utils prefix normal JERNESALT - politiken

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.10.06.


Politiken og det ydre skin

Konkurrencen er hård for dagbladene for tiden. Den kommer primært fra internettet og gratisaviserne, men pudsigt nok også fra dagbladene selv med et nærmest uforståeligt træk fra Det Berlingske Hus og Jyllands-Posten/Politiken i form af to meget udgiftskrævende gratisaviser.

De hidtil eneherskende gratisaviser 'Metro' og 'Urban', der i Københavnsområdet ligger fremme på alle S-togsstationerne, har et betydeligt tag i publikum, fordi de kan overstås på selv en kort tur med toget og efterlades uden bekymring for affald. Med overskrifter og korte artikler tilfredsstiller de åbenlyst en slags nyheds- og underholdningshunger ved siden af alle mulige andre medier. Derfor er de interessante for annoncørerne og kan altså betale sig for udgiverne.

Men de nye husomdelte 'Dato' og '24timer' er og bliver en selvmodsigelse, fordi de kun kan trække læsere og annoncører fra udgivernes egne blade. De vil formentlig forblive store underskudsforretninger der så længe de overhovedet opretholdes vil pumpe udgiverne for penge der kunne være brugt anderledes fornuftigt til forbedring af økonomi og kvalitet af de i forvejen økonomisk krævende morgenaviser.

Efter alt at dømme er de nye gratisaviser udelukkende kommet på gaden for at komme den virkelige konkurrent på området, Nyhedsavisen, i forkøbet. Denne meget omtalte og på islandsk kapitalindskud hvilende gratisavis så dagens lys fredag den 6. oktober, men blev fra starten generet af alvorlige trykke- og distributionsvanskeligheder der trods det store oplagstal har gjort dækningen af læserpotentialet yderst beskedent og derfor allerede skuffet annoncørerne. At man startede udgivelsen med en forsideartikel om DFU's fuldemandshån af profeten Muhammed har næppe gjort annoncørerne venligere stemt, for just denne artikel ser ud til at have rejst endnu en omgang muslimske protester der vil genere dele af dansk erhvervsliv.



Men hvorom alting er. Søndag den 1. oktober lancerede Dagbladet Politiken en helt ny og længe bebudet udgave af sin 122 år gamle avis. Det skete ikke uden behørig trommeslagning med lange redegørelser og forklaringer i avisen. Og faktum er at avisen i det ydre er så forskellig fra den gamle at læserne virkeligt bliver sat på prøve. Er avisen blevet bedre, mere læsevenlig, mere overskuelig og mere vægtig eller ej?

Politiken har tidligere lige som alle andre dagblade været underkastet betydelige ændringer, men denne gang er der tale om så gennemgribende forandringer at man må betegne det som intet mindre end en renæssance, og spørgsmålet er da om den tjener oplysningens sag, for Politiken er jo efter egen udlægning et organ for den højere oplysning.



Indrømmes må det dog straks, at det nye design er det mest påfaldende.

Hovedet på forsiden af første sektion er flyttet flere centimeter ned for at give plads til en stribe 'appetitvækkere' ovenover. Skriften er blevet større så navnet omtrent spændes ud over hele sidens bredde i størrelse XXL og ugedagen må angives med lille skrift - og selve skrifttypen er ændret. Dette gælder generelt. Man har kreeret en helt ny skrifttype der hedder Capitolium til erstatning for den gamle Century. Den nye skrifttype har fået sit navn efter det antikke Roms hovedborg med sit Jupiter-tempel, men det skal man nok ikke lægge andet i end at Politiken betragter sit hus med chefredaktørens hjørneværelse ud mod Rådhuspladsen som et sandt tempel til ære for Hørup, Cavling og Brandes.

Af læserreaktioner på det nye design fremgår at ældre mennesker betragter den større skrift som mere læsevenlig, omend man har kritiseret at der var for lille mellemrum mellem ordene i overskrifterne. Det sidste er allerede blevet rettet. Personligt betragter jeg, der ellers ikke hører til de yngste læsere, den større skrift som meget generende for læsningen. Den gør virkelig bladet til en fremmed avis jeg vil være længe om at vænne mig til.

Opbygningen af de efterfølgende sider følger næsten slavisk forsiden, dvs de deles op i en lille øverste og stor nederste del, hvor den øverste giver plads til meget korte indslag, døgnets nyheder i overskueligt overblik, som man forklarer, mens den nederste er forbeholdt større artikler, "journalistik med indblik, indlevelse og perspektiv". Det skulle være Politikens særkende, hedder det, men hele ideen virker faktisk meget underlig, fordi man føler sig hensat til en avis i tabloidformat der blot er forsynet med brede kanter foroven og til siden så avisen fortsat - som udtrykkeligt fremhævet i velkomsten den 1.okt. - har fuldt dagbladsformat. Kun tiden vil vise, om det ender med at man springer de korte indslag over.

Ændringerne betyder imidlertid også at annoncerne får en mere fremtrædende plads, hvad der højst sandsynligt er til glæde for annoncørerne - og derfor skulle kunne kaste flere penge af sig - men bestemt ikke er tilfredsstillende for læsere der ikke kan fordrage for mange eller for store annoncer. Jeg hører til dem der aldrig har begrebet at annoncører (erhvervsvirksomheder eller organisationer som fagforeninger eller politiske partier) vil betale store summer for helsidesreklamer. Dem springer jeg automatisk over ved læsningen! Men annoncørerne har formentlig undersøgt læser-gennemsnittets reaktionsmønster, siden de bliver ved at tro på effekten. Generelt er det utroligt hvad der bruges på reklame her i landet, selvom effekten er ringe. Udgiftsniveauet holdes formentlig kun oppe fordi annoncørerne frygter usikkerheden ved en begrænsning.



Stoffordelingen i den nye Politiken er ændret ganske betydeligt som følge af den gennemførte sondring mellem det korte overbliksgivende og det længere uddybende stof, men også derved at der er indført en decideret fast 'politik-side', hvor den politiske redaktion får lov at udfolde sig, mens det øvrige politiske stof fortsat fordeles mellem udland og indland med alle relevante underinddelinger. Redaktionen undervurderer jo ikke sig selv, men forstår dog også hvor vigtigt det er at give plads til debat-stoffet. Det får nu fire mod før kun tre sider. Og det kan ikke kaldes en undervurdering af de skrivende læsere, men kan måske friste en eller anden kritisk læser til at komme hurtigere gennem avisen.

Det er også meget godt at man kører frem med faste temasider om arbejdsliv, etik og kreative erhverv osv., idet man giver hver ugedag sit bestemte emne. Men hovedindtrykket er faktisk at man både stofmæssigt, billedmæssigt, annoncemæssigt og hvad angår skrifttyper har bredt sig i helt bogstavelig forstand, hvor det måske var den strammere uddybning der kunne være attraktiv for folk der orienterer sig gennem flere medier. Redaktionen er helt på det rene med konkurrencen fra internettets kolossale udbud af både nyheder og spænding. Som chefredaktøren noterer, så er internettet simpelthen bedre til at registrere, videreudvikle og opdatere nyheder. Hertil kunne føjes, at internettet også gennem de såkaldte weblogs giver alle uden undtagelse mulighed for at kommentere dagens begivenheder og oplevelser løbende, frit og spontant, hvad nu også politikerne har opdaget fidusen ved.

Politikens redaktion slår selv på at bladets journalistik skal være en helt unik kvalitetsjournalistik. Chefredaktøren himself, selvsikre Tøger Seidenfaden i det berømte hjørneværelse, understreger i sin velkomstartikel, at kravet om noget andet og mere og samtidigt unikt er gjort til selve udgangspunktet for avisens artikler. Ordet unikt er et stort ord, skriver han selv. Det vil blive svært at leve op til. Men det lyder også sværere end det er, beroliger han. "For en historie kan også være unik i kraft at at vi har været til stede, og prioriteret en tæt og detaljeret beskrivelse af en begivenhed. Eller fordi vi har talt med et enestående menneske, som netop i dag har noget unikt på hjerte. Eller fordi vi har givet os den tid til at undersøge sagen, til at rechearche, som så mange medier hverken har vilje eller ressourcer til at bruge." Og det er så sandt som det er sagt. Og unægteligt det enhver avis bliver bedømt på. Men 'unikt' er ikke destomindre et så stort ord, at enhver bør vare sig for at betegne det han selv laver som unikt!



Det subjektive element er ikke i sig selv problematisk. Tværtimod er det nødvendigt for at gøre en avis, en hjemmeside, en bog, en film eller et teaterstykke levende og vedkommende. Det ordinære og gennemsnitlige er ikke særligt tiltrækkende. Men omvendt gælder også at det sensationsprægede og propagandistiske er vanskeligt at forene med høj grad af oplysning.

I Politikens tilfælde er der intet nyt i at bladet er kirkefjendsk, antimilitaristisk og kulturradikalt eller 'venstreorienteret'. Men det har ikke generet redaktionen at yde islam et forsvar som er diametralt modsat den behandling man har givet kristendommen og den kristne kirke. Antimilitarismen er en fornuftig ting, så længe den ikke forveksles med pacifisme. Hørup så klart at militarismen er en fare, fordi den bliver et åndsfænomen. Og kulturradikalismen kan stadig få nogle til at se rødt, selvom de færreste under 60 år egentlig vd hvad den går ud på.

Ingen der har fulgt bladet de senere år har kunnet være i tvivl om at redaktionen ikke kan fordrage den siddende regering (jf. artiklen Politiken, valget og livsløgnene) eller - på det allersidste - været i tvivl om at redaktionen demonstrativt ser velfærdsproblemerne ensidigt fra neden, dvs fra de mennesker der står med eller forudser at ville komme til at stå med nogle problemer i forskellige institutioner som følge af kommunernes økonomi og statens finanspolitik. Naturligvis orienterer bladet om nationalbankens og økonomiske eksperters mere nuancerede synspunkter om den overordnede økonomiske helhed, men propagandaen som sådan går tydeligt den ene vej.

Det samme gælder i spørgsmålet om asylpolitikken, for slet ikke at tale om Irak-krigen. Asylsagerne har fået en dækning der både billedmæssigt og sidemæssigt har været påfaldende til det rent missionerende. Og det er i orden, for så vidt det er bladets uomtvistelige ret at vælge side, ja missionere mod alle missionske. Det gør også avisen 'levende', hvilket i denne sammenhæng vil sige provokerende. Og hellere det end kedsommelige neutrale redegørelser. På det sidste har man givet tidligere, kortvarige u-landsminister i Poul Nyrups regering, og tidligere debatredaktør på bladet, Anita Bay Bundgaard, en fremtrædende rolle i lederkollegiet. Hun og chefredaktøren blogger om bladets linje på internetavisen - se Lederpladsen p Politikens hjemmeside.

Men spørgsmålet kan stilles om subjektiviteten altid tjener oplysningens sag. Om man ikke i højere grad giver hovedparten af sine læsere medhold i det de helst vil høre og læse end anledning til eftertanke. I hvert fald er redaktionen ikke uvidende om at det i disse for vort land så hårde konkurrencetider gælder om at holde på læserne og finde balancen mellem provokationen og kunsten at opretholde folks fordomme og holdninger. Det tjener Tøger Seidenfaden til stor ære at han for et par år siden satte sig grundigt ind i hele balladen om Bjørn Lomborg og skrev en lang og fair redegørelse om sagen, ligesom han for nylig læste hele pave Benedikts universitetsforelæsning igennem og fik sat det famøse citat om profeten Muhammed på rette plads i konteksten.



Kunsten for et dagblad i dagens Danmark er også at sørge for en ordentlig og effektiv distribution. Og her kniber det gevaldigt for Politiken - blandt andet fordi man med sine og Berlingerens husomdelte gratisaviser har gjort manglen på kvalificeret arbejdskraft til avis-ombæring så stor at opgaven synes komplet umulig at løse.

Og hvad hjælper det i grunden at bruge mange kræfter på at forbedre en avis og lave gratisaviser der skal konkurrere med de bestående og den nytilkomne Nyhedsavisen, hvis morgenavisen ikke når ud til abonnenterne til tiden, dvs inden halvsyv på almindelige hverdage. Jeg kan bevidne at forsinkelser eller udeblivelser af avisen er ganske betydelige og særligt rammer lørdage og søndage, hvor der er færrest der har lyst til udbringning og måske nogle unge der heller ikke orker jobbet efter nattens udskejelser. Men her i huset er en avis der kommer efter at vi har sat os til morgenbordet omkring 7.30 næsten intet værd, for den bliver ikke læst, men kun bladet igennem når og hvis den dukker op. Bevares, man kan reklamere og få høflige svar tilbage, men aldrig forklaringer der siger noget.

Men problemet er der og har været ekstra tydeligt efter at de husomdelte gratisaviser er kommet på markedet og kræver stor arbejdskraft. Det er et utaknemmeligt job at være avisbud i de tidligste morgentimer og i al slags vejr, men man burde kunne betale sig til sikker arbejdskraft, hvis man vel at mærke ikke ødelagde konkurrencen for sig selv ved at lave gratisaviser. Det er en idiotisk undervurdering af den sikre leverings betydning for en morgenavis.



En af de bemærkelsesværdige læserreaktioner på omlægningen i Politiken er kritiken af at Ivar Gjørups tegneserie 'Egoland' er faldet ud. Den nåede med både søndag den 1. og mandag den 2. oktober, men så var det slut. Den klassiske filolog og flittige Homer-oversætter Otto Steen Due gjorde 10.10. opmærksom på at vi i den gudelige tid vi går ind i ikke kan undvære Divus Madsen, som Gjørups meget lille menneskegud hedder i serien. Og redaktionen lovede da også bod og bedring, dvs forsøg på at overtale Gjørup til at fortsætte. Det var nemlig tegneren selv der fandt flytningen af tegneserien fra ledersiden til bagsiden af 2. sektion fornærmelig. "Nu er vi en vittighedsserie blandt andre vittighedserier", lod han en af sine figurer bemærke. "Det er slut med filosofiske krøller, ubegribelige pointer og højpandet satire".

En tegneserie mere eller mindre skulle vel ikke være så afgørende, hvis man kan læse og foretrækker litteratur frem for streger. Men sandheden er at streger ofte kan sige meget mere end ord og endda også kan gøre det bedre og hurtigere. Naturligvis er der forskel på tegneserier og forskel på bladtegninger i det hele taget. Men undertegnede blev tidligt Politiken-læser af to ganske bestemte grunde, nemlig Bo Bojesens daglige tegnekommentar (fra 1947-92) og Charles M. Schulz's 'Radiserne' (fra omkring 1960 - og i Ida Elisabeth Hammerichs fremragende oversættelse). Bladet havde andre tegninger, men blev aldrig det samme efter ophøret af disse to unikke menneskers store kunst. Ikke desto mindre gælder fortsat, at et dagblad uden tegninger og tegneserier er mindreværdigt.

Det er rent ud forbløffende at redaktionen på Politiken har kunne tro at man uden videre kunne flytte 'Egoland' hen ved siden af Wulffmorgenthalers specielle vittigheder. Ja, i det hele taget at man har fjernet de sider i 2. sektion der rummede både en bladtegning, en tegneserie, lederne, kronikken og nogle centrale debatindlæg. Disse sider har faktisk gennem utallige år været 'Politikens sjæl' - og den lader man nu fordufte, idet også lederen flyttes, ikke hen ved siden af Bagsidens 'At Tænke sig', men til forsiden.

Set fra et æstetisk synspunkt vil Politikens nye design måske nok blive betragtet af de fleste som en forbedring. Så tillykke med det. Men set fra en bredere oplysningsvinkel, om man vil et helhedsrealistisk syn, så er noget gået tabt med omlægningen. Men det skal da blive spændende at se, hvordan oplagstallet vil blive påvirket.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til Politikens hjemmeside
Links til Lederpladsen p Politikens hjemmeside
Links til Nyhedsavisens hjemmeside

Andre links Klik



Politikens reaktionære holdning  (28.2.06.)
Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)
- er dagbladet i virkeligheden blevet reaktionært?



Weblogs og eksistenslogs  (7.8.06.)
Jelved og Kjærsgaard i Deadline  (15.3.06.)
Jyllands-Posten mellem tvende have  (2.3.06.)

Pop og politik uforenelige?  (18.1.0.6.)
Utopi - eller varm luft?  (10.1.06.)
Tilfældet Jørgen Leth  (9.10.05.)
Radikal manipulation med Haarders ord  (31.1.05.)
Deadline under lavmålet - i interviews med Fogh og Lykketoft (25.1.05.)
Folketingsvalget i medierne (løbende serie fra 20.1.05.)



Artikler om Danmark
Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 17.5.2012