utils prefix normal JERNESALT - kanel62syndromer

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.11.09.


Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom

af Jens Vrængmose

I forbindelse med fejringen af 20-året for Murens Fald 1989 er offentlighedens opmærksomhed blevet henledt på SF-politikeren Ole Sohns fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti og hans forbindelse som sådan til det Østtyskland som netop faldt i oktober 1989. Sohn deltog i den uforglemmelige, gentagne gange tv-foreviste seance i Berlin, hvor DDR-regimet fejrede sit 40-års jubilæum under ledelse af en fuldstændigt forstenet partileder Erich Honecker og Sovjetunionens endnu magtfulde, men reformkrævende leder Michail Gorbatjov, og hvor sidstnævne gav Honecker det 'dødskys' der få dage efter førte til hans afsættelse fordi han havde overhørt Gorbatjovs advarsler. Blandt gæsterne var også en vis Arafat og adskillige af verdens socialistiske diktatorer. Ole Sohn havde æren at stå i anden række bag Honeckers kortvarige efterfølger Egon Krentz.

Den i 1954 fødte Ole Sohn, som blev jord- og betonarbejder og fra 1977 til 1987 var formand for SID i Horsens, efterfulgte i 1987 Jørgen Jensen som formand for det DKP der ikke havde været repræsenteret i Folketinget siden Knud Jespersens korte visit fra 1973 til 77. Partiet kom heller ikke siden ind som selvstændigt parti, men blev repræsenteret gennem Enhedslisten. Ole Sohn var opstillet for denne liste i 1989-91, men valgte at forlade DKP i 1991 - og blev året efter medlem af SF og fra samme år opstillet som folketingskandidat. Men først i 1998 opnåede han valg. Han har i flere år været medlem af finansudvalget og det politisk-økonomiske udvalg. Han bakker fuldstændigt op om formanden Villy Søvndals nye pragmatiske linje der har givet markant vælgerfremgang og tæt samarbejde med socialdemokraterne, og som alle forventer vil give ham en ministerpost ved et eventuelt regeringsskifte i 2011.

Ole Sohn har udgivet en lang række bøger, hvoraf bogen om Aksel Larsens kampfælle i trediverne Arne Munch-Petersen er særlig vigtig, fordi den fortæller den uhyggelige historie om et stalinistisk dansk folketingsmedlem der havnede i og omkom i Stalins fængsler under udrensningerne, men til det sidste troede på at processen mod ham var Ún stor fejltagelse - som Stalin blot blev holdt uvidende om. Bogen fortæller også om Aksel Larsens systematiske fortielse af den viden om Munch-Petersens skæbne han fik efter Stalinafsløringerne i 1956, men som han nægtede over for Munch-Petersens enke. Sohn har skrevet mange bøger og lavede i 2004 sit eget forlag, Ole Sohns Forlag, der spænder vidt og har haft god succes.



Der kan i dag ikke rejses begrundet tvivl om at Ole Sohn - ganske som de øvrige medlemmer og ministeremner i SF's folketingsgruppe - er demokratisk sindet. Det påfaldende er at han har været fuldstændigt tavs om sin fortid som DKP-formand og hylder af den form for diktatur som DDR i 1989 var det uhyggeligste eksempel på i Europa, fordi Erich Honecker var mere tro mod den gamle Kreml-ideologi end Gorbatjov selv var. Ganske tankevækkende benytter Politiken 20-året for Murens fald til at lange ud efter Sohn. Den troende socialdemokratiske redaktør Lars Trier Mogensen beskylder venstrefløjen som helhed for at lide af Sohn-syndromet. Den ærkesocialdemokratiske bladtegner Roald Als tegner på jubilæumsdagen Ole Sohn i skjul under sit skrivebord under overskriften 'Forsohning', og hovedorganet ATS spørger hvad der sker når man beder Ole Sohn om at fortælle om sine sympatier for DDR, og svaret lyder: Man bliver mødt af en mur af tavshed.

'Sohn-syndromet' blev lanceret af en redaktør på Information tilbage i 1990'erne som pendant til 'Pittelkow-syndromet'. Sohn-syndromet går på folk der formår "at skabe sig en levevej på ruinerne af kommunismens sammenbrud". Lars Trier på sin side forlanger ikke ligefrem at politikere skal angre alt når de bliver klogere. Demokratiseringen af venstrefløjen er for ham et historisk gennembrud. "Men det sætter et spørgsmålstegn ved SF's officielle idealer om åbenhed, når partiets ekskommunistiske gruppeformand ikke tør konfrontere fortidens fascination af den autoritære totalitarisme". Sohn-syndromet, fortsætter Lars Trier, er ikke fortid i dansk politik. "Med Sohn som symbol har den del af venstrefløjen - der ikke allerede under den kolde krig tog afstand fra Moskva - undladt at konfrontere fortiden. De tidligere DKP'ere der fortsat er aktive, som Ole Sohn og Enhedslistens Frank Aaen, har overladt hele debatten til mccarthyister."

Ja, Trier undlader ikke at jævnføre Sohn med tilfældet Jan Guillou, den succesrige svenske forfatter der i sin skumle fortid tjente penge på at sælge hemmelige oplysninger til KGB. Den fortid er Guillou nu blevet tvunget til at tale om, og Ole Sohn burde gøre det samme - før næste regeringsskift.

Det er efter min mening en lidt diskutabel jævnføring, for som den tidligere polske dissident og siden stifter af Polens største frie dagblad, Adam Michnik, meget rigtigt har sagt, så er spioner nu engang en særlig slags mennesker. De tilhører den type han selv oplevede i sine fængselsår i Polen: dem der samarbejder med fangevogterne. - Men hører Ole Sohn virkelig til den type? Har han på noget tidspunkt haft personlig fordel af at stikke eller forråde andre? Og har han overhovet stukket nogen?



Under alle omstændigheder må det fremhæves - som historikeren Claus Bryld gør - at Ole Sohn forlængst har gjort op med sin fortid i den forstand at han har taget afstand fra det der skete i Sovjetunionen, ikke mindst med bogen om Arne Munch-Petersen. Manglen på selvkritik i videre forstand kan derfor efter Brylds mening ikke være et egentligt politisk problem, men allerhøjest et moralsk problem. Som om det ikke var nok i sig selv. For Bryld, der personligt har mærket følgerne af familiens stigmatisering gennem faderens dom for nazivirke, kan vel ikke for alvor mene at politik kan adskilles fra etikken. For hvis det er tilfældet, er vi lige vidt.

Lidt anderledes ser en anden historiker på sagen, nemlig Bent Jensen der selv i sin grønne ungdom var marxist, men siden blev en indædt afslører af den danske venstrefløjs udbredte fascination af stalinismen, som han har skrevet bøger om. Utallige gange har han været i skarp polemik med venstrefløjs-sympatisørerne om denne fascination, så skarp at han formentlig af disse mennesker regnes til den slags mccarthyister Lars Trier nævner, og hvortil også hører den svenske politiker Per Ahlmark.

Bent Jensen vil dog ikke ligge søvnløs om natten, hvis Ole Sohn skulle gå hen at blive fx økonomiminister, men han finder det paradoksalt at man vil gøre en mand til økonominister der har så dårlig økonomisk hukommelse at han hårdnakket benægter at have kendt til de pengetransaktioner der skete fra DDR til DKP i hans tid som medlem af partiets centralkomitÚ. Som det ser ud for Bent Jensen, så er der "endnu en råddenskab som ligger og stinker i skabene hos de tidligere kommunister". Så han vil spørge "hvorfor de mennesker ikke gør noget aktivt for selv at rense ud i deres forhold, i stedet for at andre skal rode rundt i det for dem".



Dette synspunkt er jeg principielt enig i, ligesom jeg i det hele taget værdsætter Bent Jensens afslørende forskning. Men jeg tror bare ikke hverken Bent Jensen eller Lars Trier Mogensen eller andre forskere og kommentatorer gør sig nogensomhelst dyberegående forestillinger om, hvad der kunne være grunden til modstanden mod selvopgøret. Tværtimod kan det i analysen af Bent Jensens egne værker påpeges, at forfatteren selv har begrænset kendskab til psykologi og derfor tyer til den nemme fortolkning af de intellektuelles fascination af stalinismen at den var en form for erstatningsreligion, og at det i virkeligheden var det kommunistiske partis krav om total disciplinær underkastelse og tro på ideologien som videnskabelig sandhed der var hovedårsagen til at de blev tiltrukket.

Men som bl.a. andre Morten Thing har kunnet konstatere ved sine nærgående analyser af 'kommunismens kultur' her i landet fra 1918 til 1960, så var ideologien ikke en erstatningsreligion. Den var en religion, en decideret religion. Thing måtte imidlertid konstatere, at dette ville de adspurgte kommunister overhovedet ikke høre tale om. De forbandt religion med overtroisk dogmatik, mens de så deres egen ideologi som grundet på solid empirisk videnskab. De kunne med andre ord overhovedet ikke få øje på at de psykologiske mekanismer man finder hos religiøse dogmatikere var præcis de samme som dem man fandt hos dem selv som ideologiske dogmatikere. I begge tilfælde gælder, at dogmatikerne overhovedet ikke er i stand til at se psykologisk endsige dybdepsykologisk på sig selv eller på deres synspunkter, holdninger og motivationer.

Af denne grund er det indlysende, at konkrete afsløringer af dogmernes uholdbarhed for de reflekterende personer som hovedregel ender med fortrængning: De der af den ene eller anden grund går hen og bliver klogere putter alle de fejlagtige slutninger og handlinger de tidligere gjorde sig skyldige i ned i en sæk - og lukker den til så intet af den onde ånd kan slippe ud igen. Og så prøver de ellers at leve videre eller begynde på en frisk, som om intet var hændt.



Nu er det som bekendt ikke kun gamle kommunister eller nazister der tror at den slags primitive forsvarsmekanismer løser alle problemer. Vi har i Danmark et skoleeksempel på en toppolitiker der blankt afviste at komme med nogensomhelst begrundelse for en spektakulær politisk kovending på 180 grader, nemlig Jens Otto Krag der på nogle få timer en valgaften hvor han måtte konstatere et stort nederlag valgte på stedet at tilbyde sit partis hovedmodstander et regeringssamarbejde for at sikre sig mandater til at fortsætte som statsminister. Det var i november 1966, da Krag bød Aksel Larsen ind i socialdemokratiets varme efter at denne i næsten halvtreds år var blevet holdt ude i isnende kulde. Og hvad var Krags eneste svar da man meget naturligt bad ham om en forklaring: "Man har et standpunkt til man tager et nyt". Basta! Det mente han ikke at han skyldte nogen en forklaring på, selvom det i virkeligheden var et eklatant brud på al hidtidig socialdemokratisk politik fra Stauning over Hans Hedtoft til H.C. Hansen.

Pudsigt nok har man gjort Krags lodrette afvisning af en forklaring til et bevinget ord alle bruger i både tide og utide. Det er jo logisk set uimodsigeligt. Og så tror man åbenbart også det er moralsk uimodsigeligt. Men det er det naturligvis ikke, for et standpunkt er blot en smagsopfattelse og kan slet ikke kaldes et ægte standpunkt, hvis ikke man kan begrunde det og følgelig også føler sig naturligt forpligtet til at begrunde en udskiftning. Det kan i mange tilfælde været både fornuftigt og nødvendigt at skifte standpunkt, hvis man indser at det gamle ikke længere holder. Hellere det end forstokket fastholdelse af standpunkter der er uholdbare. Men man skal både kunne og ville begrunde ethvert nyt standpunkt, hvis ikke man vil anses for et ansvarløst menneske og en simpel opportunist.



Gennem tiderne har der været mange mennesker der ikke blot har skiftet standpunkt i den ene eller anden sag, men også mange der har skiftet parti, når de har indset at deres holdninger ikke længere var gangbare i det gamle parti. Aksel Larsen måtte gøre det da han i DKP i årene efter Stalin-afsløringerne og Kremls nedkæmpelse af Ungarn-oprøret blev tvunget til at forsvare noget der efterhånden var ham imod. Men også socialdemokraten Erhard Jacobsen bør nævnes, fordi han tog samme konsekvens som Larsen, nemlig at lave et nyt parti. Og i nyere tid kan nævnes VS'erne Ralf Pittelkow, der først blev spindoktor for Poul Nyrup og siden skarp kritiker af S, og Karen Jespersen, der nåede at blive socialdemokratisk minister inden hun gik over til Venstre; SF'eren Christina Antorini der gik til S, den radikale Anders Samuelsen der lavede et nyt parti sammen med den konservative Gitte Seeberg og den radikale Naser Khader (der siden forlod det nye parti og blev konservativ) - eller man kunne nævne socialdemokraten Mogens Camre (f. 1938) der var socialdemokratisk MF'er fra 1968-87, men siden blev EU-parlamentariker for DF, og en forfatter som Ole Hyltoft (f. 1935) der gennem det meste af sit liv har været troende Bomholt-socialdemokrat, men nu også er gået over til Dansk Folkeparti. - Socialdemokraternes forfejlede indvandrerpolitik i 1980'erne og 1990'erne har for mange været udslaggivende, men er som det ses på navnene ikke den eneste bevæggrund. For alle de nævnte gælder imidlertid at de har været i stand til at begrunde deres partiskifte - og at de har betragtet det som en selvfølge at være åbne om det. For Aksel Larsens vedkommende gælder dog det forbehold, at han aldrig ville fortælle åbent om sin religiøse erfaring i tugthuset i Tyskland eller om Arne Munch-sagen. Og hans efterladte papirer, der er afleveret til Rigsarkivet og formentligt røber alt, er klausuleret til 2047.

I helt andre tilfælde kan man tale om en decideret ungdomsforvildelse der får helt grønne og umodne mennesker til at vælge en fasttømret ideologi eller religion for måske at slippe ud af tvivl og søgen. Et dogmatisk og absolut standpunkt er nu engang lettere end et relativiseret. Som eksempler kunne her nævnes folk der en overgang sidst i trediverne eller først i fyrrerne blev tiltrukket af den nazistiske ideologi. Fx SF'eren Gert Petersen, forfatteren Ole Wivel og kunstsamleren Knud W. Jensen eller deres ven Ole Høst, der var maleren Oluf Høsts søn og som døde på Østfronten. Det værste tilfælde er formentligt den store svenske filminstruktør Ingmar Bergman, hvis fascination åbenlyst kan føres tilbage til familieforhold (en far der beundrede Hitler og en storebroder der stiftede det svenske nazistparti), men på grund af Ingmars næsten ufattelige umodenhed holdt sig helt til 1946, hvor han dog ellers var sidst i tyverne og Nazityskland lå i ruiner.



Men i Ole Sohns tilfælde gælder hvad der gælder for mange af venstrefløjens gamle kommunister at de har den allerstørste ulyst til at beskæftige sig nærmere med deres fejltagelser. De indhentes da i flere tilfælde af andres mere eller mindre mccarthyistiske interesse for sagen.

Den amerikanske jurist og senator Joseph McCarthy (1908-57) blev under Koreakrigen i begyndelsen af 1950'erne berygtet for at føre en systematisk og særdeles skånselsløs, ja paranoid kampagne mod påstået kommunistisk infiltration af den amerikanske administration. Selv folk som Chaplin, Lennart Bernstein og den ellers betroede atomforsker J. Robert Oppenheimer samt den forhenværende udenrigsminister George Marschall kom under anklage. Først i 1954 vedtog Senatet en fordømmelse af McCarthys metoder. Men da var skaden - en lang række meningsløse, men fatale anklager og fyringer - sket. Og man må også konstatere, at der den dag i dag er masser af mennesker der har en sort/hvid bedømmelse af folk der blot en kort periode har haft forbindelse til kommunistiske partier. Den kolde krig gjorde i høj grad alle sådanne forbindelser suspekte - uanset om der var tale om naivt idealistiske holdninger eller mere tvivlsomme, måske endda fordækte grunde.

Og går man til nazistiske sympatier, er aversionen endnu klarere fra moralisternes side. Holocaust er nok til at bedømme enhver aldrig så idealistisk tiltrækning af de oprindelige nationalsocialistiske ideer som fordømmelsesværdig. Man glemmer dels at Stalin var skyld i endnu flere millioner menneskers liv end Hitler, dels og navnlig, at der selv i nazismens tilfælde faktisk oprindeligt var tale om ideer der kunne forsvares menneskeligt. Men man bedømmer nu engang en taberideologi og dens tilhængere udelukkende ud fra slutresultatet. Det er jo som bekendt også på frugten man skal kende et træ. En uheldig bivirkning er ikke desto mindre at man med denne absolutte fordømmelse bliver ude af stand til at forstå nynazister eller andre der gribes af en dogmatisk ideologi. Og hvorfor skulle man også forstå dem, kan der naturligvis spørges.

Svaret er ligetil: det skal man for at blive klogere på mennesket og kunne sætte sig ind i hvad der får selv almindelige og rimeligt intelligente mennesker til at gå en anden vej end flertallets. Det er nemlig ikke fremmende for en forståelse at ty til den forklaring moralister foretrækker at folk der vælger anderledes end de selv gør, må være enten dumme eller ondsindede. Det burde tværtimod gælde om at forstå de dybere mekanismer der ligger bag folks politiske, ideologiske og religiøse valg. Også i vor tid, hvor faren ikke kommer fra kommunismen eller nazismen, men fra islamismen.



Dermed har vi allerede fundet i hvert fald Ún grund til at folk der på et tidspunkt opdager at de har taget ideologisk fejl er meget utilbøjelige til at komme frem med kendsgerningen: de frygter simpelthen fordømmelsen. Og har ganske gode grunde til det. For den kan være så massiv, at den kan ødelægge en karriere. Det er da også karakteristisk for en højt begavet mand som Aksel Larsen at han tøvede med et brud med DKP, fordi han netop frygtede den værst tænkelige konsekvens for sin politiske karriere: at havne helt uden for politik. Det viste sig dog at frygten i hans tilfælde var helt ubegrundet. Han fik stor succes med at starte et nyt parti, mens det gamle gik bag af dansen ved valget i 1960!

Men Aksel Larsen frygtede Ún ting mere - og det er nok det allerværste: han fortæller selv i sin lille bog 'Valget' at han ved at forlade den klare og fasttømrede ideologi frygtede at han ville havne i et morads hvor han slet ikke kunne finde fodfæste, heller ikke moralsk. Han var simpelthen så fastlåst i sine doktrinært indarbejdede filosofiske og moralske forestillinger, at han frygtede at ende i selve den desillusion hvor der ikke længere er forskel på godt og ondt, rigtigt og forkert, progressivt og reaktionært.

Dette gælder formentlig hovedparten af alle dogmatisk indstillede mennesker, hvad enten dogmatikken er af religiøs eller politisk-ideologisk art. De frygter at få deres synspunkter relativiserede, fordi de tror at relativisering automatisk betyder fuldstændig moralsk opløsning. Men dette viser kun at de ikke har begreb om psykologi.

For naturligvis kan relativisering i værste fald ende i total moralsk opløsning eller forvirring - lidt i stil med den nihilisme der påstår at alt er tilladt når man skrotter alle guder, autoriteter og traditioner. Men så er der strengt taget slet ikke tale om relativisering, men om desillusionering. For relativisering betyder dog bogstaveligt talt selve den proces at man får relateret sine forestillinger og holdninger til andet end sine egne umiddelbare forestillinger og impulser, dvs at man opdager at ethvert individ faktisk 'hænger i sproget' - som Niels Bohr kaldte det - dvs ikke begynder på bar bund, men lærer et bestemt modersmål som på den ene side giver enestående muligheder for til stadighed at udvide erkendelsen, men på den anden side også giver nogle begrænsninger i og med at det sprog man får overleveret er tidsbestemt og stedbestemt, dvs dybt præget af historien og traditionen.

Man kan gøre oprør mod den overlevering autoriteterne pånøder en - det er sundt ungdomsoprør der er betingelsen for at nå selvstændighed og modenhed - men man kan principielt ikke gør oprøre mod sproget som sådant, historien som sådan, traditionen som sådan eller samfundet som sådant. Forsøger man på det alligevel, bliver man på et eller andet tidspunkt indhentet af sproget og historien, så man tvinges ud i et dialektisk forhold til det overleverede. Man behøver på ingen måde at godkende overleveringen blindt, men man må forholde sig til den bevidst - og dermed blive relativiseret og vinde virkelig frihed.



Når frygten for den totale moralske og politiske eller religiøse opløsning således afskrækker folk fra oprør mod de overleverede sandheder, skyldes det med andre ord frygten for relativiseringen. Det er for mange desværre langt det nemmeste at grave sig ned i en urokkelig forstokketheden, således som man også ser på den gamle venstrefløj. Forfatteren og Brandesforskeren Jørgen Knudsen er et oplagt eksempel - jf. artiklen Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme.

Frygten for relativiseringen kan igen skyldes simpel uvidenhed om relativiteten som princippet for al sprogtilegnelse. Men denne uvidenhed rammer skam ikke blot dogmatisk indstillede mennesker, den rammer det store flertal af mennesker, fordi den oplysningsfilosofi der gælder i vort samfund simpelthen ikke fremmer lysten til selverkendelse. Oplysning sættes blandt flertallet af akademikere og mediefolk, ikke mindst på venstrefløjen, lig med forstandsmæssig indsigt, og naturvidenskaben gøres til ideal for al erkendelse. Men dette betyder at indsigt i alt det irrationelle bagatelliseres eller helt afvises, på trods af at det omfatter alt det der bestemmer folks inderste motiver og deres 'mening' med tilværelsen - jf. artiklen Meningen med livet - helhedsrealistisk set.

Men når dette er tilfældet, sænkes det generelle oplysningsniveau langt ned under det niveau der er nødvendingt for en tidssvarende oplysning der kan hamle op med nutidens udfordringer - politisk, etisk, kulturelt og religiøst.



På Jernesalts sider er det regelmæssigt blevet påpeget at specielt vore dages politikere er håbløst bagud når det gælder oplysning af psykologisk og dybdepsykologisk art. Sidst er det sket ret grundigt i 'Jernesalts 2009-filosofi'. Og ligegyldigheden med bogen - også hos dem der burde være mest interesserede i den - bekræfter indtrykket af at der er meget stærk psykisk modstand på spil mod overhovedet at relatere den generelle viden om samfundsforhold, etik, religion og naturvidenskab til psykologiske og dybdepsykologiske fænomener. Men pressens folk er også hårdt ramt, hvad Bjørn Bredals bog om Politiken mod Politiken viser.

Ikke blot folk der har skiftet parti, men stort set alle folketingets politikere lider i virkeligheden af en dyb Angst for Psykisk og Etisk SelvErkendelse, det vil sige af det syndrom man bedst kan kalde APESE-syndromet. Sohn- og Pittelkow-syndromerne og hvilke syndromer man ellers kan opkalde efter bestemte personer er kun elementer af dette store og almene APESE-syndrom. Og de overvindes næppe før det almene syndrom overvindes.

Den kontemplementære helhedsrealisme er det bedste middel mod lidelsen, fordi denne filosofi dels er et dybtgående brud på al enten-eller-logik, dels et dybgående brud på al virkelighedsindsnævring der ligger i at man ikke ser det rationelle og det irrationelle som ligeværdige og komplementære fænomener i eksistensen.

Forstår man det irrationelle - og specielt det kollektivt ubevidste - som afgørende for al føling med den fulde, ubeskårne og åbne, uforudsigelige virkelighed og udvikling, så forfalder man ikke til ensidig satsning på det snævert nyttige, økonomiske og forbrugsmæssige. Man får føling med det kreative og kvalitative der giver mening, sammenhæng og helhed.

Men det kræver lidt eftertanke at nå til en erkendelse heraf. Og eftertanke er også frygtet af mange, fordi den kræver tid og stilhed.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Links til hjemmesider:

Ole Sohn
Christina Antorini
Karen Jespersen
Naser Khader
Mogens Camre
Ole Hyltoft



Relevante artikler på Jernesalt:

Murens Fald 1989
Meningen med livet - helhedsrealistisk set
'Jernesalts 2009-filosofi'
Politiken mod Politiken

Jens Otto Krag
Oluf Høsts
Ingmar Bergman
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme



Jens Vrængmoses rubrik



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal