Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - danskhed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.5.03.


Danskheden udfordret

af indvandringen, amerikaniseringen, globaliseringen, den misforståede nationalisme, mageligheden, angsten for forandring, påstået "konstruktion" og anden begrebsforvirring.

Indledning

Danskheden og indvandringen
Danskheden og Europa
Danskheden og amerikaniseringen
Danskheden og it-udviklingen
Danskheden og globaliseringen
Danskheden og sproget
Danskheden og kulturarven
Danskheden og oplysningen
Danskheden og velfærdsstaten
Danskheden og friheden
Danskheden og humoren

Afslutning



Indledning   
Til toppen   Næste afsnit

Danskheden diskuteres vidt og bred for tiden. Mange føler den truet af indvandringen, amerikaniseringen og globaliseringen eller af den postmodernistiske opfattelse af det multikulturelle samfund, hvor alt absolut skal regnes for lige godt og der følgelig ikke må gøres forskel af nogen art.

Under alle omstændigheder er danskheden udfordret i den forstand, at selve begrebet er taget op til debat i dets mangetydighed og dets problematiske forhold til de såkaldte værdier i det danske samfund.

Hvad danskhed overhovedet er for en størrelse, er ikke længere givet, og også om værdierne hersker der uenighed. Hvad der er værdier for nogle er det ikke for andre. Nogle går så vidt, at de hævder at værdier er et subjektivt trosanliggende som hører fortiden til.

Men selvom fronterne på mange måder er skarpt optrukne og intolerancen hos mange parter er tilsvarende stor, så kan det ikke skade at gøre sig tanker om begreberne og om muligt derved komme ud over de værste fordomme og misforståelser.

Det vil i sig selv ikke fjerne uoverenstemmelserne, for mange er fastlåste i deres holdninger og indgår stort set aldrig i egentlig dialog med anderledestænkende. Men for dem der mener det alvorligt med dialog, gensidig forståelse og demokratisk sameksistens er det uholdbart at lade stå til. Demokrati kommer aldrig af sig selv, og det opretholdes heller ikke af sig selv.



Danskheden og indvandringen   
Til toppen   Næste afsnit

Den mest markante grund til at danskheden er kommet til debat er naturligvis den betydelige indvandring gennem de sidste årtier og den hermed sammenhængende stigende andel af andengenerationsindvandrere i skolerne, på uddannelsesstederne og på arbejdsmarkedet. Disse indvandrere giver ofte anledning til særlige problemer. De kan tilsyneladende tale udmærket dansk, men alligevel ikke godt nok. De bliver af forældrene tvunget til at adskille sig fra deres danske kammerater på mange punkter - lige fra gymnastik og badning over seksualundervisning og religionsundervisning til disciplin, faste og bøn, en anden form for humor og ikke mindst et helt andet syn på kvindekønnet.

Da deres forældre i vid udstrækning ikke taler særligt godt dansk, ofte af princip ikke deltager i skoledemokratiet og ydermere ofte lever af kontanthjælp, så er modstanden mod dem stor blandt såkaldt almindelige danskere, hvilket vil sige danskere med forholdsvis lav uddannelse og indtægt og mangel på arbejde. Når hertil kommer, at det politiske system indtil for ganske nylig var fuldstændigt uden vilje til at begrænse indstrømningen af indvandrere gennem familiesammenføringer og indstrømningen af flygtninge uden nøje skelnen mellem om de var politiske flygtninge eller bekvemmelighedsflygtninge, så var det intet under, at folketingsvalget i 2001 betød et markant nederlag for socialdemokraterne og en lige så markant fremgang for Dansk Folkeparti.

Der blev naturligvis straks talt om en højredrejning i dansk politisk, ja om en nationalistisk tendens, der vakt opmærksomhed i udlandet, bl.a. i det moralske Sverige (der ikke ville være ved egne alvorlige problemer), skønt sandheden var, at omsvinget i Danmark kun kom lidt hurtigere end andre steder fordi der tilfældigvis var parlamentsvalg her tidligere end andre steder. I løbet af ganske kort tid var drejningen slået igennem stort set i alle europæiske lande. Og den kan kun gøres til en højredrejning, hvis man - som venstrefløjen har for vane - på forhånd definerer almindelige mennesker med lav indkomst, ringe uddannelse og høj risiko for arbejdsløshed som tilhørende det afskyelige højre.

Dette er og bliver imidlertid en tilsnigelse, der blot tilslører det forhold, at Dansk Folkepartis store fremgang blev hentet på bekostning af socialdemokraterne, der efterhånden var blevet et akademikerledet parti med ringe føling med, hvad deres menige medlemmer følte og tænkte. Det blev der da også hurtigt efter valget rettet op på. Der er i dag bred enighed om stramningerne i indvandrerpolitikken. Socialdemokraterne skal ikke nyde noget af at gå til et valg en gang mere på at lukke øjnene for de reelle problemer. Så lader man hellere venstrefløjens kystbanesocialister slå plat på deres letkøbte idealisme.

Indvandrerpolitikken har iøvrigt gennem alle de ca. 40 år der har været brug for fremmed arbejdskraft i landet været præget af tilfældighed, naivitet og laden stå til.

Tilfældigheden bevirkede at man prøvede ad hoc at løse nogle af de konkrete problemer efterhånden som de dukkede op og nødvendiggjorde en løsning. Politikerne var - med hæderlige undtagelser - ikke forudseende.

Naiviteten har ligget i den fantastiske 'humanistiske' overbevsning om, at man ikke måtte stille krav til indvandrerne, men at disse tværtimod skulle nyde beskyttelse af deres særlige kultur og adfærd på linje med gammeldanskerne - uanset hvor umulig den integrationsmæssigt var, og at tolerancen således i humanismens navn kom til at betyde tolerance over for de kræfter blandt indvandrerne der ikke ville respektere danskerne og dansk kultur, men tværtimod åbenlyst foragtede og bekæmpede den.

Som Kåre Bluitgen har vist i sin bog "Til gavn for de sorte", så er det ikke småting indvandrerne kan komme af sted med uden indgreb, fordi danskernes humanisme er tossegod, og deres egen vilje til integration umådeligt lille. Resultatet er at indvandrerbørn i vid udstrækning bliver tabere i det danske samfund, og at dette igen kun fremmer modviljen mod dem. (Se artiklen  Den muslimske desintegration i Danmark)

Hertil kommer imidlertid, at den demografiske udvikling i det danske samfund med en faldende andel af gammeldanskere indebærer, at der om ganske få år vil være mangel på arbejdskraft for at opretholde det nuværende niveau af de velfærdsydelser som kommer pensionister, syge og handicappede til gode. Dansk Industri kræver ganske enkelt import af kvalificeret fremmed arbejdskraft for at kunne opretholde den nødvendige produktion og indtjening. En sådan import vil selvsagt kun øge integrationsproblemerne.

Problemet med indvandrerne er altså langt fra løst, men bliver tværtimod værre de næste årtier, og vil selv i bedste fald kræve meget stor indsats i henhold til den nye integrationslov for ikke at udvikle sig katastrofalt for både gammeldanskerne og indvandrerne.



Danskheden og Europa   
Til toppen   Næste afsnit

Med Danmarks tilslutning til EU - eller EF som det hed dengang - i 1972 accepterede et flertal af danskerne at Danmark ikke er stort og stærkt nok til at klare sig selv uden for det økonomiske fællesskab som dominerende vesteuropæiske lande som Tyskland, Frankrig og Italien havde skabt, og som også Storbritannien tilsluttede sig. Siden kom Spanien, Grækenland, Sverige og Finland med - og i løbet af 2004 formentlig yderligere 8 østeuropæiske lande. EU er i dag en så selvfølgelig organisation, at modstanden mod medlemsskabet bliver stadig svagere. Selv gamle modstanderpartier har forladt den tomme protestlinje og bevæget sig ind i realiteternes verden, hvor det betyder mere at skaffe sig indflydelse end at holde fast ved forældede dogmer.

Udvidelsen er den helt naturlige konsekvens af Murens fald, selvom den har taget alt for lang tid. Men den bliver ikke uden problemer. EU-konventet under den tidligere franske præsident Giscard d'Estaing har barslet med et forslag til en ny traktat, der nu skal behandles af regeringscheferne på et topmøde i juni, men stor uenighed er der fortsat om den kommende magtfordeling og -struktur.

Det er uvist, om hvert land fortsat skal have en kommissær, om kommissionsformanden skal have samme mandat som hidtil eller afgive magt til en præsident for EU. Der ser ud til at blive enighed om en fælles udenrigsminister (den tyske Joschka Fischer er allerede nævnt som den mest sandsynlige kandidat), men en egentlig præsident vil vække modstand, fordi både titel og beføjelser i al for høj grad vil gøre EU til en statsdannelse i stedet for en føderation. Forslaget om en præsident kan splitte medlemslandene - og bl.a. gøre det uhyre vanskeligt at få en ny traktat godkendt ved den kommende folkeafstemning i Danmark. Til alt held for Danmark vil Storbritannien formentlig sige nej til forslaget.

Problemet med danskerne er, at vi nødig afgiver noget af den suverænitet vi besidder som selvstændig nation, og som vores grundlov beskytter. Mange ønsker nu en grundlovsændring, fordi den gamle siges at være for restriktiv med hensyn til afgivelse af suverænitet, når nu udviklingen i de internationale forhold gør et stadig tættere samarbejde mellem nationerne nødvendigt og for EU's vedkommende gør det nødvendigt i stigende grad at skabe ensartede rammer for nationernes indbyrdes konkurrence og fælles fodslag udadtil. Men en grundlovsændring, der blot vil være en slags justering af allerede hævdvunden praksis, vil være en dødssejler. Et forslag om en ny grundlov klarer ikke en folkeafstemning uden at indholde et eller flere markante ændringer af væsentlige bestemmelser, og et sådant forelægger ikke således som det gjorde i 1953, da tronfølgen blev ændret.

Det vil altså være bedre at stille sig til tåls med den gældende grundlov - og så iøvrigt fra sag til sag tage stilling til afgivelse af suverænitet. Et af problemerne i forbindelse med den kommende afstemning om en ny EU-traktat bliver de fire danske forbehold vedr. den gamle traktat. Her peger alt på, at tiden er løbet fra i hvert fald tre af dem - og at alene ØMU'en kan være et kardinalpunkt. Ulempen ved ØMU'en er, at de tilsluttede lande forpligter sig til en stram politik hvad angår budgetbalance og inflationsbekæmpelse, hvad der igen vil sige mindre frihed til egen penge- og finanspolitik. Men problemer for de store lande som Tyskland og Frankrig har allerede afsløret, at de stramme regler ikke holder over for konjunkturernes brutale udvikling.

Til syvende og sidst må det dog være afgørende, at danskheden ikke på nogen måde undermineres ved afgivelse af suverænitet på områder som det økonomiske, pengemæssige eller udenrigspolitiske. Alle forsøg på at redde danskheden ved at sætte sig imod afgivelse af suverænitet vil være både misforståede og håbløse. En stigende tilknytning til europæiske og andre internationale organisationer vil være uundgåelig - og vil på ingen måde forhindre danskheden i at trives. Den vil kun nødvendiggøre mere bevidsthed om hvad danskhed vil sige.



Danskheden og amerikaniseringen   
Til toppen   Næste afsnit

Som debatten om Irak-krig til fulde har dokumenteret så trives amerikanerhadet i Danmark utroligt godt - naturligvis især på venstrefløjen, hvor USA ikke primært står som et frihedens land, der skaber kreative forsknings- og kulturmiljøer, men som et privatkapitalistisk land der eksporterer ikke blot sine varer, sin teknologi og know-how til omverdenen, men også sine underlødige ‘værdier', sine film, sin fastfood og fedme, sine vaner og overfladiskhed og værst af alt sit slangfyldte sprog.

De fleste danskere har langt større sympati for demokraterne end for republikanerne. Præsidenterne Kennedy og Clinton har høj status i Danmark (man glemmer at Johnson, der eskalerede Vietnam-krigen også var demokrat). Clinton blev modtaget af Poul Nyrup Rasmussen på Nytorv som en helt. Bush er inviteret af Anders Fogh Rasmussen (før Irakkrigen), men kommer nok ikke. Han vil i givet fald skulle beskyttes mod æg og sten. Samt Holger K. Nielsens, Egon Clausens og Carl Pedersens verbale tirader, der bl.a. går på Bush's religiøsitet (man glemmer at også Clinton var religiøs).

Modstanden mod Irak-krigen - og den danske regerings tilslutning til den - var stor før krigen gik i gang, men mindskedes efterhånden som det fremgik, at krigen forløb glattere end beregnet. USA satte en standard for indblanding i fremmede staters suverænitet, som var ny og helt på tværs af FN's normer - og dette vakte ikke udelt begejstring. På venstrefløjen har man ondt ved at acceptere, at USA rent faktisk er den eneste supermagt i verden og i sin soleklare ret til at forsvare sig mod trusler fra lande der åbenlyst huser og støtter terrorister. Venstrefløjen har også ondt af at USA konsekvent siden 1948 har været garant for staten Israels eksistens - og det vel at mærke uanset om den amerikanske præsident var demokrat eller republikaner (det er vitterligt demokraterne der har størst opbakning fra amerikanske jøder).

Men uanset opfattelsen af det politiske landskab i USA og USA's indblanding i andre landes politiske og økonomiske anliggender med militære magtmidler, så går modviljen mod den stille, men systematiske og effektive påvirkning af kulturen på tværs af de politiske skel. Både på højrefløjen og venstrefløjen er der modvilje mod amerikaniseringen, fordi den menes at undergrave vores egen egenart. De nationalt sindede frygter undergravningen af danskheden, de progressive frygter mest konformiteten.

Problemet er, at den amerikanske kultur på godt og ondt er så konkurrencedygtig at den har uhyre let ved at vinde ‘masserne' eller ‘gruppemenneskene', fordi den på en og samme gang er så kreativt opfindsom og så ‘billig', at der skal en udviklet kritisk sans til for at modstå den, eller - helt uantageligt i vestlige lande - fundamentalistisk censur og forbud som i de muslimske lande.

Frie og demokratiske lande kan med andre ord ikke forhindre den stilfærdige, men massive påvirkning fra den amerikanske kultur. At henvise til den amerikanske udenrigspolitiks imperialistiske væsen eller til den amerikanske økonomis grundligggende privatkapitalistiske karakter batter ikke noget. For frihed og demokrati indebærer at man giver det privatkapitalistiske initiativ lang snor og herunder accepterer magtmæssige konsekvenser af det. Frihed og demokrati hører sammen med privat initiativ og ansvarlighed samt social stratifikation.

Modstand mod den overhåndtagende amerikanisering af kulturlivet i hele den vestlige verden kan kun ydes af kritisk indstillede mennesker, og kun hvis disse nøgternt erkender at de ikke får noget ud af at kæmpe imod friheden og demokratiet, men i stedet for må koncentrere sig om at højne niveauet i såvel kulturdebatten som kreativiteten. Sådan har betingelserne for kritiske mennesker iøvrigt altid været. De har altid måttet kæmpe imod strømmen. Og det indebærer som hovedregel ikke, at strømmens retning kan ændres, men at dens kraft kan reguleres, så den ikke skyller alting med sig, men tillader diversitet på alle felter.



Danskheden og it-udviklingen   
Til toppen   Næste afsnit

De mest karakteristiske træk ved USA er nok dets åbenhed, frihed og kreativitet, fordi det er disse træk der er forudsætningen for den fantastiske tiltrækningskraft staten har haft på kreative og frihedselskende mennesker jorden over som har måtte flygte fra forfølgelse, censur og tvang. Totalitære regimer graver altid deres egen grav, fordi de konsekvent forhindrer den udfoldelse af kreative evner som er betingelsen for fortsat udvikling. De går i stå på næsten alle punkter ved at udstøde de begavede mennesker de har allermest brug for. Disse må søge andre steder hen - og det vil i det 20. århundrede først og fremmest sige USA. Jøder måtte flygte fra Tyskland og siden resten af Europa, inden det blev for sent. Videnskabsmænd og kunstnere måtte senere flygte fra Sovjetunionen og lydstaterne, og i dag må sådanne mennesker flygte fra de arabiske lande.

USA har taget imod med åbne arme - og haft enorm fordel af det hvad angår videnskabelig og teknologisk forskning. Det er derfor ikke tilfældigt, at USA er blevet verdens førende land når det gælder videnskab og teknologi. En opremsning er fuldstændig overflødig. Enhver vil kunne nævne talrige eksempler.

Men i nyere tid er det unægteligt informationsteknologien der er i fokus. Opfindelsen af transistoren på Bell Laboratories i 1947 og 'chipsene', de integrerede kredsløb, af Fairchild Semiconductors i 1959, den integrerede microprocessor 1971 af Intel, Silicon Valley, (Pentiumprocessoren 1993) var milepæle i den elektroniske udvikling - og Bill Gate's udvikling af DOS-operativsystemet i 1981 og det geniale Windows-operativsystem i 1988 gjorde bogstaveligt talt computeren til et personligt, billigt og yderst populært redskab, som selv børn fra tidlig alder kan have glæde af.

Da der sideløbende var en tilsvarende rivende udvikling inden for tele- og satellitkommunikationen (internettet med World Wide Web i 1993 og mobiltelefonen i midten af 1990erne samt bredbåndet), så blev de mest udviklede lande hurtigt omformet fra industrisamfund til informationssamfund, og de mere tilbagestående lande fik mulighed for at forcere deres udvikling, fordi den nye teknologi er relativ billig.

Informationsteknologien udbredes globalt - og lynhurtigt - og medfører en internationalisering af informationerne. Hele verden er i dag forbundet med netværk der kan transmittere billeder, lyd, tekst og data uden nævneværdig forsinkelse. I en vis forstand medfører dette hvad man kalder 'et grænseløst samfund': grænserne mellem nationerne, mellem virksomhederne indbyrdes og mellem virksomhederne og deres ansatte udviskes. Sprogligt betyder udviskningen, at engelsk er blevet totalt dominerende som internationalt sprog.

Igen en uundgåelig udvikling, som ingen har villet, bestemt eller forudset, men som simpelthen er dukket op i og med de teknologiske muligheder og derefter er forløbet efter sine egne love om hurtigst mulig udbredelse. Den omformer totalt samfundene og menneskenes vaner og kulturer. Den vil derfor naturligt nok blive følt som en trussel af mennesker der ikke bryder sig om større forandringer eller som er tilfredse med det bestående og betragter de nymodens ting som overflødige.

I sig selv er informationsteknologien ikke nogen trussel mod danskheden i dybeste forstand - så lidt som mod nogen anden national identitet. Men naturligvis må identiteterne tilpasse sig de nye betingelser. Alt hvad man kan forstå som specielle danske kulturværdier - historien, litteraturen, sproget, oplysningen, sekulariseringen, velfærdsideen, humoren og folkekarakteren består. Teknologien betyder kun, at deres former forandrer sig og navnlig at deres tilgængelighed bliver langt lettere.

I dag er det muligt at søge information på nettet om stort set alt, herunder alt af interesse for historie-, sprog- og litteratursøgende. Eksempelvis er det i dag muligt at skaffe sig udførlige oplysninger om data fra kirkebøger og folketællinger på nettet. Meget mangler endnu, bl.a. - som påpeget af Ole Grünbaum - at få lagt Den Store Danske Encyklopædi ud på nettet. Det er og bliver en skandale, at der ikke forlængst har kunnet skaffes midler hertil. For i sig selv har det været yderst berigende for danskheden, at videnskabeligt stof, der normalt kun formidles på engelsk, i encyklopædien er blevet tilgængeligt på dansk og har lært danske videnskabsmænd at udtrykke sig adækvat fagligt på deres modersmål. (Jævnfør iøvrigt hjemmesiden Dansk på nettet)

Hovedsagen er imidlertid at man ikke bør forveksle mål og midler i spørgsmålet om danskheden. Den moderne informationsteknologi er et middel der kan bruges til såvel værn om danskheden som nedbrydning af danskheden. Men de kulturbevarere der er afvisende over for teknologien gør danskheden en rigtig bjørnetjeneste.



Danskheden og globaliseringen   
Til toppen   Næste afsnit

Tilsvarende betragtninger kan gøres gældende om globaliseringen, der jo betyder, at alt på kloden hænger meget tættere sammen end nogensinde tidligere i historien. Men dette betyder ikke - som man ofte hører påstået - at nationalstaternes tid er forbi.

Takket være informationsteknologien og navnlig telekommunikationens udvikling er afstandene i verden blevet mindre og mindre. Nogle påstår at verden følgelig er blevet mindre, men det er det sædvanlig vrøvl fra folk der vil manipulere andre. Undertiden kaldes verdenssamfundet også nu en global landsby - men det har heller ikke andet på sig end just det forhold at kommunikationen mellem folk har sprængt grænserne og går lige så nemt som i en lille landsby, hvor ingen kan foretage sig nogetsomhelst uden at alle ved det. Sammenligningen er derudover bundfalsk, for mens det er sladder der formidler oplysningerne i det lukkede landsbysamfund og følgelig let forbindes med fordømmelse og forfølgelsesvanvid, så bevarer det globale samfund sin fulde diversitet og frihed. Den enkelte kan søge oplysninger og kontakt hvor han vil, og det bliver stadig vanskeligere for magthaverne såvel som naboerne at kontrollere borgerne.

Globaliseringen har oplagte fordele, fordi den enkelte person, den enkelte virksomhed og den enkelte institution, herunder de videnskabelige institutioner, kan kommunikere med ligesindede overalt i verden. Men også fordi alle med adgang til internettet og satelit-kanalerne kan få hurtigt information om alle større begivenheder i verden omtrent mens de sker. Bagsiden er naturligvis overfloden af information der igen gør det nødvendigt for den enkelte at skelne bevidst mellem nødvendig og overflødig information - og hårdhændet fravælge den overflødige.

Kulturelt kan globaliseringen ikke undgå at få den konsekvens at de gensidige påvirkninger mellem de forskelle nationer, kulturer, religioner og politiske systemer bliver langt større end i det lukkede samfund med ‘kinesiske mure' mellem systemerne. Også dette har den oplagte fordel, at det bliver stadig vanskeligere for despotiske magthavere eller totalitære systemer at forhindre uønsket information i at blive taget ned af dissidenter og oppositionelle grupper. Åbenheden, friheden og demokratiet nyder stor gavn heraf. Bagsiden er at værdisættene i positiv forstand samtidig udfordres, således at deres værnere må se i øjnene, at de ikke i det lange løb kan forhindre en påvirkning udefra. De må tilpasse sig den nye situation.

Dette ses tydeligt i konkurrencen mellem de store politiske systemer. Sovjetunionen bukkede under, fordi det til sidst var umuligt at forhindre at befolkningen fik god viden om alternative muligheder. Det kommunistiske Kina må i dag tilpasse sig økonomisk, teknologisk og politisk for at undgå samme skæbne. Og alt peger på at viljen til tilpasning her er stor blandt den yngre generation af ledere. Værre er kampen mellem det demokratiske vestlige samfundssystem og det udemokratiske muslimske samfundsystem, fordi det sidstnævnte er udsat for en meget betydelig og stadig større udfordring i retning af både demokratisering og sekularisering. Slutresultatet turde være givet på forhånd, eftersom også almindelige muslimer ønsker udvikling og medindflydelse, men mellemregningerne kan blive meget store på grund af risikoen for terror fra de fanatikere der modsætter sig udviklingen.

Hvad danskheden angår er der ingen grund til at se med frygt og bæven på globaliseringen. For den er ingen trussel mod danskheden. Nationalstaten vil utvivlsomt undergå store forandringer i løbet af de næste generationer, men danskheden vil bestå sålænge der er noget der hedder dansk sprog, dansk historie og dansk litteratur. Forankringen i det nationale i positiv forstand skyldes ikke bevidste tiltag, begrebsmæssige konstruktioner eller fundamentalistisk nationalisme, men ganske enkelt det forhold at flertallet af danskere fødes ind i den til hver en tid givne danske identitet. Og forankring af denne art er igen forudsætningen for at kunne være åben mod den øvrige verden og tilpasningsdygtig over for fremmed påvirkning.



Danskheden og sproget   
Til toppen   Næste afsnit

Det er allerede nævnt at det danske sprog er under stærk påvirkning fra navnlig det engelske/amerikanske, fordi dette er blevet det internationale sprog som alle stifter bekendtskab med og har brug for i den moderne kommunikation. Men i grunden er der ikke andet nyt heri end at påvirkningen i dag er temmelig ensidig, hvor den tidligere var bredere. Men dansk sprog har i århundreder optaget låneord fra mange sprog, herunder latin, græsk, tysk og fransk foruden naturligvis engelsk. Ikke destomindre er dansk sprog fortsat dansk - med specifik dansk grammatik og syntaks, specifik dansk udtale og specifikke historiske og litterære konnotationer.

Der er naturligvis inden for dansk mange dialekter og mange jargoner, men dialekterne er efterhånden ved at forsvinde som modersmål for de særskilte egnes befolkninger. Afsmitningen af rigsdansk på dialekterne via radio og tv har været stigende gennem årtier og efterhånden fjernet grundlaget for bevaringen af uforfalskede dialekter lokalt. De yngste generationer der vokser op på landet forstår ganske enkelt ikke deres bedstemødres og bedstefædres modersmål. Flere steder må man derfor ligefrem ty til dannelse af lokale foreninger hvis formål er at bevare forståelsen for og sansen for dialekterne. (Eksempelvis ‘Æ synnejysk forening' med hjemmesiden synnejysk.dk).

Der har for nylig været debat om danskfagets rolle i skolen på foranledning af en bog af Peter Heller Lützen med den noget mærkværdige titel "Danskfagets danskhed". Her gives åbenlyst udtryk for den provokerende opfattelse, at danskfaget er ved at blive et internationalt kulturfag, og at det kun er godt. "Kun ved at underminere forestillingen om, at der findes fælles kultur for indbyggere i Danmark, kan man åbne og efterhånden afskaffe begrebet danskhed som pædagogisk og dannelsesmæssigt ideal", hedder det. Og det gøres ligeud gældende, at danskfagets formål er at undergrave danskheden!

Protesterne udeblev ikke. Bl.a. var socialdemokraten, tidligere social- og indenrigsminister Karen Jespersen forarget, fordi hun mener at der er brug for at styrke den sociale sammenhængskraft i vort samfund og ikke - som bogen sigter imod - at ødelægge den.

Senere kom en rapport om ‘Fremtidens danskfag' fra en arbejdsgruppe under undervisningsministeret. Her understreges det næsten lige så provokerende, at "det ikke er fagets opgave at artikulere en dansk kultur, men at være mødestedet for alle de kulturer, som er i Danmark". Kultur er ikke noget man har, men noget man gør, hedder det temmelig mystificerende i den forbindelse. Ikke underligt at en adjunkt i faget, Bodil Fogh, i en kronik advarede mod den postmodernisme rapporten oser langt væk af. Alt betragtes som lige gyldigt og dermed - ligegyldigt.

Det er med andre ord ideologien om multikulturalismen der trænger sig på i de nævnte værker. Ideologien siger, at der på grund af indvandringen af mange etniske grupper i Danmark ikke længere findes en fælles dansk kultur, men kun en skøn blanding af forskellige kulturer, der hver for sig har deres værdi og som derfor bør være ligeberettigede. Det sprog der er og bliver kernen i danskheden gøres til ahistorisk og åndløst kommunikationsmiddel. Og resultatet er flerdobbelt: danskheden undergraves, den historiske og litterære sans undergraves, det danske sprogs mangetydighed, underfundighed, spændvidde og kreative kraft undergraves - og indvandrerne der jo som hovedregel ikke har dansk som modersmål - går glip af muligheden for at lære sproget at kende i dybden.

Som fremhævet flere steder på disse sider, så er dagligsproget kernen i ethvert nationalsprog. Det er dagligsproget, der til forskel fra fagsproget og det internationale fællessprog rummer den smidighed og tilpasningsdygtighed som giver det stabilitet over årene og gennem udviklingen, og som den har i kraft af den indbyggede mangel på entydighed eller præcision. Intetsteds kommer denne smidighed så klart til udtryk som i humoren - og derfor er det naturligvis et sprogs underfundige toner man fanger sidst når man prøver at tilegne sig et fremmedsprog. Men derfor også dem man bør være opmærksomme på. Og det kan kun ske, hvis man opfatter et sprog som andet end et teknisk kommunikationsmiddel, nemlig som bærer af kultur, historie og ånd.

Nej, kultur er næppe noget 'man har', hvis man dermed mener at kultur skulle være en slags relikvie eller trofæ som man har anskaffet én gang for alle og blot kan dyrke ved lejlighed. Men kultur er heller ikke noget 'man gør', hvis der dermed menes noget i retning af det man foretager sig i det daglige for at opretholde livet.

Kultur er noget langt dybere, der nok på overfladen kan give sig udslag i hvad man har (ejer) og hvad man gør (foretager sig), men i langt højere grad bunder i en altomfattende og uudtømmelig arv man overtager og fører videre, men kun kan føre videre, hvis man opfatter den som et levende og åndeligt fænomen, der umuligt kan reduceres til bestemte ting.

Sproget i betydningen modersmålet er og bliver den væsentligste del af hele denne kulturarv.



Danskheden og kulturarven   
Til toppen   Næste afsnit

Men sproget er ikke den eneste væsentlige og betydningsfulde del af kulturarven. Såvel historien som litteraturen hører med. Begge er igen nært forbundne med sproget. Og begge er også ældre end nationalstaten, der som bekendt for Danmarks vedkommende kun går tilbage til første halvdel af 1800-tallet.

Danmarkshistorien går så langt tilbage i tiden som man kan finde spor af menneskekultur i det geografiske område der udgøres af det nuværende Danmark, og det vil sige så langt tilbage i oldtiden, at der kun findes spor i form af materielle ting såsom redskaber, våben, gravkamre, knogler og køkkenmøddinger. På en eller anden måde fascinerer det os at finde sådanne spor og dermed få håndgribelige beviser på vore forfædres eksistens, liv og færden. Vi besøger findestederne og gravstederne og får historiske fornemmelse i kroppen, selvom vi må undvære viden om de tanker forfædrene har haft. .

Først fra det øjeblik der findes bevarede skriftformer får vore forfædre liv for os i dybere forstand. Det gælder primitive former som runestenene, men for alvor først håndskrifter af historisk, religiøs eller litterær art såsom de oldnordiske sagaer, Saxos latinske Danmarkskrønike (Gesta danorum) og Anders Sunesens latinske Skabelsesberetning (Hexaëmeron). Hertil landskabslovene på folkesprogene: Jyske Lov (1241), Sjællandske Lov og Skånske Lov.

Da bogtrykkerkunsten blev opfundet og udbredt skete der naturligt nok et spring i udviklingen. Litteraturen og historien blev en central del af alle lærde menneskers liv. Det analfabetiske lægfolk måtte tage til takke med de opbyggelige prædikener i kirkerne (foruden kalkmaleriernes let begribelige fortællinger), og det vil igen sige, at de faktisk først fra reformationen fik det danske sprog at høre ved oplæsning og udlægning af de til dansk oversatte bibeltekster.

Religion betyder uendeligt meget for alle kulturfolk overalt på kloden, fordi det er den der formår at skabe sammenhæng i et liv der ellers ville forekomme splittet og fragmentarisk og uden dimension eller perspektiv. Religion i Danmark vil sige hedenskab i oldtiden og kristendom fra og med Harald Blåtands indførelse af den som statsreligion omkring 965 (der findes dog teorier om at kristendommen fandtes i Danmark endnu tidligere). Hedenskabet hører med og hele dens mytologi er den dag i dag en inspirerende kilde til indsigt i menneskelivets grundvilkår.

Fra den danske reformation 1536 blev dansk sprog enerådende i den kirkelige liturgi, i prædiken og katekisation og i salmesang, og der opstod en rig salmedigtning med Kingo (Aandelige Siunge-Koor fra 1674) og Brorson (Troens rare Klenodie fra 1739) og senere Grundtvig og Ingemann. Christian den 3.s bibel fra 1550 (hovedsageligt oversat fra tysk) blev grundlag for denne tradition - og var med mindre revisioner den autoriserede bibeloversættelse helt til 1931.

Hvad den verdslige litteratur angår var det Ludvig Holbergs heltepos 'Peder Paars' (1719-20) og hans mange komedier (1722-28 og 1731-54) der satte varige spor både i sproget og i teaterkunsten. Komedierne opføres den dag i dag med stor succes (bl.a. af Grønnegårdsteatret) og betyder derfor til stadighed en genopfriskning af Holbergs sproglige rigdom vel at mærke på en mundtligt baseret tradition der er letforståelig, hvor læsningen af hans tekster derimod oftest kræver ordlister og noter.

Hvad specielt bibeloversættelserne angår er det karakteristisk, at der hver gang en ny oversættelse skal autoriseres, bliver jamret over kulturtabet. En betydelig, men unægteligt noget konservativt indstillet litteraturhistoriker som Paul V. Rubow betragtede det som et stort kulturtab, at bibeloversættelsen fra 1550 måtte definitivt opgives, for det betød at de generationer der lærte den nye fra 1931 ikke længere ville være i stand til at læse de gamle tekster der byggede på oversættelsen af 1550. Og det var så sandt som det var sagt, men er sprogudviklingens gang.

Sproget fornyes uafladeligt, og gammelt sprog - ligesom iøvrigt dialekterne - forstås ikke længere umiddelbart af de yngre generationer. Der skal ordbog til at læse Grundtvig, Blicher, H.C. Andersen og Oehlenschlæger, ja, selv I.P. Jacobsen og Henrik Pontoppidan volder de unge besvær i dag.

Kulturarven bliver derfor ikke ved at være levende automatisk, blot fordi den udstilles på Nationalmuseet eller de mange fortræffelige Lokalmuseer landet over - eller blot fordi den findes på bibliotekernes hylder. Den skal bruges og til stadighed tilegnes for at forblive levende. Det er derfor man har haft og endnu i nogen grad har dansk-, litteratur-, historie- og religionsundervisning i skolerne. Og derfor er det unægteligt en form for kulturtab hver gang der sker indskrænkninger i denne undervisning eller hver gang der som det var tilfældet i 1970'erne sker et decideret brud med den tradition der ligger i brugen af den danske sangskat til morgensang i skolen. Det var dengang et bevidst brud fra den fløj i det politiske spektrum der ønskede brud med historien for at skabe et nyt samfund. Den samme tankegang ligger bag forsøgene på brud med danskfaget som traditionsbærende kulturelement.

Kulturarven er naturligvis aldrig et rent nationalt anliggende. Danskheden er og bliver en del af europæisk kultur, og kulturarven drejer sig altså også til syvende og sidst om arven fra Hellas og Rom. Igen ser man derfor jammer over kulturtab, når gymnasiereformer indskrænker undervisningen i fag som græsk, latin, oldtidskunskab (og tidligere oldnordisk) som følge af væksten i moderne fags indhold. Og igen kan man konstatere at jammeren overdrives.

Vist er der noget der går tabt. Enhver der har lært latin - om ikke andet så gennem den lille latinprøve - vil vide at det har været gavnligt for tilegnelsen af andre europæiske sprog. Men dansk kultur fik ikke tænderne trukket ud i 1903, da græsk og latin blev opgivet som obligatoriske fag for de matematiske studenter (Niels Bohr tilhørte den sidste årgang af matematiske studenter der måtte lære græsk og latin). Og det vil heller ikke ske med den netop vedtagne gymnasiereform, hvor bl.a. latinen bliver yderligere svækket. Fortsat vil der være stor interesse for græsk og romersk kultur som for middelhavskultur i det hele taget. Men andre ting er også blevet væsentlige og i mange tilfælde væsentligere.



Så mærkeligt det måske end umiddelbart kan lyde er der al mulig grund til at betragte den sekularisering der er sket i Danmark gennem de sidste 100 år som en væsentlig del af danskheden.

Det store flertal af danskere er fortsat medlemmer af Folkekirken, og er - med Hal Kochs gamle udtryk - ikke til at drive ud af den. Men flere og flere bliver ikke desto mindre kirkefremmede og benytter kun kirkerne til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Reelt er der sket en så markant sekularisering, at der ikke blot er tale om, at religionen er adskilt fra staten, så der er fuld religionsfrihed i landet, men også om at folk tror på alt muligt andet end det præsterne prædiker ud fra de autoriserede tekster.

Ateister i egentligste forstand er der såmænd ikke så mange af, selvom religiøse fundamentalister opfatter alle andre som vantro. Men forholdet til religionen er hos almindelige danskere ganske afslappet, og netop derved adskiller de sig markant fra de fleste indvandrere af muslimsk oprindelse.

Afslappetheden har den bagside, at den religiøse dimension i tilværelsen bliver væsentligt formindsket - der bliver bogstaveligt talt lavt til loftet i universet uden den religiøse bevidsthed om en større mening med det hele end individets eller den lille gruppes private interesser. Det modsvares i betydelig grad gennem den vægt musikken har fået i moderne menneskers liv, men jo kun på et ubevidst plan. Men ellers er det ikke til at komme uden om at sekulariseringen som sådan har givet mennesket en formidabel frihed og ansvarlighed, som slet ikke kendes i samfund med snæver religiøsitet.

Denne del af danskheden er uhyre vigtig, fordi den også indebærer en åbenhed over for mulige nydannelser på det religiøse område.



Danskheden og oplysningen   
Toppen   Næste

At oplysningstiden har haft gennemgribende betydning for alle europæiske lande er hævet over al tvivl. Den betød det brud med den kirkelige autoritets overhøjhed som gav den videnskabelige, kunstneriske og politiske frihed og dermed blev forudsætningen for det moderne samfund.

Ordet oplysning har imidlertid to betydninger. Den betyder for det første viden og videnskab og lægger dermed vægt på forskningen og forskningens frihed. Men den betyder for det andet også den indsigt der kommer af at der kastes lys på tingene og sammenhængene. De to betydninger overlapper til dels hinanden, eftersom videnskabelig forskning også fører til indsigt i sammenhænge, men de kan også pege i hver sin retning. Og det er dette der ligger i Grundtvigs berømte spørgsmål om oplysning er for de lærde blot.

Det er den nemlig ganske klart ikke. Og det skyldes, at også ganske almindelige mennesker er i besiddelse af stor indsigt (og naturligvis altid vil have gavn af at få større indsigt), og at deres indsigt ofte er af en anden art end de lærdes. Den skyldes ikke granskning i bøger med tilhørende intellektuel udfoldelse, men erfaring fra det praktiske liv med tilhørende brug af sund fornuft og ustandselig justering af indsigt ud fra nye erfaringer og prøvelse af gamle.

Det er denne forskel der ligger bag humoristiske bemærkninger om, at en akademiker er en der har læst sig til "hvad vi andre ved i forvejen" (Storm P-vagbond) eller, at en bogsamling efter menighedens opfattelse ikke er noget at prale af for en ny præst på landet, for den gamle havde lært hvad han havde brug for på universitetet (Engstrøm).

Men det er også den forskel der dybest set ligger bag kritikken af intellektualismen som en form for forstandsidioti der dygtigt, men snævert forfølger rationelle og logiske mål, men abstraherer fuldstændigt fra den pragmatiske erfaring der kendetegner sund fornuft. De intellektuelle fejlbedømmer ofte magthavere, fordi de begår den fejl at fokusere på ideologi og erklærede hensigter i stedet for på realiteter og faktiske handlinger. Jævnfør den standende debat om venstrefløjens forbløffende naivitet i bedømmelsen af Stalins misgerninger.

Folkeoplysningen i Danmark kom ikke som et direkte resultat af oplysningstiden, der som nævnt fokuserede på bekæmpelse af kirkens indflydelse, men derimod som et resultat af de folkelige vækkelser i 1840'erne, og den fandt sin primære form i højskolebevægelsen, der i første omgang henvendte sig til bondestandens ungdom og iøvrigt som vækkelsen i sig selv blev delt i en grundtvigsk og en indremissionsk hovedlinje.

I byerne udviklede den sig som aftenskole og folkelige foredrag - og fik med arbejderbevægelsens fremkomst stor betydning for den almene dannelse af arbejderne.

Karakteristisk for såvel folkeoplysningen som den almene dannelse er at den aldrig sigter mod at give faglige eller andre snævre kompetencer, men netop oplysning i betydning indsigt i større sammenhænge. Der var særligt brug for denne form for oplysning i en tid der i alt for høj grad var præget af hårdt arbejde, faglige interesser og nyttemoralsk snæversyn.

Med hele den moderne informationsteknologi (og den relativt lange fritid de fleste kan nyde) er der ikke længere det samme behov for denne almene indsigtsgivende og fagsprængende undervisning som højskolerne tidligere var ene om at tilbyde. Derfor er højskolebevægelsen i en vis forstand kommet i krise. Den savner tilgang af elever og overvejer derfor nu at indføre mere kompetencegivende undervisning.

Muligheden debatteres i højskolekredse for tiden, men en realisering vil kunne undergrave hele ideen med den gamle højskoletanke. Der er derfor grund til at slå fast, at danskheden ikke kan være foruden en reel folkeoplysning af almen, ikke-kompetencegivende karakter.

Formår folkehøjskolerne af økonomiske grunde ikke længere at være modvægten til gymnasiet og universitetet i landet, så må andre instanser prøve at skabe en sådan modvægt. Ganske vist er også videnskaben for folket i den betydning at den principielt er til rådighed for alle og bl.a. gennem Folkeuniversitet, Den store Danske Encyklopædi, tv-programmer og mængder af faglig litteratur på alment niveau m.v. rent faktisk også stilles til rådighed for alle.

Men folkeoplysning vil stadig være noget andet og mere, nemlig en eksistentiel perspektivering der kun er mulig i frie fora hvor eksaminer er erstattet af samtale og debat på et niveau der sættes af fagligt kvalificerede mennesker der har andet i hovedet end deres fag.



Danskheden og velfærdsstaten   
Til toppen   Næste afsnit

På Syddansk Universitet er der for nylig udgivet en bog der hedder "13 historier om den danske velfærdsstat", og ifølge omtalen i Weekendavisen 11. april gives der her forskellige bud på, hvornår denne velfærdsstat er dukket op i historien. Flere af bidragyderne fører den åbenbart tilbage til omkring århundredskiftet 1900, andre til den socialdemokratiske politiks gennembrud med Stauning fra sidst i 1920erne. Men det er og bliver en mærkværdig diskussion a la en strid om kejserens skæg.

For sprogligt set er det en kendsgerning at ordet ‘velfærdssamfundet' først dukker op i det danske sprog i 1955 (i en artikel i Det Danske Magasin). Det forekommer ikke i Den Store Danske Ordbog, hvis bind 26 kom i 1952. Men ord som velfærdsetik, -moral, -princip og -indretning fandtes naturligvis. I Politikens Verdenshistories bind 19, skrevet af den norske historiker Ole Kristian Grimnes. er ordets fremkomst da også korrekt fastsat til tiden efter 2. verdenskrig. Det blev først brugt om Storbritannien, og blev derefter et almindeligt udtryk for de samfund der udviklede sig i det meste af Vesteuropa. Hertil bør føjes, at det besynderligt nok blev den store taber af 2. verdenskrig, Tyskland, der i kraft af en fabelagtig økonomisk vækst i 1950erne lagde grunden til det den vesttyske økonomiminister og senere kansler Ludwig Erhard i en bestseller-bog fra 1957 kaldte "Wohlstand für alle".

Humlen er, at velfærdsstaten eller velfærdssamfundet ikke fra starten var et villet og bevidst formuleret projekt, men kom lidt efter lidt som følge af den kraftige økonomiske vækst i forening med den revolutionerende omformning af selve det kapitalistiske system som betød en stigende udbredelse af goderne til befolkningen samt en stigende vækst i den offentlige sektor, muliggjort gennem den kraftige stigning i beskatningsgrundlaget.

Der er en klar sammenhæng mellem den offentlige sektors vækst og den socialdemokratiske ideologi, og dermed også for Danmarks vedkommende sammenhæng mellem eksplosionen i de offentlige udgifter fra 1970/71 og den socialdemokratiske skattepolitik med navnlig kildeskattens og momsens indførelse. Sidstnævnte skete med SF's stemmer i 1967. Der var fra borgerlig side betydelig modstand mod den offentlige sektors vækst - navnlig fra konservativ side (Poul Møller), men som bekendt opdagede VKR-regeringen 1968-71 alt for sent hvad der var i gære. Det resulterede i såkaldt ‘perspektivplanlægning' (!) men ændrede intet grundlæggende. Men bortset fra striden om den offentlige sektors ideelle størrelse, der stadig pågår og aldrig vil blive afsluttet, så er der bred enighed i Danmark såvel som i de øvrige vesteuropæiske lande - og nu også i de fra al planøkonomi befriede østeuropæiske lande - om at samfundet naturligvis skal være et velfærdssamfund og ikke et knaphedssamfund eller et utryghedssamfund.

Arten af velfærdssamfundet kan diskuteres, men intet parti kan vinde stemmer eller regeringsmagt på at erklære velfærdssamfundet for en dårlig idé. Allerede ordet gør, at ingen kan være imod det. Omvendt kan heller intet parti tage monopol på idéen - altså heller ikke det socialdemokrati der for Danmarks vedkommende lagde grunden til det.

På grund af de voldsomt forøgede muligheder for lægebehandling som den videnskabelige og teknologiske udvikling indebærer, så bliver der et stigende problem med at få ressourcerne til at strække til. Der må prioriteres, som det hedder. Og på grund af den demografiske udvikling bliver der også stigende problemer med de offentlige overførselsindkomster. Bl.a. kommer efterlønsordningen under stigende pres. Men indskrænkningerne i velfærdsydelserne sker i givet fald ikke for at afskaffe velfærdssamfundet, men tværtimod for at redde det!

Det specifikt danske ved velfærdssamfundet i Danmark turde ligge i den grad af tryghed det giver borgerne. Danskerne er blevet et folk af tryghedsnarkomaner og derfor passer det flertallet godt, at det offentlige i sidste ende sikrer enhver borger de basale fornødenheder, uanset arbejdsduelighed og beskæftigelse. Igen kan det diskuteres - og bliver naturligvis diskuteret - bl.a. i forbindelse med de offentlige ydelser til indvandrerne og deres sammenførte familier, hvor høj graden af tryghed skal være, men princippet er stort set alle enige om.

Godt nok kan historikeren Søren Mørch i sit kapitel i den nævnte bog postulere, at velfærdsstaten er der ingen andre end indvandrerne der får forærende. For den har de almindelige danskeres forfædre tilkæmpet sig. Men så han har jo for det første allerede modsagt sig selv, eftersom de nulevende danskere altså ikke behøver at slås for sagen (mange kan derfor som bekendt ikke længere se noget formål i at være medlem af en fagforening). Men for det andet ser han bort fra at velfærdssamfundets styrke netop er, at det er hævet over den gamle ideologiske debat om, hvorvidt samfundet skal styres planøkonomisk efter socialistiske hensigter eller frit efter liberalistiske principper. Velfærdssamfundet regulerer modsætningerne gennem den offentlige sektors ydelser, så samfundet undgår de opslidende og meningsløse klassekampe. Velfærdssamfundet er, når det kommer til stykket, udtryk for at klassekampen er passé.

Bagsiden er risikoen for formynderi - at man tager ansvaret fra stadig flere af ren og skær ‘godhed' eller ‘humanisme' eller hvad man nu vil kalde det. Men velfærd for det enkelte menneske er ikke foreneligt med fritagelse for ansvar. Børn er naturligvis fritaget for et ansvar de ikke er i stand til at påtage sig før de når en passende alder, og det samme gælder ældre og alvorligt handicappede der er ude af stand til at klare et ansvar de tidligere kunne leve op til. Men tager man af misforstået barmhjertighed ansvaret fra folk der af den ene eller anden grund kommer midlertidigt i uføre, så forhindrer man dem faktisk i at komme op igen. Man fastholder dem i den sociale taberrolle.

Derfor bør trygheden altid kun være det ene princip for velfærdssamfundet. Friheden må være det andet - som en helt naturlig komplementær modpart.



Danskheden og friheden   
Til toppen   Næste afsnit

At friheden ikke er et totalt fraværende begreb i danskheden ses blandt andet i det politiske liv, hvor den mere socialt indstillede fløj og den mere liberalt indstillede fløj skiftes til at have regeringsmagten. Ligesom klassekampen i Danmark må betragtes som overstået og efterhånden kun kan hævdes af teoretikere, så er opdelingen af det politiske spektrum i en venstre- og en højrefløj også om ikke et stort set overstået kapitel, så i det mindste et misvisende billede på de faktiske forhold. For hele den ovenfor beskrevne velfærdsidé har bevirket, at kampen om den politiske magt i Danmark som i de fleste vesteuropæiske lande i dag står om vælgerne på midten, dvs det store flertal af befolkningen der har rimeligt arbejde, rimelig indtægt og rimelig bolig og som foretrækker små og sikre forandringer fremfor store og risikable eksperimenter - og som slet ikke kan acceptere ekstremistiske løsninger på nogetsomhelst. De føler sig som hovedregel heller ikke bundne til bestemte partier, men kan skifte side fra valg til valg.

Men velfærdsidéen har en indbygget tendens til at prioritere trygheden så højt, at det i det lange løb går ud over friheden, dynamikken og fleksibiliteten i samfundet. Sådan har det i perioder været i Danmark, og sådan er det for tiden i Tyskland i en grad som de tyske socialdemokrater og den tyske fagbevægelse ikke har eneansvaret for, eftersom det skyldtes en udvikling der har været i gang allerede i de 16 år kansler Kohl og hans koalition var ved magten og som havde de tyske arbejdsgiverorganisationers fulde tilslutning. Man ville hellere have dyre overenskomster der gav fred, end arbejdskonflikter der selv i bedste fald blot kunne have givet lidt billigere overenskomster. Denne udviklings følger lider kansler Schröder nu under. Det tyske arbejdsmarked og socialsystem er for stift og forhindrer nødvendig omstilling. Det er blevet den tyske kanslers lod at skulle kæmpe for socialrefomer med indbyggede nedskæringer for at bevare ‘socialstaten'.

I Danmark har de politiske fløje siden slutningen af 1960erne skiftedes til at have magten og en justering af forholdene på arbejdsmarkedet og i socialvæsenet skete i 1980'erne på en måde der rettede op på situationen. Men de socialdemokratisk ledede regeringer gennem 1990erne førte igen til en ekspansion af de offentlige udgifter, og førte derfor til behovet for den forandring, som især Venstre gjorde til sit slogan.

Dansk økonomi er i bund og grund sund, men de internationale konjunkturer gør det indtil videre vanskeligt at gennemføre større ændringer med hensyn til skatter og offentlige udgifter. Der er dog ingen tvivl om den nuværende regerings ønsker og vilje til at finde udveje til en passende omlægning med henblik på at øge graden af frihed for den enkelte såvel som for erhvervslivet.

Det er imidlertid påfaldende, at man fra regeringens side ikke forbinder ønsket om øget liberalisering med ønsket om at styrke danskheden. Grunden er formentlig den udbredte forestilling om, at en styrkelse af danskheden primært er et spørgsmål om på konservativ vis at bevare det gamle og forhindre forandringer. Men man ser i så fald bort fra det afgørende forhold, at danskheden som basal kulturværdi ikke er noget man har eller ejer og som man følgelig ville kunne bevare gennem konservering som museumsgenstande, men tværtimod er en levende størrelse, der kun bevarer sin indre værdi og livskraft gennem det der med et par fine ord er kaldt "vedvarende eksistentiel tilblivelse".

Kultur er ligesom eksistens netop aldrig et simpelt spørgsmål om at være eller have eller eje, men altid et spørgsmål om at blive til, at være i gang, at være åben og i denne forstand "holde sig ung". I modsætningen til det enkelte menneske, så bliver kulturen jo ikke nødvendigvis gammel med årene. Der sker faktisk løbende personelt et generationsskifte der kan holde den ung, men først og fremmest kan den bevidste vilje til at holde sig åben og fleksibel bevirke den afgørende forskel der skiller progressive og reaktionære samfund.

Danskheden er ikke et lukket system der værner om det bestående og holder al forandring fra livet, i så fald ville den være dødsdømt på forhånd. Men den er tværtimod et åbent system der tillader den frihed der kan sikrer initiativ, innovation og emergens. Det er der naturligvis delte meninger om inden for det danske samfund. Der er på den ene side dem der frygter forandring, fordi de vægter trygheden vigtigst, og på den anden side - paradoksalt nok - også dem der modvirker forandring, fordi de er imod den sociale stratifikation som den for al forandring nødvendige frihed indebærer.

Men der vil altid være tilstrækkeligt mange der ønsker friheden til at sikre at danskheden forbliver åben og fleksibel.



Danskheden og humoren   
Til toppen   Næste afsnit

Det påstås undertiden, at ikke alle folk har humor, specielt er der mange danskere der mener, at tyskere og svenskere savner denne fortræffelige menneskelige egenskab. Påstanden har naturligvis intet på sig. Den er et udslag af, at den der nærer opfattelsen definerer humor som den form for humor han selv er i besiddelse af - og da vi nu engang er forskellige, så har hverken individerne inden for et og samme folk eller folkene som sådanne samme form for humor.

Man behøver eksempelvis bare at bladre i Albert Engströms mange tegninger og fortællinger for at få bekræftet at svenskerne har humor - eller i Wilhelm Buschs tegninger for at få det samme bekræftet med hensyn til tyskerne. Humor hænger utvivlsomt sammen med folkekarakteren, dette forkætrede begreb der forlængst er afskrevet som videnskabeligt anvendeligt, fordi det er umuligt at definere og iøvrigt dækker over et fænomen som ikke kan måles og vejes, men må fornemmes intuitivt. Men sammenhængen kunne forklare, at også humoren løber ind i samme problem: den er udefinerlig - og kan derfor ofte slet ikke fanges af mennesker der savner intuition.

Under alle omstændigheder kræver al sprogligt formuleret humor god indsigt i det pågældende folkesprog. Humor er det sidste man nemmer i et fremmedsprog, netop fordi den spiller frit på hele rækken af bibetydninger og undertoner i de enkelte ord.

Danskerne er normalt ikke i tvivl om at de selv har humor - eller i at dansk humor er noget for sig selv. Generelt ligger den tættere på engelsk humor end på svensk og tysk. Så når den gode professor Parkinson gør gældende, at engelsk humor er karakteriseret ved en udpræget mangel på respekt over for autoriteterne, så kan vi nikke genkendende. Sådan er vores egen humor også. Og det fremgår af al ønskelig tydelighed af to af de største humorskabere Danmark har fostret: Robert Storm Petersen og Bo Bojesen. Begge mestrede mange sider af humoren, inklusive den satiriske, men den lille mand var i de fleste tilfælde tegnet med sympati over for de mindre sympatiske autoriteter. Dog gælder det også, at ofrene for viddet gennemgående var skildret med en vis mildhed eller overbærenhed. Igen noget vi finder særligt dansk.

Heraf kan man imidlertid ikke udlede, at dansk humor er harmløs. Det danske grin - og måske specielt det københavnske grin - kan være ganske brutalt, hvad især fremmede får at føle. Ingen skal som bekendt her i landet tro at han er noget, men ganske særligt skal indvandrerne ikke tro det. Det har kongehuset måtte sande, og derfor var det ikke uden grund, at dronning Margrethe for år tilbage kom med en belæring til folket i sin nytårstale:

"Så kommer vi med vores "danske humor" og små dumsmarte bemærkninger, så møder vi dem (indvandrerne) med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder - det kan vi ikke være bekendt."

Omvendt fandt hendes far, kong Frederik den 9. ved sin 60-års fødselsdag i 1959 anledning til fra Amalienborgs balkon at sige: "Lad os få det danske smil frem igen. Det har længe været i baggrunden." Men da var indvandringen heller ikke rigtigt begyndt og var slet ikke blevet et problem. Det var tidens bitre lønkampe der truede smilet.

I sin bog om Sejersen fra Variager bevægede religionhistorikeren Vilh. Grønbech sig dybt ind på forskellen i humor mellem de fine og de almindelige mennesker. Humoren hos de almindelige mennesker i Variager stod ikke i tjeneste hos moral og religion eller øvrighed eller decorum som en vogterhund. Den var gådefuld og tvetydig - og derfor afskyelig for landliggerne fra hovedstaden. Man kunne ikke se på de smilende variagere om det var ironi eller troskyldighed eller enfoldighed eller måske rent ud sagt dumhed der lå bag humoren; og det var højst ubehageligt at befinde sig mellem mennesker som ikke lod sig katalogisere som enten kloge hoveder eller fæhoveder. Man vidste aldrig, hvor man havde dem.

En sådan forskel mellem de fine og de jævne mennesker kan stadig iagttages, men da der i mellemtiden er blevet flere og flere af de første og færre og færre af de sidste, er resultatet blevet, at humor som redskab i moralens og overmagtens hævdelse er udbredt. Men ikke destomindre gælder også, at humor i den anden betydning - smilets, underfundighedens, dobbelttydighedens, forståelsens og forløsningens humor - er særdeles levende i brede kredse af befolkningen. Faktisk så levende at det går an at betragte den som en væsentlig del af danskheden, ja ovenikøbet som den del af danskheden som det vil være særligt værdifuldt af sikre overlevelse, fordi den harmonerer så fortræffeligt med den mangel på fanatisme der er kendetegnende for danskerne - og så nødvendig som ingensinde tidligere.

Til humoren hører også forståelsen for at udviklingen generelt er uforudsigelig, og udviklingen af danskheden derfor også vil undergå stadier der er uforudsigelige.



Afslutning   
Til toppen

Det skulle gerne være fremgået at danskheden ikke betragtes som truet, men derimod udfordret. Og det gør en væsentlig forskel.

De der føler danskheden truet tilhører først og fremmest den gruppe af danskere der betragter det danske som noget absolut, uforanderligt og urørligt. De frygter forandring og skyer påvirkninger udefra.

De der føler danskheden udfordret er hverken imod forandringer eller påvirkninger, men ser tværtimod forandring og påvirkning som en ganske normal foreteelse i livet som derfor dybest set kun er en fordel, fordi den stiller krav om tilpasning og fornyelse.

Man kan gøre gældende, at der er kræfter i landet der truer danskheden for så vidt de er forkæmpere for tanken om det multikulturelle samfund og dermed for tanken om alle etniske, politiske og religiøse gruppers fuldstændige ligeberettigelse og ligeværdighed. Men disse forkæmpere for det multikulturelle er overvejende fritsvævende intellektuelle teoretikere, der hylder det universelle, men skyr det historiske - eller de er fanatikere der er fast forankrede i minoritetsgrupper der ønsker den specifikt danske kultur elimineret eller svækket for selv at kunne komme til.

I virkeligheden er Danmark ikke et multikulturelt samfund, men derimod et multietnisk samfund med én og kun én overordnet fælles kultur og derunder mange subkulturer. Men subkulturer der ikke har skjulte hensigter om at overtage magten og gøre sin subkultur dominerende er en berigelse for et samfund og derfor ingen trussel.

Det bør derfor siges så højt, at det ikke kan misforstås, at der i Danmark kun er én kultur sålænge det danske sprog eksisterer, og det er den danske, og at alle etniske, politiske eller religiøse minoritetsgrupper derfor kun har én vej til fuld integration, nemlig at anerkende, respektere og tilegne sig mest muligt af denne danske kultur, herunder først og fremmest sproget og en passende viden om og fornemmelse af historien.

Der vil i den danske kultur, i danskheden, som i enhver anden kultur, være et skel mellem de indfødte og de indvandrede, og dermed et skel mellem 'os' og 'de andre'. Men skellet udelukker hverken sameksistens, samarbejde, gensidig udveksling og forståelse eller assimilation og integration. Tværtimod må man sige, at skellet eller rettere bevidstheden om skellet er selve forudsætningen for gensidig respekt og forståelse - på nøjagtigt samme måde som bevidstheden om et 'jeg' og et 'du' i parforholdet eller venskabsforholdet er forudsætningen for en sand respekt mellem parterne.

Danskheden udfordres i allerhøjeste grad af indvandringen, europæiseringen, amerikaniseringen, informationsteknologien, sprogpåvirkningen udefra, globaliseringen, velfærdstanken og hele den postmodernistiske modestrømning som dybest set hylder en fragmentering af livet og en foragt for værdier.

Men danskheden kan kun styrkes ved at udfordringen tages op.

Jan Jernewicz



Se også artiklerne:

Tværfagligt identitetsseminar  (29.1.08.)

Danmark ifølge Jan Jernewicz,
redaktørens bud på 2 x 15 karakteristiske ting ved Danmark .



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal