Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - uddannelse13a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.7.13. (Ugebrev)

Uddannelsessystemet vrides skævt af fokuseringen på effektivitet

Studieoptaget på de videregående uddannelser har på femte år i træk sat rekord med 63.826 studerende mod godt 44.000 i 2009 eller en stigning på 44 procent på disse få år. Andelen af kvinder udgør 56 % mod mændenes 44 %. Antallet af afviste er i år på 20.654, den ene halvdel fordi ansøgernes karaktergennemsnit var for lavt, den anden halvdel overvejende fordi de ikke har skaffet sig tilstrækkelige erfaringer til at komme ind på kvote 2.

Generelt er der jubel over rekorden, fordi det er blevet et urokkeligt mantra i dansk uddannelsespolitik at flest muligt skal have en så høj uddannelse som muligt, hvis Danmark skal kunne klare sig i den internationale konkurrence. Af hensyn til en højere produktivitetsvækst er målet ifølge regeringens 2020-plan at 60 pct. af hver ungdomsårgang skal gennemføre en videregaende uddannelse, og 25 pct. en lang videregående uddannelse. Og kendsgerningen er jo, at Danmark konkurrerer med lande der også satser på højere og højere uddannelse af alle deres unge.

Men der dog også malurt i glædesbægeret, for dels mangler dansk erhvervsliv faglært arbejdskraft af den art der udfører praktisk arbejde, dels er det slet ikke givet at der kan skaffes beskæftigelse til alle de højtuddannede mennesker der kommer ud af uddannelsessystemet om fem, seks eller syv år, selv om det kan konstateres at krisen har gjort mange studenter så bevidst om fremtidige jobmuligheder at de i højere og højere grad vælger studier med høj beskæftigelsesgrad. Og endelig er der også alle dem der ikke får en videregående uddannelse (selvom de søger om optagelse de følgende år), og det hænger bl.a. sammen med at det er blevet nemmere og nemmere at få en studentereksamen.

Man står med andre ord med to forskellige dilemmaer. For det første løser man ikke uden videre erhvervslivets behov for mere og bedre arbejdskraft til den konkurrencedygtige produktion. Dette problem tager politikerne ikke alvorligt nok. Og for det andet skaber man slet ikke mere lighed i samfundet ved at skaffe flest muligt gennem uddannelsessystemet. Og det er ellers hvad politikerne tror på. Det er så at sige deres store livsløgn. De vil ganske enkelt ikke være ved, at frihed er ensbetydende med ulighed.



I sig selv er det en fantastisk udvikling at det moderne velstands- og velfærdssamfund har skaffet så stor en andel af ungdomsårgangene en bedre uddannelse end den deres forældre havde. I begyndelsen af 1800-tallet blev der immatrikuleret ca. 200 studenter årligt på landets dengang eneste universitet. I begyndelsen af 1900-tallet var antallet steget til 600-700, og i slutningen af 1950'erne var det oppe på det dobbelte, altså 1200-1400 (og nye læreanstalter var kommet til). Og så gik det ellers stærkt. I 1973 fik 10.000 mennesker studentereksamen, i 1980 næsten 15.000, i 1985 næsten 20.000 - og i år er det oppe på 27.400 plus næsten 19.000 med Hf, Hhx og Htx. Det trækker fra, at flere og flere unge vælger gymnasiet, fordi de ikke kan få anden uddannelse eller ikke véd hvad de vil, men til gengæld får de SU så de i det mindste er forsørget en tid. Det trækker ligeledes fra at stort set alle gennemfører gymnasiet, fordi kravene er lempet så meget at ingen sorteres fra. Langt fra alle der gennemfører gymnasiet er egnede for videregående studier, men det er nu de højere læreanstalters eget problem ved eksamenskvotienter og andre optagelseskrav at sortere de uegnede fra. Og det kan i realiteten kun de læreanstalter gøre, der har meget stor søgning og derfor kan sætte adgangsbetingelsen meget højt.

Menneskeligt set er det godt at så mange får god en grunduddannelse og en videregående uddannelse der svarer til deres evner og vores generelle forestilling om et højt oplysningsniveau. Men økonomisk og samfundsmæssigt set er det et problem at vi giver alt for mange unge mennesker en uddannelse der ikke fører til et arbejde der svarer til uddannelsen og altså derfor overkvalificerer dem til arbejdsmarkedet. Dette er ikke ønskværdigt for de uddannede personer selv, men det skjuler først og fremmest også det forhold at der skabes ny ulighed gennem uddannelsessystemet.

Det lyder meget godt at så mange bliver studenter og får en videregående uddannelse, men når realiteten er at en studentereksamen ikke er hvad den engang var, og at heller ikke en akademisk uddannelse i dag er hvad den engang var, så er det berettiget at spørge hvad vi egentlig skal med alle de akademikere eller teoretisk uddannede mennesker der kan sidde ved skriveborde og analysere tekster og data, skrive rapporter og afhandlinger til hinanden og eventuelt administrere (tilrettelægge andres arbejde). De fleste har nok opdaget at der er blevet mange flere djøf'er (jurister og økonomer) i alle veludviklede lande de seneste 60 år. Men mange har også en fornemmelse af at de dygtigste af dem er blevet ganske ferme til at sætte sig på den bevilligende politiske magt og udbygge selve bureaukratiet, ikke mindst gennem store internationale organisationer som EU. Det presser landenes økonomier og skattetryk, men det bekræfter også Parkinsons gamle lov om at antallet af embedsmænd ingen som helst relation har til arbejdsmængden, eftersom enhver embedsmand ønsker at forøge antallet af underordnede, og enhver bureaukrat desuden til hver en tid er i stand til at udvide arbejdsmængden så det kan udfylde den tid der er til rådighed. Et synligt resultat er de kæmpemæssige bygningskomplekser der skyder op alle steder hvor bureaukratiet florerer.

Her er vi ved den gamle, evige kamp mod bureaukratiet som siden velfærdssamfundets opfindelse politisk har udmøntet sig i den evige strid om den offentlige sektors størrelse og stigende indblanding i den private sektors forhold. Det lader vi ligge. Men irrelevant i uddannelsessammenhæng er det ikke at det er en kæmpeillusion at tro at længst mulig uddannelse til flest mulige fører til større lighed mellem borgerne. For den gør det modsatte.



Blandt andet er det ikke til at komme uden om at ligestillingen mellem kønnene skaber ulighed ved at kvinderne har fået højere og højere uddannelse og dermed også et generelt højere individuelt lønniveau. Og det er da kun rimeligt. Det er en væsentlig del af det almindelige fremskridt på vore breddegrader. Desuden gifter de fleste af disse højtuddannede kvinder sig med ligemænd, dvs med højtuddannede mænd, og dermed kommer der flere rige familier end tidligere. Og disse har en forståelig tendens til at bosætte sig blandt ligestillede der ydermere lukker sig inde i deres egne velhaverkvarterer. Og til den modsatte side af spektret er der ghettoer eller ghettolignende boligområder, hvor fattigdommen, de sociale problemer og kriminaliteten er stor. Uligheden bliver dermed ikke alene uddannelsesmæssig, men også økonomisk og social. Og psykologisk set kan det da ikke være anderledes.

Endvidere er det et faktum at det er uhyre svært at bryde negativ social arv, fordi det kræver særlig, ressourcekrævende indsats at gå ind og støtte børn fra de sociale lavstatusgrupper med fx særundervisning eller motivation til bedre indstilling til selve det at lære. Det gør fra starten en kæmpemæssig forskel om man kommer fra et hjem hvor man er vant til at læse, søge oplysninger, udbygge sin viden og sin horisont og diskutere problemerne frit eller ej. Meget afhænger stadig af hvor mange hyldemeter bøger ens forældre har, for at nævne et klassisk eksempel. Men det gør også en forskel om man kommer fra et hjem med klaver, som man sagde i gamle dage, for det betød meget ofte seriøs musikinteresse. Det gør derimod ingen større forskel om man kommer fra et hjem med radio, tv eller musikanlæg, for det har flertallet. Indvandrerfamilier har ovenikøbet ofte parabolantenner, så de kan se tv fra deres hjemlande - og det forstærker tendensen til at deres børn ikke får lært nær så godt dansk som deres indfødte skolekammerater. Og dermed bliver de automatisk handicappede, når det gælder uddannelse. De fleste flotte målsætninger om at bryde den sociale arv, har derfor mest effekt på antallet af pædagoger der påtager sig særundervisning.

Og så er der endelig hele problemstillingen omkring de akademikere der for karrierens, og det vil sige avancementets skyld tvinges ind i phd-systemet, hvor de over to år og på særlig SU skal skrive en videnskabelig afhandling der kan vise at de behersker fagets metodik. Det er såmænd sundt nok i sig selv for de dygtigste studerende, men det har ikke større samfundsmæssig nytteværdi, for resultatet er en overflod af afhandlinger der ikke har interesse uden for en snæver kreds af fagfolk, men som ikke destomindre fører til en syndflod af arbejde for undervisere og vejledere, bedømmere og kritikere på læreanstalterne og ved de videnskabelige tidsskrifter. Og for journalisterne! For sagen er jo at selv den mest specielle afhandling ofte bliver slået op i medierne som sensationel, selvom den fjorten dage eller en måned efter kan imødegås eller nuanceres med en anden afhandling. Hvad der bl.a. fremkommer af sensationelle forskningsresultater inden for sundhedsvæsenet af den art der fører til skrækkampagner eller råd om kostomlægning m.v., men en måned efter erstattes af nye der siger noget andet, det er utroligt. Men det er dybest også et led i elitens forførelse af de jævne mennesker der sikrer produktiviteten i den private sektor.



Man kan grine af hele denne moderne omlægning af den kapitalistiske pengestrøm, der bifaldes af kystbanesocialisterne, men i virkeligheden er så dybtgående at den burde følges op af en ny Karl Marx selvom Jørgen S. Dich i 1973 gjorde en god begyndelse med sin originale undersøgelse af Den herskende klasse, men det mest fatale i udviklingen er faktisk at hele tendensen i uddannelsesgalskaben blokerer fuldstændigt for en højnelse af oplysningen når det gælder selve den grundlæggende menneskelige eksistens der ligger helt på tværs af de sociale og økonomiske skel.

Meningen med tilværelsen for såvel individet som for samfundet som helhed er ikke økonomisk vækst og bliver det aldrig. Meningen findes i selve arbejdet, familielivet, samlivet og fællesskabet med andre såvel som i musikken, dansen, erotikken, sporten og festen. Og den ligger i såvel forskningen som kulten eller religionen (forstået som følingen med de kræfter i tilværelsen der ligger uden for den enkeltes kontrol). Sådan har det været fra tidernes morgen. og sådan vil det blive ved at være, og heldigvis er der mange mennesker der er på det rene med det og drager den rette konklusion af forholdet, nemlig at mennesket ikke skal rende efter pengene eller magten og altså heller ikke lade sig styre af pengenes og magtens indehavere og forkæmper.

Men modsat tidligere tider, så har samfundet efterhånden udviklet sig på en sådan måde at hverken politikerne, videnskabsmændene eller kirkens folk kerer sig om sagen, men tværtimod støtter den almindelige trend. Politikerne er overvejende jurister eller økonomer der vil genvælges ved hjælp af medier og spindoktorer og iøvrigt er pragmatikere og opportunister. Videnskabsmændene inden for alle fakulteter, altså også de humanistiske, dyrker overvejende den materialistiske filosofi der siger at alle årsagssammenhænge skal søges i den newtonske mekanik og derfor langt væk fra alt der har med sjæl og ånd at gøre. Og folkekirkens præster og teologer dyrker overvejende en rent intellektuel forståelse af kristendommen der er ensbetydende med at troen eller det åndelige løsrives totalt fra det jordiske og samfundsmæssige. Ingen af dissse tre instanser har længere den føling med den umiddelbare realitet som ligger i det kollektivt ubevidste og som var en selvfølge i midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet.

Resultatet er naturligvis blevet at Danmark på trods af sine solide erfaringer og banebrydende ny forskning gennem to hundrede år nøjagtigt ligesom alle andre vestlige lande er uden folkeligt-politisk førerskab. Det er blevet komplet ligegyldigt om det er Venstre eller Socialdemokraterne med deres respektive støttepartier der styrer landet. For alle partier går udelukkende efter økonomisk vækst og skændes kun om småjusteringer af skattetrykket.

Lige en kort overgang var der åbenhed over for den tredje vej, der lettest kan forstås som den komplementære vej mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet. Men så glemte man den (Fogh ville jo så gerne være generalsekretær for Nato). Og tråden er ikke taget op. Og det er beklageligt. For her var ellers også mulighed for følingen med det ægte folkelige som man kendte til og med Stauning. Nu er man sunket til at tro på den livsløgn der hedder demokratisering gennem et uddannelsessystem der er blottet for åndsliv.

Ejvind Riisgård




PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård




Henvisninger:

Links:

Ministeriet for forskning og videregående uddannelser
Hovedtal fra KOT (Den koordinerede tilmelding)



Relevante artikler på Jernesalt:

Er demokrati muligt uden lederskab?  (15.10.12.)
Har vi fået vækst på hjernen?  (3.8.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)
Bo Lidegaard vildleder om dansk partipolitik  (30.6.11.)
Folkemødet på Bornholm - ægte eller uægte?  (22.6.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)



Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Er populismen elitær?  (30.3.10.)
Det politiske livs æsteticering  (8.9.09.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg
  (21.11.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



SU-reformen ikke ideel, men nødvendig  (22.2.13.
Den nye klassedeling i Danmark  (11.11.12.)
S-R-SF-regeringens 2020-plan  (9.5.12.)
Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)
Normskredet i velfærdsstaten  (1.12.11.)
Ghetto-problematikkens substans og dilemmaer  (22.10.10.)
Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme  (23.7.10.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal