Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel29politiken

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.2.06.


Politikens reaktionære holdning

af Jens Vrængmose

Et af de mest påfaldende træk ved hele Muhammed-sagens udvikling i vort eget land er dagbladet Politikens højst besynderlige og selvmodsigende holdning til Jyllands-Postens offentliggørelse af tegningerne og regeringens håndtering af den efterfølgende politiske krise.

Meningerne om sagen har selvsagt været stærkt delte, fordi tegningerne vitterligt har krænket muslimers religiøse følelser i et sådant omfang at det i muslimske lande har rejst en bølge af protester og vold mod Danmark og danske interesser. Dette har ingen danskere brudt sig om, for vi betragter os selv som et velmenende og fredsommeligt folk der i over 100 år har gjort hvad vi kunne for at fremme den gensidige forståelse mellem racer, nationer, kulturer og religioner.

Opinionen har følgelig delt sig mellem dem der mener det er principielt forkert ar krænke andre menneskers følelser, og dem der mener det er særligt slemt at krænke muslimernes religiøse følelser, når muslimer her i landet er i mindretal og i vid udstrækning føler sig diskriminerede, og når muslimer i de muslimske lande føler sig under utidigt pres fra den vestlige kulturs demokratiserende og sekulariserende kræfter. Hertil føjer sig en gruppe af medieguruer, erhvervsfolk og forhenværende udenrigsministre og afdankede diplomater der har følt sig kaldet til at kritisere regeringens håndtering af sagen på det påståede kardinalpunkt der hedder svaret på de 11 muslimske diplomaters krav til statsministeren om reaktion på tegningerne. Endelig er der den store gruppe af befolkningen som bakker regeringen og ytringsfriheden op og som mener at det er helt andre ting end de relativt harmløse tegninger der har udløst krisen, nemlig danske muslimers og muslimske diplomaters tendentiøse påvirkning af medier, politikere og religiøse ledere i de muslimske lande. Givet er at sagen i de muslimske lande har tjent indenrigske, ideologiske og religiøse formål som kun på overfladen har noget med Danmark at gøre - og som i realiteten også først rejste sig til ovenfra styret massehysteri flere måneder efter udfoldelsen af den danske humor i Jyllands-Posten.

Reaktionerne overraskede alle - fordi deres omfang, styrke og art har været fuldstændigt ude af proportioner med de oprindelige avisstreger. Ja, de har faktisk været så overraskende at det har fået nogle til at tale om den største politiske krise i dansk historie siden 2. verdenskrig - og samtidigt afsløret en så afgrundsdyb forskel mellem dansk/vestlig kultur og muslimsk kultur at det har aktualiseret udtrykket kultursammenstød. Ingensinde i nyere tid er det blevet klarere for den menige dansker at tegningerne af Muhammed med en bombe i turbanen ramte plet i endnu højere grad end tegneren kunne ane da han lavede den. Den gik fra hans side på den specielle, men faktiske sammenkobling af islamistisk terror med profeten Muhammeds navn, men den kom til at ramme selve den generelle, men katastrofale sammenkobling mellem profeten og muslimernes identitetsfølelse og frådende frustrationsaggressivitet. Eller for at sige det så groft som muligt på prosa: Sagen om Muhammed-tegningerne har afsløret at muslimer i uhyggelig stor udstrækning er det de ikke kan lide at blive kaldt, nemlig 'muhammedanere' - og dermed reelt afgudsdyrkere. De elsker, som de selv siger, profeten højere end deres egen far. Og det er dér hunden ligger begravet.



Dagbladet Politiken har siden sin grundlæggelse i 1884 under Viggo Hørups og Edvard Brandes' auspicier været et kontroversielt organ for skarp polemisk kritik af grundvigianismen, kirken, militæret, nationalismen og overklassens privilegier - og positivt stået for det moderne gennembrud i litteraturen der senere blev til hvad man under ét kalder 'kulturradikalismen'. Antiklerikalismen og kampen for frihedsrettighederne og frisindet har næsten været synonyme betegnelser. Kampen mod religion i alle afskygninger, men navnlig kirken og kristendommen har været indædt og skånselsløs. Følelser hos disse foragtelige modstandere blev sandelig ikke på noget tidspunkt skånet - for de var jo repræsentanter for den skinbarlige overtro og det rene bagstræb.

Det besynderlige er nu at redaktionen pludseligt og fuldstændigt umotiveret benytter Muhammed-sagen til at skifte holdning til fænomenet 'religiøse følelser'. Redaktionen er fortsat ubetingede foragtere af kirke, kristendom og religion som sådan. Men muslimers religiøse følelser er blevet hellige og ukrænkelige, og når Jyllands-Posten krænker dem i et behjertet og fuldt ansvarligt forsøg på at modarbejde en uacceptabel selvcensur her i landet, så bakker Politiken ytringsfriheden op som papirprincip, men hævder samtidigt at det slet ikke er den sagen drejer sig om. Den drejer sig derimod om en utilstedelig krænkelse af bestemte religiøse følelser og en regering der ikke tager en sådan krænkelse alvorligt.



Som udførligt påpeget i andre af Jernesalts artikler er det simpelt ikke holdbart i demokratiske og sekulariserede samfund at gøre religiøse følelser mere ukrænkelige end andre følelser. For det første er det absolut ikke umuligt at forene religion og humor, det er tværtimod udtryk for den mest åbne og eksistentielt givende form for religion at forstå humoren som et bærende element i religion og derfor sætte sig ud over al sårbarhed. For det andet er følelser og følelser to ting, nemlig dels stabile, relativt svage følelser, dels intense, relativt ustabile følelser - og det er de sidste der er problematiske. Det er dem der kan krænkes, og det er dem der ganske særligt kan krænkes når de knyttes til autoritetstro på en sådan måde at enhver kritik, analyse, afstandtagende omtale eller ironi, satire og direkte hån rettet mod dem betragtes som sårende, fornærmende og æreskrænkende.

Da demokrati og sekularisering er ensbetydende med bestandig autoritetskritik i alle afskygninger vil en religion som islam være uforenelig med demokrati og sekularisering i samme omfang som den definerer sig selv - eller indirekte identificerer sig - som bygget op omkring profeten og koranen som absolutte autoriteter, der under ingen omstændigheder må krænkes. Følgelig er det ikke alene tilladt og tilstedeligt, men nødvendigt at frihedsforsvarende demokrater bliver ved med at afsløre denne absolutisme, uanset hvor krænkende det måtte blive opfattet af muslimerne selv. For ellers bliver der hverken integration af muslimer i det danske eller europæiske samfund eller ægte dialog mellem europæere og muslimer i udlandet.



Det er urigtigt at regeringen ikke har taget krænkelsen af muslimernes religiøse følelser alvorligt i denne sag, men det er korrekt at den i sin reaktion på de 11 muslimske diplomaters brev skønnede, at en skriftlig afvisning af ethvert krav eller ønske - udtalt eller uudtalt, klart eller uklart formuleret - om indblanding i ytringsfrihedens udfoldelse ville være høfligere end et møde hvor afvisningen ville være blevet givet mundtligt. Det har intet med arrogance fra statsministerens side at gøre. Det er simpel ræson, som man har været mange erfarne og nøgternt tænkende embedsmænd og rådgivere om at finde frem til.

Men ikke nok med det, for selvfølgelig er et skøn et skøn - det kan aldrig tage højde for alle eventualiteter. Ligegyldigt hvilken afgørelse der var blevet truffet, ville den uundgåeligt få utilsigtede virkninger - jf loven om utilsigtede virkninger. Nej, for sagen er at de muslimske diplomater på forhånd havde bestemt sig for en ideologisk dagsorden som indebar at de ville gå videre med sagen uanset svaret, medmindre statsministeren erklærede sig villig til i strid med dansk ret og politisk praksis samt personlige holdning at røre ved ytringsfrihedens princip på baggrund af et dagblads konkrete anvendelse af den.

Med andre ord: Krænkelsen af de religiøse følelser i denne sag gjaldt i virkeligheden slet ikke tegningernes konkrete sammenkobling af profeten Muhammed (Fred være med ham) med islamistisk terror, men derimod det sekulariserede demokratis åbenlyse ret til at tale frit om muslimernes tro og religiøse følelser. Statsministeren og regeringen samt flertallet af befolkningen plus mange udenlandske politikere og kommentatorer var urokkelige i deres forsvar for demokratiet, men de krænkede muslimer var lige så urokkelige i deres fornærmethed og ubetingede angreb på demokratiet og sekulariseringen.

Og i dette tilsyneladende spegede, men dybest set enkle spil om ytringsfrihed - eller rettere åndsfrihed - valgte dagbladet Politiken gudhjælpemig side til fordel for absolutismen og modstanden mod sekulariseringen. Det er så inkonsekvent som det kan blive - og det kan kun forklares som udslag af en helt anden dagsorden fra bladets side end selve sagen, nemlig den der hedder den uforsonlige kamp mod den borgerlige regering og dets støtteparti.



Hvad daglige læsere af Politiken har været vidne til lige siden sagen eskalerede fredag den 28. januar med protester og vareboykot i Saudi-Arabien er én lang kampagne mod regeringen og i særdeleshed mod statsminister Anders Fogh Rasmussen. Forside efter forside har bragt angreb. Leder efter leder skånselsløs kritik. Tegning efter tegning dyb forhånelse. Og i mange tv-indslag har den selvglade chefredaktør Tøger Seidenfaden liret samme lektie af: sagen drejer sig ikke om ytringsfrihed, men om statsministerens arrogante afvisning af de muslimske diplomaters alt andet end diplomatiske henvendelse.

Metoderne i hele denne kampagne ligner til forveksling de muslimske mediers - eller for at blive grov - de nazistiske mediers i 1930'erne. De mest ophidsende og karikerende billeder bringes. Striben af udvalgte udtalelser fra såkaldte eksperter eller såkaldt menigmand viser sig klart tendentiøse. Sidelange dokumentationer af de pseudodanske muslimers mission i Mellemøsten og de muslimske diplomaters breves oversættelses- og fortolkningsmuligheder har skullet afkræfte disse folks onde vilje, men siger intet om deres faktiske arbejde bag kulisserne, som alle véd har været afgørende. Og man må være naiv - som kun dette oplyste Rådhuspladsorgans redaktører kan være - for at tro disse folk over en dørtærskel. Undersøgelse forlanger man, som om der i dag kan undersøges nogetsomhelst af det der er foregået bag kulisserne i de muslimske lande.



Hele kampagnen i Politiken er en mesterlig opvisning i den systematiske brug af de psykiske primærprocesser til manipulation af læserne. Selvfølgelig bruges også påstande og sågar argumentation i bladets ledere - så alt ser ud som oplysning, men også her er tendensen klar, ikke mindst den eskalering fra bladets side der fandt sted efter 20. februar, hvor meningsmåling efter meningsmåling talte deres tydelige sprog om at socialdemokraterne tabte på sagen, mens Dansk Folkeparti vandt - og regeringsflertallet som sådant var intakt eller forstærket.

Ikke alt kan remses op, men enkelte overskrifter eller hovedpunkter fra striben af ledere bør nævnes: 28.1. Statsministeren må overvinde selv sig. 31.1. Fra indenrigspolitisk succes til udenrigspolitisk katastrofe. 10.2. Det er der brug for er en officiel undskyldning. 21.1. Fælden: En statsminister der ikke kan flytte sig. 22.2. Foghs spin: der er intet at komme efter. 23.2. Regeringens troværdighed kan efterhånden ligge på et meget lille sted. 26.2. Selvsving: Proportionsløse og udokumenterede angreb på muslimsk delegation. 28.2. Er Anders Fogh kommet til besindelse, så han langt om længe indser at politikere kan kritisere medierne?

Det sidste spørgsmål går naturligvis på statsministerens angreb på medierne i det store interview i Berlingske Søndag (26.2.) og pointen skulle være, at når Fogh nu kan kritisere medierne for manglende opbakning til regeringens uforbeholdne forsvar for ytringsfriheden, så må han da også kunne have vist de muslimske diplomater den imødekommenhed at han havde kritiseret Jyllands-Posten for tegningerne dengang i efteråret. Kortslutningen er markant. Fogh kritiserer nu dele af pressen for hvad de har undladt i henseende til at forsvare ytringsfriheden. Men han ville netop ikke - i efteråret eller senere - indlade sig på kritik af Jyllands-Postens brug af ytringsfriheden.



I dag den 28.2. går Politiken endnu et skridt videre ved i en helsides artikel på forsiden af 2. sektion at stemple statsminister Anders Fogh Rasmussen som 'Den store grøftegraver'. Ved hjælp af vurderinger fra mediefolk som Lotte Hansen og Niels Krause-Kjær udbasuneres det, at statsministeren med sit udfald mod medier, kulturpersonligheder og erhvervsliv i hvert fald ikke ville samle nationen eller klinke nogle skår, men derimod ville høste stemmer, styre den videre debat og påvirke historieskrivningen.

Det store interview med statsministeren skal vi nok vende tilbage til i en efterfølgende artikel, men allerede her skal pointeres to helt centrale ting: Statsministeren er i sin gode ret til at kritisere medier, kulturpersonligheder og erhvervsliv for manglende opbakning til hans bestræbelser på samtidigt at fastholde ytringsfriheden ubetinget og at vise udlandet i almindelighed og muslimerne i særdeleshed at den danske befolkning står sammen om demokratiet og sekulariseringen. Statsministeren er endvidere i sin gode ret til at rebe skel mellem dem der utvetydigt bakker op om hans linje og dem der af mere eller mindre blandede og tvivlsomme motiver har alle mulige forbehold over for denne linje.

At kalde det grøftegraveri af en statsminister på denne måde at fastholde rene linjer i en så vital sag for dansk demokrati som denne Muhammed-sag er intet mindre end tåbelig misbrug af ordet, for det han gør er det enhver statsmand bør gøre i en sådan situation, nemlig at gøre det fuldstændigt klart hvad og hvem der tjener danske interesser og hvem og hvad der ikke gør det. Han graver ingen grøfter, eftersom han ikke udelukker nogen personer fra hverken debat, indflydelse eller samarbejde. Men han er nu kommet så tiltrækkeligt fri af det ulidelige pres der har ligget på ham, sålænge muslimernes protester mod Danmark bare eskalerede, at han kan tillade sig at sige det han mener utilsløret, og det er det selvsamme han gav udtryk for i sidste års debat om den danske samarbejdspolitik under besættelsen, at vi for demokratiets skyld må vove at holde fast ved vore værdier og idealer - uanset om det umiddelbart koster besvær, penge og omdømme. Det skal han have tak for, for mange var ikke ligefrem glade for eller stolte over hans påtagede forsøg på at tækkes muslimerne i de arabiske medier.

Danmark skal ikke tækkes de absolutistisk tænkende muslimer. Danmark skal fortsat arbejde for dialog og fornuftigt samarbejde med andre nationer og kulturer. Men den øjeblikkelige politiske krise har på ingen måde svækket dansk kultur, og den er alt andet end katastrofal for landet. Vi har tværtimod grund til at være stolte af hvad der er nået i demokratisering og sekularisering gennem mere end 150 år. Vi skal stå fast ved resultaterne - og ikke lade os byde nogetsomhelst af middelalderlig muslimsk fanatisme, absolutisme og destruktivitet. Og hvad statsministeren angår, skal han gå forrest i kampen for sekulariseringen og imod fordummelsen. Og så skal han iøvrigt ikke interessere sig for historieskrivningen, men trygt overlade den til fremtidens forskere. Derimod skal han være fuldt bevidst om det historiske perspektiv sagen har og det historiske ansvar han selv har for at bringe landet uskadt igennem krisen, uanset hvad muslimerne og deres danske rygklappere mener.



Politikens kampagne forekommer som sagt dybt inkonsekvent i betragtning af bladets mere end hundrede år lange kamp mod religion. Men besynderlig er også chefredaktør Tøger Seidenfadens uhørt selvsikre optræden i sagen. For godt nok er denne højt begavede og velskrivende mand ikke belemret med det man kalder 'tvivlens nådegave', og som er betingelsen for at nå frem til nuancerede opfattelser af tingene for ikke at tale om egentlig visdom, men at han i den grad har kørt kampagneagtigt og propagandistisk frem med forsvar for muslimsk absolutisme og angreb på dansk relativisme og sekularisering er alligevel påfaldende - og gør det efterhånden helt umuligt overhovedet at se ham som repræsentant for oplysningen.

Ét er at han er imod regeringen og dens støtteparti og deres stramninger af udlændingepolitiken. Eller at han folder sig ud i det ene mere subjektivistiske udfald mod modstanderne end det andet. Politik er nu engang ikke objektiv videnskab. Noget andet er at han svigter angrebet på den side af den muslimske religion der er selve hovedproblemet, nemlig absolutismen, og at han slet ikke bestræber sig på at se så nuanceret på de religiøse følelser at han bliver i stand til at indse at de ikke skal skæres over én kam, men betragtes som to væsensforskellige fænomener. Den ene slags er de dogmatiske og autoritetsopbyggende, den anden slags de frie der går tilbage til det kollektivt ubevidste og dermed er forenelige med humoren. Her afslører Seidenfaden (og Politiken) sig som fjender af en tidssvarende oplysning. Den tidssvarende oplysning om religion og de religiøse følelser som fænomen findes ganske vist ikke på universiteterne eller avisarkiverne, men den findes fuldt udbygget i
den komplimentære helhedsrealisme, som Jernesalt er talerør for. Og den er frit tilgængelig.

Men Hørups og Edvard Brandes' blad følger ikke med. Politiken har i hele Muhammed-sagen afsløret sig som et opblæst organ for den principielle uoplysthed.



Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Oversigt over artikler om Muhammed-sagen

De psykiske grundprocesser
Den komplementære helhedsrealisme
Humor og tragedie

Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

Artikler af Jens Vrængmose:  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal