Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - franskvlg07b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.5.07.


Sarkozy valgt til at forny Frankrig

Præsidentvalget i går i Frankrig endte med en klar sejr til den borgerlige kandidat Nicolas Sarkozy der fik 53 % af stemmerne mod socialistpartiets Ségelène Royals 47 %. Og det var vel at mærke på baggrund af en rekordstor valgdeltagelse på omkring 85 %, der i sig selv må ses som en vigtig sejr for demokratiet.

Politikerleden i Frankrig har af ganske forståelige grunde længe været stor, men de to runder af præsidentvalget har vist stort engagement fra alle sider, så selv højrenationalisten Le Pens opfordring til sine vælgere (11 % i første runde) om at boykotte valget ikke blev hørt. En undersøgelse har vist at kun 20 % af Le Pens vælgere blev hjemme på sofaen, mens 5 % stemte blankt. Det store flertal af dem, nemlig 63 %, foretrak Sarkozy og kun 12 % Royal - og dermed gav de den førstnævnte sejren. (Kilde: den franske tv-kanalen TV5Monde)

Til det sidste var det usikkert hvem første rundes succesfulde midterkandidat François Bayrous 18 %s vælgere ville stemme på. Han afstod selv fra at anbefale en af dem positivt, så begge appellerede kraftigt til hans vælgere i de to uger før anden runde. Bayrou lagde dog ikke skjul på at han ikke personligt ville stemme på Sarkozy, men en undersøgelse har ikke destomindre vist at Sarkozy løb af med 40 % af disse stemmer mod Royals 38 %, mens 15 % valgte sofaen og 7 % stemte blankt (samme kilde som ovenfor). Dermed var sagen afgjort.



Slutresultatet svarede ganske nøje til meningsmålingerne, der alle gav Sarkozy en føring på fire til seks procent, og de bekræftede også indirekte påstanden om, at kun Bayrou ville have chancer for at slå Sarkozy. Royal var ikke sen til at erkende sit nederlag, selvom hun forud havde stemplet meningsmålingerne som manipulerede. Men få minutter efter offentliggørelsen af de først prognoser kl. 20 gik hun på tv og erklærede at valget var afgjort. Hun tog nederlaget med oprejst pande - og lovede at fortsætte partiets kamp. Hun har ført en flot valgkamp, der også bekræftede at en kvinde kan måle sig med sine mandlige konkurrenter i fransk politik. Som sin næste opgave får hun nu at skaffe sit parti et godt parlamentsvalg den 22. juni. Og det bliver ikke let, eftersom partiet reelt er dybt splittet.

Splittelsen er ganske ejendommelig, eftersom det er lykkes det franske socialistparti at samle venstrefløjen, så de yderligtgående marxistiske eller troskistiske partier, inklusive det gamle tidligere så stærke kommunistparti, stort set er uden betydning. Men problemet er at socialistpartiet i fem år har undladt at bore i årsagerne til at præsidentvalget i 2002 gik grueligt galt, da partiets kandidat Lionel Jospin tabte til Le Pen i første runde og altså slet ikke kom med i anden. Le Pen fik her kun 17,8 % eller knap og nap hvad han fik i første tunde, hvad der igen vil sige at han af franskmændene slet ikke blev betragtet som en seriøs præsidentkandidat, men det gjorde den Jospin der ellers slog Chirac ved første runde i 1995 altså heller ikke, og det er naturligvis katastrofalt for landets næststørste parti.

Med Royal har partiet fået en præsidentkandidat der er yderst kompetent. Hun har målbevidst appelleret til de midtervælgere som nu også en fransk præsidentkandidat skal have fat på for at vinde, men hun har ikke formået at få partiet som sådant til at flytte sig definitivt væk fra den gamle klassekampsstrategi. Partiet har ikke taget ved lære af valgnederlaget i 2002 eller af den tredje vejs filosofi som Tony Blair valgte i Storbritannien og Anders Fogh Rasmussen i Danmark. Derfor må valgresultatet i går siges at være ganske godt for Frankrig, især hvis det følges op af et parlamentsvalg der sikrer den borgerlige lejrs fortsatte position - sandsynligvis i samarbejde med Bayrou.



Sarkozy har som Royal appelleret målbevidst til midtervælgerne og har i sin sejrstale til sit parti anslået forsonlige toner, for han er klar over at hans fornyelsespolitik ikke vil kunne lykkes uden at den kan samle et flertal af vælgere.

Samling er der allerede om hans klare indvandrer- og udlændingepolitik, herunder reglerne for immigrationen. Men han står over for store udfordringer med hensyn til bekæmpelse af arbejdsløsheden, især for de unge. Modsat Royal kunne han naturligvis ikke drømme om at bruge den gamle forkætrede metode med udvidelse af den offentlige sektor som middel. Han vil tværtimod slanke denne sektor og sætte skatterne ned for at lette erhvervslivets vilkår. Samtidig vil han prøve at gennemføre ændringer i det stive arbejdsmarkedssystem der i øjeblikket gør det alt for risikabelt for virksomhederne at ansætte nyt personale. Men mindste ændring af disse forhold plejer at udløse strejker i Frankrig. Så let bliver opgaven ikke for Sarkozy. Han får i hvert fald brug for sin vilje til resolut handling og har da også bebudet hurtige reformer.

Han skeler til den britiske og danske model - og har allerede fået invitation til London fra Blair.



Udenrigspolitisk betyder valget af Sarkozy at Tyrkiet kan se i vejviseren efter et medlemskab af EU, og at EU ikke får en ny forfatningstraktat, men kun nye procedure-regler for samarbejdet der vil gøre risikable folkeafstemninger om en traktat overflødige. Det hilses med glæde de fleste steder, ikke mindst i Holland, Danmark og Storbritannien. Den nuværende EU-formand, forbundskansler Angela Merkel, drømte ved sin tiltræden om en ny forfatningstraktat, men er realistisk nok til at forstå at den ikke kan komme igennem. Men hun ser nu gerne de praktiske problemer i EU løst - og har i lighed med Blair - allerede bebudet møde med Sarkozy.

Om Frankrig iøvrigt i de kommende år vil kunne genvinde lidt af den tabte position som stormagt i det internationale spil er uafklaret. Landet kom efter Libanonkrigen sidste sommer påny med i løsningen af Mellemøst-konflikterne, og Sarkozy vil også prøve at forbedre forholdet til USA. Desuden satser han på initiativer med hensyn til såvel Afrika som Middelhavsområdet som sådant. Han vil arbejde for en decideret union for Middelhavslandene.



Under alle omstændigheder får Sarkozy nok at se til. Det officielle valgresultat ventes først torsdag, og overdragelsesforretningerne sker først den 16. maj. Men herefter skulle det gå slag i slag med dannelse af en ny, bred regering, forelæggelse af et regeringsprogram og konkrete reformforslag - og kamp om parlamentsvalget.

Sarkozy har måttet høre for at han må betragtes som det gamle systems mand, men han repræsenterer under alle omstændigheder en ny generation af politikere, han har lovet at danne en bred regering og gå i gang med de tiltrængte reformer med det samme. Han har også modereret sine udtalelser betydeligt under valgkampen op til anden runde - og må alt i alt siges at have gode chancer for at skabe den fornyelse i fransk politik som er fornøden og som han er valgt på.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Midtsøgende regering i Frankrig  (22.05.07.)
Høj valgdeltagelse ved første runde i Frankrig  (24.4.07.)
EU: jubilæum - problemer - fremtid  (30.03.07.)
Den blinde Pariserrevolte  (8.11.05.)
Europas forudsætninger  (15.8.05.)
EU-krise på ubestemt tid  (19.6.05.)
Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)
Franske præsidentvalg  (Europa - 2.6.02.)



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal