Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - tyskvalg09a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.9.09.


Tyskerne fravælger socialdemokraterne

Det tyske forbundsdagsvalg søndag gav som ventet CDU's leder Angela Merkel fire år mere på posten som Bundeskansler, men skiftede hendes hidtidige koalitionspartner SPD ud med partiets foretrukne og tidligere partner FDP som fik en markant fremgang. Valgdeltagelsen blev med 70,8 % mod 77,7 % i 2005 rekordlav - og det gik primært ud over det socialdemokratiske parti med Frank Steinmeier i spidsen. Mange af partiets vælgere sagde: Sofa statt Steinmeier.

Valgets resultat i prc. og mandater
Parti 2005 2009 2005 2009
CDU-CSU 35,2 33,8 226 239
SPD 34,2 23,0 222 146
FDP 9,8 14,6 61 93
Linke 8,7 11,9 54 76
Grüne 8,1 10,7 51 68
------------- ------ ------ ------ ------
Borgerlige 48,4 332
Venstre-fløj 45,6 290



Udfaldet var en smule overraskende, fordi SPD's kanslerkandidat syntes at have klaret valgkampen ganske godt - og i hvert fald havde vist større energi end Angela Merkel. Han rettede efterhånden lidt op på de lave meningsmålinger, men havnede ikke desto mindre under dem - og dermed på det laveste resultat for socialdemokraterne nogensinde. Angela Merkel havde naturligvis fordel af 'bonus-effekten' som kansler, det vi herhjemme kalder statsministereffekten. Men tilsyneladende var det FDP og dets leder Guido Westerwelle der fik fordel af den. Afstanden mellem fløjene blev ikke stor, men valgsystemet gav Angela Merkel et komfortabelt flertal der betyder at hun kan sidde sikkert i fire år.

Forhandlingerne om en koalition mellem CDU/CSU og FDP er nu gået igang og bebudes at være færdige seneste 9. november, hvor Tyskland skal fejre 20-års dagen for genforeningen - med prominente gæster fra udlandet. Der er naturligvis mange punkter de to partier kan blive enige om uden større besvær, men også 'knaster' der vil give hovedbrud. Bl.a. har FDP som liberalt parti ført valgkamp på skattelettelser - og det finder CDU/CSU ikke særligt belejligt på et tidspunkt hvor der skal bruges penge på at løse finanskrisen. Desuden vil FDP gerne have en dato på tilbagetrækningen af tyske tropper fra Afghanistan.

Fordelingen af ministerier bliver næppe det store stridspunkt. Det er givet at Westerwelle bliver udenrigsminister og vicekansler; men at CDU/CSU vil sætte sig på forsvarsministeriet. Nogle få ministre fra den gamle koalitionsregering vil fortsætte, men en tidligere markant skikkelse som indenrigsminister Schäuble skal ikke føle sig sikker.



Tilbagegangen for CDU/CSU er naturligvis ikke tilfredsstillende for de to partier - og slet ikke for CSU, det bayerske søsterparti, der gik lidt mere tilbage end CDU, men som ellers plejer at stå stærkt. Partiet er imidlertid endnu ikke kommet sig oven på uroen efter Edmund Stoibers fald som formand og kampvalg om posten. Den nye formand Seehofer har ikke samme karisma.

For Angela Merkel må resultatet siges at være opmuntrende. Hun er blevet angrebet af sine partifæller for lidt for stor tilbageholdenhed under valgkampen - og er jo i det hele taget ikke typen på en decideret fighter. Men hun er vellidt - og har i alle meningsmålinger ligget langt over SPD's Steinmeier som foretrukken kansler. Uden at blive beskyldt for kønsdiskriminering må det også være tilladt at nævne, at Merkel som kvinde intet savner i intelligens, overblik eller flid og håndelag, men naturligvis er uden de særlige kampegenskaber og den særlige kamplyst som er drivkraften bag mange mandlige topchefer i politik og erhvervsliv og som er hormonalt bestemte.



Det helt store nederlag led socialdemokraterne. Det blev en bitter dag for partiet og dets kanslerkandidat Frank-Walter Steimmeier der ligesom formanden Franz Müntefering ikke lagde skjul på deres skuffelse eller fralagde sig deres ansvar. Partiet gik allerede mandag i gang med en grundig analyse af det elendige resultat og dets konsekvenser. Foreløbigt ser det ud til at Steinmeier forbliver leder af fraktionsgruppen i Forbundsdagen, og at Müntefering forbliver formand, men der er partikongres i november og her ventes der en udskiftning. Müntefering, der nærmer sig de 70 år, trådte allerede tilbage som formand for et par år siden af private grunde (hans hustrus alvorlige sygdom), men påtog sig formandskabet på ny, da den nyvalgte yngre formand - ministerpræsidenten i Brandenburg - næsten omgående blev syg. Det gælder om både Müntefering og Steinmeier og flere andre i ledelsen som fx Peter Struck at de tilhører Schrøder-generationen - og nødvendigvis må give plads til yngre kræfter. - Det er netop meddelt på nettet af 'Der Spiegel', at Müntefering har valgt at træde tilbage som partiformand øjeblikkeligt.

Steinmeier har været en kompetent udenrigsminister og er et roligt og sympatisk menneske, men han virker farveløs og kedelig - og selvom han under valgkampen foldede sig mere ud end folk har været vant til at se, så er det et faktum at folk generelt fandt valgkampen kedelig og i vid udstrækning blev hjemme på sofaen. Og lav valgdeltagelse går altid mest ud over socialdemokraterne. Det har formentligt også været en alvorlig bét, at den tidligere socialdemokratiske økonomiminister under Gerhard Schröder, Wolfgang Clement, var blevet så utilfreds med partiet, at han direkte anbefalede vælgerne at stemme på FDP!

Men når en kommentator i 'Der Spiegel' taler om at SPD er blevet bombet tilbage til Weimar-republikken, så er det hen i vejret. For ganske vist er partiet hårdt presset af Die Linke, som betragtes som et splittelsesparti, fordi det udover den tidliger SPD-formand Oskar Lafontaine og hans oprørske støtter består af de gamle kommunister fra Østtyskland med Gregor Gysi i spidsen, men den moderne tyske forbundsstat er ikke en Weimarrepublik der er truet på livet af økonomisk krise plus et kommunistisk parti der styres af Moskva og et nazistisk parti der styres af galninge der vil afskaffe demokratiet. Tværtimod har partiet under Gysi støt og roligt udviklet sig til et fuldgyldigt parlamentarisk parti, og det er også - takket være Lafontaine - blevet et landsdækkende parti. Men dets hovedbasis er stadig de gamle østtyske Länder, som i mange henseender har følt sig underprivilegerede i forhold til de vestlige Länder og særligt har mærket finanskrisen og arbejdsløheden stærkere. Man har da også set at SPD i flere af disse østlige delstater har lavet koalitionsregeringer med Die Linke.



Men hovedårsagen til SPD's store nederlag og krise er og bliver dog selve strukturudviklingen i samfundet. Socialdemokraternes gamle faste vælgerkerne af arbejdere er blevet stærkt formindsket som i alle andre industrilande der har udviklet sig til informationssamfund. En stadig større del af befolkningen er blevet vellønnede funktionærer og har ganske naturligt bevæget sig politisk ind på midten. Nok har Tyskland været langt bagefter fx Danmark i henseende til omstilling til nye tider når det gælder fleksible arbejdsforhold. Især har tyske virksomheder længe været forhindret i at fyre overflødig arbejdskraft på grund af indgåede aftaler med fagforbundene. Det blev der lavet om på allerede under Gerhard Schröder, fordi det var nødvendigt. Men det svier stadig til SPD. Klassekampen er reelt forbi som i Danmark, Angela Merkel har ført Tyskland mod midten som Fogh Rasmussen gjorde i her i landet og Tony Blair i Storbritannien, men 'den tredje vej' er ikke blevet anerkendt af SPD og dets vælgere som den eneste mulige i vore dage. Og mange SPD's vælgere er blevet hjemme på sofaen i skuffelse over partiet.

SPD er derfor først nu for alvor blevet konfronteret med det klassiske problem for et gammelt socialdemokratisk arbejderparti der presses af et mere aggressivt, ekstremistisk og ideologisk parti på venstrefløjen. Det vi herhjemme i efterkrigsårene kendte som uforligeligheden mellem S og SF. Og først med nederlaget i søndags tvinges SPD til at tage problemet op til reel overvejelse. Der er næppe tvivl om at ledelsen vil blive tvunget til at bløde op på den hidtil uforsonlige linje over for Die Linke.



Vanskelighederne ved at sluge kamelen kommer ikke alene af at det er den tidligere SPD-formand Oskar Lafontaine der - mere eller mindre af hævnlyst over for sit gamle parti - har givet Die Linke status som et parti der omfatter hele Forbundsrepublikken. De ligger også i at Die Linke er et ideologisk parti der er imod Nato og tysk deltagelse i Nato-projekter uden for landets grænser. Die Linke er naturligvis også mere kritiske over for bankerne, ja over for kapitalismen og markedsøkonomien som sådan.

Der er altså lang vej inden Die Linke tilnærmelsesvist kommer til at ligne Socialistisk Folkeparti i Danmark, hvis de nogensinde kommer til det. Og det sætter SPD i en meget værre og længevarende klemme end socialdemokraterne her i landet. En udskiftning af ledelsen vil ikke være nok, hvis det skal forhindres at "Die SPD steht vor dem Ende ihrer Geschichte, wie wir sie bisher kannten", som det hedder i 'Der Spiegel'.

Die Grüne har blandede følelser over valget. De kunne notere en pæn fremgang, men kan ikke bruge den til noget. Og de er meget langt fra den position i tysk politisk som gjorde det muligt at danne stabil koalitionsregering med SPD, således som det var tilfældet under Joschka Fischer. De er i nogenlunde samme situation som de radikale herhjemme. De vil helst støtte en socialdemokratisk regering, men tvivler på fornuften i en koalition med en venstrefløj der stikker for dybt i fortiden.



Tyskland er i denne situation uden tvivl allerbedst tjent med det faktiske udfald af valget. Det er ikke gavnligt for demokratiet med store koalitioner der udvisker forskellene i anskuelser og dermed forhindrer partier i at udvikle sig og vælgerne med samfundsudviklingen. Og det ville heller ikke være gavnligt med en koalition der ikke entydigt vil gå den tredje vej, midtervejen.

Guido Westerwelle er et ubeskrevet blad i udenrigspolitikken - og kommer næppe nogensinde på højde med Hans-Dietrich Genscher. Men han har tiden for sig. Og Angela Merkel er til gengæld fuldt anerkendt af sine allierede i både EU og Nato. Hun har fået et fint forhold til både Barack Obama og Vladimir Putin (hun taler flydende russisk fra sin opvækst i Østtyskland) - og hun har en klar social profil der gør hende velegnet til at føre Tyskland helskindet gennem krisen. Hun er naturligvis af mange af sine egne blevet beskyldt for at være for socialdemokratisk i sin tankegang, men det er den slags påstande der stammer fra folk der ikke forstår at den tredje vej hverken er socialdemokratisk eller liberalistisk, men en afbalanceret midtervej der bevidst eller ubevidst forstår tryghedsprincippet og frihedsprincippet som komplementære modsætninger der ikke kan forenes og ikke skal ophæves, men tværtimod have lov at skabe en dynamisk spænding - til gavn for alle.

Angela Merkel har da også udtrykkeligt sagt, at hun vil være kansler for hele Tyskland - og det er ikke mundsvejr.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Der Spiegel
Die Welt
Die Zeit
SPD



Relevante artikler på Jernesalt:

Bundesrepublikken 60 år  (24.5.09.)
Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent  (4.1.08.)
Problemer med tysk regeringsdannelse  (4.11.05.)
Merkel bliver ny kansler  (11.10.05.)
Tyske koalitionsregering godkendt af partierne  (15.11.05.)
Frygt og usikkerhed vandt det tyske valg  (20.9.05.)
Stor spænding om det tyske valg  (18.9.05.)

Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)



Artikler om Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal