Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - mytol03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.12.06.


Jul, mytologi og teologi

I anledning af den forestående jul er det relevant for et helhedsrealistisk organ som Jernesalt at beskæftige sig med forholdet mellem mytologi og teologi, idet julen hører under begge kategorier, men nødvendigvis må bedømmes vidt forskelligt, alt efter om man ser den fra teologiens og kirkens eller fra mytologiens og en ikke-dogmatisk religionsforståelses side.

Under alle omstændigheder skal fastholdes, at julen som gammel solhversvfest stammer fra hedensk tid, og at denne fest var så dybt rodfæstet i den gamle folkesjæl, at den kristne kirke fandt det formålstjenligt at annektere ideen og tidspunktet, men gøre fejringen til en kristen højtid. Det vidner om kirkens fornuft: den ville på den ene side indføre noget nyt i folkets religiøse liv som kunne bruges dogmatisk til at sikre magten i forandringens tegn, men den ville på den anden side undlade - så vidt det var muligt - at støde folk fra sig ved unødig udlugning af gamle skikke. Eksempelvis fór man i Norden som andre steder frem med hårde magtmidler. De hedenske høvdinge fik valget mellem at omvende sig eller blive myrdet. Men på Island valgte man en lempeligere ordning, idet man tillod folk at dyrke de gamle guder privat. Et andet eksempel er madonnadyrkelsen, som der ikke er belæg for i de kristne urtekster, men som bredte sig stærkere og stærkere i folket og til sidst ikke kunne standses. Kirken valgte da at annektere dyrkelsen, og den blev som bekendt med årene en meget væsentlig del af katolicismen.

Julens hedenske skikke og forestillingen gælder solhvervet, men ikke halløjet med juletræ, gaver, nisser, risengrød og julemand. Disse fænomener er historisk relativt 'unge' opfindelser, der i vore dage er blevet en væsentlig del af det kommercielle spektakel, som måske så småt er ved at nå sit klimaks, eftersom forretningernes julemænd nu udsættes for temmelig grove chikanerier af store børn, der simpelthen river dem i skægget for at afsløre at det er falsk. Men hvad er ikke falskt i reklamebranchen?

Det bærende i julens hedenskab er dyrkelsen af lyset, der giver sig udslag i mængder af julelys på juletræet eller juledekorationer samt lyskæder på træerne i private haver og på offentlige pladser. Langt de fleste mennesker synes det er smukt og hyggeligt med denne illumination, men nogle bryder sig ikke om alt dette 'juleri'. Det forekommer dem enten at være i uoverensstemmelse med julens budskab eller - oftere - at minde lidt for meget om en fortidig og tvungen familietradition, som man er vokset fra. Folk af denne kategori foretrækker at dyrke solen på de steder sydpå, hvor den vitterligt står højere på decemberhimlen end her nordpå.



Men den største forskel i opfattelsen af julen ligger uden tvivl mellem dem der fortolker den bevidst som en kristen højtid og dem der mere ubevidst blot ser den som en god og hyggelig måned med alt det kunstige lys som protest mod mørket og hele den øvrige kunstigt opreklamerede tradition med julefrokoster, familiesammenkomster, gaveræs samt ekstra fridage oven på butikkernes forlængede åbningstider. Mange rammes af stress - og flygter eller sørger for gensidige aftaler om frivillige begrænsninger. Juledepressioner kan lige så lidt undgås som følelsen af ufrivillige afsavn hos de fattige og/eller hjemløse, men de fleste synes at tage udfordringerne med oprejst pande - og at overleve. De der på et tidspunkt får nok og sværger at det ikke skal gentages synes at glemme det inden næste jul.

De bevidste kristne mennesker, først og fremmest præster og teologer samt trofaste kirkegængere, accepterer mere eller mindre frivilligt de verdslige traditioner, især dem der knytter sig til familielivet og børnene, men sørger for at få understreget at julens budskab nu engang er at der blev født en frelser for menneskeheden. Frelseren var en menneskesøn, der hed Jesus, og var født af en jomfru, der hed Maria og var gift med tømrersvenden Josef. Og denne Jesus blev senere - i en alder af et par og tredive år korsfæstet på Golgatha. Men på tredjedagen opstod han fra de døde, hævdes det. Og denne opstandelse var og er frelsen, fordi den var overvindelse af døden. Og netop opstandelsen blev siden lovet alle der troede på den opstandne, eller rettere på dogmet om den opstandne.

Man kan i allerhøjste grad stille spørgsmålstegn ved denne opfattelse af frelsen, idet man sagtens kan forstå de tre synoptiske evangeliers Jesus på en sådan måde at frelsen bestod i noget helt andet, nemlig i at slippe dødsangsten og blive som børn påny, dvs have umiddelbart tro på livet. Men det bliver en anden diskussion.

Stort set er der ikke historisk belæg for andet i kirkens dogmatiserede trosbekendelse end påstanden om Jesu korsfæstelse. Det andet er myter eller legender. Og det karakteristiske for vor såkaldt oplyste tid, er at man blankt afviser alt det der ikke er historisk belæg for eller som kan bevises ad naturvidenskabelig vej som løgn og latin. Det sidste ord skal med i sammenhængen, fordi latinen engang var kirkens sprog, som folket ikke forstod, så på dette sprog kunne man bilde folk alt ind!



Men det er en katastrofe for et folk og en kultur, at man har mistet følingen med myters og legenders sprog, mening og kreative potentiale. For det medfører uundgåeligt at meningen i tilværelsen går fløjten, for denne ligger aldrig i hverken historiske eller naturvidenskabelige kendsgerninger, men i den direkte føling med kilden til al mening, alt sprog og al mening: de arketypiske forestillinger. Der er en vigtig forskel på myter og legender deri at myterne går længere tilbage i tiden end legenderne, ja faktisk går tilbage til uhistorisk eller i hvert fald uigennemskuelig fortid, mens legender som hovedregel er yngre og mere gennemskuelige. Men begge knytter an til og får deres styrke fra universelle arketypiske forestillinger. Madonna-legenderne således fra dybe forestillinger om at renhed var uforenelig med seksualitet, en tanke der ikke uden videre skal betragtes som moralsk snæversyn, men derimod som længsel efter den paradisiske uskyldighedstilstand før syndefaldet.

Uviljen eller uforståenheden over for myten ses i den kirkelige teologi i de aktuelle bestræbelser på at finde, bevise eller sandsynliggøre en designer bag skaberværket eller i hele den strømning der med udgangspunkt i Søren Kierkegaards blændende sofisteri har ført til den form for intellektualisering af teologien som Lars Sandbeck har beskrevet i sin bog om 'Fantasien Gud' og som afslører standens komplette uvidenhed om såvel de arketypiske forestillinger som de dertil hørende forestillinger om det kollektivt ubevidste. For ingen af disse forestillinger er udslag af fantasi. Det skal i denne forbindelse nævnes at det også er ganske karakteristisk for nymodens religionsvidenskab at den fostrer afhandlinger om en eventuel sammenhæng mellem gudsforestillingerne og hjernens energiprocesser. En sådan afhandling førte i indeværende uge til en forside i Information der lød: Gud findes. Og den blev selvfølgelig fulgt op af et interview i Deadline på DR2 med afhandlingens unge forfatter. Her kunne Martin Breum som sædvanligt brillere med total uformåenhed til at afsløre formålsløsheden i sådanne undersøgelser.



Myter og legender lever - men de skal selvfølgelig ikke sluges råt, for de er i allerhøjeste grad i deres nyere formuleringer tillempet en teologisk udlægning som kan være falsk ved i virkeligheden at forråde hele den oprindelige føling med de arketypiske forestillinger.

Madonna-dyrkelsen gør det ikke. Den er tværtimod et spontant og særdeles levedygtigt komplement til hele den kristne fra jødedommen overtagne ensidige faderdyrkelse. Den indfører reelt en kvindelig guddom ved siden af den mandlige del af fadergudens enorme arketype, uden dog på dogmatisk plan at indrømme moderskikkelsen status af gud.

Men forestillingerne om Kristus som frelser forråder det centrale i det evangelium Jesus selv kom med og som var et direkte opgør med den gamle jødiske lovreligion. Denne gjorde den moralske vandel til retfærdiggørelsens alfa og omega, og hævdede altså, at mennesket blev retfærdigt i Guds øjne eller fik Guds velsignelse ved til punkt og prikke at opfylde hans love og regler sådan som de forefandtes i Moseloven. Men Jesus sagde det modsatte, nemlig at mennesket kun blev frelst ved at tro, dvs give sig livet i vold og glemme moralen, dvs glemme sig selv og den indbyggede kontrol der stammer fra forældrenes love og regler! Hans budskab kan sammenfattes i det simple: Frygt ikke! Det vil sige: Frygt ikke dommen, hverken Guds eller menneskers dom, men lev livet i barnlig tillid til at du har ret til at være her og er elsket. Det er fra hans side aldrig hævdet at det var en betingelse for Guds velsignelse at tro på Jesus som frelserskikkelse.

Kirken har selvfølgelig hele tiden forstået så meget af det radikale budskab at den bryster sig af netop ikke at være en lovreligion - sådan som både jødedom og islam. Men Paulus blev ved med i modsætning til Jesus at tale om 'retfærdiggørelse' hvad der sprogligt har med 'ret færd' og dermed med moral at gøre. Tilføjelsen 'retfærdiggørelse ved tro' er en selvmodsigelse, en contradictio in adjectio (en modsigelse i selve tilføjelsen), men det indså han ikke, og han vedblev derfor også livet igennem at forsøge at forklare hvad han mente. Han forstod det faktisk ikke selv til bunds! Og mange af hans efterkommere forstår det fortsat ikke.



Julens glade budskab har ikke destomindre bevaret en umådelig stærk inspirations- og fascinationskraft, ikke mindst gennem Grundtvigs salmedigtning - jf artiklen om Grundtvig. Man tænke blot på strofer som disse:


Et barn er født i Bethlehem
ti glæde sig Jerusalem!
Halleluja!
En fattig jomfru sad i løn
og fødte himlens kongesøn
Halleluja!
Han lagde i et krybberum,
Guds engle sang med fryd derom.
Halleluja!


Her har man hele det mytiske sceneri og indhold. Og så ses, at det helt centrale er barnet. Dette forstår i grunden alle åbne mennesker med bare en brøkdel af deres eget barnesind intakt. Uden at vi engang imellem tør slippe vores voksenkontrol og bliver som børn påny, kommer vi ikke ind i Guds eller evighedens, meningens og fyldens rige. Og uden dette kan vi heller ikke forstå evangeliet.



Et andet centralt element er englene. Men her møder det moderne menneske op med hele den naturvidenskabelige skepsis, som om denne havde det ringeste med sagen at gøre: Englene findes ikke. Eller som det formuleres af en højt begavet essayist som den hollandske forfatter Cees Nootesbom i en artikel i ugens Weekendavisen: Englene stammer fra en drømt verden. Vi ønsker at tro på dem, fordi vi gerne vil have at vore drømme skal være virkelighed.

Værre gang sludder fra et oplyst menneske skal man lede længe efter, for hundrede år efter dybdepsykologiens fremkomst er denne mand åbenbart endnu ikke blevet i stand til at forstå forskellen mellem drømme som ønsketænkning (dagdrømmeri) og drømme som spontane ytringer fra det underbevidste. De sidstnævnte dukker op enten i form af ytringer fra det personligt underbevidste (ofte reaktion på gamle traumer eller fortrængte konflikter eller mere aktuelt konfliktstof) eller i form af ytringer fra det kollektivt ubevidste og dermed yderst afgørende for totalpsykens sundhedstilstand. Engle er ytringer fra det kollektivt ubevidste og tilhører således ikke overtroens eller humorens verden - som fx vore ganske spændende drillenisser hvis 'eksistens' selv Hans Scherfig måtte acceptere engang hans fyldepen forsvandt sporløst. Nej, engle er et vigtigt element i det religiøse livs kommunikation. Og derfor indgår de helt naturligt i den religiøse mytologi, ikonografi og salmedigtning.



Julens budskab har vi stadig brug for. Det er foreneligt med hedensk dyrkelse af solen og hedensk glæde over at lyset så småt begynder at vende tilbage når vintersolhverv er nået. Det er også foreneligt med simpel verdslig glæde over at vi kunstigt kan snyde naturen ved at illuminere vores omgivelser mest muligt med stearinlys og glødepærer - og iøvrigt dyrke bordets - og for den sags skyld sengens glæder - og familielivets andre hyggelige stunder med hvad dertil hører af samtaler og gaveudveksling, spil, leg og tidsfordriv. Det er op til os selv at sætte de grænser for udfoldelsen og ambitionerne der skal til for at undgå stress.

Budskabet er i allerhøjeste grad også foreneligt med glæden ved at glæde børnene - og så at sige få barnesindet frem igen i os selv ved for en stund begive os kollektivt ind i 'Guds rige'. For dette er faktisk budskabet selv i en nøddeskal. Faren her ligger ene og alene i at falde for fristelsen til at tro at gaverne skal være større og større og dyrere og dyrere. Men igen må vi her selv sætte fornuftige grænser. Gaveræs ødelægger meningen med det hele.

Budskabet er endvidere foreneligt med, ja, nærmest utænkeligt uden musik, og her tænker jeg naturligvis ikke på den kommercielle musik der spekulerer i folks dårligste smag, men på den klassiske musik og navnlig på kirkemusikken. Det er nemlig karakteristisk at Händels 'Messias' og Bachs 'Juleoratorium' kan trække fulde huse i kirkerne uge efter uge op til julen, og de der møder frem er vel at mærke ikke sædvanlige kirkegængere, men folk af alle slags der bare ikke vil undvære denne musik netop på denne tid og disse steder. Så kan en musikanmelder undre sig lige så meget han vil, fordi det værk der spilles oftest og trækker flest fulde huse, nemlig 'Messias', slet ikke er skrevet eller tænkt som julemusik. Det er simpelthen bare værket over alle til denne højtid, fordi det er et pragtværk der lader såvel sit Halleluja-kor som den senere forjættende bas-arie 'The Trumpet shall sound' lyde som ren triumf og dermed fortæller at Händel - ganske som Bach - havde den dybest tænkelige føling med de arketypiske forestillinger.

Musik er i det hele taget den mest umiddelbare vej til denne direkte føling med det arketypiske, og kirkemusikken er det ganske specielt, fordi den opføres i rum der med rette kan betegnes som 'selvets rum', dvs rum for den højtid og andagt der gør det muligt for den enkelte at slippe det snævre jeg og give plads for det kollektivt ubevidste, totalpsyken.



Det må til gengæld betegnes som et dårligt tidens tegn at der meldes om en tendens til at undgå ordet jul i den mellemmenneskelige kommunikation ved juletid - af hensyn til de af vore medborgere der hverken er kristne eller hedninger eller blot gennem opvækst og kultur- og sprogtilegnelse er gjort fortrolige med dansk, europæisk eller amerikansk kulturtradition. I USA har den gamle traditionelle julehilsen 'Merry Christmas' visse steder været forsøgt trængt i baggrunden til fordel for det neutrale 'Happy Holydays', for Christmas betyder jo Kristusmesse - og en sådan holder jøder, muslimer og hedninge som bekendt ikke. Men det er faktisk et fuldstændigt misforstået hensyn at tage. For der ligger ingen teologisk eller kirkelig tvang i at lege med på denne store og dybt integrerende leg og højtid - uanset hvad dens navn er. Den er forbundet med arketypiske forestillinger, og disse er universelle - uanset hvad de dogmatisk set bruges og misbruges til.

Tværtimod ville det være en gevinst for alle om man i Europa og Amerika kunne fejre jul uden principielle forbehold. Giver man slip på de gamle traditioner og betegnelser, giver man slip på historien - og det er altid kortsynet og betænkeligt.

Så giv dig bare hen. Og fremfor alt: Frygt ikke!

Jan Jernewicz



Henvisninger:   At læse Jernesalt

Intellektualismens systematiske guds- og religionsbedrag  (17.11.06.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)

Madonnadyrkelsen/Det fromme menneske
Syndefaldet
Grundtvig som mytisk digter og profet
Ind i musikken



Artikler om Erkendelse
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens

Artikler om Verdsliggørelse
Artikler om Afdogmatisering
Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering



JERNESALTs fundamentale filosofi beskrives i artiklerne:

Den komplementære helhedsrealisme
Komplementariteten - principielt og generelt
Introduktion til den komplimentære helhedsrealisme

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Konsistens-etikken
Sandheden og den dobbelte virkelighed

Værdimanifestet (komplet)   Værdimanifestet (forkortet)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal