Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - blekinge

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.3.07.


Blekingegadebanden
- en farlig, men håbløs, moralsk og politisk afsporing

Bandens opbygning og meriter - Faderfiguren og hans snylterstatsteori - Kønnenes groteske kamp - Den lysende, men dobbelte Holger Jensen - Den selvkritiske røst - Samfundsopfattelsens fundamentale fejl - Henvisninger



Bandens opbygning og meriter    
Til toppen  Næste

Peter Øvig Knudsen har udgivet første, selvstændige del af sin grundige journalistiske udforskning af 'Blekingegadebanden' og selvom anden del første kommer til efteråret har det nu foreliggende bind vakt berettiget opmærksomhed. Bindet med undertitlen 'Den danske celle' er ikke alene en velskrevet og spændende beretning om en dansk terrorcelle med nær tilknytning til palæstinensiske terrorister i halvfjerdserne og firserne, men også et vigtigt og stadigvæk aktuelt indblik i de motiver der under særlige omstændigheder kan drive ganske unge, velbegavede mennesker ud i en meget udansk ekstremisme der lå så fjernt fra realiterne at den ingen jordiske chancer havde for at føre til sit utopiske mål.

Til de særlige omstændigheder hører ikke mindst et ungdoms- og studenteroprør der som alle ungdomsoprør rettede sig mod det bestående samfundssystem og de bestående autoriteter, men som på grund af konflikten i Mellemøsten mellem palæstinenserne og israelerne og oprøret i Afrika mod de gamle kolonimagter fristede nogle revolutionære teoretikere til den kortslutning at kampen mod systemet i Danmark er ét og det samme som kampen mod hele det vestlige, amerikansk dominerede imperialistiske system, en grundslutning som fortsat deles af mange revolutionære på venstrefløjen.

Helt specielt spillede det for de unge mennesker der havnede i Blekingegadebanden ind, at de på et afgørende tidspunkt i deres egen identitetsudvikling fandt en næsten ufattelig stærk og autoritær faderfigur i en femogtyve år ældre akademiker. Han havde en speciel, men veludviklet teori om at revolution i Danmark kun er mulig gennem revolution i udlandet, og han betragtede sig som en absolut autoritet hævet over en hver tvivl. Han opbyggede derfor en meget lille, men uhyre stramt styret organisation, hvis primære formål blev at støtte revolutionære bevægelser i udlandet med bl.a. tøj og penge, og dette vel at mærke på en fordækt måde som hverken kom til politiets eller den almindelige offentligheds kendskab. Hemmelighedskræmmeriet var en væsentlig del af organisationens sjæl.



Selve Blekingegadebanden dannedes først efter brud med inspiratoren og læremesteren, men kom til at stå for flere store røverier som røveriet mod posthuset i Lyrskovgade og mod Daells Varehus og et enkelt, mislykket, men brutalt kidnapningsforsøg mod en bankdirektør i Glostrup. Den største aktion var røveriet i 1989 mod postkontoret i Købmagergade i København der medførte nedskydning af en politibetjent og følgelig en kæmpemæssig politiefterforskning. Bandens medlemmer havde længe været under mistanke for ulovligheder og fem af dem blev nu arresteret ved razziaer den 13. april. Men entydige beviser der kunne holde for en dommer blev ikke fremskaffet på de få uger anholdelserne kunne opretholdes. Kun et rent tilfælde førte den 2. maj politiet på det afgørende spor til den dæklejlighed i Blekingegade på Amager som banden havde brugt som tilholdssted. Ved razziaerne fandt politiet tre sæt nøgler til lejligheden, men trods ihærdig søgning kunne den ikke lokaliseres før det nye spor dukkede op. Ransagningen i lejligheden samme dag gav alle de fældende beviser og et fuldstændigt overraskende fund af farlige våben.

Bandens for offentligheden stort set ukendte og i de fleste tilfælde som almindelige borgere fungerende medlemmer blev dømt for røveriet. Niels Jørgensen, Thorkil Lauesen og Jan Weimann idømtes hver ti års fængsel, Carsten Nielsen og en schweiser ved navn Marc Rudin fik otte år, Bo Weimann syv år, en tre år og en et år for røveriet eller medvirken dertil. Ingen dømtes for mordet, da alle de sigtede holdt tæt om hvem der havde affyret det dræbende skud mod betjenten fra den lukkede varevogn de flygtede i med pengene.

Tilfældigheden, den rene slump, der førte til den hemmelige lejlighed var en færdselsulykke på Kongevejen ved Birkerød, hvor Carsten Nielsen, den ene mand som politiet ikke havde fået fat på ved razziaerne den 13. april, var kørt frontalt ind i en lysmast og blevet hårdt kvæstet og blindet. Et girokort med lejligheden i Blekingegade som adresse blev fundet i bilen. Det fortvivlede politi og deres fortvivlede chef kunne ånde lettet op. Ikke alene var røveriet blevet opklaret. Man havde også langt om længe optrevlet den celle man havde haft mistanke til og holdt nøje overvåget i årevis, men aldrig havde fanget på fersk gerning eller på klare indicier. Grunden hertil viste sig at være ikke blot en i Danmark aldrig før set stor professionalisme og høj hemmeligholdelsesgrad, men også en indsigt i politiets efterforskning via moderne edb-udstyr som den i Kommunedata ansatte it-ekspert Jan Weimann havde skaffet gruppen og som kom fuldstændigt bag på efterretningstjenesten. Banden havde så at sige været dygtigere end politiet.



I virkeligheden lavede banden i halvfjerdserne og firserne mange røverier som aldrig blev opklaret - alle med ekstraordinært store udbytter. Disse røverier vil anden del af Peter Øvigs værk kaste nyt lys over. Men det vil ikke få følger for personerne, da alle røverierne - i modsætning til det ikke tilsigtede mord på den sagesløse politibetjent - forlængst er forældede efter dansk lov. Desværre medfører en forældelse af en sag at dens akter hos politi og efterretningstjeneste bliver destrueret - også selv om der er tale om meget store røverier som alle havde så mange fælles træk at politiet henførte dem til en og samme mystiske bande uden for den almindelige kriminalitets kredse. En helt uforståelig praksis i politiet må man sige, som er så meget mere beklagelig som vi ikke taler om en gemen forbryderbande, men om en politisk styret bande med forbindelse til international terrorisme. Men unægteligt ser vi alle anderledes på terrorisme i dag end for 18 eller 35 år siden.

Hvor meget der kommer ud af Peter Øvigs næste bind er ikke godt at vide på forhånd. Men det foreliggende bind er selv uden forfatterens egne sluttelige konklusioner så rigt på stof om alle involverede personer, at det er muligt at trække de forhold frem som belyser personernes særlige politiske og moralske stillingtagen og dermed kaster lys over det problem der fortsat er brændende aktuelt i hele den vestlige verden og i hele Mellemøsten, nemlig spørgsmålet hvilke motiver der driver unge mennesker ud i terroristisk ekstremisme helt på tværs af alle normale forestillinger om et ordentligt og fornuftigt privatliv og samfundsliv. I tilgift får læseren også en forrygende morsom skildring af et voldeligt kvindeopgør i gruppen, der gik tilbage til faderfigurens meget specielle ægtefælle, men afslører alt andet end konsistens i gruppen som helhed.

I Blekingegadebandens tilfælde er det oplagt at den nævnte faderfigur var en central person, selvom bandens medlemmer havde brudt med ham, da de gav sig i kast med deres røverier, og han følgelig kunne fralægge sig ethvert ansvar for deres meriter. Men uden hans opdragelse og hjernevask var gruppen næppe tænkelig. Gotfred Appel hed manden. Gruppen kaldtes efter ham af både politiet og de palæstinensiske forbindelser for Appel-gruppen, også efter bruddet. Og da ordet svarer til det engelske 'apple' omtaltes gruppen af palæstinenserne som 'æblerne' eller på arabisk 'tuffaha' (de små æbler).



Faderfiguren og hans snylterstatsteori    
Til toppen  Næste

Gotfred Appel (f 1923) voksede op i et borgerligt hjem. Faderen var arkitekt og havde højskoleblod i årerne. Gotfred klarede sig glimrende i skolen, men i 1940 gjorde han oprør mod hjemmet i meget bogstavelig forstand. Han forsøgte at sætte ild til forældrenes hus, men ilden slukkede dog sig selv inden den nåede en flaske benzin uden prop. Han tog også nogle penge - og forsvandt ellers sporløst. Et par dage efter blev han arresteret af politiet og sendt til psykiatrisk undersøgelse. Men psykiaterne kunne ikke stille en sikker diagnose. Tilfældet blev tilskrevet "et noget fladt følelsesliv og seksuel pubertetsuligevægt". En skolekammerat kunne dog berette at Gotfred de seneste måneder havde fortalt mærkelige historier og opført sig besynderligt. Bl.a. havde han på Strøget helt umotiveret henvendt sig til en fremmed dame og spurgt hende om hun havde en hammer. Gotfred kunne ikke give kammeraten nogen fornuftig forklaring på adfærden. Udspillet på en scene ville den være højkomisk absurd, men humor lå hverken dengang eller siden for manden. Forsøgene på brandstiftelse (der fulgte også ét på et hotelværelse) medførte at Gotfred kom under Børneværnets tilsyn i to år. Men han fik sin studentereksamen.

Bagefter studerede han litteratur ved Københavns Universitet, hvor han i 1946 fik guldmedalje for en afhandling. Han blev medlem af Danmarks Kommunistiske Parti i 1945 og siden litteraturanmelder ved partibladet Land og Folk. Men efterhånden blev han maoist i så høj grad at han blev ekskluderet af partiet. Det valgte ensidigt at følge Kreml i striden med Peking om den rette udlægning af marxismen-leninismen og tolerede ikke afvigelser eller fraktionsmageri. Især var Appel blevet tiltrukket af en erklæring fra det kommunistiske parti i Kina i 1963 som fastslog at den socialistiske revolution ikke ville bryde ud i det kapitalistiske Vesten, men i den tredje verden - i Asien, Afrika og Latinamerika. Disse områder betegnedes som de mest sårbare under det imperialistiske herredømme og som det stormcenter for verdensrevolutionen der retter direkte slag mod imperialismen. Selve eksklusionen fra DKP blev siddende i kroppen på Appel så han selv mange år efter drømte om at lade sin gruppe opsøge og gennemtæve partiets chefideolog Ib Nørlund.

Foreløbigt dannede Gotfred Appel i 1963 organisationen 'Kommunistisk Arbejdskreds' (KAK). Han fik ansættelse på den kinesiske ambassade og oprettede forlaget 'Futura' der udgav bulletiner og andet materiale fra kinesisk side, herunder i 1967 'Maos lille røde' (Citater fra Formand Mao Tse-Tung). Appel fik følgeskab i KAK af en ti-år yngre kollega fra Land og Folk, journalisten Ulla Hauton, som han blev gift med efter skilsmissen fra sin første hustru og som han blev meget afhængig af. Et andet medlem var den unge historiker Benito Scocozza, som siden ragede uklar med Appel og dannede sit eget parti. Venstrefløjen er jo i det hele taget rig på dogmatiske brud. Det er som om tankegangen på den yderste fløj generelt er så absolutistisk præget, at normal pragmatisk åbenhed og bøjelighed udelukkes.

Appels nære tilknytning til kineserne og den kinesiske ambassade fortsatte til 1969, hvor det kinesiske kommunistpartis 9. kongres udtrykte stor begejstring over de gigantiske revolutionære massebevægelser i kapitalismens hjerteområder, USA, Vesteuropa og Japan. Det var stik imod Appels opfattelse, og efter flere konfrontatoriske samtaler med ambassadefolkene opsagde kineserne ganske enkelt samarbejdet med Appel. Det var et hårdt slag imod ham, fordi det ramte ham direkte på brødet.



Protesterne mod USA's krig i Vietnam steg støt og støjende i årene under præsident Johnson og de blev en hovedhjørnesten i Appel-gruppens arbejde, ikke mindst da Holger Jensen sluttede sig til gruppen i 1967. Men Vietnam-protesterne blev ikke den løftestang i de danske arbejderes kamp mod imperialismen som Appel havde håbet på. Optrapning af krigen førte nok til optrapning af sammenstødene mellem de unge og politiet, men ikke til nogen revolutionær tilstand. Arbejderklassen havde i Appels øjne fået det for godt fordi den i virkeligheden var bestukket af kapitalisterne - ved hjælp af den imperialistiske udsugning af de fattige lande i den tredje verden. Danmark var blevet en snylterstat, og arbejderne var blevet snyltere på de undertrykte folk. De havde derfor ikke nogen selvstændig interesse i en verdensrevolution, og det var spild af tid at drive propaganda for den brede arbejderbefolkning. De virkeligt revolutionære i Danmark havde intet andet fornuftigt formål end at støtte de revolutionære frihedsbevægelser ude i verden

Hele denne snylterstatsteori, der så realistisk på de almindelige danske arbejderes præferencer i den politiske kamp, beroede på en absolutistisk opfattelse af klassekampen og modsætningen mellem det kapitalistiske system og den almindelige befolknings interesser. Det var og er i den marxistiske teori på forhånd givet at det kapitalistiske system ikke kunne være til gavn for befolkningen, men tværtimod måtte omstyrtes ved en revolution der kunne give plads for et alternativt socialistisk system. Denne absolutistiske opfattelse er uholdbar - således som ikke alene de vesteuropæiske landes udvikling af velfungerende, dynamiske velfærdssamfund har vist, men også den nyeste udvikling i de lande som har prøvet den alternative vej, men har måttet genindføre markedsøkonomi og kapitalisme for at vende deres stagnation til fremgang. Det nåede Gotfred Appel ganske vist ikke at se med egne øjne, eftersom han døde omkring systemskiftet i de mange kommunistiske lande. Men til gengæld kan vi andre på Appel-gruppens udvikling se, hvor galt det kan nå, når en fundamentalt fejlagtig teori føres ud i sin mest ekstremt absurde form til en sekterisk lukket kriminalitet.



Afgørende for Gotfred Appels og hans gruppes videre skæbne blev forbindelsen til PFLP - 'Folkefronten til Palæstinas Befrielse', som blev dannet i 1967 som en reaktion på Seksdages-krigen mellem Israel og Egypten. PFLP gennemførte nogle særdeles spektakulære flykapringer i de selvsamme år som ungdomsoprøret og studenteroprøret i Europa medførte dannelsen af ekstremistiske bevægelser som 'Rote Arme Fraktion' i Tyskland og 'De Røde Brigader' i Italien. Også disse bevægelser stod for spektakulære kidnapninger og mord, som statsmagten i de berørte lande måtte værge sig imod ved omfattende politiforanstaltninger. Disse øgede til gengæld venstrefløjens modstand mod statsmagten og sympati for oprørsbevægelser i den tredje verden, men ikke mindst palæstinensernes sag. For Appel-gruppens vedkommende kunne man nu for alvor se en mening med den revolutionære kamp. Folkefrontens uforsonlige had og terror mod Israel blev verdensrevolutionens centrale omdrejningspunkter. Personlige forbindelser med PFLP kom i stand - og formålet med de senere store pengerøverier var ganske enkelt at yde solide bidrag til palæstinensernes terror. Modydelsen var avanceret kommunikationsudstyr samt træning af gruppens medlemmer i lejre i Libanon og Yemen i terrorhandlinger.

Om de konkrete forbindelser til PFLP-lederne Georges Habbash og Wadi Haddad skal ikke berettes nærmere her. Blot skal det fastslås at fronten fortsat er imod alle aftaler med Israel og derfor også har været imod palæstinensernes selvstyreordning. Den absolutte uforsonlighed var og er kernen i deres ideologi - og uden al tvivl også den der tiltrak de små danske 'æbler'.



Derimod er Gotfred Appels ledelsesform i KAK helt nødvendig at belyse, fordi den afslører centrale psykologiske mekanismer. Appel havde ikke alene store talegaver, men var også i besiddelse af stor karisma. Med begge dele kunne han tiltrække unge mennesker der søgte både en leder og en livsopgave. Men havde han først fået fat i dem og gennem passende skoling gjort dem stålsatte og målrettede, var der heller ingen vej tilbage til friheden. Alle måtte indordne sig under såvel illegalitetens barske arbejdsbetingelser med hemmeligholdelser og sikkerhedskrav som under lederens diktater. Appel tålte ingen modsigelse eller tvivl, men reagerede på sådanne undergravende ting med voldsom udskældning og udskamning og i gentagelsestilfælde med at sætte medlemmerne 'på græs' (udelukkelse fra fællesskabet i passende tid) og i værste tilfælde regulær eksklusion.

De sidste to repressalier var frygtelige for gruppens medlemmer, fordi disse hurtigt identificerede sig så fuldstændigt med gruppen, at udelukkelse betød tab af identitet. Alle Appels metoder afspejlede hans egne uafklarede problemer, men var i princippet også rent diktatoriske og havde som sådanne blot den alvorlige skavank at de anvendt i et frit land ikke kunne føre til total udrensning, medmindre man anvendte den hårdeste sovjetiske, kinesiske eller palæstinensiske metode, at likvidere tvivlerne og forræderne. Og det veg man trods alt tilbage for i Appel-gruppen. Der var da også her enkelte selvstændigt tænkende mennesker som Xander Truelsen der valgte at forlade organisationen selv, da han ikke kunne få svar på sine nærgående spørgsmål om bl.a. brugen af vold. Det store oprør mod Appel kom først senere og skyldtes som vi skal se meget specielle forhold. Det førte til definitivt brud mellem Appel og de små æbler - og dyb frustration hos Appel, der ikke rigtigt forstod hvad der var sket. Han trak sig senere tilbage til en ret kummerlig efterlønstilværelse i en lille lejlighed i Nakskov. Hans hustru og nære samarbejdspartner Ulla Hauton døde af kræft - og han havde på sine gamle dage egentlig kun den ene opmuntring at blive genstand for stor opmærksomhed fra politiets og mediernes side, da Blekingegade-sagen begyndte at rulle i 1989.



Kønnenes groteske kamp    
Til toppen  Næste

Tilfældet Gotfred Appel kan slet ikke forstås uden hans nære forhold til den ti år yngre Ulla Hauton, som han allerede lærte at kende på Land og Folk og som fulgte med ham over i forlaget Futura. Hun blev hans elskerinde, og da Appel i forvejen lidt efter lidt havde trukket sig tilbage fra sin egen lille familie på grund af sit politiske og organisatoriske arbejde, blev skridtet ikke så stort da han brød med sin første kone og deres tre døtre. Han havde tidligere været en nærværende ægtemand og far - med sommerhus og hund og det hele. Ved bruddet hentede han kun sit tøj, sine bøger og en skrivemaskine. Teenagepigerne så herefter intet til deres far i ti år - og måtte ikke omtale ham i moderens nærvær.

Ulla Hauton på sin side var en lidt drenget og håndfast type der turde sige sine lærere imod. Hun voksede op i et konservativt hjem, men mistede i gymnasietiden sin mor ved en bilulykke hvor faderen sad ved rattet og hun selv blev alvorligt kvæstet. Hun var overbevist om at faderen bevidst havde lavet ulykken for at komme af med sin hustru til fordel for en elskerinde. Og Ulla brød med ham efter gymnasiet - og deltog ikke i hans begravelse, for nu var der blot en idiot mindre på jorden. Hun blev gift kort efter at hun i 1963 havde været med til at stifte KAK og fik en datter med manden. Men flyttede senere fra både mand og barn, og havde til sidst kun kontakt med barnet via postkort til jul og fødselsdag. Som i Gotfred Appels og hele gruppens tilfælde blev det politiske arbejde prioriteret over alt andet. Og en sådan ubetinget og selvvalgt prioritering har nu engang ikke alene sin pris i form af afsavn - det kan også erhvervsledere eller politiets efterforskningsledere i Blekingegadesagen (!) skrive under på. Den kan totalt sætte sit præg på en revolutionær fanatiker og i realiteten gøre vedkommende fuldstændig hjerteløs.



I Kommunistisk Arbejdskreds kom det i efteråret 1977 til en 'kønnenes kamp' som ikke er uforståelig i sin optakt, men blev fuldstændigt grotesk i sit forløb og endte med et decideret og definitivt brud mellem Appel og Hauton på den ene side og gruppens mandlige kernemedlemmer på den anden side.

Begyndelsen på enden var at de kvindelige medlemmer af gruppen efterhånden blev mere og mere frustrerede over ikke at spille nogen som helst central rolle i organisationen, hvad der ellers er et gennemgående træk i alle centralistisk styrede kommunistiske organisationer; de få kvinder der opnår en central rolle, får det udelukkende på mandsrollens betingelser. Kvinderne i KAK kunne dog ikke få dette til at stemme med den kommunistiske frihedsutopi, og da hemmelighedskræmmeriet i organisationen ydermere tog til i og med den nære tilknytning til PFLP, blev mandsdominansen og -chauvinismen for meget for dem. Seks-syv af dem indkaldte til et møde, hvor de forfattede et 'oprørs-skriv' mod den "dybt rodfæstede, ækle og ildelugtende mandschauvinisme". De kaldte deres initiativ for en handling af revolutionær værdi. "Kvantitative ophobninger er slået over i en ny kvalitet", som de skrev i bedste marxistiske stil. De ville have arbejdsro, sluttede de. Men hvad de gik efter og hvad de med Gotfred Appels stiltiende accept også fik, var en kritik og selvkritik af den art som bedst kendes fra Maos kulturrevolution, men som også Tvind-organisationen har praktiseret herhjemme. De formastelige mandlige medlemmer blev en for en indkaldt til et 'bønnemøde' hvor de måtte erkende deres mandschauvinistiske adfærd og love bod og bedring. I mange tilfælde blev en mand indkaldt til møde hver aften flere dage i træk - og ofte varede møderne til langt ud på natten. Det var rene og skære forsøg på hjernevask - som kun meget få, psykisk stærke og etisk afklarede mennesker kan modstå.

Seks af mændene blev 'kørt hårdt' og fire andre blødt - og først og fremmest med følelsesmæssigt pres. Målet var at få offeret til at bryde grædende sammen. En fik et decideret psykisk sammenbrud. Og efterfølgende måtte synderen - ganske som ved indremissionske omvendelsesseancer - bekende sine synder og sin fulde anger, undertiden også i skriftlig form. Først derefter kunne en genopbygningsproces sættes i værk under kontrol af kvinderne. Mændene blev 'sat i snor', dvs fik tilknyttet en eller flere kvinder som skulle kontrollere vedkommendes fremskridt mellem bønnemøderne. Og som ekstra bod skulle rehabiliterede gruppemedlemmer derefter tage aktiv del i behandlingen af deres fæller. Hvis en synder viste for lille samarbejdsvillighed, risikerede han at blive sat på græs. En af dem der blev kørt hårdt, den ellers selvsikre Niels Jørgensen, blev holdt uden for alle aktiviteter og fællesskab i KAK i op mod et halvt år og blev bagefter af en kammerat beskrevet som 'totalt nedbrudt'.

En enkelt af mændene sammenfattede sin kritik af vanviddet i et elleve sider langt åbent brev, stilet direkte til 'Ulfred' (kortformen for Ulla og Gotfred). Det blev dog aldrig afsendt, men cirkulerede i kredsen i kopier. Kritikeren sammenlignede kampagnen med de metoder kommunistpartierne anvendte i Sovjet og Østeuropa under Stalins store udrensninger for at få partimedlemmer til at tilstå uhyrlige forbrydelser mod staten eller partiet. Selv stolte kommunister som under krigen havde kunnet holde mund under Gestapo-tortur, brød sammen, netop fordi de nærede en stærk tillid til partiet. Det overgik helt deres forestillingsevne, hvilke svinske intriger partiet havde lagt til rette for dem. Kritikeren anbefalede Ulfred at læse Artur Londons bog 'Tilståelsen', men "det er måske dér I har hentet inspirationen?", spurgte han retorisk.



Men hermed sluttede kvindernes specielle kønskampagne ikke. Den kulminerede tværtimod i februar 1978 med regulær vold. En af de hårdnakkede mandschauvinister der ikke ville falde til patten, blev ganske enkelte opsøgt på sin bopæl og gennemtævet af hele flokken af furier. Efterfølgende gik man også over til at slå løs på mændene under bønnemøderne. "Lussingerne føg under møderne" som en formulerede det. Nogle af dem oplevede endog at blive slået af deres egne koner eller kærester. Eller af de kammerater der blev tvunget til at deltage i møderne som bødler.

En af disse reflekterede selv over udviklingen på en måde der afslører de uhyggelige psykiske mekanismer der kan folde sig ud i slige autoritære undertrykkelsessystemer: "At slå løs på sine egne venner føltes paradoksalt nok ikke som et afgørende nyt skridt. Der var tale om en langsomt glidende udvikling, og vi var nok så vant til at gøre, hvad der blev sagt, at vi heller ikke denne gang for alvor satte spørgsmålstegn ved ordrerne. Vi vidste at konsekvensen af at nægte ville være øjeblikkelig eksklusion."

Udviklingen førte naturligvis i den sidste ende til frygtelige og opslidende diskussioner mellem Ulla Hauton og Gotfred Appel - samt til vågnende selvransagelse hos flere af kvinderne. Sammenholdet i kvindegruppen smuldrede. Nogle begyndte at ane at Ulla måske havde manipuleret dem til at gå over stregen eller måske havde skjulte motiver for sit opgør med mændene (det er nærliggende at tænke på hævn over faderen). Men blandt mændene øjnede Gotfred Appels højre hånd, den stærke Holger Jensen, nu endelig en mulighed for at slippe af med Ulla. Inderkredsen omkring Holger isolerede sig fra Appel og Hauton og begyndte at kritisere parrets lederskab. På et stormøde uden deltagelse af parret blev ledelsen kort og godt afsat. Og på et efterfølgende møde, hvor Hauton udeblev, men Appel deltog og prøvede at komme igennem med en mindelig løsning, og hvor medlemmer af gammel angst for Gotfred Appel modererede kritikken, blev eksklusionen af Ulla Hauton til sidst konfirmeret.



Fem dage senere meddelte Gotfred Appel og Ulla Hauton at de trådte ud af organisationen. Appel forstod ikke hvad der var sket. Han var i realiteten knyttet til Ulla Hauton med følelsessmæssige bånd som gjorde det umuligt for ham at se blot nogenlunde rationelt og nøgternt på kvindernes galskab og mændenes voksende utilfredshed med hans ledelsesform. Han valgte loyaliteten mod Ulla og beskyldte senere - meget afslørende - Holger Jensen for mange års uærlighed og hykleri. Også på et andet punkt forregnede Appel sig totalt, nemlig i forholdet til PFLP. Denne folkefront var Holger Jensen i mellemtiden - uden Appels vidende - blevet livsvarigt medlem af, og han havde testamenteret sit liv, sine penge og sin formue til PFLP. Formuen omfattede det hus i Herlev Appel og Hauton beboede - og nu måtte fraflytte, og de ville samtidigt miste hele det livsunderhold gruppen betalte. Appel kom med ét slag ud i sit livs krise. Hans organisation var opløst og såvel hans økonomi som hans parforhold alvorligt angrebet. I sin desperation fandt han ingen anden udvej end den nedrige at true gruppen med at gå til politiet med sine oplysninger. Men også her forregnede han sig. Holger Jensen gav truslen videre til PFLP, der resolut sendte en repræsentant fra London ud til Gotfred Appel i Herlev med den besked at enhver trussel mod kernemedlemmerne i den gamle gruppe var en trussel mod PFLP - hvad der igen utvetydigt ville sige at den indebar risiko for likvidering. Gotfred blev ifølge en kilde skræmt fra vid og sans og stak piben ind. Men alt i alt havde balladen i KAK splittet bevægelsen og lammet alt illegalt arbejde i mange måneder.

Hvad der blev af kvinderne i historien, melder Øvig Knudsen ikke noget om. Men den - om man så må sige - 'jævne borgerlige morale' af hele denne gyselige historie kan kun være, at en decideret kønskamp er ødelæggende for enhver organisation, og at organisationer der i deres udvikling ikke er nået til en ægte forståelse for værdien af kønnenes forskelligartethed og ligeberettigelse, gør bedst i at holde mænd og kvinder adskilte i hver deres båse.

Men dybere set må moralen af dramaet lyde, at hverken mænd eller kvinder nogensinde bør fortrænge deres naturlige følelser og menneskelighed, heller ikke når de går ind i revolutionært arbejde. Fortrængningerne kan ikke holdes nede i længden, og de er aldeles ødelæggende for al nøgternhed og sund fornuft. At ofre al sin menneskelighed for en sag, perverterer kampen - uanset om sagen hedder sandheden, den store retfærdighed eller verdensrevolutionen. Problemet er naturligvis at de revolutionære tror og mener noget andet. Deres verdensopfattelse, moral og realitetssans er blevet forskudt i forhold til det normale. De er med andre ord blevet 'forrykte'.



Den lysende, men dobbelte Holger Jensen    
Til toppen  Næste

En af dem i Appel-gruppen der ofrede sin menneskelighed for verdensrevolutionen og den palæstinensiske sag var Appels højre hånd, den i 1948 fødte og i en borgerlig familie opvoksede Holger Jensen. Strengt taget hører han slet ikke til Blekingegadebanden, for han omkom ved en ejendommelig bilulykke allerede i 1980. Men han var ligesom Appel og Hauton en både personlig og ideologisk forudsætning for banden og dens opståen.

Holger var nær ven og skolekammerat med den lidt yngre Jan Weimann, der var vokset op i en kommunistisk familie og derfor ofte havde haft andre politiske synspunkter end Holger. Men modstanden mod Vietnamkrigen samlede de to og flere af deres øvrige kammerater i en fælles holdning mod imperialismen. Teoretisk blev de hurtigt og målrettet skolet af Gotfred Appel som Holger Jensen netop traf ved Børsen efteråret 1967 i færd med at dele maoistisk propaganda ud. Holger spurgte ham hvorfor - og typisk for Holger førte svaret til at han omgående gav sig til at hjælpe Appel med uddelingen. Holger Jensen var meget resolut og 'action-minded' som det hedder på nudansk.

Holger samlede hurtigt en flok aktivister omkring sig som flittigt deltog i de stadigt mere voldelige demonstrationer mod Vietnamkrigen eller militærstyret i Grækenland. Gotfred Appel sørgede for at organisere dem i en ny ungdomsafdeling af KAK, kaldet Kommunistisk Ungdomsforbund (KUF), dels for at bevare kontrollen over dem, dels for at forhindre at den i enhver henseende ukontrollable studenteroprører og psykologistuderende Finn Ejnar Madsen fik for meget at sige. Han var nær ven med Holger og deltog med samme iver og voldsomhed i bataljerne med politiet. Holger Jensen var stor og stærk og veltrænet - og findes bl.a. fotograferet i læderjakke i færd med at slå løs på en politibetjent med en af de svære granstokke Appel havde forsynet gruppen med. Appel kunne belære sine aktivister om at krigen i Vietnam, kuppet i Grækenland og politiets fremfærd i København alle var udtryk for de imperialistiske regimers skånselsløse undertrykkelse af ethvert forsøg på oprør mod deres verdensomspændende magtmonopol. Og han docerede også den revolutionære organisations klare arbejdsbetingelser, herunder nødvendigheden af streng hemmeligholdelse.



Holger Jensens deltagelse i de mange demonstrationer mod Vietnam-krigen eller mod det store internationale møde i Verdensbanken 1970 i det gamle Bellacenter ved Hulgårdsvej skal ikke gennemgås her, og det skal heller ikke hans nære kontakt med PFLP fra og med oktober 1969 eller de efterfølgende ti års mange, store og professionelt udførte pengerøverier. Det vides ikke med sikkerhed om Holger Jensen var en af de tre deltagere i det mislykkede, men aldrig fuldt opklarede kidnapningsforsøg i 1980 mod en bankdirektør i Glostrup, som undtagelsesvis for gruppen udviklede sig meget voldeligt, idet direktørens hustru blev brutalt slået ned da hun satte sig til modværge, ligesom både hun og parrets tilstedeværende barnebarn, en pige på otte år, blev bagbundet, kneblet og lænket til nogle jernrør i kælderen. Pigen blev i 1989 konfronteret med de anholdte i Blekingegadesagen og mente at kunne genkende Niels Jørgensen.

Her skal vi derimod se på dobbeltmennesket Holger Jensen, fordi han adskiller sig markant fra alle øvrige i gruppen ved et overordentligt vindende væsen der både gjorde ham til en pigeven der altid kunne score ved fester og til en meget vellidt kollega på den brandstation i Gentofte hvor han ret tidligt efter aftjeningen af sin værnepligt blev ansat.

En af dem der lærte ham at kende i de tidlige år giver ham det skudsmål at han var "en høj, flot, lys fyr, den germanske type og enhver svigermors drøm". "Han var meget udadvendt, altid munter og grinende. Han havde absolut sit væsen med sig, og om det politiske var der ingen tvivl i hans sind". Men så tilføjes det: "Ingen kunne ane at der var en potentiel terrorist i den unge mand".



Det lå dog tidligt klart for hans familie og omgangskreds, at han prioriterede det politiske arbejde over alt andet i sin fritid, og at han aldrig ytrede sig om hvad det gik ud på. Han havde altid gode kærester, men afviste blankt ægteskab og børn. Han tog i 1979 muntert afsked med sine forældre på Københavns Hovedbanegård, hvor PET var til stede med fotoapparaterne, og nogle timer senere med sin kæreste ved Englandsbåden i Esbjerg, da han tog et års orlov fra brandvæsenet for angiveligt at rejse til USA på studietur. Men de anede intet om at han reelt gik under jorden og vendte tilbage til Danmark dagen efter for siden at rejse til Mellemøsten med mellemrum og iøvrigt lave illegalt og dybt kriminelt arbejde herhjemme.

Der er klart tale om et af de tilfælde hvor et ungt menneske ofrer sig fuldstændigt for en sag, selvom han synes blottet for personlige hævnmotiver af nogen art, og selvom han i kraft af sin charme og sin store praktiske dygtighed og handlekraft kunne have fået en glimrende karriere i et hvilket som helst fag, herunder i det brandvæsen der på mange måder passede udmærket til hans handlingsiver og særdeles gode og veloptrænede kørefærdigheder. Men 'idealismen' blev tilsyneladende udslaggivende. Han besad lige præcis den 'retfærdighedssans' der gjorde det utåleligt for ham at konstatere overgreb mod civilbefolkningen i Vietnam såvel som mod de palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten. Han var stor og stærk og deltog frygtløst og med liv og lyst i bataljerne mod politiet, men intet tyder - så vidt jeg kan se - på at han dyrkede volden for voldens skyld. Den var for ham blot i sidste ende ved siden af illegaliteten og våben- og pengekriminaliteten en nødvendighed i kampen mod den undertrykkende imperialisme.



På grund af sit udadtil lyse væsen bliver Holger Jensen en større gåde end de øvrige i gruppen. Men desværre er der ingen muligheder for at få dybere indblik i gåden, da han som nævnt omkom ved en højst besynderlig ulykke ved Bilka i Tilst ved Århus i 1989. Han var på stedet sammen med Niels Jørgensen i det øjemed at begå et overfald på en pengetransport fra supermarkedet til en nærliggende bank, og sad alene tilbage i vennes bil, parkeret på en vigeplads over for banken. Men ved skæbnens store lune fik chaufføren i en stor lastvogn i modsatte vejbane pludseligt et insulinchok og mistede bevidstheden. Hans vogn kørte i fuld fart over vejbanen og stødte frontalt ind i den parkerede vogn. Holger blev dræbt på stedet, mens den chokerede Niels blot kunne se til på afstand. Nogle få dage senere stod dødsannoncen i avisen og påkaldte sig opmærksomheden hos en vaks politimand. Holger Jensen som politiet og PET havde holdt øje med i årevis, og som var mistænkt for adskilligt, var omkommet. Bilen blev undersøgt og afslørede en del specielt radioudstyr. Niels Jørgensen stod som bilens ejer og blev afhørt, men klarede frisag. Politiet kom ikke meget videre i udforskning af gruppen.

"Æblet er gået hjem til Gud" lød den besked i oversættelse fra arabisk som en palæstinenser i den danske PFLP-gruppe sendte til Holger Jensens chef eller 'føringsofficer' i Beirut, lederen af PFLPs efterretingstjeneste Marwan El-Fahoum, og som PET opsnappede gennem telefonaflytningen. Beskeden mere end antyder at den retfærdighed Holger Jensen og hans gruppe kæmpede for side om side med palæstinenserne var af den højere art man kalder 'religiøs', og som også ikke-religiøse mennesker kan opfatte som deres 'hellige forpligtelse' eller kald, selvom de kalder tingene ved andre navne. Afgørende er ikke de teologisk-dogmatiske udlægninger af sagen, men den psykologiske: det hellige kald er det i psyken der går over alle andre forpligtelser i livet.



Den selvkritiske røst    
Til toppen  Næste

Af skriftlige optegnelser eller udredninger fra Blekingegruppens medlemmer findes så vidt jeg er orienteret kun nogle mere almene artikler som er udgivet af Torkil Lauesen, der under fængselsopholdet fik en universitetsuddannelse og efter løsladelsen - under en vis kritik - blev ansat i Københavns Kommune. Men heldigvis er det lykkedes Peter Øvig Knudsen at få kontakt med nogle at de implicerede hovedpersoner, og at få en enkelt af dem til at kommentere sagen og kammeraterne, dog forståeligt nok under fuld anonymitet. 'Stemmen' kalder Peter Øvig ham, eller rettere 'en stemme', for den pågældende kan af gode grunde kun udtale sig på egne vegne. Men han giver i det mindste nogle relevante bud på hvad der kan føre unge, begavede mennesker ud i en politisk aktivitet der på grund af sin kriminalitet og terror ikke har nogen som helst reelle chancer for at vinde bredere genklang i et demokratisk velfærdssamfund som det danske.

'Stemmen' forklarer bl.a. at "For mange i organisationen var deres identitet hængt op på at være medlem af KAK. Det gjaldt ikke mindst for Holger, som havde været med gennem hele sit voksne liv og brugt al sin tid på organisationen. Holger og flere andre var blevet socialiseret af Gotfred i KAK, siden de ti år tidligere kom med som ganske unge og påvirkelige gymnasielever. Politik var uden konkurrence det vigtigste i deres liv. - For Holger og et par stykker til havde Gotfred og Ulla udviklet sig til at blive en slags reserveforældre, og ikke mindst var Gotfred blevet en ny far for Holger. I årevis havde Holger været i daglig kontakt med Gotfred og Ulla, og i et par år havde de oven i købet boet sammen alle tre. Når Gotfred besluttede et eller andet, så rettede Holger sig efter det, også i de tilfælde hvor han kunne være uenig."

'Stemmen' kommer også ind på de psykologiske mekanismer i KAK, idet han ser organisationen som en form for sekt: Identiteten for medlemmerne var at være medlem af den sekt, og ligesom andre sekter blev medlemmerne socialiseret ved hjælp af angst. Den trussel om at blive udstødt af sekten, som altid svævede i luften, var for de fleste stærkt angstprovokerende."

'Stemmen' peger på den hundrede procents centraliserede opbygning som en grundmekanisme i organisationen. Et andet sekterisk element var hemmelighedskræmmeriet. Og en tredje tabuet: "Et generelt tabu mod at tale om visse emner. Det var Gotfred og Ulla der bestemte hvad man måtte tale om, men tabuet var så omfattende, at man som medlem for en sikkerheds skyld lod være med at tale om noget som helst kontroversielt, fordi man ikke klart kendte grænserne for, hvad man måtte sige." - Alt der blot tenderede selvstændig politisk tænkning, var ifølge 'Stemmen' pr. definition tabu, og "tabuet blev etableret ved en usædvanlig grov og manipulerende argumentationsform. De to ledere gav aldrig plads for debat eller alternative udlægninger eller blot mulighed for at stille spørgsmål."

Endelig inkluderede sektmodellen ifølge 'Stemmen' indførelsen af selve Ordren som et legitimt, dagligt værktøj. En direktiv ledelsesopbygning blev normalen. Satte man spørgsmålstegn ved Ordren satte man samtidig spørgsmålstegn ved om man var til at stole på. Og loyalitet repræsenterede den højeste værdi..... Den kommunistiske bevægelse og andre autoritære organisationsformer har altid opstillet loyaliteten over for sagen og over for ledelsen som det højeste ideal."

Men hvorfor finder et ungt, oprørsk menneske sig i denne underkastelse, vil Øvig gerne vide.

"Det er naturligvis en langsom og glidende proces", lyder svaret. "Men udbyttet for det enkelte medlem er et usædvanligt stærkt fællesskab og en sikker identitet i forhold til omverdenen. Ånden i KAK var kendetegnet ved, at medlemmerne kom til at betragte sig selv som noget særligt - som de udvalgte. Det er et grænsereligiøst fænomen, næsten som disciplene omkring Jesus eller andre guruer."

Og specielt om Holger Jensen hedder det, at han aldrig var den store teoretiker eller analytiker. "Han var meget praktisk orienteret og handlingsrettet. Jeg vil på ingen måde kalde ham psykopat, men hans engagement drev ham til handlinger som kan se psykopatiske ud. Jeg vil snarere kalde ham en meget følsom mand med meget stærke værdier. Man kan sige, at hans idealisme var så stærkt, at han i visse konkrete valgsituationer traf brutale valg."


Såvel Stemmens betragtninger over KAKs sekteriske eller grænsereligiøse præg som udsagnene om Holger Jensen bekræfter mange af de foranstående vurderinger. Begrebet 'psykopatisk' er dog næppe velegnet til at ramme essensen i den specifikke form for revolutionær idealisme - ud over at den peger på det usædvanlige i fænomenet. Det centrale må tværtimod fortsat siges at være at visse værdier bliver så stærke i de pågældende menneskers psyke, at de determinerer alt andet. Men det har ikke meget med psykopati eller psykopatologi at gøre. Det er et meget almindeligt og udbredt fænomen og har været det alle dage. Det problematiske og undertiden katastrofale ved det er altid fraværet af etiske modforestillinger. Og dette fravær skyldes som hovedregel det banale forhold, at moral af såvel revolutionære som flertallet af andre mennesker overvejende forstås som faste regler for opførsel, som man kan acceptere eller forkaste, men i grunden ikke har noget alternativ til. Denne opfattelse skyldes igen at man identificerer samvittigheden med de moralregler man har fået indoktrineret som barn allerede i femårs-alderen, og som i hovedsagen bliver det man med et lidt foragteligt udtryk kalder 'spejdermoral' eller det Erling Jacobsen kalder den dummeste del af et menneskes personlighed. Således også hos 'Stemmen'.

Den oplyser at gruppen i modsætning til tidligere, da Gotfred suverænt satte den moralske standard, efter bruddet med ham begyndte i højere grad at diskutere de etiske problemer ved kriminelle aktiviteter. "Helt almindelige, gennemsnitsdanske, borgerlige moralnormer har faktisk været inde over vores diskussioner. Men når disse normer kom i konflik med det vi mente var den højere sags tjeneste, så vandt sagen nu for det meste."

'Stemmen' giver et konkret eksempel på ræsonnementet i gruppen: "Hvis du står ved en vej og opdager at et barn er på vej lige ud foran en bil, der kommer kørende med høj fart, så må du nødvendigvis gribe ind og redde barnet. Hvis du ikke handler, er du med din passivitet medansvarlig for at barnet bliver dræbt. Overført til det politiske niveau betød det, at hvis vi ikke udførte de kriminelle handlinger til støtte for frihedskampen, så ville vi komme til at gøre noget værre, nemlig støtte undertrykkelsen." - 'Stemmen' går endda videre og tilføjer, at denne forklaringsmodel fyldte meget, også for ham selv. "Og modellen betyder, at når man kommer i situationer, hvor ens borgerlige spejdermoral kommer i modsætning til verdensrevolutionens grundsynspunkt - enten er du med os eller også er du mod os - så kan man ikke vælge at være neutral.

'Stemmen' fastholder, at gruppen justerede efter almindelige moral. "Vi gjorde ikke hvad som helst. Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier med etiske værdier. Det har nok været en redningsplanke for os i sidste ende, at vi har haft den bremseklods." Men når den borgerlige moral og revolutionens sag kom i konflikt, så traf gruppen "en række valg til fordel for den gode sag". De etiske diskussioner i gruppen fyldte i det hele taget ikke mere end diskussionerne af, hvordan vi rent praktisk kunne gennemføre støttearbejdet. "Enten støttede man befrielseskampen, eller også lagde man sine ikke-handlinger på den forkerte vægtskål. Sådan var forklaringsmodellen, og derfor fandt vi det generelt aldeles i orden at handle som vi gjorde. - Præcis på dét punkt har jeg mit største selvkritiske opgør", indrømmer 'Stemmen', "For den forklaringsmodel kan jo bruges til at legitimere hvad som helst. Måske justerer jeg inden for nogle etiske rammer, men også dét er i sidste ende mit eget valg - i virkeligheden har jeg lov til at gøre alt i sagens tjeneste. At vi har givet os selv det rum, er det mest alvorlige element i hele min politiske historie som medlem af denne sekt: Vi har nok justeret etisk i detaljen, men grundlæggende gav vi os selv fribillet."



Sådanne betragtninger turde med 'Stemmens' egne ord være et særdeles selvkritisk opgør, men det har blot lige præcis den fejl, at den ensidige, for ikke at sige enøjede revolutionære kamp på forhånd blev betragtet som den gode sag, mens alle dybere eller mere overordnede etiske modforestillinger blev betragtet som en borgerlig spejdermoral. Men dette er en vrangforestilling om etik. Det er en reducering af selve den etiske overvejelse til lige netop en rationel forklaringsmodel der på intellektuelt plan kan legitimere hvad som helst. Den sande moral bygger på kravet om indre konsistens (jf. artiklen om Konsistens-etikken), det vil sige på kravet om at uden undtagelse alle mennesker af indre psykiske årsager er forpligtet til at sørge for overvægt af det gode i deres liv - og den kan derfor aldrig tilsidesætte hensynet til andre mennesker eller hensynet til samfundet som helhed. Eksemplet med pigen der løber ud på vejen er bundfalsk som forklaringsmodel eller forsvar for politisk kriminalitet, for at gøre hvad man kan for at redde en pige i en livstruende situation er på ingen måde en kriminel handling, men i enhver henseende en god og forsvarlig handling. Det er kriminelle handlinger som røverier, kidnapning, mord og terroraktioner derimod aldrig.

Det er ganske enkelt ikke holdbart for de revolutionære eller nogen andre at sætte 'sagen' over alt andet. Så er det iøvrigt ligegyldigt hvilken sag det drejer sig om og hvilke ædle eller ideale formål den kan tilskrives. Alle mennesker er dybest set forpligtet over for noget der er større end politiske, religiøse eller andre sager. Et 'kald' eller en hellig forpligtelse kan heller aldrig legitimere alt. For det større man i sidste ende er forpligtet overfor er ikke en veldefineret instans med patenterbare ideer og dogmer, men tværtimod en udefinerbar instans der holder én fast i en aldrig afsluttet, men åben dialog med hele det øvrige samfund og alle dets udtalte og uudtalte forestillinger.



Samfundsopfattelsens fundamentale fejl    
Til toppen  Næste

Men det er bestemt et kæmpemæssigt plus ved Peter Øvigs bog at få Stemmens betragtninger med, fordi de kommer så tæt på de afgørende etiske problemer ved ikke alene den konkrete Blekingegadebande, men ved alle revolutionære, idealistiske, ideologiske og religiøse grupper og mennesker.

Øvigs bog er fremragende journalistik, der bygger på grundig og kritisk research. Den er samtidigt vigtig, fordi den - til forskel fra Jørgen Davidsen-Nielsens bog om PET - koncentrerer sig om en i hvert fald op til det nye århundrede sjælden form for politisk ekstremisme i Danmark og dermed belyser de farer al religiøs og politisk fanatisme og ensidighed rummer. Den vil blive fulgt af et bind mere til efteråret og efter forlydender også til næste år med en bog af historikeren Lars Hedegaard der skulle sætte Blekingebanden ind i den større sammenhæng der hedder Venstrefløjen. Om alle de nævnte forfattere gælder, at de hverken er stærke i det moralfilosofiske eller det psykologiske - og derfor uundgåeligt kommer til kort i deres analyser. Men vi får under alle omstændigheder et materiale vi selv kan analysere nærmere.



Blekingegadebanden kan på en måde siges at have det til fælles med deres modpoler på den politiske og økonomiske fløj, økonomiske bedragere og svindlere som Claus Riskær Pedersen, Kurt Thorsen og Peter Brixtofte eller Johannes Pedersen fra Nordisk Fjer - for ikke at tale om prototypen fra tyverne og trediverne, den svenske tændstikkonge Ivar Kreuger - at realitetsbedømmelsen fuldstændigt svigter. De økonomiske spekulanter bevæger sig helt derud i pengeværdiernes mærkelige og i nogen grad halvfiktive verden hvor de til sidst mister forankringen i det civile samfunds sædvanlige verden af orden og regler. Og de revolutionære terrorister bevæger sig ud i den mest brutale magtkamps umenneskelige helvede hvor båndene til det civile samfund og dets skriftlige såvel som underforståede regelsæt også glipper. Men der ligger dog en væsentlig forskel i at de første holder sig fra voldsanvendelse.

For Blekingegadebandens vedkommende er det klart at snylterstatsteorien såvel som troen på en højere sag er falsk. Retfærdighedssansen og de idealistiske forsæt kan umiddelbart lyde tilforladelige, men er i virkeligheden en carte blanche til at gøre hvilke som helst voldelige og forbryderiske handlinger de vil. De løsriver sig dermed i realiteten fra berøringen og dialogen med anderledestænkende.



Efter den komplementære helhedsrealismes opfattelse ligger bandens og andre revolutionære aktivisters fundamentale fejl i selve samfundssynet. Man tror som desværre langt de fleste rationalister nu om dage at samfundet er en konstruktion af den menneskelige bevidsthed og følgelig til hver en tid kan laves om næsten efter forgodtbefindende. Men det er en illusion. Samfundet er dybest set et uforklarligt emergent fænomen i udviklingen, hvori indgår såvel bevidste som ubevidste faktorer. De bevidste faktorer bevirker at alle konkrete samfund på jorden bliver historisk bestemte og følgelig til en vis grad står til at ændre. Men de ubevidste faktorer bevirker at de konkrete, historisk betingede samfundssystemer tillige kommer til at rumme en lang række elementer og strukturer som dels er umulige at afdække fuldstændigt, dels umulige at ændre efter forgodtbefindende.

Disse ubevidste faktorer er først og fremmest af kollektiv spontan art og udgør hele det fænomen i kulturhistorien vi kalder den åndelige dimension. Det er denne dimension det enkelte menneskes bevidsthed er i direkte føling med udenom sanseapparatet og som giver individet et sjæleliv. Og det er selvsamme dimension der skaber det menneskelige sprog og gør samfundet som sådant - til forskel fra samfundssystemerne - til et principielt urokkeligt og i denne forstand helligt fænomen.

Alle samfundsforbedreres og revolutionære samfundsomstyrteres store fejl er deres konsekvente abstraheren fra dette kollektivt ubevidste underlag for samfundet. Over for dette fænomen kommer såvel latterlig brostenskastning a la Ungdomshusoprørernes af 16.12.06 og 1.3.07. som store destruktive terrorangreb a la 11. september 2001 til kort. Folk der tror at samfundet kan ændres ved disse metoder er ganske enkelt håbløst naive. Og folk der leder unge mennesker til at tro på samfundsændringer af denne art er moralsk, politisk og erkendelsesmæssigt afsporede. Gotfred Appel, Ulla Hauton, Holger Jensen og hele Blekingegadebanden tilhører denne afsporede og forrykte stand.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur:
Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden - Den danske celle. Gyldendal. 2007

Link til Peter Øvig Knudsens hjemmeside
med omtale af bogen samt kildeangivelser. Desuden links til interviews i radio, tv m.m..

Hans Davidsen-Nielsen: En højere sags tjeneste - PET under den kolde krig.
(Politikens Forlag. 2006). Omtale af Blekingegade-sagen side 293-324 - med naturlig vægt på den rolle Politiets Efterretnings Tjeneste spillede ved opklaringen.

Engelsk oversættelse af artiklen ved Poul Andersen: Klik



Relevante artikler på Jernesalt:

Blekingegadebandens syge idealisme  (30.11.07.)
om andet bind af Peter Øvig Knudsens dokumentariske værk

Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)
Terrormistænkte i Danmark  (6.11.05.)
Terrorstatus august 2005  (8.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
11. september
Terrorangrebet der sætter skel

Er det mon opdragelsen det er galt med, når unge tyer til vold?  (05.03.07.)
Dramatisk punktum for Ungdomshuset som alternativ  (2.3.07.)
Hvorfor terrorisme?  (20.2.07.)
om de sociale, politiske, religiøse og psykologiske grunde

Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi   (16.4.06.)

Hvor kommer det onde fra?  (23.3.05.)
Had og demokrati
Det aggressive menneske
De psykiske grundprocesser



Artikler om Danmark
Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund

Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens

Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Konsistens-etikken
Introduktion til Jernesalts komplementære helhedsrealisme
Værdimanifestet - i forkortet version
med afsnit om Samfundet som fundamental værdi



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal