Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende21sandhed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.12.06.


Sandheden og den dobbelte virkelighed

I politik fyger det med beskyldninger mellem parterne om løgn og usandhed, skønt alle og enhver véd at politik hverken er videnskab eller søgen efter erkendelse, men værdi- og magtkamp.

På meget lille plan kan nævnes Venstre-politikeren Leif Mikkelsens meget problematiske beskyldning mod partifællen og -ideologen Claus Hjort Frederiksen for at fremsætte usande påstande om Mikkelsens og kampfællers partiskadelige virksomhed. Sagen viser egentligt kun at Mikkelsen ikke kan skelne mellem objektiv og subjektiv sandhed - og det er faktisk lige så skadeligt for partiet - og hans egen karriere i partiet - som for partiets manglende afklaring af sin liberalisme. Jf. artiklen Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.).

Et andet aktuelt eksempel i den lavere ende af skalaen for sprogforbistring er de nyeste beskyldninger mod forsvarsminister Søren Gade for at have løjet om danske soldaters tilbageholdelse af civile personer i Afghanistan i 2002 (længe før Gade blev minister). Gade har til Folketinget sagt, hvad hans embedsmænd har fortalt ham, at den danske hær ikke har taget krigsfanger. Og det er han og embedsmændene såmænd i deres gode ret til, for ordet 'krigsfanger' definerer de på en sådan måde at tilbageholdte og mistænkte fanger ikke automatisk kommer ind under kategorien. Definitionen kan man diskutere, men så er vi ovre i en strid om ord der burde afholde alle fornuftige folk fra at tage ordet 'løgn' i deres mund. Men dette ord er jo for politiserende mennesker en alt for stor fristelse, fordi det er så dejligt værdiladet at det blokerer for en nøgtern vurdering.



Men det grelleste og mest lærerige eksempel er naturligvis påstanden om at USA's krig mod Irak bygger på en løgn, og at igangsætteren, præsident Georg W. Bush, tillige med hans koalitionspartnere premierminister Tony Blair og vores egen statsminister Anders Fogh Rasmussen m.fl. er løgnere. Ekstrabladet kørte som bekendt i sin tid en så systematisk løgnehetz mod Fogh, at den mere smagte af chefredaktørens dybe aversion mod Fogh end af sund fornuft. De fanatiske modstandere af krigen og præsidenten henholder sig til at der aldrig blev fundet de masseødelæggelsesvåben i Irak som den amerikanske regering, incl. udenrigsminister Colin Powell, var fuldstændigt overbeviste om og som de derfor - til forskel fra den danske regering - påberåbte sig i den afgørende debat i FN's sikkerhedsråd, og desuden til at der heller ikke siden kunne leveres dokumentation for amerikanernes påstand om at der var direkte forbindelse mellem Al-Queda og Saddam Hussein.

Modstanderne af krigen ser totalt bort fra at den amerikanske efterretningstjeneste ifølge sagens natur - den uundgåelige ufuldstændighed i informationerne om et lukket lands inderste hemmeligheder - hverken kunne verificere eller falsificere sine mistanker og formodninger, og at udenrigspolitik i almindelighed, men beslutninger om militær intervention i særdeleshed altid vil hvile på ufuldstændig viden om fjenden, og dette i endnu højere grad, når fjenden ikke kan indsnævres til en enkelt national regering med officielt og klart lederskab, men åbenlyst omfatter globalt arbejdende organisationer og bevægelser af hemmeligt og terroristisk tilsnit.

Uanset hvad den formelle begrundelse for krigen mod Irak var da den blev indledt, så skal den rettelig ses i et langt bredere perspektiv, herunder ikke mindst 11. september 01, men også Saddam Husseins faktiske invasion af Kuwait i 1990 og faktiske brug af masseødelæggelsesvåben mod et kurdisk mindretal samt såvel FN's langvarige og fejlslagne, civilbefolkningsrammende boykot af Irak og totale afmagt over for Saddam Hussein og hans oprustning.



På denne baggrund at beskylde præsident Bush for løgn er hen i vejret - og afslører i grunden intet andet end modstandernes uvidenhed om betingelsen for amerikansk udenrigspolitik og efterretningstjeneste og deres totale mangel på forståelse for at en beslutningsproces på det amerikanske supermagtsplan er en overordentlig kompleks affære, hvori ved siden af rationelle og objektive forhold indgår stærkt subjektive fornemmelser og målsætninger af både politisk, kulturel og religiøs art, dvs klart eksistentielle forestillinger.

Derfor kan der være grund til her på Jernesalt netop nu hvor krigen i Irak nærmer sig et afgørende vendepunkt - og hvor julen iøvrigt står for døren med sit særlige og i situationen ikke uvæsentlige utopiske budskab - at belyse den forskel mellem objektiv og subjektiv sandhed og virkelighedsopfattelse som spiller den allerstørste rolle for alle menneskers eksistens.



I teorien skelner man meget fornuftigt mellem sandhed som sætningsprædikat og sandhed som værdiprædikat. Det er ret indlysende at der er principiel forskel på om man siger at et kunstværk er sandt eller om man siger at en påstand er sand. De fleste forstår og accepterer det subjektive i udtalelser om kunst, for slet ikke at tale om udtalelser om kærlighed eller religion, og de færreste render rundt og forlanger beviser i sådanne sager.

Hvad påstandene angår bliver det straks meget mere indviklet, fordi der må regnes med flere forskellige, men hver for sig gode sandhedskriterier.

Logisk konsekvens og konsistens er nødvendig for normal praktisk betonet og tillidsfuld kommunikation og erkendelse og bliver helt uomgængelig i egentlig systematisk videnskab. Her taler man om et kohærensprincip, dvs om nødvendigheden af sammenhæng med andre teorier og/eller med omfattende systemer af teorier. Princippet indebærer fortløbende justering af alle teorier, fordi enhver ny opdagelse/erkendelse rykker ved de gamle. Allerklarest ses det i relativitetsteoriens og kvantemekanikkens justering af Newtons fysik. Disse teorier førte ikke til forkastelse af Newtons fysik, men til en påpegning af grænsetilfælde, dvs at der er områder af fysikken der ikke dækkes fuldt ud af den newtonske fysik, fordi fænomenerne der skal undersøges enten er uhyre store (universet) eller uhyre små (atomerne). Men forbindelsen til den jordnære newtonske 'hverdagsfysik' kan fastholdes gennem det bohrske korrespondensprincip: Apparaterne man bruger følger Newtons fysik.

Det pragmatiske sandhedskriterium er det mest brugte til hverdag, fordi det ganske enkelt går ud på at en påstand regnes for sand, hvis det der hævdes virker i praksis. Dette er i de fleste dagligdags gøremål oftest let af afgøre. Ethvert barn erfarer jo allerede i etårsalderen tyngdelovens ubestikkelige sandhed ved at smide ting på gulvet. De falder uden undtagelse altid nedad. Børn forstår selvfølgelig ikke 'loven', men lærer at der ingen undtagelse er når man holder en ting oppe og derefter slipper den. Og sjovt nok samler forældrene altid tingene op igen. Men dette sidste hører dog ikke under Newtons fysik.

Men jo mere kompliceret en opgave eller et arbejde er, jo mere indviklet bliver sammenhængene, fx ved komplekse ingeniørberegninger. Når en bro styrter sammen er ingen derfor i tvivl om at der må foreligge enten byggesjusk eller fejlkalkuler. For broer véd man altså hvordan man skal bygge - ud fra århundreders opsummerede erfaring inden for den newtonske fysik.



Særligt spændende bliver det tredje sandhedskriterium: korrespondenskriteriet, fordi det forlanger overensstemmelse mellem en påstand og virkeligheden. Når et amerikansk firma også her i landet - for nu at tage et frisk eksempel fra dagens tv-nyheder - gennem aggressiv markedsføring forsøger at overbevise alvorligt syge mennesker, herunder kræftpatienter, om at de vil have gavn af et bestemt dyrt sukkerprodukt, så må det med rimelighed kunne forlanges, at der føres dokumentation for produktets påståede helbredende virkninger. Og da en sådan ikke foreligger, er det efter almindelig sund fornuft spild af penge at købe midlet - og iøvrigt også efter dansk lovgivning ulovligt at markedsføre produktet som andet end en fødevare.

Hele den videnskabelige udvikling bygger på kravet om overensstemmelse mellem påstand og virkelighed - og dermed mellem teori og praktisk erfaring. Forskerne kan støde på teorier eller fordomme om visse sammenhænge som de ikke rigtigt tror på og som de derfor sætter sig som opgave at efterprøve, sådan at teorierne enten verificeres eller falcificeres. Fordommene, eller mere neutralt 'forforståelserne', kommer herved - som filosoffen Hans-Georg Gadamer har påpeget - til at spille en stor rolle, fordi man så at sige ikke får nogen trang til at undersøge en sag uden at man får mistanke om en fordoms tvivlsomhed. Men fordomme kommer vi aldrig ud over - ligegyldigt hvor fremskreden forskningen bliver.

Det afgørende for menigmand der ikke giver sig af med professionel forskning er stadigvæk korrespondenskriteriet og det deri liggende krav om empiri, fordi vi nærer en bunke fordomme om alle mulige sammenhænge og først får dem afkræftet eller bekræftet gennem praktisk erfaring, den være sig af tilfældig eller mere bevidst og systematisk art. Alle bliver vi klogere med årene, fordi vi gennem det praktiske livs erfaring får en stadigt mere nuanceret og korrekt opfattelse af virkeligheden. Vi øger støt og roligt gennem dagliglivets gøremål de psykiske sekundærprocessers fundamentale udbygning af de stabile forbindelser mellem psykens ord og billeder på den ene side og den ydre virkeligheds lovmæssige sammenhænge på den anden side. Derved får vi til stadighed relativiseret de psykiske primærprocessers intense, men ustabile forbindelser mellem indre forestillinger og ydre fænomener, således som de fx ytrer sig gennem de for al kreativitet yderst gavnlige frie associationer. Videnskab og teknologi må i denne sammenhæng forstås som den systematiske udbygning af sekundærprocesserne på bekostning af primærprocessernes udfoldelse. Jf artiklen om De psykiske sekundærprocesser.

Al nøgternhed og al objektivitet beror på sekundærprocesserne. Til gengæld beror al værdiopfattelse på primærprocesserne. Men dette er der stor uvidenhed om, ikke mindst takket være den logiske positivismes hærgen i videnskaberne og derigennem i det praktiske liv. Faktisk er det en katastrofal fejlslutning i den videnskabelige indstilling til virkeligheden at værdiopfattelsen ringeagtes.



Dette har der været stigende tilbøjelighed til gennem den nyere europæiske og amerikanske kulturudvikling, fordi naturvidenskaben har haft åbenlys og mærkbar succes med hensyn til den teknologiske og den dermed afledte økonomiske udvikling. Uden moderne naturvidenskab ingen moderne velstand. Fejlslutningen i de materialistiske og positivistiske filosofier har klarest vist sig i henholdsvis den marxistiske og den logiske empirismes teorier. Den betød om ikke en blank afvisning af den irrationelle eller åndelige virkelighed, så dog hævdelsen af en ubetinget rangorden: Det materielle betragtes som basis for det ideelle. 'Erfaring' i 'positiv' forstand vil sige den praktiske erfaring med de håndgribelige og målelige ting, og den går over alle irrationelle indsigter og erfaringer. Ja, disse regnes dårligt nok for rigtige erfaringer. Selve betegnelsen positivisme gik på den opfattelse af det 'positive' var identisk med det der kunne iagttages eller måles.

Dette var et klart brud på årtusindgammel jævn og folkelig opfattelse af tingene og virkeligheden - og det er i virkeligheden også en indsnævring af virkeligheden, det er en fjernelse af dennes mangedimensionalitet til fordel for en praktisk en-dimensionalitet koncentreret om målelighed, nytteværdi, økonomi og 'borgerlighed'. Forsøg på ensretning har alle dage medført modstand og oprør. Den folkelige religiøsitet har alle dage gjort oprør mod den kirkeligt organiserede og magtmæssige religionsbrug. Romantikken gjorde oprør mod oplysningstidens ensidighed. De folkelige vækkelser mod den rationalistiske kristendomsforståelse. Arbejderbevægelsen mod den snævre kapitalistiske arbejdsmoral og pengeophobning. Men også bredere og dyberegående kulturopgør mod det bestående og de fremherskende tendenser dukkede op fra kulturpersonligheder som William Blake, Vilh. Grønbech, Konrad Lorenz og Erling Jacobsen eller for den sags skyld en mand som Storm P.



Erling Jacobsen er særlig interessant i denne sammenhæng fordi han i nyere tid har påpeget hvor katastrofalt det er for kulturudviklingen at vi - videnskaben såvel som som meningmand - ikke forstår hvor aldeles afgørende for vores eksistens det er at de psykiske primærprocesser fortsat foregår i os, og at det faktisk er de for disse processer karakteristiske intense følelsesmæssige og tankemæssige oplevelser vi lever på!

Jacobsen gjorde i sit hovedværk 'Godt og ondt' op med den gængse skelnen mellem følelser og fornuft, idet netop kendskabet til de psykiske grundprocesser viser, at den afgørende forskel i vores psykiske beredskab ikke er forskellen mellem følelser og tanker, men forskellen mellem intense følelser og tanker på den ene side og stabile følelser og tanker på den anden side. For loven for disse processer er at intensitet betyder ustabilitet, mens stabilitet betyder svag styrke. Groft sagt indebærer dette at det er alle de intense, men ustabile følelser og tanker der giver os de store oplevelser i livet som bestemmer vores værdisæt, vort begær og vores målsætninger, mens de svage, men stabile følelser og tanker giver os grundlaget for at udvikle en stadigt mere nuanceret opfattelse af dagligdagen og dens praktiske, sociale og økonomiske relationer, det man under ét kalder sædvanevirkeligheden med dens faste fysiske og logiske lovmæssigheder, herunder de vigtige sondringer mellem fortid, nutid og fremtid og mellem subjekt og objekt.

Dybdepsykologisk set er kendsgerningen altså, at vi lige fra barnsben lever i to virkeligheder på én og samme tid, nemlig en ydre virkelighed som kan sanses og måles og gøres til genstand for videnskab (naturvidenskab såvel som samfundsvidenskab og humaniora) og en indre virkelighed som viser sig som introspektive fænomener, oplevelser, drømme, erindringer, ideer, associationer og fantasier - og som via ord, billeder, musik, dans m.m. kan udveksles med andre mennesker. Den ydre virkelighed er ubestikkelig, for så vidt den kan gøres til genstand for måling efter måling af stadig mere præcis art og med stigende grad af intersubjektivitet. Dens ubestikkelighed har afgørende betydning for det praktiske livs stabilitet. Den er almen eller kollektiv på det bevidste plan. Den indre virkelighed er ikke mindre reel eller empirisk, men den er langt vanskeligere at få hold på, fordi den er flygtig og spontan, vanskeligere at beskrive og vanskeligere at kommunikere præcist. Til gengæld har den langt større betydning for menneskers eksistentielle værdigrundlag og relationer, og den er overvejende kollektiv på det ubevidste plan. Dens dybeste kilder er det kollektivt ubevidste, hvad man også kalder ånden.

Intet menneske der har dybe erfaringer af erotikkens, dansens, musikkens eller kunstens store og intense oplevelser vil være i tvivl om eksistensen eller arten af den indre virkelighed eller de psykiske primærprocesser. Og endnu mindre er religiøse mennesker og mystikere i tvivl. De vil ofte have erfaringer af åbenbaringskarakter der er helt uforståelige efter fysikkens og rationalitetens principper. De psykiske fænomeners realitet dokumenterer sig ikke destomindre på overbevisende og ubestridelig vis ved at have afgørende indflydelse på såvel et menneskes moralopfattelse som på dets livsforståelse. 'Meningen' med livet ligger i disse erfaringer, ligesom den indre psykiske konsistens kun kan sikres ved fuld integration af disse erfaringer. De allerdybeste psykiske erfaringer er etisk bindende. Jf. artiklen Erling Jacobsens moralfilosofi.



Følgen af, at vi på denne måde faktisk altid lever i to virkeligheder samtidigt, er at erkendelse kommer til at betyde to forskellige ting - alt efter om vi søger sandheden via de intense følelser og tanker eller om vi søger den via de svage, men stabile følelser og tanker.

For det første skal det understreges, at erkendelse aldrig er et valg mellem følelse og tanke, idet erkendelse af tankemæssig art uden indblanding af følelse er umulig. Den stabile sammenkobling af ord og erfaring eller oplevelse forudsætter en eller anden iblanding af følelsesmæssige elementer (Jacobsen foreslår i analogi med kvantefysikkens beskrivelse af elementarpartiklerne at tale om 'følelseskvanter', mindste dele af følelser), hvilket naturligvis ikke vil sige at erkendelse forudsætter emotioner eller andre stærke følelser, men en følelsesmæssig kvalificering af erfaringen eller oplevelsen. Uden følelseselementet lagres erfaringen eller oplevelsen ikke i sindet. Og uden dette element vil den ikke kunne kaldes frem vilkårligt (gennem bevidsthedsprocesserne) eller uvilkårligt (gennem det ubevidste).

For det andet skal det fastholdes at alle former for erkendelse på sekundærprocessernes stabile niveau forudsætter evnen til at skelne mellem subjekt og objekt og dermed den 'genstandsbevisthed' der er forudsætningen for 'jeg-bevidstheden' og hvis opståen i det enkelte menneske er utænkelig uden de faste, håndgribelige genstande i det fysiske rum. De materielle ting er altså forudsætningen for psykens dannelse af genstandsbevidsthed og jegbevidsthed, men heraf kan intet sluttes om at materien er forudsætningen for den energetiske side af virkeligheden. Dette spørgsmål kan vi nemlig aldrig komme til bunds i.

For det tredje gælder at der er afgørende forskel mellem erkendelse gennem personlig erfaring (på engelsk 'knowledge by acquaintance') og erkendelse gennem læsning eller overtagelse af andres erfaring, fx gennem lærere eller lærebøger, (engelsk 'knowledge by description'). Den sidste kan tilegnes støt og roligt og behøver hverken at kræve det store engagement (alt dog afhængigt at evner for indlæring) eller at medføre de store eksistentielle virkninger (man kan godt tage kørekort uden at blive anderledes som menneske). Erkendelsen gennem personlig erfaring vil oftest involvere mere af et menneskes dybereliggende psykiske potentiale og vil ofte blive af etisk bindende karakter. Ja, hvad allervigtigst er: kun den sidste form for erkendelse kan være etisk bindende, fordi kun den er uadskillelig fra voldsomme følelsesmæssige omvæltninger i sindet.

Et godt eksempel er erkendelsen af 'Ødipuskomplekset'. Hvad dette kompleks betyder hos Freud og i den psykoanalytiske teori og praksis kan man læse sig til i enhvert moderne leksikon, og man vil da få at vide at komplekset dannes i et fire-fem-årigt drengebarns psyke, når det i sin følelsesmæssigt uløselige jalousi mod faderen i forholdet til moderen vælger at betragte faderen som sin dødsfjende, men for sin selvopholdelses skyld fortrænger følelsen. Banalt vil nogle sige, mens andre slet ikke tror på teorier af denne art. Men hvis man i psykoanalysen får ophævet fortrængningen og kommer helt ned til den direkte føling med dette voldsomme kompleks, så erfarer man at det ikke er teori, men en mordlyst med kolossal værdiladning. Og så undrer man sig iøvrigt ikke over at der begås jalousidrab eller andre amokforbrydelser, eller over at gerningsmændene ofte er ganske almindelige, pæne mennesker.



Når verden nu er delt op i disse to forskellige virkeligheder, så bliver selve det 'at søge sandheden' også to forskellige ting, afhængig af om man søger sandheden om tingene eller den ydre verden eller sandheden om værdierne og den indre verden.

At søge sandheden om den ydre verdens beskaffenhed er det der sker ved hjælp af de psykiske sekundærprocesser og det der i systematiseret form finder sted i naturvidenskaben. Strengt taget er det forkert at tale om at søge sandheden i bestemt form, for som filosoffen Peter Zinkernagel har påpeget, så eksisterer virkeligheden i bestemt form slet ikke for den almindelige menneskelige omverdenserkendelse. Det vi kan forholde os til er ene og alene dele af virkeligheden. Den sande erkendelse om delvirkelighederne bliver derfor altid delsandheder. Men det ligger i sagens natur at denne form for erkendelse har den allerstørste praktiske betydning for ethvert menneske. Det man siden Freud har kaldt 'realitetsprøvelse' består i udbygningen af denne form for erkendelse. Ethvert barn må igennem den. Enhver skole opmuntrer den. Erhvervslivet bygger på den. Økonomien hviler på den - og det gør dermed også den praktiske politik. Business og entertainment - inkl. nutidens 'infotainment' - har et sikkert succeskriterium for denne form for realitet, nemlig pengeafkastet.

Men de fleste véd også - eller opdager med årene - at 'lykken' ikke ligger i pengene. Disse er - som bankreklamen hævder - naturligvis altid rare at have, fordi man med penge i hånden slipper for mange problemer, men man kan hverken købe kærligheden eller meningen med livet for penge. Ikke desto mindre er jaget efter materielle goder enormt. Det er såre let for reklamebranchen at friste folk til varekøb og merforbrug. Og naturligvis afviser branchen at den er med til at skabe behovene. De påstås at være der på forhånd. Og det er da også rigtigt for så vidt forestillingerne om intense oplevelser ligger i sindet fra de tidligste år - og via primærprocesserne kan kobles på næsten hvad som helst der afspejler 'lykke', 'kærlighed', 'glæde', 'sikkerhed', 'succes' eller 'charme', 'indflydelse' og 'magt'. Men som bekendt erhverver man ikke nødvendigvis den store kærlighed fordi man køber en hårchampoo der ifølge reklamen bruges af folk med succes. Så reklamen skaber måske ikke behovene, men bilder i hvert fald folk ind at de kan få dækket deres behov gennem køb af varer.



Men man skal altså ikke tro at man kan søge sandheden om eksistensen ad den naturvidenskabelige eller reklamemæssigt anbefalede vej. Man får ganske enkelt intet at vide om eksistensen ved at studere livets eller universets oprindelse, fysikkens eller kemiens love, den nyeste hjerneforskning eller ved at følge reklamebranchens råd om vareprodukter, politiske partier eller ideologiske systemer.

Sandheden om ens eksistens finder man kun ved at få dyb føling med 'Meningen med livet', og denne er igen ikke en af mange meninger om tilværelsen, men selve følingen med livets allerdybeste kilder. Og det vil igen sige en føling med den psykiske realitet som er givet ethvert menneske fra fødslen og som ene og alene beror på de psykiske primærprocessers funktion. Denne føling kan vedligeholdes livet igennem, men dette sker aldrig ved hjælp af de psykiske sekundærprocesser, men tværtimod ved suspension af disse processer.

Meningen kan følgelig defineres som kontakten med den helhed i psyken som ethvert menneske fødes med (måske med undtagelse af dybt skizofrene mennesker). Og denne helhed genopleves i enhver dybt intensiv oplevelse, i ekstase, entusiasme, genuin orgasme, genuin kunstnerisk eller religiøs oplevelse. Den er al mystiks kerneoplevelse. Og den vil livet igennem vedblive på ubevidst plan at have forrang for alle andre, mere partielle oplevelser af tankemæssig eller æstetisk art.

Kerneoplevelsen betyder at menneskets 'splittethed' mellem de to virkeligheder, den indre og den ydre, ikke behøver at føre til nogen form for indre splittelse (som i skizofrenien), idet den helhed der fra fødslen er vort inderste jeg til hver en tid vil kunne kontaktes for den der har erhvervet en passende træning i at suspendere de psykiske sekundærprocesser. Dette er den normale erfaring i al dyberegående religiøs praksis, men kan også erfares gennem psykoterapi - hvad enten denne nu er primær (nødvendig for helbredelse af psykisk lidelse) eller sekundær, blot gavnlig for det menneske der gerne vil udvikle sig og blive mest mulig bevidst om sit psykiske potentiale.



At søge sandheden om verden betyder som nævnt at søge delsandheder. At søge 'Sandheden' med stort S og i bestemt form er ensbetydende med at søge 'Meningen' med sit liv - og den er der kun én af for hvert menneske. Det er derfor afgørende at være klar over forskellen, så man ikke tror man kan søge Sandheden om sit liv ved at søge delsandhederne om den ydre verden eller om logikken og erkendelsesteorien. At søge Sandheden om sit liv er altid at skaffe sig kontakt med sin dybeste psykiske realitet eller - om man vil bruge det religiøse sprog - med livets kilde. Og dette sker i meditation eller bøn, dvs stilhed.

Vi er borgere i to virkeligheder på én og samme tid, vi behøver som påpeget ikke at blive splittet i valget mellem dem, for vi kan skifte mellem dem forholdsvis ubesværet, i hvert fald med lidt træning. Helheden bærer vi i os selv fra fødslen. Det kollektivt ubevidste har vi altid som sammenhængs- og energigivende kilde dybt i os selv. Forstå relationerne og 'teknikkerne' kan vi sagtens med lidt terapeutisk erfaring, herunder ikke mindst erfaringen af forskellen mellem jeget og selvet. Og på det erkendelsesteoretiske plan er den bedste metode til en forståelse af mekanismermerne simpelt den komplementære helhedsrealisme, fordi denne dels håndhæver komplementariteten som vejen ud af alle problemer der er forbundet med logiske modsætninger, dels fastholder både realismen i betydningen accept af de sekundære processers erhvervede erfaringer og helheden i betydningen accept af de primære processers grunderfaring.



Komplementaritetssynspunktet er efter min mening det mest probate middel til én gang for alle at komme fri af intellektets ulyksalige iver efter at finde Sandheden i naturforskningen eller filosofien som sådan. Synspunktet siger klart at naturforskningen eller den på naturforskningen baserede filosofi ikke kan stå alene og ikke batter noget i eksistensen. Intellektualismen er eksistentiel afsporing, og derfor fører en teologi der vil legitimere religionen ad fx sprogfilosofisk vej til en marginalisering af religion - som nyligt påvist i artiklen om Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  (17.11.06.).

'Åndelighed' er naturligvis en lige så ensidig affære der rendyrket kun vil betyde løsrivelse fra den almindelige verdens dagligdag eller 'sædvanevirkelighed'. Den fører ofte til en hævdelse af eller blind tro på at det åndelige er den dybeste virkelighed, og den kan i værste fald føre til - og fører rent faktisk i mange tilfælde til - at folk vender 'verden' ryggen og altså fjerner sig fra såvel det praktiske som det sociale liv.



Men helhedens dybe erfaring i ethvert menneskesind lige fra barneårene indebærer at langt de fleste mennesker, der ikke ligefrem bliver forført af den principielle intellektualisme og rationalisme, vil have en temmelig klar fornemmelse af at det befinder sig i to virkeligheder på samme tid: både en jordisk eller 'timelig' virkelighed og en åndelig eller 'evig' virkelighed. I praksis viser dette sig netop i at alle går rundt med mere eller mindre klare forestillinger om grundværdier i tilværelsen som de enten kan nære og forsvare på bevidst plan eller simpelthen bar have på ubevidst plan, men som i begge tilfælde ligger til grund for deres faktiske vurderinger af eksistentiel karakter, herunder også politiske, moralske, kunstneriske og religiøse anskuelser.

Heraf kommer det at vi ofte ikke forstår hinanden eller går fejl af hinandens meninger - og i værste fald beskylder folk med andre meninger for enten løgnagtighed eller fjendtlighed, herunder 'vantro'. Sådanne forhold spiller en meget stor rolle i stridighederne mellem folk, ikke blot på politisk plan, men også på religiøst eller eksistentielt plan. Dette er en afgørende del af den kamp mellem 'fortolkningsfællesskaber' som finder sted i dag og som er særligt markant i sammenstødet mellem den sekulariserede vestlige verden og den ikke-sekulariserede muslimske verden. Dette har været genstand for mange betragtninger på Jernesalt siden 11.09.01. - fx artiklen Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.) - og skal ikke nærmere uddybes her. Blot skal fremhæves at bedømmelsen af dette sammenstød mellem 'fortolkningsfællesskaber' aldrig bliver objektiv, men nødvendigvis altid vil være præget af bedømmernes subjektive vurderingssæt, hvilket ikke vil sige tilfældige og udskiftelige meninger om dit og dat inklusive opportunistiske hensyn, men først og fremmest af dybe, overordnede og langsigtede eksistentielle perspektiver. Derfor kommer man ingen vegne med beskyldninger om løgn mod sine modstandere. Specifikt gælder for præsident Bush og premierminister Tony Blair at deres overordnede historiske perspektiv har en klar og bevidst religiøs dimension - i modsætning til statsminister Anders Fogh Rasmussens. Det svækker efter min mening Fogh ganske betydeligt. Men alle tre mærker jo for tiden modvinden i meningsmålingerne, fordi det praktiske succeskriterium er nemmere at anlægge end det langsigtede historiske.



Derfor skal der her til slut peges på den 'utopiske' forestilling der knytter sig til den vestlige verdens dybeste erfaring og som går tilbage til kristendommens forestillinger. I praksis har den kristne kirke siden den med Konstantin den Store i år 325 for første gang blev en statsreligion ført sig frem med magtmidler der viser at den ikke nødvendigvis som magtfaktor er bedre end andre religioner. Den har i allerhøjeste grad faret frem med bål og brand mod sine modstandere. Men til gengæld kan den siges fra sin før-kirkelige eller mytiske tid at have knyttet sig til så dybt arketypiske forestillinger at den til forskel fra andre religioner, ikke mindst islam, har et stort og usædvanligt fortrin i selve påpegningen af at dens dybeste mål ikke er magt, men ånd. Kirken har så at sige bevaret utopien ved siden af magtaspektet, men desværre på en gennemgående uheldig måde.

Kirken har nemlig indrettet sig i verden på magtens vilkår - gennem den systematiske udbygning af det dogmatiske og kontrollerende system - og samtidig fremmet folks følelser af at være fremmede på jorden - pilgrimme - der kun havde ét at leve på, nemlig længslen efter det hinsidige paradis. Guds rige var så at sige ikke af denne verden, hævdedes det - og hævdes det stadig.

Men det er faktisk ikke hvad Jesus påstod, for han forstod at Guds rige er et rige vi altid kan komme ind i ved at blive som børn på ny, hvilket ikke vil sige at voksne skal til at blive barnlige eller opføre sig barnligt, men at de skal lære at forstå med passende mellemrum og ved passende lejligheder at suspendere de psykiske sekundærprocesser og dermed slippe den kontrol og det nyttehensyn der kendetegner det praktiske hverdagsliv. Og dette forudsætter på ingen måde, at man skal betragte verden som et fremmed sted og give sig drømme om et hinsidigt paradis i vold. For Guds rige er komplementært med den almindelige jordiske hverdag - og kan opleves gennem leg, musik, kunst, erotik og kærlighed, blot man glemmer sig selv.



Den egentlige utopi i kristendommen er den samme som i jødedommen og ligger i selv håbet om fred på jorden. I mytisk sprog er dette forestillingen om Messias eller Kristi genkomst, men det er en misforståelse at tro at der her er tale om en persons genkomst eller fremkomst. Der er tværtimod tale om fremkomsten af en ny tingenes tilstand. Og den ser unægteligt ud til at have lange udsigter når man tager verdens øjeblikkelige tilstand i nøgtern betragtning - hvad enten vi ser på fattigdommen, sulten og sygdommene, på miljøforureningen eller på de blodige krige og terrorismen.

Men én ting er sikkert i dette voldsomme jordiske drama, og det er at det ville være katastrofalt at opgive håbet om en bedring af situationen. Det værste der ville ske var at vi mistede troen på muligheden for en bedring af tilstanden. Derfor er det fortsat af største betydning at vi ikke går i baglås eller i panik i fortvivlelse over den skæve øjeblikkelige udvikling, men bevarer troen. Og tro er vel at mærke ikke tro på påstande af mere eller mere dogmatisk karakter og slet ikke på påstande om mirakler.

Tro er ganske enkelt at bevare følingen med livets dybeste kilder og lade frygten ligge.

Peer Sendemand



Henvisninger

Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  (17.11.06.).

Irakkrigens problematik - op til midtvejsvalget  (25.10.06.)
Har tre års Irak-indsats virkelig været nødvendig?  (20.3.06.)
Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)
Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)



De psykiske sekundærprocesser
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Erling Jacobsens moralfilosofi
den komplementære helhedsrealisme
Komplementaritetssynspunktet
Introduktion til Jernesalts filosofi



William Blake
Vilh. Grønbech
Konrad Lorenz
Erling Jacobsen
Storm P.
Peter Zinkernagel



Artikler af Peer Sendemand  Klik



Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Erkendelse
Artikler om Etik
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal