Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - perkirkeby

ARTIKEL FRA JERNESALT - 03.11.08.


Per Kirkeby på Louisiana

Det er yderst sjældent at en stor kunstudstilling bliver en eksistentiel proces fra selve det øjeblik man går ind i den. Men det er hvad der sker når man betræder Louisiana for at opleve den 70-årige Per Kirkebys oeuvre i det helt store format i rum efter rum i en imponerende flot ophængning der ser stort på kronologien, men har alle facetter af den uhyre alsidige kunstners værk med.

Det er som altid en fordel at have stiftet bekendtskab med den udstillende kunstner fra tidligere udstillinger, i dette tilfælde først og fremmest fra Louisianas egne (1990 og 2002) eller fra Aarhus Kunstmuseum (1998) - suppleret med læsning om ham, med filmen om hans 'Vinterbillede' og med det nye udstillingskatalog med tilhørende dvd med den helt nye film 'Pers metode' med samtale mellem kunstneren og Louisianas direktør Tøjner. Men udstillingen formår på stedet at drage den besøgende ind i en umiddelbar og stærk dialog som uvægerligt sætter sine spor i sindet og straks lader en forstå at det er nødvendigt at komme igen. Man bliver ikke færdig.

Med den erkendelse er man allerede i samklang med kunstneren selv, for Kirkeby hører til dem der ikke selv ved hvornår et billede er færdigt. Også hans kunst er en uafsluttet proces - og den viser sig at trække på en enorm livserfaring, dyb kunsthistorisk og kulturhistorisk viden samt en åben indstilling til en mangfoldig virkelighed der ikke blot er blevet set med øjnene, men oplevet med et sind der altid har søgt struktur og mening bag det sansede - og som bevarer følingen med de skabende kilder og forandrer sig med tiden uden at identiteten går tabt.

Per Kirkeby er en kunstner der tilsyneladende starter et billede med en slags kaos, nogle tilfældige linjer og farver på et hvidt lærred der hidrører fra de tilfældige farver han i bøtter og tuber har til rest fra tidligere billeder - 'kartoffelmos' kalder han selv disse rester - og dem går han straks i dialog med for at finde en struktur, noget fast. Han kan efter eget udsagn overhovedet ikke male uden at se ud i verden og heller ikke se ud i verden uden at at finde mening i det sete. Tilsyneladende starter han med at se det uskyldige i verden, men i og med at han søger og finder en struktur, mister han uskylden. Og dybest set kan han slet ikke få øje på et ubesmittet landskab, for det var en central og rystende oplevelse for ham som ganske ung at måtte konstatere, at der slet ikke findes et ubesmittet landskab i verden. Vi ser så at sige ethvert landskab med subjektive øjne.



Kort biografi

Per Kirkeby er født København i 1938. Efter studentereksamen gik han i 1957 i gang med det naturhistoriske studium på Københavns Universitet. I 1958 deltog han i ekspedition til Narssaq - og rejste siden ofte til Grønland, ligesom han i 1963 var med på en ekspedition til Pearyland og i 1964 til Melville-bugten. I 1964 blev han cand. mag. med speciale i arktisk kvartærgeologi.

Han tog i 1962 kontakt til Den eksperimenterende kunstskole, Eks-Skolen, hvor han arbejdede med maleri, grafik og film og nye udtryksformer som intermedia, kollektivarbejder og happening. Året efter deltog han i gruppeudstilling på Eks-skolen. I 1965 fik han Statens Kunstfonds tre-årige stipendium og afholdt seperatudstilling i Den Frie. Samme år påbegynder han sin efterhånden omfattende litterære produktion med digte, romaner, børnebøger, essays og tegninger. I 1966 deltog Kirkeby i festival i København der bestod af happenings med bl.a. Joseph Beuys, Bjørn Nørgaard og Henning Christiansen i Eks-skolens regi. Dette år begyndte han også at arbejde med røde mursten og var for første gang i New York. I 1967 havde han performances i New York og Aachen.

Kirkeby udstiller på Grønningen et par år, og i 1967 også et 30 m langt stakit på Louisiana. Flere seperatudstillinger i 1968. De første essays med titlen 'Billedforklaringer' udkommer. Han deltager i 1970 i Tabernakel-udstillingen på Louisiana. Er året efter i Centralamerika med bl.a. andre Ib Michael, hvor han bl.a. studerer Mayakunst. De følgende år rejser han rundt med Troels Kløvedals 'Nordkaperen' i Middelhavet. Udstiller på Statens Museum for Kunst, Aarhus Kunstmuseum, samt i Luzern og Venedig. Han er på rejse til Island, Tyrkiet og det sydvestlige USA.

I 1978 får Kirkeby fast tilknytning til Galerie Michael Werner i Köln. Udstiller også i München og bliver professor ved akademiet i Karlsruhe. Udstiller i Bern og Amsterdam. I 1980 køber han hus på Læsø. I 1981 begynder han næsten årlige udstillinger på Himmerlands Kunstmuseum. Året efter er han på Haiti. Deltager på 'Documenta 7' i Kassel og 'Zeitgeist' i Berlin. Og herefter utallige udstillinger i udlandet.

I 1984 køber Kirkeby hus i Hellerup hvor han også bygger atelier. Årene derefter er han både i Australien, New Zeeland, Polynesien, på Bali samt i Marokko. I 1989 bliver Kirkeby professor i Frankfurt. Fortsætter sin rejseaktivitet og udstillingsvirksomhed. I 1996 udfører han fire dekorationer til balletten 'Svanesøen' på Det kgl. Teater og fungerer som kunstnerisk konsulent på 8 kapitelbilleder til Lars von Triers 'Breaking the Waves'. I 1998 udstiller han på Tate Gallery i London, Musée d'Art de la Ville i Paris, Kunsthaus Bregenz og Århus Kunstmuseum. Samme år udfører han loftsmaleriet til Det kgl. Bibliotek og i 2001 et 600 m² stort loftsmaleri på Aarhus Universitet samt i 2004 rotunda-vægmaleriudsmykning på Geologisk Museum.

I disse år fik Per Kirkeby en alvorlig hjerneblødning der gjorde ham uarbejdsdygtig i en længere periode. Sygdommen og krisen medførte tiltagende realisering af både kunsthistoriske og kristne grundfortællinger i værker som 'Nach der Abnahme', 'Beatus Apokalypse', 'Wald Variation', 'Viel Später', 'Flugten til Ægypten' og andre. - Med et citat fra 'Bemærkninger og noter' siger kunstneren selv om sin udvikling:



Jeg var en sen starter
der er ikke noget Picasso-museum
i mine børnehaveagtige ting
det er forblevet sådan
under læsning og reflekteren
malerier og naivitet
og uformuenhed
til dagens billeder
hvis andre ikke kan se det
så ser jeg det med rystet røntgenblik
min kunst er aldrig
blevet voksen
i sin umodenhed
rummer den døden
de mange små
lagt sammen til den store
pinligt
men åbenbart
er det lykkedes
at vende til en dyd
jo mere patetisk ubehjælpsomt
jo nærmere sandheden
det kan gudskelov
kun blive værre



Som det fremgår har kunstneren som ung studeret geologi og gennemført en regelret universitetsuddannelse i geologi med tilhørende ekspeditioner til bl.a. Grønland - og man skulle tro at et sådant studium af læren om jorden måtte give en dyb erfaring af noget bestandigt. Men nej. Geologien er for Kirkeby dokumentationen for en katastrofal forandring af virkeligheden.

Undergangen er her
hele tiden
vi går på den
vi ser op i den
undergang er øjeblikkelig
dommedag er dog henrettelse med rettergang

Kirkebys kommentar hertil lyder: Jeg gentager hvad jeg har sagt tit. Feltgeologer lever livet farligt. Gletsjerspalter osv. De tror på undergang. Alting har sin tid. Udflugts- og skrivebordsgeologer mener at alting tager sin tid. Noteret af en gammel feltgeolog.



Alt er dømt til at gå under. Derfor har 'Vanitas-motivet' fascineret ham, så Stilleben-fænomenet er blevet en privat mytologi for ham. Ordet 'vanitas' betyder egentlig blot tomhed og i overført forstand forfængelighed. Men i kunsthistorien blev det sammenfatningen af døde ting der symboliserer tingenes og livets forgængelighed. Hans egne ord herom er:

Tidsskrifter med antikke sager
gamle ting
har jeg gemt for at glædes
på mine gamle dage
møblere mit rum
hænge billeder på de ikke
eksisterende vægge
svæve over gulvets ægte tæpper
nyde det roligt
uden mavesmerter
og hjerteflimmer
vågner op og slår på strengene
på en forgyldt harpe
med stukornamenter
for så at gå til buddet
på opulente stillebener
et åndedrag en brise
gennem rummet
blæser kerterne ud

Og hans fodnote lyder: Stilleben er en opstilling af ting. Et stort motiv for malerne. Opstillingen fremkalder maleriets rum. En hule skabt af lysets stigen og aftagen. Stilleben er altid Vanitas-billeder. Alt forgår, visner, eller falder ud over kanten.



Som ung var Kirkeby fascineret af Fritijof Nansens polarekspedition med det stærke, specialkonstruerede skib 'Fram' der kunne modstå presset fra den opskruede polaris og føre enorme isflager med sig. Kirkeby fremstiller på sit første billede med dette motiv skibet som en kæmpemæssig vandret planke og den opskruede is foran som et markant hvidt felt. Men planken eller bjælken går igen i utallige andre sammenhænge der ikke har noget med skibet at gøre, men til gengæld refererer til kunstnerens egne oplevelser og erfaringer fra geologiske ekspeditioner. Og der inddrages en mængde andre elementer. Der ses udgåede, stående eller faldne træstammer med deres årringe, træstubbe, der undertiden ikke kan skelnes fra klippeblokke. Eller der ses hytter, huler og 'terrasser', i geologisk forstand landskabsformer der er dannet ved en flods erosion af lejet.

Ulrich Wilmes taler i en artikel om at landskabet, årstiderne, skoven, træet, hytten, hulen, krystallen for Kirkeby er tilbagevendende arketypiske forestillinger gennem hvilke han taler til os om sin relation til en virkelighed som hverken kan omfattes eller begribes. Kunstneren giver afkald på det tidstypiske for at hellige sig tingenes kilder og de processer som har udviklet sig over et langt tidsrum. Og dette er rigtigt set og væsentligt. For det peger på det helt centrale i skabelsesprocessen: følingen med selv skabelsens kilder, det kollektivt ubevidste.

Selv siger Kirkeby om landskabet som fænomen i hans billeder: "Landskabet interesserer mig da heller ikke et hak. Jeg maler ikke landskaber der findes ude. Jeg maler heller ikke det man i en banal forstand kalder indre landskaber. Jeg maler et billede, og processen ved at stable et billede på benene minder på mange måder om de processer som over et meget langt forløb har stablet jorden eller landskaberne på benene".

I et interview lægger Kirkeby ikke skjul på at det er geologien der til stadighed har skabt og skaber grundformen i hans maleri. "Jeg har en forestilling om at der et eller andet sted i et maleri virkelig skal være en kerne som yder modstand. .... et eller andet sted er der en modstand i billederne som gør at de ikke glider lige ind. Du støder på en struktur der er hård nok til at den kan bære det. Det er den dybeste lære jeg har fået af geologien."



Men lige så væsentligt bliver at forstå Per Kirkebys store viden og belæsthed og den heraf følgende store fortrolighed med hele kultur- og kunsthistorien. Kirkeby har hele sit liv rejst meget, og han har set kunstmuseerne overalt. Han har også opsøgt kalkmalerierne her i landet, og herom skriver han netop i sine nye bog 'Bemærkninger og noter'.

I reolens taluskegler og endemoræner
bøger der har betydet så meget
fulde af understregninger udråbstegn
et morsesystem af uforståelighed
som at sidde på den yderste vejrstation
og modtage og sende streger og prikker

Bemærkningen om kalkmalerier lyder: Som ung vandrede og cyklede jeg rundt til kirker med kalkmalerier. Jeg husker især en nordsjællandsk fodtur med Gunnar. Lærredsrulle, malebræt, farver og pensler på ryggen. Omvandrende malere. Nogle gange spiste vi morgenmad i våbenhuse. Dengang var kirkerne altid åbne. Nu koster det en halv dag at støve en nøgle og adgang op. Og ofte lykkes det slet ikke. Jeg forsøger - tit til chaufførernes slet skjulte utålmodighed - at stoppe ved så mange kirker som mligt. Altid med håbet om at se kalkmalerier. - De store, velbevarede, fuldtonede kirkerumsudfyldende fortællinger er naturligvis en fryd, men der er noget dragende ved de antydende, halvt forsvundne og svært tydende billeder. Det er denne billedverdens morsetegn. Prik streg prik streg. En sunken verden kalder. Aflæsningen balancerer på kalkryggen mellem viden og gætværk. - Det med kalkmalerier i de danske kirke begyndte med Broby-Johansens bog "Den danske billedbibel" som jeg så i hos mine indremissionske bedsteforældre i Helsingør. Det trygge og elskede hjem nederst på Stengade ved havnen der var en del af bedstefars snedkeri med de mange svende. Jeg ved ikke præcis hvornår den kom ind i mit liv. Den er fra 1947, men det er tidligt for den ordblinde i 2. klasse. Naturligvis ikke til at kigge i. - Den store åbenbaring hang sammen med den medfølgende læsning, så vi skal op i halvtredserne. Jeg ved læsningen spillede en store rolle, for det indledende "Indblik og overskud" har været med mig lige siden..... "

Deciderede motivlån fra kunsthistorien kan også påvises hos Per Kirkeby, således i billedet 'Flugten til Ægypten' der er uden personer og uden andre genkendelige elementer end ørkensand og enkelte træer. Kirkeby havde længe arbejdet med temaet, men fik først hul på opgaven da han erindrede sig et 200 år gammelt billede af den tyske maler Philipp Otto Runge der hedder 'Hvil under flugten til Ægypten' og som har en eksotisk stemning.



I en vis forstand kan man i Per Kirkebys tilfælde tale om kunsten som en iscenesættelse. Der er identificerbare strukturer og genkommende elementer overalt i hans billeder og kunstneren kalder dem undertiden selv for 'sætstykker'. På filmen om det kæmpestore 'Vinterbillede' kan man se ham ind i mellem sætte mindre billeder forsøgsvis hen foran det store for at finde ud af om der er elementer fra dem han kan bruge.

Poul Erik Tøjner påpeger i sin artikel i udstillingskataloget at der i Per Kirkebys masonitbilleder fra 1960'erne og 1970'erne stort set ikke er andet end sætstykker. Der er et overskud af elementer: citater, klicheer, symboler, emblemer, men alt dette scenografiske i billederne ligger netop i deres viden og praksis. Med Tøjners ord: "Det der smides ind i Per Kirkebys billeder handler om noget. Det er noget... ofte populærkulturens svar på tilværelsens store spørgsmål: tro, håb, kærlighed, angst, død.... Svarene kan være flade og kitchede, men spørgsmålene består..." Og dermed er også sagt noget væsentlig om Kirkebys metode: den er "ikke bare en fremgangsmåde, men også en filosofi.... Og filosofien handler både om billedet og om eksistensen."

Hermed fremkommer en klar ejendommelighed ved Per Kirkebys kunst. Ethvert billede af ham rummer en dobbelthed. Overalt kæmper linie med flade, tegning med farve, figur med abstraktion, nuet med dengang, modernitet med tradition, sansning med sprog. Og dette bevirker at betragtningen af et billede af Kirkeby aldrig bliver ren aflæsning. "Billede efter billede skaber en dynamisk situation hvor sansningen af billedet krydsklippes med kultur- og kunsthistoriske referencer og gør det enkelte billede til en slags orienteringsmedium hvormed man kan pejle sin tilværelse ud over øjeblikket". Med andre ord: Per Kirkebys kunst er i allerhøjeste grad en eksistentiel kunst man ikke kan forholde sig rent æstetisk til, men kun eksistentielt til, hvis man vil have fuldt udbytte af den. Man må gå i dialog med den.

Derfor har Tøjner også ret i at det er misvisende at betragte Per Kirkebys kunst som abstrakt-ekspressivt eller lyrisk-koloristisk. Den er ifølge Tøjner ikke ekspressiv forstået som udtryk for en stærk indre dynamik. Strukturerne punkterer påstandene om hans ekspressivitet. Den er heller ikke spontan eller særlig gestisk, og den er heller ikke billeder af oprindelighed, af livets indre værdier. Der er tværtimod i Kirkebys kunst tænkt og truffet valg, således at spontan impuls og bevidst vilje har skiftedes til at lede hånden. Per Kirkeby er "en intellektuel kunstner der løfter kulturhistoriske brokker ind i et nyt rum af suggestiv følelsesmæssig energi" - men han gør det på en sådan måde at den distante dobbeltbevidsthed forbliver intakt. Dobbeltbevidstheden er sameksistensen af på den ene side følelse, sansning, ordløs indlevelse og på den anden side symbolik, allegori, emblematik, understreger Tøjner. Jeg vil tilføje: dobbeltheden er af komplementær art.



Men hvad driver egentlig kunstneren, må man spørge.

Og helt banalt kan man svare, at han som alle andre mennesker har villet 'erobre' verden og nu engang har haft mest talent for at lade det ske med farver og pensel - samt ord. På den helt nye dvd om hans metode ser man Per Kirkeby under sin samtale med Tøjner sidde og tegne uafladeligt - alt mens han reflekterer over de stillede spørgsmålene og forsøger at svare på dem. Umiddelbart kan det virke lidt uhøfligt, men det bevirker faktisk at samtalen bliver ekstraordinært god, fordi kunstneren ikke tvinges ind i en kunstig situation hvor han som det blufærdige menneske han i virkeligheden er ville holde sig tilbage. Det at han sidder og tegner, giver ham den fornødne frihed, for så længe er han i sit rette element. Og han røber da også at han har store tegneblokke liggende flere forskellige steder i sit hus, så han altid kan komme til at tegne.

Men det interessante er naturligvis at billederne for ham er en samtalepartner. Tavlerne (masonitbillederne med forskellige elementer) er pædagogik for ham selv, udtaler han. "Jeg hælder jo en mængde i billederne.... jeg er en læsende maler". Hans tyske kunstnerkolleger kalder ham ligefrem for en lærd maler. Så snart der er taget hul på et konkret billede med den omtalte 'kartoffelmos' af tilfældige farveklatter eller linjer går dialogen i gang. Det første angreb på lærredet kalder han 'en form for deflorering'. "Jeg smasker det til med det samme". Og så er han i gang. Så har han de første konturer af billedet, eller rettere af det underste lag. For det første lag forsvinder hurtigt under et ny lag, og dette under endnu et nyt og så fremdeles. Kirkeby maler over mange gange, hvad filmen om 'Vinterbilledet' dokumenterer.



Men de stærke farver og de store armbevægelser lægger Kirkeby ikke skjul på. Han henviser bl.a. til Delacroix, der fremhævede at et maleri allerede ved første øjeblik skal være en fest for øjet. Derfor hos Kirkeby både de store følelser og de glødende farver. Han taler ligefrem om sit 'bravura-maleri' som de store bevægelsers maleri. Frivoliteten i dem var tidligt et opgør med en bestemt form for moralisme, nemlig den han mødte hos sine kammerater på Eks-skolen. Denne skole var for Kirkeby som flere andre et fantastisk miljø, men hverken det minimalistiske eller det provokerende som de andre dyrkede var noget for Kirkeby. Det var tværtimod en blindgyde.

Farveteorier interesserer ham heller ikke rigtigt. "Det er en forstandsmæssig tilgang til maleriet, og jeg er jo ren instinktmaler. Jeg laver jo en undergrund, en madras i mit liv som er meget mere intellektuel end i de fleste kunstneres - og mere end de fleste kunstnere synes er tilforladeligt. Men det gør jeg for at sætte mig fri til at være en instinktmaler, så jeg ikke blander de ting sammen. Jeg kan ikke konstruere mig til et maleri..... det er en ren naturproces....".

Noget andet er den modstand han finder i et billede og som dels kommer fra det smukke, dels fra det letkøbte. Han har brugt energi på at dementere at det med farver skulle være smukt, som han siger i filmen. Billederne er mere end smukke. De har et indhold. Og senere siger han at han fører en kamp mod det smukke og dekorative. Denne kamp er en erkendelsesproces. Billedet skal koste noget, og af denne grund må han ofre noget ved at male et billede over, når og hvis det bliver smukt. Han ofrer det der oprindelig var godt eller smukt. "Mit billede er ikke godt, før det er gået under, dvs at det smukke og intelligente er væk". I et interview siger han da også: "Jeg tror aldrig jeg helt har sluppet den indstilling at det skal koste noget...."



Malerens angst for sit billede
den kan besværges
ved at gøre det lodrette i et billede vandret
det horisontale lodret
men kommer der bevægelse i gang
er der grund til at være angst for skvulpet

Malerens angst
er bjælken illusion i billedet
angst for noget andet
alt det uden for billedet



I et interview med Kjeld Hybel fra Politiken forud for Louisiana-udstillingen røber Per Kirkeby at udstillingen både gør ham angst og nervøs. "Angsten er eksistentiel. At komme i en alder hvor man gør status. Nogen gør det godt nok for dig, men det er den der gøren op i sig selv...... pludselig står det hele der på Louisiana og stiller spørgsmålet: Og hvad så?..."

Kirkeby kan betegne sig selv som en melankolsk person - og kan andetsteds fortælle hvor ensom, ulykkelig og forladt han følte sig i Berlin. Heraf de grå billeder fra denne periode. Men når han arbejder, er det noget andet. "Jeg er desværre", fortæller han, "meget manisk når jeg arbejder, forstået på den måde at når jeg først går i gang , så bliver jeg bare ved... og det er skide udmattende....". Men det er vigtigt for ham at nå frem til den tilstand hvor billedet maler sig selv... og hvor han ligesom bliver smidt ud af det...... "Strukturen siger pludseligt vups og gror hen over hvad jeg har malet".



Alderen må han nødvendigvis også reflektere over. Og han kan med tilfredshed konstatere at han føler sig mere fri med alderen. Han er endda fremme ved 'alderens arrogance', dér hvor man blæser på de andres forventning, ja, slipper sine egne forventninger til sig selv. Ligesom i sin tid Edvard Munch tillod sig. Eller James Ensor og hans egen ven fra Eks-skolen Richard Winther der søgte hi i et nedlagt plejehjem på Lolland:



Alderdom
Ensor sidder og stamper
sit stueorgel
Munch går som bekendt rundt
og spejler sig i de store ruder
Winther lægger døde dyr
til forrådnelse i plejehjemmets rum
Leonardo bliver ved med at tro
at han er et geni
Rembrandt bliver mere og mere
ulden
korte linier
i en uendelighed
hjælper ikke på livets korthed



Erkendelsen af død og undergang er med årene blevet mere påtrængende, synes det. Derfor den tydelige interesse for den bibelske eller kristne fortælling som i billedet 'Weltuntergang'. Det er ejendommeligt ved sine to kontrasterende dele. Øverst mørke, blålige farver og nederst lysende gule, specielt i den brede horisontale bjælke der løber gennem hele billedet. Tøjner taler om Kirkebyes nye interesse for teologien - frem mod en reel kristen ikonografi, dog kendetegnet af fraværet: Korset er fjernet, men hullet i jorden er der - ligesom bjælken, korskilerne, tårerne og bloddråberne....

Men på Tøjners direkte spørgsmål om hvad der dybest set ligger bag den tiltagende interesse for kristendommen, bag interessen for det skjulte og hemmelige som også fandtes i den tyske romantik bliver Kirkeby afvisende. Blufærdigt siger han blot, at der er visse ting man ikke kan tale om - bl.a. det med det kristne.

Det er en fuldt forståelig blufærdighed fra den mand der ellers ofte har talt med arrogance og store bevægelser. Blufærdigheden kan dække over en vis uafklarethed, men ligeså meget over selve det forhold, at der er afgørende spørgsmål i eksistensen man ikke kan tale fuldstændigt frit om uden at forråde det dybdepsykologisk set allerdybeste i én, nemlig det selvhævdende jegs intime og tyste samtale med det i psyken der er større end jeget. Samtalen kan for en kunstner føres på lærredet, til dels på skrift for sig selv, men ikke i offentlig dialog.



Som sagt i indledningen er det i allerhøjeste grad en eksistentiel proces at gå ind i Per Kirkebys udstilling og kunst. Men får glimrende hjælp af den nye dvd-film, fordi Poul Erik Tøjner er fuldt fortrolig med kunstneren og hans værk og har vundet hans tillid, men også fordi Tøjner respekterer kunstnerens blufærdighed. Det afgørende er, at man uden nogen form for anmasselse ledes ind i værket og kunstnerens kamp med stoffet.

Tøjner konstaterer at et billede af Per Kirkeby ikke bare er et skilderi, men at det røber at noget er gået forud, nemlig kunstnerens tid, arbejde, følelse, tanke. Han har dog 'givet en hånd med', som Tøjner formulerede det til Kirkebys store tilfredshed. Bagefter er det beskuerens tur, påpeger Tøjner. Og her kan beskueren bruge sin indlevelseskunst, men indlevelsen bør i videre forstand betragtes som hele den sammensatte reaktion kunstværket udløser hos beskueren. Kunstværket kan tale til hjernen, hjertet, kønnet, behag/ubehag, genkendelse, ensomhed og andre dele af psyken, men det kan undertiden også føre til 'krise i anskuelsen' hos beskueren - med hvad dertil hører af tvivl og rådvildhed.

En kunstanmelder har for et par år siden i en omtale af Lars Morells bog om Per Kirkeby som intellektuel polyhistor anført at der er tre måder at skrive om en kunstner på: Den ene er at gå ind i kunstnerens værk og beskrive analysere, dissekere og dekonstruere det. Den anden er at gå biografisk til værks og koncentrere sig om kronologi og levned. Den tredje er at tage udgangspunkt i kunstnerens egne interesser og studeringer og prøve indefra at finde ud af hvad der går for sig. Men anmelderen glemte en fjerde mulighed, en mulighed som navnlig er relevant for en kunstbeskuer der bevæger sig ind i et univers som Per Kirkebys, nemlig selve det eksistentielle møde.



Dette møde kan for så vidt godt betjene sig af analyser, dekonstruktion, biografisk metode og indlevelse, men disse metoder bliver alligevel underordnede, fordi det centrale bliver at konfrontere sin egen eksistens med kunstnerens - eller med andre ord at suspendere rationaliteten og objektiviteten for at vove sig ind i det direkte subjektive møde med kunstnerens subjektive eksistensproces.

Vi er både aktører og tilskuere til livets drama, som det er blevet sagt af Niels Bohr. Nogen absolut objektivitet gives ikke. En af følgerne er, hvad han også påpegede, nemlig at vi hænger i sproget. Vi kan endda tilføje at vi også hænger i de overleverede billederne samt i hele traditionen, hele den overleverede kultur- og kunsthistorie.

Dette binder os ikke på hænder og fødder så vi bliver determinerede væsener. Vi har stadigvæk vor eksistentielle frihed, men samtidigt opgaven at forholde os til eksistensen på en sådan måde at vi både kan bevare identiteten og og have føling med de dybeste kilder i tilværelsen. Dette synes Per Kirkeby at have forstået og at have lavet kunst på - og dette kan vi som beskuere af hans kunst komme i dialog med ham om, hvis vi har et åbent sind. Vi kan gå ind i selvsamme dobbelthed som kunstneren selv: komplementariteten mellem refleksionen og den direkte føling med de skabende kilder.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til: Per Kirkeby- udstillingen på Louisiana 2008
Link til: Kunst på Geologisk Museum



Udstillingskataloget "Per Kirkeby Louisiana 2008" -
redigeret af Michael Juul Holm og Poul Erik Tøjner (Louisiana Museum. 2008)

"Pers metode" - film af Pernille Bech Christensen efter idé og koncept af Poul Erik Tøjner.
58 minutter. Produceret for Louisiana Museum. Følger med kataloget.

Per Kirkeby: Bemærkninger og noter. (Borgen. 2008)
"Per Kirkeby - Vinterbillede" - Jesper Jargils dokumentarfilm fra 1996 (48 minutter)

"Panorama Per Kirkeby" - Katalog til udstilling på Aarhus Kunstmuseum 1998.
Redigeret af Jens Erik Sørensen.

Louisiana Revy, juni 1990: Per Kirkeby. Udstillingskatalog.



Kunstartikler på Jernesalt:

C.D. Friedrich og det romantiske landskabsmaleri   (11.6.08.)
William Blake's univers  (Essay - 05.02.03-)
Chagall - en enestående mytisk kunstner  (11.11.05.)
Kandinsky, det abstrakte og det spirituelle  (22.9.06.)

Arne Haugen Sørensens kamp med virkeligheden  (12.9.07.)
Jørgen Haugen Sørensen og virkeligheden  (22.11.07)
Johan Th. Lundbye - Den tænksomme og skrivende kunstner   (21.7.08.)
Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg
Carl-Henning Pedersens univers  (22.11.03.)
L.A. Ring mellem de to virkeligheder  (14.12.06.)
Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)



Artikler om Samfund
Artikler om Kunst
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal