utils prefix normal JERNESALT - e-bog03

PRÆSENTATION AF E-BOG FRA fra JERNESALT - 26.1.13.

Virkelighedens dobbelte karakter



Kort beskrivelse af bogen:

'Virkelighedens dobbelte karakter' fokuserer på det faktum at vi alle lever i både en praktisk-materiel virkelighed og en psykisk-åndelig virkelighed. Den praktiske virkelighed kaldes også sædvanevirkeligheden, og den tilpasser vi os gennem de stabile, psykiske sekundærprocesser så vi kan fungere i hverdagen, komme op om morgenen, tage bad, spise morgenmad, smøre madpakker, gå på arbejde, tjene penge og betale husleje og regninger. Den psykiske virkelighed behøver vi ikke at tilpasse os for den får vi forærende i vuggegave gennem de medfødte psykiske primærprocesser der i kraft af deres intensitet står for alt det i vores tilværelse der har med mening, livskvalitet og værdier at gøre og derfor omfatter kærlighed, dans, musik, sport, erotik, teater, litteratur, kunst og naturfølelse - samt religion.

Mange er slet ikke klar over at de to virkeligheder er lige vigtige. For den vi får forærende er jo selvfølgelig og kræver ikke nødvendigvis bevidsthed, mens den vi skal lære gennem praktisk erfaring, opdragelse og skoling kræver stor opmærksomhed livet igennem. Gennem samfundslivet, naturvidenskaben, fremskridt og den økonomiske vækst stiller den også stadig større krav til os, og den fremstilles af videnskabsfolk, økonomer og politikere som den absolut vigtigste. Men skal virkeligheden skildres sandfærdigt i hele sin mangfoldighed og modsætning skal begge dimensioner af tilværelsen accepteres - og i eksistensen skal de endda ligestilles fuldtud som de komplementære fænomener de er. Og det betyder at vi må acceptere både et fysisk og et psykisk rum, og både en fysisk tid og en psykisk tid.

'Virkelighedens dobbelte karakter' gennemgår de to virkeligheder systematisk under temaerne: Fysikken, Tiden, Rummet, Livet, Ånden, Sproget og Humoren. Og det sker med stadigt sigte på at imødegå den fatale tidsånd der betragter det materielle som grundlag for det åndelige, skønt de to dimensioner er ligestillede - og vi overhovedet ikke ville kunne tale om virkeligheden uden at kende til forskellen og acceptere den. Der peges på den afgørende betydning dagligsproget har, fordi det i modsætning til fagsprog og specialsprog netop har føling med den fulde virkelighed og altså spiller på modsætningen mellem de to komplementære dimensioner.

I eksistensforståelsen er det vigtigt at få fat på at den umiddelbare realitet vi intuitivt og ubevidst fornemmer allerede som spædbørn rummer meningen med tilværelsen eller giver hjemmefølelsen i virkeligheden, fordi den altid er nutid og opretholder den symbiose mellem subjekt og objekt vi ikke kan undvære, ligegyldigt hvor tilpassede vi bliver til den praktiske virkelighed. Det er i den umiddelbare realitet at kærligheden, varmen, lyset og tilliden findes.



Indholdsfortegnelse:

Indledning

I - Fysikken og virkeligheden: Kvantemekanikkens opgør med Newton - Genstandsbevidstheden som forudsætning - Korrespondensprincippet - Heisenbergs ubestemhedsrelation - Zinkernagels sprogregel - Bohrs komplementaritetsbegreb - Fysik og eksistens

II - Tiden og virkeligheden: Tiden et vidt begreb - Fysisk tid - Psykisk tid - Samfundsmæssig tid - Eksistentiel tid - Tiden og den dobbelte virkelighed

III - Rummet og virkeligheden: Rummet både fysisk og psykisk - Det fysiske rum - Det psykiske rum - Det religiøse rum - Det indre rum - Det samfundsmæssige rum - Det eksistentielle rum

IV - Livet og virkeligheden: Livet et mysterium som elementær kendsgerning - Biologi og fysik - Evolutionen - Samfundslivet - Eksistensen

V - Ånd og virkelighed: Dagligsprogets udtryk om det åndelige - Spiritualitetens former - Ordet ånd - Metafysiske forestillinger - Ånd kontra materie - Ånd som eksistentiel føling med virkeligheden

VI - Sproget og virkeligheden: Sproget bryder situationsafhængigheden - Tungemål og skriftsprog - Sprogets dimensioner - Sprogets barrierer - Dagligsprog og modersmål - Jargon og slang - Dagligsprogets stabilitet - Sprogets musik

VII - Humor og virkelighed: Humor og virkelighed er udefinerlige - Humor som elementært fænomen - Humor og mentalitet - Humor og kreativitet - Humor og eksistens - Humor og historie -

Om forfatteren



Indledning til bogen:

Man skulle tro at det var relativt let at blive enige om hvad virkeligheden er for en størrelse, eftersom de flest af os er nogenlunde normale og nøgterne mennesker der ikke har besvær med at begå os i det praktiske liv: stå op om morgenen, få bad og morgenmad, smøre madpakker, læse avis, gå på arbejde, bringe og hente børn, købe ind, gøre rent, vaske tøj, klippe hæk, få benzin på vognen og betale regninger m.m.

De fleste er også på det rene med at denne praktiske virkelighed - som nogle kalder 'sædvanevirkeligheden' - ikke er den hele virkelighed, men tværtimod livet igennem komplementeres af en anden slags virkelighed som har mere med mening, livskvalitet, værdier at gøre og derfor drejer sig om litteratur, musik, teater, dans, sport, erotik, kærlighed og naturfølelse og måske oven i købet religion.

Men det karakteristiske for vor tid er mærkværdigvis at den første slags virkelighed uden videre betragtes som den basale, men den sidste som den afledede eller tilføjede, altså som en slags 'overbygning'. Betragtningen må selvfølgelig ses som den direkte følge af den rolle naturvidenskaben, frem-skridtstroen og den mere eller mindre marxistiske materialisme har haft på samfundsudviklingen de sidste 150 år, og som nu i de allersidste årtier har ført udviklingen frem mod stadigt mere overfladiskhed, selskabelighed og æsteticisme. Dette ses på livsstils- og mediefokuseringen og ikke mindst politikernes totale afmagt i henseende til at styre udviklingen nogenlunde sikkert uden om økonomiske, miljømæssige og kulturelle kriser af nationalt og globalt omfang.

Reelt er der intet besynderligt i at udviklingn er havnet i en sådan decideret og omfattende kulturkrise. Det mærkværdige ligger ene og alene i at folk har ladet sig forføre så længe af pengemagten og politikerne og i dag stort set har glemt eller fortrængt det der endnu var en selvfølge i midten af 1800-tallet, nemlig at vi mennesker alle - uden undtagelse - lever i både en praktisk-materiel virkelighed og en psykisk-åndelig, og at tilpasningen til den første sker gennem sansning, sanseerfaring, sprogtilegnelse og læring, mens den anden er den umiddelbare realitet som alle fødes ind i og som er altafgørende for alle menneskers vedvarende fornemmelse af orden, sammenhæng og mening i tilværelsen.

Skal virkeligheden skildres og analyseres sandfærdigt skal begge dimensioner af tilværelsen med som de komplementære modsætninger de er, og det betyder konkret at vi både må acceptere et fysisk rum og et psykisk rum, en fysisk tid og en psykisk tid, ja, endda et eksistentielt rum og en eksistentiel tid. Vi må forstå at den uheldige tendens til at betragte det materielle som grundlag for det åndelige dybest set blot skyldes det simple faktum at de håndgribelige ting i den ydre verden er forudsætningen for at mennesker og dyr overhovedet er i stand til på neurologisk plan at danne en genstands-bevidsthed der kan sætte gang i de psykiske primærprocesser der skal sørge for tilpasningen til den praktiske virkelighed. Det betyder blot ikke at det åndelige i øvrigt er underordnet det materielle. Tværtimod gælder at det åndelige eller 'indre psykiske' vedblivende vil være det der opretholder det menneskelige kosmos, dvs. den ordnede og sammenhængende menneskelige verden der rummer hele den intuitive og umiddelbare indsigt i den subjektive mening med tilværelsen og som adskiller sig fundamentalt fra den fysiske verdens døde data og kendsgerninger. Det er og bliver den umiddelbare realitet som allerede spædbarnet oplever eller 'registrerer' på ubevidst plan der er udgangspunktet for eksistensen som sådan og dermed for al skabelse af attråværdige livsrum der kan gøre verden til et hjem med både tryghed og udfordringer.

Hele denne realitet er umiddelbar i den forstand at den ikke kræver formidling af forstanden eller bevidstheden, men udelukkende beror på de psykiske primærprocesser der ikke skelner mellem subjekt og objekt, mellem det indre og det ydre, mellem fantasi og virkelighed eller mellem fortid, nutid og fremtid. Alt er nutid og en symbiose mellem jeget og omgivelserne. Det er derfor en stor fordel at have kendskab til de psykiske grundprocesser, således som de er gennemgået i den 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' der tidligere er udgivet som e-bog.

I det følgende gennemgås de nødvendige begreber og sammenhænge systematisk ud fra specifikke temaer som fysikken, rummet, tiden, biologien, sproget, åndsfænomenet og humoren. Og der peges især på den afgørende betydning dagligsproget har som bindemidlet mellem det bevidste og det ubevidste på grund af selve dets vaghed. Det kan måske lyde underligt, men sagen er at dagligsproget i modsætninger til fagsprog og specialsprog har føling med alle sider af virkeligheden og netop hele tiden kan spille på ordenes ubestemthed eller mangetydighed. Vi kender det glimrende fra humoren, der ofte fremkommer ved at ordene er tvetydige og kan udlægges forskelligt - og vitterligt bliver udlagt forskelligt i daglig tale - og derfor også ofte fører til misforståelser. Det kan vi heldigvis i de fleste tilfælde se komikken i, men det dækker jo over en dybere sandhed, nemlig at ordene kun kan gives en eksakt entydig betydning i videnskaben, men aldrig i eksistensen. Dette er det helt centralt at få fat på i eksistensforståelsen.

Artikelserien om 'Virkelighedens dobbelte karakter' er i øvrigt en lettere opdateret udgave af artikler på vvv.jernesalt.dk. fra 2007.



Selve bogen findes på linket: klik.     Pris pr. 2.1.15. kr. 25.

NB! Bogen er udgivet i pdf-format og kan ses på computere og iPads med Microsoft-Office programmer, Adobe Readers eller Saxo Reader eller tilsvarende, men tilpasses ikke specielt til de forskellige læsemediers skærmstørrelse.



Henvisninger:

Links:

Saxo.com.dk



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal