Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Warszawa

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.6.02


Warszawa - en messe værd?  -  Indtryk fra 1999

Chopin og anden musik

Et af højdepunkterne i det københavnske musikliv i 1999 var den russiskfødte Evgeny Kissins Chopinaftener i midten af september i Radiohuset, den ene gang med klaverkoncerterne med polske Kazimierz Kord som dirigent. Kissin røbede i et interview, at han var lidt nervøs for at skulle give de samme koncerter i Warszawa, hvor han ikke havde været før. Men alt gik på bedste vis. Måske med lidt reservation fra polakkernes side ved klaverkoncerten nr. 1, men varmt og begejstret bifald efter nr. 2. Så koncerten endte med ikke mindre end tre ekstranumre.

1999 var internationalt Chopin-år, og det gik ikke stille af i Warszawa. Tværtimod var der et utal af koncerter året igennem - også udover de faste åbne sommerkoncerter hver søndag i hhv. Lazienka-parken og i Chopins fødehjem i Zelazowa Wola. Begge steder sker det med højttalerforstærkning, der jo aldrig er ideel for klassisk musik, men til gengæld med særlig stemning, når vejret ellers er godt - som det var i hele september måned. I Lazienka-.parken sidder man spredt på bænke i en stor rosenhave. Dét skal opleves.

Hver fredag og søndag er der også koncerter på Chopin-museet midt i byen - under fine akustiske forhold. Ved en af koncerterne hørtes prisvinderen fra Chopin-konkurrencen 1949, Helina Czerny-Stefanska. En myndig dame med teknikken i bedste orden, men temmelig hårdtslående. Og hun var rundhåndet med ekstranumre af Paderewski-lignende karakter. Så efter tredje omgang havde jeg fået nok og forlod etablissementet. De ældre pianister kan generelt slet ikke hamle op med den unge generation fra Zimermann og ned, når det gælder følsomhed i anslaget.

Plakatmuseet ude i Wilanowa (en lille halv times buskørsel fra centrum) åbnede en særudstilling med Chopin-plakater, men den var en skuffelse, fordi nitiendedele af plakaterne var traditionelle koncertplakater, der slet ikke var på højde med den sædvanlige polske standard på området. Et stort katalog med udvalgte plakater fra de sidste 100 år rådede bod på miseren - tillige med et special-katalog med 100 års polske filmplakater.

På nationaloperaen var der premiere på den amerikanske koreograf Lorca Massines meget smukke, 75 minutter lange ballet 'Fortepianissimo' til 16 udvalgte Chopin-værker, fornemt spillet af pianisten Krzysztof Jablonski. Første akt skildrer Chopins ungdom og anden akt hans Pariserliv og forhold til George Sand. Denne akt lagde vittigt ud med et tableau fra en fransk salon anno 1830 - til berceusen, vuggesangen, op 51, og fik publikum til at klappe spontant. Og den åndede smukt ud til den langsomme sats af cellosonaten i g-moll, op. 65. - Det flotte souvenir-program (til 17 zlotych eller godt 30 kr) var vedlagt en cd med alle de spillede værker. - Balletten må også kunne bruges i København til afløsning for Fokin's efterhånden lidt forslidte 'Chopiniana'. Lorca Massine er søn af koreografen Leonide Massine og elev af Diagilev, Balanchine og Jerome Robbins.

Det andet store navn i polsk romantisk musik er Stanislaw Moniuszko (1819-72). Han er stort set ukendt her i landet, men elsket af enhver polak med sans for klassisk musik. Han skrev bl.a. en lang række fortrinlige lieder, som han beskedent kaldte 'sange for hjemmet'. Deres udbredelse begrænses - ligesom danske Peter Heises sange - af sproget. Og det er synd. Men Moniuszko skrev også med sikkert håndelag og fint øre en lang række operaer, hvoraf i hvert fald én, den morsomme 'Strasny Dwór' eller 'Det fortryllede slot', undertiden spilles i udlandet (således i Kiel i 1997) og en anden, 'Halka', er selve nationaloperaen og dermed et "must" for den der vil lære polsk kultur at kende.

'Halka' er fuld af romantik både handlingsmæsigt og scenografisk, men afspejler også den sociale modsætning mellem adel og bønder - og har faktisk en bondepige som hovedperson. Dette vakte anstød ved premieren i 1846 og operaen blev taget af plakaten i nogle år. Typisk polsk træk er de vigtige indslag af religiøs art i 3. og 4. akt. Iscenesættelsen stod Maria Foltyn for, og den musikalske ledelse var i hænderne på Antoni Wicherek. Ved opførelsen den 26.9. fejrede man, at pladeindspilningen fra 1997 havde nået et salg på 10.000 eksemplarer. Operaen kan nu også fås på video (både videoen og cd-sættet kan fås for 55 zl. hver - eller en 100 kr. seddel). På teatret tekstes librettoen på engelsk. - I Lublin faldt jeg over klaverudtoget til 15 zl.!

Nationaloperaen indledte traditionen tro sæsonen med en åben Moniuszko-galla på Plac Teatralny, hvor hele operaens kor og orkester med udvalgte sangsolister spillede de kendteste numre fra de to nævne operaer. Operaens grand old man, 79-årige baryton Andrzej Hiolski (nu afgået ved døden) viste, at han stadig havde stemmen i behold ved på imponerende vis at synge den morsomme sang om "Den gamle korporal", det eneste nummer uden for opera-genren. - Noget af fornøjelsen ved denne koncert i fri luft tabtes dog ved blæsten, der havde et så stærkt tag i de mange mikrofoner, at der lød en konstant torden fra højttalerne!

Men seriøs musik i Warszawa i september måned er også "Warszawa Efterår", og det stod denne gang i nyere polsk og nyere amerikansk musiks tegn - med amerikanske navne som Norma Wendelburg, Newton Strandberg og William Thomas McKinley. Eller Robert Ashleys' opera "Dust" (egen libretto) med video-projektioner og elektroakustik til fem sangere eller rettere recitatorer, der gennem hele den 1½ time lange forestilling ikke rørte sig af flækken. Projektionerne var temmelig intetsigende og genrebetegnelsen falsk. Mere 'dust' end opera.

Så var der mere at hente på koncerten i Musikakdemiets dejlige sal den 21. med værker af polakkerne Ewa Podgórska, Eugeniusz Knapik, Lutoslawski, Górecki og Jerzy Kornowicz for forskellige besætninger, herunder et værk med tre klaverer. Stort indtryk gjorde også en mindekoncert for polske Grazyna Bacewiecz (1909-69) med den helt unge kvinde-strygekvartet DAFO, hvis nye cd blev falbudt på stedet til 20 zl. Orgelkoncerter var der flere af, og med månedens udgang begyndte en Monteverdi-festival omfattende bl.a. Vesper'en og operaerne 'Orfeus' og 'Poppeas Kroning'. Så udbuddet er stort sådan en måned.

Det samme gælder teater og biograf, selvom sproget naturligvis sætter sin grænse for udbyttet. Men af internationale klassikere kunne man ved sæsonstarten se Kong Lear, Tre Søstre, Dødededansen, Slutspil, Vi venter på Godot, Hvem er bange for Virginias Woolf samt nyere ting som 'Billedmageren' og 'Maria Callas' (med Krystyna Janda). Af polske ting var lystspillene i overtal med flere af forrige århundrede store navn Alexandro Fredro (1793-1876). Men også med absurde Witold Gombrowicz i en pragtudgave af 'Brylluppet' (Slub) med bl.a. Zbigniew Zamochowski i en af hovedrollerne. Kieslowski-fans kender ham fra 'Hvid' og 'Dekalog 10'. Samme Zamochowski har hovedrollen i Tadeusz Rózewicz' stykke 'Kartoteket' fra 1961 i ny-indstudering ved Kazimierz Kutz, der også er en flittig film-instruktør.

Den 9.-12. sept. var der stort bogmarked i de lange marmorgange omkring Kongressalen i arkitektur-rædslen fra Stalinist-tiden, det store Kulturpalads. Et enormt udvalg af nye bøger på omkring 150 stande fra lige så mange forlag. Timerne igennem kunne man møde mange af forfatterne, herunder 78-årige nobelpristager Czeslaw Milosz og 89-årige musikolog Jerzy Waldorff eller gettho-overleveren Marek Edelmann. Skuespilleren Maja Komorowska - om man vil Polens Liv Ullmann - præsenterede sin nye smukke bog '31 dage i maj' (maj 1991). Hun er et følsomt og kærligt menneske, som man får et varmt håndtryk - og en personlig autograf - af. Kieslowski-fans kender hende som fasteren i 'Dekalog 1', men hun har haft hovedrollen i adskillige Zanussi-film og er øvrigt professor på teaterskolen.

Film

Biograferne spillede alle de store internationale film fra det løbende repertoire med fx 'Notting Hill' og 'Stjernekrigen I'. Hertil kom ikke mindre end tre danske film, Vinterbergs 'Festen' (som kaldes det samme i Polen) og von Triers 'Riget' (Królestwo, d.e. Kongedømmet) og 'Idioterne' (Idioci). I filmmuseets biograf 'Ilusjon' ude i Ulica Narbutti, ikke langt fra en af de nye Metro-stationer, spurgte en polak mig, hvor jeg kom fra, og da jeg svarede Kopenhaga, lyste han op. Han vidste godt, hvor idioterne kom fra. Både 'Festen' og 'Riget' behandles i øvrigt i augustnummeret af det polske filmtidsskrift 'Kino'.

Gamle film kunne ses i nævnte 'Ilusjon'. Det gjaldt bl..a Kurosawa og Bunuel (sidstnævnte nok i anledning af Dali-udstillingen). Jeg så to polske film, som jeg ikke have set før, Andrzej Wajdas 'Lotna' fra 1959 og Andrzej Munks 'Eroica' fra 58. Wajda og Munk var jævnaldrende og de store nye navne i polsk film dengang. De var hinandens modsætninger. Wajda dyrkede krigsheroismen, mens Munk trak den ned på et mere jævnt, menneskeligt og humoristisk plan. Munk døde desværre kun 40 år gammel - så det er ikke godt at vide, hvor han var endt. Jeg syntes ikke nær så godt om hans 'Eroica' som om hans 'Den skeløjede lykke' fra 1960 med komikeren Bogumil Kobiela. Wajdas film var derimod ubetinget en nydelse. Filmen har navn efter en kavaleri-hest. Wajda elsker heste. Han er vokset op i en by med kavaleri. Heste er unægteligt dejlige dyr, og de spillede som bekendt en stor rolle for Polens hær før krigen, men det er en myte, at polakkerne tabte kampene i 1939, fordi de mødte de tyske panservogne med deres kavaleri. Men Wajda tænker naturligvis i billeder. Og billedet af kavaleri mod panservogne symboliserer det reelle magtforhold dengang.

Kavaleri er der også mængder af i Jerzy Hoffmanns et år gamle filmatisering af Henryk Sienkiewicz historiske roman 'Med ild og sværd' (første bind i trilogien om polakkernes krige i midten af 1600-tallet mod hhv russerne, tyrkerne og svenskerne). Filmen, der stadig går i biograferne, har medvirken af 250 heste, 120 skuespillere og 15000 statister(!). Den har krævet 118 optagelsesdage og kostet 8 mio dollars og er således den hidtil dyreste produktion i polsk film. Og flot er den. Steven Spielberg har ikke levet forgæves. Men den er i mine øjne ikke på højde med Hoffmanns gamle filmatiseringer af de to andre bøger i trilogien, ja den virker egentlig ubehagelig i sin skånselsløse udlevering af de barbariske tatar- og kosakfyrster. Så det frydede mig på Karikatur-museets nye udstilling, 'Satyrykon 99' at se de ellers fremragende skuespillere Daniel Olbrychski og allerede nævnte Zamochowski gjort til grin i en lille tegne-trilogi med Den skønne Helena alias Monica Lewinsky i midten. I filmen spilles den skønne Helena af Izabelle Scorupco, der også ses i en dejlig badescene. Hun har så smuk en teint, at hun omgående blev brugt i en reklamefilm for hudcreme. Men jeg tror ikke polsk film skal gå vejen mod stigende budgetter. Filmtidsskriftet 'Kino' kaldte den da også rent ud en sørgelig triumf.

To nye polske film havde premiere i september. Magdalena Lazarkiwiecz' 'Ved verdens ende' med den nye stjerne Alexander Domogarow i den mandlige hovedrolle (han har også en hovedrolle i 'Med ild og sværd'). Jeg tror det store dagblad 'Gazeta Wyborsza' har ret i, at filmen er syndromet på selve sygdommen i polsk film. Den er flot og stærk - og eksotisk. Men virker uægte og uvedkommende. Og den er en skuffelse i forhold til Lazarkiwiecz' underfundige film fra begyndelsen af halvfemserne, 'Hvidt Ægteskab', der handlede om to unge pigers, ja en hel families, forhold til erotik og ægteskab.

Så er der væsentlig mere kød på skuespilleren Jerzy Stuhrs tredje arbejde som filminstruktør, 'En uge i en mands liv'. Manden er midaldrende og spilles af Stuhr selv. Stuhr kendes fra flere af Kieslowskis film: storebroderen i såvel 'Dekalog 10' (med frimærkerne) og 'Hvid' (barberen) og ikke mindst 'Amatøren' fra 1979. Men nu er Stuhr altså blevet professionel filminstruktør, og han kan sit håndværk. Filmen er sikkert lavet - og er flot i fotografering og navnlig lyd (med musik af gamle garvede Wojciech Kilar). Ideen er ikke dårlig - for så vidt der presses så megen handling ind på de syv dage, at der opstår en ny fornemmelse af tidens enhed. Men måske er det lidt for meget af det gode, at det kan lade sig gøre for hovedpersonens barnløse ægteskab at få gennemført en - naturligvis - forhastet og på grund af ægteskabskrisen forkastelig adoption fra den ene dag til den anden.

Det problematiske ligger nu først og fremmest i hovedpersonens medvirken i et mands- og drengekor. Det er ganske vist et af filmens clou, at man har engageret Stefan Stuligosz' fremragende kor fra Poznan til at lægge stemmer til, men to af korets medlemmer i filmen er så meget ude at svømme psykisk, at de i praksis ville blive bedt om en tid at holde sig væk fra prøver og koncerter. Men på ugens sidste dag i filmen, om søndagen, gives der netop koncert i kirken. Hovedpersonen, iført smoking, kommer for sent, men går alligevel til skriftestolen inden han går op og synger sammen med koret. Hvorimod den anden uligevægtige forbliver ned på gulvet, hvor han skam også stemmer i med koret! Det må være denne slutning, der få en anmelder til at skrive, at Stuhr til forskel fra Kieslowski ikke stiller spørgsmålene, men kommer med svarene.

Stuhr har i et interview sagt, at hans tro er ganske ligetil; den er franciskansk, som han udtrykket det - og det vil i denne sammenhæng sige enfoldig. Og det er da i skønneste orden rent menneskeligt set, men måske netop svagheden kunstnerisk set.

Den religiøse sjæl

Det religiøse undgår man ikke i Warszawa eller i det hele taget i Polen, hvis man ellers vil ind til kernen af polsk kultur.

I september måned var der rig lejlighed til at blive mindet oms sammenhængen, fordi et par historiske datoer gav anledning til koncerter i Helligkorskirken med den prægtige akustik og med de mange mindetavler for store polske personligheder som Mickiewitz, Prus og Reymont. Chopins hjerte ligger i en søjle i kirken, ført dertil med tog fra Paris i okt. 1849 - bragt i sikkerhed i et kloster (af en tysk officer og Chopin-beundrer), da kirken skulle sprænges i luften i 1944, og bragt tilbage i slutningen af 1945. -

Den 4. september gav den tyske stat - i anledning af 60-året for 2. verdenskrigs udbrud, en (gratis) mindekoncert i kirken med opførelse af Mozarts Requiem - med den mest feminine dirigent jeg nogensinde har oplevet. Ikke lige min smag, men jeg må indrømme, at han tilføjede værket dimensioner jeg ikke kendte før. Og jeg tror Mozart ville have frydet sig. Det ville han dog næppe over de mange taler der indledte koncerten og som alle sammen skulle oversættes til polsk eller tysk. Det tog tre kvarter!

Den 17. sept. gav Solidaritets Valg Aktion (AWS) koncert i anledningen af 60-året for Sovjets overfald på Polen, ligeledes gratis. Denne gang var det Penderecki der opførte sit store kor- og orkesterværk "Credo" fra 98, med medvirken af bl.a. et kor fra Lwow i Ukraine. Koncerten blev først annonceret på plakater et par dage i forvejen, og jeg havde egentlig købt billet til den officielle indvielse af 'Warszawa Efterår 99' i Filharmonien, men valgte Penderecki. Og det fortrød jeg ikke. Værket er oprindeligt bestilt, uropført og også indspillet af den tyske dirigent Helmuth Rilling, men Penderecki gjorde det efter min mening bedre selv. Og det var også en oplevelse af dumpe ind midt på dagen og høre en time af prøverne.

Komponisten Karl Åge Rasmussen kan ikke rigtigt lide Penderecki, men affejer ham i 'Kan man høre tiden?' nærmest som glamour-dirigent, men hans to store kor- og orkesterværker fra de allerseneste år, 'Jerusalems syv porte', og omtalte 'Credo', viser efter min mening Penderecki på højde med sig selv, når han er bedst. Hvornår få vi disse mesterværker at høre i København? Ved koncerten den 17. var der indledning ved AWS' parlamentariske leder, Marian Krzaklewski, og en stedfortræder for premierminister Buzek, der var forhindret i at deltage. Penderecki blev med rette takket for sin holdning og musik. De enkelte satser i hans 'Polsk requiem' fra 1980-84 knytter sig til bestemte begivenheder og personligheder i Polens nyere historie: Solidaritets-monumentet i Gdansk, kardinal Wyszynskis begravelse, martyren, fader Maximilian Kolbe, der døde i Auschwitz, og Warszawa-opstanden i 1944.

Buzek var tillige med præsident Kwasnewski fra Socialdemokratiet personligt med på Slotspladsen (Plac Zamkowy) den 12.9., hvor man fejrede ti-året for dannelsen af den første frie regering efter kommunismens fald. Hædersgæsten var naturligvis forsoningspolitikeren Tadeusz Mazowiecki. Også general Jaruzelski var til stede, manden der 13.12.81. indførte krigsretstilstand vendt mod Solidaritet, men også manden der i 1989 indså, at kommunist-regimets tid var omme, og som gav plads for et retsligt set velordnet systemskifte. Derimod glimrede Krzaklewski og Lech Walesa ved deres fravær. Walesa vil ikke være i selskab med Jaruzelski - og modarbejdede i sin tid også Mazowiecki. Den nuværende premierminister, som personligt er protestant, undlod ikke at fremhæve, at det dybest set er pave Johannes Paul II man kan takke for systemskiftet. Jeg tror ikke Jaruzelski er uenig.

Men AWS og lillebroderen UW (Frihedsunionen) har det ikke let. Mazowiecki tilhører UW tillige med udenrigsministeren, historikeren Geremek, og finansministeren, den liberalistiske reform- og privatiseringsøkonom, Leszek Balcerowicz. I bussen kan man høre bemærkninger om denne Balcerowicz, og på en mur ses en graffitimalers kontante forslag: "Privatiser Balcerowicz". Den 24. var der store demonstrationer i Warszawas gader af landmænd, kulminearbejdere, sygeplejersker og andre utilfredse.

Meningsmålingerne er hverken gunstige for regeringen eller for Krzaklewski som præsidentkandidat. Denne mand har sit væsen imod sig og er taknemmeligt offer for karikaturtegnerne. Han pryder forsiden på et nyt satirisk månedsblad, der er kommet på gaden under titlen Kosciotrup (der betyder benrad, men også spiller på ordet kirke, der hedder kosciol). Krzaklewski fremstilles som en 'vi alene vide'-hertug. Og en af bladets vittigheder lyder: Hvorfor tog paven ikke Krzaklewski med i sin papa-mobile under besøget? - Fordi han ikke var sikker på at kunne få ham ud igen!. - En anden går på det anspændte forhold til premierministeren og lyder: Har du hørt, at Krzaklewski har haft en åbenbaring i Czestochowa (Polens hellige by). - Et syn? - Ja, han har set Matka Buzka (premierminister Buzeks moder). - Det sidste spiller på udtrykket Matka Boska, der betyder Guds moder, og er det almindeligste polske udtryk for Jomfru Maria.

Og så er sagens kerne nævnt igen, den kerne der får ikke bare troende protestanter til at vige tilbage, men i det hele taget almindelige mere eller mindre bevidste gudløse eller positivistisk indstilleder danskere til at følge sig fremmede overfor Polen. Dansk selvtilstrækkelighed og provinsialisme er en ting for sig, og vel kun den lidt pænere side af fremmedangsten og -hadet. Men med hensyn til Polen må det indrømmes, at der for langt de fleste vil være en stor hindring at overvinde: berøringsangsten med det religiøse. For kernen er ikke til at komme udenom.

Selv general Jaruzelskis gamle, berygtede pressemand, Jerzy Urban, der i sin tid spåede kirkens dage talte, og nu i sit ugeblad 'Nie' (Nej) rækker tunge af alt og alle, går aldrig uden om modpolen. Således har bladets faste citatrubrik fået navn i dialog med den katolske kirkes liturgi. I kirken slutter alle tekstlæsninger med ordene: "Dette er Guds ord". I 'Nie' heddet det.: "Dette er det sorte ord".

Heller ikke den ateistiske præsident Kwasnewski fra det omdøbte kommunistparti lader hånt om kirken. Han gjorde alt hvad han kunne for at modtage paven ikke bare med honnør, men åbent og imødekommende - og havde bl.a. ladet indrette et permanent kapel i præsidentboligen. Han drager fordel af, at hans meget udadvendte, smukke og dygtige hustru er praktiserende katolik - for det tæller i Polen. Han klarer i det hele taget jobbet så godt, at han skulle have særdeles gode chancer for genvalg om et år. Dette så meget mere som Krzaklewski er svækket ved signaler fra sin uberegnelige forbundsfælle, Lech Walesa, der kan tydes i retning af, at denne måske pønser på at stille op.

Madonna-dyrkelsen i Polen er vist uden sidestykke i verden. 'Guds moder' er jo ikke blot Jesu moder, men 'Polens Dronning', og har været det gennem århundreder. På Muzeum Narodowe (Statens kunstmuseum) er der adskillige alterbilleder med Guds moder som den centrale figur, ja der er billeder, hvor hun er omgivet af lutter helgeninder, så man ikke lades i tvivl om Mariadyrkelsens klare modsætning til kirkens officielle mandshierarki. Og man skal stedse huske, at Mariadyrkelsen ikke er teologernes påhit, men et fænomen der har udviklet sig frit og broget nedefra, så teologerne efterfølgende har haft uhyre besvær med at indpasse det i dogmatik og kirkeliv. Og man skal også stedse huske, at katolicismen er en kropslig religion lige så meget som en intellektuel. Den har derfor et helt andet tag i det hele menneske end fx protestantismen.

Alle kirker har særlige madonna-altre - ofte kopier af den berømte Sorte Madonna i Czestochowa. Og de er ikke til pynt. De bruges dagligt af tusindvis af mennesker, hvad man kan overbevise sig om ved tilfældige besøg i kirkerne. Min 'sognekirke' under det månedlange besøg i Warszawa, 'Zbawiciela' (Vor Frelsers) har hver eneste dag særdeles stor søgning til Madonna-alterets billede, der netop i juni var blevet 'kronet' af paven. Det vil sige, at det bogstaveligt talt var blevet forsynet med en gylden krone på Marias hoved. Og polakkerne kan deres Mariabønner med det faste refræn: "Hellige Maria, Guds Moder! Bed for os syndere, nu og i vor dødstime. Amen". For at følge med i gudstjenesten er det nødvendigt for udlændinge at købe det lille hæfte med månedens liturgi, som hedder 'Oremus' (latin for 'Lad os bede') og koster en 4-5 zl. Det indeholder ikke alene de faste led i liturgien, men samtlige bibeltekster der læses op de enkelte dage.

Pavens yderst succesrige syvende pilgrimsfærd til sit hjemland i juni måned skete under mottoet "Gud er kærlighed". Og sådan opfattes forholdet i Polen. Alle der har set 'Dekalog 1' vil huske Maja Komorowska som fasteren der på drengens spørgsmål om guds eksistens netop svarer ved at trykke ham varmt ind til sig. Sagen i en nøddeskal - og i entydigt billed- og kropssprog.

Men kirken er også en magtorganisation, og som sådan underkastet loven om magtens uundgåelige korrumption. Det magtorganisatoriske ses i kirkens problemer med økonomiske transaktioner og med intern homoseksualitet. Og det ses i dens stillingtagen til cølibat, abort og prævention, men også i spørgsmålet om den rette lære. Nok deltager den katolske kirke i økumenisk arbejde, men den hævder fortsat at være den eneste sande kirke. Og selvom den ikke længere farer frem med bål og brand mod kættere, så har den ganske effektiv metode i ekskommunikationen og i den mere begrænsede udelukkelse fra læreembeder. Det sidste har bl.a. ramt den tyske teolog, Hans Küng, og sætter automatisk manden udenfor: hans argumenter vægtes ikke længere som katolske, men som en udenforståendes. Sådanne metoder afslører kirkens indre modsigelse - for ånd og kærlighed er uden grænser og skel. Disse er magtens og ortodoksiens sprog. Her er katolicismens brudflader verden over - og de vil også komme stærkere frem i Polen i takt med den sekularisering, der er i fuld gang som følge af den politiske og økonomiske frihed.

P.G. Lindhardt sagde i sin tid meget rammende om dansk kristendom i forrige århundrede, at gudsfrygten var omvendt proportional med flæskepriserne, det vil sige nøje afhængig af levestandarden. Generelt gælder, at de moralske forskrifter altid er strengest hos de fattigste, de mest udsatte og mest truede, herunder minoriteter af alle slags. De er simple og nødvendige overlevelsesregler. Efterhånden som overlevelsen lettes, slappes moralen. Hvor der ikke blot er velfærd, men overflod, er der også vellevned - med tendens til ringeagt for både naturens ressourcer og ansvaret for kommende generationers muligheder for overlevelse.

Polen undgår i de kommende år ikke sådanne store ændringer i den moralske opfattelse, at det af nogle vil opfattes som moralsk opløsning. Paven neddæmpede ved den nylige pilgrimsfærd sin kritik af forholdene, men har tidligere udtalt stærk vrede over dem. Hans Hellighed har enorm indflydelse i dagens Polen, indirekte såvel som direkte. Men hvad sker der den dag om ikke så lang tid, da paven ikke længere hedder Johannes Paul den Anden? Det er et helt åbent og afgørende spørgsmål.

Warszawa - en messe værd

Warszawa er en flot og charmerende by med et væld af seværdigheder, museer, teatre og koncertmuligheder for almindelige turister. Kunstmuseerne og slottene er et kapitel for sig, som her kun er nævnt parentetisk. Museet for moderne kunst var i øvrigt midlertidigt lukket, så det var et plus at man kunne tage en afstikker til det fremragende kunstmuseeum i Lódz. Og at man kunne se Dali på Królikarnia-slottet, en flot udstilling, der løber sideordnet med den på Arken i Ishøj, og som har ét fortrin frem for Arken-udstillingen, nemlig ikke mindre end 105 af Dalis utroligt smukke bibelske billeder. Det er virkeligt en kæmpeoverraskelse, at denne surrealist, der er på hjemmebane når det gælder Rabelais, har kunnet lave så sigende og renfærdige bibel-illustrationer.

Det skal da tilføjes, at man også kan spise godt og billigt i Warszawa. Uden at have smagt bigos (sød-sur kål med kød), barszcz (rødbedesuppe - fx med kroketter), pierogi (med eller uden kød) eller sledz z smietanie (sild i fløde) har man ikke været i Polen. Også øllet er velsmagende. Og der er mange mærker at vælge mellem: Zywiec, Lech, Ocokim, Helviusz - bare for at nævne nogle. Dertil kommer vodkaen og likører som Trójniak eller Goldwasser!

Sekularisering

Men skal man ind til polakkernes sjæl og historie, gør man klogest i at gøre besøget til en decideret valfart, så man får direkte føling med det religiøse. Det særligt spændende ved at følge udviklingen i Polen - og ikke mindst i Warszawa - i disse år er nemlig først og fremmest, at man kan følge en sekularingsproces, som ikke har sin lige. Den vil foregå hurtigere end noget andet steds i verden, men den vil samtidig foregå på et bevidsthedsniveau, som er væsentligt anderledes, end da sekulariseringen skete andre steder i verden, fordi dette niveau nu er langt mere åbent og universelt. Sekularisering i dag er ikke blot en adskillelse mellem stat og kirke (og dermed åndslivets definitive frigørelse fra autoritære instanser), men også en afklaring af forholdet mellem en 'kold', værdifri naturvidenskab og en værdi-relateret, kvalitetsbetonet eksistensforståelse. Den er med andre ord ikke som tidligere sekularisering vendt imod kirken i misforstået angst for det religiøse. Og den er heller ikke vendt imod moralen som sådan, men alene mod den blinde autoritetstro. Den betragter tværtimod det etiske, religiøse og åndelige som en nødvendig dimension i tilværelsen, der er fuldt ligeværdig med den teknisk-naturvidenskabelige og økonomisk-politiske.

Sekulariseringen står først og fremmest i komplementaritetens tegn. Det afgørende bliver derfor - i Polen som i det øvrige Europa - om et fuldt generaliseret komplementaritetssynspunkt bliver en integreret del af det nye århundredes bevidsthed eller om man - trods disse nye muligheder - vil halte videre i en håbløst forældet og aldeles uafklaret positivitisk problemstilling, hvor man siger enten tro eller viden, enten religion eller naturvidenskab, i stedet for både-og.

Det dynamiske energifelt, der kan kaldes et folks sammenhængskraft, er yderst levende og aktivt i Polen. Det polske folk er dybt rodfæstet i sin historie og sin kristendom - ikke mindst på grund af de mange års undertrykkelse. Men det er nu et frit folk i en åben verden, præget af globaliseringstendenser - økonomisk, politisk og kulturelt og bevidsthedsmæssigt. Og det gør landet og dets hovedstad ekstra spændende for besøg, valfart, studium og indføling.

Warszawa er en hovedstad med stærkt stigende centraleuropæisk betydning og er allerede derfor en valfart værd for enhver der interesserer sig for Europas fremtid.

Til toppen   Til forside   Printversion  
utils postfix clean
utils postfix normal