Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - jyllandsp

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.3.06.


Jyllands-Posten mellem tvende have

På få dage i slutningen af januar blev Jyllands-Posten verdensberømt på grund af sin offentliggørelse i avisen 30.9.05. af tolv humoristiske tegninger af profeten Muhammed (Fred være med ham!). I mellemtiden havde avisredaktion og tegnere været udsat for allehånde protester og trusler, men i hine kolde dage i januar begyndte en sjældent set følelsesmæssig tsunami at rejse sig i en kolossal bølge af vrede og frustration i det ene muslimske land efter det andet. Resultatet blev boykot af danske varer og afbrænding af danske flag og ambassader samt endeløse demonstrationer - ved siden af krav om undskyldning fra såvel Jyllands-Posten som den danske regering, ja krav om død over chefredaktør Juste personlig.

Jyllands-Posten blev kendt vidt og bredt. Den berømte forside og mange af tegningerne blev rundsendt i alverdens medier, så forargelsen, denne herlige af høj moral smagende lystfølelse, rigtigt kunne få frit løb. Altsammen på grund af en ganske normal og stilfærdig dansk humor der blot helt utilsigtet ramte plet lige ind i den muslimske selvforståelse og identitetsfølelse der hedder "Jeg er ukrænkelig, fordi profeten er ukrænkelig".

Om hundrede år er hele historien lige til at grine af som skoleeksemplet over alle på folk der ikke kan forstå humor, men til gengæld på splitsekunder kan rejse sig i et massehysteri der er uden lige og kræver dyk i dybdepsykologiens solide lære om de psykiske grundprocesser for at blive forklaret tilfredsstillende.

Men i dagene efter massehysteriets udbredelse var der kun få der som Jernesalts uforbederlige gamle redaktør kunne more sig, for desværre kostede affæren millioner af kroner for dansk erhvervsliv og tusindvis af overarbejdstimer for stats- og udenrigsministeriets personale og hele det diplomatiske tabernakel.

Dels kom der et så massivt pres på både statsministeren og chefredaktør Juste for at komme med den uforbeholdne undskyldning som alle de velmenende, men naive sjæle og alle de knapt så velmenende, men kynisk manipulerende og målrettede kolde hjerner påstod kunne dæmpe de gemytter de sidstnævnte med alle forhenværende metoder og koldeste overlæg havde sat i kog.

Heldigvis holdt statsministeren og chefredaktøren til presset, omend begge fandt det påkrævet at vise modparten den imødekommenhed at beklage at den havde ladet sig ophidse. Chefredaktøren bedyrer at beklagelsen var ægte, men folk der er lydhøre for sprogets allerfineste nuancer hældede ikke desto mindre nærmest til den anskuelse at beklagelsen var endnu en krænkelse af modpartens sarte følelser. Men dét opdagede de heldigvis ikke! Hvorom alting er, så holdt statsministeren urokkeligt fast i at den for hele vort demokrati afgørende ytringsfrihed umuliggjorde indgriben fra hans side, og chefredaktøren understregede at han på ingen måde havde undskyldt eller fortrudt offentliggørelsen af tegningerne.



Jyllands-Postens motivering for at bringe tegningerne må ikke glemmes. Den var - som det umisforståeligt blev skrevet sort på hvidt i kulturredaktør Flemming Roses egen tekst til tegningerne - at bladet ville undgå at komme ind på den glidebane der hedder selvcensur, for dér tager man særligt hensyn til bestemte gruppers religiøse følelser, selvom noget sådant er uforeneligt med verdsligt demokrati og ytringsfrihed. Og som bekendt var anledningen til dette skridt at tegnere havde holdt sig tilbage fra den ellers tilforladelige opgave at lave illustrationer til en børnebog om profeten Muhammed (Fred være med ham!) på grund af frygt for repressalier fra islamister (Fred være aldrig med dem!).

Modstandere af Jyllands-Postens projekt - først og fremmest dagbladet Politiken - har naturligvis betvivlet motiveringen og bl.a. (Politiken 9.2.) rejst kritik af kulturredaktør Rose der påstås at være gjort af det stof der starter krige - og fra sin tid som korrespondent i Moskva under den kolde krig - at være fuldstændigt allergisk over for selvcensur. Han fortryder ikke noget i denne sag, for han fortryder aldrig nogetsomhelst, hedder det. Og kulturen? Ja, den påstås redaktøren ikke at ane det fjerneste om eller overhovedet interessere sig for. Blandt hans medarbejdere skal der være enighed om at han har ændret avisen - med skarpere holdning til politik og med sikker sans for hvor han vil hen.... men også uden påfaldende humor.

En kendsgerning er det i hvert fald, at Flemmning Roses dømmekraft svigtede en smule, da han på den amerikanske tv-station CNN blev spurgt om han i ytringsfrihedens navn også ville bringe lystige tegninger af holocaust af den art som en iransk avis har udskrevet en konkurrence om. Det afviste han ikke, og han blev endda lokket til at sige at han ville tage kontakt til den pågældende iranske avis.

Så måtte chefredaktøren gribe ind og sige stop. Den 9. februar henvendte han sig til sine kære læsere og forsikrede at der ingen Holocaust-tegninger kommer i Jyllands-Posten. Flemming Rose beklagede sit fejlskøn som chefredaktøren på sin side tilskrev det faktum at kulturredaktøren i fire måneder havde været udsat for et umenneskeligt pres. Men bladets etiske standard var intakt. I disse tider skal vi blot være særligt påpasselige med hvad vi gør. - Kulturredaktøren blev kort og godt sendt på tiltrængt ferie. Og sådan blev dén verdenskrig undgået!



Chefredaktør Carsten Juste selv forblev på skansen i Viby - omend redaktionen et par gange fysisk måtte forlade både den og skansen i København midlertidigt på grund af bombetrusler. Men fundamentalisterne skal "fanden gale mig ikke bestemme, hvad der skal stå i mit blad", som han bramfrit sagde til sine medarbejdere for åbent kamera. Og det skal forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen heller ikke. Han greb ellers fat i chefredaktørens offentlige beklagelse over den forvoldte krænkelse af muslimske følelser og hans indrømmelse af at ville have tøvet med at offentliggøre tegningerne, hvis han på forhånd havde vidst hvad det ville medføre. Men Elleman fattede ikke at dette spørgsmål netop var rent hypotetisk, for nok havde flere, også på bladets egen redaktion haft betænkeligheder, men ingen i hele landet overhovedet havde forudset eller kunnet forudse at tegningerne ville rejse den flodbølge af vrede de faktisk gjorde.

Ingen med blot nogen nøgternhed og sund moralsk dømmekraft i behold kan altså beskylde den ansvarshavende chefredaktør for at være ansvarlig for følgerne af selve brugen af den demokratiske ytringsfrihed. Alle der har fulgt sagen tæt vil tværtimod vide, at det var udemokratiske og udanske kræfter der i nært samarbejde med magthavere og religiøse ledere i deres hjemlande benyttede den givne, i sig selv harmløse humor til at gejle masserne i de muslimske lande op til tøjlesløs aktion. Men Uffe Elleman forlangte på god Wesselsk vis at man skulle lade den uskyldige bager rette for den skyldige smed. Han forlangte at Juste skulle gå af som chefredaktør - men blev heldigvis omgående mødt med Hans Engells spørgsmål i Ekstrabladet om han var blevet vanvittig.

Uffe Ellemann har uden at blinke med øjnene sluttet sig til dem der vil bøje nakken for de fanatiske muslimers uhyrlige krav om begrænsning af ytringsfriheden, for globaliseringen stiller efter hans mening nye krav til hvordan man bør omgås. Hvis vi vil have andre til at købe vores feta-ost, så bør vi tænke os om, når vi ytrer os, mener denne mand der i sin egen storhedstid som minister ikke just var kendt for at lægge bånd på sine egne ord. Dengang forstod han kommunismens trussel og talte åbent imod den. Det kan nu konstateres at han slet ikke fatter islamismens og følgelig vrøvler.



Carsten Juste har som alle andre været dybt overrasket over den voldsomme reaktion på tegningerne, og han indrømmede i det fine interview med Poul Erik Skammelsen i TV2's Dags Dato den 23. februar at han har tænkt på sagen uafbrudt lige siden eskaleringen - og at han vil tænke på den resten af sine dage. Den vil aldrig gå ud af hans sind. I et af de sorteste øjeblikke i de allerværste dage kom han endog med det hjertesuk over for Berlingske Tidende, at de kræfter der vil ytringsfriheden til livs havde vundet kampen - for efter det skete vil alle redaktører nok tænke sig om en ekstra gang inden de trykker noget der kunne tænkes at støde muslimerne. Men efterfølgende har han alligevel indset, at det måske ikke går slet så galt, og at der tværtimod er kommet det positive ud af sagen, at der nu er rejst en debat om spørgsmålet der ikke lader sig dysse ned. I den henseende kan han være ganske rolig.

Juste gjorde et overordentligt sympatisk indtryk i Skammelsens interview, fordi det både fremgik at han står fast på ytringsfriheden, og at han ikke på nogen måde er en kynisk provokatør der er ude på at provokere for provokationens skyld. Han ser et formål med den og en nødvendighed i den, men han er ikke blottet for hensyntagen, omtanke eller bekymring, for han har det man kalder 'tvivlens nådegave', en overordentlig værdifuld gave, som man kunne unde mange af hans kolleger, måske ikke mindst kollegaen i hjørneværelset på Rådhuspladsen i København, som Juste med rette beklager har svigtet i kampen for ytringsfriheden. Jf. artiklen
Politikens reaktionære holdning.



På ét punkt synes Carsten Juste dog at have noget at lære - og det er på religionsopfattelsens. Han har ytret nøjagtig samme ønske som statsminister Anders Fogh Rasmussen om, at religion betragtes som en privatsag og følgelig skal holdes mest muligt ude af det offentlige rum. Jf. artikeln Religion på dagsordenen, som generøst har været tilbudt Jyllands-Posten allerede for fjorten dage siden, men afslået.

Synspunktet hænger naturligvis sammen med en fejlopfattelse af den sekularisering vi alle går ind for som bærende element af vort demokrati. Den betyder populært sagt adskillelse af stat og kirke, men dette opfattes oftest som ensbetydende med at det religiøse anliggende udelukkende er et spørgsmål om den enkeltes personlige forhold til Gud eller mangel på samme. Dette forhold er unægteligt og skal selvfølgeligt i et demokratisk land være en privatsag som principielt ikke rager andre - end ikke præsten, da vi siden den lutherske reformation har fået fastslået 'det almindelige præstedømme', der betyder at enhver er præst for sig selv. Der er intet mellemled mellem Gud og den enkelte.

Det man misforstår i adskillelsen mellem stat og kirke er at adskillelsen ene og alene skulle betyde en adskillelse af statsmagt og kirkemagt. Rent faktisk knækkede man bogstaveligt talt kirkens magt ved at fratage den sine store godsbesiddelser. I nyere tid afhænger demokratiet og sekulariseringen af hinanden, fordi demokratiet udelukker teokrati, præstestyre, pavemagt, taliban-styre, sharia-styre eller hvad man nu vil kalde det (også ondt barn har mange navne). Derimod udelukker demokratiet ikke at religionen som åndsfaktor spiller en rolle i det offentlige rum i alle diskussioner og afgørelser om eksistentielle, moralske og kulturelle spørgsmål. En sådan fortolkning er tværtimod mulig og nyttig. Det er den der findes i den komplementære helhedsrealisme, som Jernesalt har introduceret som forståelsesramme, og som har den store fordel at den også omfatter ateismen.



Religion har aldrig nogensinde i historiens løb været en ren privatsag. Den har altid været både en privat og en offentlig sag - og det er simpelthen utænkeligt at det bliver anderledes, for religion er efter hele sin natur andet og meget mere end det private gudsforhold og andet og meget mere end et dogmatisk system der kan bruges som redskab i magtkampen. Religion er også en almen eksistentiel forståelsesramme af spirituel eller åndelig karakter, der angår alle sider af tilværelsen, herunder ikke mindst meningen med tilværelsen, kvaliteten ved livet, værdierne i livet - altså alt det der ligger uden for fornuftens, videnskabens og politikens domæner.

Det er dogmerne, de sprogligt formulerede og fuldstændigt fastlåste trossætninger, og den dermed sammenhængende ortodoksi (rettroenhed) der giver alle problemerne, og fra dem den religiøse fanatisme, absolutisme og magtdrøm kommer. Og det er følgelig dem man skal sætte ind over for, ikke mindst hvor de som i islam forbindes med autoritære opdragelses- og underkastelsessystemer på lige netop den katastrofale måde der knytter individernes identitetsfølelse til ukrænkelige størrelser som koranen og profeten - og leder til fri massemanipulation.



Den religiøse fanatisme og fundamentalisme er ikke alene uforenelige med demokratiet, men - som de sidste uger tydeligt har vist på verdensplan - simpelthen så vanvittige og ustyrlige kræfter at de vil være en permanent trussel mod den civiliserede og sekulariserede vestlige verden lige indtil den dag de forvandles til relativistiske størrelser, der ikke længere pukker på den absolutte rethaveriskhed og magt, men accepterer mangfoldighed, ægte gensidig respekt og ikke mindst - humor.

Så længe statsminister Anders Fogh Rassmusen og chefredaktør Carsten Juste ikke kommer til indsigt i disse forhold, vil kampen for ytringsfriheden forblive alt for snæver og svag. Ytringsfriheden må ses som en del af åndsfriheden, der igen må ses som den frihed der gør at vi i enhver henseende kan ånde fuldstændigt frit dér hvor vi lever.

De ustyrlige kræfter i religionerne ligger i de religiøse følelsers tilknytning til vrede, had og frustration. Og de vil derfor forblive en trussel der ved mindste foranledning kan rejse sig som oprørte have mod fornuftens og civilisationens konstruktive kræfter. Midlet mod denne ustyrlighed hedder ikke at fjerne religionen fra det offentlige rum, men at rense religionerne for vreden, hadet og frustrationen.

Dette har Jyllands-Posten ikke forstået.

Danmarks største dagblad, placeret solidt på den østlige side af den jyske halvø, ligger smukt og næsten symbolsk mellem det relativt stille Kattegat og det undertiden voldsomt oprørte Vesterhav. Bladet foretrækker ganske øjensynligt de stilfærdige kræfter og frygter de ustyrlige. Men det burde huske at det er fra Nordsøen vi får energien. De ustyrlige kræfter kan ikke manes i jorden. De skal ikke overses eller forties. De skal tæmmes, men det forudsætter at man lærer deres mekanismer og lovmæssigheder at kende. Her har Jyllands-Posten - og mange andre medier - lang vej igen.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til:  Jyllands-Posten

Artikler:

Fogh Rasmussens position  (1.3.06.)
Politikens reaktionære holdning  (28.2.06.)
Koffi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)  
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)

Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.)   Klik

Artikel om De psykiske grundprocesser
Artikel om Den komplementære helhedsrealisme
Artikel om Humor og trageide
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal