Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - konflikt08b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.6.08.


Connie Kruckow undergraver den danske model med sin ubøjelighed

Det ligger nu klart, at BUPL (Forbundet for Pædagoger og Klubfolk, en sammenslutning af Børne- og Ungdoms Pædagogernes Landsforbund og Landsforeningen af Dansk Klubfolk) ikke ønsker endnu en gang at forhandle med Kommunernes Landsforening (KL) om et mæglingsforslag. To gange har BUPL's ledelse og hovedbestyrelse accepteret et forlig, og begge gange har medlemmerne stemt nej. Og da KL ikke kunne tilbyde flere penge til fordeling, men alene en anden fordeling af det samme rammebeløb, valgte BUPL's hovedbestyrelse at sige nej tak. Det kan man sådant set ikke fortænke dem i, da resultatet i relation til medlemmerne synes sikkert på forhånd: et nyt nej fra medlemmerne.

Resultatet af afslaget er at pædagogernes strejke i de berørte kommuner fortsætter og at konflikten pr. 17. juni udvides til samtlige kommuner i landet, idet KL's lockout da træder i kraft. De forældre der allerede har mærket strejket i flere uger og i mange tilfælde har opbrugt deres feriemuligheder vil blive meget hårdt ramt, og dertil kommer så at alle øvrige forældre i landet med børn i børneinstitutioner vil blive ramt - lige op til ferien. De vil ikke alle kunne holde ferie på én gang, men må altså klare den nogle uger alligevel - med bedsteforældres og venners hjælp.

Konflikten vil med andre ord ramme forældrene så hårdt efter 17.6. at det mest sandsynlige bliver et hurtigt regeringsindgreb. Efter sigende skal et sådant indgreb kunne komme igennem til endelig vedtagelse i folketinget på 24 timer, og 1) da forældrene er ved at være godt trætte af konflikten, 2) da der foreligger et egnet mæglingsforslag der kan ophøjes til lov, 3) da FOA's medlemmer ved afstemninger har accepteret denne organisations forlig med både KL og regionerne, og 4) da der vil være bredt flertal for et indgreb, løber regeringen ikke nogen større risiko. Tværtimod vil den netop med et indgreb vise 'rettidig omhu'.



Den danske model har stået sin prøve hvad angår konflikten mellem kommuner og regioner på den ene side og lærere, pædagoger og sosu-assistenter på den anden side. Forhandlingsparterne har på begge sider vist ansvarlighed - og selvom en af fagorganisationerne (BUPL) sagde nej, rokker det ikke afgørende ved realismen. Formentlig vil de nejsigende BUPL-medlemmer acceptere et indgreb uden de store protester.

Især må det fremhæves at FOA (Forbundet af Offentligt Ansatte, den tredjestørste organisation under LO) under formanden Dennis Kristensen har vist den allerstørste realisme i forhandlingerne. Man har fra starten stillet urealistiske krav og skabt urealistiske forventninger blandt egne medlemmer, men kompromisviljen var til stede og skabte et forlig som det vel at mærke lykkedes ledelsen at få accepteret blandt medlemmerne, på trods af modstand i visse afdelinger. Det lå efterhånden klart for både medlemmerne og sympatisører i offentligheden at organisationen ikke ville kunne opnå et bedre resultat ved at fortsætte strejken. Og denne realisme tjener formanden, hovedbestyrelsen og flertallet af medlemmer til stor ære.

BUPL har ikke vist helt samme realitetssans, men det skal da noteres at ledelsen to gange har accepteret et mæglingsforslag.



Hvad der nu stikker i øjnene er at Sundhedskartellet fortsætter strejken mod regionerne og dermed lammer store dele af det danske sygehusvæsen. Kartellets formand Connie Kruckow mødtes mandag den 2. med regionernes formand Bent Hansen, men efter seks timers forhandlinger gik parterne hver til sit. Bent Hansen havde på forhånd gjort det klart at der ikke var en ekstra pose penge at forhandle om, men kun justeringer vedrørende vikarpuljen. Her kunne han tilbyde nogle overførsler på den betingelse at sygeplejerskerne ville påtage sig mere arbejde, så en del af vikararbejdet kunne spares, men det ville Kruckow ikke acceptere. I princippet fastholdt hun de 15 % totale lønstigninger som kartellet har forlangt lige fra starten. Og det er her problemet ligger.

Modsat de øvrige fagforbund så har Sundhedskartellet fastholdt et ultimativt krav lige til det sidste. Der tales ganske vist om at Kruckow har firet 0,2 % på kravet, men det er den slags der ikke rigtigt batter og som det i hvert fald er svært for udenforstående at gennemskue og forholde sig til. Da Kruckow inviterede Bent Hansen til den sidste forhandlingsrunde fik hun hele medieverden til at hoppe på sin 'geniale idé' om at bruge hele vikarpuljen til lønstigninger - så hun på den måde kunne fortælle sine medlemmer at hun havde halet de 15 % hjem. Men omgående lød det fra Bent Hansen, at en sådan pulje ikke fandtes i form af en pose penge der kunne bruges til andre formål. Tingene hænger sammen i regionernes og sygehusenes økonomi. Og kun en meget lille del af vikarpengene kunne bruges til løn til de fastansatte sygeplejersker på betingelse af at de ydede mere arbejde.

Man kan indvende at regionerne i realiteten er bundet på hænder og fødder - og simpelthen ikke har ret meget andet at rutte med end de 12,8 % der var lagt op til fra starten i KL. Men det er immervæk også en pæn lønstigning - og Sundhedskartellets modpart i forhandlingerne er nu engang regionernes ledelse og ikke finansministeren. Regionernes økonomiske muligheder er fastsat på forhånd - og svarer nogenlunde til mulighederne for Kommunernes Landsforening. Og dette kan Sundhedskartellet ikke ændre på


Spørgsmålet om en ligelønskommission har også været fremført adskillige gange under forløbet, men her gælder at ideen hverken er dårlig eller totalt uacceptabel for politikerne eller regeringen, men at den ikke er et overenskomstanliggende, men et lovgivningsanliggende og at der ikke på forhånd kan stilles midler til rådighed til eventuel udjævning af lønskævhed. Alt må afhænge af, hvilke resultater kommissionen i givet fald kommer til og hvilket politisk flertal der til den tid vil være til en eller anden model for udjævning. Det ligger i kortene, at en liberal regering ikke har samme syn på mulighederne for en udjævning af lønforskelle mellem kønnene via lovgivning som socialdemokrater og folkesocialister har. Så en henvisning til Norge er allerede af den grund irrelevant.

Det Sundhedskartellet under Connie Kruckows formandsskab og kampgejst har savnet under hele konflikten er en helt elementær realitetssans og kompromisvilje. Det er håbløs strategi at lægge sig fast på et ultimativt krav på 15 % i generel lønstigning uden at vise vilje til kompromis, så meget mere som denne vilje blev vist af lederne for de øvrige organisationer der forhandlede samtidigt.



Det har i fagbevægelsen i umindelige tider været en hovedregel for al faglig kamp, at en ledelse allerede når den indledte en konflikt altid skulle have gjort sig klart, hvordan den kom ud af konflikten igen uden at miste ansigt. I lønkonflikter gælder specielt at man ikke kan komme ud af en konflikt med æren i behold, hvis man stiller ultimative eller absolutte krav. Man skal være villig til at gå på kompromis, for ellers kan modparten ikke komme ud af konflikten med æren i behold. Det såkaldte danske forhandlingssystem har vist sin styrke netop ved at parterne respekterer denne underforståede hovedregel.

Sundhedskartellet under Connie Kruckow har ikke vist respekt for hovedreglen, og derfor ender konflikten for sygeplejerskernes vedkommende på den mest uheldige måde: Medlemmerne får ikke så meget som de ville kunne have opnået ved at gå på kompromis med regionerne, for konflikten må i løbet af et par uger stoppes med et regeringsindgreb der vil give de strejkende mindre - og nødvendigvis give mindre for ikke direkte at belønne uviljen mod kompromis.

Med deres ubøjelighed er Connie Kruckow og hendes kampivrige medlemmer reelt med til at undergrave det danske system. Det kan godt være at de synes de kæmper for en retfærdig sag, men 'det retfærdige' i en lønkamp der til syvende og sidst kun drejer sig om nogle få hundrede kroner om måneden kan ligge på et meget lille sted. Sygeplejerskernes kampgejst har været skruet op på et helt urimeligt niveau, fordi de har isoleret sig i forhold til de øvrige lønarbejdergrupper der har haft konflikt - og iøvrigt også i forhold til befolkningen og de mange mennesker på ventelister der har måttet lide under den langvarige konflikt.

Et gode er der opnået med konflikten: Sundhedskartellets strejkekasse er blevet tømt - og de har måttet optage lån for at fortsætte strejken. Så set fra deres eget økonomiske synspunkt er det såmænd meget godt at regeringen griber ind om et par uger. Så må medlemmerne ellers internt slikke sårene og lægge plastre på dem. Og det er de jo fagligt fuldt kompetente til.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

De strejkende bøjede sig for realiteterne
- men Connie Kruckow fortsætter sit stormløb
  (16.6.08.)
Hvad skal strejker egentligt gøre godt for i 2008?  (1.5.08.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal