utils prefix normal JERNESALT - sende13nissen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.4.06.


Åbent brev til Viborgs biskop Karsten Nissen
om kristendommens genindførelse og folkekirkens stilling i folkelivet



Indhold:

Indledning
Bør religiøse følelser være hævet over kritik?
Er moderne kristendom en sekulariseret kristendom?
Ønsker du videnskabeligt bevis for Guds eksistens?
Mener du religion er et privat eller offentligt anliggende?
Ser du nogen kraft eller energi i de kristne symboler?
Kan du forestille dig kristendommen genindført i udogmatisk forstand?
Afslutning
Henvisninger



Indledning     
Til toppen    Næste

Kære Karsten Nissen, Guds fred og god morgen!

Da det af dagspressen er fremgået at bispekollegiet har måttet opgive at nå frem til en fælles formulering af et 'hyrdebrev' til folkekirkens medlemmer om kristendommens stilling i den aktuelle situation, hvor der er sket en voldsom optrapning af modsætningsforholdet mellem den ikke-sekulariserede muslimske verden og den sekulariserede vestlige verden, skal jeg herved som almindeligt interesseret kristen borger anmode dig om svar på nogle efter min eksistens- og historieforståelse centrale spørgsmål.

Jeg har forstået at du og din kollega i Maribo, Steen Skovsgård, har fundet det betimeligt at rejse til bl.a. Cairo for om muligt at bidrage til en gensidig forståelse og respekt mellem kristne og muslimer, og at I herunder udtrykkeligt har lagt afstand til den krænkelse af religiøse følelser som muslimer angiveligt har følt sig udsat for i forbindelsen med offentliggørelsen af tolv humoristiske Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten den 30. september 2005.

Initiativet er ikke uforståeligt, da det selvsagt hører til god kristen skik at respektere andre menneskers religiøse opfattelse, men jeg finder det alligevel betænkeligt at du som biskop har medvirket til at bekræfte muslimerne i deres grundliggende hævdelse af, at deres religion skulle være absolut ukrænkelig, for denne hævdelse har alene sin grund i muslimernes ulyksalige identifikation med deres religion og dens absolutte sandheder, skrifter og profeter.



Er religiøse følelser hævet over kritik?     
Til toppen    Næste

En bekræftelse af denne opfattelse indebærer ikke alene at sekulariserede vesterlændinge der forlængst har ophævet kristendommens tidligere ophøjelse over analyse, kritik, debat og humoristisk behandling pludselig skal begynde at forskelsbehandle muslimer og kristne her i landet, men også at der sker en undergravning af selve sekulariseringens princip at den religiøse magt skal være skarpt adskilt fra den verdslige eller politiske magt. Princippet kan nemlig ikke opretholdes fuldstændigt medmindre de religiøse mennesker og deres ledere er i stand til at sondre mellem personlige, subjektive sandheder og rettigheder på den ene side og universelle, objektive sandheder og rettigheder på den anden side, og således faktisk accepterer den 'relativisering' af deres religion der er forudsætningen for de demokratiske frihedsrettigheder.

Respekten mellem religioner (kulturer, racer og alle andre grupperinger) er naturligvis et eftertragtelsesværdigt ideal, men det forudsætter en relativisering hos alle parter, så ingen tror at de sidder inde med den absolutte sandhed, endsige tror de har ret til at gøre den til verdslig lov. Respekt for menneskelige følelser bør også være et ideal, da ingen i almindelighed bør undgælde for hvad han eller hun måtte tro og tænke, når trosfriheden er gældende og lovsikret. Men hvis et menneske identificerer sig med en absolut og ukrænkelig sandhed, bliver det pludseligt hævet op over den almindelige respekts vide område og placeret i det lille og sprængfarlige indelukke der hedder uudslukkeligt had til anderledestænkende.

Spørgsmål (1) er om du som protestantisk biskop i et sekulariseret land hvor den religiøse magt er adskilt fra den verdslige, og hvor både trosfriheden og det almindelige præstedømme er fuldt anerkendt, uden videre accepterer det falske dogme at religiøse følelser der er knyttet til absolutte sandheder bør være hævet over kritik og humor?



Er moderne kristendom en sekulariseret kristendom?     
Til toppen    Næste

Det stærkt utiltalende ved den optræden desværre alt for mange muslimer de sidste år har lagt for dagen herhjemme, i det øvrige Europa, i USA og i hele Mellemøsten hænger psykologisk set sammen med den allerede omtalte fanatisme og absolutisme, men teologisk-dogmatisk først og fremmest med islams ekspansive præg. Islam fortolkes i vid udstrækning af religiøse ledere og lærde som den eneste sande religion og derfor som den religion der bør have uindskrænket magt hvor der er muslimer. Jeg skal ikke gå nærmere ind på selve teologien i dette, men blot konstatere, at det hævdes at det ekspansive tilsnit ikke ligger i islam som sådan og altså ikke direkte kan udledes af koranen. Dette er nemlig ret underordnet, for det samme ville man kunne sige om enhver anden religion eller ideologi der i perioder og i enkelte område har været undertrykkende. I praksis er det afgørende altid, at der findes fanatikere der udlægger ideologien, in casu islam, på den ekspansive og militante måde og sætter den islamiske stat som selve målet for deres magtbestræbelser.

Den kristne kirke har i lange perioder haft det på samme måde og direkte kunnet henvise til missionsbefalingen i Matthæus 28, 18-20, ifølge hvilken den opstandne Jesus skal have sagt til sine disciple at de skulle gå hen og gøre alle folkeslagene til hans disciple. Befalingen førte med sig at kristendommen alle steder, hvor den blev statsreligion og magtapparat, udbredte sig hensynsløst med sværdet, også her i Norden (med Island som bemærkelsesværdig undtagelse.) Dette blev brudt med sekulariseringen, den bogstavelige verdsliggørelse af de kirkelige godser (nationalisering eller privatisering ville vi kalde det i dag). Kirken kan fortsat opfylde missionsbefalingen, men må gøre det alene med oplysningens og overtalelsens midler - nøjagtigt på linje med de politiske partier i demokratiet eller de kapitalistiske virksomheder i markedsøkonomien. Og gudsketakoglov for det. Det aftvinger jo nu engang også mest respekt for folk at de afstår fra brug af voldelig fremfærd.

Sekulariseringen er i vore samfund en uløselig del af alliancen mellem kristendommen, oplysningen og folkestyret. Problemerne kommer når muslimerne trænger sig på og åbenlyst eller skjult gør den politiske magtovertagelse, dvs den islamiske stat eller kalifatet, til mål. Frihedselskende demokratier ved nok at de skal kæmpe imod den slags trusler, men hvad med folkekirken.

Spørgsmål (2) lyder derfor: Tolker folkekirken konsekvent moderne kristendom som en sekulariseret kristendom der undsiger enhver form for magtanvendelse i religiøse anliggender og derfor også siger udtrykkeligt fra over for islamistiske forsøg på ekspansion?



Ønsker du videnskabeligt bevis for Guds eksistens?     
Til toppen    Næste

De to første spørgsmål leder til problemet om kristendommens fortolkning af sine dogmer eller trosartikler, ikke mindst når det tages i betragtning, at Tårbækpræsten Thorkil Grosbøll har skabt tvivl om selve det fundamentale gudsbegreb og visse præster med din kollega Kjeld Holm fra Århus i spidsen sidste år brugte juleprædiken til utilslørede angreb på den siddende regerings indvandrer- og flygtningepolitik i stedet for ren forkyndelse af juleevangeliets 'Fred på jorden'.

Det er ikke undgået offentlighedens opmærksomhed at mange præster tolker kristendommen i klar humanistisk retning, og at mange af dem er enige med Grosbøll i at Gud ikke eksisterer i bogstavelig eller håndgribelig forstand.

Du har oven i købet for dit eget vedkommende stillet dig åben over for den amerikanske teori om Intelligent Design, der ud fra det axiom at universet umuligt kan være kommet af ingenting, drager den slutning at så må der være et intelligent væsen bag udkastet, og dette væsen kan man så passende kalde Gud, for så stemmer den bibelske skabelsesberetning. Teorien er ren spekulation eller leg med begreber, og det er for mig fuldstændigt ubegribeligt at du ikke er i stand til at afvise den blankt. For den er ikke videnskab, eftersom man ikke kan bruge Gud som årsagsforklaring i videnskaben. Men den er heller ikke religion, eftersom man ikke har ringeste gavn af teorien i fortolkningen af skabelsesberetningen. I denne er det simpelthen givet på forhånd - i og med selve sproget og den menneskelige bevidsthed - at begreberne Gud, skaber og skabelse hænger uløseligt sammen og er forudsætningn for den mening med tilværelsen som ligger i at vi skelner kaos fra kosmos, dvs den uordnede, kolde og mørke verden fra den ordnede, varme og lyse.

Hvad gudsbegrebet iøvrigt angår fryder ateister sig som bekendt over at de har fundet ud af at Gud ikke kan bevises ad naturvidenskabelig vej, men de overser at Gud ikke i nogensomhelst religion er en konstruktion af den menneskelige bevidsthed, men tværtimod en manifestation i bevidstheden (og sproget) af det kollektivt ubevidstes funktion. Gud dukker op i drømme og andre ubevidste forestillinger og billeder længe før sprog og rationelle forestillinger eller deraf afledt teologi.

Strengt taget giver det slet ikke mening at tale om 'tro på Gud' (eller guderne) for noget sådant vil altid være forbundet med et teologisk og dermed akademisk stridsspørgsmål om ordene. Man kan derimod forholde sig til Gud (eller guderne), i den betydning at man med Martin Bubers ord går ind i et jeg-du-forhold, til forskel fra et jeg-han-eller-det-forhold. Der er følgelig ikke grund til større bestyrtelse over at oplyste præster siger nej til de akademiske postulater og hypoteser om Gud, men til gengæld grund til foruroligelse over at de tilsyneladende ikke formår i klart sprog at redegøre for hvad det så er for et gudsforhold de egentlig har. For de bruger jo til stadighed begrebet i ritualerne.

M.h.t. humanismen kunne man forledes til at tro at det stille og roligt er den gamle gudstros forfald og opløsning der har medført en stigende betoning af de humanistiske aspekter af evangeliet, selvom kristendommen angiveligt ikke er en lovreligion og aldrig stiller menneskets frelse eller befrielse i udsigt som belønning for gode gerninger. Men forstår de humanistiske præster overhovedet længere forskellen.

Spørgsmål (3) lyder derfor, om du selv holder på det ene eller andet, herunder om du virkeligt gerne vil have videnskabeligt bevis for eller i det mindste logisk sandsynliggørelse af Guds eksistens?



Mener du religion er et privat eller offentligt anliggende?     
Til toppen    Næste

Jeg fritter udtrykkeligt ikke om dit personlige gudsforhold, for jeg betragter dette som en ren privatsag, men spørgsmålet om din og alle dine kollegers dogmatiske fortolkning af gudsbegrebet har fået meget stor interesse, efter at statsminister Anders Fogh Rasmussen og mange andre politikere og kommentatorer i debatten om Muhammed-tegningerne utvetydigt har tilkendegivet at de helst ser religionen forvist fra det offentlige rum.

Ønsket herom er for så vidt ganske forståeligt på baggrund af at den islamiske tro i nogle måneder har opvist en sådan bølge af voldelig fanatisme i de muslimske lande, at statsministeren med fuld ret har sagt at vi står over for ustyrlige kræfter. Det er kræfter vi desværre kender alt for godt i Europa fra det forrige århundredes uhyggelige udladninger af ideologisk had og ekstremisme, og som i tidligere tider også har vist sig som et kristent fænomen. Men vi regner i dag den slags fanatisme som uforenelig med moderne oplysning og demokrati - og frygter den med rette når den så alligevel dukker op.

Problemet er blot at hvis vi ud fra disse dårlige erfaringer vælger at bortvise religionen fra det offentlige rum og kun tillader den private og institutionaliserede gudsdyrkelse, så mister kristendommen i realiteten sin kraft og egentlige funktion. Den bliver hobby for de særligt interesserede og reduceres trods den store formelle tilslutning til folkekirken til at være et af uendeligt mange tilbud på det store og frie religiøse supermarked, hvor man kan købe oplevelser for enhver smag og pengepung. Og resultatet af denne udvikling bliver ikke blot en gennemført senmodernistisk eller postmodernistisk overfladiskhed og æstetisering, men en regulær kulturkrise, fordi det nu engang forholder sig sådan at en kultur svækkes og sygner hen uden religion i det offentlige rum, dvs uden kraft i selve kulturlivet fra religiøse symboler og forestillinger.

Spørgsmål (4) lyder derfor kort og godt: Mener du at religion er en privat sag og udelukkende hører til i lønkamrene og i de til gudstjeneste indrettede og indviede rum, eller mener du at religion også er et offentligt anliggende der vedrører folkeliv, kulturliv og politik?



Ser du nogen kraft eller energi i de kristne symboler?     
Til toppen    Næste

Dybdepsykologisk set virker symboler som energitransformatorer, og dette indebærer at en kultur uundgåeligt svækkes, jo svagere dens symboler er som sådanne transformatorer. Men en sådan svækkelse indebærer at sammenhængskraften i et samfund går fløjten og at samfundet bliver uden evne til fornyelse, fordi også sammenhængskraften og fornyelsen kræver energi fra de stærke symboler man i dybdepsykologien kalder arketyper, men i religionerne guder.

Mennesket lever, som skrevet står, ikke af stene alene. Men eksistentielt set lever det sandelig heller ikke af oplevelser, konsum, politiske slagord eller videnskabelige sandheder, hvor værdifulde disse end isoleret set kan være. Der skal mere kraft til, og den skal naturligvis så vidt muligt ikke føre til eller kanaliseres hen til destruktiv fanatisme eller tøjesløst sværmeri. Det er med andre ord kun godt og nødvendigt at der findes instanser og institutioner der er i stand til gennem sund fornuft og sund moral samt praktiske foranstaltninger at aflede den psykiske energi fra fanatisme og sværmeri, men det er omvendt katastrofalt for kulturen og udviklingen, hvis energikilderne tørrer ind eller frygtes så stærkt at de aldrig bruges. Fornuftens og moralens opgave er derfor også at frigøre energien i og med at den renses for frustration, vrede og had.

Folkekirken må ubetinget krediteres for at den i modsætning til ideologierne i forrige århundrede og i modsætning til islamismen i dette århundrede i stor udstrækning har forstået at rense den religiøse energi for magtstræberiske og destruktive elementer, som den allerede gjorde med største held under de for vort land og vort demokrati så afgørende folkelige vækkelser i det 19. århundrede.

Men folkekirken er ikke blot stille og roligt gået bag af folkets dans i og med urbaniseringen og industrialiseringen samt i nyeste tid den informationsteknologiske og forbrugsfremmende udvikling, den har reelt også mistet kraften i sin forkyndelse, fordi denne i højere og højere grad er kommet til at dreje sig om teologisk, dvs akademiske udlægninger og spidsfindigheder, og i en mere eller mindre konservativ fastholdelse af traditioner, ritualer og ydre rammer. Jeg bestrider ingenlunde eksistensen af ægte gudsforhold eller ægte bønsliv i det private og kirkelige regi, men jeg må med mange andre iagttagere og kritikere - som fx aktuelt redaktørerne Sven Ove Gade og Erik Bjerager - konstatere, at kraften glimrer ved sit fravær i det offentlige rum.

Ja, man kunne komme på den formastelige tanke, at trosartiklerne som de foreligger i den officielle trosbekendelse, er endt med at blive om ikke tomme postulater, så dog kraftløse postulater som de færreste oplyste mennesker tror på og som selv præsterne mere benytter som fast led i ritualerne, fordi de nu engang skal gøre det hvis de vil beholde deres embeder. De synes mindre at bekende troen af overbevisning og engagement end af pligt og høflighed. Og det dør kirken af. Stille og roligt. Sidste mand slukker og lukker - under behørig iagttagelse af alle ritualer.

Spørgsmål (5) lyder: Fortolker du personligt dogmerne i blind tillid til at de virker uanset hvad kirken foretager sig og uanset hvad du selv lægger i dem, eller kan du overhovedet se og fornemme nogen kraft i ordet og symbolerne der rækker ud over det personlige gudsforhold?



Kan du forestille dig kristendommen genindført i udogmatisk forstand?   
Til toppen    Næste

Spørgsmålet er nærgående - selvom jeg stadigt ikke spørger om dit private gudsforhold som du dyrker i dit lønkammer, men om det offentlige, som vedkommer ikke blot menigheden, men samfundet, inklusive det politiske liv, den offentlige moral og den kulturelle udvikling.

Bemærkningerne leder til mit sidste - Grundtvig- og Grønbech-inspirerede - spørgsmål om din holdning til forestillingerne om en udvikling i kristendommen der kunne få betydning for den almindelige samfunds- og kulturudvikling i Danmark, Europa og i forhold til den muslimske verden og den øvrige verden.

Jeg kan personligt sagtens få øje på et potentiale i kristendommen der rækker ind i fremtiden, og som vil være et effektivt svar på de udfordringer der kommer fra ateistisk eller antiklerikalt hold, dvs fra folk der aktuelt har haft held til at benytte den store muslimske tilstedeværelse i landet til en attak på folkekirken-ordningen under påberåbelse af et juridisk begrundet, men abstrakt krav om ligestilling mellem alle religioner uden hensyn til tradition og historie.

Men jeg er til gengæld også kommet til det resultat at en indfrielse af potentialet forudsætter en nytænkning fra folkekirkelig side som indebærer mindst tre ting: 1) en frigørelse fra fastlåsheden i utidssvarende dogmatiske formuleringer, 2) etablering af en umiddelbar føling med de enorme kraftkilder der ligger i kristendommens arketypiske forestillinger, og 3) en fuld forståelse for muligheden af emergens i historien.

Første punkt skal jeg ikke her gøre så meget ved, men blot nævne at jeg anser et radikalt opgør med dogmet om kødets opstandelse som uundgåeligt og i den forbindelse anbefaler en konsekvent fortolkning af opstandelsen som et psykisk fænomen. Opstandelsen vil i denne forstand end ikke i Jesu tilfælde være at betragte som et brud på naturlovene, men en spontan forvandling i menneskenes sind af den forsmædeligt korsfæstede menneskesøn til en enormt historieskabende arketypisk Kristuskraft i menneskenes sind. Det er den allerdybeste hemmelighed ved fænomenet I det hele taget må den forældede Bultmanske afmytologiserings-teologi nu definitivt afløses af en gennemtænkt afdogmatisering og fuldkommen genmytologisering. Dogmer er til forskel fra myter rene magt- og kontrolredskaber - og er i denne egenskab til skade for åndens virke.

Det andet punkt bliver følgelig det helt centrale spørgsmål om det er muligt at slippe al bogstavtro på miraklerne og gå ind i en fuld realistisk, men kraft-, menings- og inspirationsgivende direkte føling med Kristusskraften og derudfra leve jordelivet i tillid til denne enfoldige tros bærekraft gennem såvel glæder som sorger, medgang som modgang, og gode som onde tider.

Her og først her vil herske ren og skær åndsfrihed, om man vil en ubetinget og enfoldig tillid til Helligånden, og her og først her vil kristendommen blive en uovervindelig kraft i forhold til islam, islamisme, ideologierne og ateismen.

Her og først her vil kristendommens potentiale endeligt rumme mulighed for det tredje vigtige punkt: emergens i udviklingen, dvs muligheden for at der på visse tidspunkter i historien skabes noget nyt, aldrig før set, ganske som det skete i Palæstina for godt 2000 år siden - og som det iøvrigt er sket mange gange i historien, sidst i forbindelse med fremkomsten af informationsteknologien.

Muligheden skal blot antydes, men den har to sider, en folkelig og en mellemfolkelig. Den folkelige indebærer muligheden for at hæve kristendommen over såvel akademisk-teologiske spindsfindigheder i endeløse baner som ateismens pukken på gudsbevisernes umulighed. Kristendommen bliver umiddelbar føling med den Kristuskraft der er kærlighed og tilgivelse - og den vil som sådan ubesværet kunne række til velsignelse af syndere såvel som påståede retfærdige, jøder såvel som muslimer, heteroseksuelle som homoseksuelle, ja vantro, herunder altså også ateister og agnostikere og alle andre. Her kunne - helt i Grundtvigs ånd - tales om en særlig misssion for dansk kristendom, en kristendom der ikke længere er forbeholdt, men naturligvis omfatter mennesker der er døbt til den kristne tro.

Den mellemfolkelige mulighed for emergens vil dels indebære nye muligheder for forståelse mellem protestanter, katolikker og ortodokse m.fl., dels og navnlig mulighed for nyfortolkning af Messias-forventningen. Tanken om Messias som en person der skal komme, fx i form af Jesu genkomst, må skrottes til fordel for forestillingen om den mulige fremkomst af en ny politisk-kulturel epoke hvor der hersker fred og fordragelighed mellem jøder, muslimer, kristne og ateister. Dette vil konkret forudsætte at muslimer overvinder sig selv, fjerner alt had i deres hjerter og anerkender staten Israel ubetinget. Det vil kunne skabe sand respekt for islam i alle kredse. Og det vil overflødiggøre såvel islamisk ekspansion som kristen mission. Men det ville ikke forudsætte at nogen skulle forlade deres oprindelige tro og konvertere til en anden. Enhver kan blive i sin tro, blot denne fortolkes så de troende kan ånde frit, det centrale ved åndsfrihed.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at mine ideer er så radikale, at de reelt sigter mod at genindføre kristendommen i Danmark i helt udogmatisk forstand, dvs. en i erkendelsesmæssig og dybdepsykologisk forstand tidssvarende mytologisk kristendom der genopretter den fulde føling med den symbolske kraft der udgår fra den opstandne Kristus - og dermed også åbner kristendommen for muslimer, jøder og ateister - uden småligt hensyn til identitetsmæssig tilknytning til historiske skæbnefællesskaber.

Spørgsmålet (6) lyder om disse tanker overhovedet siger dig noget og om de kan give perspektiv til dine egne overvejelser om kristendommens aktuelle stilling og potentiale - eller om du foretrækker at se dem som fri fantasi og utopi og betakke dig for al nytænkning?



Afslutning     
Til toppen    Næste

Du er i din gode ret til at afvise alle spørgsmålene blankt, men jeg håber også at du kan se at du faktisk har ansvaret for ikke at afvise noget der kan betyde åndelig vækkelse i landet, tiltrængt fornyelse af kristendommen og en forvandling af forholdet til muslimerne.

Jeg opfordrer dig under alle omstændigheder indtrængende til personligt at udarbejde et 'hyrdebrev' til dine egne præster og lægfolk, men til også at formulere det mere generelt til alle kristne, jøder, muslimer og ateister der er berørte af den nuværende religiøse, kulturelle og politiske usikkerhed. Og jeg opfordrer dig specielt til herigennem at bekræfte din vished om kristendommens store potentiale og din tilslutning til den danske model for 'relativ sekularisering'.

Folkekirken må gøres tidssvarende så den genvinder sin kraft til at kunne indtage en central placering i dansk folke- og kulturliv

En artikel om kristendommens potentiale som jeg ser det findes på Jernesalt under titlen 'Er kristendommen passť?'. Iøvrigt henvises til de øvrige artikler på dette uafhængige internetorgan www.jernesalt.dk.

I al enfoldighed

Peer Sendemand



Biskop Karsten Nissens svar kan lśses her: Klik



Henvisninger:     
Til toppen

Åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen
om rigets stilling og muligheder efter krisen omkring Muhammed-tegningerne
  (7.4.06.)



Kristendommen passť?  (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?
Religion ude af Danmark?  (11.4.06.)
- om Erik Bjeragers bog 'Gud bevare Danmark'
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi  (16.4.06.)

Helhedsrealismens fortrin  (5.3.06.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)

Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.)



Hovedartikel om den komplementære helhedsrealisme
Introduktionsserie til den komplementære helhedsrealisme
Værdimanifestet - i kort version med sagregister

Essays om Bergman, Blake, Blicher, Bohr, Grundtvig, Grønbech, Mozart, Storm P. m.fl.



Artikler af   Peer Sendemand

Artikler om  religion
Artikler om  sekularisering

Artikler om  etik
Artikler om  eksistens

Artikler om  Danmark
Artikler om  samfund



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal