Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - franskvlg07a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.4.07.


Høj valgdeltagelse ved første runde i Frankrig

Første runde af det franske præsidentvalg udskilte - som det er formålet - de to kandidater der skal gå videre til anden runde den 6. maj, men derimod ingen sikker vinder som det tilsvarende valg i 2005, hvor Le Pen med 16,9 % overraskende kom på andenpladsen foran socialisternes Lionel Jospin (16,2 %) og derfor indirekte sikrede Jacques Chirac en overvældende sejr i anden runde på 82,2 %. I søndags fik regeringspartiets borgerlige kandidat, mangeårig indenrigsminister Nicolas Sarkozy (UMP) 31,2 % af stemmerne og socialistpartiets Ségelène Royal (PS) 25,9 %. Derefter fulgte centrummanden François Bayrou (UDF) med 18,6 % og højrenationalisten Jean-Marie Le Pen (FN) med kun 10,4 % samt yderligere otte kandidater fortrinsvis fra den yderste venstrefløj med fra 4,1 % til 0,3 %.

Sikker vinder var derimod demokratiet, fordi valgdeltagelsen kom helt op på 85 % og dermed blev den højeste i 40 år. I 2002 var den helt nede på 64 %. Men man skal ikke tage den høje valgdeltagelse som et brud med politikerleden i Frankrig. Den er tværtimod stadigvæk udbredt og kom også til udtryk under valgkampen med venstrefløjens slogan: 'Alt undtagen Sarkozy'. Venstrefløjen, inkl. socialistpartiet, fik dog tilsammen kun 36 % og altså langt fra nok til at vinde anden runde. Meningsmålingerne har da også vist at den eneste af topkandidaterne i første runde der ville være i stand til at slå den etablerede 'præsidentielle majoritets' kandidat, 'Mini-Napoleon' Sarkozy, ville have været François Bayrou, der har fået øgenavnet 'Hr. Midt-imellem'.

Meningsmålingerne efter første runde siger ganske vist også at Sarkozy vil vinde over Royal, men det er langt fra sikkert, for det kommer fuldstændigt an på hvem Bayrous vælgere vil stemme på. Den høje valgdeltagelse i første omgang var først og fremmest en protest mod det etablerede system - og et ønske om fornyelse. En sådan vil Royal kun blive i den snævre forstand at hun vil betyde brud med Chiracs dødvande. Hvis Bayrou ikke melder ud med klare konstruktive signaler om støtte til vinderen på Bayrous egne midtersøgende betingelser, kan valgdeltagelsen i anden runde dykke ned igen.



Ligegyldigt bliver det ikke hvem der vinder anden runde, for Sarko og Ségo, som de kaldes i folkemunde, repræsenterer unægteligt to modsatte linjer. Og selvom der i tegneserier gøres tykt nar af Sarko, så han selv ligefrem har følt sig forfulgt og chikaneret, så skal Ségo ikke føle sig for sikker. De har begge fordelen af, tillige med Bayrou, at være i begyndelsen af 50'erne og altså i modsætning til både den afgående 75-årige præsident Chirac og den tabende 78-årige Le Pen at repræsentere generationerne der er født efter anden verdenskrig. Ségo klæder sig gerne i hvidt og har derfor fået tilnavnet 'Den socialistiske Madonna', men man skal ikke af den grund tro at hun er særligt from. Hun forstår og bruger alle trick i den politiske kamp. Men hun har ikke altid klare politiske udmeldinger.

Mini-Napoleon har fået sit øgenavn, fordi han er både hidsig og kontrollerende. Han er nationalist, selvom han er 2. generationsindvandrer af ungarnsk herkomst, og han gjorde sig stærkt bemærket under indvandrerrevolterne for halvandet år siden, da han truede rakkerpakket med højtryksspulere. Det er også blevet bemærket, at han er kommet til at sige om sine rivaler, at han 'vil nakke dem'. Afgørende er at han vil forsvare landets civile orden og begrænse indvandringen. Derom er der ingen tvivl.



Indenrigspolitisk drømmer de begge om at få gang i den franske økonomi og få bekæmpet den høje arbejdsløshed på 8 % og især den katastrofale ungdomsarbejdsløshed på over 20 %. Problemet er imidlertid ikke mindst det stive arbejdsmarked og det altfor statsstøttede landbrug, og disse to ting har ingen politiker endnu haft held eller mod til at røre ved. Sarkozy har ovenikøbet været så bramfri at foreslå den danske landbrugskommissær førtidspensioneret, fordi hun har været så dristig at sige at det er nødvendigt for EU's fremtid at landbrugsstøtten undergår betydelige indskrænkninger de kommende år.

Udenrigspolitisk tegner der sig en klar forskel mellem de to kandidater, idet Royal er EU-skeptisk og har lovet sine vælgere folkeafstemning om en eventuel ny EU-traktat, mens Sarkozy er EU-tilhænger og gerne ser en mini-udgave af en ny traktat så en folkeafstemning kan undgås. Han er på det rene med at en ny folkeafstemning vil være en alt for stor risiko for både Frankrig og EU. Dette har naturligvis fået omverdenen til at foretrække den ene frem for den anden alt efter egeninteresse. Ikke alene borgerlige regeringschefer som tyske Angela Merkel og danske Fogh Rasmussen, men også Labours Tony Blair ser helst Sarkozy som vinder, men siger det naturligvis ikke højt. For dels vil de ikke beskyldes for at blande sig i Franskrigs indre anliggender, dels vil de ikke risikere at effekten af en indblanding bliver den modsatte af den tilsigtede, og endelig vil de ikke risikere at komme til på forhånd at belaste forholdet til Royal, hvis hun skulle gå hen at vinde.

En forskel i forholdet til USA, der har været nedkølet siden Irak-krigens begyndelse, er også til stede, selvom den næppe vil komme til at gøre sig gældende før efter det amerikanske præsidentvalg. Både Sarkozy og Royal er dog skeptiske over for de aktuelle amerikanske planer om et missilskjold over Europa.



Resultatet af første runde er blevet modtaget med glæde af folk der gerne vil have bibeholdt de gamle klare skel mellem den borgerlige og den socialistisk fløj, eller højre-fløjen og venstre-fløjen som den også kaldes. Såvel udenrigsminister Per Stig Møller fra Det Konservative Folkeparti som chefredaktør Tøger Seidenfaden fra det kulturradikale Politiken har udtrykt en sådan tilfredshed.

Men reelt er valgresultatet meget mere diffust, fordi valgdeltagelsen på den ene side viste stor vilje til at møde op for at stemme imod det bestående og især den borgerlige regerings og den afgående præsident Chiracs uformåenhed til at løse de påtrængende problemer, men på den anden side fratog den eneste fornyer i spillet, midtermanden François Bayrou, chancen for at konkurrere direkte med Sarkozy. Gymnasielæreren Bayrous 18,6 % var et flot og bemærkelsesværdigt resultat i betragtning af at 'bonden fra Bean' (den allersydvestligste del af Frankrig, som gav ham sejr i første runde) kun havde det lille UDF-parti som basis. Men gamle Le Pen kunne trods sin alder stadig trække ti procent til sig - og ødelagde derfor Bayrous position som eneste reelle alternativ til Sarko og Ségo.

Ikke destomindre forbliver Bayrou nøglen til anden runde, fordi han overvejende repræsenterer de almindelige borgerlige vælgere der befinder sig på midten af det politiske spektrum og som ønsker fornyelse gennem en stærkere midterpolitik. Bayrou har bebudet et pressemøde i morgen onsdag den 25., men vil her næppe direkte anbefale én af kandidaterne. Han vil ikke risikere at udspille sin politiske rolle, men vil derimod prøve at sikre sig indflydelse efter anden runde. Og det kan han gøre ved at tilbyde støtte til den sejrende kandidat mod politisk indflydelse efter valget - og så iøvrigt satse på parlamentsvalget i juni.



Hele dette spil er fuldstændigt uafklaret, men bliver spændende at følge for det er her fornyelsesmulighederne ligger. Frankrig har behov for ligesom først Storbritannien og siden Danmark at gå den tredje vej - midtervejen der både sikrer friheden og trygheden. Først denne vej har mulighed for definitivt at bryde det gamle forældede venstre-højrefløjs-mønster som er med til at lamme Frankrig. Sarkozy og Royal bliver begge nødt til i valgkampen op til anden runde at appellere til vælgere på midten der har sådanne forestillinger. Og dette bliver nok sværest for Sarkozy og derfor det der giver Royal en chance. Men en afdæmpet Sarkozy lagde ved sin tale til partiet efter sejren i søndags ikke skjul på at han søger mod midten - og dermed at leve op til valgsloganet: "Sammen bliver alt muligt".

Det er dog karakteristisk for situationen i fransk politik, at man ikke vil høre tale om 'blairismen'. Det er ifølge den britiske historiker og kommentator Timothy Garton Ash en fornærmelse for de fleste franske socialister at blive kaldt blairist. Formanden for det franske socialistparti skal endog ifølge Ash udtrykkeligt have bedt Storbritanniens europaminister, der har deltaget i Royals valgkamp, at undlade at kalde Royal for blairist. Socialistpartiet er i forvejen et splittet parti, så yderligere kontroversielle ideer anses for skadelige.

Men det vil netop sige, at man i Frankrig end ikke er nået til offentligt at diskutere hele dette for udviklingen afgørende spørgsmål om hvad der skal træde i stedet for den forældede klassekamps-ideologi endsige at se i øjnene at løsningen ligger i den tredje vej der giver den økonomiske frihed hvad der skal til for at sikre initiativ, fremdrift, vækst og beskæftigelse, men samtidigt giver solidariteten hvad der skal til for at sikre trygheden, ligheden og fællesskabet.

Som påpeget gang på gang på Jernesalt sider er der dybest set tale om en ægte komplementaritet mellem det liberalistiske og det socialistiske hovedsynspunkt. Både liberalismen og socialismen trækker som ideer på uafviselige universelle forestillinger om henholdsvis frihed og tryghed (fællesskab), men er umulige at forene i et politisk-teroetisk system uden logiske modsigelser. De er begge berettigede, men må leve side om side i uafsluttelig dynamisk, men konstruktivt og fredeligt modsætningsforhold. Intet politisk parti i verden - og altså heller ikke Anders Fogh Rasmussens Venstre i Danmark eller Tony Blairs Labour i Storbritannien - har endnu opdaget komplementaritetssynspunktets løsningsmodel, og de står derfor indtil videre tøvende og usikre over for udfordringerne. Alle partier mangler tænkere der kan sætte sig ud over den gamle ideologiske og dualistiske tankegang.



Første runde af det franske præsidentvalg var ubestrideligt en sejr for demokratiet i kraft af at det gav plads til at udtrykke en markant utilfredshed med det herskende regeringsparti, men det blev diffust, fordi det ikke afklarede hvilken indflydelse tredjemanden, François Bayrous eller 'Hr. Midt-imellem', direkte og indirekte vil få på det endelige resultat.

Alle kan være tilfredse med at Le Pens politiske rolle nu må betragtes som udspillet. Om hans parti på længere sigt kan overleve - og hans datter eventuelt overtage hans rolle - er uklart. Bevægelsen lider under det selvsamme som i sin tid Fremskridtspartiet herhjemme: det er for uvilligt til at indgå kompromiskrævende samarbejde med andre borgerlige partier.

Alle kan dernæst glæde sig over at Jacques Chiracs æra og dermed formentligt også Frankrigs og EU's delvise lammelse nu er til ende, men en virkelig fornyelse er langt fra sikret. Den afhænger nemlig ikke blot af om det bliver Nicolas Sarkozy eller Ségelène Royal der vinder anden runde den 6. maj, men i høj grad også af hvilken indflydelse François Bayrou får på den politik der skal føres de kommende år.

Parlamentsvalget til juni er usikkert, fordi socialistpartiet er splittet og det gaullistiske majoritets parti UMP (Union pour la majorité présidentielle) er upopulært. Vi kan få et flertal af samme farve som præsidenten, men risikerer også det modsatte, og dermed den besynderlige franske specialitet der hedder rivalisering mellem præsident og regeringschef og som sjældent er heldig for landet. I EU-sammenhæng virker den latterlig.

François Bayrou kunne her måske gå hen at sikre den fornyelse der ikke lykkedes ved præsidentvalget.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Sarkozy valgt til at forny Frankrig   (07.05.07.)

EU: jubilæum - problemer - fremtid  (30.03.07.)
Den blinde Pariserrevolte  (8.11.05.)
Europas forudsætninger  (15.8.05.)
EU-krise på ubestemt tid  (19.6.05.)
Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)
Franske præsidentvalg  (Europa - 2.6.02.)



Komplementaritetssynspunktet
Liberalismen og socialismen som komplimentære fænomener
Helhedsrealismen
Introduktion til Jernesalts filosofi



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal