Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Arafat

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.6.02.


Arafat eller fred?

- Det afgørende valg.

Præsident Bush skulle oprindeligt have holdt sin længe ventede, men flere gange udskudte tale om situationen i Mellemøsten omkring den 20. juni, men endnu engang kom palæstinensiske selvmordsbombere ham i forkøbet. Og denne gang med den alvorligste bombe i mange år. Men endelig mandag den 24. juni (amerikansk tid) kom så talen. Og den blev ikke alle lige begejstrede for.

I medierne blev der fokuseret på præsidentens bemærkninger om, at der nu var behov for et nyt lederskab for palæstinenserne, og at et sådant ville give mulighed for oprettelsen af en midlertidig selvstændig stat allerede i løbet af 1½ år og en endelig selvstændig stat i løbet af 3 år. Det oplystes, at såvel Israels premierminister Sharon som palæstinensernes leder Arafat i første omgang havde hæftet sig ved de positive sider i Bush's tale. Men hurtigt kom indvendingerne. Bush skulle ikke bestemme, hvem der skulle være leder for palæstinenserne. De havde ret til selv at vælge deres leder, og både Bush og alle andre statsledere i verden måtte acceptere valget. Indvendingerne kom fra FN's generalsekretær, fra den britiske premierminister, fra den tyske og den danske udenrigsminister og mange andre. Men selvfølgelig stærkest fra palæstinenserne selv.

Hvor forvirrede medierne var blevet, kan vises med et enkelt eksempel, nemlig fra Berlingske Tidendes reaktion onsdag den 26. juni. På forsiden proklamerede Birgitte Vestermark i sin nyhedsanalyse, at Bush's visioner for en fred i Mellemøsten var de rene luftkasteller, for hvad hjælper det at komme af med Arafat, hvis alternativet er mere rabiat! Men i avisens leder hed det, at Bush's budskab ganske vist var usædvanligt i sit forlangende om et nyt palæstinensisk lederskab, men at det til gengæld også var første gang i næsten to år, at nogen har åbnet en afgørende og perspektivrig ny flanke i en mellemøstkonflikt, der som tiden har gået blot har fastlåst israelere og palæstinensere i et fjendskab uden mål eller med. Og det siges som konklusion, at Bush's simple budskab måske netop er, hvad den ulideligt fastlåste konflikt har brug for lige nu.

DR2's studievært Klaus Bundgård Povlsen sørgede i Deadline den 25.6. ikke for nogen særlig grundig endsige neutral orientering om Bush's tale, men havde valgt at indkalde den israelske fredsbevægelses ‘grand old man' Uri Avnery som kommentator, og han kaldte ligeud Bush's tale for primitiv. Han kørte iøvrigt for eget vedkommende blot frem med de ti år gamle aftaler fra Oslo, som han mente fortsat måtte være grundlag for fredsprocessen. Ikke et ord - heller ikke fra Bundgård Povlsens side - om, at situationen efter 1½ års palæstinensisk intifada og bin Ladens terrorangreb på USA 11. september er en helt anden, der kræver helt andre og mere radikale initiativer en Oslo-aftalens, foruden en radikal selverkendelse hos specielt en af parterne.

Højskolemanden Poul Erik Søes reaktion i hans ‘Enmandsavisen' 27.6. under overskriften ‘Grinemuren' skal lige nævnes her, men den vil blive kommenteret særskilt andetsteds  Klik.

Meningerne var som ventet delte, og selvom det netop afsluttede G-8-møde i Canada endte med tilslutning til det amerikanske ønske om et nyt lederskab for palæstinenserne, og selvom også en så vigtig person i Mellemøsten som Jordans kong Abdullah har undsagt Arafat, så er der grund til at kigge nærmere på præsident Bush' argumenter således som de fremgår af den fulde tekst fra Det amerikanske Udenrigsministeriums web-site  (US State Department).

Præsident Bushs vision eller drøm gælder to stater der lever side om side i fred og sikkerhed. Men der er simpelthen ikke nogen mulighed for at opnå denne fred før alle parter bekæmper terror, sagde han. Derfor gælder det på dette kritiske punkt, at hvis alle parter vil bryde med fortiden og begive sig ud på en ny vej, så kan mørket overvindes med håbets lys. Freden kræver et ny og anderledes palæstinensisk lederskab, så en palæstinensisk stat kan fødes. Derfor opfordrer Bush det palæstinensiske folk til at vælge nye ledere, ledere som ikke er kompromitteret af terror. USA vil støtte skabelsen af en palæstinensisk stat, først en provisorisk med begrænset suverænitet, men siden en endelig med fuld suverænitet, hvis palæstinenserne får nye ledere, nye institutioner og nye sikkerhedsaftaler med naboerne. Dette er hovedtrækkene i visionen. Den er og bliver en vision eller en drøm, og er ikke en konkret og detaljeret anvisning på drømmens realisering.

Men forudsætninger for realiseringen trækkes grundigt op. Og skønt Uri Avnery finder talen primitiv, og det gør han ud fra egne fastlåste og forældede dogmer om hvordan konflikten skal løses, så gør man klogt i som udgangspunkt at betragte talen som et særdeles velovervejet udtryk for den samlede amerikanske ledelses bedste overbevisning om, hvad situationen nu kræver. Og skønt de valgte formuleringer er bløde, lades der ingen tvivl tilbage om meningen:

En palæstinensisk stat vil, slås det fast, aldrig blive skabt på terror, men kun på reformer der er andet end kosmetik og som ikke tilslører forsøg på at bevare status quo. I dag er den valgte lovgivende forsamling i Palæstina uden autoritet, og magten i landet er koncentreret i hænderne på nogle få der er uden ansvar. Sande reformer vil kræve helt nye politiske og økonomiske institutioner, baseret på demokrati, markedsøkonomi og - kamp mod terrorisme. Israel på sin side må give palæstinenserne muligheder for at opbygge en levedygtig palæstinensisk økonomi og demokrati, men etablering af en anstændig regeringsførelse og en anstændig, ikke-korrumperet økonomi bliver palæstinensernes egen sag.

Men først og sidst er det for amerikanerne aldeles afgørende, at palæstinenserne nu vælger side i spørgsmålet om terroren. Det siges i talen ligeud, at de palæstinensiske autoriterer i dag opmuntrer terrorismen i stedet for at gå imod den, og at dette er uacceptabelt. USA vil simpelthen ikke støtte etableringen af en palæstinensisk stat før dets ledere engagerer sig i en vedvarende kamp mod terroristerne og herunder demonterer disses infrastruktur. Man vil med andre ord ikke være til grin længere. Dette er noget nyt i forholdet mellem USA og Palæstina, sammenlignet med relationerne under præsident Clinton, men det er en simpel og logisk konsekvens af det nye engagement i Mellemøsten der blev følgen af 11. september.

Præsident Bush gentog sine tidligere bemærkninger om, at andre nationer i spørgsmålet om krigen mod terroren er enten for eller imod USA. Og han understregede, at det kræver handling af en nation at blive regnet som støtte for USA. Ord gør det ikke længere, som Collin Powell tidligere har sagt. Det kræver, at de lande der vil regnes for bekæmpere af terroren standser strømmen af penge, udstyr og personer der kanaliseres til terroren imod Israel, standser skibsladningerne fra Iran og nedlægger terroristlejrene i Syrien.

Præsident Bush understregede sin forståelse for såvel vreden og angsten i det israelske folk som den dybe vrede og fortvivlelse i det palæstinensiske folk. De muslimske befolkningers forpligtelse over for moral, lærdom og tolerance er stadig i live i den islamiske verden i dag, sagde han. Muslimerne deler forhåbninger med mænd og kvinder i alle kulturer. Fremskridt, frihed og værdighed er ikke blot amerikanske eller vestlige håb. De er universelle, menneskelige håb.

Det sidste er ikke alene rigtigt, men peger faktisk på noget centralt, selvom det ikke blev nærmere belyst af Bush, nemlig at hadet til de vestlige værdier i almindelighed og de amerikanske i særdeleshed ikke er en uskyldig foreteelse, som man til dels kan undskylde som en psykologisk forståelig reaktion på undertrykkelse og uretfærdigheder; det er derimod en faktor der cementerer den inkonsistens som findes hos alle muslimske fundamentalister og terrorister i Palæstina, Syrien, Iran og Irak. Netop fordi værdierne er universelle - uanset hvor de af historiske grunde er blevet mere fremtrædende end andre steder - så er det ikke muligt at undsige eller forråde dem uden at blive ramt af indre modsigelser i egen psyke med de følger en sådan inkonsistens altid giver i retning af de destruktive kræfters sejr over de konstruktive kræfter. Den er altså til skade for dem der selv rammes af den.

Til sidst i talen sagde præsident Bush, at dette øjeblik i historien er både en mulighed og en prøve for alle parter i Mellemøsten. Det er en mulighed for at lægge grundlaget for en fremtidig fred, og en prøve der viser hvem der mener kampen for freden alvorligt og hvem der ikke gør. Tiden er kommet for alle i denne konflikt til at vælge freden, håbet og livet.

Det springende punkt i hele talen er den utvetydige opfordring til palæstinenserne om at vælge en ny ledelse. Den slags vækker umiddelbart anstød, fordi vi normalt regner det for en selvfølgelig ret for alle selvstændige stater, at de kan vælge deres ledere selv uden indblanding fra andre stater. Men så enkel er sagen bare ikke når det drejer sig om Palæstina. For det første er det endnu ikke en selvstændig stat, og det bliver det heller ikke uden accept og støtte fra USA's side. Det kan man beklage lige så meget man vil, bl.a. fra FN's side, men det ændrer ikke faktum, at USA's indstilling er afgørende. For det andet og det er det altafgørende, så er det meget godt, at en stat eller et folk har ret til selv at vælge sine ledere. Men det ændrer ikke det faktum, at alle valg har konsekvenser, og at valg i palæstinensernes tilfælde ikke er et formelt spørgsmål, men et reelt og skæbnebestemmende.

Zimbabwe kan også genvælge en diktator og forbryder som præsident Mugabe, men det kan da ikke ske uden konsekvenser med hensyn til relationer til udlandet eller den øknomiske hjælp fra andre lande. Danmark havde også 1993 sin ret til at sige nej til Maastricht-traktaten og sikre sig nogle forbehold for sin forbliven i EU, men det kunne da ikke ske uden konsekvenser der efterhånden er blevet for generende for samarbejdet.

Et individ har også sin frihed til at blive eventyrer, forbryder eller narkoman, men det ændrer nu engang de fremtidige livsbetingelser for lange tider. Hvis man ser bort fra de faktiske konsekvenser af sine handlinger, så er man ikke alene urealistisk, men har simpelthen misforstået frihedens gave. Frihed er nemlig ikke primært en formel, eventuelt juridisk fastslagt ret til selv at træffe sine valg, men selve den psykiske mulighed for at vælge mellem to eller flere valgmuligheder i og med at man med bevidsthedens hjælp overhovedet opdager at der foreligger mere end een udvej. Friheden er først og fremmest bevidsthedens gave til mennesket, men heraf følger ikke ansvarsfrihed, men tværtimod ansvarlighed. Frihed og ansvar hører sammen hos voksne mennesker. Det er forskellen mellem børn og voksne, at friheden for voksnes vedkommende altid er forbundet med ansvaret for de konsekvenser de frie handlinger fører med sig, og som i langt de fleste tilfælde er af bastant objektiv art og ikke noget der kan fejes af bordet som et støvfnug.

Alle de gode og velmenenede mennesker fra Koffi Annan, til Tony Blaire, Joschka Fischer og vores egen Per Stig Møller, som umiddelbart reagerede på Bush's tale med understregning af at palæstinenserne har ret til at vælge deres ledere selv, de ser ensidigt på palæstinensernes formelle ret, som Bush på intet tidspunkt har anfægtet, men abstraherer fuldstændigt fra palæstinensernes ansvar: at deres valg kan føre til fred, fremskridt og selvstændighed, hvis de vælger en ny ledelse, men vil føre til fortsat terrorisme, ufred, økonomisk elendighed og uselvstændighed, hvis de holder fast ved den gamle ledelse. Dette er sandheden, som er så ilde hørt, men som det er nødvendigt for palæstinenserne langt om længe at få øjnene op for, hvis de vil gøre nogetsomhelst ved deres håbløse og fortvivlede situation. USA har hidtil tøvet med at sige den. Blandt andet turde Collin Powel endnu ikke sige den ligeud til Arafat under møderne i Ramallah i maj (jf. artiklen om Vendepunktet i Mellemøsten), men endelig har Bush - først tøvende, men til sidst beslutsomt - taget bladet fra munden. Og derfor kommer de øvrige regeringsledere i EU ikke uden om nu definitivt at standse alle forsøg på at opretholde tomme illusioner hos Arafat.

Der er ikke noget alternativ til Arafat, lyder det. Men for det første ville det jo, hvis det ellers var sandt, være en falliterklæring for palæstinenserne, for det ville jo betyde, at de ikke kan få øje på noget alternativ til en leder der har undladt at tage de objektivt nødvendige skridt til bekæmpelse af terrorismen i egne rækker. Hvis det var sandt, så ville der ikke være noget alternativ til terroren. For det andet er det ikke sikkert, at alternativet skal findes mellem de fem personer der oftest nævnes som emne, nemlig Abu Ala, Mohammed Dahlan, Jibril Rajoub og Marwan Barghouti og Abu Mazen, og som alle har mange odds imod sig. Det kunne være at man skulle få øjnene op for at der bogstaveligt talt skal friske, og i enhver henseende ukrompomitterede folk til jobbet. For det tredje ligger det trods alt i Arafats hænder at tage det vigtige skridt selv at træde tilbage og pege på yngre ukompromitterede emner. Han kunne vel overhovedet ikke foretage sig noget bedre eller på langt sigt vigtigere end nu at meddele, at han tager den fulde konsekvens af USAs manglende tillid til ham. Den burde han have indset for længe siden, men igen her må man bebrejde regeringslederne i EU, at de ikke har benyttet chancen for de sidste par måneder at fortælle Arafat sandheden. Så længe disse ledere selv har klamret sig til halmstrået, har man egentlig ikke kunnet forvente at Arafat selv skulle slippe det.

Problemet med palæstinensernes leder og dermed med et lederskifte er, at Arafat i langt højere grad er et symbol på palæstinensisk enhed end han er reel leder af et samlet folk. Dette problem løses imidlertid ikke ved fra udlandets side at fastholde ham som leder, men naturligvis heller ikke ved fra USA's side at ignorere hans symbolværdi. Symboler betyder enormt meget i politik, eksempelvis var det pavens symbolværdi der sejrede i kampen mellem polakkerne og Sovjetstaten, og man skal under ingen omstændigheder i den aktuelle situation i Mellemøsten se bort fra, at en løsning på palæstinensernes problem også er et spørgsmål om at finde et symbol der på én gang kan samle dem som folk og give dem det håb om fred og fremskridt som alene kan bane vej for de konstruktive kræfters sejr over de destruktive. Et symbol er nødvendigt for at give energi til en grundlæggende forandring.

Men endelig er der det at sige til hele Bush's vision, at specielt hans tidsplan eller -drøm meget vel kan vise sig helt urealistisk, ikke fordi der ikke ligger en kraftig appel til palæstinenserne om at sikre sig hurtig amerikansk støtte til dannelsen af en selvstændig stat, men fordi følelserne blandt palæstinenserne er så komplicerede, at der sandsynligvis skal meget længere tid til en omstilling end den Bush forudser. Men givet er dette dog ikke. Det er før set, at en omstilling har kunnet foregå forbløffende hurtigt, så såre man først begynder at indse den bitre nødvendighed af den.

Der er grund til at fastholde, at vendepunktet i Mellemøsten skete i april måned, da Israel angreb Ramallah og Jenin og dermed undergravede Arafats position. Arafat appellerede ikke forgæves til de europæiske regeringsledere, men fik til gengæld aldrig præsident Bush's forståelse. Alt tyder på, at beviserne for hans accept af terrorangreb på Israel og specielt hans køb af våben fra Iran var udslaggivende for amerikanerne. Men faktum er, at hverken israelerne eller amerikanerne i dag betragter Arafat som en person der kan sluttes aftaler med.

Derfor er præsident Bush i sin gode ret til at blande sig i palæstinensernes indre anliggender, for de er ikke af mere indre karakter end at det er dem der bestemmer forholdet til Israel de næste mange år.

Til toppen   Til forsiden   Printversion  
utils postfix clean
utils postfix normal