Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - usakatrina

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.9.05.


Orkan over USA

Katrina-hurricanen over Den mexicanske Golf og staterne Louisiana, Mississippi og Alabama er den værste orkan i USA i nyere tid - om ikke siden statens oprettelse. Den havde ufattelige dimensioner, også sammenlignet med julens tsunami over Indonesien. Dengang var den ødelæggende flodbølge efter det undersøiske jordskælv 'kun' på to-tre meter. I USA har den varmeskabte tyfon forårsaget bølger på op mod 10 meter og derfor været i stand til at lægge store byer øde og fx skylle store passagerskibe flere hundrede meter ind på land. Hertil kom oversvømmelser af store områder, men specielt af den lavtliggende New Orleans hvis diger brød sammen flere steder. Antallet er døde er langt fra gjort op, men vil antagelige løbe op i flere tusinder.

Det er sandelig blev bekræftet at naturens kræfter ikke er til at spøge med, men kan sætte endog verdens eneste supermagt på sin hårdeste prøve.

Som i tilfældet med tzunamien i Den indiske Bugt rejstes hurtigt kritik af myndighederne. Det regnes åbenbart for en selvfølge at det normale katastrofeberedskab træder i fuld effektiv funktion omgående - også selvom der er tale om et katastrofeområde på størrelse med Vesteuropa og med ødelæggelser der smadrede store dele af selve infrastrukturen i området, herunder el- og vandforsyning samt vejnet. Vist var der advarsler på forhånd - og mange nåede at redde sig ud af de truede områder i tide. Men forløbet af en katastrofe af dette omfang må nødvendigvis være uforudsigeligt i detaljerne. Uden tvivl vil efterfølgende undersøgelse pege på alvorlige fejl hos mange instanser, men det er typisk for moderne mentalitet, at folk ikke accepterer risici ved naturkatastrofer af hidtil uset omfang. Kritikken rettes følgelig mod de instanser der har ansvaret for at beredskabet fungerer, dvs de lokale myndigheder og centralregeringen. Og da de lokale myndigheder i vid udstrækning var på pletten straks, men stod næsten magtesløse på grund af sammenbruddet i infrastrukturen, måtte kritikken gå videre til Washington og navnlig præsident Bush.



Det er svært at forestille sig at nogen regering i verden ville være i stand til at reagere på en så omfattende katastrofe til alles tilfredshed, men det er samtidigt indlysende at en præsident der trods genvalg for mindre end et år siden er mere og mere upopulær i landet må stå for skud. Det hjælper ikke at han afbryder sin ferie eller - beskyttet af sine sikkerhedsfolk - tager ned til katastrofeområdet et par gange for at se ødelæggelserne med egne øjne. Han får omgående stukket i skoene, at han har brugt borgernes skattepenge på krigen i Irak i stedet for på forebyggelse af naturkatastrofer. Og det på trods af at der i sin tid var overvejende flertal for hans Irak-politik. Men engagementet i Irak går som bekendt ikke så godt som forventet. Det er blevet dyrere og trækker ud. Naturkatastrofen kommer derfor selvsagt på et meget ubelejligt tidspunkt for Bush's politiske strategi.

Men den peger også på det fundamentale modsætningsforhold mellem individ og samfund. En naturkatastrofe rammer først og fremmest almindelige mennesker direkte og umiddelbart - og først i anden omgang samfundet, systemet, myndighederne, forsikringsselskaberne, virksomhederne og regeringen. Men til daglig er det politiske system kendetegnet af størst fokus på det langsigtede perspektiv. Taler man om et lands strategi, taler man også om det historiske perspektiv. Og de to ting, det individuelle perspektiv og det langsigtede, historiske perspektiv, går aldrig op i en højere enhed. Netop ved naturkatastrofer afsløres modsætningen - og dermed det politiske systems sårbarhed. Mediernes store rolle i bevidsthedsdannelsen i vor tid øger kun politikernes sårbarhed for kritik. Det historiske perspektiv vanskeliggøres.



Et af de mere kuriøse argumenter imod Bush-regeringen er, at verdens stærkeste magt kan føre massive og kostbare krige i Vietnam, Afghanistan og Irak, men magtapparatet er åbenbart ikke i stand at redde 25.000 nødstedte mennesker fra Superdomen i det oversvømmede New Orleans. Dette er man selvfølgelig fysisk set udmærket i stand til, men det har vitterligt i det aktuelle tilfælde taget seks døgn, hvilket er fire for mange, når ingen havde regnet med at de flygtede skulle opholde sig mere end et enkelt døgn på et sted med helt utilstrækkelige faciliteter og forsyninger. Medierne var på pletten og kunne skildre hele elendigheden og forværringen time for time utilsløret, men hjælpen var uendeligt længe undervejs - på grund af planlægningssvigt højere oppe.

Sammenblandingen med Irak-krigen er irrationel så det klodser. Krigen var overlagt og omhyggeligt forberedt gennem halve år. Katastrofen i sydstaterne kunne meteorologerne forudsige dage i forvejen med stor præcision, og eksperterne havde iøvrigt i årevis regnet den for en mulighed, men den var alligevel at regne for et af naturens luner af den art myndigheder og politikere hverken kan eller ønsker at tage fuld højde for, ganske enkelt fordi omkostningerne ville være for store og for usikre i den iskolde rentabilitet der kalkuleres med i økonomien. Men irrationaliteten i bedømmelsen ligger i sagens natur, dvs i de psykiske grundprocesser. Tingene blandes sammen, fordi mennesket nu engang ikke er et rationelt væsen. Og man giver følgelig også de folk skylden som - trods fejl og fejlbedømmelser - stort set gør hvad de kan, men er ude af stand til at trylle naturlovene ud af kraft.



Det er indlysende at antiamerikanismen - udover selve Bush-kritikken - også gør sig gældende. Amerikanerne dominerer den verdenspolitiske arena til manges store uvilje og frustration, og de har længe, også i demokratiske præsidentperioder, været imod at yde de bidrag til kampen mod den globale opvarmning som mange opfatter som den egentlige årsag til de mange naturkatastrofer vi oplever i disse år.

Det er i denne sammenhæng blot et lille tegn på foragt for amerikanerne, at visse muslimske grupper betegner den aktuelle naturkatastrofe som Guds straf over USA. Her kan man roligt - som i tilfældet med julens tsunami - fastslå, at den slags er løs snak. Men den virker på de folk der på forhånd tror ondt om Amerika i almindelighed og Bush-regeringen i særdeleshed.

Orkanen Katrina har unægteligt afsløret brist i det amerikanske beredskab for naturkatastrofer samt fejl i prioriteringer af forebyggende foranstaltninger i de områder hvor orkaner vil være en stigende trussel. Den har forsaget store ødelæggelser som vil koste offentlige og private virksomheder samt forbundsstat og forsikringsselskaber store summer. Den har allerede kostet olieindvindingen og -industrien så store tab, at det vil påvirke olie-markedet i flere måneder. Og den har endelig også afsløret en kolossal fattigdom blandt farvede mennesker i sydstaterne.

Men mennesket er og bliver ufatteligt stædigt - og vil på trods af al sund fornuft gå i gang med at bygge op igen. Det vil sandsynligvis tage år at fjerne de værste skader. Men det vil ikke undre om New Orleans med de uerstattelige historiske kulturværdier vil blive genskabt, selvom det er dybt irrationelt at bygge en by til over 400.000 mennesker på et terræn seks meter under havets overflade.

USA er blevet hårdt ramt, men vil uden tvivl rejse sig igen.



Henvisning:

Naturkatastrofen anden juledag  (31.12.04.)

De psykiske grundprocesser

Komplementariteten mellem individ og samfund


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal