Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - stamceller

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.7.06.


Liv, stamceller og penge

Debatten om den meget vigtige forskning i stamceller er aktuel i både USA og EU og er begge steder en kamp om både værdier og penge.

Debatten drejer sig formelt i EU om en beskeden bevilling til den særlige grundforskning og i USA om selve den offentlige grundforsknings ret til at forske i dette speciale. Men reelt er der tale om den etiske ansvarlighed i selve anvendelsen af befrugtede æg til denne efter alt at dømme meget lovende forskning.

Men desværre er den vigtige etiske debat om emnet delvis løbet af sporet fordi den blandes sammen med det gamle stridsspørgmål om abort. Og dette spørgsmål har strengt taget ikke noget med det aktuelle emne at gøre, for der er ikke tale om at grundforskningen skal have adgang til at foretage provokerede aborter med henblik på at skaffe befrugtede æg til anvendelse af udvikling af embryonale stamceller, men om at bruge sådanne æg som alligevel forefindes som resultat af fuldt tilladelig fertilitetsbehandling, men som ellers ville gå til spilde fordi man ikke har brug for dem i behandling af vedkommende der søger hjælp. Men principielle abortmodstandere kan mobiliseres i sagen, fordi de er imod enhver anvendelse af befrugtede menneskeæg til andet end børneavl. Og disse modstandere bliver rent faktisk mobiliseret i både EU og USA, selvom de etiske problemer vedrørende embryonale stamceller egentlig er andre.



Lad det til en begyndelse være slået fast, at der er to former for stamceller, nemlig stamceller der kommer fra fostre og derfor kaldes 'embryonale' og stamceller der kommer fra voksne og findes i alt væv, men også kan skaffes fra aborterede fostre og navlestrengsblod. Disse voksne stamceller er som hovedregel specialiserede og kan kun bruges til udvikling af celler af tilsvarende art - som fx knoglemarvsceller - mens embryonale stamceller kan bruges til udvikling af alle slags celler. Lad det også være slået fast som en ubestridelig kendsgerning, at stamcelleforskning af begge arter rummer muligheder for enorme behandlingsmæssige fremskridt.

Lad det dernæst være udtrykkeligt nævnt, at fri abort ikke er moralsk eller religiøst forkastelig set ud fra den konsistens-etik Jernesalt står for. Det befrugtede menneskeæg har ganske vist mulighed for at udvikle sig til et fuldfærdigt menneske, men det er ikke i besiddelse af nogen sjæl før omkring 24 ugers alderen. Og derfor er det urimeligt at betragte provokeret abort indtil 12 ugers alderen som drab. Det specifikke for mennesket er sjælelivet - og hvis andet end det sjælelige ved mennesket betragtes som helligt så er vi i praksis ude i en generel helliggørelse af alt levende der vil betyde at vi overhovedet ikke vil kunne tage føde til os, for ikke blot kvæg, men også kulturplanter er levende. Dette betyder dog ikke at der slet ikke for kvinder er forbundet alvorlige problemer med at få foretaget abort. Men dette ligger ikke blot i eventuelle religiøse indstillinger, men i en elementær instinktiv reaktion: Har en kvinde først fået konstateret graviditet, så vil hendes normale umiddelbare reaktion være at fosteret skal beskyttes med henblik på at blive født. Selvom kvinden er eller mener at være frigjort fra alle religiøse forestillinger, så kan hun normalt ikke løbe fra denne instinktive reaktion.



Men når alt dette er slået fast, skal det pointeres, at vi med problemet om anvendelse af embryonale stamceller til den grundforskning der i løbet af de næste 20-30 år givetvis vil medføre store lægevidenskabelige fremskridt for behandling af sygdomme står med særlige etiske problemer, som fortjener grundigere stillingtagen.

Skåret ned til grundsubstansen så gælder problemet - således som Det etiske Råd har påpeget - først og fremmest spørgsmålet om hvorvidt det skal være tilladt for medicinalindustrien at betale sig fra at få kvinder til at lade sig befrugte med direkte henblik på at de befrugtede æg skal anvendes til stamcelleforskning. Og når problemet koges ned til dette spørgsmål så melder der sig mange flere modstandere af ideen end de traditionelle abortmodstandere fra især religiøst hold. For så taler vi, hævdes det i hvert fald, om en så alvorlig sag som 'tingsliggørelse' af menneskelivet. Befrugtede æg bliver en handelsvare, som industrien kan presse kvinder til at levere for god betaling, selvom de overhovedet ikke står i den situation af de skal behandles for fertilitetsproblemer. Ingen kan naturligvis på forhånd vide, hvor stor en sådan handel i givet fald vil blive, men det betragtes som givet at medicinalindustrien øjner store økonomiske interesser i forskningsprojekterne på dette område. Politikere fra især de grønne partier betragter det derfor som givet, at vi automatisk havner på en glidebane, ovenikøbet smurt ind i sæbe, som EU-parlamentsmedlemmet for SF Margrethe Auken netop har skrevet i et indlæg om sagen (Politiken 22.7.).

Mistilliden til industrien og hele det kapitalistiske markedssystem er stor fra den kant, men Auken har dog en pointe i at det ikke bør overlades EU via en budgetaftale at bestemme om industrien skal have lov til at anvende embryonale stamceller til forskningen eller ej. Det bør allerede ud fra nærhedsprincippet være op til de enkelte landes suveræne parlamenter.

For USA's vedkommende har præsident Bush i dag mulighed for at nedlægge veto mod grundforskningen med embryonale stamceller, fordi denne forskning er et nationalt anliggende, men visse delstater som fx Californien med en vis partifælle til Bush ved navn Schwarzenegger som guvernør vil gerne have grundforskning på området, fordi deres medicinalindustri ser enorme potentialer i den.



Det 'grønne argument' imod øget adgang til forskning i embryonale stamceller skal selvfølgeligt tages lige så alvorligt som det 'religiøse argument', fordi det ganske som dette afspejler en helt igennem respektabel bekymring for vort fælles menneskelige ansvar for liv. Men når det knytter sig næsten uadskilleligt til spørgsmålet om markedsmekanismerne og dermed de fæle kapitalisters interesser for investerings- og profitmuligheder, så mærker man hensigten og bliver om ikke forstemt, så mistænkelig. Margrethe Auken går i sit indlæg så vidt at hun stempler markedstilhængerne som 'maskinliberalister', hvilket åbenbart skal forstås som udtryk for at der er tale om liberalister der lader hånt om det levende som sådant. Det findes der uden tvivl også nogle der gør, men det er ikke tilfældet generelt. Dybest set er det selve det marxistiske begreb 'tingsliggørelse' der er uanvendeligt som praktisk sondring. Det kan nemlig dels bruges som skældsord om alle former for menneskelige indstillinger eller handlinger der indebærer nogensomhelst distance mellem subjekt og objekt, dels sløre andre muligheder for sondring.

Det klassiske eksempel på tingsliggørelse fra Karl Marx's side var arbejdskraften. Fejlen ved det kapitalistiske system var efter hans mening at arbejdskraften var blevet en vare på linje med fødevarer og brugsgenstande. Den kunne prissættes - og blev dermed underkastet konjunkturernes svingninger, og det mente han var en grundliggende nedvurdering af mennesker der ikke havde andet at tilbyde end deres arbejdskraft, og følgelig en grundskavank ved selve systemet. Det er der stadig visse mennesker der mener og driver politisk agitation på, men det er noget folk i almindelighed har vænnet sig til og betragter som en selvfølge i et moderne samfund. Ja, det kan med føje betragtes som ren og skær utopi at tro at det kan være anderledes. Men det betyder selvfølgelig ikke at folk bare skal affinde sig med at blive prissat af andre. Derfor har vi fagforeninger og partier til at slås for vore rettigheder - og derfor fører vi hver især individuelle lønforhandlinger for at få mest muligt ud af de reelle eller indbildte kvalifikationer vi tror os i besiddelse af. Markedsmekanismen kommer vi aldrig ud over, for får folk mere i løn end de er værd, går firmaerne i værste fald konkurs.



Men vi er alle følsomme over for selve den mekanisme der betyder at vi i et eller andet omfang bliver betragtet som objekter. Det sker ofte i forholdet til offentlige instanser, hvor vi nok i det konkrete tilfælde har mulighed for personlig kontakt med sagsbehandlerne i forvaltningen, men hvor vi mange gange alligevel sidder tilbage med indtrykket af at der handles hen over hovedet på os. Beslutningerne træffes af administrationen eller politiske udvalg, der giver os skriftligt besked, som vi kan protestere imod eller klage over til nye instanser, som så igen træffer beslutninger hen over hovedet på os og giver os skriftlig besked. I realiteten kan systemet ikke være anderledes i sin struktur. Det kan være mere eller mindre smidigt, og personalet kan være mere eller mindre venligt og forstående, men ressourcerne er begrænsede. Alle kan ikke få alt hvad de ønsker eller drømmer om.

I både børneinstitutionerne og ældreplejen er der tilsvarende et spænd mellem den afgørelse der kan føles som om barnet eller klienten bliver reduceret til en genstand og så den personlige behandling der føles som venlig og forstående. Men igen spiller de begrænsede ressourcer ind. Personalet på et plejehjem har ikke tid til at tage sig så meget af den enkelte at det på nogen måde kan undgås at give mange klienter indtrykket af at være 'tingsliggjorte'.

Om det så er i sex og erotik er der en flydende grænse. Det er oplagt at hvid slavehandel og decideret alfonseri, hvor de prostituerede reduceres til brugsgenstande som kunderne frit kan benytte mod betaling til 'ejerne' er ren og skær tingsliggørelse, der også i civiliserede lande er direkte ulovlig og strafbar. Men hvor kvinden selv bestemmer om hun mod betaling vil lægge krop til fremmede menneskers seksualitet bliver forholdet mere kompliceret. For hvis det ikke som fx i Sverige er gjort direkte ulovligt, bliver tingsliggørelsen et overvejende psykologisk problem for kvinden. Kan man sælge sin krop uden at at tage skade på sjælen af det? Det vil narkomaner der føler sig tvunget ud i prostitution for at skaffe penge, næppe være i tvivl om, men der findes tilsyneladende friere stillede kvinder der kan holde tingene adskilt selvom der er penge med i spillet. Om dette så psykisk og moralsk set er værre end regelmæssigt at have éngangsknald eller 'over night stands' er det vist umuligt at afgøre. Og det sidste fænomen er jo udbredt. Der findes vitterligt mange mennesker af begge køn der gerne vil have sex, men ikke ønsker at knytte sig følelsesmæssigt (bindende) til et andet menneske, før tiden er inde.



Hvad nu den lovende forskning i de embryonale stamceller angår, er det let at se at en total mangel på regler på området vil føre til en systematisk uansvarlighed, hvor pengeinteresser i værste fald vil kunne føre til noget nær en industrialisering af stamceller, dvs man vil producere befrugtede æg direkte til forskningsbrug. Det er måske ikke helt så stødende et perspektiv som nazisternes misbrug af koncentrationslejrfanger til medicinske forsøg, for der forudsættes jo ikke accept af alvorlige fysiske følger af en sådan praksis og heller ikke nogen form for tvang, allerhøjest et psykologisk pres via udsigten til økonomisk belønning. Men stødende forekommer det alligevel at være - og derfor skal der selvfølgelig lovgives på området, så en sådan praksis så vidt muligt undgås. Tilladt skal alene være brug af befrugtede æg der ellers ville blive destruerede.

'Glidebanen' vil naturligvis være der, for så vidt ingen kan garantere at adgangen til at befrugte æg uden direkte henblik på at afhjælpe kvinders barnløshed ikke ad åre tillades i et eller andet omfang, men det er vrøvl at postulere at der automatisk kommer en sæbepåsmurt glidebane bare det tillades overhovedet at bruge de tiloversblevne æg fra den i dag tilladte kunstige befrugtning. Hele den etiske overvejelse er netop til fordi det videnskabelige og teknologiske fremskridt betyder at vi får nye muligheder hvis konsekvenser på længere sigt ikke kan forudses. Vi må derfor tage stilling efterhånden som problemerne dukker op, men ikke på forhånd sige nej til fremskridtet endsige tro at vi har nogen mulighed for at fastholde en samfundstilstand af uskyldighed.

Tværtimod fortæller 'syndefaldsmyten' netop at kulturen begyndte med at mennesket spiste af kundskabens træ og dermed én gang for alle trådte ud af uskyldighedstilstanden. Mennesket er blevet bevidst om sine muligheder, herunder ikke mindst sine muligheder for at gribe ind i naturens orden og skaffe sig fornøjelser og oplevelser der ikke er strengt nødvendige til livets opretholdelse. Død og sygdom er stadig en uafvendelig del af menneskelivet. Det er naivt at tro at vi kan erhverve evig ungdom eller afskaffe al sygdom og lidelse. Men vi kan forbedre vore livsbetingelser i det uendelige. Der er ingen fast eller definerbar grænse for fremskridt. Grænserne opdager vi hen ad vejen - ved at prøve os frem. Kulturen og historien er dybest set ét langt og stort eksperiment.

Forskningen i både embryonale og voksne stamceller er så lovende for den fremtidige sygdomsbehandling at bevillingerne bør skaffes. Forskningen skal være underlagt forsvarlig lovgivning og derfor også underlagt konstant etisk kritik. Det er bl.a. derfor vi har Det etiske Råd. Men vil et land være med i front på dette område, bør bevillingerne ikke være karrige.



Men hele debatten om sagen viser at det fortsat kniber gevaldigt med at tænke i komplementære baner. Der er fortsat alt for stor tilbøjelighed til at sætte tingene op i sort-hvidt som et enten-eller. Enten sætter vi os imod forskning i embryonale stamceller, eller også vinder kapitalismen og markedsmekanismen, og civilisationen og menneskeligheden går under.

Men sådan fungerer kultur- og samfundslivet ikke i praksis. Her er tværtimod tale om komplementaritet mellem individ og samfund og mellem frihed og lighed/tryghed og mellem personlige menneskeforhold og mere upersonlige klient forhold. Komplementariteten betyder at begge sider af modsætningerne har deres eksistentielle værdi og betydning, selvom de ikke kan gå op i en højere logisk eller moralsk syntese. De må derfor begge tillades en vis udfoldelsesmulighed - og vi må efterfølgende tage diskussionen om de etiske dilemmaer der opstår - samt træffe vore forholdsregler derefter.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links:

Center for Stamcelleforskning

Etisk Råd om stamcelleforskning

Artikler på Jernesalt:

Konsistens-etik
Komplementaritet
Komplimentariteten mellem individ og samfund
Komplimentariteten mellem liberalisme og socialisme

Introduktion til Den komplementære helhedsrealisme



Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal