Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - fogh13

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.11.05.


Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner
- men endnu ikke afklaring af den grundliggende filosofi

Igen i år holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen en stor, timelang formandstale på Venstres landsmøde uden manuskript. Og ikke overraskende blev et af hovedtemaerne modsætningen mellem den frihed Venstre står for som liberalt parti og den lighed som andre partier har som bannermærke, men som socialministeren for ikke mange uger siden kom til at undsige på den uheldige måde at hun ligefrem gjorde uligheden til selve dynamikken i samfundsudviklingen.

Allerede dengang slog statsministeren fast med syvtommersøm, at Venstre ikke betragter større ulighed som et mål i sig selv, og dette gentog han på landsmødet, idet han understregede at Venstre står for noget helt andet, nemlig lige muligheder for alle.

På åbningstalen dagen i forvejen havde Fogh gjort status over regeringsarbejdet siden 2001 og skitseret tre store reformområder: Forbedring af Danmarks konkurrenceevne i den stærkere internationale konkurrence; sikring af finaniseringen af fremtidens velfærd; og bedre integration af indvandrerne. - I hovedtalen søndag kastede han blikket fremad og skitserede de mere langsigtede mål, målene frem til år 2015.

Hvad de store ideologier angår, så er Fogh Rasmussen nået til den erkendelse at de hører det gamle samfund til. Det sagde han på et vælgermøde i Vallekilde i begyndelsen af året, og det gjorde han så klart og utvetydigt, at det fik ideologerne til at gyse. Men Fogh gentog det umisforståeligt på landsmødet. Venstre siger: mennesket frem for systemet, og det betyder også: mennesket frem for det ideologiske system. Liberalismen er netop ikke en autoritær ideologi, hvor mennesket skal indordne sig under et ideologisk system. Nej, liberalisme er for Fogh Rasmussen et menneskesyn. Mennesket først. Det enkelte menneske har ret til frihed og pligt til ansvar. Mennesker er åbne og levende mennesker, der finder nye svar på nye udfordringer når samfundet forandrer sig.

Formuleringerne er som sagt ikke til at misforstå for ideologerne, men de er dog heller ikke just indiskutable for folk der kunne ønske sig tidssvarende filosofisk afklaring af forholdet mellem frihed og lighed. Herom senere i artiklen.



For at sætte problematikken i relief fortalte Anders Fogh Rasmussen om sin egen families historie som et eksempel på den kolossale omvæltning der er sket i det danske samfund i de sidste hundrede år. Fra et fattigt landbrugssamfund til et rigt velfærdssamfund. Bedstefaderen var en fattig slagteriarbejder der sparede op af sin usle løn for at få en gård, men mistede alle sine penge da Landmandsbanken krakkede i 1922. Men han fik ifølge Fogh chancen, da Folketinget vedtog nye jordlove med bl.a. oprettelse af statshusmandsbrug til meget billige statslån. (Fogh har ikke helt styr på historien, for statshusmandsloven var fra 1899 med revision i 1904, og jordlovene med offentlig udstykning kom i 1919, så chancen for fattige karle for at få eget brug fandtes før 1922!). Men bedstefaderen fik altså sit lille husmandsbrug på under tyve tønder land som kunne skabe underhold for familien. I disse beskedne kår voksede Anders Foghs fader op. Også han vil have sig en gård - og fik det gennem slid og slæb. Først en lille gård og senere en lidt større. Og her voksede Anders op sammen med sine søskende - under trygge forhold, men også med hårdt arbejde. Anders selv kom efter folkeskolen på gymnasiet og fik som den første i sin familie en akademisk uddannelse, muliggjort af at selve uddannelsen nu var gratis og studenterne kunne få understøttelse.

Eksemplet viser at det er muligt at bryde den sociale arv, hvis samfundet hjælper til og viljen iøvrigt er til stede hos den enkelte. Og pointen er, at der først og fremmest gennem tilbudet om gratis uddannelse og SU skabes lige muligheder i samfundet for alle. Men netop lige muligheder, og ikke lighed, understregede Anders Fogh Rasmussen.

At skabe lighed er for ham umuligt, for der vil altid være nogen der er 'født med en sølvske i hånden', har forældre med flere penge, bedre uddannelse og større overskud. Og sådan vil det altid være. Men det er ikke et formål i sig selv at skabe denne ulighed. Det er heller ikke uligheden som sådan der skaber større dynamik. Den kan tværtimod føre til det modsatte, nemlig fastlåsning af de sociale mønstre.

Danmark er et godt eksempel på at der kan skabes fleksibilitet i samfundet fordi den sociale og økonomiske ulighed ikke er for stor.



På denne baggrund skitserede statsministeren syv pejlemærker for den fremtidige samfundsudvikling:

(1) Det skal kunne betale sig at arbejde, men den sociale tryghed og sikkerhed skal ikke sættes over styr.

(2) Det enkelte menneske skal have mere frihed. Velfærdssamfundet løser en række opgaver i fællesskab, men borgerne har udstrakt frihed til selv at vælge mellem forskellige løsninger.

(3) Der skal være lige muligheder for alle, således at den negative sociale arv kan brydes. Men dette handler ikke blot om penge. Det handler også om at skabe bedre kulturel og uddannelsesmæssig ballast for så mange som muligt.

(4) Sammenhængskraften i det danske samfund skal sikres, bl.a. gennem de lige muligheder for alle, men også gennem tillid til hinanden. Og denne gensidige tillid forudsætter igen fællesskab om visse værdier såsom respekten for det enkelte menneskes liv og frihed, respekten for lige ret for kvinder og mænd, samt respekten for ytringsfriheden. Netop ytringsfriheden sikrer vores pragmatiske form for demokrati, vort 'samtaledemokrati'. Og derfor må udfordringen fra aggressive og hadske miljøer tages alvorligt, ikke mindst udfordringen fra muslimske grupper, der misbruger islam til direkte at undsige demokratiet.

(5) Den danske kultur skal styrkes og udvikles i bredeste forstand, for sproget, historien og selve landet binder os sammen, men vi skal selvfølgelig ikke være bange for at tage mod fremmede impulser.

(6) Danmark skal være aktiv i den internationale politik, herunder EU og FN. Fogh forestiller sig at Danmark i 2015 er med i Euroen, EU's forsvarssamarbejde og EU's retlige samarbejde, men vil ikke fastsætte datoer for folkeafstemninger. Han mener også at der er behov for en ny start i samarbejde mellem Europa og USA, og for en forstærkelse af kampen mod terrorismen.

(7) Endelig skal Danmark gøres til verdens mest konkurrencedygtige økonomi. Arbejdsmarkedet skal være fleksibelt, den offentlige sektor effektiv og velfungerende, og ledelseskulturen original. Forskere, studerende, lærere og iværksættere fra udlandet skal kunne tiltrækkes.



Disse ambitiøse mål nås ikke på et år eller to, ja ikke på en enkelt valgperiode. De kræver tålmodighed. Anders Fogh Rasmussen har indset, at store reformer ikke skal gennemføres voldsomt og for hurtigt, så folk bliver utrygge og skeptiske. Der skal altid tages udgangspunkt i den givne virkelighed og ikke i abstrakte systemer. Og derfor er det vigtigt at gå frem i en takt hvor sjælen kan følge med og hvor forandringen går hånd i hånd med trygheden.

Frihedsprincippet skal med andre ord ikke have alt hvad remmer og tøj kan holde til. Anders Fogh Ramussen erkender at en af hans fejl netop har været at han i sin ivrige kamp for mere frihed til den enkelte blev så højrøstet at det kom til at overdøve den anden side af friheden, som er mindst lige så vigtig, nemlig de lige muligheder og det sociale ansvar.

Venstre har, sluttede partiformanden, altid stået for en folkelig liberalisme. Ikke den abstrakte ideologi, men et menneskesyn der tager udgangspunkt i den givne virkelighed. En frihed der giver mennesker større mulighed for at forme deres eget liv. Et fællesskab hvor der er lige muligheder for alle, hvor vi tager et socialt ansvar, hvor der er en stærk sammenhængskraft og et frisind, og hvor der er frihed til forskellighed, men også et sæt af grundværdier.



Efter avisreportager at dømme var der på landsmødet diskussion om emner som integration, kommunalreform og retssikkerhed (over for planerne i terrorpakken) samt friskoler og efterskoler. Diskussionen viste at Venstre ubestridt har den folkelige liberalisme som kendetegn for sine medlemmer. Frygten for forringelse af vilkårene for efter- og friskoler var meget stærk og blev udtalt, og tjener partiet til ære. Men debatten på dette punkt afslørede også dårlig kommunikation mellem undervisningsministeren og medlemmerne.

Men diskussion om partiformandens visioner blev der stort set ikke. De tages stiltiende til efterretning, og de mere rendyrkede liberalister som findes i partiet - herunder kredsen omkring Søren Pind - tog heller ikke til genmæle. Det kan være det sker i forbindelse med den kommende partidebat om et nyt principprogram. Men det bliver næppe i en form der truer partiets enhed. Anders Fogh Rasmussen er ubestridt partiets leder, og hans traditionsbrydende nye kurs for partiet i 1998 har fået accept. Dermed er partiet fortsat placeret i centrum af dansk politik og vil fortsat - trods tilbageslag ved det netop overståede kommunevalg i visse kommuner, navnlig København - være den dominerende faktor mange år frem. Dermed vil Venstre også fortsat være den store udfordring for både de radikale og socialdemokraterne.

Det bliver derfor spændende at følge partiets og regeringens håndtering af Velfærdskommissionens rapporter om muligheden for finansiering af det fremtidige velfærdssamfund, og også at se partiets færdige principprogram. Formandens visioner er utvivlsomt klare nok til at han med fortsat engagement kan komme igennem de politiske forhandlinger og vælgernes supervision ikke blot helskindet, men også succesrigt.

Men ikke desto mindre gælder, at Anders Fogh Rasmussens filosofiske afklaring endnu lader noget tilbage at ønske. Liberalismen som autoritær ideologi har han definitivt lagt bag sig. Det samme gælder selve forestillingen om friheden som en absolut værdi der udelukker eller nedprioriterer social tryghed. Og det er fint. Men at gøre liberalismen udelukkende til et menneskesyn er at komme for nemt om ved de filosofiske problemer, selvom det i sig selv er væsentligt. Fogh forstår tilsyneladende ikke at friheden og ligheden stadigvæk med fordel kan betragtes som modstående principper, hvis spænding lige præcis er selve det der giver den nødvendige dynamik i samfundet.

Skal denne spænding holdes i ave, så samfundet ikke sprænges i stykker, men holdes sammen i det man kalder et pragmatisk konsensus- eller samtale-demokrati, så kræver det en fuld forståelse af, at modsætningerne i al deres principielle uforenelighed dybest set er komplementære. De kan holdes i frugtbart spænd gennem komplementaritetsprincippet, dvs det princip der forstår logisk uforenelige modsætninger som sideordnede og hver på sin vis gyldige og gavnlige. Synspunktet kan lyde teoretisk, men er det ikke, for det er simpelthen en praktisk måde at tænke på der løser mange tilsyneladende uløselige problemer ved at fjerne fokus fra de uoverstigelige logiske vanskeligheder til de fremkommelige, pragmatiske og demokratiske muligheder. Men unægteligt kræver denne tankegang en vis tilvænning. Den er imidlertid ikke ligegyldig for dansk politiks fremtid, for den er ene om at kunne give den tredje vejs sociale og liberale politik et fundament der kan afskære unødige skænderier om gamle dogmer og forældede ideologier og afskære det der er endnu værre, de destruktive og voldelige kampe om absolutte standpunkter.



Anders Fogh Rasmussens tale var klar i sine visioner, og disse var talens hovedformål, men den kunne have været klarere i sin udredning af liberalismen som politisk filosofi. Det er fint at liberalismen afvises som autoritær ideologi, men det er for snævert at gøre den til et rent og skært menneskesyn, for også det sociale hensyn, tanken om trygheden og omsorgen er grundlæggende humanistisk. Her mangler såvel statsministeren som Venstre afklaring. Der er grund til at tro, at næste års debat om velfærdskommissionens rapporter vil føre videre i erkendelsen, men ellers må vi se hen til diskussionerne om Venstres nye principprogram som skal vedtages på landsmødet om et år. Det bliver i hvert fald en chance for endelig afklaring som partiet ikke burde lade gå fra sig. Og her gør store visionære taler ikke udslaget. Der må hårdt tænkearbejde og skriftlige udredninger til.



Henvisninger:

Link til Venstres landsmøde 2005
med link til partiformandens og andre fremtrædende venstremedlemmers taler

Artikler om Anders Fogh Rasmussen:

Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)

Andre relevante artikler på Jernesalt:

Er danskerne socialdemokrater i hjertet?  (28.11.05.)
Kommunalvalget: S vandt og V tabte  (17.11.+18.11.05.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)

Folketingsvalget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
Politiske parametre  (6.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Haarder og Dybkjær om socialrådgivere  (3.2.05.)

Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)
Radikal manipulation med Haarders ord  (31.1.05.)
Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)
Deadline under lavmålet - i interviews med Fogh og Lykketoft  (25.1.05.)
Valget i medierne  (20.1.05.)

Folketingsvalgets perspektiver  (19.1.05.)

Se også oversigten under rubrikken:   Danmark

Hvad angår de filosofiske aspekter, se artiklerne:

Komplementaritetssynspunktet
Komplementariteten mellem individ og samfund
Komplementariteten mellem liberalismen og socialismen



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal