utils prefix normal JERNESALT - vangogh

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.11.04.


Mordet på Theo van Gogh

Gik han for vidt i kritikken af muslimerne?

Nedskydningen på åben gade i Amsterdam af den kontroversielle filminstruktør Theo van Gogh har vakt bestyrtelse i det ellers forholdsvis stilfærdige og tolerante Holland, fordi det til forskel fra mordet i maj 2002 på den karismatiske, nyskabende og succesrige politiker Pim Fortuyn ikke blev begået af en enkeltstående ideologisk galning, men derimod af en yderst bevidst muslimsk ekstremist der tilhørte en organisation af folk der hader det vestlige demokrati, dets kvindefrigørelse og ytringsfrihed som pesten.

Det blev formentligt også begået som erstatningsmord for en likvidering af det liberale somalisk-hollandske parlamentsmedlem, filmens manuskriptforfatter Ayaan Hirsi Ali, der på grund af trusler på livet i længere tid har måttet beskyttes af livvagter, og som efter mordet har måttet gå under jorden, for ikke at lide samme skæbne som van Gogh.

Mordet skyldtes givetvis at van Gogh med sin elleve minutter lange film om muslimsk undertrykkelse af kvinder, 'Submission', havde stødt rettroende muslimer voldsomt fordi den ikke blot fortalte en bestemt muslimsk kvindes lidelseshistorie, men gjorde det så provokerende som det overhovedet kunne gøres ved at vise kvinden bede til Allah kun iklædt et let slør over den nøgne krop og samtidig afslørede at denne krop dels var mærket af piskeslag, dels af påskrevne citater fra Koranen.

Piskeslagene stammede fra den ældgamle muslimske straf på 100 slag for utroskab. Koran-citaterne gik på selve disse regler for straf som er yderst kendetegnende for et mandsdomineret samfund af primitiveste art, der ikke tolererer nogensomhelst afvigelse fra gældende norm.

Det anstødelige ligger for det første i at lade en nøgen kvinde bede bønner til Allah, for det skal enhver anstændig muslim gøre i tildækket eller påklædt tilstand. Og for det andet i at placere dele af den hellige skrifts tekster på et i muslimske øjne så profant sted som en nøgen kvindekrop.

Unægteligt en provokation over for troende muslimer. Og unægteligt også opsigtsvækkende for alle andre, så meget mere som lydsidens beretning og bønner og billedsidens samtidige gliden hen over kvindekroppen mange steder ledsages af piskesmæld, der skal fastholde indtrykket af det barbariske i primitiv sharia-lov. Når hertil kommer, at filmens beretning om en onkels gentagne incest over for kvinden fortælles med en tvetydigt berørt stemme, forstår man i og for sig godt muslimernes stærke reaktioner. Filmen er heller ikke rar at se for ikke-muslimer.



Det hele er fra van Goghs side lavet så bevidst manipulatorisk og propagandistisk, at man på den ene side ikke er i tvivl om hensigten: at henlede hollændernes og verdens opmærksomhed på den modbydelige kvindeundertrykkelse der finder sted i visse muslimske lande og familier og som er helt uforenelig med normerne i demokratiske vestlige samfund. På den anden side bekræfter det også udsagnene om at van Gogh aldrig forsømte nogen lejlighed til at fornærme andre.

Filmen er fiktion og ikke dokumentation, men dens historie er ikke opdigtning, men tværtimod baseret på Ayaan Hirsi Alis egen viden og erfaring fra opvæksten i Somalia, der udover tvangsægteskabet med en mand hun ikke kunne fordrage bl.a. også indebar den barbariske omskæring, der som bekendt aldrig har haft hygiejniske formål, men alene at demonstrere at det i visse patriarkalske samfund er manden der råder over kvindens krop og seksualitet.

Man kan spørge om det er hensigtsmæssigt at lave et så provokerende og hensynsløst ærligt angreb på den muslimske kvindeundertrykkelse. For hvem henvender filmen sig til? Hvem vil få den at se? Vil den overhovedet rokke en eneste muslim i overbevisningen om Koranens ukrænkelighed og de muslimske normer for kvinders placering, adfærd og seksualitet? Eller vil den bekræfte fordommene blandt vesterlændinge om, at islam er kvindeundertrykkende?



Reaktionerne har været dobbelte.

I Holland har selve mordet på van Gogh udløst kriminelle hævnakter mod flere moskeer og en enkelt muslimsk skole, formodentligt iværksat af fremmedfjendtlige, højreorienterede fanatikere. Mordet og filmen har desuden i både Holland og andre lande rejst en debat om såvel muslimers kvindesyn og forhold til demokratiet som ytringsfriheden og dens grænser.

I TV2's 'Dags Dato Special' onsdag den 10. blev klip fra filmen fulgt op af en diskussion med en gruppe unge muslimske kvinders umiddelbare indtryk og vurdering af filmen, redaktør Poul Erik Skammelsens interview med forfatteren Mohammad Rafig og borgerrepræsentanten Tanwir Ahmad (RV) samt reportage af Svenning Dalgaard fra Amsterdam. Også Ayaan Hirsi Ali blev interviewet om sine egne erfaringer.

Det mest bemærkelsesværdige var, at de muslimske kvinder, der med en enkelt undtagelse bar tørklæde, var ubetinget forargede over filmen og mente at den var til skade for muslimerne, fordi den generaliserede ud fra et enkelt tilfælde af vold og undertrykkelse. En sådan historie kunne lige så godt være sket blandt ikke-muslimer, påstodes det. Kvinderne, der var samlet til mødet af Tanja Nyrup Madsen, mente slet ikke at Ayaan Hirsi Ali havde fattet hvad islam er, siden hun gav islam skylden for sin undertrykkelse.

De mente ytringsfriheden var blevet misbrugt af van Gogh og Ali - og havde egentlig stor forståelse for mordet på ham, uden dog at acceptere det. For som en af dem (en uddannet læge uden tørklæde) formulerede det: Hvis jeg kommer med en eller anden ekstrem udtalelse om dette samfund, så ved jeg, at jeg vil blive overvåget af PET. Så når den somaliske kvinde kommer med ekstreme udtalelse om islam, så må hun vide, at hun vil blive overvåget af muslimer. Hendes risiko er selvvalgt.

Forfatteren Mohammad Rafig tog klart afstand fra mordet på van Gogh, men mente at hans barske og provokerende film gik over stregen, fordi den ikke gjorde selve det store problem med kvindernes undertrykkelse synligt og dermed heller ikke den store forskel mellem muslimsk og vestligt kvindesyn, men han måtte konstatere, at den gængse indstilling i de muslimske kredse han kom i var, at van Gogh havde fortjent sin skæbne.

Tanwir Ahmad fandt filmen ensidig og usmagelig. Den var efter hans mening med til at fastholde og stigmatisere muslimerne i et stereotypt billede. Ytringsfriheden er hverken absolut eller ubetinget. Der er tilfælde hvor ytringsfriheden må vige. Der bør følge et retligt ansvar med en film som Submission. For der er mindretal der føler at deres religiøse følelser her bliver stødt. Mordet var en ugerning, men det værste er, at sagen bliver benyttet til generelle angreb på muslimer og deres religion.

Enige kunne disse to muslimer ikke blive. Men det var påfaldende, at en mand som Ahmad, der ellers er medlem af et så frisindet parti som Det radikale Venstre, kunne være så totalt afvisende over for den meget mere åbne og frisindede Rafig. Ahmad virkede lukket og fanatisk, og det kom faktisk også frem i udsendelsen at han tidligere havde kritiseret Rafig og hans holdninger så stærkt i pakistanernes radiokanal at det førte til trusler mod Rafig og hans familie, ja voldeligt overfald på ham.

Alt i alt en særdeles god, oplysende og nyttig tv-udsendelse.



DR2 viste torsdag van Goghs film in extenso og havde efterfølgende debat mellem integrationsminister Bertel Haarder, folketingsmedlem Louise Frevert (DF), etnisk konsulent Manu Sareen (forfatter til bogen 'Når kærlighed bliver tvang'), danskfødte imam Abdul Wahid Pedersen og studerende Mona Sheik (tidl. RV) med Klaus Bundgård Povlsen som ordstyrer.

Debatten løb flere gange af sporet, fordi den bl.a. kom til at dreje sig om regeringens villighed til at poste penge i oplysning og kontaktmøder mellem muslimer og statsministeren. Påstand stod ofte mod påstand, og deltagerne talte ofte i munden på hinanden, så seerne slet ikke kunne høre hvad der blev sagt. Fem mand i en diskussion af denne art er simpelthen to for meget - medmindre ordstyreren har mulighed for at lukke mikrofonen for dem han ikke har givet ordet.

Men det fremgik da, at Abdul Wahid og Mona Sheik begge havde problemer med ytringsfriheden i den forstand, at de nok måtte tage afstand fra mordet på van Gogh, men samtidig hævdede at der burde være grænser for det tilladelige i krænkelse af islam.

Manu Sareen, der fuldtud forstod nødvendigheden af at få gang i diskussionen om den muslimske kvindeundertrykkelse, påpegede at problemet i højere grad var socialt end religiøst. Kvindeundertrykkelsen, tvangsægteskaberne, den ubetingede tro på Koranens sandhed og alle de dermed forbundne primitive normer trives først og fremmest i muslimske familier der kommer fra landsbysamfund og som modsætter sig ethvert brud på dette samfunds normer. Disse muslimer er oftest lavtuddannede og fattige. De integreres ikke, men isolerer sig.

Louise Frevert hævdede - uden at blinke med øjnene - at selve den muslimske religion var primitiv og kvindeundertrykkende - og derfor uforenelig med demokrati og dansk kultur.

Integrationsministeren bebrejdede folk som Abdul Wahid Pedersen og Fatih Alev at de altid udtalte sig om problemer som kvindeundertrykkelse og ytringsfrihed på uklar måde i stedet for at tage klar stilling, så almindelige muslimer i Danmark kunne oplyses om hvad demokrati egentligt er. Imamerne må i højere grad på banen for at vejlede indvandrerne om demokratiets normer, men det ville - lød indvendingen fra Mona Sheik - kræve en dansk uddannelsesmulighed for imamer, og det var der åbenbart ikke penge til. Sareen mente, at det heller ikke ville løse problemet, for de muslimer der har hårdest brug for oplysning og vejledning kommer end ikke i moskeerne.



Allerede søndag behandlede Deadline (Martin Breum) sagen i en diskussion mellem skuespilleren Farshad Kholgi og Omar Shah. Sidstnævnte var manden der på den lukkede mail-debatliste 'Danmarks Forenede Cybermuslimer' havde udtrykt tilfredshed med mordet på van Gogh. "Synd for ham at han ikke længere kan nyde sit perverse kunstværk eller rettere: Gudskelov og må Allah den ophøjede give hans morder 'tålmodighed i hårde tider'". - Udsagnet var blevet lækket af en debattør på siden, hvad der gav anledning til både chok og vrede hos andre af deltagerne. Debatlistens ordstyreren, den bl.a. fra DR2's 'Tal med Gud' og Politikens 'Det religiøse rum' kendte imam Fatih Alev, kaldte lækagen kujonagtig og uhæderlig, og han ville følge den op.

Det kan ikke ligefrem kaldes fremmende for en nødvendig debat. Og Omar Shah for sit vedkommende modererede da også i Deadline sine udtalelser en smule, men fastholdt synspunktet principielt, hvorimod Farshad Kholgi som det liberale og sekulariserede menneske han er naturligvis var lodret uenig og holdt på ytringsfrihedens ubegrænsethed og nødvendighed.



Kholgi skal i udtalelser til Jyllands-Posten have efterlyst klare protester mod mordet fra fremtrædende danske kulturpersonligheder. Men Jyllands-Postens henvendelser til sådanne gav mestendels udensomssnak. Specielt undrede redaktionen sig angiveligt over Ebbe Kløvedal Reich, der forklarede den danske tilbageholdenhed med at Theo van Gogh ikke som Anna Lindh var fra vores naboland og ikke en charmerende og klog kvinde! Avisen peger med rette på, at det samme kunne siges om Salman Rushdie, men da han blev truet med fatwa'en fra det iranske præstestyre var fanden løs verden over.

I Politiken lørdag kunne det konstateres at tavsheden fra danske kulturpersoner skyldes mange grunde, bl.a. træthed (Inge Eriksen). Men også at kunstnerne er bange (Kåre Bluitgen), og at de unge ikke tør blande sig (Anne Marie Helger). Eller at kunstnere er blevet æsteter (Jens Galschiøt). Mikael Olsen (producer på Zentropa) mente - i modsætning til forfatteren Janne Teller - slet ikke at kunstnere har et særligt ansvar. Stig Dalager mente demokratiet er i fare. Jens Martin Eriksen at multikulturalismen er en illusion. Mens Jytte Rex kaldte påstanden om kunstnernes tavshed en myte. Men det er efter hendes mening rimeligere at reservere protesten til den forfærdende statsterror der i disse år udføres af sindsforvirrede magthavere som Bush, Putin og Sharon.



Hele sagen viser ganske klart, at også Danmark efterhånden er blevet et land der med lidt enøjethed kan deles i tre temmeligt adskilte kulturer.

Først en borgerlig, nationalt sindet kultur der ønsker ubetinget værn om dansk kultur og demokrati, herunder ytringsfrihed og religionsfrihed, og som kræver integration og integrationsvilje af alle indvandrere samt indgreb over for enhver trussel mod ytringsfriheden.

Dernæst en mere social og humanistisk kultur der nok kan acceptere en vis historisk betinget national rodfæstethed, blot den ikke bliver for stærk, men til gengæld ingen grænser sætter for indvandringen, ingen ubetingede krav stiller til indvandrerne og som er yderst tilbageholdende med kritik af muslimer og den islamiske religion selvom den vitterligt medfører så mange problemer.

Den tredje og sidste gruppe er naturligvis indvandrerne selv, og især de ca. 200.000 muslimske indvandrere hvis religion og fortsatte tilhørsforhold til eget eller forældres oprindelsesland sætter dem i et problematisk forhold til vestlige og demokratiske normer. De kan dog ikke betragtes som en homogen gruppe, men tværtimod som opdelt i vidt forskellige subkulturer, hvoraf nogle vil fremme tendensen og viljen til integration, mens andre vil modvirke den, ja åbenlyst stimulerer had til vesten.



At dømme efter en udmærket kronik af den hollandske kommentator Paul Scheffer i Politiken 11.11. er problemerne i Holland blevet så påtrængende, at segrationen (adskiltheden) i de store byer tager til i stedet for at tage af, hvad der igen vil sige at der findes områder i disse byer der er styret af vold. Og dette skyldes ikke mindst det forhold, at mange muslimer i Europa lever som ikke-sekulariserede mindretal i stater der iøvrigt er sekulariserede.

Hovedproblemet for de ikke-integrerede muslimer er at de dybtgående er splittet mellem indvandrerlandet, hvis rettigheder de nyder, og oprindelseslandet, hvis kultur de stadig føler sig knyttet til. Men en sådan splittelse lider på et eller andet tidspunkt uundgåeligt skibbrud. For det er ikke muligt at være loyale mod begge lande, for så føler man ingen virkelig forpligtelse over for nogen af dem. Frihed forpligter til ansvar for de fælles frihedsrettigheder.

Her ligger utvivlsomt årsagen til mange imamers vanskeligheder og påstået uklare tale. De står ofte selv splittede mellem tilknytningen til den historiske betingede religion og kultur de kommer fra og den nye kontekst de må leve i. Allerværst - og helt uacceptabelt - er det naturligvis hvis de slet ikke forstår den nye kulturs sprog, normer og regler.



Men uanset opfattelsen af personerne Theo van Gogh og Ayaan Hirsi Ali kommer ingen af parterne i Holland eller Danmark eller noget andet europæisk land uden om hovedspørgsmålet: Er det på længere sigt muligt for de muslimske indvandrere at integrere sig reelt og fuldstændigt i demokratiske og sekulariserede samfund, der bygger på ytringsfrihed og religionsfrihed og som adskiller stat og religion på den afgørende måde, at det er den verdslige lovgivningsmagt, og alene den, der fastsætter de konkrete normer for eller udmøntninger af frihedsrettighederne?

I det demokratiske og sekulariserede samfund - som det danske eller hollandske - er det hævet over enhver tvivl at ytringsfriheden indebærer friheden til kunstneriske udtryk der er anstødelige, også selvom det er religiøse følelser der stødes. Der er masser af eksempler fra de seneste 100 år der viser, at kunstnere har kunnet forarge kristne mennesker dybt gennem udtalelser om kristendommen, kirken, Gud, Jesus, dogmerne og andet uden at blive slæbt i retten, endsige dømt for nogetsomhelst.

Det er muslimerne der har et problem, hvis de nærer den opfattelse at deres religiøse følelser ikke på nogen måde må stødes gennem udtalelser eller kunstneriske frembringelser der åbenlyst anfægter islams, Koranens, Allahs eller Profetens absolutte sandhed. Der er naturligvis i orden, at muslimer betragter Koranen som den åbenbarede sandhed og Allah og Profeten som absolutte autoriteter der ikke kan betvivles, det tilsvarende gælder for mange kristne i forhold til Biblen, Gud, Jesus og Paulus. Men sekulariseringen betyder, at sådanne opfattelser ikke længere kan betragtes som objektive kendsgerninger, men som subjektive eksistentielle sandheder.

Uanset om man kan lide Theo van Goghs og Ayaan Hirsi Alis film Submission eller ej, så har de i vore demokratiske og sekulariserede samfund været i deres fulde og soleklare ret til at lave den og vise den - uden at skulle risikere nogensomhelst overlast endsige livet fra hverken statsmagtens eller borgernes side.

Mordet på Theo van Gogh og truslerne mod Ayaan Hirsi Ali er skændige forbrydelser, der bør retsforfølges, som det da også sker i Holland.

Muslimernes reaktioner på 'Submission' er forståelige, så længe vi taler om rent følelsesmæssige og verbale reaktioner på noget der støder dem. Men den er absolut uacceptabel hvis den fører til vold og mord eller blot trusler herom. Men ikke nok med det. Den fører i sidstnævnte fald også til helt forudsigelige modreaktioner i form af den fordømmelse den rejser og de ulovlige aktioner mod moskeer vi har set.

Verbale reaktioner af den art vi har set i TV2's 'Dags Dato Special' fra Tanwir Ahmads og især de unge muslimske kvinders side rystede ikke blot folketingsmedlemmer som Anne Baastrup (SF) og Elisabeth Arnold (RV), men også Mohammad Rafig. Men det burde det vel egentlig ikke gøre, for det kan ikke komme bag på nogen, at der faktisk her i landet er veluddannede muslimer der ubetinget fastholder et fundamentalistisk syn på islams absolutte og ukrænkelige sandhed.

Ytringsfriheden gælder efter deres mening ikke når det først kommer til det nærgående eksistentielle spørgsmål om islams sandhed eller det muslimske kvindesyns forældelse. Kvindernes såvel som Ahmads syn bekræfter ulykkeligvis den udbredte opfattelse i den ikke-muslimske befolkning, som bl.a. trives i Dansk Folkeparti, at islam er uforenelig med demokrati og sekularisering. Ja, sat på spidsen, så er deres udsagn faktisk i langt højere grad end van Goghs film med til at cementere den negative generalisation om muslimerne de ellers selv tager afstand fra. Sådan fungerer nu engang de psykiske grundprocesser. Og helt uhyrligt er det at en af kvinderne finder det berettiget at muslimer overvåger folk der kritiserer islam på samme måde som Politiets Efterretningstjeneste overvåger borgere der truer statens sikkerhed. Her er netop ikke tale om statens sikkerhed.

Det afskyelige mord på Theo van Gogh har ikke blot afsløret en bevidst ekstremistisk muslim i forbryderisk aktion, men efterfølgende også umådeligt store vanskeligheder for selv tilsyneladende tilpassede og moderate muslimer med at acceptere det demokratiske og sekulariserede samfunds ytrings- og religionsfrihed fuldtud. Dette gør det kun endnu mere påkrævet med initiativer til sikring af integrationen og udelukkelsen af enhver tendens til segregation.

Religionskrig mellem islam og kristendommen bør for alt i verden undgås både nationalt og på verdensplan. Men et kultursammenstød mellem islam og den sekulariserede vestlige verden er forlængst blevet en påtrængende realitet. Og den vil gøre det nødvendigt for den vestlige verden at besinde sig på og værne om sine egne værdier og nødvendigt for muslimerne at vælge mellem fundamentalisme og sekularisering.

Uden sekularisering intet ægte demokrati og ingen ægte integration.



Tilføjelse 21.11.04.:

Den i det ovenstående anførte uhyrlige udtalelse om muslimers overvågen af folk der kritiserer islam havde kun henvisning til en ikke navn-given muslimsk læge, der i modsætning til de øvrige deltagere i Tanja Nyrup Madsens lille anmelderforsamling ikke bar tørklæde. Hendes navn var rigtignok angivet i TV2's-udsendelse ligesom de øvrige muslimske kvinders, men selvom hun skilte sig noget ud fra de andre, syntes der ikke at være grund til at fremhæve hendes navn specielt.

Men det blev der hurtigt, for det viste sig, at den pågældende veluddannede og begavede kvinde, Fatima Shah, var socialdemokratisk medlem af Herlev kommunalbestyrelse, og at hun omgående fik problemer med sit medlemsskab på grund af udtalelserne. Først tog et socialdemokratisk medlem af folketinget afstand fra dem med antydninger om muligheden for eksklusion, men i hvert fald nødvendigheden af en 'kammeratlig samtale'.

Siden blev socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, på et duelmøde med Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard konfronteret med BT's forside med et billede af Fatima Shah og overskriften: 'Hun går ind for stening', og så fandt han det nødvendigt at præcisere: "Hvis hendes synspunkter ellers er korrekt gengivet, så er der ikke plads til den slags synspunkter i vores parti. Så er det ud, og det kan jeg sige krystalklart."

Det kan man kun kalde en klog og kontant reaktion fra Lykketofts side. For tolerance over for sådanne udtalelser ville koste partiet dyrt - ikke mindst i forhold til vælgervandring til Dansk Folkeparti.

Men eksklusion blev ikke aktuel, for Fatima Shah foretrak at tage affære selv og - i fuld forståelse med borgmester Kjeld Hansen - melde sig ud af både socialdemokratiet og Herlev kommunalbestyrelse 'af personlige grunde', som Hansen sagde uden at uddybe dem. Det ville også kunne give problemer, for lovreglerne for valg til danske kommunalbestyrelser kræver faktisk særlige grunde til udtræden, så som sygdom eller fraflytning.

Men der er ingen grund til at rippe op i disse begrundelser, for løsningen er i enhver henseende god. Det er blevet klart statueret i socialdemokratiet, at man ikke kan have medlemmer der mener som Fatima Shah.

Intet af de i dag i Folketinget repræsenterede partier ville kunne have et medlem med Fatima Shahs synspunkter. Hverken når det gælder muslimsk tilslutning til Sharia-lovene og dermed stening af kvinder eller muslimsk overvågning af folk der ytrer sig kritisk om islam, koranen eller profeten Mohammed.

Så langt er vi heldigvis for længst nået i demokratisering og sekularisering. Det er muslimerne i Danmark og de øvrige europæiske lande der har et problem. Det er dem der halter bagefter ikke-muslimerne i denne henseende. Kun godt at de efterhånden får det tilkendegivet, så det ikke kan misforstås. For deres illusioner på dette område vil for altid forhindre integration.

Også med hensyn til den hollandsk-somaliske kvinde Ayaan Hirsi Ali, der er liberalt medlem af det hollandske parlament, men efter mordet på Theo van Gogh har måttet gå under jorden, fordi hun var manuskriptforfatter til hans film "Submission", er der grund til en tilføjelse, men den sker i særskilt artikel: Klik.



Henvisninger:

Terrorstatus august 1905  (8.8.05.)

Mordet på en karismatiker  (Pim Fortuyn myrdet maj 2002)

Sharia, Sherin og sekularisering  (Danmark/Religion - 29.9.02)
Artikel om Sherin-Khankan-sagen og Det Radikale Venstre

Islam - en trussel?  (26.7.02.)
Artikel om den vigtige forskel mellem islam og islamismen
og om truslen fra den politiske islam.

Religion, eksistens og sekularisering -
eller Religion, Politiken - og Europas fremtid
  (3.6.02.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal