utils prefix normal JERNESALT - ungdomshus04

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.3.07.


Dramatisk punktum for Ungdomshuset som alternativt kulturhus

Torsdag den 1. marts 2007 vil blive husket som dagen hvor skikkelige danske statsborgere kunne sidde trygt hjemme i deres stuer og lige fra morgenstunden følge de dramatiske begivenheder omkring politiets rydning af Ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro - på tv-kanalerne, der alle havde flere reportere ude på forskellige poster i området.

Første akt var selve politiets overrumplende hurtige, effektive og ublodige indtagelse af aktivisternes fæstning ved hjælp af helikoptere, kraner, sprøjter og specialuddannede folk der trængte ind i huset i tredje sals højde og fik arresteret de 39 personer der vogtede det. Halvdelen var udlændinge, men alle lod sig anholde og føre bort. Politiet kunne derefter gå i gang med at gennemgå huset for sprængstoffer og kasteskyts - og det var ikke små mængder der blev fundet og beslaglagt. Huset var tværtimod fra top til bund spækket med brosten, tunge jernting, gamle lokummer og andets kasteskyts samt hjemmelavede bomber. Alt blev fotograferet og registreret til brug for de kommende retssager mod besætterne.

Indsatsen fra politiets side var imponerende og fortjener den allerstørste ros. Det vigtigste var at aktionen blev overstået så hurtigt som den gjorde og at fremgangsmåden forhindrede besætterne i overhovedet at få muligheden for at benytte de livsfarlige materialer de havde hamstret. I princippet var sagen - som politiet understregede - en ren fogedforretning, men da besætterne siden december måned havde vist at de ikke agtede at rette sig efter fogedkendelsen og fraflytte huset frivilligt, og heller ikke havde lagt skjul på hvad de havde i sinde hvis de blev tvunget ud, blev forretningen speciel. Men politiet havde rustet sig til den - og klarede opgaven utroligt flot. Tilsyneladende tog de besætterne på sengen. Der meldes om en såkaldt 'fredsvagt' uden for huset der opdagede politiet så sent at han ingen forskel gjorde. I forvejen havde politiet trukket tiden ud i mere end to måneder, dels for at give politikerne mulighed for eventuelt at finde en løsning, dels for at svække det beredskab i huset der ellers i dagene efter kampene den 16. december var blevet stort og som var forstærket med professionelle udenlandske aktivister.

En underfundig besked fra politiet - mandag var det vist - lød på at nu havde man fastsat en frist for endelig rydning af huset, nemlig 31. december 2007 plus/minus 12 måneder, indikerede dog at noget sikkert var i gære. Men alle blev overraskede.



Anden akt var formiddagens sporadiske, men relativt fredelige protester omkring Nørrebrogade. som blev spærret i begge retninger ligesom Jagtvej mellem Nørrebros Runddel og Rantzausgade. Politiets mange 'hollænderbiler', små meget mobile, men stærke køretøjer med plads til ti betjente patruljerede konstant på strækningen - og spredte sammenstimlinger der opstod og som udartede til stenkastning. Alvorlige episoder kom det ikke til. Mange almindelige Nørrebroboere kunne stå stille og roligt og følge begivenhedernes gang.

Tredje akt var en fredelig demonstration på Rådhuspladsen med deltagelse af flere hundrede unge mennesker af den kategori der havde en vis tilknytning til Ungdomshuset eller sympatiserede med dets brugere, som var utilfredse med at politikerne på Københavns Rådhus ikke havde sørget for et nyt Ungdomshus til erstatning for det gamle. Et par af de adspurgte gav udtryk for stor frustration over hvad der skete, men tilføjede også at de ikke ville deltage i voldeligheder, men gå hjem, hvis demonstrationen endte med vold.

Det sidste afspejler formentlig at politiets ihærdige indsats for gennem de sidste uger at appellere direkte til eleverne på områdets folkeskoler og gymnasier om at afholde sig fra at indlade sig på vold har båret god frugt. Når politiet alt i alt kun fandt det nødvendigt at anholde 219 personer og havde held til at bringe urolighederne til ophør ved midnatstid, kunne det tyde på at den overvejende del af uromagerne var den kerne af hardcores hvis primære formål er konfrontation med politiet og ikke bevarelse af et frit sted for de unge. Dette er i sig selv en positiv udvikling i hele sagen.



Fjerde akt startede med demonstrationen på Blågårdsplads kl. 17 og eskalerede hurtigt til langvarige kampe mellem demonstranter og politi i og omkring Blågårdsgade, det vil primært sige Nørrebrogade på strækningen mellem Søerne (Dronning Louises Bro) og Meinungsgade. Her blev der aftenen igennem væltet affald fra kontainere ud på kørebanen, det blev antændt og gav i flere perioder voldsomme bål i gaden. Desuden blev der kastet brosten og maling efter politiets vogne. Politiet valgte at stresse demonstranterne ved at forfølge dem ind i sidegaderne og derefter vende om - og så gentage operationen igen og igen. Taktikken blev af flere tv-kommentatorer bedømt som temmelig virkningsløs, fordi demonstranterne bare flygtede ind gennem baggårdene og vendte tilbage igen. Men nogle blev faktisk anholdt, og slutresultatet blev at der faldt ro over feltet. Set i bakspejlet virkede politiets taktik altså særdeles godt, mens tv-kommentatorerne var tilbøjelige til at vurdere situationen fra den lille vinkel de havde fra deres udsigtspost. Seerne var faktisk bedre i stand til mere overordnet at følge og vurdere slagets gang, selvom det kneb for både DR1 og TV2 at dække hvad der foregik i og omkring Blågårdsgade.

Det hører med til billedet at politiet på et tidligt tidspunkt tog gasmasker på og for første gang anvendte tåregas flittigt mod demonstranter. Gassen kunne afskydes inde fra 'hollænderbilerne' og satte gang på gang aktivisterne midlertidigt ud af spillet, da den både angriber øjnenes tårekanaler og medfører vejrtrækningsbesvær. Folk uden gasmasker er nødt til at fjerne sig hurtigst muligt. - Et andet våben var, at politiet ganske enkelt udstedte generelt forbud mod at opholde sig på Nørrebrogade i det område hvor der var uro. Det ville sige, at politiet havde beføjelse til på stedet at kunne anholde enhver der blot opholdt sig på området - uanset om vedkommende deltog i aktiviteter eller ej.



Samtidigt med urolighederne på Nørrebro opstod der voldom uro på Christianshavn, nærmere betegnet omkring Torvegade og Prinsessegade der fører forbi Christiania. Der blev lavet barrikader og tændt bål af aktivisterne, så politiet måtte forfølge dem i hollænderbilerne ned ad Prinsessegade. Her forsvandt de bag stakittet til Christiania, men dukkede op igen, når politiet vendte om. Urolighederne så voldsommere ud her end på Nørrebro. Og det påfaldende var, at der tilsyneladende deltog langt flere aktivister end man kunne have forventet fra Christianias side. Christianitterne har generelt udtrykt sympati for Ungdomshusets beboerne, men frabedt sig at blive slået i hartkorn med dem. Christiania bebos i dag overvejende af folk der er kommet et godt stykke ud over den primitive protests uvæsen, men stedet kan til enhver tid bruges som base for mere tilfældige ballademageres udfoldelse.

Midt i fjerde akt var der kl. 21 pressemøde på Københavns Rådhus, hvor såvel kriminalinspektør Per Larsen som overborgmester Ritt Bjerregaard kommenterede situationen. Per Larsen er med sin sædvanlige ro og humor en fornem repræsentant for moderne dansk politi - og han mente nok at politiet ville få situationen under kontrol i løbet af nogle timer. Bjerregaard havde afbrudt sin ferie i Norge for at følge begivenhedernes forløb på nærmeste hold. Hun var ikke blevet orienteret om fogedforretningens begyndelse på forhånd, men havde omvendt forstået at hendes tilstedeværelse i København var nødvendig. Hun kunne fastholde at fogedforretningen helt og holdent var politiets opgave, men erkendte det politiske ansvar for at måtte medvirke til efterfølgende at finde en løsning på de unges behov for et hus af en eller anden art. - Da også Københavns Politis øverste chef, politidirektør Hanne Bech-Hansen, dagen igennem var til rådighed for tv-kanalerne med kommentarer til udviklingen, og også Rigspolitichefen i løbet af aftenen blev set på vej i bil til inspektion af Ungdomshuset, så må man denne gang sige at der i modsætning til 16. december var fuld og synlig tilstedeværelse fra myndighedernes side. Det er også nødvendigt i så spegede situationer.



Femte og sidste akt begyndte omkring midnatstid - og endte med genoprettelse af roen på såvel Nørrebro som Christianshavn.

Anholdt blev som nævnt ialt 219 personer, der alle er blevet eller bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag. Nogle blev allerede varetægtsfængslet for fire uger i går. Alt tyder på at politiet denne gang undgår fejlen 16. december med ikke at have konkrete beviser ved hånden i de enkelte sager. Men en anden fejl er allerede sket, idet nogle af de folk der blev arresteret i går kl. 10.30 dårligt nåede at blive fremstillet inden 24-timers fristens udløb. Det er dårlig planlægning af den slags der ikke burde kunne ske.

Alt tyder dog på at bevismængden som sådan denne gang er så stærk, ikke mindst i form af materiale fra selve huset og fotooptagelser fra hollænderbilerne, at anklagemyndigheden kan få flere sigtet og dømt for grove overtrædelser af straffeloven - og dette er efterhånden tiltrængt, hvis der skal dæmmes op for uroen.

Politiet løste sin opgave forbilledligt - og har da også fået opbakning fra alle partier, med Enhedslisten som den naturgivne undtagelse.



Uden tvivl er der også opbakning fra det altovervejende flertal af danskere landet over. Langt de fleste finder vold af denne art for skræmmende, uværdig og udemokratisk. Det gælder også det store flertal af beboerne på Nørrebro og Christianshavn, der uanset hvad de måtte mene om Ungdomshusets brugere foretrækker ro og orden i gaderne.

Men selvfølgelig findes der også folk der er utilfredse med politiets aktion og metoder. En gruppe der kalder sig 'Forældre mod politibrutalitet' er "dybt rystet over betjentenes indsats", selvom seerne i fjernsynet med egne øjne kunne se at politiets fremfærd var meget behersket - og denne gang domineret af hollænderbilernes effektive og undertiden også skarpe forfølgelse af aktivisterne. I en enkelt situation fik en flugtaktivist overbalance lige foran en forfølgende bil, men denne standsede omgående, så manden ikke blev ramt eller kørt over. Desuden gælder - og det er meget vigtigt at fastholde - at det er ulovligt at bruge kasteskyts mod politiet eller at overhøre ordrer om at fjerne sig fra et bestemt område, så ingen der udsættes for politiets legale metoder ved sådanne lejligheder har nogen rimelig grund til at brokke sig over at blive forfulgt af politiet. Men der er simpelthen dele af den radikaliserede ungdom og deres forældre der på forhånd betragter politiet som en fjende og som kalder al anvendelse af politimagt for politivold eller politibrutalitet. Men dette er deres eget problem og hverken politiets eller samfundets.

Afslørende for nogle af disse unge er en udtalelse til Ekstrabladet d.d. der i overskriftens form hedder: "Brosten en forståelig reaktion". "Politikerne er selv skyld i optøjerne, brosten og afbrændte biler, lyder reaktionen fra de unge efter kampen imellem politi og demonstranter natten til fredag." - Dette er meget afslørende, al den stund brosten netop ikke er en forståelig endsige forsvarlig reaktion på frustration af nogen art, men tværtimod altid en tåbelig reaktion. Sagen om Ungdomshuset kan være så forkludret den være vil - og den er vitterligt blevet forkludret af mange parter gennem flere årtier. Men de unge besættere af huset har ikke krav på huset, det har derimod Faderhuset som er retmæssig ejer. Og derfor er myndighederne tvunget til at gennemføre en fogedforretning. Dette må de unge bøje sig - uanset hvor meget de føler sig snydt for et hus. Det er fuldt forståeligt at de er frustrerede over at politikerne ikke forlængst har fundet en rimelig løsning på problemet, men frustration legitimerer aldrig ulovlig voldsanvendelse - og slet ikke systematisk kamp mod ordensmagten i form af brosten i massevis, barrikader og bål i gaderne samt væltede biler m.m.

Det tragiske i denne forbindelse er ikke at ganske unge mennesker i deres kvide og uforstand kan ty til uacceptable metoder, for det ligger i ungdomstilstanden som sådan at lunten fra tanke til handling kan være uhyggeligt kort. Det tragiske er at forældre og andre voksne lader de unge forstå at voldsmetoder er acceptable, og at det er samfundet der er skyld i ulykkerne.



Eksempler på forstående forældre eller andre velmenende voksne der forsvarer eller undskylder de unges anvendelse af vold er mange, men lige så galt er det faktisk at nogle tager afstand fra volden, men til gengæld retter skytset ensidigt mod de myndigheder og politikere der ikke giver efter for de unges krav om ungdomshuse eller hvad det nu kan være. Man kan sagtens komme med bebrejdelser mod Københavns Kommune, men vitterligt har kommunen gjort uhyre mange ting for de unge gennem årene - og gør det stadig, men der er en grænse for såvel kommunens ressourcer som for fornuften i at give efter for helt urimelige krav fra de unge.

Et af de morsomste eksempler på en forældrereaktion i forbindelse med gårsdagens rydning af Ungdomshuset kom i Deadline på DR2 kl. 22.30, hvor religionsforskeren Mikael Rothstein, hvis søn har været bruger af huset, rettede et voldsomt angreb mod regeringen der siger den er liberal, men i praksis er intolerant og gør hvad den kan for at umuliggøre alternative livsformer i landet. Rothstein lagde ubetinget afstand til de unges vold, men fˇr i sin kritik af regeringen, myndighederne og politikerne på både Christiansborg og Københavns Rådhus så hårdt frem at han blev ideolog og dermed viste at han må lide af det man kun kan kalde rabies ideologica. Han tænker i magtinteressernes og politikkens baner og er i denne praksis kommet så langt ud i hellig ensidighed at han ikke længere har mulighed for at forstå at den eneste vej ud af voldspiralens selvødelæggende struktur er at få øje på kompromisets kunst og dermed begynde at forstå at man nogle gange må leve med sine frustrationer eller nederlag for at komme videre i livet.

Det er præcis her de unge aktivister og ekstremister mangler indsigter der kan føre dem videre fra volden til den demokratiske frihed. Og det er her nogle forældre svigter.



Det er præcis samme sted at gårsdagens begivenheder nu for alvor skiller vandene. Det er fortsat en opgave for Københavns kommune - med eller uden hjælp fra velmenende fonde - at prøve at finde egnede muligheder for fristeder, væresteder og spillesteder for ganske unge mennesker der af den ene eller anden grund har svært ved at finde sig til rette i det etablerede samfunds faste 'borgerlige' rammer. De unge af i dag har brug for mere tid til at blive voksne end de unge i gamle dage. Men for det første må de selv gøre noget for at finde sådanne steder og være med til at finansiere særordninger - med eller uden behjertede forŠldres og fondes hjælp. For det andet er de nødt til at acceptere visse overordnede spilleregler fra det etablerede samfunds side, herunder den allervigtigste at anvendelse af vold er uacceptabel.

Det ser ud til at mange forældre til de unge har svigtet deres egne børn ved at nære disses illusioner om at det er o.k. at forlange alt af det offentlige og give det offentlige skylden for alt der går galt. Men mange unge kan udmærket se forskellen på at anvende vold for at nå sine mål og at undlade at anvende vold. Den aktuelle sag har netop dokumenteret, at mange unge almindelige brugere af Ungdomshuset har ladet sig misbruge af ældre demagoger til at sætte kampen mod systemet over kampen for egne udfoldelsemuligheder og i den forbindelsen til at acceptere selv de groveste voldsmetoder mod systemet. Den fredelige del af Ungdomshusets brugere har først og fremmest tabt deres kamp for et andet hus i og med at de ikke har forstået at løsrive sig fra den voldelige del af brugerne. De vil ikke formå at komme tilbage på banen i kampen for et andet hus, medmindre de distancerer sig fuldstændigt fra deres voldelige kammerater.



Ungdsomhusets retmæssige ejer, Faderhuset og dets leder Ruth Ewensen, har i skrivende stund ikke taget stilling til om huset skal rives ned. De har først nu fået mulighed for ved selvsyn at danne sig et indtryk af husets tilstand. Men politiet har ikke lagt skjul på at man gerne ser at Faderhuset vælger at rive huset ned, for ellers hænger politiet på en forpligtelse til at beskytte huset mod en ny besættelse fra aktivisternes side. Dette ville være en helt urimelig opgave over for et politikorps der har løst sin opgaver fortræffeligt i denne sag, men faktisk har bedre opgaver at bruge tiden til.

Desuden har det gamle ungdomshus uanset dets eventuelle renovering eller ombygning en symbolværdi som vil bevirke at sålænge det overhovedet står tilbage med de ydre mure intakte, vil det drage aktivisterne som en magnet og animere til fortsatte protestaktioner. Det kan hverken Faderhuset, naboerne, politiet eller politikerne være tjent med. Det eneste rigtige vil derfor under alle omstændigheder være at rive huset ned hurtigst muligt, koste hvad det koste vil. Ruth Evensens stændighed burde ikke forhindre hende i at vælge denne løsning.

Rives Ungdomshuset ned med det samme, vil fokus flytte sig fra Jagtvej 69 til Københavns Rådhus og kommunalpolitikernes villighed til at finde en passende og relativ hurtig løsning på problemet: et anvendeligt hus til de unge på Nørrebro.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Er det mon opdragelsen det er galt med, når unge tyer til vold?  (05.03.07.)

Er der gang i et mini-ungdomsoprør?  (21.1.07.)
Ungdomshuset og Tåbelighedernes Hus  (17.12.06.)
Ungdomshuset, Faderhuset og Tragediens Hus  (30.11.06.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion

Se også Værdimanifestet
og specielt afsnittet om Samfundet som fundamental værdi



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal