Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - oplysning

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.12.04.


Gravøl for oplysningen?

Er oplysningsprojektet allerede dødt eller står det tværtimod foran en renæssance?

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, siger man som bekendt. Og aktuelt passer det fint på mordet på Theo van Gogh, fordi dette mord ubetinget må kaldes en ond og fordømmelsesværdig handling, men på den anden side har det langt om længe rejst en bred og helt nødvendig debat om ytringsfrihedens væsen og den afgørende forskel der synes at være mellem muslimers og vesterlændinges syn på det hellige.

I en fin kronik i Jyllands-Posten den 1.12. har formanden for Kritiske Muslimer, Sherin Khankan, påpeget, at princippet om Koranens hellighed for mange troende muslimer er lige så essentielt og fundamentalt som ideen om ytringsfriheden er det i Vesten. Og synspunktet illustreres ganske godt af hendes egen opfattelse af, at van Gogh ikke levede op til den forpligtelse om saglig oplysning hun mener ligger i det muslimske begreb ‘adab' (regler for god adfærd).

Nu er ‘Submission' hverken fra van Goghs eller den af Venstre netop prisbelønnede Ayaan Hirsi Ali's side ment som ‘saglig oplysning', men tværtimod som provokerende kunst og personligt genmæle mod uhyrlig, faktisk forekommende islamisk kvindeundertrykkelse. Men helt bortset fra dette, så ligger der i Vestens fortolkning af ytringsfriheden en klar ubetingethed: enhver kan principielt udtale sig ikke alene sagligt kritisk eller videnskabeligt analyserende, men også stærkt subjektivt fordømmende, nedsættende, ironisk, forhånende eller satirisk om enhver religion, isme og bevægelse samt dyrkelse af samme.

Sådan har det ikke altid været, men sådan er det nu, og det vil vi der har lært at værdsætte denne frihed naturligvis under ingen omstændigheder frivilligt opgive. Vi kan have vores personlige opfattelse af Biblen, Gud, Jesus og kirken, og evt. føle os stødte over Jens Jørgen Thorsens latterliggørelse af samme. Men det behøver ikke ramme os på vore egne vurderinger af disse instanser, det siger tværtimod ofte mest om kunstnerne selv.

Grunden er naturligvis fænomenerne oplysning og sekularisering. Begge har medført at vi efterhånden har fået adskilt stat og kirke, ja, sågar også politik og religion, så eftertrykkeligt at end ikke en simpel henvisning til kristendommen som det nuværende Europas historiske forudsætning kunne accepteres i præamblen til den nye EU-forfatningstraktat.

Der er fortsat folk der mener, at så længe der her i landet er noget der hedder folkekirkeordning, så er der ikke faktisk adskillelse mellem stat og kirke, men igen er der tale om folk der vil løbe fra historisk fakticitet. For pointen i adskillelsen mellem stat og kirke er adskillelsen mellem statens politiske magt og pavers, kardinalers, biskoppers, præsters, dogmatikeres og lægfolks kirkelige magt, idet man betragter det som en af demokratiets væsentligste forudsætninger at det verdslige og det åndelige regimente betragtes som to forskellige ting. Dette er i virkeligheden også til gavn for kirken, fordi denne ideelt bør betragtes som en åndsmagt. Men naturligvis betyder det ikke, at folkekirken og andre anerkendte trossamfund - så lidt som sports- og musiklivet - skal være uden fysiske, økonomiske og organisatoriske rammer for deres fællesskab og kult.



Islam er ikke uden sekularisering eller sekulariseringsbestræbelser - fx i lande som Tyrkiet og Egypten, eller Iran under shahen, Tunesien under Bourguiba, og Syrien, Algeriet og Irak under forskellige militærjuntaer.

Men i alle muslimske lande er der en betydelig modstand mod sekulariseringen som primært kommer fra de religiøse lærde, ulamâerne, og hænger nøje sammen med opfattelsen af islam som et så altomfattende system af eksistenstolkning at det er umuligt at adskille det religiøse fra det politiske. Den slags har vi også kendt i Europa, specielt inden for den katolske kirke (skolastikken), men også i verdslig form som ideologi (marxismen og nazismen). Og det er præcis her vandene skiller islam og det moderne Vesten. For ikke mindst i lys af de ideologiske overgreb i 1900-tallet er den sekulariserede grundopfattelse i Vesten blevet, at alle totale systemfortolkninger af tilværelsen uden undtagelse indebærer overgreb og derfor altid - så vidt muligt - må holdes i ave af en verdslig magt der værner om menneskerettighederne.

Sekularisering og demokrati hører sammen som hånd i handske. Uden sekularisering intet ægte demokrati. Og uden sekularisering heller ingen virkelig integration i demokratiske samfund. Derfor er det et kæmpeproblem ikke blot i Danmark, Holland og Tyskland, men overalt i Europa og i Mellemøsten at overordentligt mange, velsagtens flertallet af muslimer betragter sekulariseringen som en specifik vestlig trussel mod dem. Derfor bliver det nødvendigt for både ikke-sekulariserede muslimer og sekulariserede vesterlændinge at komme på det rene med, at sekularisering aldeles ikke udelukker religion eller uundgåeligt placerer den som en privatsag folk skal holde for sig selv.



Det forbandede ved den totalitære tankegang og dens tendens til systematisk ensretning og undertrykkelse er ikke helhedssynet som sådant, for psykologisk set bærer ethvert menneske helheden i sig i kraft af den før-sproglige, på primærprocesserne beroende kortslutningslogik, der sætter del lig med helhed og udelukker skel mellem subjekt og objekt. Nej, det forbandede ligger i den umodne, nærmest studentikose begejstring for logik og rationalitet som dukker op i puberteten (især hos mænd) og som takket være sin formidable succes i realitetsprøvelsen forfører uerfarne unge mennesker til den katastrofale fejlslutning, at hele tilværelsen kan bringes under forstandens kontrol, og at de mennesker der fastholder andre dimensioner i tilværelsen er latterlige. Det på én gang paradoksale og uhyggelige er, at mange af disse forførte unge mennesker tit ender i den livsløgn, at deres vanvid er videnskab. Det kan som bekendt medføre, endda på højeste magtplan - som det skete med den historiske materialisme - at hele ismen kaldes videnskabelig.

I de fleste tilfælde går denne logiske rabies over af sig selv lidt efter lidt ved erfaringernes tryk (og kvindernes påvirkning), men i nogle tilfælde udarter uforstanden til regulær ensretning og indskrænkethed. Og kombineres denne yderligere med frustration eller endnu værre med had, så kører møllen: Fundamentalismen bliver til en fanatisme der vil tyrannisere andre og i værste fald udrydde alle der står i vejen for den absolutte sandhed. Hvis fanatikere af denne kaliber ovenikøbet får held til at skaffe sig en magt der også gør det fysisk muligt for dem at undertrykke andre, så opstår det ideologiske eller religiøse helvedesdiktatur der ender med Gulag eller lignende.

Modvægten mod dette er både på det politiske og det juridiske plan demokrati og værn om menneskerettighedene, men jo mere udbredt galskaben er, jo vigtigere bliver det at være opmærksom på selve de psykiske mekanismer og sætte ind mod såvel de logiske kortslutninger som processen fra frustration til had. De logiske fejl kan afsløres effektivt med oplysning om de psykiske grundprocesser. Hadets destruktive psykologi skal afsløres med påvisningen af dens inkonsistens: Had spærrer uundgåeligt vejen til den kærlighed og forståelse enhver ønsker.



Men tilbage står, at mange sekulariserede, såkaldt oplyste mennesker nærer en vrangforestilling om religion som bevirker at de sætter tro lig med overtro og mener, at oplysningsprojektet går ud på at reducere religionen til det mindst mulige, dvs til en ubetydelig størrelse som naturligvis i tolerancens navn skal være tilladt sålænge den dyrkes privat - som opium for folket der ikke véd bedre, eller som trøst for gamle og syge mennesker der ikke tør se døden i øjnene. Så sent som i dag er jeg stødt på et læserbrev der inden for få linjer både postulerer, at religiøse menneske er blottet for humor, og at de er så overtroiske at de går rundt og tror at en slange i sin tid har fristet et menneske med et æble. Skribenten er åbenbart slet ikke klar over, hvor megen humor der gennem tiderne er spundet over netop denne pragtfulde gamle myte om ‘syndefaldet'- eller hvor højaktuel den fortsat er.

I forrige århundrede udviklede rationalismen sig bl.a. til logiske empirisme, der i sin reneste form ville reducere al sund fornuft til logik og erfaring der var baseret på fysikken som grundvidenskab, og som følgelig regnede alle religiøse udsagn for meningsløse. Svenskeren Ingemar Hedenius udformede ligefrem et religionsfilosofisk postulat der bl.a. siger, at religion foruden fromhed også kræver, at man tror på en religiøs lære. Og som eksempel på en sådan lære nævner han kristendommen der kræver både "godtagelse af visse overnaturlige forhold af evig natur" og "godtagelse af visse mirakuløse begivenheder i historien". Postulatet rammer unægteligt visse dogmatiske (senere tilkomne teologiske) udlægninger, men det er i fundamental strid med det religionshistoriske faktum, at det for alle religioner gælder, at myterne er før dogmerne.



Allerede i 1941 formulerede teologen Rudolf Bultmann som svar på videnskabens religionskritik et decideret afmytologiseringsprogram for bibelfortolkningen. Målet var ikke at fjerne myterne - umuligheden heraf kunne han godt se - men at oversætte dem til et umytisk sprog, der kunne forstås af moderne mennesker. Det er imidlertid lige så umuligt som det første, og af ganske samme grund: Det mytiske sprog er et billedsprog, og billedsprog kan ikke ‘oversættes' til et andet ‘sprogspil' uden at det centrale går tabt. Ganske som man ikke kan oversætte en symfoni af Mozart til logaritmer.

Bultmanns sigte var fornuftigt nok, nemlig at redde den kristne eksistensfortolkning, men metoden var tåbelig, for ingen eksistensfortolkning der vil bære sit navn med rette kan undvære det mytiske sprog. Religion kan pr. definition ikke afmytologiseres, den kan derimod afdogmatiseres i den forstand at man kan rense enhver religion for utidssvarende teologiske formuleringer - uden at kernen røres. For dybest set er religion - i modsætning til videnskab - troskab mod den fulde virkelighed, herunder dagligsproget, hvis metaforer, begreber og arketypiske forestillinger er vage og flertydige, men samtidigt stabile, fordi de er umulige at snævre ind gennem definition, logik og dogmatik.



Oplysningsprojektet er derfor dødsdømt, hvis dets mål og strategi er ensidigt at reducere den fulde virkelighedstroskab til tro på den delvise virkelighedserkendelse der hedder videnskab eller til borgerlige nyttehensyn der sætter økonomiske fremskridt i centrum. Projektet skal derfor ikke bare fastholdes, fordi vi med John Grays udtryk må ‘frygte det der er værre', nemlig dogmatisk undertrykkelse og åndsformørkelse. Det skal fastholdes, fordi der nu som før er grund til at frygte al rationalistisk én-dimensionalitet. Men det betyder at projektet skal videreudvikles ved at vi endnu en gang spiser et af de forbudte æbler fra kundskabens træ, nemlig æblet der hedder dybdepsykologisk og erkendelsesteoretisk indsigt.

Oplysningsprojektet kan kun reddes hvis vi genvinder den religiøse virkelighed på et højere plan end den logiske empirismes og den æstetiske postmodernismes snæversyn, eller det ateistiske nej og det agnostiske ‘véd ikke'.

Oplysningsprojektet må til stadighed udvikles. Oplysningen når aldrig et stadium, hvor den kan betragtes som færdigudviklet, eller hvor kundskabens træ må betragtes som tømt for sunde og gode æbler. Æblerne fra dette træ må fortsat spises - selvom det hver gang betyder tab af uskyld.

De politiske, kulturelle og religiøse problemer der i dag præger det betændte forhold mellem den muslimske og den vestlige verden kan kun løses, hvis de forstås som oplysnings- eller sekulariseringsproblemer. Deres løsning kræver at oplysningsprojektet får sin tiltrængte renæssance i begge verdener.



Henvisninger:

Frihedspris til Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.)

Mordet på Theo van Gogh  (14.11.04.)
Gik han for vidt i kritikken af muslimerne?

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)

Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (Verdsliggørelse - 18.6.03.)

Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
om bl.a. syndefaldsmyten



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal