Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - valg05b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.1.05.


Valget i TV - I - 19.1.

1: Deadline 22.30 - Martin Krasnik:  Klik
2: Jersild & Spin:  Klik



Deadline 19.1. kl. 22.30 - studievært Martin Krasnik

Da forskning og uddannelse er blevet udråbt som et hovedtema i valgkampen, havde Martin Krasnik naturligt nok inviteret forskningsminister Helge Sander fra Venstre og forskningsordfører Lene Jensen fra Socialdemokraterne i studiet. Og han startede lige så naturligt med at spørge dem om midlerne til forskningen her i landet var blevet forøgede eller formindskede i VK-regeringens tid.

Forudsigeligt mente Lene Jensen at midlerne var blevet færre, men Helge Sander at de var blevet flere. Og så kørte påstand mod påstand ellers lystigt mod hinanden, indtil Krasnik brød af og foreslog at man i stedet for kiggede på fremtiden, dvs på løfterne for fremtiden.

Men ak, også her stod påstand mod påstand, så vi arme seere ikke havde en jordisk chance for at følge med. Tal, prognoser og finanslovsplaner kan nu engang udlægges på mange måder. Sammenligninger med andre lande og med fortiden lider altid af skavanker i retning af forskellige konjunkturer og forudsætninger. Og hertil kommer at der er grænser for hvor mange tal der på én og samme tid kan være i hovedet hos folk der ikke sidder med problemerne til daglig. Her kunne tabeller og grafik på skærmen have været en hjælp.

Dette havde Krasnik og den øvrige Deadline-redaktion skam også forlængst indset, så studieværten kunne lancere en nyskabelse der hedder 'reality check' og som betyder at seerne på stedet får forelagt en eksperts vurdering af hvilke tal der er rigtige eller relevante.

I aftes var det samfundsøkonomen Mogens Ove Madsen fra Ålborg Universitetscenter der udlagde de tre grafer der blev vist på en særlig skærm i studiet (og med stor forsinkelse kom op i fuld størrelse på skærmen hjemme i stuen). Graferne viste udviklingen over flere år, og afslørede som forventeligt at forskningsministerens påstande måtte tages med forbehold for opgørelsesmetoder og -tidspunkt.

Det fik Helge Sander naturligvis lejlighed til at kommentere sammen med Lene Jensen, men ingen af de to havde haft mulighed for at se graferne, for skærmen de vistes på var placeret på et skillerum foran de to politikere. Graferne kom ud til seerne, men ikke til nogen skærm hos de to politikere. Sander rejste sig faktisk fra stolen for at komme om på den rigtige side af skillerummet, men måtte opgive. Og åbenbart havde de to politikere heller ikke fået graferne forelagt på papir eller skærm i forvejen. Deres kommentar måtte blive derefter. Ministeren fastholdt sine påstande, idet han blev ved at understrege realiteten i regeringens ekstrabevilling til forskningen på 8 mia kr., men hans modpart bestred den.



Formentlig er ingen seere blevet det fjerneste klogere. Lene Jensen kunne mageligt vinde på point i kraft af sin rolige, saglige og venlige fremtoning, mens ministeren tabte på sin påståelige facon, lidt lukkede attitude og utilfredshed med ikke at kunne følge præsentationen af graferne.

Martin Krasnik var dog den største taber, for dels er det hen i vejret at byde inviterede gæster den form for unddragelse af data de tvangsindlægges til at kommentere. Dels er den håbefulde unge mand blevet mere og mere ivrig og polemisk i den tid han har været studievært på Deadline.

Krasnik bliver meget ofte så ivrig at han begynder at stamme og hakke i det rigtigt godt og grundigt. Men han bliver også frækkere til at bryde af og formulere sine nye spørgsmål hårdt og polemisk. Hans metode er sikkert stadig vand i forhold til forhørsmetoderne hos politiet, men det er vel heller ikke den slags metoder et tv-interview på DR2 skal måles med. Krasniks faste kolleger på Deadline, Martin Breum og Kurt Strand, kan også være direkte og insisterende i deres udspørgen, men forskellen er, at de også kan lytte og give interview-ofrene chancer for at uddybe det de siger.



Den der skriver disse linjer har for ganske nylig haft lejlighed til under den Jødiske Film Festival at opleve Krasnik som en af fem paneldeltagere i en debat om blandede ægteskaber, og her kunne det samme ses. Den ubetrideligt dygtige og begavede unge mand med mange spændende synspunkter har svært ved at styre sin iver. Og det går ud over vægten af det han siger. Han kunne derfor vinde uhyre meget ved at komme ud over problemet - og det kunne måske ske ved at han finder ud af hvad der er forskellen mellem 'jeget' og 'selvet' i menneskets psyke. Dette emne er behandlet flere steder på disse sider, (jf. bl.a.  :
Jeget og selvet). Her skal blot nævnes, at det er jeget der polemiserer, men selvet der kan lytte og åbne sig for andres synspunkter uden automatisk at afvise dem.

At give selvet mere plads i sin psyke hedder derfor 'relativisering af jeget', men det hedder også humor. For det fører med Martin Bubers vise ord et menneske ind i netop det "tragediens område hvor det at have ret hører op".



Men lad der også falde et par velmente ord til det nydesignede studie for DR2's Deadline. Det er ualmindeligt rædselsfuldt, ligesom pause-grafikken af endeløse trappegængere i metroen og bilister på motorvejen er ualmindeligt irriterende. Begge dele er udtryk for dårlig smag, men da smag og behag kan diskuteres, har et sådant argument naturligvis ikke større vægt i sig selv. Men interiøret støder altså først og fremmest ved sin ensformige, hårde og blanke glas- og metalflader - af den art man fortrinsvis finder i moderne barbersaloner man går langt uden om.

Mere præcist må studiet og pausegrafikken kaldes meget postmodernistiske løsninger der synes fundet med det ene formål at forhindre folk i at falde i søvn. Men hvis man ikke kan klare en public-relation-opgave ved hjælp af indholdet i udsendelserne, så kan programmet virkeligt være ligegyldigt. Så falder folk fra i stedet for at falde i søvn.

Begge nyskabelser er så uhyggelige at undertegnede efter valget alvorligt vil overveje at fravælge Deadline-udsendelserne i alle andre tilfælde end hvor det af forhåndsomtalen på programmets hjemmeside fremgår at der kommer personer man absolut må høre og se.



Jersild & Spin - på DR2   (19.1. kl. 23.00-23.30)

Jens Olaf Jersild har længe haft udmærkede programmer på DR2 under eget navn, og i anledning af valget har han lanceret en serie aktuelle interviewprogrammer om spinfænomenet i dansk politik. Hvornår er en nyhed plantet for at manipulere, og hvornå er det "den ægte vare", og er der overhovedet en forskel, spørger han blandt andet.

I aftes var gæsterne i det lille, intime, men praktiske og behagelige studie to erfarne mediefolk, Se & Hør's chefredaktør, Henrik Quortrup, der har været rådgiver for Anders Fogh Rasmussen, og Lotte Hansen, der har været presserådgiver i bolig- og erhvervsministeriet.

De mente begge, at der ved den igangværende valgkamp ville være endnu mere spin end tidligere, fordi det ganske enkelt var nødvendigt for politikerne, og da især for de to spidskandidater til statsministertaburetten. Og dette skyldtes igen, at forskellene mellem partierne var blevet mindre. Alle appellerer til de samme vælgere, nemlig vælgerne på midten. Og især Anders Fogh Rasmussen gjorde sig i 2001 bemærket ved med største konsekvens at lave 'en omvendt Blair', dvs bevæge sig målrettet ind på midten blot fra højre i stedet for som Blaire fra venstre.

Der kom udmærkede synspunkter frem om sagen fra begge gæster, der stille og roligt og uden at behøve at drive polemik mod hinanden kunne pege på relevante sammenhænge. Men Jersild undlod desværre helt at anfægte hele den fastgroede forestilling om at politik kan måles på en højre-venstre skala. Det kan den hverken fra Blair's eller fra Fogh Rasmussens synspunkt. Begges bevægelse ind mod midten kan tværtimod uden større besvær fortolkes som deres ærlige vilje til at søge væk fra det gamle klasseskel der låser såvel partier som vælgere fast i en helt forældet blokpolitik. Men det blev altså ikke selve denne tredje vejs fornuftige mulighed der kom på tapetet.

Alle, men stærkest Quortrup, gik ud fra som givet, at forskellen mellem partierne er blevet mindre og mindre, og at det derfor stort set kan være hip som hap om den ene eller anden partiformand bliver statsminister. Der er visse nuancer der skiller, men dybest set er politikken den samme. Derfor drejer valget sig om hovedpersonerne. Hvem vil flertallet af vælgere have som statsminister? Hvem synes de bedst om, og hvem finder de mest troværdig og handlekraftig.



En meningsmåling der blev foretaget og offentliggjort allerede under valgkampens første aften i den på DR1 transmitterede duel mellem samtlige partiformænd - og så at sige blev spin i spinnet - viste klart, at Anders Fogh Rasmussen fører i spørgsmålet om hvem vælgerne ser som handlekraftig og troværdig. Mogens Lykketoft ligger endda bag efter de radikales leder i målingen.

Resultatet førte til god belysning af to forhold. For det første den kendsgerning at Anders Fogh Rasmussen hurtigt var kommet over sin mindre heldige udtalelse ved åbningen af folketinget i 2003, hvor han havde lagt sig ud med mange af landets pædagoger og i det hele taget landets kvindelige vælgere ved at lægge afstand til den rundkredspædagogik han faktisk selv har været udsat for som forælder. Han slap fra udtalelsen ved at besøge en skole - og dér sætte sig ned på gulvet sammen med børnene og synge og klappe med på deres sang. Det har intet med kritisabel rundkredspædagogik at gøre - for den kører på spørgsmålet 'Hvad mener du?'. Men alligevel ikke en situation Fogh brød sig om, men som han med Quortrups ord gjorde som en slags bodshandling. Og den syntes vel at mærke modtaget som sådan.

For det andet belystes den kendsgerning at Mogens Lykketoft var meget uheldig med sit udseende den dag valget blev udskrevet, fordi han - af uvis årsag - ikke brugte briller, og derfor kom til at se væsentligt ældre ud end når han bruger moderne, klædelige briller. Dette prøvede han så dagen efter at råde bod på i et gymnasium i Albertslund ved foran den fyldte aula at tage nogle dansetrin som bevis for at han skam ikke var så gammel endda. Men det gjorde - som vi alle kunne se på filmoptagelsen - kun sagen værre. For det virkede fuldstændigt unaturligt for manden. Ingen forbinder umiddelbart Lykketoft med dans. - Manden har nu fået briller på i reklamer og i virkeligheden. Men hans image i vælgernes øjne vil blive meget svært at ændre.

Det var fine eksempler på, hvor meget tv-mediet kan afsløre af folk, og hvor meget politikernes fremtræden i medierne derfor betyder for deres muligheder for at trække stemmer og vinde en valgkamp.



Men man kunne dog samtidigt konkludere, at de samme eksempler i grunden viser, at der i virkeligheden er og altid i det moderne samfund vil være snævre grænser for spindoktorers held med manipulationerne. Det er da muligt at en effektiv spindoktor ville have sørget for, at Mogens Lykketoft ikke mødte op til duel på TV2 tirsdag aften uden briller. Men ingen kan bilde mig ind, at almindelige mennesker med normal sund sans ikke alligevel uden ringeste besvær ville kunne finde ud af, at der er forskel på Lykketoft og Fogh hvad angå alder, udadvendthed, handlekraft og målrettethed. Man behøver for den sags skyld bare at sammenligne Lykketoft med forgængerne Nyrup og Auken for at se at han virker ældre end godt er for en mand der kandiderer til statsministerposten.

For at sige det ligeud: Mogens Lykketoft har fra starten af kampen mod Nyrup været en fejltagelse som formand for socialdemokraterne.

Men naturligvis er valget 2005 ikke afgjort endnu. Quortrup undstregede meget rigtigt, at man kan være ganske rolig for at Anders Fogh Rasmussen vil gøre alt hvad der står i hans magt for ikke at vise den hybris der i 1998 fældede Uffe Ellemann Jensen og som bestod i at denne halvandet døgn før valget erklærede at sejren var hjemme. Derfor vil der naturligvis være spænding om valgets udfald helt frem til den 8. februar.

Jens Olaf Jersild klarede første omgang af sine spin-programmer fortræffeligt, engageret og ivrig som han er, men med stor lydhørhed for gæsternes mening. Programmerne bringes frem til valgdagen mandag, onsdag og lørdag med genudsendelser de andre dage.



Henvisninger:

Jeget og selvet

Deadlines hjemmeside

Jersild-programmets hjemmeside

Folketingsvalgets perspektiver  (19.1.05.)



Efterfølgende artikel om valget og medierne:

Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
men må alligevel føre til overvejelser i Venstre

Politiske parametre  (6.2.05.)
helhedsrealistisk principper for politisk vurdering

Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
- dristig, men rettidig udmelding fra Venstres formand om liberalismen

Haarder og Dybkjær om socialrådgivere  (3.2.05.)

Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)
- er dagbladet i virkeligheden blevet reaktionært?

Radikal manipulation med Haarders ord  (31.1.05.)

Deadline under lavmålet  (25.1.05.)
i interviews med Anders Fogh og Mogens Lykketoft



Andre relevante artikler: se rubrikken:  Medier



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal