utils prefix normal JERNESALT - rukov

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.2.08.


Mogens Rukovs veloplagte og progressive begrebsdrilleri
- om Irakkrigen, palæstinensere, terrorisme, multikulturer og humor

Den flittige og meget anvendte manuskriptforfatter Mogens Rukov har i en kronik i Politiken 3.2.08. sat alvorlige spørgsmålstegn ved vores vanemæssige begreber omkring de politiske og kulturelle konflikter der hersker i verden her i begyndelsen af det nye århundrede. Og han gør det med et væld af retoriske spørgsmål der umiddelbart kan virke håbløse at besvare - allerede på grund af mængden. Nogle af det kulturradikale Politikens mest håbefulde læsere har da også reageret på den mest stupide måde ved blot at pille enkelte ting ud af tiraden og kalde ham reaktionær. Så behøver de ikke at tænke mere over tingene.

Men dette er en fejl af to væsentlige grunde. For det første skal man aldrig dømme en mand der mestrer sproget og åbenlyst tænker ud fra en større helhed og sammenhæng alene på de enkeltheder han anfører. For sådanne kan godt isoleret set være forkerte eller uheldige uden at helheden nødvendigvis rammes, idet denne ikke er et simpelt logisk produkt af påstandene.

For det andet skal man være forsigtig med at stemple en mand som reaktionær der udtrykkeligt har sat sig for med den retoriske teknik han behersker til fuldkommenhed at rejse tvivl om vores gængse begreber og dermed vække til en helt nødvendig eftertanke om lige netop de store politiske, kulturelle og eksistentielle fordomme, antagelser og problemer der rider os som en mare og som kun få andre tør anfægte. Han må tværtimod regnes for progressiv som kun få er det - og han ligger derfor, ubeskedent sagt, på linje med Jernesalt og skal følgelig her tages alvorligt. Det er en simpel forpligtelse for et uafhængigt organ som Jernesalt hvis primære formål ikke er at polemisere mod nogen, men netop at vække til eftertanke.



Indledningsvis gør Rukov opmærksom på at kontrafaktiske spørgsmål der opstiller hypoteser om hvordan udviklingen var gået, hvis den var gået anderledes end den faktisk gik, kan ruske op i vore vanemæssige reaktioner over for historiens gang og dermed være en del af historiens lærestykke. Og dette kan man kun give manden ret i, da historiens gang ikke er deterministisk, men præget af en tilfældighed vi ikke kan gennemskue.

Men Rukovs primære ærinde er dog at få rusket op i selve vanetænkningen, og til det formål giver han sig i kast med konceptuelle spørgsmål, spørgsmål der ved åbenlyst at blæse på klogskab, logik og rationalitet direkte retter sig mod selve de af vore koncepter der er rene fængsler for tanken, og som i stedet prøver at frigøre drømme og ideer. Men at skifte koncept på så radikal en måde er ikke noget der har chance for at lykkes uden at man bliver bevidst om selve sprogets rolle i tænkningen. Hvis sproget havner i selvfølgelighed og banalitet og ikke længere er i stand til at udtrykke omtanke, bliver det tomt, ude af stand til at bryde vanetænkningen, og dette får igen katastrofale følger for samfunds- og kulturudviklingen, kan man forstå på denne filologiske filur der blev professionel manuskriptforfatter på fiktionsfilm og er leder af Filmskolens Manuskriptlinje. Også på dette punkt har han ret. Kunsten i almindelighed er netop det fornemste værktøj mennesket har til til kulturkritik og kulturopgør, men sprogkunsten er i sagens natur særligt egnet til at fremme bevidstheden om sprogets betydning for eftertanke og sund kritik.



Kontroversielle spørgsmål er naturligvis de bedst egnede til at rejse den nødvendige debat, og hvilket emne er mere kontroversielt end Irakkrigen for alle de rettænkende og frelste mennesker der er evigt overbeviste om at krigen var Ún stor fejltagelse der ovenikøbet skulle bygge på løgn?

Hvad nu, spørger Rukov, hvis Irakkrigen kun foreløbigt er en fiasko, men i virkeligheden er en sonde der er stukket ind i det muslimske hav og på længere sigt vil føre til en balance i den arabiske verden? Sludder og vrøvl, vil krigsmodstanderne straks råbe, men Rukov kan dog pege på at Libyen har ændret spor, og at Iran i hvert fald for fire år siden blev bange for at fortsætte sit atomvåbenprogram. Han kunne have tilføjet, at den nyeste udvikling i Gaza også peger på den arabiske verdens voksende erkendelse af at det palæstinensiske problem ikke kan forenkles til blot og bart at være israelernes skyld, men måske snarere - som ofte påpeget på Jernesalts sider - ligger i palæstinensernes manglende vilje til at se realiteterne i øjnene og begynde at koncentrere sig om at bygge deres egne landområder op med arabernes hjælp i stedet for at drive terror mod Israel.

Hvad nu, spørger Rukov, hvis den palæstinensiske strategi i virkeligheden er en gangsterstrategi på verdensplan, styret af en flok korrupte og lovløse mafiabosser der bruger den almindelige palæstinensiske befolkning som gidsler mod det internationale samfund og dets grænseløse godgørenhed, men reelt kun er interesseret i deres egen magtposition? Ja, så ville - svarer vi - det internationale samfund og de humanistiske organisationer samt de blinde venstreorienterede støttegrupper, der som bekendt talte både de tyske Baader-Meinhof-forbrydere og den danske Blekingegadebande, måske få deres humanisme op på det realistiske plan, hvor den gør mafiaen og forbryderne begribeligt at de ikke får en øre, før de nedlægger våbnene og begynder at bygge op i stedet for at bryde ned.

Hvad nu, spørger Rukov gudhjælpeos, hvis hele det palæstinensiske problem dybest set er en arabisk konstruktion helt tilbage fra 20'erne? At det altså slet ikke er direkte foranlediget af det internationale samfunds problematiske, men dengang fuldt forståelige oprettelse af staten Israel i 1948. Ja, så kan svaret i grunden kun være Út, nemlig at det i enhver henseende bør falde tilbage på dem selv. Opretholder de den falske konstruktion, vil det som al falskhed betyde vedvarende inkonsistens. Og vil de af med denne selvdestruktive inkonsistens, må de lære palæstinenserne at leve fredeligt sammen med jøderne i fuld respekt for disses ret til leve i området.

Og hvad nu, bliver spørgsmålet hermed, hvis de jødiske bosættelser på Vestbredden betragtes som indvandring? Ja, så skal de jo ikke fjernes med vold og magt for enhver pris. Så kunne de jo indgå som et etnisk element i en Vestbreds-stat som rummer jøder og palæstinensere side om side, og hvor jøderne kunne stå som forbillede for hvordan man bygger sine bosættelser op som hjem eller arnesteder.

Utopi, vil det omgående lyde fra folk der ikke kan forestille sig at jøder og palæstinensere lever fredeligt side om side, skønt etniske og religiøse befolkninger af forskellig art har lært det andre steder, omend det har krævet at man giver slip på nogle meget ortodokse eller fundamentalistiske æres- og identitetsbegreber.



Men unægteligt har den tilsyneladende uløselighed af det palæstinensiske problem i nyere tid skabt en trussel i form af terrorisme mod andre dele af verden, især den vestlige, sekulariserede og demokratiske verden. Men hvad nu, spørger den utrættelige retoriker Mogens Rukov, hvis terrorismen i Danmark og det øvrige Vesteuropa slet ikke kommer fra marginaliserede borgere med dansk eller anden europæisk baggrund, men stort set kun kommer fra borgere med muslimsk baggrund? Og hvad nu hvis det hænger sammen med at mange muslimer gennem hele deres barndom er blevet opdraget til at være mere solidariske med Koranen og deres oprindelseslande end med det land de er vokset op i?

Ja, så må vi svare, at det sandelig er opdragelsen der er noget galt med, og at det bestemt ikke er en uskyldig sag at lade børn med dansk statsborgerskab opdrage i Danmark med foragt for eller direkte had til landet og dets sekulariserede demokrati. At der følelsesmæssigt og identitetsmæssigt vil forblive en binding til det land og den kultur man stammer fra, er en naturlig sag. Det har danske og svenske udvandrere til USA uden problemer haft til deres hjemlande, og det har også jøderne gennem århundreder haft til Judæa og Det gamle Testamentes fortolkningsramme. Vil de muslimske indvandrere være frie, fuldgyldige og fuldt integrerede borgere i deres nye lande, så må de leve sig ind i disses sprog og historie og tilegne sig dets værdier.

Men er diversiteten da ikke en fordel for enhver nation og enhver kultur, eller er den dybest set en opløsende faktor? Det afhænger nok af hvordan man definerer ordet. Rukov refererer til en undersøgelse af Robert Putnam som skulle vise af diversitet ikke alene reducerer den såkaldte sociale kapital mellem de etniske grupper, men også inden for grupperne selv.

I biologien siger man ellers at diversiteten er et plus, men her tales om artsdiversitet, dvs en mangfoldighed eller spredning af forskellige arter. Og fordelen her er at når mangfoldigheden er stor er chancen for overlevelse også stor, for selvom nicher måske falder bort som udelukker nogle arter fra overlevelse, så vil der dukke andre op som giver mulighed for overlevelse.

Men unægteligt er det på sjæl og sprog baserede samfund anderledes end det på instinkter og blind overlevelsesdrift baserede dyrerige. Diversiteten kan i det menneskelige samfund netop blive en trussel mod overlevelse, fordi den går ud over den sociale kapital, nærmere bestemt over den sammenhængskraft i en gruppe, en nation eller en kultur som ligger i det sociale netværks værdi og udbygning. Og da er det indlysende at en diversitet der truer denne kapital også truer samfundet. Men her er diversitet nærmest defineret negativt som en forskellighed der udelukker sociale netvæk.



Derfor er det måske mere frugtbart for en konstruktiv debat med Rukov at stille spørgsmålet om multikulturalismen da ikke - som han retorisk spørger - må betragtes som en faktor der vil opløse samfundet? Tænk nu, formulerer han det, hvis problemet med 'multikulti' ikke er etniske konflikter eller besværede racerelationer, men den kendsgerning at tilliden til samfundet og 'de andre' i samfundet er lavere?

Svaret kan kun blive, at så må det nødvendigvis gå galt, eftersom ethvert samfund, men ikke mindst det sekulariserede demokratiske samfund er baseret på selve den gensidige tillid der muliggør ikke blot nære gensidige relationer, men også 'det civile samfund' og dermed accepten af en grundliggende orden som basis for borgernes samarbejde og personlige udfoldelse.

Jernesalt skelner mellem pluralisme og multikulturalisme og har gang på gang slået fast, at samfundet og kulturen sagtens kan holde sammen, selvom der er en flerhed af politiske, religiøse eller etniske grupperinger og overbevisninger, blot de fungerer som subkulturer under Ún og samme overordnede fælleskultur eller monokultur. Men fælleskulturen kan ikke overleve subkulturernes forsøg på at tilrive sig magt eller dominans. En monokultur er ikke et ideologisk tyranni der kan styres af magtmennesker, men tværtimod et dybt fællesskab der ligger uden for enkeltmenneskets kontrol i og med at det er et fænomen der beror på det kollektivt ubevidste. Selv det meget pluralistiske USA, der fra starten har været og stadig er et decideret indvandringsland og derfor sammensat af utroligt mange etniske og religiøse befolkningslag, selv det kan fortsat betragtes som en monokultur der i det ydre holdes sammen af en fri og demokratisk forfatning, men i det indre af en stærk selvforståelse af det at være amerikaner. Men for Europas vedkommende er forholdet enklere; her er det fortsat - trods en fælles og gammel kulturhistorie og religionshistorie - nationale og regionale identiteter der skaber monokulturerne, og derfor dem og deres sammenhængskraft der trues af en muslimsk indvandring der ikke vil acceptere de respektive monokulturer.



Med Rukov må vi derfor stille spørgsmålet om ikke kampen mod islam er en nødvendig strategi for det kristne Europa? Tænk nu, synes han at ræsonnere, hvis islam ikke er en mere eller mindre uskyldig religion som andre, men må forstås som en bevidst og målrettet erobringskrig fra moskeen og opefter i hierarkiet, at den muslimske terror kun er stormtropper i denne krig, og at det kristne Europa kun kan vinde ved at sætte sig hårdt imod erobringen. Jamen, det er islam jo netop ikke, hedder det fra kyndig humanistisk videnskabelig side, for den er ikke Út og det samme. Dens indhold og mål afhænger af om det er fanatikere og fundamentalister eller tænksomme, moderate, tolerante og venligtsindede muslimer der definerer den. Og det er naturligvis rigtigt, ligesom vi for kristendommens vedkommende må sige at hvad den egentlig er afhænger af om den ses fra fanatikernes, fundamentalisternes og korstogsfarernes side eller fra evangeliets side. Men dermed er sagen blot ikke afgjort, for udslaggivende for den siden 11.9.01. tilspidsede konflikt mellem muslimer og sekulariserede og demokratiske kristne er ikke om der findes moderate og tolerante folk i lejrene, for det gør der heldigvis, men om de islamistiske terrorister er stærkere end den vestlige kulturs forsvarere. Og sandheden er desværre, at islamisterne for tiden har fordelen af størst engagement hos sig selv og størst indifference hos europæerne. Den europæiske selvforståelse er med 68-generationens historieforagt og værdirelativisme, nu kaldet postmodernisme, blevet tyndere og tyndere.

En af følgerne er, at flere og flere europæere uden videre ser al krig som en forbandelse. De slutter fra de ubestridelige rædsler vi ser på mediernes endeløse strøm af billeder fra krigszoner og bombeterrormål til den letsindige konklusion at vold og krig er ondskab under alle omstændigheder og pacifisme derfor er det eneste humane standpunkt. Letsindigheden ligger i at der abstraheres fra den kendsgerning at der er mennesker over hele kloden, i alle kulturer og religioner og politiske systemer og til alle tider der stiler målrettet efter magt og ikke skyer noget middel for at nå deres mål, medmindre de får effektiv modstand.

Rukov driller derfor med spørgsmålet om krig og vold mon ikke i virkeligheden er eneste løsning på uløselige konflikter. I formuleringen ligger naturligvis en bevidst selvmodsigelse, der igen ser bort fra det forhold at der faktisk er problemer i denne verden der er uløselige og som man derfor må lade ligge. Det gælder videnskabelige spørgsmål om universets, livets og bevidsthedens oprindelse. Men det gælder også hårdkogte kriminelle der allerede i den tidlige ungdom sætter sig uden for pædagogisk rækkevidde. I den første slags er vold helt meningsløs. I den anden slags er den nødvendig til at holde de kriminelle stangen. Det samme med krigen. Den kan ikke i egentligste forstand løse konflikterne i betydningen løse op for deres knuder så man kan nå frem til mindelige og pragmatiske ordninger alle parter kan være tjent med. Men den løser dem ved at sætte en stopper for forbrydernes overgreb og fremturen. Den nazistiske undertrykkelse og udryddelseskrig var ikke blevet standset uden de allieredes hårde modkrig og skånselsløse magtanvendelse. Og i dag gælder det krigen mod Taliban, Al-Qaeda og terrorismen. Det er ganske enkelt naivt at tro at løsningen her hedder forhandling.

Derfor går Rukov videre og stiller spørgsmålet: Hvad nu hvis der slet ikke er noget der hedder legitim krig eller illegitim krig - og hvad nu hvis FN's legitimitetsopfattelse reelt fører verden ind i ragnarok i og med at begrebet bliver instrument for magtesløsheden. Ja, det rejser i hvert fald spørgsmålet om alle gode ideer og idealer angående ret og lovlighed i en verden af største magtkamp og terrorisme måske i den sidste ende mest tjener det formål at give fanatikerne og tyrannerne frit lejde til at fare frem i al deres hensynsløshed. Og dermed om det dybest set ikke er nødvendigt for det frie, sekulariserede demokrati en gang imellem at handle i nødvendigt selvforsvar uanset hvad idealister, humanister og pacifister måtte mene.



Som allerede nævnt er Rukov indledningsvis inde på at kontrafaktiske spørgsmål rusker op i vore vanemæssige reaktioner over for historiens gang og således bliver en del af historiens lærestykke. Og det har han som sagt ret i, men jeg finder det nødvendigt at påpege at historien først og fremmest lærer os, at den ikke har noget mål eller facit. Vi ved ikke hvordan slutresultatet eller delresultaterne bliver, og vi kan heller aldrig nå dertil at vi fra den forgangne udvikling kan slutte os til den fremtidige. Og grunden er den simple at udviklingen ikke er determineret, men fuld af uigennemskuelige tilfældigheder. Den bliver med andre ord fuld af emergens, af nyopdukkede processer og fænomener vi ingen chancer har for at ekstrapolere os frem til på forhånd. Universets tilblivelse, livets opståen, bevidsthedens opdukken, sprogets og historiens fænomener foruden en lang række ting som bogtrykkerkunsten, filmkunsten og edb-teknologien er alle udtryk for emergens i udviklingen.

Det betyder bl.a. at såvel enkeltindivider (almindelige borgere) som statsledere ofte må træffe deres beslutninger på ufuldkomment grundlag og uden mulighed for at kunne regne følgerne af deres handlinger ud til mindste detalje. Alle handlinger og beslutninger får - som historiken Paul Johnson har påpeget - både tilsigtede og utilsigtede virkninger, og de utilsigtede kan nogle gange være højst overraskende og ubehagelige. Det gælder ikke mindst i storpolitik og i krig. Men statslederne kan ikke af den grund sætte sig hen med hænderne i skødet og bare håbe på det bedste. De må tage deres beslutninger når tiden er inde ud fra den information der findes og det skøn de finder fornuftigt på såvel kort som længere sigt. Irak-krigen er et glimrende eksempel på at de utilsigtede virkninger blev mange og utilfredsstillende. Men heraf kan ikke sluttes at krigen var forkert. Præsident Bush og premierminister Tony Blair så med rette truslen i det store historiske perspektiv. Og de kan ikke dømmes retfærdigt eller endegyldigt på de foreløbige resultater, men først når de langsigtede virkninger er slået igennem, og det tager måske 30, 40 eller 50 år.



Sproget - eller rettere dagligsproget - dækker hele det menneskelige åndsliv, dvs både det rationelle og det irrationelle. Det er netop vort allerbedste middel til at holde sammen på tilværelsen i sit fulde omfang og brogethed, fordi det spænder over både det bevidste og det ubevidste. Og vi behøver vel at mærke ikke vælge mellem de to væsensforskellige dimensioner, for vi har de psykiske grundprocesser til at klare begge dele. Primærprocesserne rummer alt det ulogiske, irrationelle, billedmæssige, før-sproglige, mens sekundærprocesserne sørger for orden, logik og sproglig præcision og nuancering. De to dimensioner kan umiddelbart betragtes som logisk uforenelige, og derfor tror mange kloge hoveder at man skal vælge enten den ene eller den anden. Men gjorde man det (hvad der slet ikke er muligt), ville det indebære at al kreativitet, kvalitet og livsmening ville gå fløjten. Dimensionerne skal derimod betragtes som ægte komplementære, de er begge givende og uundværlige. Og heraf kommer ikke mindst humoren.

Humoren hænger sammen med uforudsigeligheden af historiens gang, dvs med det forhold at menneskenes tilsigtede handlinger og beslutninger ledsages af utilsigtede, som i visse tilfælde kan være positive, i andre negative. Vi kan i nogen grad afbøde de negative, men selve det forhold at vi ikke er herre over historien placerer os i det den jødiske filosof Martin Buber har kaldt 'tragediens område', hvilket ikke vil sige i det sørgelige dramas, melodramaets område, men i det område hvor vi bringes hen hvor vi egentlig ikke ville hen. Det kan vi protestere imod - eller tage imod som en skæbne eller en gave, for det betyder at der skabes mulighed for visdom og modning. Visdommen kommer netop over mennesket lige som sorgen, har en græsk tragediedigter engang sagt, nemlig mod vores vilje.



Mogens Rukov har stillet os nogle drilske spørgsmål om vores begreber, vores identitet og vores kamp for at bevare identiteten. Og han har gjort det særdeles veloplagt og sprogligt udfordrende for eftertanken. Det skyldes at han er en mand med humor, ja, man fristes til at sige en mand med dyb og ægte jødisk humor af den art som både muslimske og venstreorienterede danskere har så svært ved at goutere. For hvad er det særligt karakteristiske ved denne humor? Det er såmænd at den er trådt ind i netop 'tragediens område' om hvilket det først og fremmest gælder, at det at have ret er hørt op.

Rukov har netop ikke påstået at han har ret. Han har rejst en mængde relevante spørgsmål på højst særegen sproglig vis. Og han har specielt gjort det så kreativt som muligt ved at trække på de psykiske primærprocessers uudtømmelig hav af ideer hinsides logik og fornuft. Undertegnede kan ikke være sikker på at have forstået ham korrekt i alle henseender, men jeg føler mig åndsbeslægtet med manden og tror derfor at mine bestræbelser på ved de psykiske sekundærprocessers hjælp at have transponeret dem så forsvarligt over til konkrete problemstillinger og synspunkter at det kan tjene til fremme af en nødvendig debat. Men for god ordens skyld skal understreges at ansvaret for transponeringen helt og holdent er mit eget.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Mogens Rukov: Hvad nu hvis ...? (Kronik i Politiken 3.2.2008.)

Rukov-artikel om løgn i dramaet
Artikel om Robert Putnam



Relevante artikler på Jernesalt:

De psykiske grundprocesser
Komplementaritetssynspunktet
Introduktion til Jernesalts filosofi
Sproget og virkeligheden
Humor og virkelighed

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør
William Blake's univers
Martin Buber
Paul Johnson

Baader-Meinhof-gruppen
Blekingegadebanden
Humor i Mellemøsten
Muslimsk humor - en selvmodsigelse?
Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Terrorisme
Artikler om Muhammedsag
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Helhedsrealismen
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal