utils prefix normal JERNESALT - usavalg01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.9.04.


Valgtid i USA

Valgkampen nu for alvor i gang

Med afslutningen på Republikanernes partikonvent i Madison Square i New York i sidste uge og den bekræftede nominering af George W. Bush som partiets kandidat til præsidentposten er valgkampen i USA gået ind i sin afgørende slutfase.

Den 58-årige George W. Bush skal prøve at sikre sig genvalg over for demokraternes 63-årige John F. Kerry, der blev endeligt nomineret allerede i slutningen af juli med den meget yngre og håbefulde John Edwards som vicepræsidentkandidat.

Alt peger på tæt løb mellem Bush og Kerry. Men de stort anlagte og fuldt mediedækkede partikonventer med al deres larmende pragt og og farverige reklamer påvirker selvfølgeligt meningsmålingerne en del. Kerry vandt nogle point efter sit konvent og styrkede dermed sin beskedne daværende føring. Men Bush vandt med republikanernes konvent med Út slag så mange point, at han nu fører stort; man talte om et regulært spring (bounce) for ham. Det og selve tidspunktet giver Bush et klart forspring i slutfasen og har da også givet anledning til nogen bekymring hos demokraterne. De har derfor søgt støtte hos den karismatiske, men netop bypass-opererede Bill Clinton.

Men der er trods alt to måneders lang og hård kamp tilbage - med tre tv-dueller og masser af valgpropaganda. Så intet er afgjort før valglokalerne lukkes den 2. november. Forhåbentlig undgås farcen med optællingen i 2000. Men endnu gælder jo systemet med valgmænd. Den kandidat der sammenlagt får valgt flest valgmænd i de forskellige stater bliver præsident, uanset om flertallet blandt vælgerne peger i samme retning eller ej.



Konventernes parade

Efter danske normer er de amerikanske partikonventer på mange måder en noget frastødende affære. Der er en endeløs række af talere, dog dag for dag med stadigt mere fremtrædende personer. For demokraterne var det bl.a. Jimmy Carter, Al Gore og fremfor alle Bill Clinton, der høstede enorm bifald; for republikanerne tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani, der blev helt efter 11.9., og Californiens nye guvernør, Arnold Schwarzenegger med sin til lejligheden omskrevne Terminator-filmreplik: "President Bush will be back!".

Konventerne byder på nationalsang og en endeløs række af bifaldsytringer og viften med flag. Og der er filmindslag og underholdning, lys og farver og musik m.v. Afsluttende med sidste dags hovedtale af kandidaten med tilhørende lovprisninger af egen vicepræsidentkandidat, egen ægtefælle, egne forældre og børn samt sluttelig kåring af kandidaten himself - med balloner en masse og "God bless Amerika". Show for alle pengene. Men set fra Norden overflade hele vejen igennem, inclusive i hovedtalerne.

De to kandidater har de samme to opgaver, nemlig på den ene side at fastholde deres eget partis kernevælgere og på den anden side at prøve at tiltrække nye vælgere, dvs. unge førstegangs-vælgere, ældre bevægelige midtervælgere og tidligere sofavælgere. De sidste spiller en relativt stor rolle - især for demokraterne, fordi valgdeltagelsen i USA generelt ligger helt nede på 50 % og er lavest blandt demokraternes potentielle vælgere, de dårligst stillede.

En del tyder denne gang på, at kernevælgerne er mere trofaste end sædvanligt, og at gruppen af bevægelige vælgere er skrumpet ind til måske kun 10 % mod normalt 20. Ikke desto mindre skal kernevælgerne fortsat have bekræftet deres forventninger til deres parti. Og her tyder noget på, at der langsomt er sket en forskydning som følge af præsident Bush's meget stærke tilknytning til den protestantiske kirke. Demokraterne har normalt bedst tag i katolikkerne og jøderne, men valget i 2000 viste, at en præsidentkandidat kan vinde på massiv tilslutning fra protestanterne.



Bush ikke entydigt konservativ

Men Bush har også overrasket med opblødning af traditionelle konservative synspunkter med hensyn til sikkerheden, forsvaret, socialpolitikken og centraliseringen af magten.

The Economist har fornylig påpeget, at Bush ikke alene efter 11. september gjorde op med 40 års amerikansk sikkerhedspolitik og lancerede sin angrib-først-doktrin (jf artiklen om  Bush-doktrinen), men også iværksatte en meget stor omstrukturering af det amerikanske militær fra store koncentrerede enheder til mindre mobile udrykningsstyrker. Han har endvidere bebudet tilbagetrækninge af de store, men nu helt overflødige styrker i Tyskland.

Bush har sikret det Hvide Hus langt større handlefrihed i forhold til Kongressen og dermed koncentreret magten hos præsidenten.

Bladet har endelig påpeget, at Bush har ladet budgetunderskuddet nærmest eksplodere for at skaffe penge til forbedret uddannelse og sygesikring - og samtidige skattenedsættelser! - Mange har kaldt det fuldstændigt uansvarligt og kaldt udsigterne på længere sigt katastrofale. De allersidste opgørelser viser et underskud på statsfinanserne på 433 milliarder dollars i 2004!

Ingen af delene er typisk republikanske. Tværtimod. Og det skal have givet usikkerhed i partiet - men burde også medføre en lidt mere nuanceret bedømmelse hos de mange mennesker der nærmest pr. refleks hader Bush alene fordi han vitterligt moralsk og religiøst er dybt konservativ. De samme mennesker afskriver også hans chancer for genvalg. Men dette er lidt for tidligt.



Polariseringen i USA

Splittelsen i den amerikanske befolkning er unægteligt større end nogensinde, og den har takket være de intellektuelles og de venstreorienteredes udtalte og nærmest hysteriske had til Bush medført en klar polarisering i befolkningen. Da hadet giver sig udslag i det ene markante udfald efter det andet mod præsidenten, sidst gennem store demonstrationer mod republikanernes konvent i det stærkt demokratisk orienterede New York, kunne det se ud til at Bush får svært ved at sikre sig genvalget.

Men også her kan indtrykket snyde, for sagen er, at den massive tilsvining og latterliggørelse af Bush, hans politik, person og intelligens, kan give bagslag ved kun at bekræfte de intellektuelle i deres egne standpunkter, men frastøde mange mere besindige folk. Eksempelvis påvirker det bestemt ikke traditionelle konservative vælgere at se bøsser og lesbiske demonstrere mod Bush i New York. Det fylder dem kun med endnu mere afsky.

Den mest hadefulde og effektive propaganda mod præsidenten, Michael Moore's berømte og berygtede film 'Fahrenhei 9/11', flytter heller ingen stemmer. Den bekræfter de salige i deres tro og de andre i deres foragt. De intellektuelle regner filmen for en nyskabelse i dokumentar-genren. Andre regner den for ren og skær manipulation der kun er med til at ødelægge debat-klimaet i et land, der virkelig kunne have behov for en seriøs debat, fordi landet er under forandring. - Bush kan uden nogensomhelst risiko for at miste vælgere ironisere over at ånden i Hollywood netop ikke repræsenterer konservative værdier, og han kan såmænd tage det roligt, at Moore nu har bebudet at han vil frigive filmen før eventuel Oscar-mominering, simpelthen for at skade Bush mest muligt.



Budskabet fra John. F. Kerry

Demokraternes John F. Kerry præsenterede sig på sit konvent på en lidt påtaget måde med et honnør og ordene: "Mit navn er John Kerry, og jeg melder mig til tjeneste". Og han fortsatte: "Vi er her i aften, fordi vi elsker vort land. Vi er stolte over, hvad Amerika er blevet og hvad det kan udvikle sig til.... Vi er samlet her i aften med et eneste formål: at styrke Amerika hjemme og gøre det respekteret i verden."

Men så startede han ellers med det udenrigspolitiske og stoltheden over hvad USA havde gjort for friheden i verden. "Sammen skal vi skrive det næste store kapitel i USA's historie. Det står i vor magt at forandre verden igen. Men kun hvis vi er tro mod vore idealer, og det begynder med, at vi fortæller det amerikanske folk sandheden. Det er mit første løfte til jer i aften. Som præsident vil jeg genoprette Det Hvide Hus' troværdighed."

Derefter kom en indirekte, men utvetydig kritik mod Bush's regering: "Som landets øverstbefaldende vil jeg aldrig føre landet i krig på falske forudsætninger. Min vicepræsident vil ikke holde hemmelige møder med miljøsyndere med henblik på at ændre landets miljølovgivning. Min forsvarsminister vil lytte til de bedste råd, han får af vore militære ledere. Og jeg vil udnævne en justistsminister der overholder USA's forfatning." - Så fik de den!

Kerry lovede at genindføre en af sit lands hæderkronede traditioner: at "USA aldrig går i krig fordi vi ønsker det, men kun fordi vi er nødt til det". - Og igen nøjedes han med indirekte kritik af den siddende regering: "I vil aldrig blive bedt om at udkæmpe en krig, uden at der foreligger en plan for, hvordan freden kan vindes."

Men de centrale passager om Irak-krigen lød:

"Jeg ved, hvad vi skal gøre i Irak. Vi behøver en præsident som formår at få vore allierede til at gøre fælles front med os og dele byrden, nedsætte de amerikanske skatteyderes udgifter og nedsætte risikoen for de amerikanske soldater. Sådan skal tingene gribes an, og sådan får vi vores tropper hjem. - Men det vil ikke ske, før vi får en præsident, der kan genoprette USA's troværdighed og styrke dets ledelse, så vi ikke går enegang. - Og vi må genoprette vores alliance, så vi kan få ram på terroristerne, før de får ram på os ...... - Tag ikke fejl, jeg vil aldrig tøve med at bruge magt, hvis det er nødvendigt. Ethvert angreb vil blive mødt med et øjeblikkeligt og præcist modangreb. Jeg vil aldrig give noget land eller nogen international institution vetoret over USA's sikkerhed. Og jeg vil styrke det amerikanske militær."

Sidste del af Kerry's tale var helliget indenrigspolitikken, og her var det gennemgående motto, at Amerika kan gøre det bedre end den nuværende regering, og at hjælpen er på vej. Det gælder sygesikringen, pensionerne, luftforureningen, beskæftigelsen, skatterne, produktionen og konkurrencen, uddannelsen, retssikkerheden og energipolitiken samt økonomien. Kerry ville sørge for at regeringen selv følger den regel familierne må følge, at sætte tæring efter næring. Men alt i alt virkede sidste del af talen langt svagere end første del.



John F. Kerry er ikke nogen stor taler som Bill Clinton, og hans argumentation kan virke tung. Han er godt inde i sagerne, men er klar over at folk synes at han ofte gør tingene unødigt indviklede, men han forsvarer sig med at de faktisk ikke altid er enkle.

En valgkamp-tale er først og fremmest retorik, og Kerry's var ingen undtagelse. Den indeholdt mange store og smukke ord, men næsten ingen konkrete og bindende løfter. Det gjaldt i høj grad også den amerikanske Irak-klemme. Kerry var i sin tid selv med til at stemme for krigen, men har skiftet standpunkt efterhånden som vanskelighederne har tårnet sig op. I dag er han imod krigen og har netop efter det republikanske konvent skærpet kritikken med spydige bemærkninger om dobbelt-w'et i præsidentens navn; det står for 'wrong' mener han: Krigen var den forkerte krig på det forkerte tidspunkt og i det forkerte land.

Kerry lover derfor at trække de amerikanske tropper ud hurtigst muligt. Men han lover trods alt ikke for meget, for han nævner udtrykkeligt en tidshorisont på fire år for tilbagetrækningen, dvs en fuld præsidentperiode. Han vil gøre tilbagetrækningen mulig gennem øget engagement i Irak fra FN's og de allieredes side, men siger intet om hvordan dette skulle kunne lade sig gøre, før den nuværende koalition har skaffet basal sikkerhed i Irak.

Talen må siges generelt at være overraskende spag i kritikken af Bush-administrationen, og han har da også - som nævnt - efter republikanernes konvent skruet op for aggressiviteten. De tre tv-dueller vil nok vise, hvor galt det går i denne retning. Kerry's styrke er ubetinget hans solide erfaring fra Kongressen, men han har alderen og indtrykket af vaghed imod sig. Men nogen dårlig debattør er han langt fra.



Budskabet fra Bush

Præsident George W. Bush byggede sin tale op på den omvendte måde af Kerry's, nemlig ved - efter de indledende fraser og lovprisninger - at tage fat på indenrigspolitikken og slutte af med udenrigspolitikken.

Han fremhævede at det var helt anderledes at modtage nomineringen i dag end for fire år siden. "Siden 2001 har amerikanerne måttet forcere mange forhindringer, og de har fundet styrken til at komme over dem. Efter den lange hårde tur op ad bakken kan vi nu se dalen under os, og efter at have imødegået udfordringerne med beslutsomhed, har vi nu historiske mål inden for rækkevidde og går en storslået fremtid i møde. Vi vil skabe en mere sikker verden og et mere optimistisk USA, og der er intet der kan stoppe os."

Han understregede at "den amerikanske præsidents vigtigste opgave er at beskytte det amerikanske folk. Hvis USA udviser usikkerhed og svaghed i dette årti, kommer hele verden på katastrofekurs. Det kommer ikke til at ske, mens jeg har ansvaret."

Men samtidigt slog han fast, at han "stiller op med en filosofi om socialt bevidst konservatisme i bagagen: regeringen skal hjælpe folk med at forbedre deres liv, ikke forsøge at styre deres liv." - Derpå hed det: "USA's historie er historien om voksende frihed, en cirkel der fortsat udvider sig og til stadighed rækker videre og indeholder mere. Den forpligtelse som hele nationen hviler på er stadig vores vigtigste forpligtelse: vi vil udvide frihedens grænser, både ude i verden og i vores eget land."

Bush gennemgik derefter sine planer for vækst i økonomien, øget beskæftigelse, bedre jobtræning, skabelse af særlige udviklingsområder samt skattefordele for de mindre selskaber. Han havde planer om bedre adgang til lægehjælp, støtte til børnefamilier med udearbejdende forældre, billigere og flere boliger og i det hele taget at skabe 'et samfund med garanteret ejendomsret'. Videre var der planer om at øge kravene i skolerne og her fokusere på resultater. "Vi vil gøre alt for at få børnene i mål," som han formulerede det - i god konkurrenceånd.

Han gik - også i ægte republikansk ånd - ind for velfærdsreformer der styrker familien og kræver arbejde. Han ville gøre plads til det ufødte barn og "støtte beskyttelsen af ægteskabet mod aktivistdommere."

Men derefter gik præsidenten over til brændpunktet: krigen mod terrorismen.

Siden 11. september 2001 har Amerika bekæmpet terrorister over hele jorden, ikke af stolthed og ikke af magtsyge, men fordi vores borgeres liv er på spil, hed det. "Vi er fortsat i offensiven og slår terrorister tilbage i udlandet, så vi undgår at de kommer her til landet. Og vi arbejder på at fremme friheden i Mellemøsten generelt, fordi frihed vil bringe en fremtid af håb og den fred vi alle ønsker. Og vi vil vinde."

Bush var ikke i tvivl om at den amerikanske strategi virker i Afhganistan, Pakistan, Saudi-Arabien, Libyen og Irak. "Vi har ført an, mange har tilsluttet sig, og Amerika og verden er blevet et sikrere sted. Disse fremskridt skyldes omhyggeligt diplomati, et klart moralsk formål og nogle svære beslutnigner. Den sværeste handlede om Irak."

Idet han understegede at regeringen må og vil imødegå trusler mod USA, før det er for sent, hed det: "Vi så en trussel i Saddam Hussein. Medlemmer af begge de politiske partier, heriblandt min modstander og hans vicepræsident, så truslen og stemte for brugen af magt. Vi henvendte os til FN's sikkerhedsråd, som vedtog en enstemmig resolution med krav om, at diktatoren skulle afruste og ellers måtte forvente alvorlige konsekvenser. Ledere i Mellemøsten opfordrede ham til at indvillige. Efter mere end et års diplomati gav vi Saddam Hussein endnu en chance, en sidste chance, til at tage sit ansvar i en civiliseret verden. igen nægtede han, og jeg stod over for den slags valg, som kun kommer til det amerikanske præsidentkontor, en beslutning, ingen præsident ønsker sig, men må være forberedt på at træffe."

Bush fremhævede at missionen i Afghanistan og Irak er klar. Vi tjener en vital historisk sag, som vil gøre vort land mere sikkert. Frie samfund i Mellemøsten vil være samfund fulde af håb, der ikke længere avler vrede og vold til eksport. Frie regeringer i Mellemøsten vil bekæmpe terroristerne i stedet for at holde dem skjult, og det vil hjælpe os til at holde fred." Og direkte henvendt til amerikanerne i uniform og deres familier sagde han: "I er en del af en kamp af historiske dimensioner."

Bush mente også at terrorister forstod den amerikanske missions historiske betydning. Han betonede sin tro på frihedens forandrende kraft, og på at den klogeste brug af amerikansk styrke er at fremme friheden. "Jeg tror på at Amerika er kaldet til at føre an i frihedens sag i det nye årtusinde. Jeg tror på at millioner i Mellemøsten i deres stille sind beder for deres frihed."

Til sidst summerede præsidenten hovedbudskabet op: "Alt har sin tid - der er en tid for sorg, en tid for kamp, en tid for genopbygning. Og nu er vi kommet til håbets tid. Det unge årtusinde vil være frihedens årtusinde. Ved at skabe frihed i udlandet, bygger vi en mere sikker verden. Ved at opmuntre friheden hjemme, bygger vi et mere optimistisk USA."



Som det vil fremgå fejlede den retoriske kraft ikke noget. Præsident Bush såvel som hans parti fremtrådte med stor selvsikkerhed. Han er en væsentligt bedre taler end Kerry - uden på nogen måde at nå Clintons højder - og han er slet ikke som Kerry en lille smule sky for at stå over for en stor forsamling. Han var tværtimod rigtigt i sit es.

Løfterne og planerne på det indenrigspolitiske område kan sagtens som alle valgløfter affejes med udtrykket 'tomme ord'. Kun tiden vil vise om de bliver andet og i hvilket omfang. Men det skal i denne forbindelse ikke glemmes, at enhver amerikansk præsident står langt stærkere i sin anden regeringsperiode, fordi han da ikke længere skal skele til mulighederne for genvalg.

Hvad udenrigspolitikken angår er det klart, at man kan hæfte sig ved udeladelserne eller selve måden at sige tingene på. Det famøse ord 'masseødelæggelsesvåben' blev kun brugt Ún gang og nærmest en passant. Og påstanden om at verden (allerede) er blevet et sikrere sted, må kaldes ikke så lidt af en flothed! Men til gengæld var betoningen af den historiske dimension ikke til at tage fejl af. Og det er når alt kommer til alt denne dimension der skiller tilhængere og modstandere af det amerikanske engagement i såvel demokratiseringen af Irak som bekæmpelsen af terrorismen - og det både hjemme og ude.

Det er præsident George W. Bush - og ikke modkandidaten John F. Kerry - der tør fastslå at han tror på at Amerika er kaldet til at føre an i frihedens sag i det nye årtusinde. Og dette hovedbudskab blev kun ekstra fremhævet ved at blive placeret i talens sidste del, mens Kerry's tale ebbede ud i almindeligheder.



Det historiske perspektiv

Perspektivet er i allerhøjeste grad blev trukket op af det tragiske forløb af den kyniske terroraktion i Beslan i Ossetien, der efter foreløbige opgørelser endte med langt over 300 hundrede dræbte og det dobbelte antal sårede.

De russiske myndigheder tacklede situationen så katastrofalt, at lokalbefolkningens vrede har rettet sig mod dem - og mod de ifølge rygterne muligvis indblandede ingusjer -i langt højere end mod tjetjenerne. Men såvel det overvejende flertal af almindelige russere som af verdens øvrige iagttagere ser primært aktionen som tjetjensk og muslimsk terror - muligvis med en vis indblanding af terrorister fra Mellemøsten. Resultatet er følgelig, at tjetjenernes sag efter denne afskyelige aktion står ringere end nogensinde, og at afskyen for terrorismen som internationalt fænomen har nået et nyt højdepunkt.

Og for Ruslands eget vedkommende har præsident Putin nu bebudet ikke blot en endnu hårdere kamp mod terroristerne, men at ville jage dem overalt i verden - og dermed har han reelt tilsluttet sig Bush-doktrinen om at slå til før terroristerne.

Det er i denne forbindelse også vigtigt at notere den erkendelse der nu endelig ser ud til at være nået frem til de arabiske medier, nemlig den som kom til udtryk i et diskussionsindlæg i den arabiske avis 'al-Sharq al-Awsat' den 3. september under overskriften "Den smertelige sandhed er, at alle terrorister er muslimer".

Her gøres kendsgerningerne op sort på hvidt: "Børne-bortførerne i Ossetien er muslimer. Bortførerne og morderne af de nepalesiske arbejdere i Irak er muslimer. Indtrængerne og morderne i Darfur er også muslimer, ligesom deres ofre. Angriberne af civile anlæg i Rhyad og Khobbar (i Saud-Arabien) var ligeledes muslimer. Kidnapperne af de to franske journalister i Irak er muslimer. De to flykaprere der for en uge siden sprænget to russiske fly i luften var muslimer. Bin Laden er muslim." (Kilde: Der Spiegel 7.9.).

Vi står altså over for en eskalering af terroren i Mellemøsten, Kaukasus, Rusland og visse asiatiske lande såvel som over for en sådan selverkendelse i de arabiske lande at kampen mod den internationale terrorisme meget vel kan gå ind i en ny og afgørende fase, hvis udfald vil være afhængigt af, om de direkte berørte lande, altså selve udklækningsstederne for terroristerne, formår i tide at slå ind på demokratiseringens og dermed frihedens og genopbygningens vej.



Set i dette lys bliver det ikke ligegyldigt om præsidentvalget i USA den 2. november ender med genvalg af præsident Bush eller nyvalg af John F. Kerry. Selvsagt kan kun Bush fuldføre det han har påbegyndt.

Det bliver ikke nogen national katastrofe om Kerry går hen og vinder. Han er heller ikke et ansvarsløst menneske der vil rende fra engagementet i Mellemøsten fra den ene dag til den anden. Men han har hverken George W. Bush's beslutsomhed eller dennes klare forståelse for den historiske dimension.

Det spiller i denne forbindelse mindre rolle, hvor den almindelige sympati i Vesteuropa herunder Danmark ligger. For den er i vid udstrækning udtryk for sympati med dem der ligner os selv mest i tankegang - og det er nu engang demokraterne. Det er vigtigere at også Danmark og det øvrige Europa har ledere der tør vise lederskab - og for deres vedkommende påtage sig det historiske ansvar som det nye århundredes terrortrussel åbenlyst kræver.



De to præsidentkandidaters valgkamp-hjemmeside:

George W. Bush
John F. Kerry.



Efterfølgende artikel:

Spænding om præsidentvalget i USA  (30.10.04.)

Andre artikler om USA:

Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?  (27.5.04.)
De grimme amerikanere  (3.5.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Midtvejsvalget i USA  (5.11.02.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)
USA's uafhængighed   (8.7.02.)



Artikel om tragedien i Beslan  Terrortid

Andre artikler om terrorismen  Klik.



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal