Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - hollywood

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.11.10.


Hollywood i Koncerthuset

Filmmusik regnes ikke for fin musik af den klassiske musiks venner, og hvis disse heller ikke er det fjerneste filminteresserede, vil man ofte se at de reagerer negativt på at der overhovedet bliver spillet filmmusik i en koncertsal.

Men for det første betyder musik utroligt meget for enhver god film - uanset om der bruges musik der er komponeret specifikt til den bestemte film eller om der benyttes værker der oprindeligt er skrevet til andet formål. Det sidste er fx tilfældet for Ingmar Bergmans film hvor der ofte benyttes musik af Johan Sebastian Bach (allerede i 'Så som i et spejl' og sidst i 'Sarabande') eller Robert Bresson (ofte Schubert) og japanske Kurosawa, mens det første gælder flertallet af film, hvorfor man forlængst er begyndt at tale om filmmusik som en genre. Og der findes også komponister der ikke laver andet end filmmusik.

For det andet findes der blandt den musik der er skrevet specifikt til film værker der tåler selvstændig koncertsalsfremførelse, enten fordi de bliver omskrevet eller omredigeret til formålet i form af en suite i lighed med musik til balletter (typisk fx musikken til Prokofievs 'Romeo og Julie') eller fordi den er så karakteristisk at den bidrager til en fuld forståelse af den pågældende komponists værk som helhed. Det gælder netop en komponist som Prokofiev der som følge af sovjetregimets uvilje mod ham måtte leve af at skrive filmmusik, men som prøvede at gøre det på et plan der svarede til hans egne ambitioner. Særdeles vellykkede er i den henseende hans film til Eisensteins 'Aleksander Newski' (1938) og 'Ivan den grusomme' (1944-46), fordi han tilførte filmene andet end baggrundsmusik. Så der er absolut ikke nogen saglig grund til at ringeagte filmmusik som sådan. Men rigtigt er at megen filmmusik lyder som om den var lavet på samlebånd.

Tordagskoncerten i Koncerthuset 18.11. tilføjede ikke desto mindre endnu en dimension til 'filmmusik i koncertsalen' ved at være bygget tematisk op og koncentreret om bestemte Hollywood-komponisters produktioner og livsskæbner. Det drejede sig om komponisterne Arnold Schönberg (1874-1951), Erich Wolfgang Korngold (1897-1957), Bernard Hermann (1911-75) og John Williams (f. 1932) med et lille indslag af den ærketyske operakomponist Richard Strauss, og det blev altsammen bundet sammen af den yderst kompetente dirigent John Mauceris relevante musikhistoriske og personlige kommentarer.



Om tyske Schönberg og østrigske Korngold gælder at de begge som jøder måtte flygte fra Hitlers regime. Schønberg i 1933 og Korngold ved 'Anschluss' i 1938.

Arnold Schönberg slog sig efter nogle år i Boston i 1936 ned i Los Angeles i Californien i det behagelige klima kun et par hundrede kilometer nord for den mexikanske grænse. Her blev han professor ved universitetet. Han var som bekendt den atonale musiks eller tolvtonemusikkens konstruktør og banebryder, men han var ikke dogmatisk indstillet og interesserede sig slet ikke for 'stil', men alene for musikkens indhold. Han blev derfor en fortræffelig lærer i komposition for alle de filmkomponister der voksede op i Hollywood. I 1945 skrev han - over motiver fra 'Gurrelieder' - en kort 'Fanfare' til det nyoprettede orkester der blev tilknyttet friluftscenen 'Hollywood Bowl', og dette værk indledte torsdagskoncerten tillige med Korngolds 'Fanfare fra Kings Row' (1941). Denne musik blev på sin side senere plagieret af John Williams i George Lucas-filmen 'Star Wars' (1977) der netop dermed bragte den svumlende romantiske musikstil tilbage til Hollywood-filmen.

Efter disse korte fanfarer fulgte Schönbergs Kammersymfoni nr. 2, opus 38, som komponisten havde påbegyndt i 1906, dvs i sin senromantiske periode, men først fuldførte i 1940, da han var mest kendt som atonal komponist. Der er altså både musikhistorie og verdenshistorie mellem de to satser. Og det fik den scenevante Mauceri sat sikkert på plads i sin præsentation af værket med mikronen i hånd. I tilgift afspillede han et gammelt klip fra en radiotransmission fra CBS, hvor Schønbergs værk blev spillet af Bernhard Herrmann.



Erich W. Korngold var i 1938 sammen med sin hustru på visit i Hollywood for at drøfte musik til Warner Brothers nye Robin Hood-film, og han fik midt under et møde meddelelse om at Hitler havde proklameret Østrigs Anschluss, hvad der var ensbetydende med systematisk jødeforfølgelse i landet. Korngold havde efterladt sin ene søn hos sine forældre i Wien og måtte derfor sørge for at få dem alle tre ud af Østrig hurtigst muligt. Det skete med det sidste tog fra Wien der nåede ud af landet inden grænsen blev lukket. Korngold havde egentligt afslået at skrive musikken til Robin Hood-filmen med den begrundelse at der var for meget action i filmen, men han valgte nu hvor han var tvunget til at blive i USA at gøre et forsøg, og han tilbød endda at gøre det helt gratis, så filmselskabet i givet fald kunne afslå resultatet uden omkostninger. Men forsøget faldt ikke alene heldigt ud, det blev så godt, at det var med til at gøre filmen til noget enestående i musikhistorien, og Korngold blev af samme grund fyrsteligt belønnet af Warner Brothers. De knyttede efterfølgende Korngold fast til sig, ja, gjorde ham til selskabets musikchef. Korngold kunne således siden fastslå, at det var Robin Hood der havde reddet ham og hans familie fra nazityskernes forfølgelse.

Michael Curtis' 'The Adventures of Robin Hood' havde Errol Flynn i hovedrollen og iøvrigt udsøgte skuespillere i alle roller. Den blev Warner Brothers tredje farvefilm i Technicolor og blev en kæmpesucces. Den kan naturligvis i dag fås i digitaliseret dvd-udgave med tilhørende bonusmateriale. Her kan man finde et længere indslag om netop musikken og Korngold. I tilgift får man kommentarer fra eksperten John Mauceri. Det var Korngold selv der dirigerede musikken ved indspilningen i 1938 mens den færdigklippede film blev vist på et stort lærred - og han viste sig som en sand mester i kunsten at time musikken perfekt.

I modsætning til Schönberg var og blev Korngold senromantiker i musikalsk henseende. Hans læremester var Richard Strauss der igen stod i gæld til Richard Wagner. Strauss var faktisk hans gudfar, og derfor blev det et særligt sigende indslag i torsdagskoncerten at Mauceri havde indlagt det lille, kun fire minutter lange mellemspil 'Moonlight' eller 'Mondlicht' fra Strauss sidste opera 'Capriccio' som netop blev skrevet i begyndelsen af krigen (til libretto af jøden Stefan Zweig). Richard Strauss blev kritiseret for at være blevet i Tyskland og endda have påtaget sig posten som præsident for det tyske Rigsmusikkammer under Goebbels. Han var dog på ingen måde nazist - og måtte gå af, da den nazistiske presse fik fat i et af hans breve til Zweig hvor Strauss tog utvetydigt afstand fra jødehetzen, men hans egen søn var blevet gift med en jøde, og både svigerdatteren og dennes forældre blev kun reddet ud af fængslet ved direkte intervention fra Strauss som til gengæld blev tvunget til at forblive i Tyskland i en slags husarrest.

Efter dette indslag i koncerten kom gudsønnen Korngolds Robin Hood-musik som 'symfonisk portræt', arrangeret af Mauceri selv i anledning af 50-året for Korngolds død og på grundlag af studier i Warner Brothers arkiv. Suiten har fem satser: Old England, Robin Hood and his merry fellows, Love Scene, Festival og The Great Fight. Den afspejler alle sider af filmmusikken, og forklarer til fulde den rolle Korngold fik i filmselskabet. Suiten er ikke blevet spillet her i landet før. Og desværre blev det ikke - som i det nævnte bonusmateriale - påpeget at 'love'-scenen i allerhøjeste grad vidner om komponistens store kvaliteter som filmkomponist, for musikken er typisk kærlighedsmusik i højromantisk stil, men faktisk er scenen den er skrevet til slet ikke en kærlighedsscene, men tværtimod en ret prosaisk drøftelse af krigens mulige forløb! Først til sidst kigger Robin Hood og Mary hinanden dybt i øjnene og kysser hinanden. Men Korngolds løsning viser altså at filmen på næsten komplementær vis kan forudskikke hvad en scene ender med.



Inden pausen spillede Mauceri Bernhard Herrmanns musik til Hitchcocks 'Psycho' (1960) under betegnelsen 'En fortælling for strygeorkester'. Mauceri understregede at musikken spænder over voldsomme, hvinende strygerakkorder til de sarteste akkorder, og den blev i enhver henseende glimrende spillet af orkestret. Men unægteligt er det en fordel når man skal høre denne musik at have filmen i frisk hukommelse - og den fås jo også på dvd.

Koncerten sluttede med uddrag af John Williams musik til Spielbergs 'Nærkontakt af tredje grad' fra 1977 - igen med klar demonstration af musikkens spændvidde fra det foruroligende og mystiske over det voldsomme til de sarte følelser hvor kontakten med det fremmede rumvæsen bliver mulig for drengen Barry der føler sig ensom i sin familie. Men der er i virkeligheden også tale om en kombination af Schönberg og Korngold, idet den førstes atonale og dissonerende teknik bruges til at fremmane den uhyggelige stemning, mens sidstnævntes vaskeægte senromantik formidler den positive kontakt. John Williams, der stadig lever - og som Mauceri er god ven med - har skrevet musik til alle Steven Spielbergs film (inkl. 'Schindlers Liste'), og det har indbragt ham flere Oscars. Musikken findes som megen anden filmmusik udgivet som soundtracks på selvstændige cd'er, og man undgår ikke at høre den klare senromantiske tråd tilbage til Strauss og Wagner. Det kan i Williams tilfælde måske blive lidt for meget af det gode for det kræsne øre der også værdsætter strengere og mere asketisk musik. Men man kan ikke bestride at musikken er med til at give filmene en særlig karakter og dimension som de fleste mennesker kan fascineres af.

John Mauceri (f. 1945) viste sig som en særdeles sikker dirigent i et repertoire han er dybt fortrolig med og har dyrket hele sit liv. Han har studeret hos den filmbevidste og yderst selvpromoverende Leopold Stokowski der i sin tid grundlagde Hollywood Bowl Orchestre, og denne institution fik Mauceri genskabt i 1980. Han har indspillet John Williams musik, men også meget af den tyske musik som nazisterne forbød som 'entartet', herunder Schønbergs. Han er en særdeles levende fortæller - og radioorkestrets erfarne og vidende fløjtenist Toke Lund Christiansen beretter da også at det var spændende for ham at høre Mauceris introduktion til koncerten. Denne startede nemlig sin første prøve med orkestret med et længere foredrag om musikken og dens komponister, og det er lige præcis den slags en dirigent ikke må gøre, fordi det normalt irriterer musikerne. Men her var det altså på sin plads og vakte lydhørhed.

Orkestret viste sig da også aftenen igennem fra sin bedste side. Det var tydeligt at kemien mellem dirigenten og musikerne var god, og at musikerne fandt det spændende at spille orkesterværker de normalt ikke giver sig af med. Bortset fra værket for strygerorkester var der fuld besætning med en stor gruppe slagtøj, og orkestret var opstillet efter gammelt amerikansk mønster med 1. violinerne til venstre, 2. violinerne til højre, celloer og bratcher i midten og kontrabasserne bag 1. violinerne til venstre. Desuden var der både flygel og celeste samt to harper. Og det store orgel kom også i brug.

Mauceri har fornøjelsen at kende både Schönbergs og Korngolds efterkommere som er bosiddende i Los Angeles - og han havde faktisk en hilsen fra dem med til aftenens koncertgængere og lyttere.

Ekstranummeret var også en gestus til Danmark; det var Jacob Gades 'Tango Jalousi' fra 1925 med en veloplagt Christina Åstrand i den indledende violinsolo. Stykket har ikke noget med filmmusik at gøre, men er populærmusik af bedste skuffe - og Gade var desuden et par år efter 1. verdenskrig som medlem af New York Philharmonikerne bosiddende i USA.

Så alt i alt blev det en både fornøjelig og lærerig 'Aften i Hollywood', hvor der blev trukket mange bånd af musikhistorisk og verdenshistorisk samt personlig art som det er sjældent at opleve ved en enkelt koncert. Mange vil måske have sig den slags frabedt. Det gælder i hver fald en enkelt anmelder der udtrykte sit mishag, men jeg synes John Mauceri kom ualmindeligt godt fra opgaven, og at DR-musikchefens initiativ er påskønnelsesværdigt.



Som sædvanlig ved koncerterne i det nye Koncerthus gælder at der er kommet så mange nye koncertgængere til, at der sker brud på etikketten. Især når det gælder hvisken, hosteri og applaus. Det er forbløffende så mange der åbenbart ikke skænker det en tanke, at vi faktisk er en hel del mennesker der har så god hørelse at selv den svageste hvisken fra rækken foran eller bagved kan virke forstyrrende. Og mange tænker åbenbart heller ikke over at hosteri oppe fra de bageste pladser på øverste etage kan høres over hele salen. Det sker endvidere jævnligt at der bliver klappet mellem satserne i et større værk, således også her i Korngold-suiten efter den friske, medrivende andensats.

Det er derfor rart at kunne konstatere, at DR på Koncerthusets hjemmeside forsøger sig med en lille vejledning i 'Takt og tone for koncertgængere', men uforståeligt at man ikke viderebringer den i de trykte programmer, og helt utilfredsstillende at man slet ikke giver en ordentlig forklaring på reglen om ikke at klappe mellem satserne. Man nøjes med at henvise til at der er koncertgængere der ikke bryder sig om det. Men den vigtigste forklaring er da at et værk er en helhed, og at det derfor skal opleves som en helhed. En symfoni bestående af fx 4 satser skal altså opfattes som en syntese af forskellige satstyper - typisk: hurtig sats, langsom sats, scherzo og hurtig finale - som igen ofte afspejler forskellige sindstilstande, modsætninger og konflikter og derfor bør afvente stykkets musikalske 'løsning'. Denne kommer først til sidst, og den kan som bekendt hos en relativt tung og bred komponist som Anton Bruckner komme en hel time eller mere efter oplægget i første sats!

Det forstyrrer andres oplevelse af denne helhed, at der bliver klappet i utide, men det snyder sandelig også de ivrige 'klakører' selv, fordi de aldrig får oplevelsen af at et værk, en symfoni, en kvartet, en trio eller en messe eller et requiem er en helhed som kræver andægtig lytning i hele den tid værket varer. Ja, man kan gå så vidt som til at sige at det netop er den klassiske musiks særkende i forhold til andre musikgenrer at den forelægger sådanne store eksistentielle helheder.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

DR - Koncerthuset
John Mauceri

Henvisninger til filmene:

Michael Curtis: Robin Hood (1939)  (med fint bonusmateriale på dvd'en)
Alfred Hitchcock: Psycho (1960)
Steven Spielberg: Nærkontakt af 3. grad (1977)



Relevante artikler på Jernesalt:

Det nye koncerthus i Ørestaden  (8.2.09.)
Ind i musikken om Peter Bastians bog om musik og bevidsthed.
Det musiske menneske om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring



Artikler om Samfund
Artikler om Musik
Artikler om Film
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal