utils prefix normal JERNESALT - ungdomshus06

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.10.07.


Ungdomshusaktivisterne
- politiets eller politikernes sag?

Aktivisternes aktion på Grøndalsvænge allÚ i København lørdag den 6. var bemærkelsesværdig af flere grunde.

For det første var den arrangeret af en ny aktionsgruppe der kalder sig G13. For det andet var den bebudet i forvejen. For den tredje forløb den relativt fredelig som et 'ulydigt', men ikke-voldeligt forsøg på at besætte en tom kommunal ejendom på Grøndalsvænge allÚ 13 i nærheden af Fuglebakkens S-station på grænsen mellem Københavns og Frederiksberg kommuner. For det fjerde arresterede politiet ikke mindre end 436 aktivister, hvad der er rekord - og alle blev løsladt dagen efter. For det femte samledes de ikke-arresterede aktivister efter aktionen i Nørrebrohallen, hvor lederne betegnede aktionen som en succes og opfordrede aktivisterne til at gå hjem uden uro. For det sjette fik aktivisterne efterfølgende ros af politiet, fordi der for første gang i lange tider ikke var kastet sten eller brandbomber mod politiet - eller iøvrigt begået hærværk. Og endelig kom chefpolitinspektør Per Larsen efter uroen med en klar opfordring til politikerne om at finde en løsning på problemet, så politiet ikke vedblivende skulle bruge så mange ressourcer på sagen.

Per Larsens opfordring har omgående vakt kritik, fordi den umiddelbart kan udlægges som en støtte til aktivisterne. Både den konservative københavnske borgmester Mogens Lønborg og Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører Peter Skaarup bad straks Per Larsen blande sig udenom. Men han blev i princippet bakket op af såvel formanden for Københavns Politiforening som øverste chef for Københavns Politi, landets største politikreds der efter politireformen 1.1.07. nu også omfatter Frederiksberg og Tårnby. Politidirektør Hanne Bech Hansen syntes ganske vist at Larsen havde udtalt sig for firkantet ved at rette opfordringen ensidigt til politikerne, men også hun mener at hverken politiet eller byen København kan tåle at der går mange år med problemet uløst. Derfor er der ingen uoverensstemmelse mellem hende og chefpolitiinspektøren, understreger hun.

Det var nu heller ikke nogen særligt firkantet udtalelse der kom fra Per Larsen. Han udtrykte sig faktisk lige så velovervejet og fornuftigt som han altid gør. Han anfægter jo ikke at aktivisterne også må være imødekommende, hvis der skal findes en løsning. Men han har ret i at næste skridt nu skal tages af politikerne på Københavns Rådhus. Politiet har rost aktivisterne for at have afstået fra vold. Og derfor kan politikerne ikke bruge aktivisternes vold som undskyldning for ikke at ville forhandle med dem. Derfor hører det med i billedet at overborgmester Ritt Bjerregaard allerede forud for aktionen havde inviteret aktivisterne til møde, og at hun efter aktionen naturligvis har fastholdt invitationen. Parterne skal mødes torsdag den 11.



Det er langt fra sikkert at mødet vil ende med et så klart resultat, at fremtidige aktioner fra aktivisternes side vil blive undgået, men det er væsentligt at de selv nu har forstået at de kommer længere med ikke-vold end med vold, og det er lige så vigtigt at Ritt Bjerregaard ikke længere smyger sig udenom. Dels er flere og flere borgere trætte af sagen, dels er det et faktum at politiet lider under at skulle bruge så mange ressourcer på sagen som tilfældet er. Politidirektøren har naturligvis understreget, at når aktivisterne varsler ulovlige besættelser af ejendomme, så må politiet prøve at forhindre det, og når de besætter ejendomme, så må politiet smide dem ud. Men problemet løses ikke, før de unge aktivister på en eller anden måde får skaffet sig et fast tilholdssted, hvor de kan dyrke deres interesser og fællesskab uden indblanding fra myndighedernes side. Det er ikke kommunens eller de kommunale politikeres opgave at føje aktivisterne - og altså uden videre forære dem et hus af passende størrelse, for dette er forbundet med problemer. Men omvendt burde det heller ikke være politiets pligt bare at se stiltiende til, når en manglende løsning på problemet betyder at det skal binde enorme ressourcer til opgaven.

Der kan næppe være ringeste tvivl om, at hvis ordenspolitiet her i landet fortsat var kommunalt - som det var helt op til 1938 - så ville Københavns Kommune forlængst have fundet en løsning på problemet 'Ungdomshuset', for så ville det have været en alt for stor økonomisk belastning for den i forvejen økonomisk hårdt spændte kommune at lade stå til og vente på at andre løser problemet. Københavns kommune har klokket gevaldigt i sagen om Ungdomshuset på Jagtvej 69 ved i sin tid at sælge det til Faderhuset. Og Faderhuset på sin side har ud fra sin syge fundamentalistiske kristendomsfortolkning gjort hvad det kunne for at forhindre en løsning gennem salg til Knud Foldschacks fond - og har på det allersidste gjort grin med både aktivisterne, politikerne og den øvrige borgermusik ved at sælge grunden til en helt uvedkommende entreprenør. Men i dag kan kommunen umuligt sige sig fri for ansvar for sagens udfald.

Ritt Bjerregaard får det ikke let, hvis der skal findes en varig løsning på problemet inden for rimelig tid, dvs inden næste kommunalvalg om et år. For dels kan Københavns Kommune ikke stille en ejendom gratis til aktivisternes disposition, når disse overvejende er autonome og som sådanne nægter at indgå aftaler med kommunen der forpligter dem økonomisk og juridisk. Dels er det ikke sikkert at en ejendom overhovedet løser problemet, eftersom de autonome så at sige opretholder deres identitet og fællesskabsfølelser gennem den konstante modstand mod det etablerede samfund. Derfor er de kommende forhandlinger vigtige, for her vil det sandsynligvis kunne blive afklaret hvor repræsentative aktivisternes forhandlere egentlig er for aktivisterne. Der er næppe tvivl om at aktivisterne kan deles i relativt medgørlige og forhandlingsvenlige unge på den ene side og absolut umedgørlige og kamplystne autonome på den anden side. Så måske kommer politikerne ikke udenom at finde en pragmatisk løsning der reelt splitter aktivisterne. Det vil kunne give en vis nedtrapning af konflikten og dermed aflaste politiet. Men det vil næppe give varig fred. Sporene fra Christiania turde vise, at der kan gå årtier med overhovedet at finde en løsning alle parter kan være tjent med, men også at der fortsat vil være individer der principielt ikke vil bøje sig for aftaler.



G13 er trods alt en nyskabelse i kampen der giver et vist håb. Den er inspireret af G8-aktionen i Rostock i juni måned i forbindelse med G8-mødet i Heiligendamm. G8 er som bekendt en sammenslutning af de otte førende industrinationer i verden, som den tidligere britiske premierminister Tony Blair foreslog udvidet til 13 lande, altså G13. Men aktionsgruppen G13 har nu valgt navnet fordi deres første aktion gælder adressen Grøndalsvænge allÚ 13. De siger på deres hjemmeside at "Aktion Grøndalsvænge er et initiativ som er taget af forskellige folk, grupper og organiseringer i og omkring Ungdomshusbevægelsen. Vi udspringer af den brede Ungdomshusbevægelse i alt sin mangfoldighed og diversitet, og lige netop det er kernen og styrken i vores initiativ. - Det som samler og forener os er kampen for fristeder og den klare overbevisning, at den kamp vi kæmper skal afspejle de idealer og mål, vi kæmper for. Det vil sige, at vores kritik af det omkringliggende system og samfund ikke kun indskrænkes til ord, men omsættes i praksis. Derfor prøver vi aktivt at bekæmpe undertrykkende mekanismer og strukturer, som er bygget omkring klasse, køn, etnicitet og seksualitet både i vores fristeder og i vores kamp for dem - fra gade til hus. Vi har ingen ledelse, alle generelle beslutninger bliver taget på møder, hvor alle dele af initiativet vil være til stede."

Politikerne bedømmes uden nåde: "Vi ved, at politikerne på rådhuset i virkeligheden ikke ønsker os. Vi ved, at deres fine snak om borgerinddragelse, om levende kultur og om det kreative og mangfoldige København er tomme floskler i et indholdsløst demokrati, hvor borgere bliver reduceret til stemmekvæg og politikernes virke indskrænker sig til udelukkende at handle om genvalg. - Vi ved, at politikerne i deres magtarrogance ikke umiddelbart har tænkt sig at give os det tilbage, de har taget. Vi har ventet et halvt år - og trods utallige demonstrationer og protester er intet sket. - Der er i dette øjeblik behov for at prøve noget nyt. Vi føler, at der er behov for en aktion, som kan tilbageerobre det politiske terræn. En aktion som er inkluderende og samlende for alle de tusindvis af mennesker, som har været på gaden det sidste halve år. "

Om de 436 anholdte personer vides, at 62 af dem var fra udlandet. Halvdelen var mellem 18 og 24 år. 76 var mellem 15 og 18 år, og 21 var under den kriminelle lavalder på 15 år. Så hvis de anholdte er blot nogenlunde repræsentative for alle de aktionerende, to eller tre tusinde mennesker, så det er vanskeligt at se bort fra ungdommeligheden og 'internationaliseringen'. Specielt deltagelsen af så mange udlændinge må siges at være uheldig, da den forstærker indtrykket af ideologiseringen af kampen.

I en pressemeddelelse retter aktionsgruppen bebrejdelse mod såvel politiet som overborgmesteren. Den mener Ritt Bjerregaard løber fra sit ansvar når hun stiller forhandlinger i udsigt, men selv har frataget dem et hus (hvad der som bekendt ikke er korrekt). Og politiet bebrejdes for unødigt hårdhændet behandling af de anholdte.



Det sidste punkt er en gammel, men kan næsten sige forudsigeligt automatisk traver, der abstraherer fuldstændigt fra politiets forbandede pligt til at gribe ind mod ulovligheder. Konkret fandt politiet det nødvendigt at bruge tåregas mod demonstranter der begyndte at klatre op på politiets køretøjer. Alternativet havde været en kamp mand mod mand der ville have betydet sårede politifolk. Antallet af anholdte var som nævnt rekordstort, men det var nødvendiggjort af selve det forhold at de demonstrerende nægtede at følge politiets opfordring til at fjerne sig. Anholdelse er hvad enhver må finde sig i der ikke retter sig efter politiet i sådanne situationer. Men masse-anholdelser kan naturligvis ikke foregå helt så udramatisk som enkeltvise anholdelser. De anholdte klagede efterfølgende over at være blevet nægtet vand og toiletbesøg og over at have siddet bagbundne med strips om håndleddene i timevis. Hertil har politiet svaret, at man beklager tilfældene med nægtelse af vand og mulighed for at komme på toilettet, men at bagbindingen var nødvendig af den simple grund, at Københavns Politi slet ikke har lokaliteter til så mange anholdte på Ún gang.

Til det sidste er for det første at sige, at det svarer meget godt til vores normale fredelige tilstande i landet, at politiets kapacitet ikke er højere. For det andet er der egentligt kun at tilføje, at det var en særdeles fornuftig taktik af politiet at anholde så mange at man hurtigt fik overtaget og bragt gemytterne til retræte.

Generelt kan politiet kun roses for forløbet. Man var fuldt forberedte på alle eventualiteter, men valgte en indgriben der relativt hurtigt sikrede genoprettelsen af den nødvendige ro i området. Hårdhændet behandling af demonstranter kan ganske enkelt ikke undgås, når disse vælger konfrontationen og nægter at følge politiets anvisninger.



Den politiske side af hele sagen er nu kommet i fokus. Ritt Bjerregaard har allerede i dag holdt pressemøde på Rådhuset sammen med de radikale, SF og Enhedslisten. Hun har her påpeget at der er to mulige løsninger: en privat og en politisk, og da aktivisterne tilsyneladende helt har opgivet den private løsning, hvor en fond går ind og køber en ejendom de kan bruge, så står den politiske tilbage. Men denne indebærer ganske klart lovgivningsmæssige begrænsninger, herunder at der skal skaffes politisk flertal for den i Borgerrepræsentationen, og at kommunen i givet fald skal føre tilsyn med enhver bygning de unge får stillet til rådighed. Og det er dette sidste punkt der med hendes egne ord bliver den store knast i de forestående forhandlinger.

Det er jo meget godt, at aktivisterne ønsker et fristed eller flere. Hovedparten af deres forældre og øvrige borgere kan sikkert slutte op om ønsket, bl.a. fordi det må betragtes som en psykologisk lov at unge i et meget moderne og kompleks samfund som det danske skal bruge længere tid til at vænne sig til reguleringer af deres liv og adfærd. Men aktivisterne nærer illusioner, hvis de tror at de kan få stillet ungdomshuse til rådighed uden at acceptere nogensomhelst regulering eller kontrolforanstaltning fra det offentliges side.

Dialog og forhandlinger er godt, så parterne kan lære hinanden bedre at kende. Men de vil ende uden resultat, hvis aktivisterne fastholder deres vildeste autonome drømme inden for det store nationale og demokratiske fællesskabs rammer at få fristeder og frizoner, hvor landets almindelige love ikke gælder.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til relevante hjemmesider:

Aktionsgruppe G13's hjemmeside
Københavns Politis hjemmeside
Overborgmester Ritt Bjerregaards hjemmeside
Københavns kommunes hjemmeside



Relevante artikler pp Jernesalt:

Er det mon opdragelsen det er galt med, når unge tyer til vold?  (05.03.07.)
Dramatisk punktum for Ungdomshuset som alternativ  (2.3.07.)
Er der gang i et mini-ungdomsoprør?  (21.1.07.)
Ungdomshuset og Tåbelighedernes Hus  (17.12.06.)
Ungdomshuset, Faderhuset og Tragediens Hus  (30.11.06.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal