utils prefix normal JERNESALT -kina2023

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.7.23.

Kan det kinesiske enevælde udkonkurrere det vestlige demokrati?

Ifølge de tyske forfattere Stefan Aust og Adrian Geiges er det kun et spørgsmål om tid før Kina vil overtage USA's position som den førende økonomiske supermagt - målt i absolutte tal. I Kina er infrastrukturen i verdensklasse, mens den i USA og andre vestlige lande er miserabel. Coronaen har svækket USA og Europa, men Kina er kommet styrket ud af pandemien. Og allerede i 2014 overhalede det kommunistiske Kina det liberalistiske USA i BNP justeret for købekraft. Men den afgørende faktor er den helt moderne digitalisering.

Størstedelen af verdens elektronik bliver fremstillet på kinesiske fabrikker, tilhørende aktiesel-skabet Foxconn (fra Taiwan). I Kina beskæftiger virksomheden en million medarbejdere. Andre virksomheder er Lenovo og verdens største smartphone-producent Huawei samt videotjenesten TikTok. Telekommunikationsnettet er et lukket system, hvor al brug af data registreres. Video-overvågning med ansigtsgenkendelse samt hårde arbejdsvilkår (med samtaleforbud) har skabt magthavernes drøm om 'det perfekte samfund'. Antallet af overvågningskameraer er i Kina oppe på 600 millioner, hvad der svarer til et for hver anden indbygger. Allerede i 2008 var der så mange i Beijing at man effektivt kunne forhindre demonstrationer mod olympiaden.



I 2012 blev Xi Jinping som 59-årig valgt som generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti. Samtidigt blev han øverstbefalende for verdens største hær. Og i 2013 overtog han posten som præsident. Han var den første partichef der er født efter grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina (1949), og han var i øvrigt også den første partichef med en videregående uddannelse (i kemi, marxisme og jura). I en af sine første taler som partichef fastslog han at partiet er et marxistisk parti, som er organiseret med et revolutionært ideal og jernhård disciplin. Han indledte en decideret kampagne mod korruptionen der medførte at 1,5 millioner partifunktionærer blev straffet for bestikkelse og embedsmisbrug - og dette begejstrede mange almindelige kinesere.

Men Xi Jinping forbød også fraktions- og klikedannelse af enhver art. Tankefriheden blev dermed 'aflyst'. Om det så er begrebet MeToo blev det forbudt, hvad der blot afspejler at Kina er et land der ledes af mænd. Tænkningen blev 'sat bag digitale tremmer' i form af en lille rød app til mobilen der røber hvor man er. Men det hører med til billedet at Xi Jinping også forstod at hvis kommunistpartiet skulle gøre Kina til verdens førende land, så måtte han ikke kun bekæmpe korruptionen, men også gøre noget ved de alvorlige miljøproblemer. Han tog hul på storstilede projekter til genoprettelse af økosystemet og forøgelse af landets økologiske produktionskapacitet. I 2025 ændrede han Kinas miljølovgivning og indførte et nyt straffesystem.

Endelig relancerede Xi Jinping den såkaldte 'Silkevej' (den ældgamle forbindelse mellem Kina og den øvrige verden via handelen med silke) og gjorde 'Den Nye Silkevej' til sit personlige projekt ved at få det indskrevet i partiets vedtægter. Ikke mindre end 64 stater skulle inddrages i projektet i den ene eller anden form - det vil sige i alt 4,4, mia indbyggere eller 60 procent af verdensbefolkningen med en samlet produktion der svarer til 40 procent af det globale bruttonationalprodukt. Kina vil med dete projekt bygge ny infrastruktur til milliarder af mennesker i lande der ikke selv har råd til det, men naturligvis må finansiere den med højtforrentede lån (hvad der reelt bliver en gældsfælde).

Socialisten Xi Jinping erklærede åbent: "Vi bør ikke gå væk fra videreudviklingen af den globale frihandel og kapitalens frie bevægelighed, derimod bør vi som led i åbningsprocessen lette samhandel og investeringer mest muligt og kompromisløst bekæmpe enhver form for protektionisme. Handelskrige har ingen vindere, kun tabere."

Ja, han gjorde endda gældende, at Kina "aldrig vil stræbe efter hverken overherredømme, ekspansion eller indflydelsessfærer. I årtusinder har behovet for fred ligget i kinesernes kød og blod som en del af vores DNA". - Og her røber Xi Jinping at han ikke forstår psykologi.

Han er dybt præget af sin familiehistorie, først og fremmest af faderens hårde medfart under kulturrevolutionen. Faderen kæmpede som guerillafører på Maos side under Den Lange March i 1934/35 hvor 90.000 soldater fra den kommunistiske hær i opgøret med Chiang Kai-sheks nationalister tilbagelagde over 12.000 kilometer til fods i løbet af 370 dage og hvoraf kun 8.000 nåede målet (marchen er selve det socialistiske Kinas skabelsesmyte). Og efter sejren indtrådte Xi Jinpings far i den øverste ledelse. Men allerede under udrensningerne i 1962 (forud for 'kulturrevolutionen') blev han arresteret og dømt for kontrarevolutionær virksomhed. Og det ramte naturligvis hele familien.

Som 15-årig blev Xi lige som tusindvis af andre byboere tvunget ud på landet for at arbejde i marken. Men det lykkedes ham at flygte tilbage til Beijing. Han pågribes og fængsles et halvt år hvor han tvinges til at terpe Maos tanker. Han drager den erfaring at man ikke skal sætte sig op mod magthaverne, og han vælger den vej der fører sikkert frem mod embeder og politisk karriere.



I 1982 tiltræder han en post som vicechef i et partidistrikt; senere bliv han viceborgmester, og i 1988 udnævnes han til partichef i byen Ningde. Og Xi Jinping gør sig især bemærket som en moralens vogter, det vil sige en vogter af den hårde partidisciplin. I 2012 bliver han præsident. Og i 2018 ophævede Folkekongressen begrænsningen af præsidentperiode. Xi Jinping kan som en anden enevældig kejser blive siddende på magten til han dør. Men ikke nok med det. I 2021 opnåede han en historisk ophøjelse. Centralkomiteen fastslog: Vi må opdrage den brede masse af partimedlemmer og kadrer til på eget initiativ loyalt at realisere og være overbeviste tilhængere af Xi Jinpings ideal om socialisme efter kinesisk tilsnit i en ny tidsalder.

Xi Jinping ser faktisk sig selv i forlængede af den gamle kinesisk tradition der går helt tilbage til Konfucius (551-479 før vor tidsregning). For denne oplysnings- og fornuftsfilosof var dannelse for alle mennesker. Han prædikede næstekærlighed et halvt årtusinde før Jesus. Men Konfucianismen er meget bekvem for det kommunnistiske styre, fordi den understreger nødvendigheden af at kineserne kender deres plads i samfundet og ikke udfordrer magthaverne. Konfucius fastslog dog også en ganske fornuftig leveregel om at den der lever uden moral, ikke vil kunne udholde et liv med trængsler ret længe.

Det er i realiteten Xi Jinpings egen personlige erfaring. Han udholdt mange store og urimelige trængsler uden at blive grebet af paranoia eller hævnlyst, endsige opgivelse. Han virker som et helstøbt menneske - og derfor har den tyske erhvervsmand Jörg Wuttke, der har mødt ham personligt, også kunnet fastslå, at Xi Jinping er karismatisk. "Han har udstråling, han ser dig i øjnene. Han hæfter sig virkelig ved dit ansigt". - Det er mere end man kan sige om nogen af hans forgængere. Men det er værd at huske at også selve digitaliseringen har været medvirkende til at bringe Kina så langt frem.



Det mest karakteristiske for Xi Jinping er nok, at han ønsker stabilitet i verden og derfor hverken bryder sig om krige eller 'kulturrevolutioner' der fører til kaotiske tilstande. Han er derfor ikke nogen ynder af Putins invasion i Ukraine. Han ønsker uden tvivl at Taiwan før eller siden vil blive forenet med Kina, men han vil næppe rodes ind i en uoverskuelig krig med USA om Taiwans tilhørsforhold.

Men når Xi Jinping som nævnt henfører gode egenskaber til menneskets DNA, så viser det at han ikke fuldt ud fatter menneskets særegne sjæleliv eller kreativitet. I 2018 blev der ganske vist anmeldt ikke mindre end 3,3 millioner patenter på verdensplan, og næsten halvdelen var fra Kina. Men tekniske opfindelser udspringer ikke fra helt den samme kilde som den spontane kreativitet der kendetegner den frie tanke og det frie sjæleliv. Der er den spontane irrationalitet til forskel. Og netop denne irrationalitet afskyr alle lukkede dogmatiske systemer - uanset om de er verdslige som det marxistiske eller religiøse som de kristne og islamiske. Xi Jinpings forestilling om det 'perfekte samfund' har unægtelig stor lighed med det middelalderlige katolske system der var karakteriseret ved hård disciplin, ortodoksi og skånselsløs forfølgelse af afvigere. Men den har altså et vist konfuciansk tilsnit!

De to forfattere til den indholdsrige bog om Xi Jinping er ikke i tvivl om at verdens mest magtfulde mand ikke længere er den amerikanske præsident, men den kinesiske præsident, ikke mindst fordi denne står i spidsen for en samlet nation. Men når det vestlige demokrati er i fare, så er det efter deres mening ikke på grund af nogen kinesisk trussel, men fordi demokratiet ikke længere lever op til sine egne løfter. Det svigter folket, dvs flertallet af jævne mennesker der har en veludviklet fornemmelse af om de har fået det bedre end tidligere eller om deres liv stagnerer, men som ikke interesserer sig synderlig for ideologi.

Men personligt vil jeg påpege det allervigtigste, nemlig at denne fornemmelse ikke er spor mærkelig, tværtimod er alle mennesker født med den. Og det bør man respektere, for det betyder at også alle kinesere og alle russere og alle muslimer dybest set er i besiddelse af den. Vi vesterlændinge skal derfor ikke tro at vi er bedre end andre. Navnlig skal vi ikke hele tiden angribe andre lande for at undertrykke folk, for det virker kun arrogant, når det kommer fra tidligere kolonimagters side.

Men vi skal heller ikke rende rundt og tro at diktaturstater som Rusland og Kina uundgåeligt falder fra hinanden på grund af indre modsætninger. De indre modsætninger er der og vil sandsynligvis få større og større betydning, men diktatoriske systemer kan være stærke og holde meget længe, hvis de undgår de værste fejl - som krige udadtil og borgerkrige indadtil. Vesten skal derimod fastholde sin egen demokratiske vej ved at gå imod vækstfilosofien, men samtidig konstruktivt gå ind for en dybere erkendelse og påtage sig et dybere ansvar der ikke beror på frygt for autoriteter af nogen art.



Den danske udviklingsøkonom Sven Burmester (født i 1940), der var vicedirektør i Verdensbanken 1971-1997 chef FN's Befolkningsfond i Kina og Nordkorea 1997-2001, udgav i 2007 bogen ´Fred og fare. Islam, Østasien og Vesten set af en dansk kosmopolit´, der udmærkede sig ved at han - modsat økonomer og antropologer - turde inddrage de kulturelle fænomener i sine beskrivelser og analyser, selvom de ikke er målbare eller lader sig kvantificere. Burmester erkendte åbenlyst at de åndelige spørgsmål slet ikke kan negligeres når det gælder forståelsen af mødet mellem de tre store civilisationer, Østasiens, Islam og Kristendommen. De er faktisk afgørende for udviklingen.

Burmester blander bevidst kinesisk og østasiatisk sammen ud fra den grundbetragtning at den kinesiske kultur er fundamentet for Østasiens civilisation og har været det i tusindvis af år. Østasien er fremmed og mærkværdig for os vesterlændinge - men det er ikke de mange konkrete forskelligheder fx med hensyn til spisevaner eller støj der er mest interessante. Det er de få dybe.

Kina er ifølge Burmester det vigtigste land fordi det er størst og altid har været Øastasiens kulturelle centrum. Hele den østasiatiske kultur er baseret på kinesisk levevis, kinesisk filosofi og - kinesiske skrifttegn. Det sidste er væsentligt, for sproget er igennem skrifttegnssystemet blev den usynlige mur mellem Kina og omverdenen på samme måde som den store fysiske mur længe var det. Kinesisk er utroligt svært at lære, fordi det som det eneste verdenssprog ikke har et alfabet, men henved 50.000 skrifttegn. Det betyder i praksis at det tager dobbelt så lang tid for et kinesisk eller japansk barn at nå samme sproglige niveau som et europæisk - og at kun få fremmede nogensinde lærer det ordentligt. Sproget skaber med Burmesters ord simpelthen en selvtilstrækkelig verden med grobund for fremmedfjendtlighed.

Hertil kommer samsvarende at østerlændingene ikke ser sig som imperialister med drømme om verdensherredømme. Japanerne har ganske vist deres krigeriske samurai-kultur, men idealet for kineserne er lærdom. Den kinesiske drage er stærk, farlig og ildspyende som enhver drage, men den angriber kun, hvis den forstyrres i sin hule. Og der er i dag ingen fare fra den kant, for dragen er en økonomisk drage. Østasien er i rivende udvikling og modernisering og har derfor mulighed for at komme til at dominere verden i økonomisk forstand. I civilisatorisk henseende vil området forblive særskilt på grund af skrifttegnene. Og kulturelt forbliver kineserne højst sandsynligt sig selv på grund af filosofien.

Bag den østasiatiske livsindstilling ligger ifølge Sven Burmester en blanding af ideer. "Konfucianismen, daoismen, buddhismen og almindelige overtro er det vigtigste. Lidt efterhånden udvandet marxisme har dog også spillet en rolle i Nordkorea, Vietnam og Kina, men for den flittige arbejdsomme østasiat som lydigt underkaster sig arbejdspladsens disciplin, familieoverhovedets afgørelser, herskerens befalinger og den ældres mere eller mindre vise beslutninger er det konfucianismen der har formet denne indstilling til livet."



Konfutse (Konfucius) levede fra 551 til 479 f.v.t. Og hans hovedidé var at mennesket både kan og skal forbedre sig ved gennem livslang disciplin at lære at leve i overensstemmelse med de fem kardinaldyder: næstekærligheden, retsindigheden, korrekt adfærd, pålidelighed og visdom. Korrektheden indbefatter fastholdelsen af fortidens ritualer. Visdommen eller lærdommen fås ved at studere de gamle skrifter, ja, lære teksterne udenad.

Selv om formålet med det hele er at sikre menneskelig lykke og harmoniske samfundsforhold, så er der både stivhed og konservatisme i den konfucianske verdensorden. Den var også elitær og materialistisk og dermed altid en god støttepille for den herskende klasse. Mao havde store problemer med den, da han kom til magten, bl.a. fordi han hadede de intellektuelle (i 1966 ødelagde Rødgardister en mindeplade i et tempel i Konfutses fødeby). Men efter Maos død fik konfucianismen et kraftigt opsving over hele Østasien. Burmester er ikke i tvivl om at østasiaternes insisteren på uddannelse og disciplin er væsentlige elementer i den store økonomisk fremgang området har oplevet i de sidste 25 år. Men alting har en bagside.

Med hensyn til kinesernes styreform lægger Burmester ikke skjul på at Kina er autoritært og udemokratisk. Der er visse demokratiske tendenser på vej, men styret satser primært på økonomisk vækst og dermed forbedring af befolkningens kår, og den vil regimets overlevelse afhænge af - ligesom i Vietnam. Så længe regimerne kan sikre den økonomiske vækst, vil befolkningerne finde sig i den manglende politiske frihed. Men kommer der voldsomme økonomiske tilbageslag, vil regimerne falde.

Efter Burmester mening har Kina på en måde skabt en ny regeringsform af oplyst autokrati, som han foreslår at kalde sinokrati. "Hvert femte år bliver et hold tro, dygtige bureaukrater fredeligt afløst af et andet. De har hidtil styret landet yderst kompetent med økonomiske vækstrater uden sidestykke i verdenshistorien. Styret spilder ingen tid på demokratiske debatter og lader i stigende grad befolkningen gøre hvad den har lyst til, så længe der ikke rettes direkte kritik mod partiledelsen." - Og det er "måske ikke den værste styreform for et udviklingsland". Det kan man kun give forfatteren ret i. Men det sætter i høj grad spørgsmålstegn ved formålet med den vedvarende kritik af Kina for tilsidesættelser af menneskerettighederne.

Her er det kinesiske hovedsynspunkt at stabilitet rangerer højere end demokrati og menneskerettigheder. Kina frygter enhver minoritet der vil forstyrre stabiliteten og harmonien i samfundet. I Kina trænger markedsøkonomien sig på overalt. Regeringen har forlængst erkendt at markedsmekanismen er det eneste effektive middel til at styre økonomien. Man fortsætter, som Burmester skriver, pligtskyldigt med lidt retorik om 'socialisme med kinesiske karaktertræk' (svarende til den østeuropæiske 'kommunisme med menneskelige træk'), mens man i samme åndedrag forsøger at slippe af med de gamle statsforetagender. Man kan faktisk frygte, fortsætter Burmester, at Kinas økonomi kommer til at ligne den værste form for løssluppen amerikansk kapitalisme. Lidt mere nordisk velfærdsstat ville gøre godt i den nuværende kinesiske form for kapitalisme!

Faktum er at ændringen af de gamle økonomier væk fra planlægning og over til marked mange steder har ført til ubalance. Kina er i fuld gang med at løse problemerne, og Burmesters skøn i 2007 var at Kina om 20 år vil genindtage sin historiske plads som verdens største økonomi. Det vanskeligste problem overalt i Østasien blive balancen mellem befolkning og miljø. I Kina har man fået befolkningstilvæksten under kontrol, men bliver befolkningens levestandard forbedret i samme tempo som i de seneste år, vil der ske en voldsom belastning af miljøet. Og dette skøn må siges at være ramt ganske godt af Burmester.



Fejlen i Burmesters utopi om en fredelig konkurrence mellem Dragen (Østasien), Sværdet (Islam), korset (Vesten) og fremtiden (Globaliseringen) er blot den helt fundamentale at der uden videre fastlægges en ren dualistisk opfattelse af forholdet mellem det materielle og det åndelige, en opfattelse som ikke alene ikke giver nogen løsning fremover, men som kan konstateres at have skævvredet hele udviklingen i den vestlige verden lige siden den blev lanceret af den franske filosof René Descartes i hans metafysik fra 1641. Dybest set er det en rationalisering af den endnu ældre katolske pilgrimsopfattelse, der også adskilte det legemlige og det sjælelige - og regnede det materielle, jordiske, timelige og dennesidige for ondt, men det åndelige, himmelske, evige og hinsidige for den eneste sande og eftertragtelsesværdige tilværelse.

Og det er jo på dette punkt man i dag anno 2023 kan fastslå med sikkerhed, at ingen af systemerne kan løse den fatalt stigende klimakrise uden at gøre op med selve vækstfilosofien. Digitaliseringen hjælper ikke, men gør faktisk kun sagen værre. Og den oprustningsgalskab der siden Putins invasion af Ukraine har rejst sig i hele Vesten (USA, Nato og EU) er den sikre vej mod mere død og ødelæggelse og fastere afhængighed af vækstøkonomien.

Den reelle og afgørende kamp står mellem den vestlige verdens muligheder for et opgør med vækstfilosofien på den ene side og dikaturernes afhængighed til vækst uden hensyn til fred og miljø på den anden side.

Ejvind Riisgård



Henvisninger

Stefan Aust og Adrian Geiges: Xi Jinping - Verdens mest magtfulde mand. (Forlaget Gutkind. 2023)

Relevante artikler på Jernesalt:

Kina har fået ny bureaukratisk og uigennemskuelig topledelse  (22.11.12.)
Kina mellem vækst og rettigheder  (17.6.12.)
Kinas præsident beærer Danmark med et besøg  (14.6.12.)
Kina og sinokratiets fordele - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)

Rusland: Putins tragedie - en udfordring for Vesten  (14.5.23.)
Rusland: Den ukrainske tragedie har forandret verden  (2.6.22.)
Rusland: Ukraine mellem Rusland og Nato  (25.2.22.)
Rusland, Østeuropa og Vesten  (22.1.22.)
Rusland: Politisk status I - Europa  (7.3.14.)
Rusland: Putin fortsætter som reel zar i Rusland  (6.3.12.)

Demokrati forudsætter en særlig dannelse - og dét er blevet et problem  (9.9.18.)
Demokratiets udvikling kræver mere end rettigheder  (4.6.15.)
demokrat: At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
demokrati: Er demokrati muligt uden lederskab?  (15.10.12.)



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal