Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - usavalg03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.11.04.


Fire år mere med Bush - og kamp for værdier, frihed og sikkerhed

Selvom alle stemmer ved valget i tirsdags, specielt de såkaldt provisoriske stemmer i svingstaten Ohio, endnu ikke er talt op, har demokraternes kandidat John F. Kerry været klog nok til at erkende sit nederlag og undlade at sende Ohio ud i et nedværdigende hundeslagsmål mellem advokater om gyldigheden af stemmerne. Resultatet for både Ohio og USA som helhed var for entydigt. Om så det utænkelige skulle ske, at samtlige provisoriske stemmer i Ohio ville gå til Kerry, ville han ikke kunne indhente modpartens forspring.

Præsident George W. Bush sejrede overbevisende med foreløbigt 274 og måske ialt 286 valgmandsstemmer mod 252 til Kerry.

51 % af alle stemmer - eller 59.117.523 stemmer - til Bush mod 48 % - eller 55.557.584 - til Kerry blev resultatet. Det er 3.4 mio flere stemmer til Bush end til modkandidaten. Og det samlede tal er det højeste antal stemmer en amerikansk præsident nogensinde har fået.

For Senatets vedkommende er der nu 51 republikanere mod 44 demokrater, og i Repræsentanternes Hus er stillingen 231 mod 200.

Resultatet skal ses i lyset af den meget høje valgdeltagelse. Næsten 60 % mod kun 54 i 2002, sølle 49 i 1996 (da Clinton blev genvalgt) og godt 55 i 1992 (Clintons nyvalg, hvor han personligt vandt med kun 43 % af de afgivne stemmer). Altså i år en bemærkelsesværdig forbedring der hænger sammen med parternes energiske forsøg på at mobilisere så mange vælgere som muligt i den hårde valgkamp. Men det var overraskende, at fordelen blev størst for Bush, for det er normalt demokraterne der vinder mest ved høj valgdeltagelse.

Til gevinsterne denne gang hører - udover god overensstemmelse mellem valgmandstal og vælgertal - også, at trediemanden i kapløbet, miljøaktivisten Ralph Nader, fik så få stemmer, at de var uden betydning både på landsplan og lokalt.



Valget efterlader fortsat indtrykket af et højst besynderligt system med valgmænd, for det betyder at valget i realiteten er afgjort på forhånd i alle de stater hvor den ene part har sikker og urørlig majoritet, og at slutresultatet kommer til at afhænge af de få såkaldte svingstater hvor slutresultatet kan svinge fra gang til gang på grund af en større jævnbyrdighed. Når hertil kommer at vælgere ikke på forhånd er automatisk registreret i kraft af fast tilknytning til en lokal forvaltning, men registreres gang efter gang, hvis de møder op, så kommer systemet til at se endnu mere ejendommeligt, ja, i grunden udemokratisk ud. For man undgår ikke disse 'provisorial ballots' hvis gyldighed først efterprøves efter valgets afslutning. fordi de er afgivet af borgere med løsere eller slet ingen tilknytning til forvaltningerne. Valgmaskinerne kan så at sige hale folk ind til stemmeurnerne fra gaden og caféerne og få dem til at afgive en stemme, selvom de pågældende fx er illegale indvandrere, der slet ikke har stemmeret.

Undre kan det også, at et så teknologisk højtudviklet land som USA visse steder fortsat i 2004 benytter hulkort til stemmeafgivning. Men det skal her huskes, at landet ikke er centraliseret. Det er op til de enkelte stater at afgøre, hvilke metoder der skal bruges. Og der er altså forskel på hvor langt man er kommet de forskellige steder.

Da der har været forudsigelser om slutresultatet ud fra enkeltbegivenheder under valgkampen, skal det noteres, at reglen om at den der vinder første tv-duel også vinder valget ikke blev bekræftet. Ej heller reglen om at den højeste af kandidaterne vinder. I begge tilfælde skulle Kerry have vundet.



Andre bemærkelsesværdige facts fra valget er ifølge allerede foretagne analyser fx, at et flertal både af de amerikanske jøder og amerikanske arabere foretrak Kerry. Det samme gjaldt asiaterne, men i mindre grad latinoerne. De sorte stemte som de plejer at gøre altovervejende demokratisk. Men Bush formåede dog at fordoble andelen af sorte stemmer fra 5-6 % til 11 %.

Protestanterne - og det var dem der gjorde udslaget i 2000 - stemte for Bush med 58 % og 41 % imod. Men selvom Kerry som katolik kunne hverve mange katolske stemmer, fik protestanten Bush faktisk 51 % af dem eller 3 % flere end Kerry.

De unge - og det var i år 19 mio nye vælgere - hældede ikke som man kunne forvente massivt til Kerry i protest mod Bush. Det menes tværtimod at mange stemte på Bush i protest mod deres mere eller mindre liberale forældre.

At flere kvinder stemte på Kerry end på Bush afspejler det faktum, at flere kvinder er imod Irak-krigen end for.

Generelt var demokraternes vælgere overvejende motiveret af økonomiske hensyn (modstanden mod skattelettelserne og budgetunderskuddet), mens republikanerne tænkte mere på religionen, de moralske værdier og sikkerheden.



På grund af den voldsomme aversion mod Irak-krigen stemte flertallet af intellektuelle imod Bush. De førte ikke alene en hadefuld kampagne, men også en usædvanligt energisk og massiv kampagne mod ham. Men den hjalp altså ikke. Hverken Michael Moore's 'Fahrenheit 9/11' eller Bruce Springsteens støtte til Kerry i slutspurten gjorde nogen afgørende forskel. Dette kan ligefrem udlægges som et sundhedstegn, for flertallet af vælgere både i USA og andre vestlige lande værdsætter nok de intellektuelle som kunstnere, forfattere, debattører og endog provokatører, men de ser med skepsis på deres politiske dømmekraft. Og det af gode grunde, for intellektualismens største fare er fortabelsen i idéer og principper. Kombineres denne fortabelse yderligere med grænseløs hadefuldhed fås lige præcis den fanatisme der er demokratiets største fare.

Bøsser og lesbiske støttede Kerry larmende og spektakulært både i Vestkyst- og Østkyststaterne, der i forvejen er demokratisk sindede. Men det kan andre steder have skræmt almindelige mennesker over til republikanerne.

Rigmanden og spekulanten George Soros fik ikke succes med sine angreb på Bush. Og forhenværende, nyligt bypass-opererede præsident Bill Clintons støtte til Kerry vakte naturligvis stort bifald i demokraternes forsamling, men kan på landsplan meget vel have fået andre til at stemme på Bush. Clinton er unægteligt en karismatisk skikkelse, men indtrykket fra Lewinsky-affæren af flosset moral hænger for altid ved denne mand. Al Gore frabad sig klogeligt hans støtte i 2000.

Også andre ting kan have virket mod hensigten. Fx Osama bin Ladens tv-taler med trusler mod amerikanerne, hvis de støttede Bush. Den stærkt forøgede terror i Irak de seneste måneder kan ligeledes have givet flere amerikanere særlig grund til at bakke op om deres præsident. Lækningen af sagen om de 380 ton sprængstof, der ikke i tide skulle have været bragt i sikkerhed af de amerikanske tropper i Irak efter invasionen, hører også til den slags stof der alt for tydeligt minder om en bagtanke. Tony Blair's kone skulle nok også have holdt sin mund om Irak-krigen, mens hun var i USA som gæste-forelæser.



Genvalget - og valgene til senat og kongres - sikrer præsident Bush ro til at føre sin politik igennem på næsten alle felter, herunder også udnævnelsen af konservative højesteretsdommere, når embederne bliver vakante. Han har lovet at indfri sine løfter om forbedring af sygesikringsordningerne. Men skattelettelserne fastholdes, ligesom stimuleringen af den økonomiske vækst, forbruget og beskæftigelsen gennem budgetunderskuddene.

Indsatsen i Irak og kampen mod den internationale terrorisme samt støtten til Israel fastholdes i princippet, men kan og vil formentligt undergå visse justeringer. Specielt må det nok forudses at præsident Bush vil presse premierminister Sharon til at genoptage fredsprocessen. Derimod bliver der ingen ændring i forholdet til Yassir Arafat - så meget mindre som denne nu er så alvorligt syg, at det kun er et spørgsmål om tid inden han definitivt er uden nogensomhelst politisk indflydelse.

Der er i de vestlige lande allerede rejst forventninger om en blødere linje i den amerikanske udenrigspolitik i præsident Bush's anden - og sidste - periode. Men kommentarerne er stort set forsigtige. Ingen vil naturligvis modsætte sig bestræbelser fra Bush's side om en større tilnærmelse mellem USA og Europa - 'det gamle Europa' som forsvarsminister Rumsfeld kom for skade at kalde det da kløften var størst. Man skal dog ikke forestille sig større ændringer, al den stund modsætninger mellem USA og Europa ikke ligger alene i forskellen mellem Bush og europæiske statsledere eller i uenigheden om Irak, men stikker langt dybere, nemlig i forskellen mellem USA's mission og opgave i verden og Europas rolle. Europa er ingen supermagt - og bliver det formentligt heller aldrig. Europa holder sig bevidst tilbage.

Der er forlydender om at udenrigsminister Colin Powell ønsker at trække sig fra sit job, men det er ikke bekræftet. Hvis det sker, vil valget af efterfølgeren sige en hel del om en eventuel ændring i den amerikanske udenrigspolitik. Om der iøvrigt sker ændringer i Bush-staben er endnu uklart. Forsvarsminister Rumsfeld kan meget vel blive udskiftet på et eller andet tidspunkt. Han har vitterligt ikke haft tilstrækkeligt styr på tropperne, men skal ønske at gøre sin igangværende reformering af det militære apparat færdig.

John F. Kerry holdt en fin personlig tale i Massachusetts, da han afblæste videre valgkamp. Han understregede vigtigheden af at alle nu medvirker til at hele splittelsen i USA. Det var velment. Og præsident Bush på sin side erklærede da også, at han ønsker at være præsident for alle amerikanere.



Under alle omstændigheder er Georg W. Bush's sejr nu en kendsgerning, som ikke alene demokraterne, men også de med demokraterne sympatiserende europæere må leve med, hvad enten de kan lide det eller ej. De fleste kan naturligvis ikke lide det, når sympatien ligger hos den anden part. Men der kan dog hos vestlige kommentatorer - bl.a. hos dagbladet Politikens chefredaktør - noteres en vis behersket resignation. Man tror ikke at resultatet bliver godt, men kun få tror på en egentlig katastrofe.

Palæstinenserne, irakerne, iranerne, afghanerne samt alle andre i Mellemøsten må også lære at leve med kendsgerningen. Det gælder ikke mindst alle terrorister og USA-hadere. De fleste af dem er uden for pædagogisk, diplomatisk eller anden rationel rækkevidde. Men helt ligegyldigt er det ikke, om de gennem deres terror og trusler oplever at de kan påvirke USA og USA's koalitionspartnere eller ej. Den allerførste forudsætning for at deres potentielle frontkæmpere blandt unge frustrerede mennesker kommer på andre tanker inden det er for sent er, at forkæmperne for de vestlige værdier ikke på noget tidspunkt lader sig kyse.



FN og sikkerhedsrådet vil ikke umiddelbart opleve nogen ændring i den amerikanske politik. Bush vil fortsat appellere til samarbejde, men vil som den beslutsomme og afklarede mand han er ikke tøve med i givet fald at forfølge sine egne mål - selvom FN er tilbageholdende. Det er fortsat et problem, at de internationale konventioner ikke tager højde for nutidens kyniske terrorisme, og at FN ikke er en effektiv bekæmper af denne terrorisme.

Antiamerikanismen rundt omkring i verden kan få yderligere vind i sejlene som følge af genvalget af Bush, men man kan lige så godt forestille sig en vis selverkendelse hos nogle af Bush-skeptikerne i betragtning af Bushhadernes åbenlyse nederlag. For enhver der ikke på grund af et vanvittigt had er holdt op at tænke selv vil der bestå den mulighed at gå konstruktivt ind i et samarbejde med USA om sikkerheden, frihedsrettighederne og demokratiet.

En demokratiseringsproces er ikke et vestligt påfund der på imperialistisk vis forsøges påduttet folk der i århundreder har levet uden, men faktisk en universel idé der som den eneste giver et folk eller en nation mulighed for at udvikle friheden og sikkerheden samtidigt og sideordnet.



Kampen om værdierne er fortsat helt central, ikke bare i USA og i den vestlige verden, men i hele verden. Den for tiden særligt mærkbare kløft mellem den vestlige verden og den muslimske er ikke en kløft mellem to slags mennesker eller to slags religioner, men en forskel mellem modernitet og bagstræb.

Moderniteten er ensbetydende med oplysning, frihed og menneskerrettigheder, og den vil derfor altid og overalt støde på modstand fra mennesker der er opdraget autoritært og tænker og føler autoritært. Modstanden skyldes frygt for forandring, men også uvidenhed om at friheden ikke nødvendigvis ender med moralsk opløsning.

USA er som de fleste vestlige lande præget af en moderne, sekulariseret kultur der inden for visse grænser giver individerne betydelig frihed til eksperimenter og afvigelser og følgelig også ofte medfører deciderede vildskud. Men moralen og ansvarligheden bliver ved at være der, selvom det undertiden ser ud til at nihilismen og postmodernismen har vundet. Netop USA er et glimrende eksempel på at friheden er forenelig med ansvarlighed og moralsk besindelse. Ulykken er, at splittelsen i den amerikanske befolkning betyder at de sekulariserede og frihedselskende mennesker kommer til at stå som en subkultur ved siden af en mere moralsk eller puritansk.

Politisk er republikanerne i høj grad præget af gammel puritanisme, men at det skulle være 'højre' der har vundet valget, er en af de sædvanlige, men efterhånden trættende bortforklaringer, der forkludrer analysen og beror på en utilladelig forenkling af værdierne og religionens rolle - samt en forældet højre-venstre-opdeling.

Konservatismen i USA er af meget speciel art. Det er let nok at påvise at den ofte giver sig udslag i regulær fundamentalisme, fx gennem bevægelser som Moral Majority, der siden blev til The Liberty Federation, og fik afgørende betydning for Ronald Reagans valgsejre. Eller vores dages Christian Family Coalition.

George W. Bush er metodist og 'genfødt kristen', og hans tag i den amerikanske protestantisme er en af forudsætningerne for hans politiske succes, men han er ikke typisk konservativ, for han er ikke snæversynet eller fundamentalistisk. Han har derimod fat i almindelige menneskers almindelige sunde fornuft og moralske forestillinger samtidigt med at han føjer en klar religiøs, men overordnet dimension til det politiske.

Dette sidste er der simpelthen ikke mange europæere der forstår, og derfor går mange ofte galt i byen i vurderingen af manden. De præges af fordommene om religion som overtro og mangel på intelligens. Og de fatter ikke at religion og politik kan hænge sammen uden at være forbundne som siamesiske tvillinger.

Sammenhængen har noget at gøre med den overordnede religiøse dimension der kommer ind under begrebet 'historisk ansvar'. Et sådan ansvar føler George W. Bush i allerhøjste grad - som iøvrigt også på sin vis Tony Blair. Og hans politik kan ikke forstås uden medinddragelse af denne dimension. Derfor bliver alternativet i en bedømmelse af manden denne tåbelige opfattelse af at han skulle være dum eller kun have egne olieinteresser i tankerne.



I en kommentar til valget sagde den tidligere republikanske udenrigsminister Lawrence Eagleburger til Steffen Gram i DR1's 'Horisont' (3.11.) at europæerne ikke rigtigt har gjort sig klart, hvor meget der har ændret sig i amerikanernes verdensopfattelse siden Sovjetunionens kollaps i 1991 og 11. september 2001. Europa har forsømt at påvirke verden efter disse afgørende begivenheder, men det er ikke konstruktivt at prøve at holde USA tilbage.

Enhver der har set videooptagelserne med George W. Bush der på besøg på en almindelig skole 11.9. blev orienteret om terrorangrebet, vil huske, at præsidenten tilsyneladende var længe om at reagere. Han er endog blevet bedømt som helt paralyseret i situationen, fordi en af hans medarbejdere måtte gå ind og hviske ham katastrofen i øret to gange. Men enhver der véd at Bush allerede før sin indsættelse som præsident var overbevist om, at han havde en særlig mission i amerikansk politik, vil forstå, at det der skete på skolen hin 11.19. var, at Bush blev klar over, hvad hans mission gik ud på. Og han har siden ikke ét øjeblik tvivlet på den.

Det kan man grine ad - som de fleste gør der aldrig selv har haft fornemmelser af denne art og som følgelig tillægger det simpel ufornuft eller indbildskhed at have sådanne fornemmelser. Men dermed afskærer man sig fuldstændigt fra en adækvat og retfærdig bedømmelse af manden. Og dét turde være ufornuft, om noget.



Det vigtigste ved præsident Bush's genvalg er, at kontinuiteten i amerikansk udenrigspolitik og dermed bekæmpelsen af den internationale terrorisme forbliver ubrudt. Det må både demokrater og demokratisk sindede europæere samt muslimerne i Mellemøsten indrette sig efter. Og det vil gøre det tvingende nødvendigt for alle hadere af amerikansk og vestlig kultur at gøre op med sig selv om de vil fremture i deres had og uforstand eller forsone sig med USA's og præsident Bush's rolle i en verden der for tiden er præget af destruktiv terrorisme, men kunne og gerne skulle bevæge sig frem mod mere sikkerhed, mere frihed, mere demokrati - og mere tro på moralske værdier.



Henvisninger:

Artikel om intellektualismens dilemma: Klik

Artikel om religionens mulige stilling i det moderne samfund:
Religionen og sekulariseringen  (afsnit af Værdimanifestet)

Se iøvrigt Værdimanifestet



Artikler om amerikansk politik:

Rice efterfølger Powell  (18.11.04.)
Spænding om præsidentvalget i USA  (30.10.04.)
Antiamerikanisme i Europa?  (28.9.04.)
Valgtid i USA  (8.9.04.)
Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?  (27.5.04.)
De grimme amerikanere  (3.5.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Bush - ramt af Marsfeber?  (19.1.04.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal