Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Tyske valg 2002

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.9.02.


Tysklands valg 2002

Det blev det mest spændende valg Tyskland har oplevet siden Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949. Så tæt blev opløbet mellem de to fløje, at sikre prognoser først forelå ved midnatstid og det endelige resultat først hen ad morgenstunden. Fra starten så det ud til en kneben sejr til de borgerlige med CDU/CSU som største partigruppe i Forbundsdagen, og Edmund Stoiber erklærede sig som valgets vinder. SPD gik tilbage, men efterhånden halede de lidt ind på CDU/CSU, og de endte på samme procentdel (38,5 %), men med få tusinde stemmers overvægt. Og da de grønne under Tysklands ubestridt mest populære politiker, udenrigsminister Joschka Fischer, gik næsten 2 %, men det borgerlige FDP kun 1 % frem, sikrede regeringen sig sit flertal.

Det østtyske PDS - de tidligere kommunister - klarede efter den karismatiske partileder Gysis tilbagetræden tidligere på året ikke spærregrænsen på 5 %, men fik kun 4, og disse faldt stort kun i østområderne, så partiet fik blot cementeret sin status som regionalparti.

Det mandatmæssige resultat blev 306 mandater til de rød-grønne + 2 'Direktmandaten' eller kredsmandater til PDS, idet socialdemokraterne havde held til at skaffe sig flest såkaldte ‘Überhangsmandaten', mandater der tilfalder partier der får så stort overskud af Direktmandaterne fra ‘Erststimmen', at de rækker til flere forholdstalsmandater end 'Zweitstimmen' giver basis for. Et lidt indviklet system må man sige.

Det bemærkelsesværdige ved valgresultatet var, at alle meningsmålinger lige frem til de store oversvømmelser i juli måned havde vist klar tendens til et regeringsskifte. CDU/CSU førte stort foran SPD, selvom Gerhard Schröder blev personligt foretrukket som kansler frem for udfordreren fra Bayern, Edmund Stoiber.

Men guderne stod Schröder bi. Først regnede det så meget, at floderne Mulde og Elben gik over deres bredder og skabte katastrofe-oversvømmelser i store dele af Sachsen, Sachsen-Anhalt og Brandenburg, herunder Dresden. Hurtig handling fra regeringens side var nødvendig - og den var Schröder naturligvis ikke sen til at levere. Det rettede omgående op på opinionstallene.

Blandt andet udskød Schröder og finansminister Hans Eichel den skattereform der ellers skulle træde i kraft 1.1.03 med et år, så der inden for det stramme budget blev ekstra penge til hjælp til ofrene for oversvømmelserne. Stoiber protesterede, fordi en udskydelse af skattereformen ville ramme den udskydelse af de skattelettelser for mellemindkomsterne der skulle give forbruget og investeringslysten en tiltrængt indsprøjtning. Men det var resultatløst, for regeringen vidste naturligvis, at et flertal af vælgere nu engang prioriterer øjeblikkelige ydelser til presserende opgaver over langsigtede investeringer. Problemer kan med fordel udskydes, når det overhovedet er muligt. Det er ligefrem blevet en vigtig del af vort stemningsdemokrati, at de bliver det.

Få uger før valget begyndte USA at rasle med våbnene over for Irak, og selvom Schröder-regeringen havde bakket helhjertet op om præsident Bush's krig mod terrorismen, herunder krigen i Afghanistan, så var grænsen åbenbart nået for en rød-grøn regering, der var om ikke pacifistisk indstillet, så dog vidste, at den kunne tiltrække pacifistiske stemmer ved at sige fra. Det gjorde man utvetydigt - og udiplomatisk - og det sikrede specielt de grønne, der ellers stod til stagnation eller direkte tilbagegang, hele 2 % fremgang. Og disse 2 % reddede regeringen.

At affæren samtidig gav skår i forholdet til USA, spillede åbenbart ingen rolle for Gerhard Schröder, selvom det var til at forudse, og selvom Edmund Stoiber gjorde, hvad han kunne for at påpege det. Schröder var døv, og de afgørende grønne vælgere mere end tilfredse.

Hertil kom så yderligere, at det lille borgerlige parti FDP under den nye ambitiøse formand Guido Westerwelle, der havde sat næsen i vejret efter 18 % af stemmerne, en helt urealistisk fordobling, ramtes af en skandale. Partiets viceformand Jürgen Müllemann havde udtalt sig så kritisk om den israelske premierminister Sharon og formanden for det tyske Judenrat, at det opfattedes som direkte antisemitisk. Det tolereres ikke i Tyskland og slet ikke i et liberalt borgerligt parti. Blandt andre måtte dets mest prominente medlem, tidligere udenrigsminister Dietrich Genscher protestere offentligt. Men det værste var, at Westerwelle ikke greb ind - før valgresultatet og den magre fremgang på sølle én procent var en kendsgerning. Så enedes man om det kloge i, at Müllemann trådte tilbage som viceformand - men iøvrigt ikke fra den interne magtkamp i partiet!

CSU med Stoiber i spidsen klarede sig forbløffende godt. Sammen med CDU opnåede man totalt 38,5 % af stemmerne eller en fremgang på 3,4 % i forhold til katastrofevalget i 1998. Sårene efter Helmuth Kohls ‘Spendenaffären' er ved at være lægt, overskygget som de længe har været af tilsvarende skandaler hos socialdemokraterne. CDUs' Angela Merkel havde et forbilledligt valgsamarbejde med Stoiber. Men måske også en lidt for beskeden holdning. Hun kunne ikke forhindre tilbagegang for sit parti i de østområder hun selv stammer fra, hvorimod Stoiber i Bayern kunne skaffe sig en tilslutning på næsten 60 % af vælgerne.

Problemet er, at mange borgerlige vælgere i Nordtyskland er alt andet end begejstret ved udsigten til at få en bayrer som kansler. Stoiber har desuden imod sig, at han i modsætning til Gerhard Schröder og Helmuth Kohl virker aristokratisk reserveret. Han kunne sagtens hamle op med Schröder i TV-duellerne, når det gjaldt de saglige argumenter, ikke mindst i spørgsmålet om arbejdsløsheden og nationaløkonomien, men hovedindtrykket var mindre sympatisk.

Endelig afslører valgresultatet en uhyggeligt stor og for de borgerlige partier meget alvorlig skævvridning af det politiske landskab i Tyskland. De borgerlige har klar majoritet i Syd- og Vesttyskland, mens socialdemokraterne, de grønne og de gamle kommunister har klar majoritet i Nord og Øst. I de tidligere DDR-lande lå SPD oppe på 50 % mod CDU's godt 31 %. Og PDS kunne mønstre 16 %. Oversvømmelserne og Schröders efterfølgende demonstrative handlekraft spillede og spiller en stor rolle, men det gør også den kolossale arbejdsløshed i området, som den siddende regering ikke har gjort noget effektivt for at få nedbragt.

Men Stoibers forsøg på at gøre arbejdsløheden til hovedtema i valgkampen lykkede ikke rigtigt. Schröder kunne ganske vist ikke løbe fra, at han i 1998 havde været så letsindig at erklære, at en regeringschef der ikke er i stand til at bringe arbejdsløsheden ned under 3,5 mio ikke fortjener genvalg. Den er fortsat over 4 mio og forventes at stige yderligere. Men han havde rimeligt held med at give konjunkturerne skylden.

Østtyskerne stolede i denne valgkamp mere på SPD's og de grønnes vilje og evne til at tage fat på arbejdsløsheden og fattigdomsproblemerne end på CDU/CSU's vilje. Glemt er, at Kohl vandt valget i 1994 på de østtyske stemmer. Glemt blev østtyskerne nemlig stort set også i Kohl-tiden.

Så alt i alt er der forståelige grunde til at det gik som det gik. Schröder og Fischer bliver siddende. Problemerne er de samme - og de bliver ikke lette at løse.

Snakken om, at valgresultatet i Tyskland skulle bryde højrebølgen i Europa ligesom det svenske valg - som bl.a. Poul Nyrup Rasmussen er fremkommet med - er lidt af et socialdemokratisk selvbedrag, der fastholder det gamle klasseskel i politik uændret og slet ikke regner med tilfældighedernes spil i demokratiske valg. I Tyskland gik socialdemokraterne vitterligt tilbage, mens de svenske overraskende gik frem. Også det svenske valg var præget af tilfældigheder, idet de borgerlige partier svækkedes betydeligt gennem rivaliseringer og forskydninger imellem dem indbyrdes. Folkepartiet blev på kravet om en begrænsning af indvandrerne den store sejrherre - og forhandler nu om en liberal midterregering med Miljøpartiet. Og endelig er det også en kendsgerning, at der i Sverige stort set ikke skete nogen forskydning mellem den borgerlige og den ikke-borgerlig fløj. Det gjorde der trods alt i Tyskland. Men begge steder står kampen som overalt i Europa om midten.

I Tyskland genvandt CDU/CSU vitterligt det mest af sin gamle styrke og har dermed overvundet sin krise. Det vil stå meget stærkt i de kommende års politiske kamp, hvorimod både Schröder i Tyskland og Nyrup i Danmark får nok at gøre med at klare skærene på hver deres vilkår.

En objektiv fordel ved Schröderregeringens genvalg turde det dog være, at selve regeringskontinuiteten sikrer de planmæssige forhandlinger inden for EU af såvel landbrugsordningerne som østudvidelsen. Schröder og Chirac kan nu ufortøvet tage fat på de svære forhandlinger om en nedskæring af landbrugsstøtten.

Lidt sværere blivet det nok for Gerhard Schröder at klinke skårene i forholdet til USA og præsident Bush. Den blanke afvisning af tysk deltagelse i en eventuel krig mod Irak var udiplomatisk, men helt galt blev det da den tyske justitsminister i et avisinterview indirekte fik sammenlignet præsident Bush med Adolf Hitler. Hun benægtede bagefter ytringerne, men ingen andre end Schröder troede hende, og først efter valget trak hun sig fra posten. Schröder kunne formentlig have reddet situationen ved øjeblikkeligt at afskedige hende på gråt papir i stedet for blot at påstå, at en minister der sammenligner Bush med Hitler ikke kan have sæde i hans regering. Hun havde krav på en fair behandling mente han, og den bestod altså for hans vedkommende i at tro hende på ordet, mens ingen andre gjorde det. Heller ikke præsident Bush. Han undlod at sende Schröder den obligatoriske høflige gratulation med valget.

Efter sit genvalg gik den diplomatiske klinkning i gang. Og det betød, at Schröder ikke tysk vane tro tog til Paris for at bekræfte det gode tysk-franske venskab, men til London for at bede Tony Blaire formidle en slags forsoning. Men uheldigvis fandt mødet med Blaire sted samme dag som denne i Underhuset havde fremlagt rapporten om beviserne for Saddam Husseins onde hensigter og i denne forbindelse understreget Storbritanniens vilje til at tilslutte sig USA's hårde linje, også hvis den i sidste ende skulle indebære krig mod Irak. Saddam Hussein skal også efter Blaires mening fjernes som Iraks leder. Af gode grunde kommer det ikke frem, hvorledes Blaire vil formidle Schröders forsikringer om venskabet med USA. Den tyske regering har bebudet, at man er villige til at gå ind i Irak-sagen med bistand efter en eventuel krig samt aflaste amerikanerne og englænderne i Afghanistan mens krigen står på. Men ven med Bush bliver han næppe af disse grunde. Bush's tærskel for tolerance over for modsigelse i Irak-sagen er blevet meget lav.

Schröder-Fischer-regeringen får det i det hele taget ikke nemt den kommende tid. Hullet i statens finanser er stort. Hjælpen til de oversvømmede østtyskere kræver mange penge. Arbejdsløsheden er stor og stigende, og økonomien er gået i stå. Forholdet til USA anspændt - og til Blaire næppe p.t. det allerbedste. Forholdet til Frankrig vil blive påvirket af de hårde forhandlinger om landbrugsordningerne. Og oppositionen fra CDU og CSU bliver benhård. Stoiber har ikke lagt skjul på, at han giver regeringen få chancer for at klare sig en hel valgperiode igennem - og at han er parat til at tage over.

Men spændende var valget - og spændende bliver udviklingen i Tyskland som i hele Europa de næste år.



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal