utils prefix normal JERNESALT - vaerdier12

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.7.04.


Indledning til værdimanifest

Primærprocessen
Sekundærprocessen
Den subjektive virkelighedskarakter
Følelser og videnskab
Komplimentariteten
Henvisninger til øvrige afsnit



At værdier er subjektive betyder helt konkret, at verden først får virkelighedskarakter for mennesket ved hjælp af de følelsestoner eller -kvaliteter, det enkelte menneske knytter til den ved accept eller rejektion. Med følelsestoner eller -kvaliteter menes intet i retning af emotioner eller følelser som glæde, munterhed, vrede eller sorg, men blot mindste grader eller omfang af følelser der afgør om en sansning som fx synet af en person eller smagen af mad i munden får fortegnet god eller dårlig. Det samme gælder for såvel emotioner som forestillinger. Heftes der ikke en sådan følelseskvalitet på sansningen eller forestillingen, kan den ikke identificeres eller genkaldes. Den registreres og huskes slet ikke af den person der sanser, føler eller forestiller sig noget. Og der reageres heller ikke på den. Er følelseskvaliteten derimod positiv, reageres der med accept. Er den negativ, reageres der med afvisning. I begge tilfælde registreres og huskes den ubevidst.

Alt sammen sker nemlig for spædbarnets vedkommende på før-sprogligt plan, dvs på de psykiske primærprocessers plan, der er karakteriseret ved at intense følelser er ustabile. Det er de svage, stabile følelser der er basis for udviklingen af de psykiske sekundærprocesser der igen er forudsætningen for den nødvendige identifikation af sansninger, følelser og forestillinger og dermed også for genstandsbevidsthedens, jeg-bevidsthedens, sprogets og logikkens udvikling. De er ligeledes basis for al evne til at prioritere behov, fortrænge ubehagelige erfaringer og socialisere sig m.v. De intense, ustabile følelser vil derimod ofte blokere for disse sekundærprocesser.

De to slags psykiske grundprocesser fungerer side om side i alle menneskers liv og ses i såvel positiv som negativ form på snart sagt alle felter, herunder kunst, politik, religion og humor, men også reklame, propaganda og polemik samt almindelig omgang mellem mennesker.

Hovedkendetegnene for de to processer er følgende:



Primærprocessen     
Til toppen    Næste

Følelsestonerne er ustabilt bundne, men kan til gengæld være intense.

Intense følelser kan være såvel usædvanlig klare, lyse, varme og livsbefordrende som usædvanligt diffuse, mørke, kolde og skræmmende. Den første slags ligger bag alle oplevelser af helhed, mening, sammenhæng, 'åbenbaring', 'sandhed' og 'gudsskue'. Den anden slags bag alle oplevelser af meningsløshed, splittelse, fortvivlelse, gru og fortabelse.

Intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften.

De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.

Følelserne er forskydelige:
- En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen.
- To ting der har den mindste lighed betragtes som identiske.
- Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske.

Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.
Der er intet skel mellem jeget (subjektet) og omgivelserne (objektet).

De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet.

Der er ofte ambivalens over for samme genstand.

Billeder, metaforer, spontane symboler og arketypiske forestillinger spiller en fremtrædende rolle i alle disse primærprocesser.



Sekundærprocessen     
Til toppen    Næste

Følelsestonerne er svage, men stabilt bundet til deres genstande.

De kan derfor give præcision og konsekvens i tænkningen.

Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser.

Behovstilfredsstillelse kan derfor udskydes og prioriteres.

Sproget opnår præcision:
- Objekter kan identificeres. Ords betydninger kan afgrænses.
- Klassifikation, abstraktion og generalisation muliggøres.
- De logiske konstanter kan anvendes
  (dvs ordene eller ordparrene: ikke, både-og, enten-eller, hvis-så).

Logisk konsekvens og modsigelsesfrihed tilstræbes.

Der er klart skel mellem fantasi og virkelighed.

Der er tidsfornemmelse:
- fortiden har erindringskarakter,
- nutiden har aktualitetskarakter
- fremtiden har fantasikarakter.

Der er skel mellem jeget (subjektet) og omgivelserne (objektet).

Fortrængning af fx traumatiske oplevelser fra bevidstheden er mulig.

Der kan ske en nuanceret og realistisk opfattelse af omverdenen
og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til den.
Tilpasningen kræver ikke principiel udelukkelse af primærprocesserne.



Den subjektive virkelighedskarakter     
Til toppen    Næste

Selvom vi mennesker lægger den største vægt på denne fornuftige tilpasning til omverdenen, og ikke mindst siden oplysningstiden har været tilbøjelige til uden videre at regne viden, rationalitet og realisme for basis for kulturen og fremskridtet, spiller subjektiviteten fortsat den allerstørste rolle i alle menneskers liv, fordi det er den der giver omverdenen hele sin virkelighedskarakter og tilværelsen hele sin mening.

Den subjektive virkelighedskarakter er i tid forud for den objektive, naturvidenskabelige både individuelt og slægtsmæssigt/samfundsmæssigt. En rent rationalistisk, nyttebetonet opfattelse af virkeligheden ville derfor være en indsnævring, der ville betyde fremmedgørelse af mennesket. Kun en følelsesmæssig tilknytning til omverdenen giver mennesket den eksistentielt nødvendige følelse af at være hjemme i verden og kunne se en mening og et formål med sin tilværelse.

Det er dette der menes med, at subjektiviteten er sandheden. Det vil nemlig ikke sige, at de vildeste vilkårlige, subjektive meninger om verden i form af fordomme, illusioner, idiosynkrasier, vrangforestillinger eller overtroiske forestillinger har nogetsomhelst at gøre med objektiv sandhed, sandhed som er fælles for eller kunne være fælles for alle normale voksne mennesker. Det betyder derimod at kun den aktive, personlige og subjektive værditilknytning til verden har eksistentiel sandhed for et menneske.



Følelser og videnskab     
Til toppen    Næste

Den almindeligt akcepterede opfattelse af, at menneskelivet kan opdeles i kendsgerninger og følelser, og at det kun er kendsgerningerne der kan gøres til genstand for videnskab, har haft en skæbnesvanger indflydelse på hele vores kultur, fordi den har overladt det eksistentielt væsentlige i livet til tilfældighedernes spil eller til den vilkårlighed i subjektiviteten der skyldes manglen på konsekvens og konsistens.

Men følelserne er ikke andenrangs fænomener i vores tilværelse, men simpelthen dem vi lever på. Tog vi følelserne ud af tilværelsen, blev der bogstaveligt intet tilbage, for vi kunne i så fald ikke engang opfatte den såkaldt døde materie og slet ikke opleve mening og sammenhæng. Og de kan i allerhøjeste grad gøres til genstand for udforskning, beskrivelse og krav om bevidstgørelse og konsistens.

Når der er forvirring på følelsernes område, ligger det i den naturlige mangel på sproglig præcision. Sprogligt dækker følelserne alt - lige fra stille og stabile følelsestoner over for ting og mennesker af den art der falder ind under de sekundære processer til de voldsomste ukontrollable affekter, fobier og angsttilfælde der falder ind under primærprocesserne. Det er de første der er betingelsen for, at vi overhovedet kan opfatte tingene nøgternt, lære at genkende dem og lære et sprog, der knytter ordene stabilt til tingene og til forholdet mellem dem. Uden de stabile følelsestoner ingen kultur, ingen videnskab og ingen spiritualitet overhovedet. Men det er de intense ustabile følelser og forestillinger der bestemmer fortolkningen af tilværelsens subjektive værdi, og det er derfor livsvigtigt inden for dette felt at kunne skelne mellem de konstruktive og de destruktive følelser og forestillinger.

Hvad videnskaben frabeder sig, er naturligvis ikke de nødvendige, stabile følelsestoner, men affekterne, de intense, undertiden altoversvømmende følelser, som gør det umuligt for folk at bevare hovedet koldt, og som får dem til at mistyde tingene og relationerne til andre mennesker. En videnskab der vil være sit navn bekendt må naturligvis være forpligtet på at tilstræbe den størst muligt objektivitet, og det vil i praksis - hvor vi aldrig kan leve op til absolutte idealer - sige den størst mulige subjektuafhængighed. Målinger i fysik og kemi bør principielt være uafhængige af, hvem der foretager målingerne, ligesom også afgørelsen af om en bilist har kørt spirituskørsel eller ej, bør være uafhængig af, om det er den ene eller anden læge der tester bilistens blod.

Men det betyder ikke at videnskaben på nogen måde kan erstatte de subjektive sandheder om eksistensen. Derfor vil selv videnskabsfolk, der jo til dagligt arbejder systematisk og målrettet på at knyttet stabile følelser til deres videnskabelige forskning, men som ind imellem vil opleve intense, men ustabile lykkefølelser over de opdagelser og fremskridt de gør ('heureka'-oplevelser eller 'åbenbaringer' af sammenhæng), have brug for almene bekræftelser på deres positive tilknytning til den ikke-videnskabelige verden i form af de oplevelser som findes i kærlighed, sex, kunst, humor og religion.



En meget væsentlig forskel mellem systematisk videnskabeligt arbejde og den dagligdags praktiske tænkning er fordommenes karakter og indflydelse. Når brændt barn skyer ilden, er det klart udslag af primærprocessernes forenklede slutninger. Barnet drager den fejlagtige slutning, at al ild er farlig, hvor den voksne ud fra sin nuancerede erfaring ved, at man sagtens kan omgås ild uden at brænde sig, men naturligvis bør vide noget om ildens lovmæssigheder og tingenes brændbarhed. Og når tyv tror, at hvermand stjæler, er det tilsvarende en forenkling der beror på manglende erfaring om andre mennesker og deres forskellighed. Al racisme kommer ind under denne for primærprocesserne karakteristiske forenklingslogik. Den sætter signaler eller etiketter på førsteindtrykkene - og har siden svært ved at komme væk fra dem.

Videnskaben derimod modarbejder systematisk alle fordomme og primitive signalværdier ved at undersøge tingene tilbunds på mange forskellige måder - eksperimentere, gentage forsøg, sammenligne osv - og iøvrigt udvise største forsigtighed med at drage konklusioner på et for spinkelt grundlag. Videnskabens styrke ligger ikke mindst i, at den undgår at sætte primitive signalværdier på objekterne.

Videnskaben har herved givet mennesket en stadig bedre og nyttigere viden om tingene og deres indbyrdes relationer og dermed også en stadig bedre teknologi som grundlag for det materielle fremskridt. Den kan blot ikke stå alene i det menneskeliv der ønsker helhed, mening og sammenhæng og som derfor fortsat er henvist til de psykiske primærprocessers uundværlige, men problematiske erfaringer.



Komplementariteten     
Til toppen

I virkeligheden er primærprocesserne og sekundærprocesserne at betragte som komplementære opfattelsesmåder, dvs synsvinkler der udelukker hinanden på samme tid, men som kan veksle med hinanden og som tilsammen udgør den eneste mulige metode til sikring af et fuldstændigt, realistisk syn på den hele tilværelse.

Kærlighed, seksualitet, kunst, humor og religion er i særlig grad knyttet til de psykiske primærprocesser og deres love om intensitet, ustabilitet, suspension af tidsfornemmelse og suspension af årsagslove og logik. Det er på disse områder at kreativiteten udfolder sig og også her den begejstring, oplevelsesrus, lykkefølelse og vished om tilværelsens mening melder sig som er så eftertragtet af alle mennesker i alle aldre, og hvis fravær giver en undertiden livstruende følelse af at livet er gråt og trist.

Tydeligst ses dette naturligvis hos børn og unge, fordi disse endnu ikke er blevet bornerte og Ún-dimensionale, men stadig er fulde af håb og forventning og åbne over for erfaringer af det åndelige, evige og numinøse. Det er også disse forhold der ligger bag den undertiden ekstreme og umættelige jagt på oplevelser, spænding, fart og fest, som kendetegner de fleste unge, og som får dem til at eksperimenter med farlige stoffer med det resultat at de i hvert fald i perioder kan få store vanskeligheder med at tilpasse sig det almindelige borgerlige liv.

Ikke mindst for dem er det vigtigt at få fat på komplementariteten og fuldtud forstå det værdifulde i såvel det rolige borgerlige og relativt Ún-dimensionale liv som det mere festlige kreative, flerdimensionale og grænsesprængende liv.

Der ligger fundamentale menneskelige værdier i begge måder at forholde sig til livet på, men også farer, risici og trusler, som man må lære at kende.

Men selve det dynamiske spændingsfelt mellem primærprocesserne og sekundærprocesserne er dybest set det vi kalder ånd og som ikke alene placerer os med adgang til en uudtømmelig inspirationskilde, men også over for en instans der forpligter os moralsk.

Komplementaritetssynspunktet benægter ikke den logiske uforenelighed af enten-eller modsætninger, men den kommer ud over dem ved at acceptere deres berettigelse hver for sig og sideordne dem i den totale bedømmelse.

Komplementariteten er dermed alternativet til såvel den absolutte dualisme som den absolutte determinisme. Den bryder 'forstandens forhekselse' af dual-tænkning og årsagslov, og dermed dualismens og determinismens tvangspræg. Den muliggør fuld accept af tilværelsens usikkerhed, uberegnelighed, mangetydighed og flerdimensionalitet.



Øvrige afsnit:

Forord

Naturen som fundamental værdi   (2. afsnit - 15.7.04.)
Samfundet som fundamental værdi   (3. afsnit - 2.8.04)
Individet  (4. afsnit - 8.8.04.)
Erkendelsen   (5. afsnit - 13.8.04.)
Etikken   (6. afsnit - 20.8.04.)
Politikken  (7. afsnit - 27.8.04.)
Historien  (3.9.04.)
Kunsten og musikken   (10.9.04.)
Religionen og sekulariserinen  (17.9.04.)
Psykologiens dybdeindsigt  (22.9.04.)
Afslutning og efterskrift  (22.9.04.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal