Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel33lesbiske

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.5.06.


Lesbiske i faderrollen

af Jens Vrængmose

I onsdags blev fhv. udenrigsminister Niels Helveg Petersen for en gangs skyld nødt til at demonstrere for hele folket at han kan komme hurtigt op af stolen når det virkeligt gælder, for da gjaldt det for ham om som fjerde næstformand i Folketinget at dæmpe gemytterne i salen, da oppositionens store, indestængte spænding blev udløst og forslaget om offentlig betaling for kunstig befrugtning af lesbiske blev vedtaget med én stemmes overvægt. En del af Venstres folketingsmedlemmer stemte nemlig for, og begejstringen var så stor at Niels Helveg med hævet hånd måtte minde medlemmerne om ordensreglementet.

Når det overhovedet kunne komme til denne grænse for upassende opførsel og næstformandens stoiske ro, skyldtes det ikke blot at de lesbiske fik adgang til kunstig befrugtning, selvom flertallet af Venstres gruppe, hele de Konservatives og Dansk Folkepartis grupper var og er imod, men at Venstres sundhedspolitiske ordfører Jørgen Winther ikke havde kunnet få overtalt de konservative til at støtte et kompromisforslag som ville give de lesbiske adgang til insemination på private klinkker (og dermed for egen regning), skønt han ellers tidligere på året havde lovet det. Men de konservative var urokkelige, og oppositionen stillede derfor det ændringsforslag, som gik igennem, fordi Venstre som liberalt parti stillede sin folketingsgruppe frit ved afstemningen. Gruppens medlemmer kunne følge deres samvittighed uden hensyn til partilinjen. Afstemningsresultatet var altså ikke et parlamentarisk nederlag for regeringen eller Venstre, men et forhandlingsmæssigt for Jørgen Winther og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen.



Hele ideen om lesbiske kvinders ret til kunstig befrugtning udspringer af ligestillingsprincippet eller -ideologien. Der skal, lyder argumentet, være lige ret for alle kvinder til at få børn. Det at få børn regnes fortsat for en så naturlig del af kvinders eksistentielle grundbehov, at de skal hjælpes til graviditet på alle måder, også i de tilfælde hvor den gode gamle forplantningsmetode med skøn forening mellem mand og kvinde af en eller anden grund skulle svigte. Barnløshed er ikke en sygdom, men en mere eller mindre tilfældig unormalitet der som mange andre unormaliteter i det moderne samfund - så som døvhed, blindhed eller manglende lemmer - kan afhjælpes ved lægevidenskabelig og teknologisk indsats.

Og når samfundet overhovedet accepterer den afvigelse fra den statistiske norm der ligger i den homoseksuelle orientering og tillader registrerede partnerskaber med stort set samme retsbeskyttelse som almindelige ægteskaber, så bør man vel også acceptere at disse partnerskaber får mulighed for at danne familier, dvs få børn via adoption eller kunstig befrugtning af lesbiske kvinder. Dette 'bør' kommer af ren og skær sproglig konsekvensrytteri. Har man først sagt A, må man logisk set også sige B. Dog foreligger endnu ikke kravet om C: at også registrerede mandlige partnerskaber skal have ret til adoption af børn. Fuldstændig ligestilling er der trods alt ikke, for åbenbart stikker det dybt i os alle, at kvinder biologisk set nok er noget mere egnede til omsorg for børn end mænd! Og med alle de pædofile mænd der render rundt iblandt os, skal risikoen for overgreb i hvert fald ikke kunstigt øges!



Men hvordan man end vender og drejer sagen, så er og bliver der visse etiske problemer forbundet med de 'liberale' løsninger man vælger, herunder ikke mindst dem der knytter sig til barnets tarv.

Er det rimeligt at give par ret til børn, når faderen på forhånd afskrives som partner i familielivet, sådan som det sker i lesbiske parforhold? Det er der mange der ikke mener, og de kan henvise til at især drengebørn savner en manderolle at efterligne eller identificere sig med, når faderen savnes. Dette forekommer i tilfælde af faderens død eller simple forsvinden, hvis han gør en pige gravid uden at ville det og uden at føle nogen forpligtelse til at stå ved ansvaret. Disse ting er der jo ikke rigtig nogen umiddelbar kompensation for - de hører med til livets spil - men kan dog kompenseres ved at moderen senere flytter sammen med en mand. Men miseren forekommer også i tilfælde af almindelige skilsmisser, og da de bliver flere og flere i relative og absolutte tal, kunne man drage den slutning, at så kan man lige så godt én gang for alle se bort fra manden. Der er jo faktisk feminister der betragter mænd som inderligt overflødige som andet end sæddonorer (og det problem er der løsninger på). Men i praksis ser man netop ikke bort fra manden. De fornuftige skilsmisser består i ordentlige aftaler om begge parters ret til samkvem med børnene. Og de ufornuftige reguleres med lovens regler om ret til samkvem.

For lesbiske pars vedkommende gælder derfor at man ved at give dem adgang til kunstig befrugtning går imod det gængse familiemønsters idé om og den empiriske børnepsykologis solide viden om at ethvert barn er bedst tjent med at have både en far og en mor. Lesbiske kvinder kan uden tvivl give et barn samme kærlige omsorg som andre kvinder, men de kan nu engang ikke give andet end kvinderollen at efterligne. Og det er synd for både pigebørn og drengebørn - for også pigebørn har brug for at lære det andet køns mærkværdige psyke at kende lige fra fødslen.

Er det rimeligt at nægte børn der kommer til verden på grundlag af insemination af lesbiske kvinder retten til at vide hvem deres biologiske fader er - og dermed gøre dem ringere stillet end adoptivbørn? Jeg kan ikke se nogensomhelst fornuftig tanke heri. Det er jo tværtimod at cementere den asymmetri ved kunstig befrugtning af lesbiske der ligger i at man ser bort fra manden som andet end sæddonor. Vi ved fra erfaring med adoptivbørn, at det med alderen bliver et stigende behov for mange af dem at finde ud af deres biologiske herkomst, derfor er der nu givet adgang til det. Der er imidlertid ingen grund til at tro, at børn der vokser op i lesbiske familiemønstre ikke skulle nære ønsker om at få viden om faderen. Den principielle anonymitet er en fejl i loven.



Et andet aspekt er det økonomiske og sociale.

Er det rimeligt at det offentlige skal betale for kunstig befrugtning af lesbiske, når ressourcerne er stærkt begrænsede og andre områder af sundhedsvæsenet har stigende behov for midler? Det er kun nogle få millioner kroner årligt det drejer sig om, understreger SF's ordfører på sagen, Kamal Qureshi. Men vi bliver i stigende grad nødt til at acceptere brugerbetaling for en del ydelser der tidligere har været rent offentlige, så hvorfor tage en ydelse ind der mest af alt ligner en luksus. Det forekommer at der igen er mere tale om ligestillingsideologi end sund fornuft. Og den må igen ses som et led i kampen om familiens værdi.

At familien ikke er hvad den har været, skal ikke beklages. For man skal ikke mange årtier tilbage før vi havde et familiemønster der holdt kvinden urokkeligt fast i positionen som husmoder ved hjemmets arne - eller som tyskerne under kejser Wilhelm den 2., med inddragelse af religionen, definerede kvindernes rette livssfære: 'Kirche, Kinder und Küche'. Det førte til den undertrykkelse som lyste ud af Henrik Ibsens skuespil, der igen var inspirationskilde for Sigmund Freud. I dag ser vi dette kvindeundertrykkende familiemønster demonstreret dagligt for vore øjne hos flertallet af muslimske indvandrere. Og vi finder det ubehageligt og gør i børneinstitutioner og skoler, på uddannelsessteder, i erhvervsvirksomheder og foreninger og hele fritidslivet alt hvad vi kan for at modarbejde det og drage fordele af kønnenes ligeberettigelse.



Den gammeldags familie er død - og den blev allerede erklæret død i 1971 af den engelske anti-psykiater David Cooper der betragtede den traditionelle kernefamilie med den autoritære børneopdragelse som storleverandør af psykiatriske tilfælde og storkapitalistisk udnyttelse. Men som det fremgår af kendgerningerne - jf artiklen Familien er død! Familien leve! - så lever kernefamilien fortsat i om ikke bedste velgående, så stadigvæk som målet for de fleste unges drømme. Skilsmissernes omfang taler deres tydelige sprog om at drømme og forelskelser ikke altid fører til bæredygtige ægteskaber. Der er fortsat meget at lære og erfare for alle der ikke vil havne i et lukket, stivnet og kedsommeligt rutineægteskab. Men man lærer det nu engang ikke ved at holde sig på afstand af parforholdet. Og man opnår intet ved at afskrive familien som sådan. Der er tværtimod så store værdier knyttet til dens eksistens og funktioner, at det er værd at værne om familien som institution og gøre mere ved kunsten at holde et familieliv på ret køl.

Problemet er at det moderne menneske synes at være blevet mere æstetisk indstillet til tilværelsen, dvs at kræve flere og flere oplevelser af mere og mere intens art - uden at ville binde sig til faste og forpligtende forhold mere end højst nødvendigt. Så længe man får tilfredsstillet sit behov for sex i et parforhold, så længe er det værd at opretholde, men sker det ikke, så kan man lige så godt bryde ud - og finde en anden partner. Eller leve livet som single. Jf Pernille Fischers debutfilm En soap.

I sidste ende er det 'syndefaldet' om igen, bare i den form der skyldes at samfundsudviklingen har gjort det muligt at udskyde arbejdsmæssige og forsørgermæssige pligter længst mulig. Man erkender tidligere og tidligere sit seksuelle behov - og andre oplevelsesbehov - men man vil under ingen omstændigheder forpligte sig socialt eller økonomisk før man bliver direkte tvunget til det.

Denne postmodernistiske æsteticering regner mange for et fremskridt, andre for en luksus. Og enkelte for et moralsk svigt. Helhedsrealistisk set er den udtryk for manglende etisk konsistens. Det samme gælder en specifik lovgivning om befrugtning af lesbiske der åbenlyst tilsidesætter alle børns biologiske behov for at have både en moder og en fader at spejle sig i og leve op til.

Ligegyldigt hvor gode lesbiske kvinder er som mødre, kan de af gode grunde aldrig spille nogen faderrolle for børn. Og det er skade.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Andre udgydelser af Jens Vrængmose: Klik

Familien er død! Familien leve!  (16.6.05.)
En soap - Pernille Fischers debutfilm  (18.4.06.)
Myte, ord og billede
Etik og eksistens
Etisk konsistens

Andre artikler om Danmark
Andre artikler om samfund
Andre artikler om etik
Andre artikler om eksistens

Se også værdimanifestets afsnit om:  Samfundet som fundamental værdi  (2.8.04.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal