Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - vaekst01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.8.12.

Har vi fået vækst på hjernen?

Det mener i hvert fald økonomen Jesper Jespersen at dømme efter en kommentar i Information, idet han postulerer at vækst foregives at være svaret på et hvilket som helst samfundsøkonomisk problem. Ja, den gode mand taler mytisk om 'dansen om guldkalven' og hævder, at da denne blev indledt, var der "ingen som gjorde sig tanker om, hvorledes dansen kunne bringes til ophør. For det økonomiske præsteskabs identitet knytter sig til vækst i pengeøkonomien." Her glemmes det imidlertid, at "hverken social gæld endsige miljøgæld kan tilbagebetales med guldmønter. Det giver derfor mening at agitere mod de vækstøkonomer der fortsat rådgiver rige landes regeringer, som om vækst var løsningen på de samfundsøkonomiske problemer."

Jespersen henviser til at det politiske system er for svagt og lobbyvirksomheden for stærk til at forhindre at overskudsproduktionen brændes af og at landmændene betales for ikke at øge miljøpresset yderligere. Banker betales for at sjofle videre med fælles værdier. Penge fra statskasser og illegale transaktioner er gængse veje ud af bankkriser, men også den direkte kurs mod nye kriser. Men øget vækst og velstand gør hverken de vestlige samfund bæredygtige eller folk mere lykkelige.

Og disse påstande er isoleret set så sande som de er sagt, men når de får Jespersen til at postulere at vi har fået vækst på hjernen, og når de kan friste redaktør Vibeke Sperling til 20.7. at opfordre Politikens læsere til at skabe 'Folkebevægelsen mod Vækst', så er der et eller ander der kikser, nemlig den psykologiske indsigt.



Lidt bedre synes det når en fhv. telegrafbestyrer på Grønland, Svend Grundtvig, i en besindig kronik i Politiken 24.7. gør gældende at verden vil eksplodere, hvis væksten fortsætter, for han skelner trods alt mellem forskellige former for vækst og har ikke det fjerneste mod intellektuel og åndelig vækst, men han retter først og fremmest søgelyset mod den katastrofale befolkningstilvækst der har mere end tredoblet befolkningstallet på kloden alene i hans egen levetid (på 91 år!) og som uundgåeligt øger behovet for føde- og forbrugsvarer - som igen uundgåeligt fremmer den politiske og erhvervsmæssige vækstfilosofi og samtidigt truer miljøet alvorligt.

Svend Grundtvig ser jorden som et stort biologisk væsen der gennem millioner af år har udviklet en balance mellem livsformerne, som mennesket imidlertid de seneste to-tre hundrede år har været og er i færd med at ødelægge. Grundtvig giver nærmest den menneskelige grådighed skylden, og påstår at vores levevis og forbrug nu er blevet selvødelæggende. Han mener tiden er inde til at vi frigør os for bindingen til ejendomsforholdet, der jo stimulerer grådighed og forbrug. Men til syvende og sidst kræves intet mindre end et sindelagsskifte. Forstanden må lære at tøjle følelserne og instinkterne - og dette må staterne, dvs. politikerne, hjælpe os til. Kommunismen har spillet fallit, men begivenhederne de sidste 10-20 år har også vist svaghederne ved de vestlige eller kapitalistiske økonomiske systemer. Med mange penge følger magt, og magt korrumperer. De som besidder store formuer, er ikke alle lige ansvarlige. Derfor må det være rimeligt at sætte ind over for pengenes magt. Uafbrudt vækst på kloden er i hver fald ikke ønskelig.

Igen må man indrømme, at der er meget rigtigt i tankegangen, men forestillingen om et sindelagsskifte der indebærer en tøjling af følelser og instinkter synes unægteligt behæftet med samme mangel på psykologisk indsigt som Jespersens og Sperlings: Ingen af disse analytikere synes at have begreb om hvad der har drevet udviklingen frem lige siden mennesket kom ind i biologien som et emergent fænomen og naturen dermed blev udvidet med en bevidsthed der totalt forandrede kloden som biologisk fænomen.



Det må betragtes som aldeles ubestrideligt at både den økonomiske vækst gennenm de sidste to hundrede år og befolkningstilvæksten gennem de sidste 60 år har belastet naturgrundlaget og miljøet så voldsomt at der ikke synes nogen ende på de alvorlige problemer menneskeheden vil stå over for de næste par hundrede år. Nogle vil ud fra en simpel fremskrivning af de igangværende tendenser mene, at en katastrofe er uundgåelig. Andre vil hævde at teknologien rummer uanede muligheder for en holdbar løsning henimod en bæredygtig udvikling på langt sigt, og atter andre vil benytte lejligheden til at understrege, at såvel samfundsudviklingen som klimaudviklingen er og bliver uforudsigelige, da vi ikke bare kan fremskrive de aktuelle tendenser eller bare kan håbe på nye teknologiske landvindinger der kan afbøde alle fejl. Både den biologiske og den kulturelle udvikling fører til opkomsten af emergente fænomener af både positiv og negativ art, hvis karakter og muligheder vi intet kan vide om, da ikke alt er underkastet fysikkens årsagslov. Det eneste der synes sikkert, er at udviklingen ikke styres eller kontrolleres af mennesket, menneskeheden eller nogen som helst menneskelig instans.

I nærværende artikel tillader vi os imidlertid at se helt bort fra befolkningstilvæksten, ikke fordi den er mindre afgørende eller i værste fald mindre fatal end den økonomiske vækst, men fordi den er komplet umulig at forhindre. Den vil fortsætte så længe fantasien overhovedet rækker til mulige fremtidsscenarier, og den vil i sig selv være med til at øge presset på både økonomisk og teknologisk vækst. Den beror helt og holdent på menneskets medfødte og ustyrlige kønsdrift, der mytisk talt har gjort det til en gudvelbehagelig opgave at mangfoldiggøre mennesket på jorden i et omfang som kun lokalt eller regionalt kan komme under delvis kontrol, men som på globalt plan i virkeligheden fremmes systematisk af de rige og humanistisk indstillede lande og mennesker der i medmenneskelighedens navn gør alt hvad de overhovedet kan for at forhindre naturen i at regulere sig selv på gammeldags biologisk vis gennem underernæring, hungersnød, sygdom og død.

Af samme grund overlades menneskeheden fortsat til at tro og håbe på økonomisk og teknologisk vækst af mirakuløs art, men såvel de rige og veludviklede lande som de fremstormende udviklingslande har desuden deres egne gode grunde til at satse på vækst, således at alle forestillinger om en standsning eller omformning af væksten til bæredygtige udgaver må betegnes som rent illusoriske. Det er ganske enkelt ulige lettere for statsledere og politikere at forebygge social uro, hungersnød, epidemier og massedød gennem fortsat vækst end gennem standsning af vækst, fordi standsning af vækst i sig selv skaber social ulighed og uro, mens fortsat vækst i det mindste opretholder illusionerne om at vækst kan løse problemerne.



Der eksisterer naturligvis i de økonomiske videnskaber en disciplin der hedder vækstteori, og den forsøger at klarlægge hvilke forhold i lokale økonomier der er bestemmende for vækst i produktion og indkomst. Den makroøkonomiske teori var i begyndelsen kortsigtet, idet den holdt sig til det til hver sin tid givne udbud af produktionsfaktorer som arbejdskraft og kapital. Men efterhånden inddroges mere langsigtede aspekter med henblik på at bestemme økonomiens vækstrater og muliggøre forudsigelser af den fremtidige udvikling ved bl.a. udarbejdelse af deciderede vækstmodeller.

Økonomisk vækst betragtes ikke som noget mål i sig selv, men som et middel til at realisere vigtige samfundsmål.

Økonomisk vækst vil 1) øge adgangen til varer og tjenester, som kan benyttes til privat og offentlig forbrug, 2) forbedre muligheden for indtægtsfordelingen, 3) kunne opbygge realkapitalen - altså investere - for at sikre produktionsgrundlaget for en fortsat fremtidig forbrugsøgning, 4) kunne udbygge sundhedsvæsenet, transportsektoren, uddannelsestilbuddene, børnehaver o.l. og 5) kunne sikre arbejde til alle.



I den økonomiske vækstteori efter krigen har det været en grundlæggende idé, at en kapitalistisk økonomi kan sikre en høj, jævn økonomisk vækst, baseret på fire elementer: den tekniske produktionssammenhæng; effektivitetsudviklingen; høj opsparing der sikrer adgangen til ressourcer til investeringer; befolkningsudviklingen og tilgangen til arbejdskraft. - Alle undersøgelser viser, siges det, at den teknologiske udvikling under alle omstændigheder står for mindst 50 % af den årlige økonomiske vækst. - Siden 1970'erne er man blevet mere opmærksom på muligheden af fremtidig knaphed på visse naturressourcer. Dette forhold er blevet mere central i debatten om økonomisk vækst.

I en kapitalistisk økonomi er den teknologiske udvikling den vigtigste konkurrenceparameter til at holde lønudgifterne nede. Stadige nyinvesteringer i teknologi øger produktionsudbyttet per arbejder, og dette afgør producentens eksistens eller udradering på markedet.

I den marxistiske forklaringsmodel på den økonomiske vækstproces vil udvikling af produktivkræfterne og overproduktionskrisen indgå som centrale elementer. Andre vigtige elementer er den klarere opdeling i klasser og beskrivelsen af hvordan værdiskabelsen fordeles mellem klasserne.

I efterkrigstidens politiske debat har stærk økonomisk vækst fremtrådt som en forudsætning for at kunne løse de højest prioriterede samfundsopgaver. Økonomisk vækst har politisk fungeret som et overordnet samfundsmål, som har kunnet forene brede politiske grupperinger, og har opnået en fast forankring som et positivt træk ved samfundsudviklingen.



Et grundlæggende begreb i den økonomiske vækstteori er bruttonationalproduktet, men da dette begreb har været udsat for megen kritik, forsøger visse økonomer at redde vækstteorien ved at definere de økonomiske størrelser isoleret fra en række af de sociale komponenter, som angår velfærdsudviklingen. Derved tror disse økonomer at de kan isolere den økonomiske vækst fra et videre socialt perspektiv, det vil sige se bort fra den samfundsmæssige udvikling i bredere forstand, herunder forurening, arbejdsmiljø, byudvikling og arbejdspladser til alle.

I denne forbindelse er det meget rigtigt blevet påpeget, at vælgerne i vore dage ikke præsenteres for hele regningen ved valget af høj økonomisk vækst. Ved at udvide den økonomiske vækstdebat til en bredere, mere helhedsorienteret samfundsdebat, vil vælgerne imidlertid kunne præsenteres for alternativer, som ikke er fulde af modsigelser. Derved vil der måske - hævdes det - være mulighed for at forhindre, at en række negative udviklingstræk opfattes som naturnødvendigheder.



Som det vil være fremgået af denne korte oversigt af vækstteorier - baseret på en artikel fra Pax-leksikonnet - går den gængse økonomiske teori stort set uden om ikke-økonomiske faktorer selvom disse er afgørende for udviklingen, herunder ikke mindst befolkningstilvæksten og miljøtrusler og klimaforandringer, men også alle sociale problemer - og dermed bæredygtigheden på langt sigt.

Det allermest karakteristiske ved problematikken turde imidlertid være at ikke alene de rene økonomiske vækstteorier, men også de mere eller mindre idealistiske, humanistiske og socialistiske teorier konsekvent ser bort fra de psykologiske faktorer, ud over en generel indrømmelse af at sådanne i hvert fald spiller ind på forbrugs- og investeringsmønstre samt aktiespekulationer og derfor gør disse mere eller mindre indeterministiske.

Men man abstraherer derved fra den vigtigste faktor overhovedet: selve den grænseoverskridende trang som er indbygget i mennesket, først og fremmest i mandskønnet, i kraft af selve det mandlige kønshormon kombineret med indretningen af mandens kønsorganer og den særlige form for mandlig penetrationskraft, som igen overvejende på ubevidst eller underbevidst plan styrer den menneskelige udfoldelse i det storstilede forsøg på at underlægge sig jorden eller naturen med bevidsthedens og rationalets gode hjælp. - Jf. artiklen Hvem siger kraften er mandlig?

Vækst og fremskridt er altså set i dette perspektiv alt andet end et udslag af en eller anden tilfældig, sygelig eller umoralsk grådighed, men tværtimod udslag af selve den indbyggede og uhyre stærke aggressivitetsdrift, der simpelthen kræver udfoldelse i udadvendt praksis og handling, hvis ikke den skal undergrave den psykiske sundhed. Menneskets arbejde er og bliver en af kulturens tre hovedkilder. Forskningen er en anden, da menneskets praktiske udfoldelse helt selvfølgelig kombineres med menneskets evne til via bevidstheden at kunne forestille sig positive forandringer (fremskridt) gennem opdagelser, opfindelser, effektiviseringer, rationaliseringer, opsparinger og investeringer. Allerede på grund af disse to hovedkilder til kultur, bliver der i realiteten ingen grænser for vækst eller trang til vækst.

Derfor er der i og for sig heller intet mærkværdigt i at det veluddannede og stræbsomme menneske med stor kreativitet og initiativtrang bliver bidt af fremskridtstanken og giver sig til at tro på at det materielle fremskridt er vejen til både personlig og samfundsmæssig udfoldelse og velfærd, ja, ligefrem lykke. Selv humanister og andre socialt ansvarlige mennesker tror at politik og økonomi drejer sig om at gøre 'samfundskagen' større, fordi der så bliver mere at fordele til alle. Hele den socialdemokratiske drøm om velfærdsstaten bygger på forestillingen om at samfundskagen kan gøres uendeligt stor. Vækst fremhæves som vejen frem, selv af de partier der er forbeholdne over for den private ejendomsret og kapitalismen. Selv S-R-SF-regeringen under Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Villy Søvndal gjorde i deres fælles regeringsgrundlag økonomisk vækst til mål for sine reformer og sin helhedsløsning. Og ser vi på EU's store krise, der først og fremmest rides af den mare der hedder sydeuropæiske landes uansvarligt store gæld, så spejder alle efter vækst og skuffes når ikke engang Den Europæiske Centralbanks højt respekterede leder Mario Draghi med tilnavnet 'Super-Mario' kunne anvise en farbar vej på gårsdagens vigtige møde.

I den forstand kan man godt - som Jesper Jespersen - tale om en 'dans om guldkalven' der tilsidesætter andre og højere hensyn, og altså har en vis analogi med den bibelske fortælling om det israelske folks dans om den guldkalv de skabte af deres guldsmykker og hengav sig til i utålmodig venten på deres store fører Moses der var steget op på Sinai-bjerget for at modtage tavlerne med de ti bud fra den overordnede himmelske instans. Man skal blot ikke glemme, at dansen om guldet er så gammel som menneskeheden selv, eller at den ikke skyldes at vækst er gået mennesket på hjernen, men tværtimod at instinkterne fortsat er i stand til at sejre over etiske hensyn. Og man skal heller ikke glemme at den etik Moses gjorde gældende som autoritativ var en forbudsetik. En sådan kræver absolutte autoriteter der holder ufravigeligt fast i gamle normer og derfor næppe er det mest tidssvarende for vore moderne tider. - Jf. iøvrigt Jernesalts forslag til en modernisering af budene.



Instinktiv dans om guldkalven kan under alle omstændigheder let komme i modsætning til både sund fornuft og konsistensetikkens overordnede forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i livet på langt sigt. Derfor er der vedblivende brug for at forstå konsistensetikkens fulde ansvarlighed på både det personlige og det samfundsmæssige plan. Instinkterne skal have deres, og fornuften sit. Transcendensen skal have sit lige som immanensen. Og om man vil kan det også siges at det mandlige, aggressive og grænseoverskridende skal have sit lige som det kvindelige, omsorgsfulde og tryghedsgivende. Der er imidlertid tale om grundlæggende komplementære modsætninger, der aldrig kan gå op i en højere enhed eller logisk syntese, men altid vil gøre sig gælde som dynamiske modsætninger der skaber liv og bevægelse i samfundsudviklingen.

Dette indebærer ikke at det er komplet ligegyldigt hvilke valg vi træffer i politisk og økonomisk henseende, men det betyder at vi må lade alle illusioner eller livsløgne om fuldkommen harmoni, ligevægt, fred, retfærdighed og velfærd på regionalt og globalt plan fare og i stedet nøgternt nøjes med at skabe de bedst mulige betingelser for en fordragelig og rimelig civil orden på demokratisk og sekulært grundlag ved både at sørge for arbejde og uddannelse til alle arbejds- og erhvervsduelige og at sikre en acceptabel og om mulig (miljømæssigt) bæredygtig vækst der forebygger social uro - uden at vi på nogen måde foregøgler os at vi derved er i stand til at redde verden. Naturligvis skal vi også se med kritiske øjne på en moderne kapitalisme der takket været de globale børstransaktioner kan skabe bolig-bobler, it-bobler, finans-bobler og andre uoverskuelige risici der i de fleste tilfælde gør mere skade end gavn. Men at tro at vi kan komme ud over alle store risici i det moderne samfund er en illusion.

Mennesket er ikke herre over udviklingen som sådan, men har naturligvis indflydelse på udviklingen i sit eget, lokale eller regionale miljø. Og det er dette der medfører ansvaret og ansvarligheden - og gør konsistensetikken nødvendig for den indre konsistens' skyld. På dette punkt er intet individ afmægtigt, men i den store biologiske og historiske udvikling er mennesket afmægtigt. Det vil altid stå over for en række konkrete begrænsninger det er umuligt at fjerne. - Jf. Jernesalts mange afmagtspostulater. Men til gengæld har mennesket den i biologien enestående kvalitet der hedder refleksivitet - som i allerhøjeste grad er anvendelig i både økonomi og politik, og som først og fremmest betyder at mennesket kan lære af sine fejltagelser. Jf. artiklen om George Soros, refleksiviteten og fejlbarligheden.

Det lyder måske alt sammen i nogles øren pessimistisk, men undertegnede betragter det som nøgtern helhedsrealisme som enhver burde holde sig til der ikke vil falde i idealismens, optimismens eller blåøjethedens fælder. Jeg tror hverken på det fuldkomne samfund (drømmen om paradiset uden skyld og ansvar), det klasseløse samfund, samfundet uden vækst eller uden grænseoverskridelse og tilhørende konflikter. Men jeg mener at et rimeligt velfærdssamfund på vore sekulære og demokratiske breddegrader er muligt og ønskeligt - og værd at slås for, og at det vil være en fordel for alle, at vi kommer op på et højere oplysningsniveau.

Men det hører unægteligt med til billedet, at jeg i modsætning til Jesper Jespersen og Vibeke Sperling grundliggende ser på tilværelsen som en tragedie der ikke betyder at alt er trist og sørgeligt og nødvendigvis må ende galt, men derimod betyder at vi som oplyste mennesker bevæger os ind i det område hvor det at have ret er hørt op. Dette område kaldes netop tragediens område, men det kaldes også troens eller humorens område - for dem der ellers forstår.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

EU-topmødet gav vækstpakke og særhjælp til Sydeuropa, men udskød euro-redning og centralisering  (30.6.12.)
Klimatopmødet i Rio endte på laveste ambitionsniveau  (25.6.12.)
Kina mellem vækst og rettigheder  (17.6.12.)
EU-topmødet løste ikke modsætningen mellem stabilitetsprincip og vækstprincip  (25.5.12.)
S-R-SF-regeringens 2020-plan  (9.5.12.)
S-R-SF-regeringens finanslovsforslag for 2012  (4.11.11.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)

George Soros, refleksiviteten og fejlbarligheden  (26.4.12.)
Græsk tragedie uden folkelig forståelse  (17.2.12.)
EU's nye finanspagt er en stor narresut  (31.1.12.)
Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)
Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer  (27.10.11.)



Afmagtspostulater
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Eftertankens væsen og mening  (6.4.12.)
Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)

Sandheden og den dobbelte virkelighed  (4.12.06.)
Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.)
Gives der mon en almengyldig etik?   7.3.04.
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Hvem siger kraften er mandlig?  (27.2.12.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal