Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kopnflikt08a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.5.08.


Hvad skal strejker egentligt gøre godt for i 2008?

Danmark er delvist strejkeramt og har nu været det i fjorten dage. Strejken er ikke vendt mod de fæle kapitalister og private arbejdsgivere der står for vareproduktionen og -distributionen i landet, men mod udvalgte offentlige arbejdsgivere i kommuner og regioner der har ansvaret for følsomme dele af sundhedsplejen, ældreplejen, hjemmehjælpen og børneplejen. Primært er det Dansk Sygeplejeråd under ledelse af Connie Kruchow og Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) under Dennis Kristensen der aktionerer mod udvalgte regionale sygehuse og kommunale institutioner, hvis forhandlingsledere er Bent Hansen fra Regionerne og Erik Fabrin og Mads Lebech fra Kommunernes Landsforening.

Alle steder er der sørget for det fornødne nødberedskab, så konflikten ikke medfører fare for liv, men alene giver gener som følge af reduceret bemanding eller lukkede afdelinger og institutioner. Dagligt kan medierne dog berette om børn der ikke kan komme i vuggestue eller børnehave, men må passes af forældre og bedsteforældre, om patienter der må vente på operationer og - ikke mindst - om ældre der kun kan komme ud af sengen hver anden dag og kun i bad én gang om ugen og som iøvrigt kun får den allermest nødvendige assistance til de daglige fornødenheder.



Årsagen til strejken er naturligvis at parterne ikke har kunnet blive enige om en ny aftale, hvilket mere præcist skal forstås derhen, at arbejdstagerne har nægtet at acceptere den generelle lønforbedring på 12,8 % som arbejdsgiverne har forhandlet på plads med andre faggrupper som er omfattet af de aktuelle overenskomster, herunder først og fremmest børnehavepædagogerne i BUPL, folkeskolelærerne under Danmarks Lærerforening og gymnasielærerne i Gymnasielærernes forbund - og dette vel at mærke på trods af at der inden for den samlede lønforbedring på 12,8 % blev tilbudt særlige forbedringer for de grupper, der følte de var sakket bagud i lønfremgang. Det er beregnet at sygeplejersker og social- og sundhedspersonalet således har sagt nej til ekstra lønfremgang på godt flere tusinde kroner om måneden, fordi de ikke kan få de krævede sidste 400 kr hjem også. Og det skal tilføjes, at forligskvinden Mette Christensen har anset det for udelukket at forhandle sig frem til et mæglingsforslag med parterne, da sygeplejersker og sosu'er stod urokkeligt fast på kravet om 15 % totalt.

Problemets kerne er angiveligt at sygeplejersker og sosu'er efterhånden føler sig så groft underbetalte i forhold til det fortjenstfulde arbejde de udfører, at de ikke længere vil acceptere et lønniveau som de finder direkte kønsdiskriminerende. De hævder at de får for lidt i løn, fordi de er kvinder og fortsat udsættes for følgerne af den traditionelle indstilling i samfundet om at omsorgsarbejde er kvindearbejde der ikke berettiger samme løn som andet arbejde. Der er for så vidt stor forståelse for deres argumentation i befolkningen, der derfor hidtil har bakket strejken op. Men der er tre grunde til at dette ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at bøje arbejdsgiverne.

For det første er de kommunale og regionale arbejdsgivere bundet af den ressourcebegrænsning der ligger i meget stramme budgetter og umuligheden af at øge skatterne. For det andet kan de ikke uden videre give de to sidste faggrupper særlige forbedringer når aftalerne med de øvrige grupper er faldet på plads. Det ville være at gøre grin med disse faggrupper og kun medføre nye krav fra deres side. Og for det tredje er den relative lønplacering mellem faggrupperne et spørgsmål som ikke kan løses ved forhandling med enkelte grupper i en overenskomstsituation, men må være en del af aftalen med alle de grupper der omhandles af overenskomsten.

Dette betyder i praksis, at de offentlige arbejdsgivere ikke har ekstra midler at tilbyde, og at det derfor er sygeplejerskernes og sosu-arbejdernes fagforbund der har malet sig selv op i en krog ved at insistere på at få mere end de allerede har opnået i forhold til deres kolleger hvis forhandlere har accepteret et resultat. De peger ganske vist på to muligheder der kunne løse konflikten, nemlig nedsættelsen af en ligelønkommission, der skulle se på den manglende ligestilling mellem kønnene i lønniveauerne, og en ekstra pulje penge til kommuner og regioner fra staten i størrelsesorden 38 mio. Men ingen af delene er overenskomstrelevante, da staten af princip ikke skal blande sig i overenskomstforhandlingerne. Ligelønkommissionen ville måske ikke være nogen dårlig idé, men den kan jo alligevel tidligst komme med forslag og anbefalinger til næste overenskomstforhandling. Og penge får man ikke, da det ville være et eklatant brud på det gode danske aftalesystem at levere ekstra lønsummer fra statens side til nogensomhelst part under igangværende forhandlinger og pression.



Det danske aftalesystem, der baseres på Hovedaftalen mellem DA og LO der i realiteten går helt tilbage til Septemberforliget i 1899, fastsætter regler for overenskomstforhandlinger og konflikter, og fastslår desuden princippet om at det er parterne selv der må afgøre deres stridspunkter. Aftalen har været af uvurderlig betydning for både arbejdstagernes kamp for store og små forbedringer (så som arbejdstid, ferie, løn og pension) og arbejdsgivernes ledelse og planlægning og har dermed været en væsentlig forudsætning for såvel den økonomiske vækst som den fordelingspolitik der har muliggjort det moderne velfærdssamfund.

Det store pres på systemet som sådant kom med den kraftige vækst af den offentlige sektor som indledtes med skattereformerne i slutningen af 1960'erne og som bevirkede to afgørende ændringer i samfundet. Den ene var selve forskydningen mellem de offentligt ansatte, der primært tog sig af omsorgen for befolkningen med tilhørende bureaukratisering, og de privat ansatte, der primært tog sig af vareproduktion og -distribution, og den anden var den følge af omsorgsarbejdets kolossale ekspansion som navnlig professor Jørgen S. Dich påviste i sin bog om Den herskende klasse og som med hans ord kortest kan karakteriseres på den måde at særforsorgen nu var blevet et kulturfænomen.

Barmhjertigheden var, forklarede han, forlængst ophørt med at være et anliggende udelukkende for private kredse og var blevet en klar offentlig forpligtelse, som i 1950'erne og 60'erne førte til en kraftig udbygning af særforsorgen. Den 'klassiske' opfattelse af menneskets individuelle ansvar for sin tilpasning til samfundet erstattedes med andre ord af en humanitær opfattelse, der fritager de enkelte for ansvar og dermed også for de individuelle følger af manglende tilpasning, og giver plads for det offentliges ansvar og pligt til at yde hjælp på humanistisk grundlag - uden nogen betingelse om individualistisk indsats.



På den ene side bevirkede fagbevægelsens kamp i 1970'erne at bevægelsen med LO-formanden Thomas Nielsens tvetydige, men ofte citerede ord "sejrede ad helvede til". Negativt udtrykt betød det at man tvang svage arbejdsgivere til lønforbedringer der kun medførte stigende inflation og fik den socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen til i 1979 at advare mod den 'økonomiske afgrund'. Det tog det mange år at rette op på. På den anden side bevirkede den voldsomme ekspansion af den offentlige sektor og fremkomsten af en ny herskende klasse i form af de offentligt ansatte, at skattetrykket steg og steg, selvom ressourcerne forblev begrænsede - og iøvrigt altid vil forblive begrænsede.

Flertallet i befolkningen ønsker til hver en tid selvsagt - alt andet lige - bedre offentlig service og tænker ikke altid på at dette ville kræve skattestigninger der ville undergrave den sunde samfundsøkonomi. Men kommer det til valgkamp om skatter, så kan de borgerlige partier - som de gjorde i 2001 - vinde folketingsvalget ved netop at love skattestop. Og de har med held kunnet fastholde dette skattestop til den dag i dag. Selv socialdemokraterne accepterer det nu. Alle kan oven i købet efterhånden også se at det vil være fornuftigt og foreneligt med skattestoppet at omlægge skatterne gradvist fra arbejdsindkomst til afgifter. Det centrale problem er altså at folk gerne vil have forbedret offentlig service, men ikke vil betale mere i skat.

I dette dilemma sidder vi stadigt - og i selvsamme saks sidder de offentlige ansatte i almindelighed og de plejende omsorgsmedarbejdere i særdeleshed.



I denne situation kan det fastslås ganske nøgternt, at strejkevåbnet i 2008 ikke er vejen frem for den del af fagbevægelsen der har særlige problemer i kraft af deres særlige status i samfundet som omsorgsmedarbejdere.

Ingen undervurderer deres meget vigtige og fortjenstfulde arbejde, og ingen under dem ikke ideelt set mere i løn, hvis det kunne ske uden følger for andre, men skal de i praksis have relativt mere i løn end andre i en overenskomstsituation, må det ske på to klare betingelser. 1) alle involverede faggrupper i den pågældende overenskomstforhandling må acceptere det, ja i princippet må alle faggrupper acceptere det, og 2) samfundsøkonomien må ikke løbe løbsk og ikke automatisk føre til en ekspansion af den offentlige sektor

Den sidste betingelse er stort set opfyldt i denne overenskomstsituation for de offentligt ansatte derved at finansministeren og dermed regeringen har fastlagt rammerne for de offentlige arbejdsgiveres tilbudsmuligheder (i realiteten endda nok i overkanten), men den anden betingelse er lige præcis negligeret af sygeplejersker og sosu'ernes forhandlingsparter derved at disse har nægtet at acceptere særtilbud til deres egne medlemmer i en størrelsesorden som de øvrige faggrupper har kunnet acceptere.

At benytte strejkevåbenet i denne situation fører derfor kun med sig at sagesløse mennesker som syge og ældre på hospitaler og plejehjem eller under hjemmehjælp bliver taget som gidsler i kampen. Det kan naturligvis gå en tid, men ikke i længden. Opbakningen til de aktionerendes fortsatte kamp vil derfor uundgåeligt falde med tiden. Og regeringen hverken kan eller vil gribe ind. En hvilken som helst regering vil helst vente med indgreb indtil der ikke er andet at gøre. Men skal den gribe ind, skal der foreligge et forkastet mæglingsforslag der kan ophøjes til lov. Det gør der for lærerne og børnehavepædagogerne under BUPL og derfor kan der eventuelt gribes ind fra folketingets side, hvis disse grupper den 13. maj forkaster det mæglingsforslag de skal stemme om, men som stadigt ikke omfatter sygeplejersker og sosu'er.



For disse to grupper der end ikke har kunnet forhandle sig frem til et mæglingsforslag er forholdet derfor, at strejkevåbnets yderligere brug egentlig kun har et formål, nemlig at tømme strejkekasserne så faggruppernes ledelser går i realitetsforhandlinger om et mæglingsforslag. Regeringen kan og vil ikke gribe ind før der foreligger et sådant forslag. Og det er naivt af parterne at tro at regeringen indirekte skulle gribe ind ved at nedsætte en ligelønkommission der på forhånd forsynes med en pose penge til at gøre godt med over for de grupper der føler sig forfordelt. Sådan spiller samfundsklaveret ikke her i landet. Det véd gruppernes forhandlere udmærket, men flertallet af deres medlemmer vil ikke være ved kendsgerningen.

Partipolitisk er regering naturligvis i klemme i den forstand at såvel socialdemokraterne som Dansk Folkeparti til det sidste vil være tøvende over for et regeringsindgreb uden særbevillinger til sygeplejersker og sosu'er, som netop disse to partier har stillet i udsigt. Men denne klemme skal nok blive løsnet efterhånden som strejken skaber flere ubehagelige følger for sagesløse mennesker.



På længere sigt vil det centrale problem naturligvis være at sikre tilgang af kvalificeret arbejdskraft til sundhedssektoren, men vejen frem hedder blot ikke mere og mere i løn, men bedre arbejdsforhold på de enkelte arbejdspladser, og det vil i realiteten ikke mindst sige en ledelse der forstår at afbureaukratisere. For mange i sundhedssektoren er glade for deres arbejde og stort set tilfredse med deres løn, men ikke for det stress kontorarbejde og kontrol medfører.

Men på længere sigt bliver det også nødvendigt med en hårdere prioritering af opgaverne for den offentlige sektor. Og derfor er Dichs gamle analyser og advarsler fra 1972 stadigt aktuelle. Det er godt at vi ikke længere på vore breddegrader har en herskende kapitalistklasse der kan skalte og valte med midler og ressoucer som de har lyst til, men det er ikke holdbart at vi erstatter den med en herskende klasse af offentligt ansatte der ingen grænser kender for deres lyst til at lægge beslag på de ekstra ressourcer den økonomiske vækst giver samfundet som helhed.

Kan den aktuelle strejke tømme sygeplejerskeres og andre offentligt ansattes strejkekasser, har den gjort gavn, men kan den også få dem til at indse at de ikke skal stille krav der må betegnes som ublu både i forhold til samfundsøkonomien og andre faggrupper, så er sejren hjemme.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Den herskende klasse efter 1970
Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige  (27.9.06.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)
Absolut behandlingsgaranti gives ikke  (28.11.06.)

Finansloven 2008 i hus med DF og NA  (6.3.08.)
Finanslov og rettidig omhu?  (30.8.07.)
VK og DF enige om skatten  (4.9.07.)
Regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07  (23.8.07.)
Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen?  (3.4.07.)
Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
Værdimanifest i komplet udgave

Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænonmener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal