliver stærkere, og de svage svagere.

Dybest set er vi her nede ved selve grunddynamikken i samfundsudviklingen, nemlig modsætningen mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet. Regeringen og især Venstre har gentagne gange understreget frihedsprincippets værdi, men er kommet meget uheldigt fra at bagatellisere lighedsprincippet. Daværende socialminister Eva Kjer Hansen gjorde som bekendt i 2005 (jf. artiklen ) gældende at det var helt i orden at friheden skabte større ulighed, men det blev omgående påtalt af statsminister Anders Fogh Rasmussen der måtte understrege at det ikke er et formål i sig selv at skabe større ulighed. Problemet var at hverken statsministeren eller nogen anden Venstre-politiker kom med et tilfredsstillende bud på, hvordan de to principper skal kunne fungere side om side på en sådan måde at frihedsprincippet fører til større fremdrift, fremskridt og ansvarlighed i samfundet som helhed uden at der automatisk skabes flere sociale tabere.

I grunden er problemet ikke særligt stort på filosofisk plan, idet frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedprincippet kan betragtes som komplementære modsætninger, der trods deres logiske uforenelighed er lige uundværlige i et dynamisk samfund. I praksis betyder den logiske uforenelighed at samfundet (politikerne og administratorerne) aldrig vil kunne finde eller konstruere et system der sikrer en rimelig balance mellem de to principper. Der vil altid være en eller anden grad af ubalance til den ene eller anden side. Men målet burde naturligvis være at sørge for at ubalancen aldrig bliver for stor. Dette betyder igen at det aldrig må kunne accepteres at frihedsprincippet får lov at skabe større og større ulighed, eller at lighedsprincippet får lov at forhindre personligt initiativ og personlig fremdrift.



I princippet er moderne velfærdspolitik et bevidst forsøg på at skabe en samfundsudvikling der på den ene side skaber de bedste betingelser for økonomisk vækst og personlig udvikling, men på den anden side forhindrer for stor ubalance og for store kløfter mellem befolkningslagene. Denne moderne velfærdspolitik er med rette blevet kaldt 'den tredje vej' hvilket for de socialt indstillede partier på den gamle venstreløj vil sige at man afskriver drømmen om indførelsen af en socialistisk stat og fuldtud accepterer markedsøkonomi og frihed, og for de liberalt indstillede borgerlige partiers vedkommende opgiver drømmen om en minimalstat og lavest mulig offentlig regulering. Den gamle klassekamp er i dette velfærdssamfund en saga blot. Den politiske kamp foregår på midten og gælder den brede befolkning af relativt veluddannede og velstillede middelklassemennesker.

Man undgår i et sådant velfærdssamfund ikke en stand af rige mennesker på den ene side eller en stand af fattige mennesker på den anden side. Dette samfund accepterer stort set at de rigeste ved dygtighed, flid og held kommer til at sidde på enorme formuer. Og det accepterer at nogle få bogstaveligt talt går i hundene i kraft af uforsigtig omgang med spiritus og stoffer, men det accepterer ikke at alt for mange bliver sociale tabere der hverken får en ordentlig uddannelse eller en rimelig beskæftigelse.

Problemet i dagens velfærdssamfund er at taberne er blevet for mange og desværre ser ud til at blive endnu flere de kommende år, ikke mindst fordi folkeskolen svigter dem. Det sker naturligvis ikke af ond vilje eller ligegyldighed, men fordi den presses urimeligt til fokusering på målelige resultater. Og dette pres vil kun stige med de skridt til akademisering der nu tages under professionalismens ulyksalige mantra.



Hele den informationsmængde der skyller ned over os alle i åbenhedens og globaliseringens hellige navn, er med til at forstærke problemerne for de børn og unge der ikke hjemmefra er vænnet til at forholde sig kritisk og selektivt til informationerne, men problemet her har også med tempo og sensationsjagt at gøre, for mange børn og unge keder sig hvis de ikke til stadighed får hidset sanserne op, men udsættes for noget der kræver tankemæssig aktivitet og fordybelse. Eller rettere alt for mange af de unge kræver ustandseligt intensive oplevelser og umiddelbart behovstilfredsstillelse og accepterer ikke tankemæssig eller følelsesmæssig aktivitet der kræver udholdenhed og udskydelse af behovstilfredsstillelse. "Kedsomhed er den ultimative dødsssynd", som en overlærer en gang formulerede det i en kronik.

Ulykken er, at en skole der ensidigt fokuserer på faglighed og videnstilegnelse ikke fanger de børn og unge der vil have spænding og intensitet hele tiden, men lader dem i stikken, og overlader dem til den jagt på spænding der fås andre steder, herunder på gaden og i de grupper der lever livet på gaden - med hvad dette indebærer af fristelser til vold og hærværk. Gadevolden og skoleafbrændingerne for nylig er det skræmmende bevis for skolens og hjemmenes fælles afmagt. Og det er bestemt ikke forkert at påpege at forældrene har et ansvar for hvad deres børn under 15 år foretager sig, at børn og unge over 15 år har et ansvar for hvad de selv foretager sig, eller at ingen af parterne kan klare frisag ved at påstå at problemerne er samfundets skyld. Alt dette må socialmyndighederne og justitsvæsenet naturligvis tage højde for. Men påpegningen løser ikke i sig selv problemet.

Tværtimod må og skal der sættes aktivt ind i folkeskolen i samarbejde med både socialmyndigheder, ordensmagt og forældrene. Og man kommer her ikke uden om i større omfang end hidtil at tage hånd om de børn og unge personligt som ikke har forældre der tager tilstrækkeligt hånd om dem. Derfor er det heller ikke her hverken en yderligere akademisering eller en yderligere eftergivenhedspædagogik der løser problemerne, men en faglig kompetence der går hånd i hånd med kompetent socialpædagogik. Alternativet hedder desværre flere sociale tabere og mere hærværk og gadevold.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til
Center for Uddannelsesforskning



Komplementaritetssynspunktet
Folkeskolen står over for dybe reformer  (23.8.05.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænonmener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)

Forledt og afsporet muslimsk ungdom  (18.2.08.)
At blive som barn påny
Ungdom, druk og moral
'Syndefaldet': Myte, ord og billede
'Supervoksen', overgangsriter og 'syndefald'



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal