Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - hoeg

ESSAY FRA JERNESALT - 14.6.06.


Peter Høegs hørelse, længsel og humor

- Er tilværelsen en cirkusforestilling med længsel efter sublim stilhed?

Indledning
Handlingen
Hovedpersonen
Projektet
Metoden
Virkeligheden
Sproget
Humoren
Afslutning
Henvisninger



Indledning    
Til toppen   Næste

Lad det være tilstået med det samme: det er årtier siden undertegnede har fået et nyt skønlitterært værk i hænde der både ved sine litterære kvaliteter og sin eksistentielle spændvidde har kunnet indfange mig så fuldstændigt i en fiktiv verden der kaster lys over hele tilværelsen på en suverænt humorbåren måde. Allerede bogens første sætning røber, at noget mærkeligt er på spil: "FruHerre har stemt ethvert menneske i en toneart, og Kasper kunne høre den."

Skal jeg nævne værker der tidligere har givet mig tilsvarende oplevelse, bliver det Dostojefskis store romaner, Thomas Mann 'Dr. Faustus' eller Isac Singers 'Huset Jacobi', men det særlige ved Peter Høegs 'Den stille Pige' er, at værket forener fiktionen med et berigende samspil med udfordringer fra helt moderne erkendelsesmæssige og dybdepsykologiske samt religiøse erfaringer og gør det på netop den eneste mulige måde der forhindrer noget sådant i at kamme over i frelsthed, propaganda eller oplysningsfilosofi, nemlig ved humoren. Det spiller naturligvis ind for min positive bedømmelse af bogen, at jeg har umiddelbare forudsætninger for at følge med i udredningerne om såvel de musikalske referencer som den religiøse søgen.

'Den stille Pige' bliver således en sand skønlitterær udfordring til den komplementære helhedsrealisme af helt uventet art - og fortjener derfor den allerstørste opmærksomhed på disse sider.



Handlingen    
Til toppen   Næste

At referere handlingen i en så omfattende og kompleks roman som 'Den stille pige' er på forhånd dømt til at mislykkes, fordi det på den ene side er umuligt at skære referatet ned til et par sider, hvis vigtige elementer ikke skal forbigås, men på den anden side også er formålsløst at tage for meget med. Det efterfølgende referat er blevet en slags langt kompromis, der prøver at tage så mange centrale elementer med at den psykologiske og eksistentielle side af røverhistorien trækkes så klart frem, at den videre behandling giver mening. Men at der er tale om en spændende, fantastisk og mangetydig historie skal ikke skjules.

Den ydre handling tager sin begyndelse da Kasper Krone på sin cirkusplads opsøges af en mand og en kvinde med en ti-årig pige, KlaraMaria, som de ønsker behandlet for en påstået nervøs lidelse. Kasper er cirkusmusiker og -klovn, men med særlige evner til at lytte sig ind til folks, ikke mindst børns lydmæssige essens, og derefter give dem en behandling så de kan komme videre i deres udvikling - og udfolde deres eventuelle særlige begavelse.

Næste dag bliver han afhentet af en 'kardinal' og ført til 'Moskva', det vil sige afhentet af en embedsmand fra Justitsministeriet ved navn Mørk og ført til Københavns Skatteforvaltnings palæ i Kampmannsgade, som minder Kasper om Cirkus' Hus i den russiske hovedstad. Mørk karakteriseres senere som 'det menneskelige fællesskabs chefkirurg' der tror det onde i verden kan bortopereres som en svulst.

Hos Skattevæsenet afhøres Kasper af kontorchef Asta Borello der lader som om hun ikke kender ham og konsekvent omtaler ham i tredje person. Han beskyldes for skattesvig både i Danmark og Spanien til et par hundrede millioner kroner, der i værste fald kan koste ham flere års fængsel i et af Spaniens mest berygtede fængsler. Kasper kunne på kontorchefen høre at hun havde smukke sider: "Meget danske. Kristne. Socialdemokratiske. Hadet til økonomisk uføre. Til excesser. Overforbrug..... Cyklede til arbejdet. Ridderkorset inden hun var fyldt fyrre."

Da Kasper foreslår hende giftermål, bliver hun så rasende, at hun rejser sig og går hen imod ham. Men han fingerer - artist som han er - et overfald og slipper fri af forfølgerne.



KlaraMaria kommer til behandling hos Kasper, ledsaget af den anonyme mand og kvinde. Pigen påstår at hun er bortført, og at bortførerne vil gøre noget ved hendes mor, hvis hun bliver fjernet. Du har ingen mor, siger Kasper, men det er bare noget han ikke ved, svarer hun. Han får undersøget hendes spændinger og konstateret at de ikke stammer fra et seksuelt overgreb.

Hun får givet ham et sammenfoldet stykke papir og befaler ham at finde sin mor. Han får noteret parrets bilnummer, folder papiret ud og ser at det er en tegning af et hospital med navnene Lone Jordemoder og Kain.

Kasper ringer til et nummer han tidligere har fået opgivet. Det viser sig at være 'Rabia-stiftelsen'. De kan fortælle at KlaraMaria er et par dage i Jylland.

På Rigshospitalet besøger Kasper Krone sin gamle far, som lover at undersøge bilnummeret via sine forbindelser til Centralregistret for Motorkøretøjer. Faderens læge, Vivian, kører med Kasper.

Mørk dukker op og fortæller Kasper at han er udvist og kun har timer til at komme af vejen. Kaspers håndlanger, pladsmanden Daffy, har tryllet et kort ud af tegnebogen fra Mørks lommer med et telefonnummer samt navnene Aske Brodersen og Bohrfeldt. Åbenbart pigens vogtere.

Ved hjælp af et 4-cm-kort over Københavns Havn og sine specielle fornemmelser for byens lyde får Kasper indkredset det område hvor pigen må opholde sig med sine bortførere.

Han erindrer sit første møde med KlaraMaria, der havde set ham i cirkus og absolut ville tale med ham. Hun havde sagt direkte til ham, at han var syg i hjertet og var nødt til at finde damen der havde forladt ham. Han havde spillet Bach for hende på klaveret. Ricercaren fra Musikalisches Opfer - og noteret sig hendes skiftende ansigtsudtryk, det ene øjeblik engleagtigt, det næste dæmonisk. Han kører hende hjem til et område omkring Bagsværd sø, men hun viser ham ikke selve bygningen.



Med hjælp fra Vivian og Maximilian får Kasper Krone viden om at 'Lone Jordemoder' hedder Lone Bohrfeldt og driver fødeklinik ved Strandvejen i Charlottenlund. Han tager derud i en taxa, hvis fører giver sig til kende ved at fløjte en sjælden march af Bach, en kendingsmelodi for et amerikansk cirkus. Chaufføren er en gammel bekendt af Kasper ved navn Franz Fieber, der i sin tid måtte opgive artisteriet efter en alvorlig ulykke i et cirkusnummer, men nu driver taxaforretning. De finder klinikken, Kasper narrer sig forbi vagten, finder Lone Bohrfeldts kontor og får hende til at vise sig nogle papirer om KlaraMaria, men ikke til at røbe hvem Kain er. Han må flygte med Franz til Frihavnen og Konons bygning. Af sit gamle bekendtskab Stine får han oplyst at Kain er en mand der samler trådene i et net af kriminelle celler.

Kasper befinder sig en dag ved Overformynderiets bygning over for Holmens kirke og får ondt i hjertet over det han ser, dets samtidige skønhed og tragik: Byen er blevet oversvømmet. Kanalerne er væk, fortovene er væk, vejbanen er væk. Kun rester er tilbage af Det kgl. Teater. Han står ved selve 'forkastningszonen', den zone hvor jordskælvet har fundet sted. Der er en 3 m høj skrænt ned til vandspejlet. Hundredvis af hydrauliske dræningspumper er i gang. Arbejdsskure stablet på skrænten op mod en husmur. Atmosfæren drev af vand, konstaterer han samtidig med at han ironisk drager den slutning, at det guddommelige har forkærlighed for saunaer.



I en ministerialbygning lykkes det Kasper med hjælp fra en 'tilfældig' dreng at narre sig til nogle fotokopier af vigtige papirer med adressen på en stiftelse ved Bagsværd sø. Her afleverer han en pakke til KlaraMaria, og da den bliver modtaget, kan han regne ud at KlaraMaria befinder sig på adressen. Men han beordres til at skrive et brev til pigen om at han er nødt til at rejse bort - til evig tid.

Kort efter møder han KlaraMaria, selve den stille pige med den specielle klang.

Hun bebrejder ham at han aldrig rigtigt er flyttet hjemmefra, men trods sin modne alder er blevet ved med at gå ud fra at kvinder laver mad til ham. "Igen og igen har du fået din mor til at stå op af graven og stille sig bag gryderne". Hun beordrer ham til at lave mad til sig, selvom han bærer på en sand rædsel for at nogen skal se ham med et forklæde. Han konstaterer at hendes lydsystem er anderledes end andres. Andre mennesker larmer, deres kroppe støjer. Selv døden larmer. Men hos pigen er der pauser. En gang imellem bliver hun helt stille. Han vil gerne vide hvorfor og hvordan. For han har hele sit liv ledt efter den stilhed, stilheden bag al larmen, stilheden før FruHerre satte den første cd i musikanlægget, som han udtrykker det.

Kasper kører hende hjem til Bagsværd, men får ikke lov til at følge hende til dørs. Han springer imidlertid over hegnet, og stifter bekendtskab med Den blå Dame. Hun er i h-moll, konstaterer han, dvs dyb, dramatisk, indadvendt, spirituel og blålig som Bachs store messe. Hun kan oplyse at han befinder sig på Rabia-stiftelsen, et nonnekloster under den ortodokse kirke, og at KlaraMaria kunne været et af den slags børn der fødes med et særligt talent for at nærme sig Gud hurtigere end andre. Men stiftelsen er blevet et muligt terrormål. Den har nu brug for en mand, for Kasper. Den højere del af ham leder efter noget dybere. Det indrømmer han. "Jeg har det meste af mit liv ledt efter stilheden. jeg ved den findes. Du har den og pigen har den. Jeg vil derind. Ellers bliver jeg vanvittig." Foreløbig er det eneste krav til ham at han skal vente, måske et helt år. Og det går han trods betænkeligheder ind på. Han kan mærke at Den blå Dame kan lide ham, ligesom KlaraMaria - og Stine. Stemningen var hjertelig som i Bachs Goldbergvariationer. Den blå Dame gør ham dog opmærksom på at hans problem måske er at han, den altid bedende, forlanger noget når han beder, og ikke forstår at han skal give op eller give slip på noget.



Kasper Krone går ind på en finere restaurant på Kongens Nytorv, selvom han skylder værten penge fra sidst. Han fornemmer byens angst, som har været der længe før det nyeste skælv. Det var ikke så meget katastroferne i sig selv han var bange for, men det de lukkede op til. nemlig forståelsen for at vi alle lever på lånt tid, og at livet, lykken døden, kærligheden og inspirationen dybest set ligger uden for menneskets kontrol. Han følte vrede mod FruHerre, men konstaterede samtidig nøgternt, at vrede mod Gud er problematisk, da det er umuligt at gå højere op i systemet for at klage.

Værten kommer til og fortæller Kasper at politiet venter udenfor. Stine kommer til og viser ham en lap papir med KlaraMarias navn og skrift. Så kom 'rystelserne'. Kasper slynges ind over bordet, mens Stine konstaterer, at det er tegn på at deres skæbner er bundet karmisk sammen: "Vi har været elskende i et tidligere liv". Kasper bliver grebet bagfra - af værten der har sørget for at vejen er fri og giver Kasper et halvt minut til at slippe væk. Det lykkes på mirakuløs eller artistisk vis - endda med et papir fra Stines lomme. Og senere med nogle adressesedler fra en af restauratørens vogne.

Kasper får fat på en taxa - naturligvis med Franz Fieber ved rattet. Intet synes tilfældigt. Franz kan fortælle at Kasper nu er efterlyst af politiet, så det nok vil være klogest at han kommer over Sundet hurtigst muligt. Franz kender en der kan hjælpe med en motorbåd. Han bekræfter iøvrigt at han kører for nonnerne.



Kaspers far har fundet ud af at Kain er en mand fra Søværnet der nu driver en international maritim organisation. En gammel 'fuglekvinde' som hans forældre har kendt og som han nu opsøger kan fortælle at Lone Bohrfeldt er ansat på Institutet for Bevidsthedsforskning, og bor i Rådvad. Det lykkes ham at komme ind til hende på bopælen. Og hun kan røbe at hendes interesse for børn der er født for tidligt skyldes at nogle af dem overlever. Hun fik i sin tid kontakt med stiftelsen, og den blå dame foreslog hende at følge ialt tolv børn. De to børn, drengen og pigen (KlaraMaria) var ikke almindelige børn. Hun kan endvidere oplyse at Konon formelt er et pengeinstitut, men udelukkende handler med optioner, dvs forkøbsret til obligationer. Hvad Kain angår ejer han 'sanatoriet' ved Skodsborg.

Igen lykkes det Kasper Krone med en blanding af frækhed, charme og tricks at få adgang til en bygning og en relevant person. Han spiller frisør, men da Kain opdager falskneriet, må Kasper flygte over hals og hoved.

Også Konon-bygningen kommer Kasper ind i. I et lokale befinder sig Aske Brodersen sammen med Lone Bohrfeldt og hendes mand, der begge er bundne. Det kommer til voldsomt håndgemæng, der ender med at Kasper give Aske en regulær skalle. Lone røber at KlaraMaria og drengen er nede i kælderen. Kasper ringer til Den blå Dame, der vil alarmere politiet.

Kasper og den trofaste Franz kører til det gamle Observatorium ved Geologisk Museum og brager direkte ind på professor Franks kontor med bilen. Frank er tilknyttet bevidsthedsforskningen og kan oplyse at han har scannet børnene og fundet at der intet usædvanligt er ved deres hjernebølger. Kasper hugger en mappe på skrivebordet og beskylder først Frank for at holde på tre heste, dernæst for at have myrdet en af pigerne. Frank røber at den skyldige var Ernst, Josef Kains livvagt.



Kasper kører hjem til sit cirkus, men arresteres af to 'munke', dvs politfolk der kører ham til Politigården. Mørk tager imod ham, præsenterer en advokat fra Kirkeministeriet, fortæller at Konon er omringet af politiet og hele den mobiliserede totalforsvarsstyrke. Mørk er snakkesalig og meget tillidsfuld over for Kasper. Hele operationen er sat i værk på tilliden til Kasper. Mørk har altid længtes efter retfærdigheden. Kasper på sin side kunne høre både Mørks credo om at ondskaben kan udryddes og hele hans forestilling om en kosmisk retfærdighed. Men så kommer en opringning. Konon er blevet splittet ad, men børnene var der ikke: "Du tog røven på mig... nu kommer de alle sammen efter mig!".

Kasper føres til en af politiets celler i lufthavnen, så han hurtigst muligt kan blive eskorteret til Spanien. Han truer en betjent til at låne sig en mobiltelefon - og ringer til Den blå Dame, der lover at være der om tyve minutter. Han har på erindringens plan en længere samtale med Stine om deres indbyrdes forhold, herunder hendes anklager mod ham for voldelighed. Et par kvinder i hvide kitler dukker op og fører Kasper ud til en ambulance. Den er gal med hjertet, siger de til betjenten. Kasper skal opereres omgående. De kører ham ud i friheden, dvs ud til Rabia-Stiftelsen, hvor han bliver plejet, men svæver mellem liv og død, og herunder har samtaler med sin mor. Er der noget i vejen med at en rask dreng tænker på sin mor, selvom han er fyldt 42? Det var moderen der i sin tid da han kun var barn havde taget ham med ind til Moder Rabia i Nevskijkirken i Bredgade. Kasper havde da skrevet et brev til Moder Rabia, hvor han havde røbet sin specielle hørelse. Brevet var på mystisk vis dukket op hos Stine.

I endnu en feberfantasi talte han med KlaraMaria om et besøg i Nevskijkirken og om Moder Rabia eller Moder Maria som hun også kaldes. Klara havde fulgtes med ham til cirkusbeboelsen, og en dyb intimitet havde udviklet sig mellem dem. Han havde hørt stilheden. Hun var begyndt at synge Mozarts 'Bona Nox', der på én gang rummer hans raffinnement, nyfødte uskyld og kærlighed til Bachs fugaer. Han blev bange for at miste hende, men hun rørte ved ham: "Moder Maria siger at du kommer tilbage".

Tilbage til normalbevidstheden i sygesengen taler han med Den blå Dame, der røber at hun er klar over hans voldelige tendenser. Hun betragter ham som en flygtning, en søger, der har den fejl at han hele tiden søger ad samme spor. Men hun havde under samtalen været så transparent, at døren til den store musik var gået op for ham. Han havde hørt stilheden.



Flugten går videre fra stiftelsen mod sundet - med Franz Fibers hjælp. Hans hjælper, Afrikaneren (Søster Gloria), spørger Kasper hvorfor han aldrig har fået børn. Han begrunder det med manglende stabilitet. Flugten går over den gamle 'fuglekvinde' på Christianshavn der har kendt Kaspers forældre og mange cirkusfolk og skuespillere, men også Moder Rabia og kredsen omkring hende. Endvidere Kain og en vis Gert Suenson fra Søværnet.

Tilfældigvis møder Kasper Kain og fortæller ham om Østkirken. Kain afviser at have bortført børnene. Det var pigen der opsøgte ham. Hvad var hans eget udbytte?, spørger Kasper der ikke kan forestille sig at nogen gør noget uden at penge involveres. Men Kain ser ikke nogen modsætning mellem at hjælpe verden i den rigtige retning og samtidig tjene penge. Han opfordrer Kasper til at komme over til sig.

Kasper føres væk i en helikopter med Aske Brodersen som pilot, landes ved en båd og hjælpes ombord. Sættes af på en kaj, hvor Stine venter ham. Hun fører ham til et større kommunikationsrum alt imens hun udbreder sig om seismografiske målinger og sandsynligheden for nye skælv under København. Befolkningen skal beroliges, men hele historien om et tidligere skælv er løgn. En af Mørks folk kommer ind for at hente Kasper, der er efterlyst. Det kommer til håndgemæng, men Kasper redder sig endnu engang på næsten mirakuløs vis.



Kasper vågnede i en hospitalsseng på stiftelsen. Den blå Dame sad ved hovedgærdet. Han kunne høre Stine synge. Alle kvinderne i hans liv havde sunget. Han hørte Bona Nox - stilheden åbnede sig. Da to folk fra udlændingekontoret er kommet for at hente Kasper, fører Den blå Dame ham bort ad en sti. De får en længere samtale om livet, kærligheden og seksualiteten. Han forarges over hendes frivolitet. Han mener det er klovnene der har patent på frækhed. Den hører ikke til i kirken. Men frejdigt fortæller hun i overensstemmelse med Moder Maria at vores fysiske form er uadskillelig fra seksualiteten. "Jeg kunne ikke have undværet mænd. Kan stadig ikke. Og vil ikke komme til at kunne det." - Han forbinder hende med Bachs store Chaconne for soloviolin, ja til sidst som en del af denne. Hvorfor har hun da aldrig fået børn? Fordi hun engang havde fået den følelse at alle børn dybest set tilhører hende.

På et møde med Mørk og advokat Weidebühl fra kirkeministeriet og i overværelse af såvel Den blå Dame som søster Gloria forsøges Kasper Krone overtalt til at tie i fjorten dage om alt hvad han ved, mod at få opholdstilladelse og aftale med skattevæsenet. Lige ud erklæres det at alt det dér med spåkoner og clairevoyante børn er gas. Da raseriet stiger op i Kasper, holdes han tilbage med magt. Men Den blå Dame siger at han mangler velsignelsen. Hun vil vise ham kirken, en diminutiv korskuppelkirke på området. Her anbefaler hun ham at skrifte.

Han sætter sig i skriftestolen og siger at han bærer på en stor sorg, han er blevet forladt af en kvinde, selvom han holdt sit hjerte åbent. - Stemmen på den anden side bliver ironisk. Han flår døren op - og opdager at det er Stine. Han understreger at han har lovet at komme tilbage til KlaraMaria, men fortæller iøvrigt om sin barndom. Stine indvilliger i at bytte tøj med ham, så han kan komme væk. Det lykkes, selvom han må undvære krykkerne. Han overtaler sine vogtere, der tror han er Stine, til at køre forbi Rigshospitalet. Og her kan hans far fortælle ham at der sker noget ude på Konons tag. Stine, afrikaneren og Franz Fieber dukker op. Alle, inkl. den dødssyge fader, flygter i en bil med bunddæksel og gør holdt oven over et kloakdæksel der fører ned til det store københavnske kloaksystem.

Alle stiger ned og nu begynder en forrygende transport gennem alle mulige forhindringer der fører hele selskabet til undergrunden under Konon - med den fingernemme Franz Fieber som manden der kan slå alle alarmer fra og åbne alle låste døre. De kører bl.a. med et tipvognstog og rutsjer siden gennem en lang rørtunnel, Nordeuropas største. Det er som at se ind i sin egen fødselskanal, som Kasper bemærker - med den tilføjelse til Stine, at foran de store gennembrud stå man mund mod mund med den elskede foran sin egen fødsel. Hun bliver vred: Hans viden er stjålet. Hans følelser uden dybde. Han snakker som om han hele tiden står i manegen.



I Konon-bygningen kommer de ud til rummet med elevator. Men Aske Brodersen tager imod dem med maskinpistol. Kasper afparerer ham ved at spørge efter dametoilettet - og giver manden en skalle. De når frem til et rum på øverste etage hvor Josef Kain befinder sig tillige med KlaraMaria og den ligeledes eftersøgte dreng. KlaraMaria siger 'mor' til Stine og 'far' til Kasper. Stine må forklare sig: "Jeg var gravid, da jeg rejste fra dig. Hun er din datter!"

Ernst dukker op med et skydevåben - og skyder først mod Afrikaneren og siden mod Kasper der blivr ramt i maven. Afrikaneren rejser sig og slår Ernst ned. Der bliver voldsom kamp. Glasvæggen splintres - og vinden tager fat i alt. Men Kasper får tag i børnene og redder dem.

Kasper føres til flyvestation Værløse - til forhør og pleje. Det var åbenbart vigtigt for dem at holde ham i live, konstaterer han. Vivian, faderens sygeplejerske, kommer til og kan fortælle at børnene og Stine er i sikkerhed, men Kain og kvinden er forsvundet. Ved næste forhør er Mørk med. Han kan fortælle at City kan åbnes igen om 7 måneder. Om 18 måneder ligner hele byen sig selv igen.

Kasper vågner op på Rigshospitalet. Den blå Dame kommer på besøg og gentager at børnene og Stine er i sikkerhed. PET er ikke færdig med Kasper, men han er sat på Cirkus Benneweis' efterårsprogram. Hun fortæller at hun har efterladt et par sko til ham på dametoilettet. Endnu engang flygter han fra sine vogtere - via en loftkanal. På fødeafdelingen besøger han lige den gravide Lone Bohrfeldt, der kan fortælle ham at Kain skal findes i nærheden af en sauna.



Kasper 'organiserer' en bil - tilfældigvis professor Franks - og kører mod Nevskijkirken i Bredgade og den tilhørende russiske badstue, der er et mødested for de religiøse patriarker. Også den katolske biskop og overrabbineren samt den kongelige konfessionarius bruger den. Kain er der ganske rigtigt, han fortæller at det ikke var ham, men Ernst der i sin tid kom til at dræbe et af de forsvundne børn. Han angrer for sit eget vedkommende. Ja, han fortryder totalt og stiller alt til rådighed for Stiftelsen. Han nægter at udtale sig om børnenes evne til at manipulere den fysiske verden eller forudse begivenheder. For han har set lyset. Netop hans fejltagelser er et fantastisk udgangspunkt for en spirituel vækstproces. Han har et fantastisk spirituelt potentiale som kan genoplive kirken. Han har fundet ind til ydmygheden.

Der udspinder sig en hel ydmyghedskonkurrence mellem de to. Kasper Krone mener det var ham der reddede børnene. Hans ydmyghed er global for han har ofret en global karriere. Han vasker alle menneskers fødder. Men det ender med at Kasper nikker Kain en skalle, som han dog angerfuldt tager tilbage igen.... Han flygter ud af kirken - og når tilbage til Rabia-stiftelsen, hvor Stine og KlaraMaria nu befinder sig.

Klangen omkring dem var større end rummet, bemærker Kasper. Pigen vil sidde på skødet og begynder at nynne Bona Nox. "Det vil tage lang tid før du får betalt tilbage, at du ikke var der da jeg var lille", siger hun. Stine forklarer ham, at det med skælvet var noget de fandt på for at forklare ham hendes og pigens kontakt.

Da han vågner er både Stine og barnet væk. Men Afrikaneren forsikrer ham at han vil få dem at se igen, selvom der måske kan gå op til et år. Ting tager den tid de tager.

Endnu engang flygter Kasper, denne gang i en varevogn der bringer dukker til børnene. Han kryber ned i en kasse, omlades senere og køres til Observatoriet ved Geologisk Museum. Under kuplen sidder alle tolv børn, Stine og Den blå Dame og andre - 'som tosser i gruppeterapi'.



Overraskelsen over hans opdukken er stor. Han retter anklage mod Kain, som forsvares af Den blå Dame, der hævder at Kain troede at børnene var i stand til at påvirke den fysiske realitet med deres bevidsthed. Rummet skælvede af det der ikke blev sagt. Kasper vidste at FruHerre ville pege på en eller anden til at forløse nuet. Det blev den stille pige. Hun bad de andre med undtagelse af Kasper følge med ud, men låser døren efter dem indefra. Kasper vil vide om bevidstheden er i stand til at ændre det fysiske. Hun svarer ikke direkte, men starter en flyvetur med hele bygningen, der begynder at vibrere. Byen sank under dem.

Døren bliver sparket op. Kain kommer ind med Den blå Dame. Hun lægger armen om livet på ham - til Kaspers store chok. Hun forklarer at hvis kristendommen skal overleve, skal der ske en afgørende forandring. Kain forsikrer om at han er inde i en voldsom angerproces. Men da Kasper ironiserer over den, krummer Kain sig sammen til et spring mod ham. Nogen rører ved Kasper bagfra. Det er Stine - og han lander dermed helt i sin egen krop. Han hører de skæbnesvangre søjler af musik fra Bachs Toccata og fuga i d-moll for orgel. Men konstaterer samtidigt en svag hældning mod det romantiske. KlaraMaria har stillet sig mellem ham og Stine. De smiler til hinanden med smil der både er hjertelige og dæmoniske. Kasper lyttede ud over fremtiden og kunne høre den 'stykkevis og delt' (med et udtryk fra Paulus).

"Det han kunne høre, lød med sikkerhed smukt. Med sikkerhed som den helt store gallaforestilling. Og med sikkerhed meget, meget besværligt." Med disse ord slutter 'Den stille pige'.



Hovedpersonen    
Til toppen   Næste

Hvem er nu denne Kasper Krone med den specielle hørelse?

Han er en cirkusartist der er opvokset i cirkusmiljøet. Han er vant til - og nyder - at optræde, og stort set alle hans referencer udover den spirituelle litteratur gælder cirkuslivet og musikken.

Han er klovn, men først og fremmest violinspillende klovn, dvs musiker, og han spiller vel at mærke alle noderne i musikken, også de sorte. Klovnens opgave er at forløse også de mørke sider af nuet. Men de største klovne forstår timingens kunst, at bygge op til det forløsende sublime øjeblik. Kasper har oplevet gamle Rivel græde, da han efter et nummer kom ud i garderoben og måtte konstatere at han havde mistet den ellers sikre timing. Omvendt kan han fortælle om en klovn der var i stand til at komme ind i manegen med sin violinkasse og holde publikum i ånde i tyve minutter uden at være nået til at åbne kassen.

Kasper kan også klovne i mere banal forstand, som fx i en erotisk scene med Stine, hvor han både har klovnenæse og klovnesko på - og da han får erektion, sætter klovnenæsen på 'stådrengen'. Men samtidig forstår han hvorfor Frans af Assisi i sin tid kaldte sig selv for en Guds klovn. For oplyste mennesker er den gængse verden måske nok et galehus, men for en klovn kan de lukkede anstalter være befriende normale.

For sit eget vedkommende er Kasper splittet mellem de to verdener. Til Stine siger han på et tidspunkt, at det ikke er nemt at være tolv år og have haft en erfaring af at vi lever i en illusion, at verden i virkeligheden ikke består af stof, men af lyd. "Den erfaring gør én alene. Det giver en blanding af ensomhed og storhedsvanvid. Man vidste at man ikke ville blive forstået. Ikke af sin familie. Ikke af artistvennerne. Ikke af præsterne. Ikke af lærerne. Ikke af de kloge. Alligevel søgte man."

Og søgende er Kasper. Han fortsætter sin centrale udredning: "Artister er troende. Dybt religiøse, som zigeunere og sømænd. Måske fordi de er tæt på døden. Måske fordi de rejser let. Måske fordi de arbejder med illusioner. Hver aften folder man virkeligheden ud, med musik til, og stiller den op i manegen og klapper den sammen igen og bærer den ud. Når man har gjort det fem tusinde gange begynder man at ane at denne verden er en luftspejling. At uanset hvor meget man elsker en kvinde, et barn, så skal den person før eller senere bæres ud af manegen og rådne op.... Og skal man være helt ærlig, kan man allerede mærke at vi alle sammen allerede nu stinker en lille smule. Så vender man sig mod en eller anden Gud. I hjertet på enhver artist er der en længsel, et tomrum, af facon som FruHerre."



Projektet    
Til toppen   Næste

Kasper Krones livsprojekt, i høj grad bestemt af hans meget specielle finhørelse, er at finde den store eller absolutte stilhed, det der i gammelt religiøst sprogbrug hedder 'freden over al forstand', den stilhed alle mennesker erfarer i de sublime øjeblikke af kærlighed, kunst eller erkendelse, og som Kasper fornemmer i de øjeblikke af sublim intimitet han oplever med udvalgte personer. Specielt stærkt har han oplevet den i mødet med KlaraMaria, der derfor identificeres som selve den stille pige, før han opdager at hun er hans egen datter. Peter Høeg har i et intervview med Jes Stein Petersen røbet at hans arbejdstitel til bogen oprindeligt var 'Kasper Krones hørelære', men at han ændrede titlen til 'Den stille Pige', selvom Kasper Krone er og bliver bogens hovedperson. Men pigens stilhed bliver hans besættelse. Han får ikke fred før han får hende befriet og kontakten med hende genoprettet. Tomrummet i hans liv eller dødsangsten kan kun ophæves gennem hende. Han forbinder hende automatisk med det fineste stykke musik han kender, Bachs Chaconne for violinsolo.

Det er oplagt at det samtidigt er det kvindelige han er på evig jagt efter, ikke i snæver seksuel forstand, og slet ikke i pædofil forstand (han er ikke til små piger, som en af hans veninder bemærker). Men i mere platonisk eller erotisk forstand som den del af vor egen psyke vi er skilt fra og derfor må søge for at blive hele mennesker. Hos Jung er det udspecificeret så det mandlige i kvinden betegnes animus, mens det kvindelige i manden hedder anima. Hos Jung er det at få kontakt med ens indre modsatkønnethed en forudsætning for individuationsprocessen, dvs det at blive et helt menneske eller et sandt selv.

Et specifikt kristent element gør sig stærkt gældende i Kasper Krones univers derved at utroligt mange af hans kvindelige referencer bærer navnet Maria, et navn der går tilbage til kvinderne omkring Jesus: Jomfru Maria, Maria Magdalene og Maria der var søster til Marta. De to første er nævnte flere gange i 'Den stille Pige' tillige med Johan Sebastian Bachs første kone Maria Barbara. Men først og fremmest findes titelpersonen KlaraMaria (hvor Klara kunne tænkes at referere til clarissernes stifter) og Moder Maria, der lagde navn til Rabia-stiftelsen og derfor også kaldes Moder Rabia. Ved at bruge dette navn understreges det ikke-seksuelle i hengivelsen, men uden at det erotiske på nogen måde fornægtes. Hvad angår Den blå Dame går farven på nonnens klædedragt der igen viser hen til det ophøjede spirituelle, men netop hun viser sig som et meget nøgternt menneske der ikke regner det for muligt at afseksualisere sig selv.



Når vi nu er ved navnene, kunne man også forestille sig at hovedpersonen Kasper Krones navn har sin bibelske reference i den ene af de hellige tre konger. Det karakteristiske og paradoksale i Kaspers tilfælde er iøvrigt, at han i mangt og meget er nærmest mandschauvinist. Han vil vartes op af kvinder - og han tyer til vold mod kvinder, som han i det hele taget tyer til vold, når det kniber. Han er i grunden langt fra individuationen, men har dog fat i noget centralt, når han taler om FruHerre, denne besynderlige konstruktion af et ord der skal erstatte den gamle, for ham ubrugelige betegnelse Vorherre.

Han udfordrer hende bl.a. ved at købe en lotteriseddel og dermed give sig den tilfældighed i vold han egentlig ikke tror på. Når han på et tidspunkt under flugt beder om tåge, og den faktisk dukker op på vejen, er der to muligheder: enten at den var der i forvejen eller at han havde direkte link til FruHerre. Han bebrejder hende verdens ondskab, naturkatastrofer, misbrug af børn, bortførelser, ensomhed. Men han beder uafbrudt til hende om at holde hans hjerte åbent - og endda give ham styrke til at møde 'det primære lys'. Ja, når han opfatter verden som et meningsfuldt sted og ikke som kaos, så skyldes det at han er overbevist om at nogen har prøvet at sætte et stykke musik igennem. Og komponisten er netop FruHerre. Det er hende der kontrollerer alt, så man undertiden må tro hun spiller med mærkede kort. Men indimellem er han i tvivl om hvor hendes virkelighed begynder og hans egen fabrikation eller konstruktion holder op.

Faren ved et sådant projekt ligger ikke mindst i, at Kasper tilsyneladende ikke gør sig særligt dybe overvejelser over at længslen efter stilheden og FruHerre, så berettiget og nødvendig den end måtte være for individuationens skyld, til syvende og sidst er uindfrielig, fordi dens indfrielse ville være ensbetydende med at selve jordelivet, den formdannede tilværelse her på kloden, blev ophævet. Vi lever nu engang i en praktisk virkelighed, hvor vi ser alt stykkevis og delt, som det hedder hos Paulus. Helheden eller evigheden er ikke nødvendigvis en overjordisk ting, som Paulus forestillede sig. Men skal den opfattes jordisk eller empirisk, da må den opfattes som et psykisk fænomen, noget vi bærer i vores inderste jeg fra tiden før sproget og skellene mellem fortid, nutid og fremtid og skellet mellem subjekt og objekt. Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser.



Metoden    
Til toppen   Næste

Kasper Krones konkrete undersøgelsesmetode når han arbejder med børn er angiveligt at begynde med en undersøgelse af muskeltonus og kontakten til den fysiske styrke. Men i videre forstand er metoden helt og holdent bestemt af hans særlige, yderst skarpe hørelse, der igen udvikledes hos ham da han som tolvårig brækkede ryggen i et klassisk tøndenummer, men til alles overraskelse kom sig. Skærpelsen bevirkede at han kunne høre byens lyde - og bl.a. opfatte København som en tragt og ikke som en flade. Eller at han kunne høre byens angst - før skælvene satte ind. Eller bestemme beliggenhed ud fra kirkeklokkers klang. Han konstaterer også at hørelsen er evig: han opfatter lydene selv, når han ligger bevidsthedsløs på operationsbordet og har sluppet identifikationen med den byrdefulde krop.

Men først og fremmest bruger han den skarpe hørelse til at pejle sig ind på menneskers væsenskerne, deres toneart. Han registrerer bogstaveligt menneskers toneart. Perfektionisme og faglighed forbinder han eksempelvis med A-dur, hvorimod As-dur er det bristede hjertes toneart - som hos Vivian. F-moll er selvmordernes toneart. H-moll er magtesløshedens. Stines væsenskerne var E-dur. Men bag den lå en dybere klang af instinkter, og menneskers instinkter er normalt mindre nuancerede, endnu ikke formdannede i tonearter. Undertiden må han opgive at trænge ind i et menneskes essens. Det akustiske password mangler simpelthen. Og grin kan der også gøres med musikanvendelsen som når han fortæller at han har været konsulent for Landbohøjskolen i Tåstrup og testet effekten af musik på husdyr. Køerne var til Händel. Grisene til Saint-Saëns. Men rotterne til Bach: Klaverkoncerterne havde fordoblet deres fertilitet!

Kasper har også fundet ud af, at mennesket med tiltagende alder integrerer den overfor i kvintcirklen liggende toneart, det vil eksempelvis sige A-dur med Es-dur eller eventuelt c-moll, E-dur med B-dur eller g-moll. Han kalder dette det akustiske tilsvar til det vi kalder modning. Det kvindelige som sådant har derimod ikke en bestemt lyd. Ikke en bestemt toneart. Ikke en bestemt farve. Det kvindelige er for Kasper en proces. "Det øjeblik hvor en dominant septimakkord klinger ud i den subdominante durtoneart, i det øjeblik hører man det kvindelige", hedder det et sted ret teknisk og noget kryptisk. En septimakkord er dissonerende og vil normalt i en kadence opløses i en ren treklang, men begge dele forekommer både i durtonearter og i moll-tonearter. Så hvad meningen egentlig er, forekommer ikke helt klart.



Musikken kommer selvsagt til at blive altafgørende som reference-ramme for en mand som Kasper. Det er overvejende det klassiske repertoire han refererer til, men også Kim Larsen og Shubidua er nævnt tillige med jazz-folk som Chet Baker eller en sanger og pianist som Tom Wait. Blandt klassikerne er det primært Bach og Mozart der er inde i billedet. Men Schuberts klavertrio i Es-dur nævnes for stilheden, især når violinstemmen bliver spillet af Isaac Stern. Sorgen er her på grænsen til det ubærlige. Beethovens cis-moll strygekvartet opus 131 fremhæves, fordi den begynder som en fuga i mørket, men derefter kravler opad og ind i paradiset. Wagner krediteres for den vidunderlige langfredagsmusik i tredje akt af Parsifal, skrevet da han var langt ude - og forfulgt af kreditorer.

Mozarts sidste symfoni, nr. 41 i C-dur, sædvanligvis kaldt 'Jupiter-symfonien', karakteriseres som dyb og vital. I Pariser-symfonien, nr. 31, skrevet efter moderens død, simulerer Mozart i sidste sats en fuga, uden at gennemføre den. "Ren Pop. Han ved det selv. Men det virker. Det går lige til hjertet". (Så Stine skal ikke bebrejde Kasper noget i samme retning). Bona Nox-lieden (en flerstemmig canon fra KV 561) er nævnt flere gange i referatet. Den er på én gang raffineret og uskyldig - som Mozart netop var. Men naturligvis står indtrykket af d-moll motivet fra Don Juan, fra ouverturens første akkorder og 'Stengæsten's entre i sidste akt, allerstærkest. Her udtrykkes 'udvejsløsheden'. "Før Mozart havde der altid været en vej ud", hævder Kasper. "Man havde altid kunnet bede Gud om hjælp. Med Mozart begynder tvivlen på det guddommelige".

Bach fremhæves flere gange for bestemte kantater, bl.a. 'Herz und Mund und Tat und Leben', og for Wolhtemperiertes Klavier, som Kasper kender fra indspilning med Sviatoslav Richter. Det samme gælder Goldbergvariationerne, især 'arien' med det enkle og samtidigt ubegribeligt komplekse hovedtema, der har klang af noget hjemligt, af menneskers balancerede intensitet. Når man kommer et stykke hen i variationerne begynder man at mærke at nu kan man ikke komme af, for nu har Bach fat i én, nu er man nødt til at blive ved, uanset hvor det fører én hen.

Ricercaren fra 'Musikalisches Opfer' spiller Kasper som tidligere nævnt selv på klaveret for KlaraMaria. Men et sted går det galt for Peter Høeg: Om den ellers alvorligt handicappede Franz Fieber (han har proteser på begge ben) hedder det et sted, at hans hænder og ben dansede hen over pedaler og klaviatur i Jaguaren som om det var 'Helmuth Walcha ved det store flygel i St. Laurentzkirken i Alkmar under indspilningen af Kunst der Fuge'. Godt nok kan der være forskel på størrelsen af flygler, men Helmuth Walcha har altså indspillet Bach-værket på det store orgel i St. Laurenz-kirken i Alkmaar. Men når en anmelder brokker sig over at Høeg taler om sidste sats af Kunst der Fuge, når værket er ufuldendt, så er det ham der er på gale veje. For det er kun nogle få takter der mangler af sidstesatsen, så denne spilles faktisk, når værket opføres.

Speciel interesse for Kasper Krone har den sjældent spillede 'Actus Tragicus' (BWV 106), Bachs eneste dødsmesse, som han skrev som 22-årig, måske fordi han havde "fanget noget af den lydkulisse der ledsager alle apokalypser". Kasper forbandt stykket med en barndomserindring om faderen der bar ham ind i seng fra bilen. Han havde lovet at hvis han fik et barn, og det faldt i søvn i vognen, ville han altid bære det ind. "Det var det Bach havde ment med Actus Tragicus...". - Jf. iøvrigt essayet 20.12.07. om Bach.



Allervigtigst er dog den berømte Chaconne for soloviolin fra partita nr. 2 i d-moll. Kasper spiller selv værket flere gange i bogens forløb. Bl.a. i cellen i lufthavnen: Chaconnen kom helt af sig selv, da han først havde åbnet violinkassen. Han druknede i lyd. Buen blev en forlængelse af hans bevidsthed. Han var i kontakt med sit publikum. Ganske tæt på Bach. Han huskede Bachs bøn efter tabet af sin første kone og to børn: "Lad mig aldrig miste min glæde!". Kasper forbinder værket med en dyb fred, en samtidig følelse af frihed og forløsthed, en dyb intimitet mellem mennesker uden bindinger og uden greb om den fysiske virkelighed.

Helt centralt står Kaspers gennemgang af værket i samtalen med Den blå dame på stiftelsen umiddelbart efter at politiet er kommet for at hente ham. Han har nemlig et spørgsmål til hende. Han stemmer violinen og springer ud i musikken, imens han halvt talte, halvt sang, som var der tale om koraler. D-moll, sagde han. Det handler om døden. Temaet er et dødstema, med skæbnens ufravigelighed, men flerstemmigt: Nogle af stemmerne vil acceptere døden, andre ikke. Men med den lange arpeggio-passage (harpelignende brydning af akkorderne) øges energiakkumulationen. Han havde aldrig til bunds forstået hvordan Bach havde båret sig ad med slutningen af første delen. Der var en flydende, tonal virtualitet der blev ved med at mangedoble sig. Anden del er i dur, barmhjertig, men dyb sorg - som balsam på sjælen. Kasper knytter kommentar til stykket del for del. Fra takt 201 'begynder rumskibet at lette' - med arpeggio-passager som første del. Men så følger en brudt akkord der fører os tilbage i d-moll. Med en særlig teknik veksler Bach mellem døden i første del og trøsten, triumfen og hjertets fred i anden del. Det er 'musik der ryger gennem loftet'. Det er en måde at leve på, hvor døden er der hele tiden, og alligevel er der masser af overskud og energi og medfølelse. Det er selve døden gennemlyst af bevidsthed. - Hvad er hemmeligheden?, spørger han Den blå dame? - Tilgivelse, siger hun. "Den indtræffer når du indser at det andet menneske ikke kunne handle anderledes end det gjorde. Og at du selv ikke kunne.... Du har lidt et tab, som du holder alle kvinder siden da ansvarlige for, også mig." - Ved disse ord blev han klar over at han selv og Den blå Dame i dette øjeblik stod derinde hvor svarene fandtes, eller på tærsklen dertil. Han vidste ikke hvem der spillede musikken, men 'en eller anden tog vare på helheden'.

Det er til syvende og sidst musikkens mulighed. Det er samtidig opfyldelsen af Kaspers inderste længsel. Det er en glimrende belysning af musikkens evne til at gøre noget ved os som ingen anden kunstart formår og som ligger meget tæt på det religiøse i helhedsrealistisk forstand. Men man kan selvfølgelig indvende, at Peter Høegs brug af musikeksemplerne forudsætter et vist kendskab til klassisk musik, allerhelst til værkerne selv. Men ingen forhindrer jo læsere der ikke kender værkerne i at finde frem til dem og lære dem at kende. Men det er lige før, man kunne ønske sig bogen udgivet med en cd med de omtalte værker i netop de indspilninger der tales om! - (Til hjælp for interesserede læsere er under henvisninger angivet en note med oversigt over de nævnte musikværker)



Virkeligheden    
Til toppen   Næste

Tre forhold synes særligt markante i Kasper Krones univers: volden, angsten og den usikre virkelighedsopfattelse.

Kasper har let til vold. Hans vrede bruser hurtigt op, så han tyer til magtanvendelse. Det var åbenlyst grunden til Stines brud med ham, men også Den blå Dame er klar over problemet. Selv synes han også, at rigtig vold overfor rigtige mennesker er forfærdelig, mens stiliseret vold (på en scene eller i en manege) naturligvis er acceptabel - og også kan bruges som trick i en reel situation. Men kommer vi til den store vold, krigens vold, er den ubetinget af det onde.

Men Kasper Krone synes næsten lige så naiv som 'kardinal' Mørk fra Justitsministeriet, der tror ondskaben i verden kan opereres bort. Kasper ser i hvert fald ikke aggressivitetsdriften som en instinktiv grundenergi i mennesker og dyr, der nu engang ikke kan fjernes, men allerhøjst kanaliseres, og vel at mærke ikke kan kanaliseres særligt effektivt ved moralske forskrifter, men først ved dybere bearbejdelse af energien. Kasper synes her lige så langt fra en nøgtern virkelighedserkendelse som han er i henseende til forholdet til det kvindelige.



Byen København - eller rettere Hovedstaden i dens fulde udstrækning - er i Kaspers sansning dybt præget af angst, også før skælvene, som der udtrykkeligt står. Dele af byen, såsom området langs Strandvejen, kan han lide, andre dele ikke. Glostrup er det værste han véd. Men angsten får apokalyptiske dimensioner, når han forestiller sig byen ødelagt eller ønsker den udraderet. For godt nok skildres virkningerne af det store skælv temmelig realistisk som Kasper oplever dem da han står ved 'forkastningszonen' ved Overformynderiet, men hvor meget der egentligt er ønsketænkning og hvor meget der er realitet eller reminiscenser fra de store udgravninger der vitterligt har fundet sted i København de senere år i forbindelse med bl.a. etableringen af Metroen er uklart. Det meste af tiden fungerer byen og dens trafikårer upåklageligt i handlingens forløb.

Men angsten er der - ligesom angsten for døden. Kun i dyrenes nærhed synes den at forsvinde. Og så naturligvis i musikken. Bach er den sikre vej ud af dødsangsten. Selv efter tabet af sin første kone og to børn, kunne han fastholde livstroen og bede om at måtte bevare glæden. Kunststykket over alle for Kasper.



Kasper svinger ikke alene mellem timelighed og evighed, men mellem realitet og fantasteri. Det er naturligvis med til at gøre hele fortællingen ekstra spændende som fiktion, men peger ikke desto mindre tydeligt på selve det problem der er forbundet med at være i besiddelse af så usædvanlige evner som Kasper er.

Mange mennesker har usædvanlig skarp sansning, nok mange flere end vi véd af, for mange prøver - allerede som børn - at skjule det af frygt for folks (forældres) reaktioner. Men mange med skarp sansning udnytter den naturligvis til faglige formål. Alle store musikere og komponister og alle store billedkunstnere er i besiddelse af ekstraordinær sansning - og det skal vi være glade for. Men i Kaspers og mange andres tilfælde bliver det et problem fordi det kan give ikke alene et specielt verdensbillede, men føre til den slutning at den gængse verden, sædvanevirkeligheden de fleste lever i, er en illusion. Det er et synspunkt mange oplyste mennesker af buddhistisk tilsnit er kommet frem til via spirituel erfaring, men det var altså også det synspunkt Kasper kom frem til da han fik sin specielle høreevne. Og han er faktisk overbevist om at døden ikke er afslutningen. "Jeg er dybt religiøs. Efter sidste udånding kommer der en generalpause. Derefter ekspliciteres bevidstheden i en ny fysisk krop, og musikken spiller igen."

En sådan erfaring rejser uundgåeligt et etisk problem, fordi al etik dybest set bunder i konkret ansvarlighed over for de meget jordiske mennesker, dyr og ting vi deler miljø og samfund med. Det er umådeligt vigtigt for en scenekunstner, artist eller cirkusklovn at have evner til at fange et publikums fulde opmærksom så han kan åbne døren ind til de helt sublime oplevelser af helhed, mening og fylde - eller hvad man nu vil kalde det, Gud om man vil. Men det er mindre heldigt, hvis han som Kasper efter 5000 gange i manegen begynder at kunne lugte stanken af de lig publikummerne før eller siden vil blive til, fordi døden nu engang vil indhente os alle. Her er tiden eller timeligheden blevet et livsproblem, fordi oplevelsen af det sublime - af evigheden - forlanges gjort permanent.

Kasper er også usikker på om det virkelig kan være rigtigt at børnene i historien har evner til at påvirke den fysiske verden med tankens kraft, en forestilling der trives bravt i mange spirituelle kredse - og som naturligvis er eminent som aspekt i en fantastisk fortælling som 'Den stille pige'. Kasper får aldrig direkte svar fra nogen af de involverede - og det er naturligvis en pointe fra forfatterens side. En god pointe.



Sproget    
Til toppen   Næste

Peter Høegs fortælleteknik er mesterlig. Det han selv ligeud kalder 'røverhistorien' i bogen er fastholdt ubesværet med alle de spændingsmomenter en sådan kræver, herunder ikke mindst uvisheden om hvordan det hele ender og hvem personerne egentlig er.

Selve sprogbehandlingen ligger også på et højt plan, selvom det må siges at give nærmest uundgåelige problemer at lade musikken og musikbeskrivelsen få en så fremtrædende placering. Et er selve referencerne til musikværkerne, her er det naturligvis en fordel at kende de omtalte værker i forvejen, men vel ikke strengt nødvendigt. Værre er det, at 'hørelæren', den minutiøse skildring af Kasper Krones meget specielle fornemmelser for menneskers essens eller toneart, primært angives med musikalske udtryk der teknisk set er entydige (d-moll, h-moll, E-dur, C-dur osv), men psykologisk set er mangetydige. De specificeres naturligvis nærmere - som fx store skæbnesvangre søjler af d-moll, lykkelige, legende Es-dur, dyb og vital C-dur eller dyb, dramatisk, indadvendt, spirituel og blålig h-moll. Men det er langt fra givet at alle læsere har samme fornemmelse som Kasper. Det vides jo også at en komponist som Messiaen forbandt farver med alle toner, men det er der ikke ret mange mennesker der gør, og man kan sagtens få noget ud af Messiaen uden at gøre det. Ligeså med tonearterne.

For mit eget vedkommende kan jeg følge Kasper Krone/Peter Høeg temmelig langt, men grundliggende går min egen primære toneartsfornemmelse i en helt anden retning, nemlig efter den principielle forskel mellem dur og moll (jf. artiklen om Mozart). Og det bevirker en begrænsning i udbyttet, som formentlig ikke på nogen måde ville kunne afhjælpes ad sproglig vej, men alene ved konkret musikdemonstration - så at sige i stue med Kasper Krone!



Dette peger på endnu et problem, der også har med selve spiritualiteten at gøre, nemlig at oplevelsen af de sublime øjeblikke af evighed principielt ikke kan beskrives, da den er af ikke-sproglig eller før-sproglig art, og at især referencer til sprituelle vejledere på højeste plan bliver mere eller mindre irrelevante eller postulatoriske. Det skal retfærdigvis siges, at Peter Høeg ikke overdriver på dette punkt. Men det er nok nødvendigt for det fulde udbytte af bogen at have lidt forhåndskendskab til spirituel praksis. Derimod må det i denne forbindelse udtrykkeligt påpeges at en grundliggende fare ved alt spirituelt særsprog er at det som alle fagsprog fjerner sig fra dagligsproget - og dermed også fra den sædvanevirkelighed vi befinder os i til daglig. Det ligger i sagens natur at det er nødvendigt med specialsprog ved siden af dagligsproget, hvis vi overhovedet skal nå længere frem i erkendelse og erfaring end dagliglivet giver mulighed for, men det er dagligsproget der er selve ankeret for al nøgternhed. Det er dagligsproget der må fastholdes hvis den moralske ansvarlighed skal forblive intakt og den psykiske inflation og storhedsvanviddet skal undgås.



Humoren    
Til toppen   Næste

Peter Høegs helt store fortjeneste bliver på denne baggrund at have holdt tungen lige i munden og ladet hele sin bog syde og koge af stor og sund humor.

I det små giver dette sig udslag i den ene humoristiske bemærkning eller beskrivelse efter den anden. Kaspers brug af klovnenæsen i en erotisk situation er nævnt. Et andet eksempel kunne være en bemærkning om det afskyelige Glostrup. Den polske nonne Faustina Kowalska citeres for at have sagt, at hvis bare ens bøn er dyb nok, kan man indrette sig komfortabelt i Helvede. Men Kasper Krone, der selv er dybt optaget af bøn, bemærker hertil, at "det var fordi helgeninden aldrig havde været i Glostrup". Så kan dommen vist ikke blive hårdere. Men også Frederiksberg får sin bekomst med en reference til Martinus: For at holde ud at bo på Frederiksberg var han nødt til at bede uafbrudt. Et sted sammenligner Kasper sin violin med alkohol: det er ikke til at lade den være. Eller han gik sin 'via dolorosa', sin smertens vej - efter at have tabt i poker.

Skæg er også anvendelsen af udtryk som munkene om politifolkene og kardinalen om en justitsministeriel embedsmand - eller den nævnte korte, men skånselsløst hårde karakteristik af kontorchef Asta Borello som meget dansk, kristen, socialdemokratisk m.m. Omvendt opretter Høeg på selveste Panuminstituttet (under Københavns Universitet) et 'Institut for Bevidsthedsforskning'. Det har så meget på sig, at universitetets forskere faktisk langt om længe er begyndt at tage den systematiske bevidsthedsforskning alvorligt. Men et institut? Det ligger vist langt ude i fremtiden.



Men det er først og fremmest Peter Høegs historie som helhed der er båret af ægte humor og derfor ikke blot gør dens megen tale om det religiøse og spirituelle interessant, men faktisk gør den så kompleks og mangetydig at det bliver umuligt at hænge forfatteren op på beskyldninger for missioneren og propaganderen eller, modsat, social satire eller ligefrem samfundskritik. Det er endog uholdbart at beskylde ham for postmodernistisk æstiticisme eller overfladisk leg med det alvorlige. Der bringes gennem hele bogen citater af store tænkere og spirituelle vejledere, men dels er nogle af dem ret usædvanlige, dels er de tilsammen ikke samstemmende. Der langes flere steder kritisk ud efter foreteelser i samfundet, herunder krigen og voldsmentaliteten, men heller ikke dette er entydigt, endsige dominerende.

Og faktisk gøres der systematisk grin med det religiøse og kirkelige. Et sted får vi at vide, at Kasper aldrig havde været i tvivl om at spirituel længsel og mad hørte sammen. I princippet var der to stilarter: man kunne enten sulte eller æde sig ind i retning af Paradiset. De store religiøse traditioner havde perfektioneret begge ekstremer. De tidlige ørkenfædre havde i perioder set ud som om de gik med skelettet uden på tøjet, mens de tibetanske fiksstjerner havde lignet bestyrelsen for Ædedolkenes klub. - Da Kasper på et tidspunkt er meget sulten, kommer han i tanker om Buddha og Jesus der havde fastet tredive-fyrre dage. Men bagefter havde sagt at "så var det heller ikke sjovere".

Om det så er de kirkelige retninger, får de en kommentar: Den danske folkekirke duer ikke rigtig, for de eneste der tager religiøse erfaringer alvorligt er Indre Mission, og de kan ikke lide cirkus. I modsætning til Østkirken. En nonne i Nevskijkirken sagde bare én sætning: jeg holder selv meget af cirkus. - Selve Rabia-stiftelsens skikkelser er et scoop. Nonner der bliver dybt involverede i action på grænsen til det kriminelle.

Helt grotesk er skildringen af den russiske badstue i forbindelse med Nevskijkirken som mødested for de religiøse patriarker, den katolske biskop, den jødiske overrabbiner og den kongelige konfessionarius. Det tilføjes nemlig at Moder Maria engang har ytret, at den dag de også inviterer hende og imamerne, da vil der åbne sig et nyt perspektiv for det religiøse samliv i Danmark. - Unægteligt en højst aktuel utopi der sætter hele Muhammed-sagen i skønt relief.



Det mest geniale træk fra Peter Høegs side er naturligvis at gøre hovedpersonen til en klovn og henlægge meget af handlingen til cirkusmiljøet. Det afspejler solid viden hos Høeg om artisteriet, men navnlig den dybeste respekt for klovnenes kunst. Mange af de store navne nævnes. Og forståelsen af deres kunst er sjælden. For undertegnede der deler Høegs beundring for stor klovnekunst har det været særligt fornøjeligt at læse 'Den stille Pige' netop efter længere tids beskæftigelse med Storm P., tidligere generationers store humormenneske, der selv var og forblev en klovn. Det karakteristiske for ham var netop at humoren var forbundet med eksistensen på en sådan måde at det tragiske i menneskelivet kom til sin fulde ret. Ja, i Vilhelm Grønbechs ånd bliver humor og tragedie dybest set to sider af samme sag. Det er nøjagtigt den grundfornemmelse man får bekræftet ved læsningen af Peter Høegs bog. Og det er den højeste ros jeg kan give ham.



Afslutning    
Til toppen   Næste

Om personen Peter Høeg skal ikke siges så meget, da jeg ikke kender ham fra andet end et par avisinterviews og tv-interviews, hvoraf navnlig Jes Stein Petersens i Deadline 30.4. skal fremhæves. Det magre menneske Peter Høeg ligner en asket af den art man forbinder med ørkenfædrene eller søjlehelgener. Man ville ikke forvente en så dyb humor fra den kant. Men Høeg er udover at være en professionel forfatter og et spirituelt søgende menneske også et familiemenneske med ægtefælle og tre børn. Og jordforbindelsen fejler intet. Det er karakteristisk for ham at hans spirituelle praksis (der går tyve år tilbage) efter hans eget udsagn udtrykkeligt har til formål at fremme vågenheden og nærværet i hans daglige liv, og at hans skribentvirksomhed ikke er programmatisk eller styret af ideer. Hans humor synes at være selve det store, vide og dynamiske felt mellem kunsten, spiritualiteten og dagligdagen eller kærligheden.

Da han i de sidste ti år har besøgt Vækstcenteret i Nr. Snede af og til og desuden ikke har lagt skjul på at centerets leder, Jes Bertelsen, både er hans ven og spirituelle vejleder, og iøvrigt heller ikke har undladt at takke Bertelsen udtrykkeligt i den nye bog, skal det ikke forties, at jeg fornemmer en meget stærk påvirkning. Høeg har understreget, at det overhovedet ikke er muligt at lære nogetsomhelst - og slette ikke en spirituel praksis - uden at have en lærer.

Det vil fremgå af mine artikler om Jes Bertelsen (se henvisningerne), at jeg betragter denne som en yderst kompetent og dybt etisk ansvarlig spirituel vejleder. Men i Høegs eget konkrete tilfælde kan samtidigt spores en klar overensstemmelse i både musikhengivelsen og humoren. De der som undertegnede har fulgt Jes Bertelsens kurser i en vis årrække vil vide, at hans brug af musik er central for vejledningen. Ikke mindst Bach spiller en stor rolle. Men de vil også have erfaret mandens dybe humor, der lige præcis umuliggør enhver udartning af det religiøse eller spirituelle i dogmatisk retning.

Men Høeg er sig selv, i professionen, i mediet, i sproget og i eksistensen.

At læse en bog som 'Den stille pige' fordrer en subjektiv indstilling af åbenhed og gehør. I eksistensen gælder til syvende og sidst kun subjektiviteten som kriterium for sandhed eller erfaring. Peter Høegs bog har i denne forstand været både en oplevelse og en udfordring til eftertanke der har sat sig spor. Jeg tror blandt andet ikke jeg nogensinde herefterdags vil kunne høre Bachs Chaconne for soloviolin uden at få association til Kasper Krone.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Peter Høeg: Den stille pige (Forlaget Rosinante. 2006)

Link til hjemmeside om bogen Klik
Link til forlagets side om Peter Høeg Klik

Interview med Peter Høeg i Deadline 2. sektion den 30.4.06. ved Jes Stein Petersen
Interview med Peter Høeg i Politiken onsdag den 10.05.06. ved Carsten Andersen
("Jeg har solgt totalt ud")



Oversigt over de i 'Den stille Pige' omtalte vigtigste musikværker
med angivelse af sidetal. - BWV = Bach Werk Verzeichnis; KV = Köchel Verzeichnis.

Bach Toccata og fuga i d-moll - BWV 565 (7, 355)
Bach Toccataen og fuga i d-moll (dorisk) - ungdomsværket - BWV 538 (18)
Bach Wolhtemperiertes Klavier - BWV 846-893 - Sviatoslaw Richters indspilning (80)
Bach Goldbergvariationerne BWV 988 (24, 114, 122)

Bach Chaconne d-moll for soloviolin af Partita nr. 2 - BWV 1004 (153, 222, 315, 326f)

Bach Ricercaren fra Ein Musikalisches Opfer - BWV 1079 - i Weberns orkestrering (49, 52)
Bach March i Es-dur - BWV Anhang 127 (58) Cages cirkusorkestrering/Barnum & Bailey

Bach Jesu bleibet meine Freude BWV- koralbearbejdelse (81)
Bach Herz und Mund und Tat und Leben, kantate - BWV 147 (84)
Bach Kristus lå i dødens bånd, kantate - BWV 4 (91)
Bach Actus Tragicus - BWV 106 - ‘Bachs eneste dødsmesse', (145, 157)
Bach Messe h-moll - BWV 232. (118)

Beethoven: Missa Solemnis (118)
Beethoven: Strygekvartet i cis-moll opus 131 (med fuga) (90)

Goudnod: Juvelarien ‘Ah! je ris de me voir' - 2. akt. Scene 14 af ‘Faust' (319)

Haydns seks strygekvartetter opus 64, skrevet efter ti års pause (373)

Mozart Bona Nox, canon, KV 561 (264, 324, 397)
Mozart d-moll: Don Juan, KV 527. - Stengæsten - (151)
Mozart symfoni 41 C-dur - Mozarts sidste symfoni, KV 552 - ‘Jupiter' (91)
Mozart Parisersymfonien, nr. 25, KV 297 (360)
Mozart Adagio i h-moll for klaver, KV 540 (146)
Mozart Haydn-kvartetter nr. 14-19 , KV 387, 421, 428, 458, 464, 465 (373)
Mozart C-dur-kvartetten nr. 19, ‘Dissonans', KV 465 (225)

Rachmaninov Vocalise (319)

Schuberts klavertrio i Es-dur - Opus 100 (22) med Isac Stern
Schuberts strygekvintet - Opus 163 (139)

Tjajkovskis Liturgi og Vesper (287)

Wagner Langfredagsmusikken af ‘Parsifal' (183)
Wagner Pilgrimskoret af ‘Tannhäuser' (147)
Wagner Valkyrieridtet - 3. akt. Af ‘Valkyrien' (274)
Wagner Wotans afskedsscene med Brynhilde - 3. akt af ‘Valkyrien' (92)

Tom Waits sang Cold Water - fra Mule Variations [1999] (379)



Links til Bach-website:  Klik
(her kan søges på indspilninger under de enkelte værker - ud fra titel eller BWV

Links til Mozart-website  Klik



Originaltext til Mozart-canonen Bona nox (Wien, 2. Sep. 1788) lyder

Bona nox! - bist a rechta Ochs; - bona notte, liebe Lotte; - bonne nuit, pfui, pfui; - good night, good night, - heut müßma noch weit; - gute Nacht, gute Nacht, - scheiß ins Bett daß' kracht; gute Nacht, - schlaf fei' g'sund und reck' den Arsch zum Mund.

Noderne til melodien kan findes på det tyske Domino-Verlags hjemmeside  
Klik.



Artikler på Jernesalt

Litteratur
Musik
Psykologi
Eksistens
Humor
Religion

Jes Bertelsens biografi i korte træk
Jes Bertelsens etik
Jes Bertelsens verdensbillede

De psykiske grundprocesser
Humormennesket Storm P.
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbech)
Mozarts sjæl og fascinationskraft
Ind i musikken
Det fromme menneske



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal