utils prefix normal JERNESALT - inspir03

INDEX FRA JERNESALT


Forudsætninger eller inspiratorer III:  Bogstav G-J

Omtale af de personer der har betydet noget for redaktørens udvikling, hvad enten det har været i udelukkende positiv forstand eller i den forstand, at det har været nødvendigt for ham at tage stilling til dem. Tilstedeværelsen her er altså ikke ensbetydende med enighed i synspunkter.



Georg Gamow,
Bill Gates,
Otto Gelsted,
James Gleick,
Michail Gorbatjov,
Thomas Gordon,
Henryk Górecki,
Günter Grass,
Stanislav Grof,
N.F.S. Grundtvig,
Vilhelm Grønbech,

Vilh. Hammershøi,
Thomas A. Harris,
Justus Hartnack,
Vaclav Havel,
Ingemar Hedenius,
Svend Heinild,
Werner Heisenberg,
Axel Hempel,
Ludvig Holberg,
Søren Holm,

Henrik Ibsen,

Erling Jacobsen,
Frode Jakobsen,
Johs. V. Jensen,
Jesus,
Johannes Paul II,
Paul Johnson,
Asger Jorn,
C.G. Jung,
Jørgen Jørgensen



Georg Gamow  (1904-68)
russisk-amerikansk fysiker med stor humoristisk sans og evne til at formidle fysikken til lægfolk. Studerede ved Bohr-instituttet i 1928-29. Forlod Sovjetunionen i 1933 for at bosætte sig i USA. Har skrevet en fremragende indføring i fysikkens udvikling 1900-1930 i bogen 'Tredive år der rystede fysikken' (1966), der også skildrer livet på Bohr-instittutet. Desuden en morsom indføring i relativitetsteorien 'Mr. Tompkins i Drømmeland' (1965) som er tilegnet Lewis Caroll og Niels Bohr. Endvidere sammen med John M. Cleveland bogen 'Physics, Foundations and Frontiers' 1960 (dansk udgave som 'Den store Fysikbog' I-II).

Bill Gates  (f. 1955)
amerikansk edb-geni og forretningsmand, først og fremmest berømt for udviklingen af operativsystemet Windows

Otto Gelsted  (1888-1968)
dansk forfatter

James Gleick
amerikansk videnskabsjournalist

Michail Gorbatjov  (f. 1931)
sovjettisk reformpolitiker, generalsekretær for det kommunistiske parti (1985-1991), der prøvede at rette op på Bresjnevs stagnation gennem 'Glasnost' (en slags 'kontrolleret åbenhed') og 'Perestrojka' (omstruk-turering), og samtidig sammen med sin udenrigsminister Edvard Sjevardnadse (se denne) at afvikle den kolde krig. Havde held med det sidste, men kunne ikke forhindre at Murens fald trak tæppet væk under det sovjettiske kommunistparti. Han fik ikke i tide afværget den gamle gardes kupforsøg, og blev efterfølgende ydmyget for åben skærm af Jeltsin efter at denne havde grebet magten. Fik Nobels fredspris sammen med Ronald Reagan, og har siden sin afgang været benyttet som foredragsholder og konsulent.

Thomas Gordon
amerikansk psykolog, der i sin bog 'Forældreuddannelse' (1970; dansk udgave 1978) redegør for begrebet 'aktiv lytning', som han opfatter som terapeutisk kommunikation. Alle mennesker ønsker, hedder det i bogen, at andre skal forstå, hvad de føler, ikke bare hvad de siger. Og især for børn er følelserne vigtige. Det kan man høre på det de siger. De fleste børns udtryk afspejler: glæde, had. skuffelse, frygt, kærlighed, bekymring, vrede, stolthed, mindreværdsfølelse, sorg osv. De ord barnet bruger (koden) er kun et middel ved hvis hjælp de kan kommunikere følelser. Det virkelige budskab er barnets indre følelser.
Den aktive lytnings metode har en grundholdning til børn som bygger på respekt for deres behov. Der er terapeutisk kraft i metoden, netop fordi den kan fremkalde forandringer i barnets adfærd. Metoden forudsætter åbenhed mellem parterne. Det betyder at forældrene må gøre sig umage med aktiv lytning og med at sende tydelige jeg-budskaber, hvor deres egne følelser kommer åbent frem.
Der sker noget med et menneske som øver sig i at lytte aktivt, for at forstå hvordan en anden tænker og føler, gør at den der lytter løber risiko for at se sine egne meninger og holdninger forandre sig. Den vigtigste virkning af, at børn føler sig accepteret er, at de derigennem også føler sig elsket. At acceptere et andet menneske 'som det er' er faktisk en kærlighedserklæring.

Henryk Górecki   polsk komponist (1933-2010).
Han blev afgørende inspireret af modernistiske komponisterer som Nono, Stockhausen og Penderecki, men var og forblev også dybt præget af sin katolske tro og dermed den specifikke polske Madonnadyrkelse. Han udviklede sig efterhånden til minimalist. Han kom tidligt på kant med magthaverne (selvom han var et upolitisk menneske), og han blev først internationalt kendt gennem indspilningen i 1993 af sin 3. symfoni, 'Den sorgfulde sang'. - Jf. artiklen
Den polske komponist Henryk Górecki er død  (17.11.10.).

Günter Grass  (f. 1927)
tysk forfatter. (Jf. artiklen
Grass, nazismen og moralen)

Stanislav Grof  (f. 1931)
tjekkisk-amerikansk psykoterapeut og bevidsthedsforskersiden der siden 1973 har været tilknyttet Esalen Institute i Californien. Han slog først og fremmest sit navn fast gennem sine dybtgående systematiske undersøgelser af de terapeutiske virkninger af LSD, jvf. hans bøger om Den indre Rejse I-IV (dansk udgave 1977-85).
Grof gav sig efterfølgende til systematisk at undersøge virkningen af den dybdegående stoffri psykoterapi han selv havde udviklet, og som han kalder den holotropiske psykoterapi, en terapi der direkte sigter mod helheden i psyken. Grofs redegørelse for dette fænomen foreligger i hans bog om 'Selvopdagelsens eventyr' (misvisende dansk titel: 'Introduktion til Den indre rejse').
Den holotropiske terapi består i fokuseret introspektion samtidig med langvarig, forceret vejrtrækning (pneumokatarsis) til ledsagelse af stærkt varieret musik, og den adskiller sig fra gængs psykoterapi ved at tilsidesætte den verbale analyse. Såvel den freudianske som den jungianske analyse består i at sætte ord på de erindringer, associationer og drømme der dukker op og på den måde trænge ned i psyken, men Grof betragter sådanne verbale fremgangsmåder som utilstrækkelige til at klare den bioenergetiske situation der ligger bag psykiske konflikter eller psykisk insufficens. De når efter hans mening stort set kun ned til det biografiske stof, der nok kan være vigtigt, men ikke altafgørende.
Den holotropiske terapi aktiverer direkte det ubevidste og frembringer helt usædvanlige bevidsthedstilstande, og herved afdækkes transbiografisk stof, nemlig det såkaldt perinatale stof, der stammer fra fødselstraumet, og det transpersonelle stof.
Jf. artiklen
Stanislav Grof - eller selvopdagelsens eventyr  (8.5.03.)

N.F.S. Grundtvig   (1783-1872)
dansk præst, digter, filolog, historiker, pædagog og politiker. En af de vigtigste skikkelser i 1800-tallets folkelige og religiøse vækkelse. Som teolog og politiker konservativ og dogmatisk. Men som digter suveræn sprogkunstner med allerdybeste kontakt til de arketypiske forestillinger i såvel jødedom og kristendom som nordisk mytologi. Hans betydning for den danske folkehøjskole er ubestridt, men hans relevans for folkehøjskolens fremtid er i dag til debat. Mange højskolefolk kasserer ham blankt. Andre holder fast i ham, men har svært ved at se at den aktuelle værdi i hans tanker alene må søges i det dybdepsykologiske. Hele debatten afspejler for mig den store uvidenhed om dybdepsykologi. - Jf essay:  
Grundtvig som mytisk kristen og profet  (2.4.06.)

Vilh. Grønbech  (1873-1948)
dansk religionshistoriker og kulturkritiker, der som uddannet filolog fik løsrevet den religionshistoriske forskning i Danmark totalt fra al teologisk omklamring.
Brød igennem 1909-12 med firebindsværket om 'Vor folkeæt i oldtiden'. Professor i religionshistorie ved Københavns Universitet 1915-43. Omfattende studier i indisk religion, jødedom, Hellas og hellenismen, foruden i mystikere som Buddha, Eckehart, Teresa de Jesus, Ruysbroek, Wordsworth, Herder og Blake. Trilogi om Jesus, Kristus og Paulus. Samt en række kulturkritiske værker om vor egen tid, samlet i 'Kampen om mennesket', 'Religiøse Strømninger i det 19. århundrede', 'Kampen for en ny sjæl' og tidsskriftet 'Frie Ord, som han redigerede sammen med Hal Koch 1945-48. Han udgav også digtsamlinger og romaner, herunder 'Sejersen fra Variager' der var en varm, humorbåret skildring af den bornholmske almue han selv var udrundet af. Posthumt udgaves hans bog om 'Livet er et fund' med undertitlen en bog om humor og tragedie. - Sidstnævnte blev dybt inspirerende læsning for undertegnede som 17-årig i 1951 og blev indgangen til både forfatterskabet og dyb og varig påvirkning hvad angår forståelsen af religion, kultur og psykologi. Jf.

Vilh. Grønbech-biografi
Grønbechs metode
Grønbechs kulturopgør
Humor og tragedie

Vilh. Hammershøi  (1864-1916)
dansk maler

Thomas A. Harris
amerikansk psykoterapeut og transaktionsanalytiker, der ud fra Eric Berne's analysemetode udvikler en terapeutisk metode til at befri individet fra de uheldige 'spil' og i stedet skabe en indre moralsk autoritet der kan føre videre. Metoden fremlægger han i bogen med den noget amerikanske titel 'Jeg er o.k. Du er o.k.' (1967), hvor han skelner mellem 'Forældre' (F), 'Voksen' (V) og 'Barn' (B) der dog igen kan opdeles mellem det kreative barn og det frustrerede barn. Pointen er, at individet i sin udvikling skal sørge for at befri sig for F-faktoren der repræsenterer en ydre autoritet såvel som fra det frustrerede barn, for at nå et voksen-stadium hvor kreativiteten og intimiteten fra barnesindet er bevaret og en ny indre autoritet er blevet opbygget.
Hvad moralen angår gør Harris opmærksom på, at vi hverken kan stole uforbeholdent på Forældre-autoriteten eller på det frustrerede barns negativitet. Kun den frigjorte Voksen kan nå til enighed med den frigjorte Voksne hos andre om menneskers værd. Den voksne er den eneste del af os som kan vælge at sige: 'Jeg er o.k. Du er o.k.' Det er dog lettere sagt end gjort, for det er hans overbevisning, at 'arvesynden' er vort livs primære problem, og denne synd siger noget helt andet, nemlig 'Jeg er ikke o.k. men du er.'
Hvad religionen angår mener han, at mange såkaldt 'religiøse' mennesker er Forældre-styrede, og at kirken er et museum for Forældre-påstande. Men for Harris er ægte religiøs oplevelse en enestående kombination af Barnet (følelse af intimitet) og den Voksne (eftertanke) med fuldstændig udelukkelse af Forældre. Nåden kan kun fattes af den Voksne, siger han. Den religiøse oplevelse er at undslippe dommen, at blive accepteret uden betingelse. I religiøs oplevelse er Barnet med. Intimitet er det oprindelige Barns oplevelse.

Justus Hartnack  (f. 1912)
dansk filosof

Vaclac Havel  (f. 1936)
tjekkisk forfatter og systemkritiker; Tjekkoslovakiets første præsident efter Murens Fald 1989-92, derefter Tjekkiets præsident (1993-2003)

Ingemar Hedenius  (1908-82)
svensk filosof

Svend Heinild  (1907-94)
dansk læge og børnepsykiater

Werner Heisenberg  (1901-76)
tysk atomfysiker. Efter studier hos Bohr på Instituttet på Blegdamsvej og de intense diskussioner med kolleger dette altid indebar lykkedes det Heisenberg i 1925 at formulere en matrixmekanik (populært sagt kendetegnet af en matematik, hvor faktorernes orden i et produkt ikke er ligegyldig (xy er ikke det samme som yx!)) og dermed bringe atomteorien hen mod en ny kvantemekanik. I 1927 formulerede han ubestemthedsrelationen, der fastslår det umulige i på én og samme gang at bestemme en partikels sted og impuls nøjagtigt. Jo mere den ene størrelse bestemmes præcist, jo mere unøjagtig vil den anden størrelse blive. Produktet af de to ubestemtheder er større en Plancks konstant. Det var denne relation der fik Bohr til at formulere sit komplementaritetssynspunkt. De to synspunkter betegnes ofte under ét som 'Københavnerfortolkningen'. - Heisenberg blev i 1928 professor i Leipzig og fik i 1932 Nobelprisen. Selv om han fra nazistisk side blev udsat for angreb som 'hvid jøde', forblev han i Tyskland under hele nazismen og verdenskrigen, endda fra 1941 som leder af det tyske atomenergiprojekt. Og han besøgte efterfølgende Bohr ud fra motiver det ikke siden har været muligt at klarlægge, men som medførte en ændring af det ellers meget nære forhold mellem Bohr og Heisenberg.
Heisenberg var livet igennem optaget af fysikkens filosofiske aspekter og forelagde sine overvejelser i bl.a. 'Fysik og humanisme' (1959), 'Fysik og filosofi' (1959) og den meget smukke erindringsbog 'Der Teil und das Ganze' med undertitlen 'Gespräche im Umkreis der Atomphysik' (1969). I disse bøger kommer han bl.a. ind på sprogets problemer i den menneskelige eksistens og videnskab, især hvad angår dagligsproget, hvis rigdom og mangetydighed den meget musikalske og musikudøvende Heisenberg havde en langt dybere forståelse for end Bohr havde. Heisenberg forstod, at dagligsproget i al dets vaghed havde en stabilitet i forhold til det mere præcise naturvidenskabelige sprog, som beroede på, at "det daglige sprogs begreber er dannet i umiddelbar forbindelse med virkeligheden". Hans eget sprog var også langt smidigere end Bohrs, der i høj grad var præget af en næsten stereotyp fastholden af præcise, men tunge formuleringer. - Heisenbergs sprogfilosofiske betragtninger er fundamentale for min egen komplementære helhedsrealisme. - Jf artiklen om   
Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser.

Axel Hempel  (1904-73?)
dansk gymnasielærer (matematik) på Ålborg Katedralskole. Oprindeligt mag.scient i kemi med studier i USA. Var meget belæst og kunne referere og citere både den danske skønlitteratur og verdenslitteraturen. Og fra tiden i USA var han velbevandret i engelsk. Han fik stor betydning for mig, fordi han tilførte matematikfaget en filosofisk dimension, men navnlig fordi han havde en sjælden humor. Han var det første 'humormenneske' i grønbechsk forstand jeg mødte på min vej, og det var en stor og ny oplevelse for mig at opdage at heller ikke et fag som matematik er ren og skær logik. Også det bygger på intuitive indsigter og peger ofte ud mod større erkendelsesteoretiske problemer - og dermed til grundlæggende eksistentielle forhold. Jeg dedikerede ham min bog om 'Vilhelm Grønbechs kulturopgør', men han døde desværre inden den udkom. Jf.
Humor og tragedie

Ludvig Holberg  (1684-1754)
dansk-norsk forfatter, historiker, essayist mest kendt for sine mange komedier.

Søren Holm  (1901-71)
dansk teolog

Henrik Ibsen  (1818-1906)
norsk forfatter, regnes for grundlægger af det moderne drama - med fremragende værker som Peer Gynt (1867), Et Dukkehjem (1879), En Folkefjende (1882), Vildanden (1884) samt en række mere symbolske dramaer fra 1891. Hans værker fik stor betydning for Sigmund Freuds indtrængen i det underbevidste. - En særlig betydning for undertegnede fik 'En folkefjende' ved en inspirerende gennemgang i skolen i 16-års-alderen, hvor jeg var blevet meget politisk interesseret. Det er fra dette stykke vi har bl.a. begrebet 'den kompakte majoritet'.

Erling Jacobsen  (1919-1988)
dansk psykiater og filosof. Jacobsen var uddannet speciallæge i psykiatri samt uddannet som psykoanalytiker af Thorkild Vanggaard. Fra 1961 var han ansat på Statshospitalet i Risskov med psykoterapi som arbejdsområde. Han udgav i 1968 'De psykiske grundprocesser' (2. udgave 1971), hvor han blandt andet undsiger den almindelige skelnen mellem følelser og tanker ved at gøre gældende, at der er to måder at tænke og føle på: dels primærprocessernes, hvor tanker og følelser er ustabile, men intense, dels sekundærprocessernes, hvor de er svage, men stabile. Begge processer fungerer side om side i mennesket, men har vidt forskellig virkning.
Jacobsen var tidligt filosofisk interesseret, og interessen førte ham i 1983 frem til bogen 'Godt og ondt', hvor han på original vis behandler følelseslivet i forhold til sproget samt de dybe følelser som stammer fra barndommen og som er centrale for et menneskes indre moral og konsistens. Jacobsen var overbevist om, at mennesket er forpligtet af en indre instans til at sørge for overvægt af det gode i tilværelsen. - Hans synspunkter er bestemmende for den vægt tanken om den indre konsistens har i den komplimentære helhedsrealisme, jeg plæderer for. - Jf. artiklerne  
Erling Jacobsen,   De psykiske grundprocesser   Kan moral begrundes?

Frode Jakobsen  (1907-1997)
dansk politiker og frihedskæmper; ledende medlem af Frihedsrådet fra dets oprettelse 1943.

Johannes V. Jensen  (1873-1950)
dansk forfatter

Jesus
Her opfattet som den historiske skikkelse til forskel fra den senere mytologiske Kristus-skikkelse som dannedes i menighederne. - Jesus var jødisk vandreprædikant og kritiker af den farisæiske jødedom. Hans kritik af den på hans tid dominerende jødedom med dens stærke betoning af nødvendigheden af at overholde de religiøse love til punkt og prikke skete overvejende gennem lignelser. Her sprænges gennemgående den gængse forestilling om at mennesket alene retfærdiggøres gennem den moralske vandel. Han pegede på tilgivelsen og barmhjertigheden - og dermed også på humoren i menneskelivet. Men det sidste er ilde hørt blandt de troende.
Jesus understregede, at ingen kommer ind i himmeriges rige uden at blive som børn påny, og dette kan fra en dybdepsykologisk synsvinkel uden besvær fortolkes som påvisningen af, at et menneske ikke kan vende tilbage til livgivende og trosgivende kontakt med den evige kilde i sig selv - uden midlertidigt at suspendere den almindelige fornufts analytiske og dømmende funktion. Der er med andre ord tale om, at al tro beror på de psykiske primærprocesser, og at disse ikke kan retableres uden suspension af de psykiske sekundærprocesser. (Jf.
Artikel).
Jesu egen forståelse af på én gang at være menneske og Guds søn fik afgørende betydning for senere tiders forståelse af forholdet mellem det timelige og det evige. Og hans forståelse af 'frelsen' har været genstand for strid mellem dem der fortolker frelsen som tro på Jesus som frelser (de kirketro) - og dem der, som fx Blake, fortolker frelsen som blank befrielse fra nedbrydende synds- eller skyldfølelse.
Efter sin død på korset under den romerske statholder Pontius Pilatus blev Jesus af sine tilhængere betragtet som den opstandne Kristus og i denne egenskab som grundlæggeren af kristendommen. Han er i denne forstand selv blevet en arketypisk forestilling af livgivende kraft - som det bl.a. ses af det utal af billeder forestillingen har inspireret til og stadig inspirerer til.

Pave Johannes Paul II  (f. 1920)
polsk præst og forfatter som i 1978 blev pave. Polakken Karol Wojtyla (l'et i efternavnet der helt korrekt skrives med en tværstreg udtales som dobbelt-w) var og er teologisk set en konservativ mand, der konsekvent har nægtet at liberalisere kirkens synspunkter på cølibat, prævention og abort. Men politisk set var og er han en fredens, forsoningens og tolerancens mand, der konsekvent har afslået ethvert forsøg på at gøre kirken til en magtfaktor i snæver politisk forstand, for så meget desto mere at bestræbe sig på at gøre den til en magtfaktor i moralsk og religiøs forstand. Han har med alderen mistet ikke så lidt af grebet om den katolske kirkes udvikling, som pave Johannes 23. satte i gang med det andet Vatikanerkoncil, men han har til gengæld en stor del af æren for, at den nationale befrielsesbevægelse i Polen under navnet Solidaritet og lederen Lech Walesa blev en uovervindelig faktor i Polens politiske udvikling, og at den så hurtigt som tilfældet var også blev en faktor der var medvirkende årsag til kommunismens overraskende hurtige fald.
Pave Johannes Paul 2. personligt må, uanset hvor man personligt står i religiøs henseende, betragtes som en af det tyvende århundredes allerstørste kulturpersonligheder med en indflydelse langt ud over sin religions normale rækkevidde i kraft af sin tro på de universelle værdier i tilværelsen. Som overhoved for den katolske kirke står han i denne henseende og på trods af sin dybt konservative indstilling til centrale spørgsmål i tiden i den allerstærkeste kontrast til hele den muslimske verden, der ikke nogetsteds kan opvise en leder eller teolog af hans format, udstråling og transcendente syn. Men paven står også i kontrast til magtmennesker af anden observans end den muslimske. Det helt centrale i denne vurdering er den overordentlige vægt der i bedømmelsen lægges på universelle synspunkter til forskel fra snævrere, interesseorienterede eller ligefrem magtorienterede synspunkter. Jf.
Pave Johannes Paul II.

Paul Johnson  (f. 1928)
britisk historiker og journalist. Forfatter til to-bindsværket 'Verdenshistorie fra 1917-80' (1983), hvor han bl.a. betoner loven om de utilsigtede virkninger, og 'Intellectuals' (1988) hvor han veloplagt analyserer fremtrædende intellektuelle i de sidste 300 års vestlige historie. Det er navne som Rousseau, Shelley, Marx, Ibsen, Tolstoy, Brecht, Bertrand Russel, Sartre, George Orwell, Fassbinder, James Baldwin og Noam Chomsky. Deres fejl er troen på, at de kan diagnosticere samfundets skavanker og kurere dem med deres eget intellekt, ja angive løsninger som omformer ikke blot samfundsstrukturen men også menneskets fundamentale vaner til det bedre. -
Jf. artiklen
Intellektualismens dilemma.

Asger Jorn  (1914-73)
dansk billedkunstner og forfatter. Oprindeligt uddannet som lærer, men rejste i 1936 til Paris for at blive maler. Fra 1941-44 udgav han kulturtidsskriftet 'Helhesten' sammen med Ejler Bille, Egill Jacobsen og Carl-Henning-Pedersen. I 1948 dannede han Cobra-gruppen sammen med Constant, Corneille, Dotremont og Karl Appel. Besættelsesårene påvirkede Jorn i mørk og dyster retning - som mange andre kunstnere. Men det ekspressive og spontane blev det blivende i hans produktion der både blev omfangsrig og mangeartet (maleri, grafik, keramik og store udsmykningsopgaver). Hans største udsmykning blev det 3 x 30 m store keramiske relief til Århus Statsgymnasium (1959). Jorn udfoldede sig også som næsten rablende filosof i bøger som 'Held og hasard' og mange flere, hvor han behandlede både æstetiske, erkendelsesteoretiske, politiske og eksistentielle spørgsmål.
Jorn er ubestrideligt en af det 20. århundredes allerstørste danske kunstnere. Han er kendt af enhver der interesserer sig for kunst, ja er gået hen og blevet både ‘god smag' og godt investeringsobjekt for kunstsamlerne. Han er repræsenteret på alle danske kunstmuseer. Han har sit specialmuseum i Silkeborg, som desværre ikke blev realiseret helt efter hans egne ønsker og planer, men er og bliver basis for enhver beskæftigelse med ham, ikke mindst takket være museumsinspektør Troels Andersen, der også har skrevet en grundliggende to-binds-biografi om kunstneren.
Men Jorn er også blevet en ‘myte', og var det allerede i levende live, godt hjulpet af sin selviscenesættelse. Han var slet ikke i et og alt så naiv og spontan som han undertiden gav det udseende af. Han fik ikke alle sine drømme opfyldt, men han vidste godt, hvad han var værd. Han gik bestemt ikke i for små sko de sidste tyve år af sit liv.
Og så var Jorn jo produktiv som bare fanden, således at det at gå på Jorn-udstilling hver gang bliver en opdagelse af nye sider af ham. Efterhånden får man da set en hel del af billederne mange gange, men stadig dukker helt nye op i erfaringsfeltet, og selvom man som hovedregel kan kende ham på afstand, og selvom det i et katalog fornylig er blevet påstået at han ikke længere er tidssvarende, så virker han stadigvæk provokerende. Ligegyldigt hvor fortrolig med ham man synes man er, må man til stadighed erkende, at han bliver ved at vise nye sider af sig selv. - Jf.
Jorn på Arken

C.G. Jung  (1875-1961)
schweizisk psykiater der efter brud med Freud skabte sin egen analytiske psykologi med vægt på individuationsprocessen (udviklingen henimod 'Selvet') og betydningen af symboler og arketypiske forestillinger for denne udvikling. Jf.
Jeget og selvet og Fra Tryghed til Frihed (serien om livskvalitet). Selvets tilstand var for Jung alt andet end egocentricitet. Den var tværtimod en højst nødvendig selvbegrænsning med det formål at undgå inflation og dissociation. Jung var til fulde klar over, at når det drejer sig om den menneskelige personligheds totalitet er en fuldstændig beskrivelse umulig. Der findes uvægerligt noget uafgrænset og udefinerbart. Han mente følgelig ikke, at det ubevidste kun er individets psyke, men opererede med begrebet det kollektivt ubevidste.
Jung var ikke et øjeblik i tvivl om, at de ikke-personlige kræfter der bor i det ubevidste er så stærke, at der er god grund til at frygte dem. Det gjorde han for sit eget vedkommende ved fx at gå uden om meditativ praksis, men i bedømmelsen af disse upersonlige kræfters indflydelse på historiens gang (fx Wotan-skikkelsen og Tyskland i 1930'erne) var han ikke altid ukritisk.
Netop gennem sin lære om de arketypiske forestilllinger skabte Jung grundlaget for at systematisere vores psykologiske forståelse af al kunst og religion. En bedrift der slet ikke er taget tilstrækkeligt til følge af eftertiden.
De stærkeste symboler i religion og kunst var for ham udtryk for deres særlige iboende moralske og åndelige indstilling. Og den religiøse erfaring var derfor for Jung den erfaring der kendetegnes ved den for personen højste vurdering - uanset dens positive eller negative indhold. Og styrken i tilknytningen er identisk med energiladningen. Jung forstod også, at det psykologiske faktum der besidder den største magt i et menneske virker som 'Gud'. Derfor får ateister som fx Nietzsche problemer, når de afskaffer gud. For den største værdi eller magt i sig selv, får de ikke derved afskaffet. De risikerer derimod at blive ramt af psykisk inflation og gøre sig selv eller egne meninger til gud. Omvendt så han klart risikoen ved den umiddelbare erfaring af de dybeste kræfter i det ubevidste og især det kollektivt ubevidste. Derfor betragtede han det som de konfessionelle religioners opgave gennem deres organiserede dogmer og ritualer at værne menneskene mod denne umiddelbare erfaring. Og derfor kunne han kritisere protestantismen for at svigte ved sin overdrevne kamp mod dogmer og ritualer.
Jungs vigtigste værker er: 'Libidoens forvandlinger og symboler' (1911-12), det værk der førte til bruddet med Freud, og som senere blev revideret i 'Forvandlingens symboler' (1952), desuden 'Det ubevidste' (1943), 'Jeg'et og det ubevidste' (1933), 'Den psykiske energetik og drømmenes væsen (1948) samt 'Erindringer, drømme, Tanker' (1962). - Den jungianske bevægelse undgik ikke selv en gradvis forstening gennem det schweiziske Junginstituts alt for rigoristiske værn om Jungs værk og metoder. Men den har bl.a. i Danmark haft selvstændige og nyskabende bidragydere.

Jørgensen Jørgensen  (1894-1969)
dansk filosof. Hovedskikkelse i den logiske positivisme - men med klare marxistiske elementer. Meget aktiv i kulturkampen i 1930'erne vendt mod nazismen, men positivt indstillet over for Sovjetunionen. Som professor ved Københavns Universitet (1926-64) havde han en enorm indflydelse på studiets udformning. Han stillede meget store videnskrav til sine elever, men var selv en glimrende formidler af filosofisk stof. Han var modstander af Niels Bohrs komplementaritetsfilosofi og forhindrede bl.a. Justus Hartnack og Peter Zinkernagel i at få stillinger ved universitet.



Det skal for en sikkerheds skyld gentages, at ovenstående karakteristikker (udover de tørre facts) er af subjektiv art og først og fremmest fortæller om den personlige inspiration jeg har fået af personerne og deres værker.

Jan Jernewicz.



Øvrige inspiratorer:

Bogstav A-B
Bogstav C-F
Bogstav K-M
Bogstav N-P
Bogstav R-Å



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 18.11.2010