Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - nagasaki

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.8.05.


Nagasaki 9.8. 1945, 1990 og i dag

60-året for atombombens brug mod japanerne under 2. verdenskrig er naturligvis genstand for opmærksomhed som alle de øvrige 60-års dage i forbindelse med krigens afslutning. Men også på 50-årsdagen og 40-års dagen mindedes Hiroshima-bomben, således i Danmark i 1985 med en udstilling om Japan på Nationalmuseet i Brede, hvor den japanske ambassade gav gratis adgang på selve dagen den 6. august.

Japanerne glemmer selvsagt aldrig katastrofen, men mindes hvert år de døde i Hiroshima og Nagasaki. Endnu er der overlevende fra dengang der kan fortælle deres børn og børnebørn om tragedien. Og premierminister Junichiro Koizumi, der netop har udskrevet valg, benyttede da også lejligheden til at fastslå at Japan aldrig må blive atommagt, men den danske redaktør og tidl. Tokyo-korrespondent for Jyllands-Posten Tor Tolstrup har i sin bog 'Cirklen sluttes - Japan søger sin sjæl' modsat fastslået, at Japan 60 år efter Hiroshima er på vej mod at blive en atommagt. Grunden skal være ønsket om at genvinde den nationale identitet og blive accepteret internationalt på linje med andre atommagter som Kina.



Nagasaki-årsdagen kan opleves på stærkeste vis gennem gensynet med Akira Kurosawas smukke film 'Rhapsody i august' fra 1990. Den foregår i Nagasaki omkring en ældre kvinde, hvis mand omkom på sin skole i byen, og som nu har besøg af fire børnebørn, mens datteren og sønnen besøger hendes broder der overlevede bomben og siden giftede sig med en amerikanerinde og tog ophold på Hawaii.

Børnebørnene forsøger at overtale bedstemoderen til at tage til Hawaii for at besøge broderen, men hun afslår, bl.a. fordi hun dårligt kan huske ham. Søn og datter vender tilbage og kan fortælle om forholdene på Hawaii samt meddele, at deres amerikanske fætter vil komme på besøg. Det glæder bedstemoderen, men passer ikke børnebørnene, der nægter at tage med til lufthavnen for at modtage denne amerikaner netop på årsdagen for bomben.

Amerikaneren får efter eget ønske forevist Nagasaki og det sted hvor fasterens mand omkom. Skolebørn kommer for at lægge blomster på stedet, og en flok ældre overlevende gør det samme, heriblandt en blind mand der føler på de forvredne jernstænger der er de eneste rester af bygningen. Også en mindehøjtidelighed i et tempel overværer amerikaneren.

Alt er en stor overraskelse for ham, fordi hans far har hemmeligholdt at han kom fra Nagasaki og havde familie der omkom, og han udtrykker stor og oprigtig sorg over bombens store skader.

Særligt bevægende er filmen fordi den anskueliggør det 'øje' som bombens lys skabte på afstand og som prentede sig ind i de overlevendes hukommelse. Men også fordi den undgår enhver form for sentimentalitet ved at anvende et stykke klassisk musik - en 'Lacrymosa' fra en gammel messe til underlægning for højtideligheden i Nagasaki.

Det hele sættes i relief af forskellen mellem bedstemoderens gamle japanske livsstil med buddhistisk meditation og børns og børnebørns amerikansk-prægede moderne livsstil samt igen gennem musikken ved anvendelsen af den smukke tyske lied 'Heidenrösslein' og endelig forsoningen mellem den japanske bedstemoder og den amerikanske nevø.



Var det virkeligt nødvendigt at bruge atombomben mod Hiroshira og Nagasaki, spørger historikeren Brian Patrick McGuire i Politikens kronik 6.8. Han er forlængst blevet dansk statsborger, men er født på Hawaii i 1946 og påpeger at Hiroshima kun kan forstås hvis man tager udgangspunkt i Japans overraskelsesangreb på Pearl Harbor-flådebasen på Hawaii i 1941. Resultatet var naturligvis krig mellem USA og Japan, og den blev hård. I 1943 begyndte amerikanerne systematiske bombninger af alle japanske byer, men som bekendt ville den japanske regering ikke kapitulere i sommeren 1945 selvom de ingen chancer havde for at vinde krigen, og krigen i Europa iøvrigt sluttede allerede i maj.

Kejseren var guddommelig og kunne ikke tabe. Visse af de japanske generaler nægtede at se kendsgerningerne i øjnene og troede til det sidste på deres uovervindelighed. End ikke Hiroshima-bomben den 6.8. der øjeblikkeligt dræbte 60.000 mennesker og efterfølgende omkring 140.000 kunne rokke deres standpunkt. Derfor besluttede amerikanerne at bruge endnu en atombombe - og først derefter kapitulerede japanerne. Men dette forløb forbigår McGuire.

Han hæfter sig ved at både amerikanerne og briterne i 1944-45 var blevet eksperter i at udradere tyske og japanske byer og lægger ikke skjul på at han betragter det som terrorisme at bombe civile mål. Specielt den senere amerikanske forsvarsminister McNamara hænges ud, fordi han som ung matematiker og statistiker deltog i planlægningen af bombningen i Japan med det formål at beregne hvordan man kunne opnå de højst mulige dødstal. Han har som bekendt senere fået anfægtelser over sine gerninger i såvel Japan- som Vietnam-krigen, og McGuire kan citere ham for følgende erkendelse: "Menneskesindet magter ikke (i en krigssituation) at overskue alt det uforudsete. Vi slår menneske ihjel, uden at det er nødvendigt." Han erkender også at fornuften har sine grænser.

Nu er det jo ikke kun i krigssituationer at mennesket ikke kan overskue alt. Historikeren Paul Johnson har faktisk kaldt det en lov, at alle handlinger altid har utilsigtede virkninger ved siden af de tilsigtede - og de utilsigtede kan være katastrofale.

Anden Verdenskrig blev særligt barbarisk, fordi de to krigsstiftende parter, Tyskland og Japan, førte fuldstændigt hensynløs krig der hverken skånede personer eller materiel. Tyskland opgav først sin forrykte kamp, da landet var sønderbombet og Hitler personligt havde forladt skuepladsen ved fejt at begå selvmord. Men Japan nægtede som sagt at kapitulere, fordi lederne på trods af alle kendsgerninger troede på sejren.



I denne situation var det ikke muligt for amerikanerne at skåne modstanderen for store materielle og menneskelige tab. Havde Japan ikke kapituleret efter Nagasaki, er det ikke utænkeligt at millionbyen Tokyo var blevet næste atombombemål.

Man kan have det synspunkt, at atombomben er et så skrækkeligt våben at det under alle omstændigheder er dybt uansvarligt at bruge det. Det er et smukt ideal, sålænge alle parter i en konflikt er realister og opgiver videre kamp, hvis kendsgerninger siger at den er tabt. Men virkeligheden er desværre - nøjagtigt som det gælder fænomenet terrorisme - at den ene part er fanatikere der er lige glade med realiteterne og hellere vælger selvdestruktionen end fornuften og overgivelsen. Det var ganske enkelt vanvid at den japanske regering ikke overgav sig efter Hiroshima. Men det var ikke vanvid af amerikanerne at bruge bomben i Hiroshima eller Nagasaki, når fjenden ikke kunne se at nederlaget var givet.

Når den manglende realitetssans forbinder sig uløseligt med overtroiske forestillinger, så er der desværre kun ét sprog tilbage, og det er magtens iskolde tale.



Amerikanernes overvejelser og motiver kan diskuteres. Formentlig får vi aldrig den fulde sandhed at kende, bl.a. fordi de øverst ansvarlige som præsident Truman forlængst er døde og aldrig røbede deres inderste hemmeligheder. En tysk forsker har netop i Neue Zürcher Zeitung beskyldt amerikanerne, inklusiv Truman, for racistiske motiver bag anvendelsen af bomben mod japanerne. Det kan næppe bestrides at sådanne har spillet ind, ligesom man i Irak-krigen ikke kan se bort fra at visse amerikanske soldaters foragt for fjenden har racistiske undertoner. Men den fulde sandhed er det ikke. Krigens logik er anderledes, og den drejer sig om at vinde med de forhåndenværede midler. Og som historien viste, så var amerikanerne ikke sene til i tilfældet Japan at give japanerne muligheder for at komme til hægterne og selvstændigheden igen.

McNamara skal krediteres for sin selverkendelse, men også den er jo efterrationalisering. For det er - som han selv erkender - ganske enkelt ikke muligt i den situation hvor der skal handles at overskue alle muligheder eller konsekvenser. Man er altid klogere bagefter.

Det har utvivlsomt spillet ind, at amerikanerne for enhver pris ønskede at undgå den opslidende og menneskekrævende opgave at erobre Japan ø for ø og by for by. Man arbejdede på atombombeprojektet for at komme andre i forkøbet - og forkorte krigen. Man afprøvede våbenet i den amerikanske ørken - og det fik Truman til at juble - men først efter 6.8. kendte man våbenets umiddelbare enorme ødelæggelsesevne og først langt senere lærte man våbenets forfærdelige langsigtede følger at kende. Det er billig humanisme og idealisme at se bort fra den afgørende amerikanske strategi i denne sag. Og endnu billigere i den menneskelige historie at abstrahere fra krigens realitet som magtmiddel hvor realitetssans og sund fornuft holder op eller ligefrem bevidst fravælges af den ene part.

Stanley Kubricks film 'Dr. Strangelove' med undertitlen 'Hvordan jeg lærte at elske bomben' fra 1964 med fremragende spil af Peter Sellers anskueliggør på både intens og grinagtig vis den galskab der kan ramme magtfikserede teknologer og officerer, når fjendebilledet kammer over til det dæmoniske. Den maner i allerhøjeste grad til skepsis over for al militær tankegang, men gensynet med den minder os trods alt også om, at det ikke gik så galt med den amerikanske militarisme som man kunne frygte dengang.



Atombomben fik tværtimod store positive følger for den kolde krig - netop fordi den var blevet afprøvet i praksis og alle måtte erkende, at dens brug ville være ensbetydende med gensidigt selvmord. Man taler i den forbindelse om en slags paradoks i selve det forhold at et våben kan være så effektivt at det ikke kan bruges. Men det er i virkeligheden bedre at opfatte sagen som udtryk for det bl.a. den danske filosof Johannes Witt Hansen kaldte et afmagtspostulat og som dækker over det forhold at en given begrebsramme fører til logiske modsigelser eller paradokser, så det kan være nødvendigt at udvide begrebsrammen.

Witt Hansen formulerede selv det afmagtspostulat, at det er umuligt at løse internationale konflikter eller klassekonflikter med nukleare våben, fordi anvendelsen af disse våben medfører totaldestruktion af de stridende parter. Våbnene er så at sige inkommensurable med den genstand de skal måle. Postulatet er en begræsning af Clausewitz' i forvejen uholdbare teori om krig som fortsættelse af politik med andre midler. Vælges krig som udvej af den ene part i en strid, ligger det i, at den fredelige, politiske og diplomatiske vej enten ikke accepteres eller ikke skønnes at kunne føre til det ønskede mål.

Den kolde krig førte til en meningsløs oprustning på begge sider, men lederne i begge lejre var kloge nok til at indse at de ikke kunne angribe den anden part uden risiko for totaldestruktion. Cuba-krisen i 1961 var det sidste forsøg på at lege med ilden fra Moskvas side. Ingen af parterne var interessede i totaldestruktion.



Hvordan man end vender og drejer sagen, så kan det vanskeligt bestrides at atombomben trods sine uhyggelige og skræmmende virkninger har haft sin mening og berettigelse netop fordi vi lever i en verden der ikke styres af fornuft, men tværtimod rummer aktører der lader hånt om alle realiteter. Det mest skræmmende ved bomben er at den kan falde i hænderne på politiske ledere eller ideologiske terrorister der er styret af så megen ufornuft at de i en given situation foretrækker selvdestruktionen og totaldestruktionen fremfor dialog, diplomati, politik og kompromis.

Netop derfor er der også ufornuft indbygget i opfindelsen. For Paul Johnsons lov om utilsigtede virkninger af alle politiske handlinger indebærer at heller ikke atomvåbnets præventive virkning, som det udtrykkes i afmagtspostulatet, garanterer at det aldrig bliver anvendt.

Krig er magtkamp, og magtkamp fører ofte til en kynisme der helliger ethvert middel i kampen for et bestemt mål og - allerværst - frister taberne til destruktion frem for det nederlag eller det kompromis der føles som eftergivenhed og ærestab. Men det betyder ikke, at al kamp på forhånd skal opgives for at undgå risikoen. Det betyder derimod at de konstruktivt tænkende skal fastholde deres fornuft og deres målsætning om at udbrede demokratiet og dermed den principielle tilslutning til normalt politisk spil.



Henvisninger:

Afmagtspostulater



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal