Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - utopi

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.1.06.


Utopi - eller varm luft?

- om DR2's temalørdag 7.1.

Det allermorsomste ved den to en halv time lange tema-udsendelse lørdag om utopierne var den lille meningsudveksling mellem filosoffen Peter Thielst og fremtidsforskeren Rolf Jensen sidst i udsendelsen. For efter at have vist Ole Retsbos reportage om det helt moderne kollektiveksperiment Damanhur i Norditalien stillede værten, Anders Stahlschmidt, spørgsmålet til sine to gæster om det kunne bruges til noget her i Danmark. Thielst trak på skuldrene, men Rolf Jensen talte med begejstring om en ny virksomhedskultur, hvis førende idé var 'mission-management', dvs noget i retning af at drivkraften er ledelsens og medarbejdernes følelse af at have en mission i verden i stedet for bare det formål at tjene penge. Gennem en sådan ledelsesstrategi kan virksomhederne sikre sig at ånd og krop bliver koblet til pengene på den rette fremtidsorienterede måde.

Mens Jensen talte sig varmere og varmere om denne strålende kultur, så Thielst mere og mere skeptisk ud, og da værten spurgte ham hvad hans mening var, svarede han at han ikke gav så meget for den slags modefænomener: Det meste er blot varm luft!

Er du enig i det, spurgte værten sin anden gæst. Ja, det er jeg faktisk, svarede denne. Det er varm luft!

Og dér sad man så foran sit tv-apparat og måtte grine. For hvordan i alverden kunne Jensen først tale sig varm om ideen - og så bagefter, ved konfrontation med sund skepsis - uden videre indrømme, at det hele blot var varm luft. Han kom ikke med én eneste indvending mod den ubarmhjertige dom.

Sjældent har en fremtidsforsker afsløret mere hulhed i sin postulerede forskning og rådgivning. Han bakker bare op om modestrømninger i managementteorierne, for det er dem han lever af, dem virksomhederne selv betaler i dyre domme for at prøve af, og dem der erstattes af nye når resultaterne af de gamle udebliver eller viser sig mestendels at bestå i det friske pust enhver organisationsændring som hovedregel medfører.

Varm luft er præcis hvad det er. Og det var på en måde synd for temaets behandling, for den utopiske tænkning har vitterligt ført til fatale historiske fejltagelser så som opbygningen af det sovjetiske samfundssystem - hvad der også blev vist et fransk program om. Men så burde spørgsmålet afslutningsvis da være: Hvad er forskellen på utopier eller illusioner der blot stiger til vejrs som varm luft uden at gøre nævneværdig skade - og så utopier der ender i systematisk undertrykkelse? Og er utopier altid enten det ene eller det andet? Eller kunne der tænkes en tredje mulighed: nogle utopiske forestillinger der i positiv forstand kunne inspirere til kreativ nytænkning og berigende praktiske forsøg?



Ordet utopi går tilbage til den engelske statsmand og humanist Thomas More's fiktive rejseberetning fra 1516 om landet 'Utopia' hvor privat ejendomsret og pengeøkonomi er afskaffet, men hvor borgerne er sunde og virksomme og får hvad de har brug for. Der beskrives altså 'et land der slet ikke findes i virkelighedens verden', men som for nogle er en drøm eller et ideal. Det er dog uklart om More selv i virkeligheden mest skrev fiktionen for at stille det eksisterende samfund i skarpt satirisk lys - ganske som siden Campanella med 'Solstaten' (1602), Holberg med 'Niels Klims underjordiske rejse' (1741) og Swift med 'Gullivers rejse' (1726) - eller om der var tale om regulær beskrivelse af et idealsamfund. Negative fiktionsutopier er siden lavet af H.G. Wells, Aldous Huxley og George Orwell m.fl. Men generelt står ordet utopi for det ikke-eksisterende idealsamfund.

Drømmen om det fuldkomne samfund ligger også i forestillingerne om 'Slaraffenland', de dovnes eventyrland hvor der er overflod af alle herligheder, så folk kan æde og drikke og blive tykke og fede uden at behøve at arbejde. Men drømmen går endnu længere tilbage. Selveste Platon beskrev det i sin 'Staten'. Men ellers ligger drømmen først og fremmest i de ældgamle forestillinger om 'Paradis'. Det kom udsendelsen ind på, men desværre blev det ved overfladiske betragtninger med visse illustrationer - bl.a. vistes herlige udsnit af Hieronymos Bosch's 'Det jordiske Paradis' eller 'Vellystens have' fra omkring 1510. Og dette burde have været fulgt op. For specielt paradisforestillingerne lægger op til helt anderledes dybdeborende fortolkninger, hvis man for alvor går ind i psykologien. Det vender vi tilbage til.



For først fik vi da det nævnte franske dokumentarprogram om Sovjetunionen, kaldet 'Århundredets drøm'. Det var såmænd udmærket i sin historiske oversigt og sin påvisning af drømmens udbredelse til store dele af den internationale kommunistiske arbejderbevægelse, men det svigtede i analyserne. For det forblev ubesvaret, hvad der på psykologisk plan kan få folk til at tro på at det fuldkomne samfund kan nås gennem systematisk og skånselsløs terror og borgerkrig, overvågning og undertrykkelse, hårdt arbejde og slavelejre, mens det eneste lovlige partis top lukrerer hæmningsløst på proletarernes slid.

I første omgang kan peges på, at de oprindelige 'utopiske socialister' (Saint-Simon, Robert Owen m.fl.) var udgået fra oplysningstanken og forestillede sig at de kunne nå frem til samfundet uden nød og privat ejendomsret via oplysning. Ideerne var så indlysende rigtige, mente de, at alle efterhånden ville forstå og acceptere dem. Karl Marx var den første der indså at der skulle politisk kamp til, ja, endda decideret klassekamp med proletariatets diktatur som endegyldigt mål. Og fra da af, gik det galt. Vi fik ideernes tyranni eller ideologiernes masseforførende demagogi. Førernes vilje til uindskrænket magt blev den egentlige drivkraft. Og man troede fuldt og fast på at bare man kunne eliminere klassefjenden en gang for alle, ville alt ende godt. At al magt korrumperer, absolut magt endda absolut, så man bort fra. For de onde, det var jo de rige og priviligerede.



Da studenter- og ungdomsoprøret satte ind i slutningen af 1960'erne havde man i vid udstrækning gennemskuet metodens tvivlsomhed - og nu ville man sætte 'fantasien til magten'. 'Vær realistisk og kræv det umulige', hed et andet af de bevidst paradoksalt formulerede slagord. Den slags formuleringer vækker ifølge lovene for de psykiske primærprocesser netop begejstring i kraft af selvmodsigelsen. De fleste unge havde mistet troen på de politiske partier og satte i stedet deres lid til kollektiver som Frøstup-lejren, Fristaden Christiania eller Tvind-skolerne. Ad åre ville man ad den vej erobre magten. Kollektivtanken greb selv en tænksom mand som Per Stig Møller, den nuværende udenrigsminister, der ellers voksede op i et pænt og ordnet konservativt hjem med stærk tro på det personlige ansvar.

Men borgerskabet fik også sin utopi gennem 'Oprøret fra midten', bestselleren der var skrevet af selveste den radikale undervisningsminister Kresten Helveg Petersen i kompagniskab med forfatteren og paradoksmestertænkeren Villy Sørensen samt den noget yngre, energiske og stadigt levende professor Niels I. Meyer, der siden navnlig er blevet kendt som EU-modstander og miljø-forkæmper. Bærende var også her troen på fællesskabet og anfægtelsen af den private ejendomsret. Alle skulle fra fødslen have borgerløn. Målet var 'ligevægtssamfundet'. Salgssuccessen var hjemme, for det var dog allerede en skæg og selvmodsigende forfattersammensætning. Hvor oprøret egentlig blev af med tiden, må især de radikale kunne svare på. Måske ligger det bag fremkomsten af den kreative klasse.

Svar i udsendelsen fik vi ikke. For nok så vi sjove, gamle billeder og udtalelser, men vi hørte hverken Per Stig eller Niels I. Meyer give deres vurdering af i dag.


Vi sprang i stedet for til Italien, hvor Ole Retsbo viste os rundt i et helt moderne eventyrland, kaldet Damanhur, en stat i staten, med egen valuta, eget justitsvæsen, egen skole, egen produktion (bl.a. stor osteproduktion), egen restaurant og egen kultur, filosofi og spiritualitet i meget smukke omgivelser, men altsammen inden for den italienske stats rammer.

Det var interessant at høre om ideen og dens gradvise udvikling. Men clou'et var at blive ført rundt i en gigantisk 40 meter høj tempelbygning som var hugget ind og ned i et bjerg - helt skjult for offentligheden. Templet var udsmykket i mange etager med søjler, figurer, billeder, vand og blomster. Der var kuppelrum, koncertsal og meditationsrum. Bygningen er af nogle blevet betegnet som 'verdens ottende underværk' på linje med Pyramiden eller Zeusstatuen på Olympos. Det kan naturligvis diskuteres. I mine øjne var det for koldt og kulørt og for overdådigt i sin udsmykning. Jeg foretrækker personligt katedralen i Chartres eller Allan Havsten Mikkelsens moderne kirke i Hjerting. Men det er sådan set ligegyldigt. Det afgørende turde være om Damanhur overhovedet kan betragtes som realisation af den ældgamle drøm om det fuldkomne samfund.

I hvert fald synes det at stå klart, at stedet er utroligt smukt og at indbyggerne ser ud til at trives. Umiddelbart betragtet ser økonomi, krop og ånd ud til at være forenet i sjælden grad. Men totalt ubesvaret blev et så nærliggende spørgsmål som det eksakte forhold mellem Damanhur og det italienske samfund, når det gælder udveksling af indbyggere, uddannelse, produktion, sygehusbehandling, penge, energi, skat og sikkerhed osv. Hvordan ser regnskabet konkret ud, driftsmæssigt, formuemæssigt og etisk? Hvad er præcist forholdet mellem stedets kollektivånd og det omliggende samfunds markedsøkonomi? Fungerer Damanhur på samme måde som et produktionskollektiv i Danmark a la fx Svanholm med de problemer og begrænsninger udadtil og indadtil der følger med - eller er der tale om et eksperiment der kan overleve de idealistiske grundlæggeres indsats og entusiasme, brede sig geografisk og eventuelt ligefrem udvikle sig til egentlig statsdannelse? Kan det så at sige danne skole for andre - fx i USA, Brasilien, Afrika eller Kina? Og hvad vil i så fald ske med resten af Italien og Europa og den øvrige verden? Eller er det hele bare et smukt fristed for kreative, men priviligerede ånder?

Spørgsmålet kan også stilles om man i realiteten snylter på det omgivende samfund omtrent på samme måde som munkeordenerne gør. Men navnlig om det fuldkomne samfund overhovedet kan realiseres i en verden der består af mennesker af den art vi kender i dag og har kendt i hele historien. Her kommer de gamle paradis-forestillinger nødvendigvis ind i billedet.



Paradiset som forestillingen om et fremtidigt lykke-samfund uden ulighed, ulykker, sygdom eller død er en drøm som i tidens løb har været næret og stadig i et vist omfang næres af mennesker der ser jordelivet som en jammerdal. Drømmen har - både i middelalderen og i nyere tid - været kendetegnende for store dele af kristenheden i form af målet for pilgrimmenes længsel. Jordelivet ses kun som vejen mod det himmerige der er pilgrimmens egentlige hjem. Men drømmen genfindes på sin vis også i fx buddhismens forestilling om Nirvana.

Paradiset i mytologisk forstand er imidlertid noget helt andet end sådanne drømme, nemlig forestillingen om den virkelighed det uskyldige barn lever i indtil det når puberteten - og den virkelighed de første mennesker levede i før de blev bevidste om deres hårde lod at skulle arbejde for føden, kunne bære lidelser og afsavn, påtage sig ansvaret for deres gøren og laden samt bøje sig for dødens kendsgerning.

Disse forestillinger lever fortsat i alle mennesker, fordi de er arketypiske forestillinger der stammer fra tiden før sproget, logikken, den bevidste erfaring og videnskaben satte skel mellem den indre og ydre realitet. Forestillingerne lever videre i alle former for drømme om det fuldkomne samfund - både i kunst og politik. Men de er og bliver urealisable, fordi mennesket er som det er fra naturens (biologiens) side. Dette fortæller en anden myte om, men det skal for en ordens skyld lige nævnes, at myter hverken er fantasi eller videnskab, men spontant fremkomne grundforestillinger om den menneskelige eksistens.



Syndefaldsmyten beretter om at mennesket ved at spise af kundskabens træ bliver fuldt bevidst om sin eksistentielle situation: at det er et kønsvæsen og at det ikke evigt kan forblive under sit ophavs formynderi, men må tage ansvaret for sit eget liv.

Med dette syndefald, denne bevidsthed om eget ansvar, begynder al kultur.

Der er ingen vej tilbage til uskylden og ansvarsfriheden. Der er følgelig heller ingen mulighed for at skabe det fuldkomne samfund, for det ville forudsætte at bevidstheden så at sige bliver definitivt elimineret fra menneskelivet.



Det er med andre ord en illusion at tro at utopier overhovedet nogensinde kan gøres til virkelighed. Alle der alligevel gør forsøg på at realisere drømmen vil havne i terror, klassekamp og krig, og altså i den inkonsekvens at skabe ikke-voldssamfund med vold eller at fjerne menigmands 'ulykkelige bevidsthed' med overmenneskets bedreviden eller intellektualisme.

Utopier kan dog selvsagt ikke afskaffes som indre forestillinger. Som sådanne er de tværtimod med til at bestemme konkrete ønsker og handlinger af såvel kunstnerisk og religiøs som politisk art. De kan som sådanne inspirere til konkrete og begrænsede forbedringer af det bestående samfund eller det lokale miljø. Og de er på denne måde uundværlige for det politiske livs udvikling og 'fremskridtet'. Faren opstår i samme øjeblik drømmen udarter til kamp for total samfundsforandring af den art vi i nutiden kender fra kommunismen eller nazismen - eller aktuelt i den ekstreme islamisme. Historikeren Paul Johnson har i sin bog om "De intellektuelle" advaret skarpt og veloplagt mod disse fanatiske samfundsforbedrere - jf henvisning.



Utopier kan være dødsensfarlige, når og hvis de fører til ekstremistisk samfundsforbedring. Men de kan også være inspirationer for nyttige og gavnlige samfundsreformer der respekterer såvel demokratiets spilleregler som psykologiske ønsker om at tingene skal have lov at vokse organisk frem af sig selv fremfor at gennemføres med tvang.

Endelig kan utopier være varm luft: modeideer der har deres tid og kan være gribende og berigende for dem der får dem og dem der midlertidigt indfanges af dem, men som kun giver sig ringe og forbigående udslag i den praktiske virkelighed.

Udsendelserne i lørdags om utopierne var desværre lidt for meget varm luft, fordi der blev givet for lidt tid til dyberegående og sammenhængende analyser. Der blev ikke stillet de rigtige spørgsmål, og det var ikke de bedst kvalificerede personer der fik spørgsmålene. Emnet blev hverken belyst udtømmende eller på en så dybdeborende måde at det førte videre. Faktisk blev psykologien helt forsømt - og det er helt uholdbart.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Syndefaldsmyten

At blive som barn påny  (24.12.05.)
- Er forestillingerne om barnesjælen blot romantisk?

Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)

Intellektualismens dilemma  med Paul Johnsons analyser

Det eksistentielle værdimanifest - i forkortet version
med enkeltafsnit om bl.a. samfundet, erkendelsen, etikken, politikken, historien og religionen.



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal