utils prefix normal JERNESALT - islamreform01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.9.05.


Tamt budskab fra missionerende ahmadiyya-kalif
- og tavshed om egentlige hensigter

Danmark har haft fint besøg af den islamiske reformbevægelse Ahmadiyyas øverste leder, Hadhrat Mirza Masroor Ahmad med titel af kalif. Han har haft møder med integrationsminister Rikke Hvilshøj i København og biskop Jan Lindhardt i Roskilde. Og han har på et for pressen og offentligheden åbent møde på Royal Hotel i København fremsat sit budskab som stærkt forenklet lyder at muslimer ifølge koranen skal anstrenge sig for at være gode og retfærdige mennesker og at de islamistiske ekstremister læser koranen forkert.

Kaliffen tror ikke på vold eller magtanvendelse, endsige hævn, men på ånd, ret og fred. Men han lægger så stor vægt på en adskillelse mellem islam og politisk virksomhed, at han tilsyneladende i tråd med bevægelsens grundlægger gør religionen til et rent åndeligt anliggende. Og dette kan selvfølgelig også isoleret set betragtes som en god måde at lægge afstand til alle bestræbelser på at indføre islamisk lov (sharia) eller islamiske stater. Men det er alligevel ikke svaret på vor tids store problem: at fremme en sekularisering der på den ene side adskiller statsmagt fuldstændigt fra religionsmagt (præstestyre, pavestyre, teokrati), men som på den anden side nødigt skulle fjerne enhver form for etisk, religiøs eller helhedsrealistisk bekymring og ansvarsfølelse for det politiske liv ved at sætte politikken uden for den åndelige sfære.

Ahmadiyyyah-muslimerne har som en i mange lande forfulgt minoritet lært at tilpasse sig de politiske omstændigheder, dvs respektere nationale mønstre og demokratiske spilleregler. Og det er klogt og tiltalende. Men når de hævder at være en islamisk reformbevægelse virker det tamt blot at gå ind for fred, dialog og fordragelighed, og iøvrigt pointere fastholdelsen af den oprindelige lære. For derved fastholdes også bevægelsens sekteriske præg. Man vil ikke forandre islam, men føre den tilbage til sin oprindelse, dvs koranen (den åbenbarede sandhed), sunna (profetens sædvane) og hadith (beretningerne om profetens sædvane), vel at mærke i den form man fortolker disse. Derved fastholder man principielt sin egen ortodoksi, men da udlægningen af kilderne afviger fra andre muslimers bliver bevægelsens tilhængere selv afvigere. Og dem skal der naturligvis være plads til i frie samfund, men deres betydning for udviklingen afhænger helt og holdent af deres gennemslagskraft og eventuelle evne til at vise nye veje. Og her glipper det af flere grunde for ahmadiyya'erne.



Hvad selve overhovedet angår, den femte kalif i rækken siden grundlæggerens død i 1909, så virker han sympatisk med sin helt igennem rolige og ufanatiske fremlæggelse af sine synspunkter. Men overbevisende i budskabet er han langtfra. Han fremtrådte på mødet i København som en mand uden større personlig myndighed eller udstråling. Han var som taler bundet af sit manuskript, der hverken var tilpasset den danske problematik eller blot tidsrammen på femten minutter. Han måtte faktisk springe flere sider over i den forelæsning han for tiden rejser rundt med og som man i sin helhed kan læse på bevægelsens hjemmeside. Og han kunne derfor slet ikke måle sig med vores kvindelige integrationsminister der også var inviteret.

Kaliffen er nylig valgt overhoved for bevægelsen, men det understreges i det udsendte program at han er oldebarn af grundlæggeren Mirza Ghulam Ahmad (1835-1909) og barnebarn af den anden kalif Mirza Bashjir-ud-Din Mahmood Ahmad (1889-1965). Og det giver måske en slags autoritet, når det tages i betragtning af grundlæggeren erklærede sig selv som profet på linje med Muhammed og samtidig som Messias, den i både Koranen og Biblen lovede frelser og verdenshersker. Men den slags autoritet står og falder med de påberåbte udsagns troværdighed. Og her har enhver jo lov at tro sit. Dels blev bevægelsen vitterligt splittet i en ortodoks og en mere liberal fløj allerede efter den første kalifs død i 1914, og det blev den ortodokse der kom til at dominere. Dels modtog den anden kalif først sin kaldelse ved en åbenbaring i 1944. Og endelig er hele den specielle Messias-opfattelse et så spidsfindigt teologisk anliggende, at man skal være mere end almindeligt bevisbesat for at kunne aftvinge den nogen interesse. Det samme gælder iøvrigt grundlæggerens påstande om at Jesus ikke døde på korset på Golgatha, men overlevede henrettelsen og flygtede til Kashmir, hvor han døde 120 år gammel og ligger begravet. Det lykkedes den anden kalif at få indkaldt til en stor international konference om sagen i 1978, som også kristne teologer deltog i. Men hverken muslimer uden for bevægelsen eller kristne i almindelighed kunne fanges af den. Mytologisk set er vi havnet i noget der totalt savner eksistentiel appel.



Hvorfor opererer bevægelsen i det hele taget med begrebet kalif, der betyder stedfortræder for Gud, og som siden profeten Muhammeds død har været brugt om det islamiske enhedssamfunds politiske og religiøse leder. Dels har der i lange tider ikke været t islamisk samfund, men flere. Dels blev kalifatet på et vist tidspunkt et osmannisk fænomen der faldt med Osmannerriget. Og endelig blev det i slutningen af 1800-tallet - netop på det tidspunkt ahmadiyya blev dannet - knyttet til forhåbningerne om panislamismen, altså igen en ideologi der vil forene religion med politik på magt- og enhedsplanet. Spørgsmålene besvares i bogen 'ahmadiyya - en islamisk reformbevægelse', i et kapitel om kalifatets institution. Og meningen er klart at genoprette det oprindelige kalifat efter profetiens mønster, men nu knyttet til den nye profets, den Forjættede Messias' person, dvs grundlæggerens Mirza Ghulam Ahmad. Kalifatet skal med andre ord autorisere eller legitimisere grundlæggeren i forsøget på at fremstå som sand profet og sand Messias for hele islam. Skriftet er da også stærkt polemisk i sin tone.

For muslimernes vedkommende er det kontroversielle ved ahmadiyya-bevægelsen naturligvis først og fremmest at grundlæggeren erklærede sig som profet på linje med Muhammed, for Muhammed er ifølge den gængse udlægning af koranen profeten selv. Der er ingen ved siden af ham. ahmadiyyaerne betragtes derfor slet ikke som muslimer af de sunnimuslimer de er udgået fra. De måtte i 1947, da Indien rev sig løs fra det britiske overherredømme, flygte til det område af Britisk Indien der ved samme lejlighed efter krav fra Den Muslimske Liga blev erklæret hjemsted for muslimerne og fik navnet Pakistan (de renes eller rettroendes land). Og her erklærede Nationalforsamlingen i 1974 ahmadiyya for ikke-islamisk. Flere personligheder har tilhørt bevægelsen, herunder pakistaneren Abdus Al Salam der i 1979 fik nobelprisen i fysik sammen med to amerikanere, men han fik efterfølgende frataget sit pakistanske statsborgerskab fordi han var ahmadi. Andre steder er forfølgelsen mere brutal.

Bevægelsen, eller Menigheden som den også kalder sig, har efter egne opgivelser omkring 200 millioner medlemmer verden over og er missionerende. Der har netop i Mannheim i Tyskland været afholdt et større europæisk møde for 30.000 af bevægelsens tilhængere. Mottoet var 'Liebe fr alle. Hass fr keinen'. Men missionsmålet var også klart: at bygge 100 nye moskeer og indføre islamisk skoleundervisning. (Kilde: Der Spiegel 28.8.)

I Danmark med rundt regnet 200.000 muslimer udgør ahmadiyyabevægelsen kun en ganske lille minoritet på omkring 500 medlemmer. Den fik egen mosk - Nusrat Djahan moskeen - i Hvidovre i 1967. Og denne danske gren af bevægelsen havde i starten overvægt af konvertitter, herunder den danske koranoversætter A.S. Madsen. ahmadiyyaerne er tilhængere af fuld integration - og på det offentlige møde på Royal Hotel fremtrådte de fleste af dem som velintegrerede danskere i mørk habit. Traktementet efter mødet var udsøgt. Men hvem man som missionerende bevægelse egentligt appellerer til og hvor meget held man har med det, skal være usagt. Det kunne primært være unge veluddannede mennesker der vil integration uden at svigte grunddogmerne. Men intet tyder på at bevægelsen har muligheder for at slå hul på den mur af frygt for verdsliggørelse der er gængs i de mere udbredte islamiske opfattelser i landet. Denne frygt er nemlig til syvende og sidst angsten for moralsk opløsning ved at give efter for modernisering og navnlig sekularisering og kvindefrigørelse.



Hvis man går til en islamisk kritiker eller kætter som Irshad Manji og hendes bog om 'Problemet med islam' - jf. artiklen Alt det besvær med islam - så er man ikke i tvivl om at en virkelig fremadrettet fornyelse af den islamiske religion forudsætter et opgør med ortodoksien og klan- og stamme-mentaliteten. Et vigtig brik i 'reformpusleriet' som hun kalder det er selve friheden til at sætte spørgsmålstegn ved koranen. Det er naturligvis hvad enhver fri individuel muslim allerede gør, og det er noget der indirekte allerede sker derved at der ved siden af hinanden findes forskellige islamiske teologier (den sunnimuslimske, den shiamuslimske, den sufistiske for at nævne de vigtigste udover ahmadiyya). Men karakteristisk for disse teologiske hovedretninger er at de ikke på nogen måde er indstillet på overhovedet at begynde at diskutere deres dogmatiske sandheder. Så der er lang vej igen. Presset fra de sekulariserede muslimer i de vestlige lande og fra de unge og de intellektuelle i de muslimske lande vil dog uden tvivl vokse år for år. Bl.a. fordi internettet gør det praktisk taget umuligt at kontrollere de enkelte menneskers muligheder for at få information og inspiration udefra.

Opgøret med ortodoksien er uadskilleligt fra opgøret med klan- og stammementaliteten som navnlig er præget af det næsten urokkelige patriarkalske familiemønster med hele dets snævre seksualmoral og kvindeundertrykkelse. Her bliver de unge pigers opgør med mønstret afgørende, men det bliver en lang og smertelig proces. Hvad ahmadiyya-teologien angår, er den trods formel tilslutning til ligeberettigelse ubetinget for fastholdelse af det gamle mønster som kræver kvindernes tilbageholdenhed. De skal agte på kønsadskillelsen og får ikke mulighed for at deltage i den offentlige debat. På mødet i København deltog kun ganske få muslimske kvinder.

Hvad sekulariseringen som id angår, vil det være af største betydning, at muslimer i stigende grad begynder at se den som et relativt fænomen, der først og fremmest drejer sig om at adskille det religiøse lederskab fra al politisk magt, men ikke dermed behøver at anfægte islam som bærende kulturfaktor endsige føre til opløsning af al moral. Men sådan betragtes sekulariseringen af mange, idet den sættes lig med vestlig verdsliggørelse, der igen opfattes som identisk med dekadence eller nihilisme. Her bliver der hårdt brug for en langt mere nuanceret opfattelse, hvad der igen betyder opgør med flokmentaliteten eller masse-psykologien. Muslimer må for alvor begynde at tænke selv og kritisk, dvs uafhængigt af snæversynede religiøse ledere, hvis der skal ske reformer inden for islam der virkeligt rykker forholdene socialt og politisk.



Der er endelig grund til at pege på, at det aktuelle sammenstød mellem islam og den vestlige verden, som er udadskillelig fra konflikten i Mellemøsten, ikke har store chancer for at blive afløst af fredelig dialog og konstruktiv sameksistens, medmindre parterne ophører med at betragte konflikten som en vind-eller-tab-kamp. Fremtidshåbet må være håbet om fred mellem jøder, kristne og muslimer, således som det deles af mange enkeltpersoner og heldigvis også af en del politiske og religiøse ledere. De sidste kunne uden tvivl have gavn af at lede Messiasforventningerne i frugtbar retning ved at ophøre med overhovedet at betragte Messias' komme som en persons komme (eller eventuel genkomst), og i stedet opfatte den som fremkomsten af en tidsånd der vil kunne sikre fred og sameksistens.

Det bør i denne forbindelse fremhæves, at sekteriske retningers hævdelse af at Messias allerede skulle være kommet som person er en lige så alvorlig forhindring for fredshåbet som fundamentalisters hævdelse af at sidde inde med sandheden og derudfra gøre krav på monopolmagten.

Set i lyset af disse ideer forekommer ahmadiyya-kaliffens velmente budskab til verden om fred at være temmelig idealistisk og nyttesløst for ikke at sige på vigtige punkter bagstræberisk. Der skal langt større visioner til for at rokke de fastlåste positioner i islam. Men heldigvis kan man pege på, at ændringer i tidsånden meget vel kan gå i denne retning - uanset ekstremisters og terrorister kortsigtede succes og uanset fundamentalisters frygt for forandring og opløsning.



Henvisninger:

Ahmadiyya-bevægelsens hjemmeside

Ahmadiyyah - en islamisk reformbevægelse (Rhodos, 1975)

Mirza Ghulam Ahmad: Introduktion til islam (Gyldendal. 1973)
- The Philosophy of Teachings of Islam, oversat af A.S. Madsen.
(Teksten er grundlæggerens forelæsninger fra 1896.)

Artiklen om Irshad Manjis bog 'Problemet med islam': Klik

Øvrige Jernesalt-artikler om religion: Klik
Jernesalts artikler om sekularisering: Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal