Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - demokrati02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.10.12.

Er demokrati muligt uden lederskab?

Mens vi venter på at se hvor stort eller lille det praktiske resultat af Socialistisk Folkepartis formandsskifte får på S-R-SF-regeringens politik - jeg gætter på at det bliver beskedent - kan vi passende fundere over modsætningen mellem realpolitik og idealpolitik og dermed over det fundamentale spørgsmål hvad politisk lederskab i et demokrati overhovedet vil sige.

Det er oplagt at når den 52-årige, indtil for ganske nyligt relativt ukendte Annette Vilhelmsen kunne vinde en sikker sejr over den 29-årige Astrid Krag der gennem et helt år har fået ganske megen medieomtale som sundhedsminister, så skyldes det langt fra alene forskellen i alder eller kvalifikationer, men simpelthen at Krag var den gamle topstyrende partiledelses kandidat, mens Vilhelmsen var de mange frustrerede og kritiske medlemmers kandidat. Hendes overbevisende valgsejr var en regulær øretæve til den gamle ledelse og ikke mindst den afgående formand Villy Søvndal og hans regeringsprojekt. Der var opstået en dybt splittende kløft mellem ledelsen og flertallet af medlemmer (og vælgere) som kan henføres direkte til Søvndals ensrettende ledelsesstil og totale døvhed for kritikken nedefra mod de kompromisser partiet indgik med regeringspartnere om skatteforlig og dagpengereform. Kompromiserne forsvares med hensynet til regeringsdeltagelsen og dermed godkendelsen af det fælles regeringsgrundlag, som flertallet af medlemmer og vælgere anser for mere borgerligt (blåt) end socialistisk (rødt), og som i vid udstrækning har skuffet, fordi det har fokuseret mere på 2020-planen end på aktuelle sociale og fordelingspolitiske hensyn.

Intet tyder på at den nye SF-formand vil kunne få regeringspartnerne til at ændre en tøddel ved regeringsgrundlaget eller reformplanerne, og da hun utvetydigt har tilkendegivet at hun ønsker at SF skal forblive i regeringen og formentligt kun vil kræve udskiftning af to ministre til fordel for sig selv og den tidligere SF-formand Holger K. Nielsen, så vil der i realiteten ikke - trods hensigtserklæringer om samling af partiet - ske nogen som helst oprejsning til de skuffede. De vil nok blive behandlet bedre og med større forståelse af Vilhelmsen, men de må fortsat døje med fordøjelsen af de slugte kameler, ja de kan endda få flere kameler at sluge i den nærmeste tid. Partiets problem er at det har udslettet sin profil ved at gå i regering med socialdemokraterne og de radikale på disses realpolitiske betingelser. Partiet ville under Søvndal for enhver pris i regering med socialdemokraterne - og det kan ikke nu forhandle sig frem til en lavere pris. SF er uanset formandsskiftet definitivt kompromitteret som parti over for vælgerne - og må betale for det. 'At komme i regering med socialdemokraterne' var dybdepsykologisk set en overmåde sølle arketypisk forestilling. Den var uden holdbar momentum.

Og da også mange af socialdemokratiets vælgere har følt sig skuffede over regeringens hidtidige politik og resultater, må regeringens hovedproblem siges simpelthen at være at vælgere har mistet tilliden til regeringen og dens visioner. Det er et demokratisk problem, men det er heldigvis også et problem der lader sig løse gennem demokratiet ved næste valg. Et demokrati er netop kendetegnet af den store fordel at vælgerne kan komme af med en regering det er utilfreds med ved det valg der kommer senest fire år efter sidste valg.



Det er rigtigt at et folk i et sandt demokrati nu engang har den regering det har fortjent, eftersom det selv har valgt den. Skuffer den, kan folket som sagt komme af med den næste gang der er valg, men det hænger altså på den i mellemtiden, og når vælgerne ikke kan vide med sikkerhed hvilken regering de får når de sætter deres kryds i stemmeboksen, så skyldes det naturligvis at politikerne må vinde valgene ved at give vælgerne nogle attraktive løfter, og at sådanne løfter ikke nødvendigvis kan indfries efter valget. For det første er det ikke givet at partiet får flertal alene, og for det andet ikke at de økonomiske muligheder er til stede. Der kan opstå større eller mindre kriser eller konjunkturnedgange. Og for det tredje ligger det så at sige i selve det demokratiske system, at de store og afgørende partier umuligt kan vinde den nødvendige vælgergunst ved alene at gå til valg på at love problemer og udfordringer. De må tværtimod love 'guld og grønne skove' eller skaffe sig tilslutning ved massiv reklame eller propaganda. Den slags er meget værre i fx USA, hvor præsidentvalg afgøres ved bevidst manipulation med folks forventninger, sympatier og antipatier, dogmer og absolutter. Men fænomenet findes alle steder.

I et 'oplyst' land som Danmark bilder vi os ind at der er mere fornuft i valgprocessen end andre steder. Men i sidste ende kommer vi ikke uden om at se i øjnene at der er et meget stort element af spil, forstillelse, medietække og mediemanipulation med i billedet. Det gør ikke valgene illusoriske eller udemokratiske, men det gør dem mere irrationelle end folk vil indrømme. Politik i et demokrati er hverken videnskab eller fornuft, men en blanding af rationelt og irrationelt. Ikke mindst spiller det ind at flertallet af vælgere ser mere kortsigtet på deres interesser end realpolitikerne og deres rådgivere gør. Der er med andre ord i ethvert demokrati indbygget en modsætning mellem vælgernes umiddelbare interesser og samfundets (og vælgerrepræsentationernes) langsigtede interesser. Der er - som ofte understreget på Jernesalts sider - en komplementær modsætning mellem individernes og samfundets interesser, og den er netop komplementær, fordi den ikke kan opløses gennem en eller anden rationel argumentation. Jf. artiklen Individ og samfund som komplementære fænomener.

Det er nyligt blevet hævdet af forfatteren Rune Lykkeberg at det demokratiske menneske er småligt og misundeligt og tager alting personligt, men det er den slags moralistiske forenklinger der ikke tjener noget formål, for man kan ikke forvente at det jævne menneske skulle abstrahere fra sine egne interesser. Derimod kan man forvente og forlange at de politiske ledere og de ledende embedsmænd samt professionelle økonomer og samfundsforskere har det overordnede perspektiv for øje og gør hvad de kan for at påpege dets nødvendighed og påvirke folk med fornuftige argumenter. Vælgerne er ikke dumme, og hvis de i konkrete tilfælde ser for meget på deres egne snævre interesser, så bør man i et sandt demokrati drage den slutning at oplysningen har svigtet, fx ved at man har forsømt specifikke oplysningsopgaver eller ved at man - mere generelt - taler et forkert sprog.

Rune Lykkeberg har ikke uret i at vores politiske debat i høj grad er præget af en konflikt mellem realpolitikere der taler et administrativt eller teknokratisk sprog om nødvendige foranstaltninger der ikke er til forhandling eller diskussion og på den anden side protestpolitikere som taler et varmt indigneret sprog imod dem der regerer. Man kan bare ikke heraf drage den konklusion han selv drager at vores kultur er blevet mere og mere demokratisk, mens vores politiske institutioner er blevet mindre og mindre demokratiske. For protestpolitikerne - han nævner selv Pia Kjærsgaard, Joachim B. Olsen og Mattias Tesfaye, men glemmer den for tiden vigtigste Johanne Schmidt-Nielsen - tilhører jo i allerhøjeste grad det institutionelle politiske system. I et demokrati er der netop plads til protesterne inden for partirammerne. Problemet er ikke at der findes protester og protestpolitikere, men at de ikke over tid ledes ind i praktisk og ansvarlig realpolitik. Det skete jo faktisk med Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, hvad Lykkeberg undlader at nævne. Hendes store fortjeneste var netop at gøre sit parti regeringsansvarligt (modsat Glistrup og Fremskridtpartiet). At lede partiet over i ansvarlig realpolitik er til gengæld det der er mislykkedes for Socialistisk Folkeparti, ikke fordi det skulle være komplet umuligt, men fordi den gamle ledelse med Villy Søvndal i spidsen totalt fejlvurderede såvel de objektive betingelser som vælgernes subjektive forventninger.



Der er naturligvis vælgere i vort højt besungne demokratiske land der er smålige og misundelige, men det demokratiske menneske som sådant er det ikke. Det kan udmærket forstå økonomiske sammenhænge såvel som konjunkturernes store betydning, og det kan også se den politiske udvikling over et perspektiv på ti eller femten år. Men den jævne vælger er nu engang ikke professionel økonom eller samfundsforsker og skal derfor i almindelighed havde hjælp til forståelsen fra politikerne, forskerne og medierne. Hvis disse kikser opgaven er det ikke nødvendigvis fordi den er for stor eller uoverkommelig, men fordi de ikke er på bølgelængde med flertallet af vælgerne. Og dette har naturligvis meget med sproget at gøre. Tal og økonomi, begreber og jura kan virke kedelige, og derfor får politikere og embedsmænd i dag spindoktorer og presserådgivere til at formidle budskaberne på en sjovere måde. Og når dette ikke altid er lykken, skyldes det ikke blot at metoden går over gevind, så der kommer skandaler ud af det. Eller at mediestjerner som Clemens Kjærsgaard drejer al debat i retning af helt overdreven enten-eller-logik. Men i langt højere grad i at de ledende politikere ikke selv evner at vække begejstring for deres politik med egne ord. For lederskab i politik er absolut nødvendigt - og det opnås ikke uden evne til at vække begejstring. Evnen skal imidlertid kombineres med evnen til at se de rigtige og samtidigt realitiske muligheder for sig. Og her kniber det både i Danmark og i udlandet.

Det tydeligste eksempel fra de seneste fem år er uden tvivl den amerikanske præsident Barack Obamas ejendommelige nedtur forud for præsidentvalget til november. Han er overraskende blevet indhentet i meningsmålingerne af sin republikanske modkandidat Mitt Romney fordi han har skuffet mange af sine vælgere og slet ikke har kunnet opretholde den begejstring eller det politiske momentum han fik skabt i 2008. Han vakte dengang store forhåbninger, fordi han ikke tilhørte det etablerede system i Washington, men kom udefra. Men netop derfor fik han ikke kongressen med sig og formåede ikke at skabe det praktiske samarbejde mellem demokrater og republikanere som amerikansk realpolitik kræver i hverdagen. Han har derfor ikke fået gennemført alt det han ønskede at gennemføre, endsige fået styr på gælden - og nu kæmper han mod vælgernes frustrationer.

I EU har kommissionsformanden og det officielle lederskab omkring præsidenten også været ude af stand til at holde EU samlet. EU er tværtimod blevet dybt splittet - euroen er ligefrem truet og ingen tror længere på mere union.

Og i Danmark betød finanskrisen at flertallet af vælgere fik nok af Lars Løkkes VK-regeringen og valgte Helle Thorning- Schmidts alternativ bare for at komme af med Løkke. Men den nye S-R-SF-regering skuffede næsten omgående, fordi finanskrisen stak dybere end den selv havde forestillet sig og endda medførte en finanslov, et skatteforlig og en dagpengereform der vakte vrede i store dele af vælgerkorpset og fagbevægelsen. Regeringen fokuserede på sin 2020-plan, altså det lange perspektiv, men kerede sig ikke tilstrækkeligt om vælgernes nære problemer, lød kritikken. Statsministeren trådte aldrig rigtigt i karakter som statschef, men overlod magten til sin finansminister og den radikale økonomiminister - mens Villy Søvndal helt forlod kommandobroen. Regeringen regerer skam, for det skal den jo. Og på en eller anden måde skal den såmænd også nok få en finanslov hjem af kludetæppepræg. Egne vælgere er dybt skuffede. Al begejstring er væk - og det kan i værste fald vare tre år mere.



Problemet er at der mangler lederskab der vil andet og mere end at føre de daglige forretninger videre som varetages udmærket af embedsmændene. Politikerne mangler visioner, siges det. Og svaret herpå er at der skam findes 2020-planer og 2025-planer. Og det er ikke løgn. Sagen er bare at disse planer ikke vækker begejstring i sig selv og at deres fortalere heller ikke er i stand til at rejse nogen form for begejstring for dem. Politikerne kan sagtens holde retorisk flotte taler, men de virker glatte eller hule. Det man i Obamas tilfældes i 2008 kaldte 'momentum' findes ikke her i landet i disse år, skønt denne kraft eller impuls er den absolutte forudsætning for al politisk forandring. Og dette ligger ikke i det blotte, banale forhold er der naturligvis skal energi til al bevægelse, men derimod i at al politisk forandring i stor målestok skal skabes gennem en helt specifik energi: den skal bygges på en direkte føling med arketypiske forestillinger - og en sådan føling kommer ikke af ræsonnement, retorik eller spindoktorering. Den kommer kun af ledernes direkte føling med det kollektivt ubevidste, den folkesjæl der ikke kan reduceres til individernes hjerneaktiviteter, men beror på eksistensen af et psykologisk felt der i analogi med det elektromagnetiske felt i fysikken fremkommer ved de mange individers og sjæles sameksistens, samsvar og samspil.

Der er intet som helst mystisk eller overnaturligt i dette fænomen. Det har været kendt i al historisk tid, og det har de sidste to hundrede år været særdeles stærkt virkende i både konstruktiv og destruktiv udgave, nemlig konstruktivt i de folkelige vækkelsers og bevægelsers tid i 1800-tallet og destruktivt i de ekstremistiske ideologiers tids i første halvdel af 1900-tallet. De destruktive udgaver har lige siden skræmt os alle i så høj grad at mange har draget den helt forhastede slutning at de i princippet er af det onde og skal skyes, men disse folkelige psykiske felter er i sig selv hverken onde eller gode. Om de bliver destruktive eller konstruktive afhænger helt og holdent af hvad man bruger de voldsomme energier til. Sagen er blot at man ingen vegne kommer, ingen større forandringer og forhåbninger skaber uden disse energier. Derfor vil politikere der skyer dem og tror de kan klare sig med argumenter og retorik alene komme til kort.

Politik uden virkeligt lederskab duer ikke, og sandt førerskab kræver føling med stærke folkelige energier der har med arketypiske forestillinger at gøre. Når teknokraterne og retorikerne synes at have vundet al for stor magt i vore moderne velfærdsamfund, hænger det uden tvivl sammen med den frygt for det irrationelle som naturvidenskaben og hjerneforskningen er med til at holde oppe på trods af ældgamle folkelige erfaringer. Men det hænger formentlig også aktuelt tæt sammen med den moderne feminisme og ligestillingsdebat.

Skulle man i den forbindelse være fræk og sige tingene uden omsvøb, skulle man påpege at miseren i dansk politik anno 2012 nu ligger tydeligt i at samtlige ledere af de fire partier der danner basis for S-R-SF-regeringen er kvinder. Der er intet i vejen med deres evner eller kvalifikationer. De er tværtimod meget dygtige - og de kan også tale deres sag på bedste måde. Men som kvinder savner de lige præcis den egenskab der hedder vilje til forandring, nyskabelse og grænseoverskridelse. Den har intet med intelligens endsige moralsk indstilling at gøre. Den ligger helt og holdent i kønshormonerne - og den kan derfor af gode grunde ikke forventes af kvinder i tiltrængt grad. Kun mænd har den fornødne evne til føling med lige netop de arketypiske forestillinger der kan skabe det nødvendige momentum - men kønnene må i fællesskab sørge for at sikre den nødvendige konstruktivitet i den videre politiske udvikling.

Jan Jernewicz



Artiklen vil blive fulgt op af en anden om Kønnenes ligestilling og biologien.



Henvisninger:

Relevante artikler på Jernsalt:

Kønnenes ligestilling og biologien  (16.10.12.) Regeringens åbne sår  (5.10.12.)
Formandsopgøret i SF - og Søvndals fatale brøler  (2.10.12.)
Socialdemokratiet lider  (24.9.12.)
Robert N. et herligt symptom på velfærdssamfundets slagside  (11.9.12.)
Villy Søvndal har også sejret ad helvede til!  (8.9.12.)
Regeringens stramme finanslovsforslag for 2013  (28.8.12.)
Helle Thornings skattesag pinlig for alle  (27.8.12.)
Mon dog socialdemokraterne er de bedste?  (21.08.12.)
Regeringens dagpengeproblem  (19.8.12.)
Den folkelige Pia Kjærsgaard afgiver sin formandspost i rette tid  (9.8.12.)
Mon dog Villy Søvndal vækkes af sin livsløgn?  (5.8.12.)
Har vi fået vækst på hjernen?  (3.8.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
Enhedslistens revolutionsdrømme er reaktionære - og afslører kun socialdemokratismens fallit  (19.7.12.)



Freud, sjælen, hjernen og - konsistensen  (16.8.12.)
Er der stadig brug for en Kvindernes Kampdag?  (8.3.12.)
Hvem siger kraften er mandlig?  (27.2.12.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Er der en mening med kønsforskellen?  (25.10.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)
Heksejagt på kvindelige toppolitikere?  (17.8.10.)
Kæmper kvinderne med eller imod biologien?  (8.3.10.)



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?   (31.7.10.)
Hvor kommer det onde fra?
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal