Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kina12b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.6.12.


Kina mellem vækst og rettigheder

Kinas præsident Hu Jintaos korte, men gavnlige besøg i Danmark endte med møder med folketingets formand Mogens Lykketoft i dronningens bibliotek på Christiansborg og med statsminister Helle Thorning-Schmidt i statsministeriet samt ministres og erhvervsfolks underskriftsceremoni i Moltkes Palæ i Dronningens Tværgade, hvor der blev indgået aftaler til et samlet beløb af 18 mia kr. med firmaerne Arla, Carlsberg, Mærsk, Novozymes, Danfoss, Cowi, Grundfoss, Rockwool, Velux, Haldor Topsøe og Danish Crown. Ved disse vigtige ceremonier var stemningen betydeligt mere afslappet end ved de korte møder med præsidenten selv - med disses traditionelle fotografiopstillinger, men manglende muligheder for at stille spørgsmål.

Man forstår på omtalen at stemningen ved præsidentens egne møder lørdag var god - ligesom ved fredagens møder med dronningen på kongeskibet Dannebrog og aftenens gallamiddag på Christiansborg. Men alt var præget af den stive formalitet som den kinesiske præsident mestrer til fuldkommenhed - og som hans hustru også lever op til. Hans officielle tale var som venteligt helt efter bogen, og dermed også upersonlig. Han anerkendte fuldt ud det gode venskab mellem Kina og Danmark og fremhævede at Danmark var et af de første lande der i 1950 gav Kina diplomatisk anerkendelse, men han undgik omhyggeligt enhver omtale af tiden før den kommunistiske magtovertagelse, selvom dronningen trak hele historien frem og omtalte gode forbindelser med Kina gennem flere hundrede år og specielt fremhævede H.C. Andersens interesse for Kina og kinesernes interesse for Andersens eventyr.

Det har været nævnt i medierne, at præsident Hu Jintao faktisk har læst i hvert fald ét eventyr af Andersen, nemlig 'Den lille pige med Svovlstikkerne', og at dette bevirkede at Livgardens Musikkorps under taflet spillede August Ennas ouverture til en lille opera over eventyret. Men ellers synes den eneste personlige bemærkning fra præsidentens side at have været ordene til Mogens Lykketoft: "Du er en gammel ven af Kina". Hu Jintao er og bliver en teknokrat og bureaukrat der lader sit lands overordnede politiske og strategiske interesse fuldstændigt styre hans personlige indstillinger og udtalelser. Ingen kommer nogensinde ind på livet af denne mand eller de otte øvrige medlemmer af politbureauet. Og det afspejler i allerhøjeste grad det mægtige riges største styrke og største svaghed.



Den store svaghed, ja, indbyggede, men i længden uholdbare fejl i systemet er netop den fortsatte abstraktion fra det personlige og individuelle, altså alt det der på den ene side er det eneste der kan sikre kreativiteten og på den anden side det eneste der sikrer den menneskelige frihed og værdighed. Kina er ikke et demokrati, men når styret - trods vækst og reformer - kan anse det nødvendigt i den aktuelle situation at forbyde ord som demokrati og menneskerettigheder og mange flere i sms-udvekslinger og i det hele taget slå hårdere ned på politiske modstandere efter at 'det arabiske forår' har givet folkelige protester medvind, viser det frygt for at løsne grebet og give indpas for nye 'begyndelsestilstande' (som det hedder i kaosteorierne).

De kinesiske ledere har efterhånden accepteret at de ved møder med vestlige ledere får stukket såvel Tibet-spørgsmålet som menneskerrettighedsproblemerne i synet, men de har også vænnet de vestlige ledere til at acceptere at de ikke går ind i en ægte dialog om spørgsmålene, men kun siger at de erkender problemerne, ønsker at løse dem og allerede har gjort noget for at løse dem. Den såkaldte 'kritiske dialog' som Vestens udenrigsminstre - og ikke mindst de danske - tillægger så stor betydning holdes med fuldt overlæg på et plan hvor den reelt ikke har den store effekt og i hvert fald aldrig generer udsigten til handelsaftaler. Man vil ikke gentage Lars Løkke Rasmussens uheldige modtagelse af Dalai Lama på Marienborg. Om det så er Mogens Lykketoft undskylder han sin tilbageholdenhed på mødet med den kinesiske præsident med at der ikke blev tid til menneskerettighederne. Og statsministeren henholder sig også til at man kun har fremført danske synspunkter i meget generelle vendinger. Det er så vidt vides kun udenrigsminister Villy Søvndal der har talt rent ud, men han er jo også idealist og moralist (og forhandler ikke handelsaftaler), så det skal man ikke tage så højtideligt! Det er vigtigere at konstatere at Kina de sidste 30 år har reduceret antallet af fattige markant og de sidste seks år har haft en voldsom økonomisk vækst.

Men Kinaekspertern ved Århus Universitet Clemens Stubbe Østergaard påpeger dog at Kina har vist interesse for konkrete forbedringer af retssystemet gennem uddannelse af retspersonale. Og programleder for Institut for Menneskerettigheders Kinaprogram Bjarne Andreasen fremhæver at man siden 1999 har samarbejdet med kinesiske partnere om reformering af dødsstraffen, så Højesteret nu skal stadfæste disse, hvad der påviseligt allerede har reduceret antallet betydeligt. For dette institut er det helt centralt ikke at støde kineserne fra sig ved for hård kritik og for direkte belæring.

Reelt er menneskerettighederne et stort problem i Kina, men "det personlige frirum er trods alt blevet større" som Stubbe Østergaard formulerer det. Hertil må dog føjes, at det nødvendigvis også blive større og større, hvis Kina overhovedet skal udvikle sig i den rigtige retning. Præsident Hu Jintaos idealer om 'videnskabeligt fremskridt' og 'et harmonisk samfund' er ikke længere tilstrækkelige for at sikre både økonomisk vækst og socialt fremskridt.



Folkerepublikken Kinas store magt har hidtil beroet på det konsekvent centralistiske styre omkring etpartistyret og partistaten med først Mao Zedong og Deng Xiaoping som de store karismatiske rorgængere, men siden mere kollektive og upersonlige politbureauer som magthavere. Det er naturligvis en provokerende påstand at kalde den hårdhændede revolution der begyndte med Maos Lange March og endte med den definitive sejr over Guomindang i 1949 og etableringen af et regulært prolateriatets diktatur for noget stort. Men kunne lige så godt kalde Lenins og Stalins hurtige og hensynsløse industrialisering af Sovjetunionen i 1920'erne for noget stort. Meningen er blot at fastslå som en nøgtern kendsgerning, at Rusland eller Kina næppe var kommet videre i deres stagnation uden de 'kvantespring' fremad (eller 'tigerspring' som det hedder på kinesisk) der førte udviklingen op på et langt højere niveau, samtidigt med at det havde store og uhyrlige menneskelige omkostninger. Det har borgerkrig, revolution og diktatur overalt, omend ikke millioner af ofre som i Sovjet og Folkekina. Men det bemærkelsesværdige i Kinas tilfælde er trods alt, at det kommunistiske regime kom til at adskille sig væsentligt fra den sovjetisk-stalinistiske model og undgik kollaps som denne. Landet er måske nok i dag havnet i en form for stagnation der kræver nytænkning og nyt lederskab, men ikke tåler sammenligning med Breznjevs stagnation som Gorbatjov og hans 'perestrojka' kom for sent til at rette op på. Kina er i dag rustet til at komme videre gennem sin overgang til blandingsøkonomi, høj vækst, højt uddannelsesniveau og ikke mindst en principiel foryngelse af den øverste ledelse.

Dette betyder at partiets magt og styrke fortsat er stor og urokket, men netop ved sin teknokratiske og bureaukratiske karakter må formodes at have nået sin grænse og ikke i længden kommer uden om en opblødning af sine strukturer der bliver et decideret opgør med etpartitankegangen, mandsdominansen, troen på den videnskabelige rationalitet og frygten for den uvidenskabelige kreativitet og den hjertevarme, spontane menneskelighed.

I realiteten bliver dette opgør en konfrontation mellem det individuelle og det overpersonligt-kollektive der kynisk sætter det af enhedspartiet definerede samfundshensyn og harmonihensyn over det enkelte menneskes udfoldelse.



Generelt er der logisk uforenelighed mellem det individuelle og det samfundsmæssige hensyn, eller mellem individ og samfund. Man kan ikke få de to hensyn til at gå op i en højere syntese der skaber en ideel og langsigtet holdbar ligevægtstilstand, men vil altid skulle slås med den strid mellem hensynene som er uovervindelig, men som til gengæld giver den nødvendige dynamik til samfundsudviklingen. Det er en illusion at tro på et harmonisk samfund eller et ligevægtssamfund - ligegyldigt om man er socialliberal dansk idealist og midteroprører som Villy Sørensen, Kresten Helveg Petersen og Niels I Meyer eller en kommunistisk, reformindstillet, kinesisk rorgænger som Hu Jintao. Det er nødvendigt at fastholde de to hensyn som modsatrettede, men til gengæld indse deres ligeberettigelse og derfor tillade såvel optimal frihed for den personlige udfoldelse som en civil orden og statslig styring der holder modsætningerne inden for lovens og konstruktivitetens vide rammer. Og her har den kinesiske ledelse uendeligt meget at lære, fordi det system den overtog fra Mao Zedong og Deng Ziaoping er håbløst bagud i forhold til udviklingen i den øvrige verden og specielt i forhold til nutidens globale økonomi og kommunikation.

Der er for Kina ingen vej uden om at få komplementeret den økonomiske vækst og selve den underliggende blandingsøkonomi med tilsvarende frihedsgrader for den politiske og kulturelle proces, således at man i stigende grad tillader (ja, opmuntrer) til individuel kreativitet i kunst, tænkning, debat og ledelse - med hvad dette indebærer af legaliserede ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed samt flerpartisystem.

Det er i denne forbindelse værd at notere, at den femte generation af ledere der nu står på spring for at overtage ledelsen i parti- og statsapparatet efter partikongressen til efteråret og folkekongressen næste år har en anden uddannelsesbaggrund end den siddende ledelse, idet de fleste har en socialvidenskabelig (økonomisk eller juridisk) udannelse bag sig og ikke en ingeniørmæssig. De har dog alle fået deres uddannelse i Kina og har aldrig boet eller studeret i udlandet. Det kunne måske komme ved næste skifte om 10-12 år, men blokeres i høj grad af det faktum at ingen bliver leder i Kina uden at stige op gennem det bureaukrati der er en forening af partiapparat og statsapparat.



Hvad der savnes er et ægte folkeligt input af fri og spontan karakter af den art vi i disse år oplever i det arabiske forår, men som jo desværre er løbet ind i blindgyder - og under alle omstændigheder på 'videnskabeligt' indstillede kinesiske teknokrater virker som kaotisk og frygtindgydende. Her kunne kineserne lære noget af Danmark, som ser ud til på mange punkter at have modeller der inspirerer dem. Men der er ikke fremkommet et eneste lille og spinkelt vidnesbyrd om at kineserne overhovedet har fået nys om sagen, mens de har været på statsbesøg. Jeg tænker naturligvis på de folkelige vækkelser i 1800-tallet som er forudsætningen for den fredelige og reformistiske udvikling af det tilbagestående gamle danske klassesamfund til et moderne velfærdssamfund som er kommet hinsides al klassekamp.

Disse folkelige vækkelser har deres store og afgørende styrke i at samfundshensynet står over hensynet til den rent individuelle udfoldelse, men vel at mærke gør det på den sunde og frivillige måde som ligger i at folket har fået dyb føling med det kollektivt ubevidste og dermed den frie kreativitets sande og fællesskabsgivende kilde. Her behøver lederne ikke frygte kreativiteten, men her må de til gengæld definitivt opgive ensrettende statsstyring og partistyring. Der vil fortsat være brug for politiske ledere af virkeligt format, men de skal ikke være teknokrater, bureaukrater, levebrødspolitikere endsige opportunister med ministertaburetter som eneste ambition. De skal derimod være karismatiske personligheder med nøgternhed, ansvarlighed og visioner.

Når de kinesiske ledere på statsbesøget intet har hørt om alt dette virkeligt inspirerende og danske, skyldes det den sørgelige for ikke at sige tragiske kendsgerning at ingen af de danske ministre og politikere kender noget til sagen eller er i stand til at berette om den med nogen form for entusiasme. De er forlængst gået ned på det niveau hvor handel, eksport og økonomisk vækst er det eneste saliggørende.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Statsministeriet
Udenrigsministeriet

Kinas statslige nyhedsbureau Xinhuas engelske website
Den kinesiske ambassade i Danmark (engelsk)
Kina-Portal.dk (privat, uafhængig portal

Arktisk Råd



Relevante artikler på Jernesalt:

Kinas præsident beærer Danmark med et besøg  (14.6.12.)

Kina: Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Komplementaritet - generelt
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet



Klimatopmødet VI: Højt at flyve, dybt at falde  (19.12.09.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)

Syrien nærmer sig borgerkrigen  (7.2.12.)
Er 'Det arabiske forår' ved at løbe ud i blind vold?  (24.11.11.)
Syrien også i oprørets tegn  (26.4.11.)



George Soros, refleksiviteten og fejlbarligheden  (26.4.12.)
G8-topmødet ude af fornuftige proportioner  (14.6.07.)
Er globaliseringen et gode eller et onde?  (Globalisering - 25.6.04.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Kina
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal