Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - franskvlg07c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.5.07.


Midtsøgende regering i Frankrig

Den l6. maj overtog Nicolas Sarkozy posten som præsident for republikken Frankrig efter Jaques Chirac, torsdag den 17. udnævnte han sin partifælle François Fillon til ny premierminister og fredag 18. maj var hele den nye regering dannet - med ikke så få overraskelser.

Udnævnelsen af Fillon var ventet, da han modsat Sarkozy er en dygtig forhandler der ikke forhaster sig med at træffe beslutninger, men sonderer terrænet omhyggeligt og fører dialog med parterne. Han er således en glimrende, næsten flegmatisk modpol til den langt mere impulsive, resolutte og effektive Sarkozy. De har egentligt ikke haft særligt pæne ting at sige om hinanden i den tid de har været regeringskolleger. Den socialt orienterede tidligere social-, beskæftigelses- og undervisningsminister Fillon har direkte kaldt Sarkozy, den daværende langt mere liberalistiske indenrigsminister, for en kølig kyniker. Men udnævnelsen af Fillon til premierminister er en udmærket bekræftelse på Sarkozys vilje til at søge en passende balance mellem det sociale og det liberale. Et plus for Fillon er også at han i modsætning til Sarkozy taler engelsk.

En overraskelse er bl.a. udenrigsminister Bernard Kouchner, fordi han kommer fra Socialistpartiet og under præsidentvalgkampen var med i kampagnen for Ségelène Royal. Den nu 67-årige Kouchner arbejdede i 1968 for Røde Kors i Biafra, og dette arbejde blandt de civile ofre fik ham i 1971 til at grundlægge 'Læger uden Grænser'. Men nok så bemærkelsesværdigt er det at han siden har kæmpet for de vestlige landes ret til at blande sig i andre landes interne anliggende i tilfælde af epidemier og hungersnød. Han forsvarede i 2003 også præsident Bushs krig mod Saddam Hussein og er i det hele taget - som Sarkozy - indstillet på et godt forhold til USA. Af disse og flere andre mere specielle grunde har han aldrig været populær i Socialistpartiet, og han var da også beæret over at få tilbudt den nye ministerpost af Sarkozy. Til gengæld taler Socialistpartiet om 'forræderi af værste skuffe'. Og det er jo en udmærket bekræftelse på at man på den front ikke har det godt med midtersøgende og brede regeringer, men foretrækker gammeldags blokpolitik. Til minister for Europa-politikken får Kouchner hjælp af den tidligere socialistiske EU-kommissær Jacques Delors kabinetschef Jean-Pierre Jouyet. En særlig post som højkommissær for kampen mod fattigdommen besættes med formanden for hjælpeorganisationen Emmaus France (Abbé Pierre-organisationen), Martin Hirsch.

Forsvarsminister bliver Hervé Morin fra det nu af sin formand François Bayrou splittede centrumparti UDF. Indenrigsminister med ansvar for sikkerheden bliver den tidligere forsvarsminister Michèlle Alliot-Marie, mens justitsministeriet overtages af Rachida Dati der ligesom Sarkozy selv er andengenerationsindvandrer og var talsmand for Sarkozy under valgkampen. Minister for bekæmpelse af den høje arbejdsløshed og minister for 'Indvandring og National Identitet' bliver hhv Xavier Bertrand og Brice Hortefeus der begge tilhører inderkredsen omkring Sarkozy. Økonomiministeriet overtages af den populære Jean-Louis Boorloo Og vicepremierminister med ansvar for miljø og bæredygtig udvikling bliver den tidligere premierminisiter Alain Juppé.



Regeringen er blevet kaldt ultrakompakt fordi den kun har fået femten ministre, hvortil dog kommer en række viceministre eller statssekretærer som de kaldes andre steder. Også denne konstruktion peger på Sarkozys effektivitet. En regerings, en kommissions, et udvalgs eller en bestyrelses størrelse må nemlig aldrig være for stor, hvis formandens styring og kommunikationen mellem medlemmerne skal være optimal. Den store, forlængst afdøde britiske humorist C.N. Parkinson udregnede i sin tid på sit 'Komitologiske Institut' en 'ineffektivitetskoefficent' der havnede på et tal mellem 19,4 og 22,4, idet decimalerne angiveligt betegnede delvis tilstedeværende medlemmer, og forudsætningen for effektivitet iøvrigt var et tempereret klima, læderpolstrede stole og en høj ædruelighedsstandard. Salige statsminister Poul Hartling tog ved lære af Parkinson, da han dannede sin smalle Venstreregering i 1973 og holdt sig til 18 ministre. Men nu har Sarkozy slået rekorden. Og det er ganske fornuftigt, men som bekendt viste Hartlings skæbne, at det ikke er nok for sikringen af en succes udelukkende at holde sig til Parkinson.

Bemærkelsesværdigt ved den nye franske regering er også at halvdelen af de 15 ministre er kvinder, det er nærmere betegnet 7, idet der her ikke rigtigt kan bruges decimaler. Denne fordeling var lovet af Sarkozy, men ikke alle troede han ville holde sit løfte.



Det bliver nu spændende at se hvordan den franske regering vil lægge ud med sit reform-program, og hvordan gaullist-partiet UMP vil klare sig til parlamentsvalget den 10. og 17. juni. Prognoserne er foreløbigt gode, bl.a. fordi centrumpartiet UDF som nævnt er blevet splittet ved at dets hidtidige formand François Bayrou har valgt at danne et nyt parti, Den demokratiske Bevægelse, der må betragtes som et socialdemokratisk centerparti. Dannelsen førte til at ikke mindre end 22 af UDF's 29 medlemmer af Nationalforsamlingen er gået over til Sarkozys UMP. Det nye parti har på få dage fået lige så mange medlemmer som Ny Alliance i Danmark, men landet er mere end ti gange så stort, så reelt er det ikke mange. Meningsmålingerne giver da også kun partiet omkring ti medlemmer i Nationalforsamlingen, og intet tyder derfor på at Bayrou får den centrale rolle i fransk politik han havde håbet på.

Socialistpartiet har det som bekendt heller ikke for strålende, hvad fremtiden angår. Præsidentkandidaten og fornyeren Royal stiller slet ikke op. Så regeringspartiet UMP - der står for det meget sigende 'Union pour la majorité presidentielle' eller 'Den præsidentielle majoritets union' - må betragtes som sikker vinder. Populært er hverken partiet eller Sarkozy, men det er ikke destomindre de to instanser der skal skabe den fornyelse i det politiske liv som franskmændene forventer efter flere års stilstand under Chirac.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til den franske premierministers officielle hjemmeside.

Det endelige franske parlamentsvalg  (22.06.07.)
Sarkozy valgt til at forny Frankrig   (07.05.07.)
Høj valgdeltagelse ved første runde i Frankrig  (24.4.07.)
EU: jubilæum - problemer - fremtid  (30.03.07.)
Den blinde Pariserrevolte  (8.11.05.)
Europas forudsætninger  (15.8.05.)
EU-krise på ubestemt tid  (19.6.05.)
Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)



Artikler om Eu og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal