utils prefix normal JERNESALT - kommentar0904sf

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.8.09.


Bliver SF rygraden i en alternativ regering?

Meningsmålinger er som bekendt altid behæftet med stor usikkerhed, også når det gælder vælgertilslutningen til de politiske partier. Men selvom regeringen har fået ny chef af en lidt anden - nogle vil sige lidt svagere - kaliber end forgængeren, så klarer den sig stadig relativt godt. Nogle målinger giver den fortsat flertal; i andre er den kommet i mindretal. Venstre er langt fra vælgerresultatet i 2001 og må nu strides med socialdemokraterne om førerskabet, men dets faste støtteparti, DF, har haft stor opmærksomhed på det sidste og styrket sin position. Det er fortsat absolut uundværligt for regeringsflertallet. Men det hårde folketingsarbejde skal først i gang nu - og valget ligger to år fremme. Så intet er afgjort. Meget kommer desuden til at afhænge af den internationale økonomiske krise, det vil sige de konjunkturer der bestemmer dansk erhvervslivs konkurrenceevne og dermed beskæftigelsens niveau.

Den helt store og markante forskydning blandt vælgerne sker på oppositionsfløjen, idet S står i stampe omkring 22-23 % og de radikale er nede omkring 5 %, mens Socialistisk Folkeparti skyder i vejret og igen i den allernyeste meningsmåling er havnet på over 20 % af stemmerne. Partiet fik allerede fordoblet sit mandattal ved valget i 2007 og står altså til yderligere gevinst. Og det skyldes især to ting: en kraftig justering af selve det politiske program og en ny formand der har meget stor personlig gennemslagskraft og som har formået at overbevise både sine partimedlemmer og sine vælgere om at den politiske justering er nødvendig, hvis partiet skal sikre muligheden for en ny regering efter næste valg.

Partiets folketingsgruppe har netop holdt sommermøde på Nørrebro, og formanden, Villy Søvndal, kunne på pressemødet stolt kundgøre, at partiet bliver rygraden i en ny regering. Da han på DR2's Deadline blev foreholdt at rygraden var betingelsen for at kroppen kunne holdes oprejst og handledygtig, trak formanden lidt i land, for det kunne jo opfattes som om han ikke mente S eller R havde rygrad. Meningen var ar SF var betingelsen for at der kunne dannes en alternativ regering. SF er blevet så stort at det ikke længere er muligt for socialdemokraterne at danne regering uden deltagelse af SF. Det er helt utænkeligt at det parti der på alle stræk leverer mange af forslagene og leverer fremgangen, ikke deltager i en kommende regering, sagde Søvndal på pressemødet. Og han afskar yderligere diskussion om sagen ved at tilføje, at han ikke vil bruge sin korte tid på at forholde sig til utænkelige spørgsmål.



I et interview med Politiken 11.8. påpeger Søvndal udtrykkeligt at den forandring af SF der er sket på de fire år han har været formand nu er ført til ende. Partiet er et andet i dag. Mange så tidligere SF som et parti der kun gik op i vindmøller, hvaler og samfundets svageste. Men sådan er det ikke mere. Missionen er fuldført. SF stemmer nu for finansloven, sidder med når der skal forhandles bankpakker, og er med i forsvarsforliget. Det er med andre ord i enhver henseende regeringsdueligt. Og såvel socialdemokraterne og de radikale har da også erkendt at der ikke kan dannes en ny regering uden om SF. Om de radikale vil være med i en regering med SF er ikke afgjort, det afhænger ikke af personer, men af om der kan laves et fælles regeringsgrundlag for S, SF og R.

Socialistisk Folkepartis situation er altså en helt anden end Dansk Folkepartis, for sidstnævnte er godt nok blevet lige så regeringsdueligt som SF, men Venstre og Konservative kan ikke invitere partiet ind i regeringen - uden risiko for at få et frafald af egne vælgere der kan betyde nederlag for regeringen ved næste valg. Socialdemokraterne har lige siden SF's dannelse i 1958 haft store problemer med at acceptere SF som regeringspartner. Det forsøg Krag gjorde i 1966-67 med 'det røde kabinet' kostede begge partier dyrt - og socialdemokraterne har indtil for fire år siden ikke turdet stille en gentagelse af forsgøet i udsigt blot som en mulighed. Men valgnederlagene i 2005 og 2007 i forening med formandsskiftet i SF og den markante forvandling af SF har betydet at et regeringssamarbejde mellem S og SF ikke længere er en teoretisk, endsige utopisk mulighed, men en simpel nødvendighed, som ikke engang hensynet til de radikale kan ændre på. Det er de radikale der er kommet i klemme - og som takket være deres principielle modstand mod VKO nu vil blivet tvunget til at bløde op i deres principielle uvilje mod SF som rødt parti.

SF klarer problematikken fint og har yderligere med et nyt udspil, kaldet en tryghedspakke, taget initiativer til at foreslå såvel større indsats mod bandekriminaliteten som hårdere indsats mod voldelige mænd der forårsager 'husspektakler'. Udspillet har tillige med SF's principielle accept af en stram udlændingepolitik fået Jyllandsposten til ironisk at spørge om der overhovedet længere er nogen forskel mellem SF og DF. En illustration viste Pia Kjærgaard og Villy Søvndal stå og støtte dannebrogsflaget fra hver sin side. Søvndal har naturligvis afvist sammenligningen som noget vrøvl, fordommene om DF er urokkelige på venstrefløjen og kan ikke opgives uden at skabe forvirring i rækkerne, og en sammenligning mellem DF og SF punkt for punkt tjener måske heller ikke noget formål i det almene oplysningsarbejde, men sandheden er at begge partier i dag er sande folkepartier der har forstået at der ikke kan føres politik her i landet hen over hovedet på almindelige mennesker og deres fornemmelser for lov og ret samt national identitet.

Villy Søvndal pointerer at SF allerede for tre-fire år siden sagde at partiet ville bygge bro mellem S, SF og de radikale - og at han kan ikke gøre for at de radikale har fået problemer med folk som Naser Khader, Anders Samuelsen og Simon Ammitzbøll, for de er uden for SF's rækkevidde. Men han erkender at der ligger en fare i at SF bliver for selvfede og læner sig tilbage i tilfredshed med sig selv og den opnåede succes. "Vi skal være ydmyge i forhold til magt", siger han.



Men Søvndal kommer i interviewet med Politiken også med en bemærkning om at han og hans parti har erkendt at der er "flere ting der samler end skiller midterpartierne", og han konstaterer at det er samme erkendelse de radikale er kommet frem til. Det er underforstået at begrebet midterpartier lige præcis omfatter S, SF og de radikale, men hverken Enhedslisten eller regeringspartierne. Dette betyder at Søvndal - ganske som uhyre mange andre mennesker i dette land - fortsat ser det politiske spektrum som et simpelt linjestykke, hvor man kan placere de enkelte partier et bestemt sted med Enhedslisten liggende helt til venstre og DF helt til højre, men også med Venstre og Konservative entydigt til højre. Socialdemokraterne og de radikale er gamle midterpartier og nu er Socialistisk Folkeparti altså som forvandlet rykket ind på midten, nok til venstre for socialdemokraterne, men fjernt fra det lille dogmatiske Enhedslisten der dog ikke kan undværes som støtteparti hvis en alternativ regering skal have chancen.

Hele denne opfattelsen af det politiske spektrum som et linjestykke er imidlertid håbløst forældet, fordi den gamle klassekamp mellem de privilegerede og de ikke-privilegerede er passť af den simple grund der hedder velfærdssamfundets udvikling. Der er fortsat forskelle og modsætninger mellem rige og fattige, mellem højtuddannede og lavtuddannede, mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og mellem boligejere og boliglejere. Og det vil der vedblive at være - og derfor er det stadigt det bedste at dele sig efter anskuelse og have forskellige partier. Men klassekampen er erstattet med en økonomisk og uddannelsesmæssig vækst der betyder øget velstand til flere og flere samtidigt med en udbygning af den offentlige sektor der sørger for en fundamental tryghed og sikkerhed. Modsætninger betyder fortsat politisk uenighed om økonomi, socialpolitik, undervisningspolitik og sikkerhedspolitik m.m. Men det store brede flertal af befolkningen har i dag rimelige og anstændige levevilkår der bliver forbedret år for år og stadig vil kunne forbedres - under forudsætning af den civile orden og det sekulære demokrati opretholdes og udvikles.

Der er ganske enkelt ingen partier - bortset fra Enhedslisten - der ønsker en fundamental ændring af demokratiet eller markedsøkonomien. Alle partier går ind for velfærdssamfundet, tryghed og frihed samt klima- og miljøbeskyttelse. Der er uenighed - og skal være uenighed - om mange delmål og midler. Men i det store hele er midten i dansk politik i dag så bred, så høj og så vid, at den omfatter samtlige partier i folketinget med undtagelse af Enhedslisten. Alle disse partier er ansvarlige, regeringsduelige og anstændige partier. Og det er derfor nuancerne der skiller. Dem skal man heller ikke undervurdere. De er vigtige for dynamikken i samfundet, og de bevirker at det er nødvendigt for demokratiets skyld at regeringsmagten med mellemrum skifter side, men at gøre modsætninger mellem partierne absolutte og tillægge nogle af partierne mangel på anstændighed eller ligefrem onde hensigter er demagogi.

SF bliver uden tvivl omdrejningspunktet i en eventuel alternativ regering, men det må i enhver henseende også betragtes som et ansvarligt midterparti.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til:   SF's hjemmeside
med henvisning til SF's 'tryghedspakke' for byerne, skolerne, udsatte børn og i miljøet.



Relevante artikler på Jernesalt:

SF bakker op om Søvndals målrettethed   (27.4.09.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)

Krisen omkring årsskiftet 2008/09  (21.2.09.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)

Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige  (27.9.06.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)
Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere  (19.11.07.)
Valgets personpræferencer  (15.11.07.)
VK overlevede truslen fra NA  (14.11.07.)
Valg, værdier og borgerlighed  (11.11.07.)

Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal