Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - torturhyst

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.8.04.


Medieskabt tortur-hysteri

af Jens Vrængmose

At det er medierne - og primært tv-stationerne og den kulørte dagspresse - der sætter dagsordenen for den offentlige forargelse og debat, er ingen hemmelighed. Denne udnyttelse af den højtbesungne demokratiske pressefrihed er i sig selv ikke nødvendigvis udtryk for, at medierne lever op til deres muligheder og forpligtelser for at medvirke til at sikre demokratiet via den nødvendige frie debat og kritik, for demokratiet sikres aldeles ikke ved enhver form for fri pressedækning, men faktisk kun ved en helt relevant og tilstrækkeligt rammende og kvalificeret debat og kritik.

Men det er ikke en sådan medierne lever af. Tværtimod skæpper det i almindelighed mest i kassen (oplagstal, seertal, reklame- og abonnementsindtægter eller bevillinger) at slå begivenheder op som sensationer, katastrofer, forbrydelser, magtmisbrug, embedsmisbrug og - som den nyeste trend - tortur og overtrædelser af menneskerettigheder, også selvom det sker på løse rygter eller rene formodninger eller blot faktiske sigtelser.

Hele tortur-hysteriet omkring Irak-koalitionens adfærd siden magtovertagelsen i maj 2003 er et af de allerbedste eksempler på mediernes magt og magtmisbrug. I månedsvis har medierne fokuseret på såvel åbenlyse, og ubetinget forkastelige overgreb som løse påstande, formodninger og beskyldninger om sådanne overgreb mod fanger i Irak, og samtidigt fokuseret på de yderst spektakulære, men også alvorlige, uhyggelige og unægteligt destabiliserende terrorangreb og gidselstagninger mod koalitionsstyrkerne, private samarbejdsfirmaer og de nytiltrådte irakiske myndigheder. Alt sammen i langt højere grad end det langsigtede perspektiv og det seje træk om kampen for genopbygning, fred og civilt demokratisk styre.



Den aktuelle sag om en dansk kaptajns påståede overtrædelse af regler for afhøring af tilfangetagne irakiske forbrydere eller sabotører, hendes 'repatriering', dvs hjemsendelse, og hendes chefers ditto, er et eklatant eksempel på, at den helt selvfølgelige og nødvendige omsorg for at alt i den danske mission foregår nøje efter reglerne takket været pressens forsideartikler om sagen havner i hysteriet, dvs helt ude af proportioner - og får den iøvrigt fornuftige nye forsvarsminister Søren Gade til at overreagere, selvom den indledte, uafhængige auditørundersøgelse allerede var påbegyndt og nu engang vil tage sin tid.

Stort set har vi kun fået konkrete oplysninger om, at en enkelt fange et kort stykke tid har måttet sidde i en for os andre ubekvem, men for irakerne meget normal knæ-stilling, og at han skal være blevet nægtet ikke vand i længere tid (for at slukke tørsten), men vand hver gang han er blevet trængt op i en krog under afhøringen (og gerne ville aflede opmærksomheden eller skaffe sig tid). Hertil kommer oplysninger om, at en anden fange skal have kastet op og en tredje skidt i bukserne ved udsigten til forhør.

I ingen af eksemplerne er der tale om nogen form for tortur, og formentlig ikke engang overtrædelse af det danske militærs egne regler for afhøring. Der kan være tale om at forhørskaptajnen er gået til stregen af det tilladte, men det er fuldstændigt grotesk at begynde at snakke om tortur, ligesom det er grotesk, at man fuldstændigt ser bort fra, at man ikke har at gøre med småkriminelle irakere, men med irakere der på den ene eller anden aktive måde har vendt sig direkte mod de danske tropper og altså udgør en fare for disse og dermed for både koalitionen som sådan og det irakiske selvstyre. Her er en vis hårdhed under afhøringerne på sin plads. Alt andet vil være både latterligt og direkte faretruende. Det er ubegribeligt, at nogen fortsat kan tro, at modstanden mod de nye tilstande i Irak ikke skulle være yderst alvorlig. Og det er pladderhumanisme at holde på, at afhøringer af irakiske sabotører skal foregå med fløjshandsker.

Hertil kommer så den anden side af problematikken: at sagen er kommet frem via en klage fra en ansat tolk med særlig etnisk baggrund som har haft så store problemer med jobbet og miljøet, at han er blevet fyret. Det er endvidere nu også oplyst, at der generelt er problemer med de tolke den danske mission har måttet tage til takke med, dels fordi de som arabisk talende med anden etnisk baggrund end normaldanskernes, møder med andre kulturelle normer, i nogle tilfælde har fraterniseret med den lokale befolkning, selvom det ikke er tilladt, og at de af tidsmæssige grunde har fået en mangelfuld uddannelse, herunder i militærets regler og disciplin. Resultatet har været både psykiske og fysiske problemer med dem. Det skal ydermere have spillet ind at de mandlige tolke har haft svært ved at underordne sig kvindelige chefer som den hjemsendte kaptajn.

Alt dette er efterhånden kommet frem - først og fremmest takket være den hjemsendte og sigtede kaptajns egne forklaringer til pressen. Det har derimod ikke været nævnt i forsvarsministerens offentlige udtalelser endsige begrundelser for hjemkaldelsen af de fire øverste chefer for den danske mission. Han og forsvarschefen synes alene at have hæftet sig ved, at han ikke har fået underretning om sagen fra den stedlige ledelse. Dette kunne jo ganske enkelt skyldes det forhold, at denne ledelse med fuld har ret skønnet sagen for så lille og uden principiel interesse, at man ikke har villet ulejlige forsvarschefen og ministeren. Dette vil auditørundersøgelsen formentligt afdække. Men når ministeren har mistet tilliden til chefernes dømmekraft i denne sag, så afspejler det under alle omstændigheder pressehysteriets magt over politikerne. De er blevet hunderædde for ikke at reagere på enhver bevægelse i vandglasset som var det en landstruende orkan.



Lad det være slået fast med syvtommersøm, at tortur og ydmygende behandling af fanger - således som den dokumenterbart har været praktiseret af amerikanerne i Abu-Ghraib-fængslet - er absolut forkastelig og utilladelig for ethvert militært eller politmæssigt apparat der står for forsvaret af demokratiet. Lad det også været slået fast, at de nævnte overtrædelser fra amerikansk side har gjort ubodelig skade ikke blot på renomméet for de ansvarlige regeringer i de respektive vestlige lande, men også for hele operationen i Mellemøsten. Og derfor også skadet mulighederne for en konstruktiv udvikling i området.

Men i den aktuelle danske sag er der overhovedet ikke tale om tortur eller ydmygende behandling af de tilbageholdte fanger (der iøvrigt ikke er krigsfanger, men almindelige kriminelle - og som efter kort afhøring og ophold i den danske lejr sendes videre til den britiske). Der kan allerhøjst være tale om at forhørspersonalet er gået til stregen af det tilladte.

Men når Inge Genefke fra Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre i en udtalelse til Kristeligt Dagblad afviser det forsvar for forhørsteknikken chefen for uddannelsen i forhørsteknik på Forsvarsakademiet Carstens Hasenfuss kommer med, så er det hende selv der bevæger sig for langt ud i misforstået humanisme. Hasenfuss mener det kan være nødvendigt i en forhørssituation at gå til grænsen af det tilladte for at få vigtige informationer ud af den afhørte, men Genefke påstår frejdigt, at selve holdningen om at ville afsøge grænsen for det lovlige er ubehagelig og uetisk.

Det er totalt misforstået, for netop den principielle grænsesætning og den situationsbestemte grænsefortolkning er i selve sin grund etisk. Det uetiske opstår først, når al grænsedragning bevidst tilsidesættes og grænserne kynisk overskrides.

Enhver politimæssig og militær anholdelse, tilbageholdelse og afhøring eller forfølgelse, afvæbning eller bortdrivelse med tåregas og vandkanoner og lignende er naturligvis ifølge sin natur ubehagelig for de mennesker der bliver udsat for den slags. Det gælder eksempelvis også tidlig afhentning om morgenen og isolation. Men ingen kan med sund fornuft bestride, at den slags desværre er nødvendigt, hvis politi og militær skal kunne sikre ro og orden - og kunne foretage nødvendig efterforskning uforstyrret.

Alle véd også, at der selv i veludviklede demokratier som det danske i pressede situationer kan ske handlinger der er uønskede og uheldige, og som i de fleste tilfælde kunne være undgået, hvis der havde været mere tid til rådighed og mere overblik over den aktuelle situation. En vis margen for fejlskøn er derfor rimelig.

Men det helt afgørende er som Carsten Hasenhuss gør opmærksom på, at konventionernes regler ikke bliver overtrådt, og at man ved uddannelsen af militær (og politi) bedst muligt sørger for at personalet bliver i stand til at vurdere hvor grænsen går. Men som han også gør opmærksom på, så befinder vi os i en gråzone. Det er på flere punkter uklart hvor grænserne går. Men, bør det tilføjes, det er simpelthen også umuligt på forhånd at sige præcis hvor de skal gå. Dét er vilkårene for al militær- og politimæssig afhøring.

Det er i denne sammenhæng derfor også glædeligt, at BT's chefredaktør, Arne Ullum, i sin leder d.d. antyder, at forsvarsministeren må siges at være under mistanke for at ofre en officer med det formål at stoppe kritikken af regeringens Irak-politik - før auditørundersøgelsen er afsluttet. Og det er, som han siger, ikke anstændigt.

Hvordan man end vender og drejer sagen, så tyder alt foreløbigt på, at såvel den hjemkaldte kaptajn som den hjemkaldte ledelse af den danske lejr i Camp-Eden har holdt sig inden for de regler og de grænser de selv har lært på Forsvarsakademiet og forsøgt overholdt i lejren. Og hvis den politiske ledelse er utilfreds med disse, efter alt at dømme fornuftige, rimelige og nødvendige regler, så er det op til den at ændre dem og uddannelsen i dem udtrykkeligt og umisforståeligt - uden at gøre enkeltpersoner der har fulgt de bestående regler til syndebukke.

Og så må man iøvrigt se hurtigst muligt at få løst tolke-problemet. For det er måske når alt kommer til alt det helt centrale i sagen. Så kunne vi måske slippe for mere af det hysteri der efterhånden hænger os langt ud af halsen.

Almindelige borgere må afvente auditørundersøgelsen og indtil da prøve at holde hovedet så koldt i sommervarmen, at de ikke falder for den ene omgang pressehysteri efter den anden. Lidt proportionssans og lidt distance til begivenhederne og udviklingen er i hvert fald aldrig at foragte. Heller ikke for en bondeknold som undertegnede.

Deres ærbødige
Jens Vrængmose



Opfølgende artikel:

Gør 'danske værdier' indsatsen i Irak umulig?  (10.8.04.)



Henvisninger:

De grimme amerikanere  (3.5.04.)

Jens Vrængmoses syrlige kommentarer til aktuelt   Skidt og kanel



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal