Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Valkyrien

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.6.03.


Valkyrien kongeligt vulgariseret

Af Jens Vrængmose

Det kongelige Teater har nu taget hul på Richard Wagners store musikdrama ‘Nibelungenringen' og opført anden del ‘Valkyrien' i den 30-årige operachef Kasper Bech Holtens instruktion. Og al ære for det, når nu alle store operahuse med respekt for sig selv byder på værket. Det har ikke været vist på Kongens Nytorv siden det svenske gæstespil i 1975. Det har faktisk kun været opført seks gange af den danske opera - helt tilbage til 1906-12. ‘Valkyrien' er dog opført i alt 99 gange, sidst i 1942. Og nu bygger man løs på det nye operahus på Holmen, som står færdigt i 2005, så Ringen er da på sin plads, skulle man mene. Så meget mere som Bayreuth i 2006 kommer med en ny udgave under Lars von Triers instruktion.

Det har naturligvis talt for en genoptagelse af dette enestående, men meget krævende musikdrama, at operaen råder over de rigtige sangere til opgaven - og har et udmærket orkester under en udmærket dirigent som Michael Schønvandt. Orkestret klarede også opgaven gennemgående godt, omend messingblæserne sine steder spillede ikke så lidt blafrende.

Sangerne var stort set gode. Susanne Resmark var en velsyngende Fricka, Stephen Milling en pragtfuld mandig Hunding. Irene Theorin en smuk og velspillende Sieglinde med upåklagelig stemmeudfoldelse og Poul Elming både sangligt og spillemæssigt sikker i rollen som Siegmund. Amerikanske James Johnson gjorde fyldest som Wotan, men her havde man foretrukket en mere ædel røst. Men ædel eller værdig skulle han åbenbart ikke være.

Tina Kiberg som Brünhilde spillede i og for sig godt og sang som man kunne forvente det. Hun har desværre ikke en sikker, fuldtonende og egal Brünhilde-røst, og det svækkede forestillingen som helhed ganske betydeligt. Ingen kan forlange format a la Birgit Nilsson eller Kirsten Flagstad, men Tina Kiberg er meget langt fra idealet. Og man kunne ønske sig, at Eva Johansson, der nu har frigjort sig fra Deutsche Oper og har nået alderen og stemmeudviklingen til Brünhilde, får chancen alternativt med Kiberg når den samlede opførelse skal finde sted.

Den centrale fejl ved Valkyrien var iscenesættelsen.

1. akt hvor Siegmund på sin flugt intetanende søger ly i huset der tilhører hans værste fjende, Hunding, er den mest acceptable. Men besynderligt dog, at Hunding før han lægger sig til ro for natten omhyggeligt låser dørene for at forhindre Siegmunds flugt. For huset har kæmpemæssige vinduer, og intet er lettere for Siegmund end at komme ud ved at smadre et par ruder - hvad han da også gør. Og på denne måde komme vi alle ud i det fri i og med at scenen drejer en halv omgang. Fikst, men ordinært. For vi snydes lige præcis for det librettoen foreskriver og som virker utroligt smukt hvor denne følges: at dørene springer op og åbner for forårsnatten med dens fuldmåne nøjagtigt på det sted, hvor Siegmund med armene om Sieglinde synger "Auf lach' ich in heiliger Lust, halt' ich dich Hehre umfangen, fühl' ich dein schlagendes Herz!"

Og dét er der mening i. Hvorfor så ‘modernisere', så resultatet bliver ligegyldigt?

2. akt er henlagt til Steffen Aarfings rodebutik af et pulterkammer eller hvad det nu skal forestille - med hylder og gamle bøger i siderne; en gangbro tværs over og en lille minimal forhøjning til forvalterguden Wotans skrivebord og stol. På et tidspunkt skiftes bagtæppet ud så det overfyldes med astrologiske tegn, så den tungnemme kan indse at vi nu befinder os i overtroens latterlige verden. På gulvet er anbragt nogle flade opretstående torsoer der minder om gravstene; de skal velsagtens illustrere at vi befinder os i andet end de levendes land. Eller hvad?

Men i disse miserable omgivelser får vi opgøret mellem gudinden Fricka, det hellige ægteskabs nidkære vogter, og hendes ægtemand, skvathovedet Wotan, der ikke alene er hende utro, men også bifalder andres utroskab, endog det incestuøse forhold mellem tvillingerne Sieglinde og Siegmund. Hvad forlanger du? spørger han hende til sidst, og han får at vide, at han ikke må holde hånden over den ellers sejrsdømte Siegmund, når denne helt der trænger ind i Sieglindes ægteskabelige ulykke forfølges af mandschauvinisten Hunding. Og specielt må Wotan love at forhindre at Brünhilde går i chlinch med Hunding.

I sidste scenebillede af akten laves gangbroen om til afgrænsende rækværk med lyssætning, og den bebudede kamp udspilles med det resultat at Wotan må gribe ind med sit spyd for at forhindre at Siegmund dræber Hunding med sværdet ‘Notung'. Brünhilde flygter med den svangre Sieglinde og stumperne af Notung. Wotan byder Hunding at gå til Walhall - og sætter ellers rasende efter Brünhilde.

3. akt der indledes i orkestergraven med det berømte Valkyrieridt åbner på scenen med englevingebeklædte valkyrier der tumler halvdrukne om i noget der ligner en billig fabrikskantine med glasvægge på taget af en garagebygning og med et lille tårn der minder mest om det beskedne tårn på det gamle observatorium i Botanisk have. Vi skal forestille os at vi befinder os højt til vejrs. Valkyrierne opfører sig som halvgale, forvirrede og billige teaterludere.

Men Brünhilde dukker op med Sieglinde - og beder om sine søstres beskyttelse. Den tør de imidlertid ikke yde hende over for den truende Wotan. Sieglinde kommer af vejen med stumperne af sværdet - men Brünhilde må tage sin straf for ulydigheden mod faderen. Hun må afgive sine englevinger og hele valkyriestatus og lade sig henlægge i dybeste søvn i den til spartansk sovekammer omdannede kantine - omgivet af flammer - indtil en helt der er guderne lig eller endog overgår guderne befrier hende. Wotan synger sit gribende farvel - stående midt i flammerne.

Som man ser bogstaveligt talt en tre-akters nedstigning fra Hundings privatbolig og virkelige ægteskabsdrama over Wotans pulterkammer-arkiv og opgør med konen til syndens og lastens beskyttende og måske ovenikøbet rensende flammehav. En vulgarisering der ikke er set tidligere, men jo derfor godt kan være kunst, hvis kunsten består i at fjerne Valkyrien mest muligt fra Wagners intentioner.



I programmet får vi lidt af forklaringen på Kasper Bech Holtens iscenesættelseskup. ‘Ringen' er præcis så kompleks, forvirrende, fuld af brudflader og selvmodsigelser, som både Wagners liv og vel de fleste menneskers liv er det, hedder det blandt andet. Holten siger at hans eller teamets fortolkning (for naturligvis er der tale om et team, og om en kunstnerbevidsthed der kræver dagbogs-førelse og -udgivelse) tager afsæt i at historien er en familiesaga. - En historie om en families storhed og fald i tre generationer - men taget som en mini-udgave af en hel verdens historie. Og placeret i det 20. århundrede, fordi Ringen forudgreb mange af de konflikter og problemstillinger som skulle komme til at præge dette århundrede.

Det er jo hørt og set før - og kan faktisk lade sig gøre, hvad Patrice Chéreau's eminente Ring i Bayreuth i midten 1970erne blev det store afgørende bevis for. Den blev i sin tid transmitteret både på dansk og svensk tv, findes heldigvis på video - og er aldrig blevet overgået.

Ét er at Bech Holten laver sin iscenesættelse ud fra et koncept om at hele 'Ringen' foregår i et drømmeunivers, ja, at den københavnske Ring først og fremmest er en kvindes drøm - Brünhildes historie. Den slags er set før i Hamburg-udgaven af 'Den flyvende Hollænder', i Århus-udgaven af 'Tristan og Isolde', og i filmudgaven af 'Parsifal' uden at det ligefrem har været overbevisende. På Kongens Nytorv er det også uden hjemmel hos Wagner - og løfter på ingen måde dramaet op i en dimension der er højere end Wagner selv havde forestillet sig. Tværtimod. Det er med andre ord den form for Bessermachen en instruktør skal være ualmindelig indbildsk for at tro på.

Når det går galt for den altfor unge Kasper Bech Holten turde det ligge i, at han bevidst gør verdensdramaet til et familiedrama og sætter Brünhilde i centrum af dette. Hun udvikler sig, hedder det i programmet, fra en viljesløs pige der knapt er mere end et spejlbillede af sin far, til en selvstændigt tænkende og forstående kvinde, der gør op med de mænd som har kostet hende så megen smerte og krævet så store ofre af hende. Den kvindelige forståelse af verden bryder til slut i Ringen gennem de gamle maskuline ideologiers kamp om at vinde magten og forløser verden. Ja, det postuleres at det ikke er Wotans plan, men Brünhilde der uendeligt visionært formår at løse den gordiske knude, som Wotan i mange år har siddet fast i.

Sagen er blot, at Brünhilde slet ikke er med i Ringens første del (Rhinguldet) eller tredje del (Siegfried), men først kommer ind igen i sidste del (Ragnarok). Det er rigtigt, at hun i denne sidste del smider den famøse ring (symbolet på den uindskrænkede magt) tilbage til Rhindøtrene, hvor den hører hjemme - og selv forgår. Det er også ubestrideligt, at hendes offer i sidste akt sker til det skønne kærlighedstema fra Sieglinde og Siegmunds incestuøse forhold i Valkyrien. Men storheden hos Wagner turde ligge i, at han ikke simplificerer tingene så meget, at han postulerer, at bare guder og mennesker opgiver magten, så bliver alt godt. Han vidste og så aldrig bort fra, at konflikten ligger dybt i tilværelsens inderste væsen. Konflikten mellem magten og kærligheden er altid til stede og vil altid gøre sig gældende.

Det geniale ved Wagner var, at han ikke trak sine visioner - hverken i 'Ringen', i 'Tristan og Isolde' eller i 'Parsifal' - ned til rent menneskelige, endsige familiedramatiske dimensioner, men turde holde fast ved en langt større dimension, nemlig den mytologiske. Naturligvis er der paralleller mellem det menneskelige og det guddommelige drama, men det sidstnævnte er ikke mytologisk for ingenting. Det får sit enorme vingefang og sit store evighedsperspektiv fra selve det forhold, at alt afspiller sig i det dybe lag af den menneskelige bevidsthed eller underbevidsthed som er før-sprogligt, dvs. rent billedmæssigt og lydmæssigt. Det er dybdepsykologien man skal have fat i, hvis man vil nærme sig kernen i dramaet - det indså i sin tid Wieland Wagner med sin epokegørende iscenesættelser i Bayreuth (og i København). Og det samme havde Chéreau indset.

Men det lader ikke til at bekymre Kasper Bech Holten - og det er synd. Han synes at have uendeligt lille føling med det mytologiske og dybdespykologiske. Derfor trækker han stoffet ned fra det guddommelige niveau til det lille menneskelige familiedrama, ja endog til et halvfeministisk drama. Det holder ikke. Og selvom man naturligvis bør vente med en endelig dom, indtil hele Ringen er sat i scene og vist i det nye Operahus, så frygter man det værste. Selv Klaus Hoffmeyer gjorde det bedre på Den jyske Opera. Og man kan efter at have set ‘Dogville' endog tillade sig forventninger om at Lars von Trier vil være i stand til at løfte opgaven endnu bedre.

Bech Holtens vulgarisering af Valkyrien er endnu et eksempel på hele den misforståede afmytologisering som er sket i mange år, og som aktuelt kan konstateres i sagen om Taarbæk-præstens mangel på tro (jf. Folkekirken amatørfilosofisk besudlet). De afmytologiserede har intet andet valg end at trække det guddommelige ned til det vulgære.



Deres ærbødige
Jens Vrængmose



Jævnfør artiklerne om

Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens  (5.6.09.)

Siegfried og operachefen som ungdomsoprørere  (9.6.05.)

Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater  (14.1.04.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal