utils prefix normal JERNESALT - valg05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.1.05.


Folketingsvalgets perspektiver

Så blev det valg udskrevet der egentligt skulle have været udskrevet den 4. januar, men udskudt på grund af naturkatastrofen i Asien. Folketingsvalget holdes tirsdag den 8. februar - og valgkampen er omgående gået i gang. Alt har været klart. Alle har været forberedt. Ja, det ville kun have irriteret alle, om valget var blevet udskudt yderligere en uge eller to.

Et vigtigt hensyn for statsminister Anders Fogh Rasmussen har kommunalreformen været. Den skal nemlig helst i hus inden folketinget går på sommerferie, og det ville udelukke et valg før efteråret, medmindre det tages straks. Og et valg til efteråret ville komme i karambolage med det kommmunalvalg der under alle omstændigheder skal finde sted i november og som vil blive ekstra vigtigt på grund af de nye kommunegrænser.

Meningsmålingerne spiller nok også ind - i hvert fald indirekte. For de siger ganske vist intet præcist om hvordan det vil gå, men peger dog trods alt i den rigtige retning for regeringen. Havde de samstemmende vist den modsatte tendens, kunne det jo godt være statsministeren havde foretrukket at vente med valget.

Men der er ingen tvivl om, at det bekommer Anders Fogh Rasmussen godt, at det kalendermæssigt bedste tidspunkt for et folketingsvalg falder i bedste hak med pilen fra meningsmålingerne. Alt tyder på at VK-regeringen kan få mandatet fornyet til en ny periode. Sandsynligheden taler også for at Dansk Folkeparti igen får rollen som støtteparti. En fremgang for Det radikale Venstre kan ikke udelukke at dette parti kommer en smule nærmere indflydelsen, men der er fortsat meget der skiller de radikale fra VK's politik.

Det ser for øjeblikket ud til at Kristendemokraterne får svært ved at komme over spærregrænsen, og at Centrumdemokraterne næppe får held til et come-back. Socialistisk Folkeparti holder formentligt stillingen, men heller ikke mere, for partiets ja til den nye EU-traktat har nok bragt det nærmere regeringsdueligheden i tilfælde af socialdemokratisk valgsejr, men samtidigt stødt de hårde EU-modstandere væk. Dette vil Enhedslisten sikkert lukrere på.

Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft har netop forelagt partiets valgudspil om flere i arbejde, og det vil partiets kandidater formentligt gøre hvad de kan for at ud til vælgerne. En energisk og veltilrettelagt valgkamp kan givetvis flytte nogle stemmer, men partiet kan ikke komme uden om sit formandsproblem. Mogens Lykketoft er en overordentlig dygtig politiker - især hvad finanspolitikken angår. Men han ligner ikke en statsmand, og er heller ikke aldersmæssigt på den rigtige side af stregen. Han får mere end svært ved at hamle om med en statsminister der både er vokset betydeligt med opgaverne i de sidste tre år og har vist sig som en handlekraftig og samlende skikkelse.



Der tales meget om at partierne i dag benytter sig af spindoktorer og medieeksperter til at rådgive og profilere sig. Ja, der tales hver gang om afsmitning fra USA. Det hele har vel også fået en klarere professionalisme - og koster altsammen flere og flere penge. Men fænomenet har været der altid. Medierne er bare anderledes i dag end for hundrede år siden. Og det er i sidste ende noget helt andet der afgør partiledernes succes eller fiasko. Det er nemlig fortsat deres personlige udstråling eller karisma.

For Anders Fogh Rasmussens vedkommende grines der blandt hans modstandere lidt af hans fremtræden på Venstres landmøde i november, fordi han dels stillede op på scenen i skjorteærmer, dels hverken brugte manuskript eller talerstol. Da han alle dage har været perfektionist med kontrol over alt hvad han overhovedet kan kontrollere, ser mange mennesker næsten automatisk blot indstudering i en sådan fremtræden. Man glemmer imidlertid mandens personlige udvikling og ser altså bort fra, at Anders Fogh Rasmussen ikke blot i almindelighed er vokset med opgaven (som de allerfleste gør), men samtidigt har øget sin grad af integritet.

Statsministeren siger ikke hvad han siger, fordi han med spindoktorernes bistand har fundet ud af hvad midtervælgerne gerne vil høre, men fordi han mener det han siger. De der tvivler på dette, tager fejl af manden - og vil derfor uundgåeligt undervurdere hans styrke.



Hovedtemaerne for valgkampen bliver utvivlsomt de indenrigspolitiske spørgsmål, for på det udenrigspolitiske felt er der ikke de helt store uenigheder.

EU-politikken er bestemt af det nationale kompromis om den nye traktat, som skal til selvstændig afstemning i det kommende år, og vil ikke kunne påtvinge vælgerne den store interesse. Kun Enhedslisten synes at kunne vinde en beskeden fremgang på fokusering på EU- og Irak spørgsmålene.

FN-politikken er der heller ikke nævneværdig uenighed om. Danmark er blevet medlem af Sikkerhedsrådet for de næste to år og vil naturligvis prøve at fremme de synspunkter som der er bred enighed om i tinget.

Irak-krigen skilte folketinget, da den blev indledt, men i dag er der ingen større uenighed om at det vil være bedst for udviklingen i Irak, at de danske styrker bliver dernede, indtil irakerne kan klare opgaverne selv. Venstrefløjen vil naturligvis gerne gør emnet til hovedtema i valgkampen, men både socialdemokrater og radikale finder det uansvarligt at trække de danske tropper hjem i utide - og overhovedet snakke for højt om en dato.

Desuden gælder, at regeringen fra starten har begrundet sin deltagelse i krigen med henvisning til FN's resolutioner og Saddam Husseins afvisning af ubetinget samarbejde. Der er derfor objektivt set ikke noget at komme efter, som statsministeren ofte har sagt. Man kan indvende, at dette er at underspille udfordringen. For i denne ligger også et historisk ansvar for at bekæmpe den internationale terrorisme i og med at man støtter alle demokratiske kræfter i Mellemøsten. Der vil uden tvivl ske markante ændringer i regionen de næste fire år - uanset valget i Irak den 30. januar. Præsident Bush og Condoleezza Rice vil ikke ligge på den lade side i den sag.



Indenrigspolitisk ligger det fast, at forsknings- og uddannelsespolitikken, beskæftigelsen, børnefamilierne, ældreplejen, udlændinge- og indvandrerpolitikken, skatten og velfærdspolitikken bliver centrale emner. Det fremgår af partiernes egne udspil, men også af meningsmålingerne.

Alle disse områder har med økonomien at gøre, og derfor ser man allerede den sædvanlige jongleren med tal og gensidige beskyldninger for at manipulere med tallene. Sandheden er, at man i politik kan opgøre tal for økonomiske forhold på mange forskellige måder, og at ingen af dem nødvendigvis behøver at være ringere end de andre. Ingen af parterne behøver heller nødvendigvis at være ude på bevidst vildledning, endsige løgnagtighed. De fleste bruger simpelthen blot de beregninger der passer bedst til belysning af deres politik. Og hvad fremtiden angår, må man altid huske, at der aldrig gives sikre prognoser, men kun mere eller mindre kvalificerede gæt.

Uhyre megen tid i valgtalerne og avisspalterne vil gå med at lægge tallene frem på den ene og den anden måde. Nogle vælgere følger nøje med i udlægningerne og sammenligningerne. Andre gider ikke. Og formentligt flyttes der ikke ret mange stemmer på dette grundlag. For sagen er, at de fleste vælgere slet ikke går efter beviser de alligevel ikke kan kontrollere, men efter deres fornemmelse af, hvem der er mest troværdig og hvem der vil den vej man selv ønsker udviklingen skal gå. Også den endeløse og kostbare strøm af valgpropaganda har begrænset effekt. Vælgerne er heldigvis i et oplyst land som Danmark ikke så dumme som man vil gøre dem til.



Det er svært at bestride, at den politiske kamp i dag foregår på midten af dansk politik, og at alle partier derfor med undtagelse af Enhedslisten stort set appellerer til de samme vælgere, naturligvis med nuancer der skyldes deres traditioner og deres gamle bindinger til bestemte befolkningsgrupper. Men vælgere bliver i kraft af deres bedre og bedre uddannelse og socialstand mere og mere mobile med årene. Og dette betyder uundgåeligt, at intet parti længere kan bygge på tilslutningen fra deres gamle vælgere. Kernevælgere findes stadig, og de skal fortsat plejes, men det er de mobile vælgere der afgør valgene.

I og for sig kunne man så sige, at det næppe vil gøre den store forskel om det bliver det ene eller det andet parti eller den ene eller den anden koalition af partier der vinder valget. For deres politik ligner hinanden til forveksling. Der er simpelthen snævre grænser for deres råderum. Ansvarlig økonomisk politik begrænser mulighederne. Og konjunkturerne spænder tit ben for planer.

Men helt ligegyldigt er valget trods alt ikke, og sådan vil det næppe heller blive opfattet af vælgerne. Stemmeprocenten fejler fortsat ikke noget ved valgene her i landet. Og vil næppe heller gøre det denne gang. Folk er ikke ligeglade med hvem der regerer landet. For trods alt betyder konsensuspolitikken ikke total balance i dansk politik. Det ville også være dræbende for initiativ og fremdrift. Partiernes evne og vilje til at fastholde en given kurs i forhold til konkurrenterne og til fortidens skævheder og forsømmelser har til syvende og sidst stadig sin betydning.



Der er således fortsat i dansk politik en mærkbar forskel mellem de partier der forsøger at trække udviklingen i retning af lidt større stat og dermed beskyttelse af de enkelte borgere og dem der forsøger at trække udviklingen i retning af lidt mindre stat og dermed større frihed til de enkelte borgere. De første prioriterer ligheden og den sociale tryghed over friheden. De sidste gør det modsatte. Modsætningerne er fundamentale, fordi de er komplementære: de er til alle tider hver for sig berettigede og relevante, men går aldrig op i en højere enhed.

Hele konsensuspolitikken og ønsket om at fastholde en grundlæggende velfærdspolitik betyder, at nuancerne bliver væsentligt mindre end i gamle dage - derfor ordene 'lidt større' over for 'lidt mindre' i spørgsmålet om statens rolle. Men derfor også betydningen af at en given regering får mulighed for at føre sin politik igennem som en kontinuerlig proces over mere end en enkelt periode.

Her spiller det ikke alene en stor rolle, hvilke partier der får chancen for at danne regering, men også hvilken partileder der får chancen for i første omgang at blive regeringschef og i anden omgang at få forlænget sit mandat. Der er ingen tvivl om at Anders Fogh Rasmussen her står langt stærkere ved det forestående valg end sin socialdemokratiske modkandidat.



Men hertil kommer at spændingsfeltet i dansk politik ser ud til at have forskubbet sig betydeligt i de sidste år og vil fortsætte med det endnu mange år. Grunden er Dansk Folkepartis stærke stilling, dets appel til mange vælgere der ellers traditionelt skulle tilhøre socialdemokraterne, og dets ansvarlighed som parlamentarisk støtteparti for VK-regeringen.

Dansk Folkeparti kan i og for sig godt tænkes at blive svækket noget ved valget, men næppe mere end at det fortsat vil være naturlig basis for en sikker borgerlig regering. Det er kommet frem, at Det konservative Folkeparti gerne ser at valget ender med at VK-regeringen får større uafhængighed af Pia Kjærsgaard, om det så skal blive gennem større afhængighed af Marianne Jelved. Men for det første er det ikke sikkert dette vil lykkes eller overhovedet vil gøre det lettere for en VK-regering at komme igennem med sin politik. For det andet forekommer det at være en yderst kortsynet drøm.

Dansk Folkeparti er i dag et ægte midterparti med tilslutning fra mange såkaldt almindelige mennesker, hvilket i politisk sammenhæng vil sige ikke-akademikere eller ikke-intellektuelle. Har man blot nogen respekt tilbage for sådanne jævne mennesker, vil man betragte det som en selvfølge at Dansk Folkeparti er respektabelt og stuerent. Det betyder blot ikke, at det nødvendigvis skal blive hvor det er. Det er faktisk en mulighed, ja undertiden en opgave, for ethvert parti at flytte sine vælgere et stykke for at kunne følge trit med udviklingen og bevare indflydelsen.

På længere sigt vil Dansk Folkeparti meget vel kunne blive afhængig af at opbløde sin stilling til EU og de muslimske indvandrere for at kunne styrke sin position. Uden en ændring af den blanke afvisning af EU og al dets væsen blive partiet ikke regeringsdueligt. Der er langsomt sket en ændring i befolkningens øjne på EU, der allerede kunne ses ved det dårlige resultat DF fik ved EU-parlamentet. Topkandidater som Ulla Dahlerup og Mogens Camre er til skade for partiet.

Dansk Folkepartis udtalte fremmedfjendtlighed forekommer i dag ikke alene mange gange alt for snæversynet, men også urealistisk. Et flertal i folketinget har heldigvis kunnet enes om så markante stramninger af udlændingepolitikken, at presset på integrationsmulighederne i nogen grad er blevet mindsket - og dette skal fastholdes - men det er helt urealistisk at forestille sig at de indvandrere og efterkommere af indvandrere der allerede er blevet danske statsborgere skulle kunne smides ud af landet. Opgaven her er ikke at gøre kort proces, men at integrere bedst muligt. Og det kræver ikke alene sprogkundskaber, arbejde og accept af sekulariseringen fra muslimernes side, men også at man fra ikke-muslimsk side respekterer muslimerne som mennesker, hvilket i sidste ende også vil sige at respektere deres religion.

Det vil blive en kæmpemæssig opgave for politikerne de næste mange år at få integreret de muslimske indvandrere i det danske samfund. Og den vil kun lykkes, hvis parterne bløder op i deres forestillinger om religion og sekularisering.

Danmark skal under ingen omstændigheder gøres multikulturelt, således at vi får flere parallelkulturer i samfundet. Men det religiøse liv skal fornyes på en sådan måde, at adskillelsen mellem politisk og religiøs magt fastholdes ubetinget samtidig med at man får et så stort historisk perspektiv ind i kulturudviklingen at man kan begynde at øjne muligheden for en forsoning mellem kristendom, jødedom og islam.

Stort set alle partier har meget at lære på dette punkt. De vil uden tvivl i den kommende valgperiode blive tvunget til at revidere de fleste af deres gamle fordomme og hele deres indifferens på dette område. Venstre sidder med nøglen til denne udvikling, hvis partiet genvinder regeringsmagten. De konservative vil sagtens kunne formås til at følge med. Socialdemokraterne og de radikale vil længst muligt gå uden om problemet som katten om den varme grød. Spørgsmålet kan blive om Dansk Folkeparti vil kunne høre, hvad fuglene synger. Deres store problem er en alt for snæver kristendomsforståelse.



Spændingsfeltet i dansk politik ligger imidlertid fremover på dette område, og derfor vil Dansk Folkeparti set fra et borgerligt partipolitisk synspunkt også vedblive at være en større udfordring i dansk midterpolitik end socialdemokraterne. Dette indebærer faktisk også at det ikke i længden vil være hverken klogt eller muligt at give socialdemokraterne veto-ret i spørgsmålet om de velfærdsreformer der vil komme på tapetet i løbet af den næste valgperiode, selvom de først for alvor bliver aktualiseret ved folketingsvalget om tre-fire år.

Velfærdskommissionen skal have lov at gøre sit arbejde færdigt, men velfærden og velfærdsreformer hører med til den politiske debat. Og de borgerlige partier og vælgere bør én gang for alle indse, at socialdemokraterne ikke har patent på velfærdssamfundet. Det var faktisk i Tyskland en borgerlig regering med Ludwig Erhard som økonomiminister der indledte udviklingen af det moderne velfærdssamfund i Vesteuropa. Og dette er nøjagtigt lige så liberalt som socialt i sin idé.

Netop derfor kan et velfærdssamfund ikke bære at en stigende del af befolkningen ikke tager ansvaret for deres egen tilværelse og økonomi. Velfærd er ikke bare noget man får eller tager, men også noget man er med til at give andre.

Et velfærdssamfund kan heller ikke bære at en stigende del af landets bruttonationalprodukt går i de offentlige kasser for derigennem at havne i den særforsorg der med Jørgen S. Dichs ord er gået hen og blevet et kulturfænomen, dvs. at en særskilt klasse i samfundet så at sige lever af at gøre andre til klienter i stedet for at gøre dem til ansvarlige mennesker. Det var grundfejlen i dansk politik at dette fik lov at ske i 1970erne og frem.

Vi skal ikke have en minimalstat, men det kan fortsat være gavnligt med et skattestop der betyder mindre stat og mindre særforsorg, til fordel for mere personligt ansvar og initiativ samt mere forskning og uddannelse.

Under alle omstændigheder skal velfærdssamfundet altid være under udvikling for at at kunne opretholdes som model.

Set ud fra det komplementære helhedsrealistiske synspunkt som Jernesalt har anlagt skal velfærdssamfundet fastholdes i sin komplementaritet mellem individ og samfund og mellem liberalisme og socialisme.

Det skal fastholdes som en dansk enhedskultur med en rigdom af subkulturer, med respekt for det enkelte menneske og den enkeltes religiøse tro og med åbenhed over for omverdenen og fremtiden.



Jernesalt vil i de kommende uger følge denne artikel op med kommentarer til partiernes valgkamp og mediernes dækning, og vil herunder fastholde sine helhedsrealistiske parametre.



Henvisninger:

Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)

Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
men må alligevel føre til overvejelser i Venstre

Politiske parametre  (6.2.05.)
helhedsrealistisk principper for politisk vurdering

Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
- dristig, men rettidig udmelding fra Venstres formand om liberalismen

Haarder og Dybkjær om socialrådgivere  (3.2.05.)

Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)
- er dagbladet i virkeligheden blevet reaktionært?

Radikal manipulation med Haarders ord  (31.1.05.)

Deadline under lavmålet  (25.1.05.)
i interviews med Anders Fogh og Mogens Lykketoft

Folketingsvalget i medierne (løbende serie fra 20.1.05.)

Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger   (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Hatten af for Karen Jespersen  (10.10.04.)
Valgoptakt i Danmark  (14.9.04.)



Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03. - om Jørgen S. Dich)

Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener



Introducerende artikler til Jernesalt:

Politik, magt og afmagt  (30.12.04.)

Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.)
som kulturens tre hovedkilder

Kristendommen passé?  (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?

Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen

Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)
ny film om Niels Bohr, Københavnerfortolkningen og komplementariteten



Se endvidere:  Eksistentielt værdimanifest - i forkortet udgave



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal